Natten var for længst faldet på og med den en særegen stilhed over fangekælderen. Det var hvile tid for alle. For vogterne til at nyde roen til de tog fat den næste morgen med fornyet energi og for fangerne til at sove eller grue morgendagens komme og dens forhør. Det var i den stilhed at lyden af lette, dansende trin med et kunne høres og som kom nærmere fra sidegangen. Med sig havde de et lille lys, der brød mørket som de kom frem, men også fik skyggerne til at danse på væggene. Så nåede lyset hjørnet og spredte sig ud i den nye, hvor det også for de vågne øjne i cellerne afslørede en lille pige, klædt i hvidt og med en hvid sløjfe i håret.

Hun lignede ikke nogen der hørte til i fangekælderen eller over hoved burde vide den eksisterede. Slet ikke med det smil der hang på hendes læber eller den måde hendes øjne gled uskyldsrent og søgende over cellerne og fangerne bag jerntremmerne. Så fandt de dog hvad hun søgte og hun fortsatte lidt hurtigere frem til en af cellerne. Her lå en mand med hoved næsten ud til tremmerne i bevidstløs søvn. Maralinda sank ned på hug ved ham og strøg forsigtigt fingrene gennem hans hår som hun nynnede dæmpet. "Sweet birdy, white birdy, little bird of light..." Som hendes fingre gled ind i hans hår, gled de i hendes sind ind mod hans følelser til de fandt smerten og frygten der og forstærkede dem. Ikke nok til at han vågnede, men nok til at han reagerede på det. "Broken birdy, wingless birdy, hide, hide, hide..." Hun styrkede taget om hans følelser og smilede som hun gjorde det. Et lille tilfreds smil der adskilte sig fra den udstråling hun hidtil havde haft. "Du burde bare have svaret ham på hans spørgsmål, engel..." Det var måske ikke hvad han var, men det var hvad hun holdt af at kalde ham - bare for det opgivende udtryk i hans ansigt og den lette trækning af irritation det gav ham.

Så fangede nget andet dog den unge piges opmærksomhed og hun rettede blikket dybere ind i cellen. "Hvem der?" Hun var på vagt nu, skønt hun sad udenfor tremmerne og hvem end der inde i mørket ikke var.

Gloria havde startet natten ud med at være vågen. fangekælderen var alt for stille, om natten. nogle gang skar nogle klagene gisp igennem stilheden fra mareridt der med garanti hærgede de fleste. men så det blev senere faldt Gloria dog i søvn, en let søvn. en søvn hvor hun ville vågne hvis det mindste kom i hendes retning. hun kunne ikke få sig selv til at opgive helt til trætheden, ikke med så meget på højkandt, ikke når hun kunne blive hentet hvornår det skulle være, for sin tur i kammret ved siden af hvor skrigende kom fra.

derfor vågnede hun også da de dansede skridt kom tæt på hendes celle. Gloira lå på maven og åbnede øjnene. hun lyttede til den nynnene stemme der var alt for tæt på. hun kunne godt regne ud at personen snakkede om hendes nye celle kammerat. og det forstærkede hendes følelse af at hun absolut ikke skulle sove alt for tæt på tremmerne.

efter et lille stykke tid, bevægede hun hovedet fra siden til at have hænderne på hage og derved se mod personen.. hvis gloria kunne blive chokket efter alt den død og ødelæggelse hun havde set her allerede, havde hun haft åben mund og polypper. Det var ikke andet end et barn. og hun var endda klædt på som en lille uskyldighed.
barnet måtte have fornemmet da hun drejede hovedet for at se hende, for hun blev øjebliklig på vagt og spurgte ud efter hvem der var. et øjeblik overvejede Gloria at lade som om hun sov, bare at ignorer pigen. og forhåbelig ikke skabe mere opmærksomhed på sig selv. men forkastede det igen hvem vidste hvad mærket ville gøre. eller denne uskyldige pige, der måske ikke var helt uskyldig alligevel. hun bevægede sig lidt så hun kom op og stå for at gå frem mod pige, kun nok til at hun var indenfor pigens lys, men ikke tæt nok på tremmerne, til at kunne nå dem "Ikke nogen speciel" svarede hun lavt, hun ville ikke vække nogen.

Gloria selv havde efterhånden været her længe nok til at selv hendes platinblonde hår var ved at blive mørkt af skidt. og hun så ikke nogen fremtidebad lige forløbig.

Maralinda havde stadig fingrene i Beons hår, som hun så ind mod bunden af cellen og det liv der, som havde fanget hendes opmærksomhed. Ganske nænsomt strøg hun fingrene gennem det tykke hår, mens hun stirrede mod mørket. Hun var alt andet end bange, skønt hun måske burde have været det. På vagt var hun dog og det med god grund. Siden hun var ankommet til borgen havde adskillige gjort et nummer ud af at fremhæve for hende hvor farlige lysets krigere var. Og hun vidste en af dem delte cellen med hendes engel.

Som en bevægelse i skyggerne fangede hendes blik, slap hun taget om Beons følelser og lød frygten og smerten dulme hen igen. I stedet fandt hun en anden svagere følelse og styrkede for ham. Tryghed. For en stund ville han opleve at være tryg. Så meget kunne hun give ham og så meget skyldte hun ham også. Hendes blik havde været sænket til ham, som hun gjorde det, men uden at hun helt slap skyggerne af syne og hun hævede da også blikket så snart en skikkelse valgte at træde frem i det sparsomme lys.. En kvinde. Maralinda lod blikket glide over hende med undren og en gnist betagelse. Så smilede hun skælmsk, som hun lige så dæmpet svarede. "Men speciel nok til at være her?"

Hun slap fortrydeligt Beons hår og sind, skønt hun lod sin gave blive tilbage, før hun lænede sig lidt tilbage og så fuldt op på kvinden. Der var en skønhed bag skidtet, som skinnede igennem selv nu og det også af sind. Ganske forsigtigt og blidt rakte Maralinda ud efter den andens følelser for at se hvad der gemte under den rå overflade. Kun for at se, ikke for at påvirke. Hun ville bare gerne vide hvad hun sad overfor.

Gloria holdt blikket på den lille pige, som hun sad på hug og strøg Beon over håret. som en hundehvalp hun havde fået taget fra sig, og fundet igen.
Deres Øjne mødtes kort som due så på hinanden, gloria nok lidt tydeligere end pigen, da pigen stop med lyset. Gloria lod blikket glide ned på Beon, som pigen stadig rode i håret på.

Gloria så rundt i rummet som hun svarede. "skal man være speciel for at være her?" spurgte hun så stadig med en lav stemme. hun tvivlede på at alle her i fangekælderen var mere til disse mennesker end ren underholdning. Hun havde barnets fuldt opmærksomhed hun, hun så vagtsom ud, som om det eneste hun ville hernede var at finde sin forladte hundehvalp.
"Er han en ven?" Gloria satte sig ned på gulvet igen, det var koldt, men hun ville være mere i øjenhøjde af pigen. spørgsmålet var retorisk, pigen havde en eller anden form for kendskab, ellers ville hun ikke lede efter ham.



((Gloria føler mest usikkerhed, og er vagtsom. hun er ikke bange mere, men følelsen lure, som er hun blevet van til den. og primært vil der også føles håb. da det er den følelse gloria mest trækker sin styrke fra pt))

Maralinda mærkede det ukuelige håb som det første i kvinden, som hun lod sine mentale fingre stryge ind i dennes sind. En følelser hun kendte, men ikke helt havde ventet at finde så stærk hernede. Den var heller ikke alene om pladsen, men hverken usikkerheden eller den svage frygt interesserede pigen. Det gjorde troen på det gode i alle. Det var den der fik Maralinda til at se nærmere på kvinden og til at smile til hende som hun svarede. "En lille smule... de almindelige og kedelige er dybere nede..." Hun havde brugt lidt tid på at snuse rundt og lære borgen at kende, for ærligtalt var der ikke meget andet for hende at give sig til. Ikke før end hun fik tilladelse til at nærme sig de mere interessante steder og det irriterede hende at en sådan var nødvendig. Hun var trods alt ikke rigtig noget barn - hvordan Melkor så ellers behandlede hende!

Det var rart at den anden satte sig så hun bedre kunne se hende. Maralinda overvejede at flytte skyggerne lidt, men droppede det så igen. Skyggerne var ganske fine hvor de var og især hvis andre kom derned. Spørgsmålet overraskede hende dog til at se undrende fra kvinden til Beon og tilbage igen. Ven? Så rystede hun på hovedet. "Han er bare englen." Der var smil og ægte varme i hendes stemme som hun sagde det og som hun så på ham. Hun havde ikke venner, men han var hendes. Så vendte hun opmærksomheden tilbage til kvinden og spurgte interesseret og med barnlig iver, der også lyste hende ud af øjnene. "Du er en af de skrækkelige krigere der blev slæbt ind for nogle dage siden?"

Gloria lod blikket glide fra pigen og ud i skyggerne bag ende, den vej hun gik ud fra ville føre dybere ned i fangekælderen. "åhh.." det var ikke rigtig en oplysning hun kunne bruge, men den foruroligede hende alligevel, hvor mange uskyldige mennesker havde mørket mon holdt fanget hernede. så lod hun sit blik glide tilbage på den lille pige, det virkede helt forkert at hun bare sad der, så uskyldig en sjæl vokset op til at blive det hun blev opdraget til. hun så den tydelige undre over hendes spørgsmål, som om pigen ikke helt var klar over hvad en ven var. "Men han var sjov, venlig? siden du gerne vil sige hej til ham hernede?" hun vidste faktisk ikke hvorfor hun spurgte. måske havde Beon prøvet at få pigen til at hjælpe sig, i hvad end han havde forsøgt på.

Det var Glorias tur til at se lidt overrasket på pigen og hendes iver "Tja det må jeg være, selvom jeg synes skrækkelig er et voldsomt ord" hun fugtede læberne før hun fortsatte "du ved måske meget i hvad der forgår?"

Maralinda smilede til kvinde og lod så blikket glide i samme retning mod mørket for enden af gangen, hvor en trappe førte ned til de dybereliggende celler, torturkamre og laboratorier. De var langt nok fra de beboede dele af borgen at skrig ikke ville forstyrre forhandlinger eller søvn. Lige nu var der dog stille i den retning og Mara så tilbage på den lyshårede kvinde i cellen. "Ja, cellerne dernede er for dem der virkelig har dummet sig..." Hendes blik gled til Beon med en lille irriteret rynke mellem brynene. "Han ender nok dernede inden længe..." Hendes stemme var tonløs som hun sagde det, men blikket var trist. Hun brød sig tydeligvis ikke rigtig om tanken om englen dernede.

Så fandt hun kvinden med blikket igen, som et smil gled frem på hendes læber og hun strøg fingrene ned i håret på Beon igen. "Det var han og meget tålmodig. Han slog mig slet ikke." Der var nu forundring i pigens stemme, som var det noget fuldstændig nyt for hende at opleve en voksen der ikke gjorde det og som var sådan over for hende. Sandheden var at de der nogensinde havde slået hende kunne tælles på to hænders fingre og at fleste af de havde fortrudt det bitterligt bagefter. Det kunne dog ikke ses på pigen. "Han prøvede at få mig til at gå sig..." Hun fortalte stadig sandheden. Den var drejet og lød slet ikke som hvad der var sket, men det var for hende at vide og kvinden at gisne om.

Så slap hun endnu engang Beon, før at hæve lampen så hun bedre kunne se kvinden. "Men du ligner slet ikke en der vil myrde mig når jeg sover?" Maralinda så noget skeptisk på kvinden, der i den grad lignede den kriger af lyset hun var - eller lignede den fange af lyset hun var for uden våben og rustning, i tilsølede klæder og snavs så kunne kvinden være hvad som helst. Distræt og som var hun stadig optaget af kvindens udseende svarede hun på det sidste. "Foregår? Her? Nah, de lader mig ikke høre noget... alt jeg må er at gå på opdagelse..." Hun surmulede lidt som hun sagde det og lignede i den grad en pige træt af at blive holdt udenfor alt det sjove.

Gloria kunne mærke det løbe en smule koldt ned af ryggen, som lyttede til pigen, ikke så meget ordne, men det faktum at de kom ud på så lille en piges mund. hun burde være ude og lege, eller hoppe i snor, alt det uskyldige piger nu gjorde i hendes alder, istedet rendte hun rundt her, og sådan som hendes opvækst nok har været legede hun lige nu.
"Jeg skal nok forsøge at hjælpe ham, til ikke at komme længere ned i hierarkiet" det var ikke helt beroligende. når det kom til stykket kunne Gloria ikke gøre meget hvis mørkets kriger bestemte sig for at flytte Beon.

"ahh, det er ikke rart at blive slået, jeg håber da ikke det sker for tit for dig?" gloria lagde hovedet let på skrå som hun så på pigen. hun virkede som en blanding af at være intelligent og have et udtryk der fortalte om viden og en næsten voksen erfaring, det næste øjeblik var hendes øjne uskyldige og uforstående, some et nysgerrig barn. observeringen fik det igen til løbe lidt ned af Glorias ryg af ubehag.

Gloria så pigen forsøge at hæve lampen for at se hende bedre. hvilket fik gloria til et skubbe sig lidt frem så hun var i lyset, og pigen kunne se hende ordenligt. lige fra den flænsende skjorte, til det lyse hår der var filtret og lidt mærkere end det burde. men også hendes grå øjne.
"jeg myrder ikke små piger, eller slår dem for den sag skyld. Hun så ned på Beon og hvordan Pigen on off lod til at ville røre ved ham. "og jeg slår heller ikke folk der sover"
hun så hvordan pigen surmulede lidt og lod en lille og kort latter komme op "for lille? Det stoppede nu ikke mig i din alder. Men det kan jo også være meget sjovt at gå på opdagelse.. især når man har hele borgen at udforske?" hun forstod pigens surmulehen og selvom det var utydelig i hendes snak, forsøgte hun at få pigen til at fortælle om borgen.. og siden hun gik på opdagelse så kunne hun måske lade et par linjer slippe som Gloria kunne bruge.

Maralinda lyste op ved Glorias forsikrende ord, selvom hun vidste at Gloria ingen indflydelse havde på lige det og da slet ikke for en anden fange. Hun havde det måske på hvor hun selv endte, men selv det tvivlede pigen på. Lysets folk var der altid mange der gerne ville have fingrene i på borgen. En ting det ikke havde taget hende længe at opfatte som hun havde set sig om og lyttet med til folks samtaler. "Vil du det? Han er mere skrøbelig end han vil stå ved..." Det var måske ikke så pænt at sige højt, men mænd havde deres stolthed og Beon var hårdt såret. Hun havde mærket så meget da hun havde testet på hans følelser. Tåbelige mand. Hendes blik på Gloria var blevet tillidsfuldt og forhåbningsfuldt som hun sagde det.

Noget der faldt lidt væk som emnet skiftede og hun nikkede stumt til det første. Så fulgte hun det dog op med en let hovedrysten der ikke virkede helt så overbevisende. Slet ikke som hun slog blikket ned samtidig. Maralinda blev meget sjældent slået, men det behøvede kvinden i cellen ikke vide. Hun kunne mærke medfølelsen fra den anden og det var en følelse hun gerne ville bygge videre på, skabe et bånd ud fra. Beon havde været en god vej ind. Hun så ned på ham og smilede. Han ville ikke stå helt så alene som han troede i det her. Det lille smil var der stadig som hun så ind Gloria igen med troskyldige øjne.

Kvinden var rykket frem i lyset og gav derved Maralinda et bedre indtryk af hende. Håret var ganske rigtigt blond, skønt snavset dækkede det tykt som det dækkede alt andet. Hvor blod ikke var tørret ind i mørkere plamager. Øjnene var dog rolige og det var dem pigen så ind i efter at have taget resten ind med alt for meget ro. Hun havde trods alt set folk se en del værre ud. "Men du er fra kriger af lyset?" En rynke var kommet frem i mellem pigens bryn, som hun prøvede at få det sagte til at passe med det hun vidste. Så rystede hun på hovedet, som opgav hun at finde ud af det og vendte i stedet tilbage til det andet de snakkede op.

Noget der fik hende til at sende kvinden et fortørnet blik over at denne lo af hende. Det blødte dog op, som hun hørte Gloria fortælle og endte med at hun smilede igen. "Det har heller ikke stoppet mig... helt. Og her er nok at se på egen hånd også! Jeg har snart været det meste igennem på de laveste planer..." Hun smilede fortroligt til Gloria og tilføjede. "Dem højere oppe er lidt sværere at komme til... og dem hernede. Der er kommet alt for mange vagter på den sidste uge." Hun havde været i gang med at kortlægge borgen siden hun ankom og det havde været alt andet end enkelt at få lov til at snuse rundt for sig selv. Af en eller anden grund tog selv folk her hendes udseende for pålydende.

Gloria så fra pigen til Beon, og tilbage igen. hvad end Beon havde nået at skabe her på borgen, havde han tydeligvis fanget denne piges opmærksomhed. "jeg skal i hvert fald forsøge" svarede hun. hun mente det ærligt. men var ikke helt sikker på hvordan hun kunne hjælpe ham. "ikke det bliver nemt, desværre. sårene på ryggen har nemt ved at skabe inflation i sådan et miljø som dette, og blodforgiftning dræber ham nok hurtigere end vagterne når det kommer til stykket." hendes stemme var stadig stille, som var hun for træt til at ligge følelse i sine ord, selvom følelserne var der i hendes hjerte. men hun så heller ingen grund til at give pigen falske forhåbninger. at Beon ikke viste tegn på sygdom i sårene endnu var kun normalt, gi det en dags tid eller to.

Gloira valgte at lade det med at blive slået ligge, pigen virkede fortørnet over emnet, og at slå børn var noget der skete alle steder. både på lysets side og mørkets. ikke at hun var enig i det, men nogle ting kunne man ikke ændre og opdragelse metoder var svært at gøre noget ved.

"ja" svarede var kort og uden de større forklaringer, hun så på pigen som virkede til at have et spørgsmål på læberne, men ikke helt vidste om hun skulle spørge. Pigen var alt for vant til grusomheder for Glorias smag, så det at høre om lyset var anderledes åbenbart, og måske i hendes verden farligt?

Gloria forsøgte at samle til sig af hvad pigen sagde og snakkede om. det var ikke gode nyheder at der var flere vagter nu hernede hvor hun selv var, men det var nok netop ankomsten af krigsfangerne der havde gjort at der var kommet flere vagter. hun smilede lidt til pigen før hun fortsatte, hun måtte i spoke pigen væk fra at fortælle så hendes spørgsmål skulle holdes neutrale
"Hvis det bare ligner nogle af de Borge og slotte jeg har været på, så er der sikkert måder at komme op på de højrer planer uden at blive opdaget.. Mine forældres borg, havde hemmelige gange til tjenestefolkene, måske du er heldig og de har dem her?" hemmelige og hemmelige havde de nu ikke været, men de var til at tjenerne kunne komme rundt uden at støde ind i herskabet. og da herskabet ikke tilbragte meget til på borgen, stod de nærmest tomme hen. "du kender sikkert alle smut-vejne og ruterne ud herfra, så mon ikke du hurtig kunne være væk inden vagterne fik fat i dig hernede."Gloria forsøgte lidt at få hende til at tale uden at spørge direkte. det ville være alt for åbenlyst hvis hun bare bad om den hurtigste vej ud.

Maralinda så forvirret på Gloria som denne svarede hende med flere ord en pige af hendes udseende ikke burde kende. Meningen forstod hun dog godt og det samme ville en hver pige med lidt sund sans have gjort. Cellen ville dræbe englen fordi han var såret. Et udtryk af forståelse nåede Maras blik og ansigt, før hun så ned på Beon, bed sig let i underlæben og så spejdende ned af gangen. Ingen skridt var at høre derfra endnu og raslen af metal. Hun sænkede alligevel stemmen til en hvisken, som hun vendte blikket tilbage på kvinden i cellen. "Kan... kan noget beskytte ham mod det?" Det virkede forkert at spørge om og det var da også tydeligt at pige var i konflikt omkring det. Ville hun få problemer for det?

Personligt var Maralinda ligeglad med konsekvenserne for det var næppe det store hun ville kunne snige sig til at hjælpe med. Hun havde det bare bedre med at vide hun havde gjort lidt. Måske kunne det også vise sig nyttig for hende selv engang i fremtiden. Det havde gjort det før. For nu lod hun det dog ligge i mulighederne, som hun så kvinden an og tydeligvis forsøgte at placere hende som ond og farlig. Det gik mindre godt og endte da også med at hun virkede til at skubbe det fra sig. Kvinden i cellen var for interessant til at lade sådan noget som farlighed forhindre pigen i at snakke med hende. Desuden var der jo jernstænger imellem dem. Hun lod den del af beslutningerne ses tydeligt på hendes ansigt, som hun sad ved cellen og tog det hele ind.

Så blev emnet dog lettere og hun løsnede op. Indvendigt morede hun sig over samtalen, mens hun forsøgte at gætte hvad kvinden planlagde at gøre. Alle fanger planlagde altid flugt - til de var så knækkede at de intet tænkte. Kvinden her var langtfra det sidste og hun virkede meget overskudsagtig. Ikke at Mara lod sig snyde, for hun havde set trætheden i sindet så meget som i ansigtet og kroppen. Hun lyste dog op i interesse som kvinden svarede hende. "Du har set mange borge? Ohh du er vokset op på en! Jeg har kun set denne.. desværre.." Et øjebliks ud-længsel sås i Maras blik før hun lyste op endnu engang. "Åh dem havde jeg helt glemt! Jeg fandt en den anden dag - så der må jo være flere!" Det var meget tydeligt at de ville blive hendes næste mål at finde så snart hun havde forladt kælderen.

Et nyt lille smil krøb frem på hendes læber, som hun nikkede let og lagde en finger over læberne. "Selvfølgelig. Med de folk der bor her..." Endnu engang så pigen ned af gangen, som hun lod en gysen gå igennem sig. Hun var ikke specielt skræmt, men der var nogen stykker det var bedst at holde en hvis afstand til - selv for en med hendes evner og det var den varsomhed hun forstærkede nu og viste frem.

Gloria lod ikke til at ligge mærke til at pigen måske ikke vidste hvad hun talte om, men det var sandheden. og pigen så ud til at forstå det. Det var sært at se sådan et lille væsen der tydeligvis holdt af Beon, og ville hjælpe ham, men stadig ikke vidste hvad en ven var.
han var bare englen havde hun sagt, men han virkede til at være mere end det til pigen. Gloria træk let på skulderne. selv en ren forbinding skulle skiftes ellers var den lige så slem som alt andet. men den kunne beskytte lige nu og her, at den så ikke ville kunne bruges om et par dage var noget andet." rent vand og rent stof. ville måske holde det hen et lille stykke tid. det skal renses for metal eller hvad end vagterne brugte på at skære vingerne af, hvis der er rester af det i såret, gør det, det kun værre." hun bid sig lidt i læben som hun så på Beon ligge der på gulvet, nærmest bevistløs. hun ville helst undgå at vide hvad der var blevet brugt, men en sav eller mejsel var nok været nødvendig for at få knoglen til at gå fra hinanden. hvis han havde været heldig, havde de brugt et stort tohåndssværd, med kræft bag ville det bare pløre igennem og vingerne ville være væk. men hun tvivlede.

Gloria holdt øje med pigen som et øjebliks stilhed faldt over dem og hun vidste at de begge sad og studerede på hinanden. Hun havde fornemmelsen af at Pigen gerne ville vide mere, men var ikke helt sikker på hvad. Gloria selv sad med en frygtelig følelse af at pigen var mere end hun sagde, nok mest fordi hun var opdraget af mørket. børn ville gøre hvad som helst hvis de var hjernevasket til det, eller mente det ville give dem mad på bordet.

"Jah, der må være nogle du kunne bruge" i sit stille sind gemte hun oplysningen om at disse gange også var her på borgen. tricket var at finde dem. ikke at gloria havde nogle ambitioner om at bruge dem som vejen ud, men det kunne ikke skade at have oplysningen. desuden var den slags gange bygget randomlig, måske havde de et system, men hvilke rum tjenestefolk skulle ind i, og ikke mindst hvem herskabet ville spionere på. dette var mørkets borg, mon ikke de brugte dem til lige nøjeagtet det.

hun så hvordan pigen gys ved tanken om nogle af de folk der boede her, og hun tvivlede slet ikke på at pigen havde ret. et øjeblik håbede Gloria at netop en af disse mænd ville komme, bare for at se hvor pigen ville løbe hen og finde sin egen flugtrute. "de er ikke allesammen hyggeonkler gætter jeg på" svarede hun en smule tørt før hun så ned igennem mørket selv. hun var på den forkert side at træmmerne for at kunne se ret meget.

Maralinda så alvorligt på kvinden, som denne svarede hende på hvad der kunne hjælpe. Det var de basal ting, men når det kom til stykket nok også det eneste hun kunne forventes at kunne finde og snige med sig. I hvert fald hvis hun skulle opretholde illusionen af at være et barn. Stille og tøvende nikkede hun, som hendes blik var faldet til Beon på gulvet. Måske kunne hun også finde noget at rense sårene med. Ikke noget der ville være behageligt, men det gik ikke han gik til i kælderen før hans mission var gået i gang. "Det meste blev brækket af..." Hun sagde det fjernt og en smule tonløst, før hun vendte blikket tilbage til kvinden. "Han burde have talt..."

Hendes blik blev blødere som snakken gled over på borge og hemmelige gange. Det var noget hun tydeligvis fandt spændende og som hun kunne forholde sig til. Kvinden virkede da også til at vide noget om det og det gav Maralinda håb om måske at kunne snige lidt viden fra hende om paladsets indretning. Lige nu nikkede hun dog bare og skævede så til siden. Havde det været en lyd? Så var hendes opmærksomhed dog tilbage på den blonde kvinde igen, men mest for at skære en grimasse. "Ikke rigtig. De er mest optaget af dem selv og hvad de har lyst til. Druk, hor og vold." Det kom lige så nøgternt og med tydelig forståelse for alle tre ting i blikket på pigen.

Så var hun med et på benene og med lampen holdt i et fast greb. Hendes blik var mod vejen hun var kommet fra og al hendes opmærksomhed i den retning også. Men kun et øjeblik. Så vendte hun sig mod kvinden, holdt en finger for læberne, før hun satte af sted længere ned af gangen om et hjørne der. Det var ikke trappen ned, men en åbning bag den sidste celle i rækken hun benyttede sig af. Som lyset forsvandt blev skridt i hovedgangen tydelige. Faste skridt fra en vagt der ikke havde noget bestemt mål, men blot fulgte sin rute og holdt øje.


Et døgn gik før Maralinda sneg sig tilbage ned i fangekælderen. Hvad end hun var, så så langt de fleste kun hendes udseende og af en eller anden grund så de helst hun holdt sig dernede fra. Måske fordi hun uberegnelig som få eller måske fordi de dybt nede ikke mente børn havde noget at gøre sådan steder. Hun var rimelig ligeglad og lod slet og ret være med at fortælle hvor hun var så meget af tiden det var hende muligt. Der var heller ikke ret mange der bekymrede sig om det, hvilket kun gjorde det hele endnu lettere.

Med sig havde hun en lille bylt, der ikke så ud af ret meget, men indeholdt en kostelig skat for dem hun var på vej ned til. Et lille smil spillede på hendes læber, som hun let dansende og med en udstråling af barnlig uskyld bevægede sig nedefter. Det var et skalkeskjul der afledte de fleste og fik dem til at ignorere hende. Normalt mere end i nat, men det var der ikke så meget at gøre ved. Hun havde fået prikket lidt for meget til en af de lidt mere hidsige på borgen og han havde tabt fatning. Hun havde dog fået nogle oplysninger af ham først, så hun kunne leve med de blå mærker en tid, selvom hun var alt andet end tilfreds med at have fået dem.

Gangen blev til trappe og trappe til gang igen som hun gled over i lette skridt og varsomt så sig om. Kælderen var dog tom for vagter og de fleste af fangerne virkede til at sove. Mere stille fortsatte hun frem til cellen med Beon og den lyshårede kvinde, hvor hun satte den lille lanterne fra sig, som hun så ind i cellen. Hun havde ikke hørt de skulle være blevet flyttet, men så meget kunne jo være sket på et døgn alligevel.

Gloria gys lidt, før det op for hende at pigen rent faktisk vidste hvad der var sket med Beon. det var uhyggeligt at pigen tog tortur så let, som var det en leg med dukker, hvor hun ikke havde fået lov til at lege med noget andet istedet for. fladt og tonløst som det ikke var første gang.
men selvom de havde brækket knoglerne, så skulle der alligevel noget til at komme igennem hud, sener og kød. i et øjeblik fortrød gloria at hun vidste hvordan sår og brækkede knogler virkede, i hvert fald basic.
men hun forstod at hvad end de ville have Beon til at sige, havde han ikke sagt, eller vidst svaret på.

GLoria nikkede forstående, det var det tydeligte billede af mørket hun fandt her.. og det undrede hende nu ikke mere at pigen kendte til alle ord. man blev åbenbart hurtigt voksen her. men hun nåede ikke at svare før pigen var på benene med lampen i hånden. Gloria fulgte hendes blik mod mørken hun var kommet fra, og så hurtigt tilbage på pigen, der gav tagn til at hun skulle være stille. Gloria lagde sig hurtig ned så hun automatisk fik hovedet mod den vej pigen forsvandt og hun kunne se lyset forsvinde rundt om hjørnet og aldrig komme tilbage. som vagten gik forbi lod hun som hun sov på maven.

------------------------------------

Det var mørkt igen og dagen var gået langsomt, ligesom alle de andre dage hernede. ikke der var sket noget ingen mad ingen vand. det var bare en af de få dage deres tælling af hver anden dag vand og hver tredje dag mad.

det var mørkt. og der var så stille som det kunne blive i sådan et fangekælder. Gloria forsøgte at sove på den tomme mave og den lette svimmelhed hun følte på grund af manglen på mad. hun havde gemt noget, men med Beon i cellen havde de ikke mad nok til at holde de tre dage.

hun så op da hun lo mærke til at lyset standsede ved hendes celle, og genkendte pigen med det samme, hun havde ikke fortalt Beon at hun havde snakket med hans lille pige-der-ikke-var-ven. hun kravlede lidt frem så hun kom ind i lyset igen, faktisk tættere på tremmerne end før, hun kunne nå tremmerne hvis hun rakte ud efter dem. "Han er stabil endnu. men huden er rød" hun gik ud fra det var det hun var kommet for, at vide hvordan det gik med englen.

Maralinda sank ned på hug, da der kom bevægelse i skyggerne i cellen i reaktion på hendes lys. Det faldt ikke særligt langt ind i cellen, men nok til at hun kunne se at Beon ikke lå hvor han havde ligget sidst. Det viste også en noget brugt kvinde, der skubbede sig hen mod tremmerne i cellen. Tættere på hende end sidst og det gjorde også at hun kunne se hvad sult og tørst var ved at gøre ved den ellers smukke kvinde. Intet kønt, men det var hvad der skete med alle hernede.

Hun så op og mødte kvindens blik som denne talte og nikkede så med slet skjult bekymring. Hun var bekymret for englen, men ikke helt så meget som hun gav udtryk for nu. Det var dog en af grundene til hun var kommet og grunden til at hun havde bylten med sig. Den skubbede hun nu frem og ind mellem tremmerne med et varsomt blik mod gangen hun var kommet fra før hun så tilbage og forhåbningsfuldt på kvinden. "Det er ikke så meget, men.. det var lidt svært at komme til..." Som hun sad nu fremhævede lyset fra lanternen sporerne efter et slag i ansigtet, der alt for let kunne være aftrykket af en hånd. "Vand, forbindinger og jeg fandt noget salt... det skulle rense sår?" Hun var ikke helt sikker på hun havde opfanget den oplysning helt rigtig, men det var også længe siden hun havde hørt det nævnt.
I bylten var der i hvert fald nogle rene forbinder, et lille vandskind, en lille pose med salt og et stykke brød hun havde snuppet i køkkenet. Selve bylten var af groft, gråt valmel der ville falde i et med snavset og skyggerne i bunden af cellen.

Som hun så bylten forsvinde blev hun dog siddende og så på kvinden. Der var noget tøvende over hendes holdning nu, som kæmpede med spørgsmålene der var at se i hendes blik. Det beregnende bag skjulte hun helt. Det var alligevel ikke gavnligt for situationen. Ikke hvis hun ønskede at få noget som helst at vide fra krigeren i cellen. Til sidste endte hun med bare at busse ud med et spørgsmål. "Hvordan er hovedstaden? Og paladset?"

Gloria sad træt og hang lidt. at være fanget hernede var hårdt, ingen mad og vand, for ikke at tale om den lille søvn man fik, nogle gange gav hun op på at være vagtsom, bare for at få nogle timers dyb søvn, men hun vidste også at det var farligt.

hun fugtede læberne lidt som hun så på pigen der stille skubbede en bylt frem mellem tremmerne, et øjeblik så hun bare på den før hun kravlede lidt tættere på endnu så hun næsten sad op af tremmerne. og tog bylden op i skødet. hun pakkede det langsomt op og kikkede på indholdet. hvorefter hun smilede en smule, og så på pigen igen, men hendes smil stivnede en smule da hun så de blå mærker på piges ansigt. "Tak..." en stamme i hende fik dårlig samvittighed over at pigen var kommet i problemer for hendes og Beons skyld. og instruktivt rakte hun forsigtig ud igennem tremmerne for at give hendes hånd et lille klem af medfølelse.

Gloria begyndte at lukke byldten lidt til igen så hun kunne hjælpe Beon når han vågnede, men hendes blik fangede brødet og hun stoppede lidt op. og bestemte sig for hun var for sulten til ikke bare at tage en enkel bid. så hun brækkede et stykke af og gumlede på det. det var bedre end det de plejede at få, så pigen havde nok været i det rigtige køkken.
"nogle gange virker salt, det har du ret i." det gjorde dog ondt. og det var egentlig saltvand man skulle bruge, men hun kunne hurtigt forsøge at lave noget mildt saltvand ud af dette. det var i hvert fald bedre end ingenting.

hun så over på Beon som han lå der i skyggerne, og tilbage til pigen som hun sad lidt uroligt, og kikkede tilbage på hende. der var noget der brændte noget hun ville spørge om. og der gik ikke lang tid før det bare kom blussende ud.
Gloria så lidt overrasket på pigen før hun trak lidt på skulderen"deet..." hun gik lidt i stå, hun anede faktisk ikke engang hvordan hun skulle beskrive det til den lille pige. "der er mange mennesker, boder larm og handlende overalt. der er hele tiden noget at se på... alle mulige mennesker, både halvdyr, orker mennesker kentaurer.." en verden til forskel for hvor hun var nu. og pigen ville også vide om paladset. ikke at gloria rigtig vidste hvad hun kunne fortælle om det "paladset er nok meget ligesom borgen her.. bare..." hun skulle til at sige: med lys og godhed og venlige ansigter. men stoppede sig selv og kikkede på pigen og hendes blå mærker "bare et sted hvor man ikke får en omgang bank hver gang men forsøger at få fat i nogle forbindinger." hun sagde ikke man ikke kunne få en røvfuld på lysets palads for det kunne man nemt. der var regler man skulle følge, men hvordan man forklarede godhed til en pige der havde set og kun kendt til mørket var svært.

et sted i hendes hoved mente også at hun ikke skulle sige alt for meget, for måske pigen bare var nysgerrig. men der kunne sagtens være andre der lyttede. måske i cellerne, hvor andre fangere brugte det til at give vagterne og dermed måske undgå næste gang med pisken.

Maralinda holdt sig lidt på afstand af tremmerne efter at hun havde skubbet bylten ind mellem dem. Hun havde ikke rigtig lyst til at være indenfor rækkevidde af kvinden der var kommet frem i lyset. Ikke som hendes dag havde været. Det virkede dog ikke til at den blonde kriger havde tænkt sig at gøre det mindste, så som denne satte sig med bylten i skødet rykkede Maralinda lidt tættere på igen. Hun så hvordan kvindens smil stivnede som hendes ansigt kom tilbage ind i lyset, men det var ikke noget pigen rigtig tænkte over. Hun var så vant til at folk ikke kunne holde et smil, skønt følelserne bag var anderledes her. Det fik hende til at se nærmere på kvinden, før hun forsigtigt smilede tilbage over det lille uvante ord. Så stivnede hun dog let og så ned på hånden der havde fundet hendes. Det var uventet, men som hun mødte kvindens blik igen så hun at intet ondt var ment med den. Atter kom et smil frem, skønt det forblev usikkert.

Smilet fik dog lidt mere form, som kvinden tog en stump af brødet med det samme. Det var lettere at forholde sig til den andens sult da det intet havde med hende selv at gøre. Følelser var på ingen måde Maralinda ukendte, men at mærke dem rettet mod sig var uvant. Især fordi det var så uventet og virkede så forkert med situationen. Så var det nemmere at gemme de tanker væk og bare nikke glad til kvinden, da denne bekræftede hendes ord om saltet. Behageligt ville det næppe være, men infektioner var det endnu mindre.

Som hun fik stillet sine spørgsmål holdt hun blikket spændt på kvinden. Maralinda havde ikke den store ide om hvordan den anden ville reagere og det var så interessant for hende, som hvad hun rent faktisk ville få af oplysninger. Overraskelsen var da også tydelig, som kvinden bare så på hende et langt øjeblik, før hun lidt tøvende begyndte at tale. Maralinda derimod sank helt ned at sidde på gulvet udenfor cellen, så hendes praktiske, brune kjole fik et pænt lag støv og hun selv kom nærmere kvinden i cellen. "Som alle bor der? Sammen og ikke adskilt i lejre?" Hun var levende interesseret. Det var år siden hun sidst havde været i nærheden af hovedstaden. Faktisk kunne hun ikke rigtig huske hvornår det havde været og det var lidt grunden til hun søgte nyere viden om stedet end sin egen.

Det var dog paladset der særligt interesserede hende. Ikke så meget lige det krigeren fortalte, men selve indretningen og om noget var forandret. Hun lyttede dog og sendte så kvinden et noget mistroisk blik, som var hun sikker på at den anden drev gæk med hende. "Du gør grin med mig! Sådanne steder findes ikke!" Så virkede det dog til at hun ikke helt kunne holde fast ved den følelse længere og i stedet lod munden løbe. "Men du bor der? I paladset altså? Og det ligner borgen her? Bare... større? Lysere?" Hun vidste andre sikkert lyttede til dem. Det ville undre hende hvis de andre fanger ikke gjorde og endnu mere hvis nogen fra Mørket ikke var i nærheden også. Det gjorde det dog svært at lokke oplysninger fra kvinden.

Gloria nyd det stykke brød hun havde fået i fulde drag , og forsøgte at forstille sig at der var mere og hun var mæt. men måtte hurtig komme tilbage til realiteten. hvor hun så på pigen, der ikke ligende en der var van til medfølelse. GLoria havde ondt af hende, ikke fordi hun var af mørket, eller sjovt nok heller ikke så meget af de blå mærker. men af at denne pige nok ikke kendte til et liv med latter, hvor børn på hendes alder skulle lave ballade og have en god sneboldkamp og komme hjem våde og trætte til varm te og bad med en godnathistorie fra deres mor.

Nogle ting pigen foran hende nok aldrig ville opleve eller kende til. alt hvad hun kendte til var mørke, had og frygt.

Gloria nikkede langsomt som pigen satte sig ned ved cellen tydelig sulten efter flere informationer.
"Ja, man bor hvor det passer en, så længe man følger loven, har alle stort set lige rettigheder."

Gloria så lidt rundt i mørket ikke at der var meget at se, men en lyd havde taget hendes opmærksomhed, men hun fandt hurtig kilden, da en stor rotte løb over gulvet ind i cellen ved siden af.
Hun smilede træt af pigen mistroske blik og rystede så stille på hovedet,
"Jo de findes, og de er værd at kæmpe for at bevare.."svared ehun stille, lige så meget til sig selv som til pigen. Hun skulle nok komme hjem om så det blev det sidste hun gjorde.

"Ja jeg bor der.. om det er større end dette ved jeg ikke. jeg kender ikke så meget til denne borg og dens inretning. men lysets borg tårner over byen som et smuk eventyrslot lavet af lysende krystaller" jo det kunne godt være hun overdrev lidt med beskrivelsen, men det var sådan hun så sit hjem her i fangekælderen.

"Jeg kan nok godt få fat i mere..." Tilbudet kom ganske dæmpet fra Maralinda, som kvinden så på hende efter at have nydt det lille stykke brød nok til at lukke øjnene ved det. Så stærke følelser som mad kunne frembringer fascinerede til stadighed Maralinda. Det var så enkel en ting i folks liv, men det betød så uendeligt meget når det kom til stykket. Hun kunne mærke det hos alle fangerne dernede, men tydeligst hos kvinden hun sad overfor fordi hun koncentrerede sig om hende. Medfølelsen var noget ganske andet og overraskende at blive mødt med og fik hende til at sænke blikket lidt.

Om ikke andet så til kvinden svarede hende og fik hende til at se på sig med strålende øjne som lidt af hendes nysgerrighed blev besvaret med viden. "Og hvis man ikke gør? Følger reglerne altså?" Regler var tydeligvis noget pigen kunne forholde sig til. Selv mørket havde regler og at overtræde havde konsekvenser. Sikkert værre end ved lyset, tænkte Maralinda, men hun sagde intet om det. Så kun forventningsfuldt på kvinden og håbede denne ville fortsætte med at svare hende. Det ville nok kræve at hun gav lidt igen, men det gjorde hende ikke noget. Hun havde allerede en ide om hvad trods alt.

Hendes blik fulgte kvindens til siden, men var tilbage på den blonde så snart hun fangede det bare var en rotte der puslede. De blev store hernede, men der var også rige muligheder for dem for at skaffe sig noget at leve af. Spørgsmålet var om de også kunne trænes? Det måtte hun undersøge en anden gang. For nu fortsatte hun med at se mistroisk på kvinden. "Det lyder nu stadig som et eventyr..." Hun plantede en gnist af håb i sin stemme som hun sagde det. En gnist hun håbede ville blive opfattet som en svaghed hos hende.

Så lænede hun sig ivrigt lidt frem, som hun ganske dæmpet begyndte at pludre. "Det må være større! Her er kun tre lag af kældre - hvad jeg har fundet i hvert fald - og fire over jorden! En del er godt nok sådan nogle forskudte og halve nogen så det er lidt svært at få styr på, men jeg har næsten helt styr på alle gangene i den øverste kælder og de nederste etager." Hun smilede stolt til kvinden, før hun tilføjede drømmende. "Men et sted lavet af lysende krystaller... det lyder vidunderligt! Her er kun vandfaldet ved den dybe udgang..."

Gloria så lidt på pigens blå mærker til den byldt der stadig lå i hendes skød. det var et fristende tilbud, at få mere brød herned og hendes sult og træthed skreg til hende om at udnytte pigen til at få fat i mere. men hendes samvittighedhed sagde nej, hun anede ikke hvem pigen var tilknytter her, og hvis hun blev taget i at give mad til en fange ville de måske gøre ondt på hende eller endnu værre straffe hende på en nærmest tortur-agtig måde. ville hun kunne leve med sig selv hvis det skete? hun vidste det faktisk ikke, en ting var at kæmpe mod mørket i fælten, mod orker og sortelevere, men det var ikke barnets skyld at hun kun kendte til mørket.
"det er okay, her er rigeligt" hviskede hun stille, selvom hun nok inderst inde skreg på mere. mere mad gav flere kræfter.

Gloria træt lidt på skulderne før hun svarede, det virkede som nogle uskyldige spørsmål. "Så kommer byvagten efter en. straffen afhænger af hvad man har gjort og hvor tit. det kan være alt fra fængselophold til at minste hånden for tyveri. men man får også en chance for at bevise om man er uskyldig."
Gloria sank lidt ned i skulderne og lænede sig lidt mod trammerne med træthed i kroppen, mens hendes blik fandt pigen igen, nysgerrig for hvad pigen dog ville vide og hvorfor, men også for hvad pigen fortalte. gad vide hvilket lad denne fangekælder lå på. "Om det er et eventyr er op til dig selv. Hvis man vil have eventyr og lykke, bliver man nød til at skabe det selv..." svarede hun stille, "at gøre drømme til virkelighed kræver hårdt arbejde" nu lyd hun bare som sin Far. en underlig tanke hernede i mørket, men det var stort set hans ord, for ord hun gentog til pigen.

"så halvdelen af borgen er faktisk under jorden.." det overraskede hende engentlig ikke. men hendes hjerne begyndte at forsøge at skabe sætninger der ville få pigen til at fortælle mere. gad vide om den dybe udgang ved vandfaldet var til at komme til.
"lysets borg har også mange kældere, men du har nok ret i at det er støre over jorden, det går højt op i tårne og spir.." hun fugtede lidt læberne igen tøre og sprækket som de nu var. "Vil du beskrive vandfaldet? det er efterhånden lang tid siden jeg har set andet end disse vægge? lidt beskrivelse af den virkelige verden ville være dejlig"