Der var en hvis tryghed, i Lindeskovens stilhed. De blide briser der flød gennem trækronerne, og faldende blade, var de eneste, salige lyde der var. Men alt denne idyl, blev hurtigt anset som stilheden før stormen. I en afstand af en kilometer, kunne man pludslig høre en dyb brummen. Dybten i lyden, fik træerne tætest oprindelsen til blidt at vibrere, og fugle til at flygte i chok. Den brummende lyd, var ikke synderlig høj, så kunne ikke sammenlignes med et brøl. Ej var det skingert og hastigt, så ikke et skrig. Mest af alt kunne det bedst sammenlignes med en lav klagen. En klynken, ligefrem. Lyden holdt en pause for nogen tid, før at det begyndte endnu engang, næsten som om nogen græd.
I centrum af denne pludselige larm, lå en enorm skabning, der let ville kunne blive vildset som værende en begroet bakke, hvis det ikke var få de små diskrete bevægelser der kom derfra. Skabningen trak sig i milde smerter, og gav fra sig en brummende klynken. Smerten var ikke den af en, der var blevet skadet dybt. Nærmere af et barn, der havde trådt på et legetøj.
Skabningen trak sig en smule igen, da blomster langsomt begyndte at gro op af hans ryg. Evnen til at gå i et med sine omgivelser, trådte langsomt frem, og han blev langsomt begroet af både blomster, og græs. Dog var han stadig i nok bevægelse, til at stoppe jorden i at opsluge ham, og gøre ham perfekt i et med omgivelserne. I stedet, lå han og blidt vendte og drejede sig i smerter.

Han befandt sig i en lille lysning, hvor månen over ham lige kunne kigge ned igennem lysekronerne. Dog lå han ikke selv i midten af denne lysning, men i stedet stod der en meget primitiv skulptur. Skulpturen var lavet af en blanding af store afknækkede grene, som det var tydeligt var blevet revet af de nærmeste træer, når man kiggede rundt på massakren af disse gamle træer. Træerne var blevet sat sammen, i en form med hvad der mest lignede tre ben, samlet af en krop, og så med en sten som et hoved. Træerne var sat sammen med mudder, der nu var fast hærdet. Det har taget lang tid at vente på, at mudderet blev hærdet til jord igen, så det har krævet tålmodighed at få stablet skulpturen samlet.
Skulpturen så dog ud til at mangle noget. For foden af skulpturen, lå der en fjerde gren, der tilsyneladende skulle have virket som et fjerde ben, men var blevet tapt i processen.

Med tiden, hvor skabningen lå og brummede i smerter, var skovens vilde dyr, langsomt kommet nermere igen. Disse var tydeligvis ikke bange for den store skabning, og det virkede næsten som om at de sørgede over hans smerter. En lille grupper Dådyr, havde samlet sig i udkanten af lysningen, imens flere mindre gnavere, havde samlet sig omkring skulpturen, i håb om at finde bark, eller måske endda nødder at kunne gnave i. Der var endda en masse græssende dyr, der var gået helt hen til den enorme skabning, hvor de begyndte at gnave i de mange blomster der nu pyntede hans krop.

Men selv i al denne varme, på en ellers kold nat, græd det store kreatur, imens den gemte på sin hånd.

Azra havde begivet sig til Lindeskoven igen. Et område hun kun havde befundet sig i kort, mens hun havde stjålet en kentauers fisk. En fisker kentauer endda. Han havde ikke ligefrem virket glad for det pludselige møde, men havde imidlertidigt accepteret hendes essistens. Og nu var skovtrolden tilbage. Hun havde været i skoven et par dage, hvor hun var løbet rundt og havde leget med de andre dyr i skoven. Vel og mærket de dyr som turde at være i nærheden af hende. Det var ikke ligefrem mange der turde, med mindre den store trold havde sat sig ned stille og bare siddet der og ventet. Ventet indtil at der var stille nok omkring hende til at smådyr kriblede frem.

Nu var natten dog faldet på og selvom Azra i mange tilfælde var et natdyr, havde hun faktisk valgt at ligge sig til at sove i en mos seng denne nat. Eller seng og seng. Det var et område hvor der var mos. Det var dejlig blødt og hun var hurtigt faldt i søvn. Ja, lige indtil en brummende lyd afbrød søvnen og vækkede hende tilbage til månens stråler, der nu var over hele lindeskoven. Trolden strakte sig træt og smaskede et par gange før hun fik rejst sig. Som altid vandt nysgerrigheden kampen over mange andre nødvendigheder. Undtagelsen var nok lige mad, men derudover, så var nysgerigheden i første række.

Azra begav sig nogle skridt afsted, og gik lidt i forskellige retninger, indtil hun fik slået fast hvilket område lyden kom fra. En lyd som udviklede sig mere til en form for gråd, jo tættere hun kom på oprindelsesstedet. Det første som skovtrolden fik øje på, var en stor primitiv skulptur som stod midt i det hele. Nysgerrigt og spændt så hun på den, som hun gik frem i lysningen, indtil en høj lyd fik hende til at hoppe forskrækket og næsten give op til at hendes hjerte valgte at hoppe et slag over. Det var den brummende hylen igen, som for Azras øjne synes at komme fra en bevægende bakke, med blomster. Azra satte hovedet let på skrå som hun kiggede på den bevægende ting, som hun begyndte at bevæge sig tættere på. "Hej? Er du okay?" kom der fra pigebarnet, som rent faktisk ikke brød sig om at høre nogen græde. Det var ikke behageligt for nogen parter og man følte sig lidt magtesløs imens.

Der var ikke megen reaktion på hendes eksistens, da hun nærmede sig skulpturen. ‘Bakken’ fortsatte bare med langsomt at vride sig på stedet Dyrende omkring skabningen kiggede hastigt op imod Azra, og de mest nervøse af dem skyndte sig at løbe. Nogen få af dem, blev dog stadig hvor de var, og udnyttede deres chance for et fantastisk måltid, fra den begroede skabning.
Men da Azra så talte ud, blev endnu et ‘lavt’ klynk brat stoppet, og bakken blev fuldstændig stille. Skabning kom i bevægelse, og da den gjorde, kunne man se udsnittet af en hånd, der fjernede sig fra noget. Hånden havde holdt om skabningens hoved, som nu langsomt drejede over mod Azra. I bevægelsen, kunne man se blomster, og græs, falde fra skabningens hud, da evnen til at kamuflere sig faldt fra. Og da skabningens ansigt endlig kiggede imod Azra, ville hun kunne se ind i skabningens store saphir blå iriser. Øjnene blev pludselig store, da det store underbid fremstammede en klynkende forskrækkelse, og kreaturet hastigt begyndte at rejse sig. Dette fik dyrene omkring det til hastigt at løbe, men selv i deres flygt, ville de ikke kunne have nået at flygte fra det enorme kreatur. Men da det lignede at en enorm hånd skulle til at mase et par kaniner, stoppede hånden lidt over det bløde græs, imens skabningen kiggede efter de små dyr.
”N.. Neej..” Sagde en dyb, rystende stemme, da de saphir blå øjne kiggede tilbage imod Azra, forskræmt. Angsten i skabningens ansigt var ganske tydelig, og en sidste tyk tåre trak sig vej ned over dens kind. ”Gob.. Gob ik vil.. Ondt.. Gob. Ha… Ondt..” Brummede skabningen, imens den fortsat forsøgte at rejse sig op, men faldt hurtigt til jorden igen med en buldren, efter et klynk i smerte, da den havde forsøgt at lægge vægt på dens venstre hånd. Hånden blev nu trukket tæt ind til dens krop, imens den højre raktes ud imod Azra, nærmest for at beskytte sig. Det var tydeligt at Bjergtrolden havde meget svært ved at tale, og de ord den havde lært, var meget få.
Endlig gav den enorme skabning op i at prøve og rejse sig, og satte sig i stedet til at holde om sin venstre hånd. De blå åjne stirede ned imod Azra, imens troldens øre begyndte at rejse sig en smule, fra hvor de før var rakt imod jorden i sorg. Han havde aldrig set et kreatur som Azra før, og blev nysgerrig. Der var dog det, at hun ikke var en Bjergtrold som ham. Så hun ville ham garanteret ondt.
”Lad Gob.. Være.. Gob.. Ik.. Gjort noget..” Mumlede trolden, imens den stirede ned imod dens venstre hånd, og langsomt begyndte at vrikke fra side til side. Græs og blomster var efterhånden faldet helt fra ham, og viste nu den fine grønne hud frem. Bjergtrolden bar et primitivt, men tykt stykke læder omkring hans underliv, men intet andet. Der lå dog en meget stor, ligeså primitiv, taske, der hvor Gob havde ligget før.

Det puldrede meget for Azras fødder som bakken, der vidste sig at være en trold bevægede sig rundt, selvom den brat stoppede. Det var først da den begyndte at bevæge sig igen, at Azra stilte sig i en lidt mere balanceret stilling. Hun så nysgerrigt på ham, mens hendes øre var nærmest skudt lige i vejret og hendes øjne var tekopper. Azra var absolut ikke bange af sig. Hun havde lavet så mange ting i sit liv, som kunne havde kostet hende selv samme. Hun var lidt for godt vant med sine stærke knogler og tykke hud. Stor fascination skinnede ud af skovtrolden, som græs og blomster falde fra skabningen, som tydeligt var vokset ud af ham. Det måtte være en ubeskrivelig nyttig evne at have.

Azra satte hovedet let på skrå og kiggede undersøgende på Gob. Hun gik i hvert fald ud fra at kreaturet hed Gob. Gobs taleevner virkede til at være endnu værre end Azra's, hvilket var en bedrift i sig selv. "Hvor du ha ondt?" kom der lige så stille fra Azra, som satte sig på hug foran ham i stedet, i et forsøg på at få ham til at falde lidt ned. Ikke nok med at hvis han slog ud efter hende, så ville hun komme på en ordentlig flyvetur. Men ærligt så ville Azra gerne lærer ham lidt bedre at kende. Gob var den første af sin slags som Azra nogensinde havde set. Som han faldte til jorden og trak venstre hånd ind til sig, blev der nærmest givet et svar af sig selv.
Azra lænede sig tilbage, en smule skræmt som en stor hånd blev løftet op foran Gob. Først antaget troede hun at han ragte den ud efter hende, men den stoppede og blev holdt, i et forsøg på at beskytte ham selv. Azra kunne ikke lade hver med at smile lidt af det. Hun tvivlede på at han var voksen. Måsket et barn ligesom hende selv?

"Mig ikk gøre dig noget.. Mig ven. Azra skovtrold!" svarede hun med et grin og munterhed. Faktisk var Azra ikke særlig voldelig. Hun gjorde bare mest af alt bare hvad der passerede hende, når det passede hende. "Du helt alene?" spurgte hun så lidt tid bagefter. Hun var ret sikker på at hun havde bemærket det, hvis folk i hans størrelse var gået forbi.

Manglen på frygt i den unge Skovtrold, ville ikke have betrygget Gob, hvis ikke det var for hendes lysende glade ansigt. Hun var facineret. Og der var ikke det mindste glint af vrede, grådighed eller ondskab at finde. Det var dette blik, der fik Gob til at slappe mere af, og kort kigge imod Azra, med lange mellemrum. Han turde endnu ikke at stire på hende, da det var en af de ting der var blevet pisket ind i hovedet på ham, og hans mor, da de stadig var slaver sammen. De måtte ikke stire.
Da Azra gik ned i hug, kiggede Gob op igen, imens han gemte på sin venstre hånd en smule. Han svarede ikke med ord, men kiggede i stedet ned imod sine hænder, og fjernede sin højre en anelse. Han stirede nu i stedet ned på hans tykke pegefinger. Neglen på denne, var blevet bidt en anelse ned, og så man nærmere, ville man kunne se at den sad lidt skævt. Gob begyndte at side og pille ved fingeren, som prøvede han, med sine store bøvede fingre, at pille noget ud fra fingeren. Imens han gjorde, begyndte han igen at side og brumme i smerter.
Han gemte endnu engang sin hånd, da hun begyndte at tale til ham igen, og slog de blå øjne tilbage på hende. Hans store mule brummede en anelse, imens de blå øjne kiggede op og ned af hende. Det eneste der virkede truende på den store kæmpe, på nuværende tidspunkt, var de enorme hugtænder, der gjorde at han aldrig kunne lukke munden helt, men i stedet lade sin overlæbe samle sig omkring de let gullige tænder. Og som han ikke selv udviste en trussel, ej gjorde Azra. Gob lyste en anelse op, og det ene af lagte øre, rejste sig en anelse i forundring.
”A.. Az.. ra.. Skovtrold? Trold.. Gob.. Gob, også Trold..” Han lagde tingende sammen i hans hoved, men skulle bruge sin helt egen tid til det. ”Mmh.. Gob.. Stortrold.. A.. A.. ra.. Lilletrold.. Ven?” Et smil bredte sig langsomt, som han lagde tingene sammen, og fandt et kælenavn til Azra. Det var tydeligt, at den, nu bøvet smilende Trold, ikke mente ‘lilletrold’ som en fornærmelse. Men et langt nemmere ord at sige for ham, da Azra virkede til at være for svært at sige..
”Gob.. Ik.. Ik, helt alene.. Små ting..” Sagde han, smilende, imens han kiggede lidt bag ved sig, og rykkede lidt rundt på hans bagdel. Han rakte en hånd ud imod en lille gruppe egern, som hastigt løb hen til ham, og op af den grønne hud. Gob klukkede lavt, imens han kiggede tilbage imod Azra. ”Men.. Ik.. Ik nogen Trolde.. Ik nogen som Gob.. Før nu.” Smilede han, imens han rakte den højre hånd tilbage til den venstre, og kom klodset til at bumpe dem sammen, hvilket fik ham til at brumme lidt i smerte igen..
”Gren.. Sider fast.. Ondt..” Brummede han, lettere fortvivlet, imens de bøvede hænder fortsatte med a og prøve at få noget ud af hans negl.

Hugtænder var almen vare hos troldeklanen hun kom fra, og derfor ikke noget der umildbart skræmte hende. Azra havde dog stadig at lærer at Gob var langt større end hende selv. Det eneste faretruende hun umildbart så, som han sad der let brummende og med smerter i sin ene hånd. Azra kunne virkelig ikke lade hver med at smile og mærke en hvis glæde ved at finde en af sin egen slags. Dog regnede hun stærkt med at han var bjergtrold, mens Azra selv var en skovtrold. Men det gjorde ikke den store forskel for hende, som hun sad på hug foran ham og hørte ham tale. Hun nikkede til hans første ord og smilede lidt mere ved det næste. "Mig ven!" medgav hun hurtigt, og mærkede at hun nemt kunne tilvende sig kælenavnet lilletrold. Azra var ikke så sikker på hvorfor hendes navn var slemt at udtale. Det var nemt nok for hende, men hun havde også alle dage haft det. Men lilletrold var ikke ondt sagt. Dertil var hun også langt mindre end ham til en start!

Azra satte sig mere tilbage i en mere afslappet siddende stilling, med sine ben strukket ud foran sig. Hun satte hovedet let på skrå og bemærkede hurtigt hvor glade de små dyr var for ham. Noget hun havde svært ved at forstå "Hvordan du gøre det? Mig altid skræmmme dem væk." kom der lidt bedrøvet fra hende. Det var selvfølgelig ikke alle dyr hun fik skræmt væk, men hun havde en tendens med at havde for store og vilde armbevægelser. Måske var det også det faktum at hun rent størrelsesmæssigt lå tættere på menneskene, end Gob gjorde.
"Gob vide hvorfra han kommer?" spurgte hun ind til, inden han nåede at få banket sine hænder sammen og endnu en brummende smerte forlod hans mund. Azra satte hovedet let på skrå og begyndte nu at forsøge at kigge nærmere på hånden.
Hun fik rejst sig op og gået lidt nærmere, i rolige bevægelser, mens hendes fokus lå på hånden. "Mig kan måske få ud?" hun løftede sine hænder op for at han kunne se dem. "Mig have mindre hænder."

At se Azra smile, fik Gob til at gøre det sammen, imens han langsomt tilted lidt fra side til side. Det var meget nemt, at gøre den unge Bjergtrold glad. Omtrent lige så nemt som at gøre ham bange. Gob brugte meget folks ansigtsudtryk, til at udregne fare. Og i Azra’s, så han ikke meget andet end glæde, og nysgerrighed. Dette betryggede Gob, og fik ham til at slappe mere og mere af. Det fik ham, ligeså, til at indse at splinten egentlig ikke gjorde nært så ondt som han troede. Det meste af smerten, lå udelukkende i at han var en kujon. Han var bange for at blive gjort ondt, og fik alting til at virke som om det var meget være end det egentlig var, specielt når han var trist. Nu, hvor hans humør steg en lille smule, svandt smerten langsomt ind. Naturligvis var fingeren stadig øm, da der stadig sad en stor gren imellem hans negl og finger, men det var ikke være end han gjorde det.
Gob nikkede glad, da Azra gav ham ret i at hun var en ven, og klukkede ganske sageligt af idéen. Gob havde ikke nogen venner, andet end naturens smådyr, og de var kun loyale, så længe der var mad at få på ham, eller han sad stille.

Gobs hoved blev lagt en smule på skrå, da hun spurgte ind til dyrende, og hans store mule runkede sig en anelse, som han stirede ned på et par egern i hans hånd, der travlt ledte efter nødder, som nogengange også groede ud af ham.
”Hrmh.. Gob.. Bare sitte.. Stille. Og de komme.. Se..” Sagde han smilende, imens han sad komplet stille, bortset fra hans øjne, der kiggede lidt rundt omkring, og ned af sig selv, for at se om evnen tog effekt. Og ganskevistt, begyndte der at gro blomster og græs ud af ham. Et lille bidte træ, begyndte endda at gro ud af hans ene skulder, som egernene hastigt løb op imod, i håbet om at det bar nødder. Da Gob så at det virkede, kiggede han smilende tilbage imod Azra, imens han rystede sig en smule, så græs, blomster og det lille træ, alle faldt fra ham.
”Måske.. Også fordi.. Gob så.. Langsomt.. Forsigtig. De stole på Gob.. De også.. Villestolee på Lilletrold.. Hvis Lilletrold.. Gro græs.. Og blomster?” Sagde han klukkende, ind i hendes næste spørgsmål.

Gob så betænkelig ud, inden han pegede over hans skulder, mod nord.
”Bjerge.. Klipper. Boede med.. Geb.. Men Geb væk nu.. Gob.. Flygte. Gob.. Her.” Forklarede han, med en halv trist brummen, imens han kiggede tilbage mod Azra. ”Hvor.. Lilletrold.. Fra?” Spurgte han smilende.

Tilbuddet om at hjælpe, fik Gob til at trække sig en lille smule sammen igen, imens han betragtede hendes hænder. Han brummede lidt for sig selv, inden han kiggede tilbage imod hendes øjne.
”Lilletrold.. Forsigtig?” Spurgte Gob, inden han slap sin ‘sårede’ hånd, og langsomt rakte den ud imod Azra. Hun ville nu se den store gren, som næsten var så stor at to af hendes næsten ikke ville kunne lægge sig hele vejen omkring den. Dog kunne hun se, en lille del af grenen, hvor hun ville kunne få et godt greb, og med hendes fysiske styrke, ville hun sagtens kunne rive grenen ud. Skulle Azra forsøge, ville Gob lægge sin frie hånd op over sine øjne, og klynke en enkelt gang. Men han forblev helt stille med hånden, og fingrene udstrakt imod Azra, imens han ventede.
Hvis hun rev grenen ud, ville Gob brøle ganske kort i smerte, og trække sin hånd til sig med en mumlen. En anelse af hans blod ville formentlig flyve ud over hende, da grenen var modbydeligt bulet og kantet, så den havde revet et slemt sår i hans finger.

Azra næsten tabte underkæben.. der voksede ting ud af ham. Nok havde hun set nogle blomster falde af ham som hun havde nærmet sig og han var blevet opmærksom på hende, men hun havde ikke regnet med dette udfald. Desiderede planter og mad voksede frem. Det var virkelig en overraskelse, og Azra kiggede meget betaget på ham. "Lilletrold ikke gro græs og blomster.. Kan ikke finde ud af.." svarede hun med et skævt smil og hovedet let på skrå. Det var ikke noget som Azra kunne lærer. Men hun bemærkede godt som hun bare sad stille, så begyndte dyrerne at flokkes lidt mere. Dog stadig med en forsvarlig aftand til Azra. Hun groede ikke ligefrem mad jo.

"Hvem Geb?" spurgte hun nygerrigt inden hun besvarede spørgsmålet, givet til hende. Hun mødte ikke mange trolde, og at høre at Gob vidste der var flere bragte et forhåbningsfuldt smil frem. Man kunne være heldig at støde på en flok! "Mig fra mørket skov. Mig tro den hedde det. Ligge mod klipper, den vej." svarede hun og pegede i en lidt anden retning end Gob gjorde. Men det var ikke fordi det var helt fjernt fra hinanden, taget alt i betragtning.

Azra nikkede sammentyggende og ragte forsigtigt ud efter hånden der nærmede sig. Azra havde før haft en flis i hånden eller kommet let til skade. Sjældent så hun dog at nogen havde en gren siddende fast. Så igen, det var også sjældent hun mødte en af den størrelse. Azra bed sig let i læben og så eftertænksomt på grenen, inden hun tog fat om den. "Det måske gøre lidt av." påpegede hun, inden hun trak til. Hun lagde mere kraft i som den gav en smule modstand, og som den røg ud, fløj Azra tilbage i en baglæns koldbøtte. Azra lå nu på ryggen, med arme og ben spredt ud, inden hun fik løftet sig og kigget på Gob "Den helt ude?"

Månen stod højt over Lindeskoven som Maerwen listede sig fremefter. Hun var klædt til jagt i mørkegrøn jakke, brune bukser og støvler og et solidt læderbælte om livet. På ryggen bar hun en taske med mad og vand til flere dage, hendes helbredelsessæt, lidt krukker og andet til indsamling af urter, foruden hylstret til hendes pile. Buen havde hun i hånden, men det var ikke fordi hun jagede vildt lige nu, det var fordi hun bevægede sig frem gennem skoven efter en mystisk klagende lyd, der havde fyldt den få øjeblikke før.

Der var dog stille nu. Kun lejlighedsvise rumlende lyde og lyden af dyr i bevægelse. Maerwen fortsatte dog fremefter med øje på alt omkring hende. Om ikke andet til hun nåede en lysning og vantro blev stående bag et træ og bare tog scenen ind. Træer var trukket op, brækket ned og oproddet. Et alter af en slags var bygget af tingene, men virkede på ingen måder så forkert som det burde. Ødelæggelsen var ikke som fra en storm, men heller ikke når mennesker havde slået sig ned for at hente tømmer. Det virkede sært naturligt. Grunden så hun siddende som en levende stenhøj i lysningen, synkende sammen og dækkende sig af græs, blomster og små træer i løbet af ingen tid. Som gav den liv tilbage til stedet hvor den havde endt så meget af det.
Det var så utroligt et syn at Maerwen bare stoppede og så på væsnet, trolden, som den rettede sig lidt mere op og naturen der var vokset frem, faldt af igen. En rumlende stemme fulgte og fik Mae til at smile. Hvordan kunne hun andet over så forunderligt et møde. Den gjorde hende dog også opmærksom på den mindre skabning foran bjergtrolden. En skovtrold efter hvad hun kunne se. Deres snak morede den unge elver, der dog blev i sit skjul en stund endnu og bare betragtede dem. De virkede så fredelige i deres ubehjælpsomme snak og omringet af dyrene at hun ikke ønskede at forstyre.

Ikke før den lille trold røg baglæns med en gren mellem hænderne og den store gav sig af smerte. Det fik Maerwen ud af sit skjul og forsigtigt frem mod dem. Buen holdt hun nede, så det var tydeligt hun ikke ville bruge den, men hun stadig havde den klar skulle det blive nødvendigt. Dyrene havde atter spredt sig en smule, men tog sig ikke rigtig af hendes ankomst ellers. Elvere var meget sjældent fjender og jægere og hun da også mest af planter og ikke dyr. "Er I kommet til skade?" Hun stoppede bekymret ved den mindste af de to trolde først - ikke at den kunne kaldes lille efter hendes mening - og knælede ned ved den, før hun så op på den store med bekymrede grønne øjne. "Det så lidt voldsomt ud..."

Da Azra forklarede, at hun ikke groede græs når hun sad stille, lagde Gob hovedet en anelse på skrå, i forundring. Gob troede, at det var noget alle trolde kunne. Hans forældre kunne også, vidste han. Men så igen, havde han aldrig set Sleech gro græs. Bare tanken om den gamle slavehandler, fik det til at vende og dreje sig i maven af vrede, og angst. Hans blik blev en smule mere sørgmodigt, indtil han blev spurgt ind til Geb. Det fik ham til at lysne op en anelse, og kiggede over imod den primitive skulptur.
”Geb.. Rigtig, storetrold.. Gob, mor.. Geb.. Væk.. Gob nok finde.. En dag..” Nikkede han sikkert et par gange, imens hans blik forblev imod skulpturen. Mindet om Geb, og at han gerne ville finde hende, kom altid tilbage. Det forsvandt igen, så snart hans focus røg over på noget andet, men det skulle nok komme tilbage. Det gjorde det altid. Hans savnede mor.
Gob’s blik gled imod hvor hun pegede, og han rakte ryggen en anelse for at prøve og se over træerne. Dog var han stor, men han kunne ikke se over Lindeskovens kæmpe træer, når han sad ned. Hun havde sagt at hun var en skovtrold, og nu var han helt sikker på hvad det var. Gob vidste at han var blevet kaldet en Bjergtrold, så han gættede på, at han stammede fra Bjergene, og hun fra skovene. Det gav mening for hans intelligens.

Gob nikkede et par gange, da han blev advaret om smerten, og pressede hans læber sammen. Og ganske vist, skød der en lidelse gennemm hele hans krop, da hans negl blev skubbet en anelse, for at gøre plads til grenens form. Han trak hånden til sig, og lagde den frie hånd over den, imens han begyndte at brumme i smerter igen. Det blødte ret slemt fra fingeren, og blod ville bestemt også have endt over Azra’s hænder, og sandsynligvis også tøj.

Gob blev dog pludselig slået ud af hans smerter, da han hørte nogen nærme sig, og så en stemme give sig tilkende. Det store dyr rejste sig hastigt, og rystede en anelse i jorden som han gjorde. Han stillede sig på begge hans bagben, og den uskadede hånd, med den skadede holdt ud til siden.
”Væk.. Lilletrold.. Ik.. Skade Lilletrold! Lilletrold god!” Startede han med at udbryde, og rumlede hen bag ved Azra, og gjorde det tydeligt at han ikke ville have Maerwen for tæt på. Hans finger var langsomt holdt op med at bløde nær så meget, da hans kød, hud og blodåre allerede var begyndt at samle sig igen.
Gob så hurtigt, at Maerwen ikke havde nogen intentioner om at gøre Azra noget, så slappede en anelse af, for så at kigge ned imod Azra i stedet. Han havde godt lagt mærke til, at hun var tumblet tilbage, men først nu, tænkt over at det kunne have gjort ondt.
”Lilletrold.. Okay?” Han fortsatte dog med at skæve op mod Maerwen, for at holde øje med hende, og hendes bue.

Azra mærkede hvordan medfølelsen ramte hende som en tung sten i maven. Hun smilede lidt bedrøvet til Gob og lagde hovedet lidt på skrå som han fortalte. Hun håbede inderligt for ham at han fandt hende. At han fandt sin mor igen, så de kunne blive genforenet. Azra kiggede lidt ned på sine fødder og rokkede lidt frem og tilbage. "Jeg håbe. Mig gerne hjælpe!" svarede hun og kiggede endelig op fra sine fødder igen med et stort smil, inden hun fortalte lidt videre. "Mig aldrig mødt mor. Hun død.. da mig lille." forklarede hun med et skuldertræk, som at det ikke rigtig generede hende. Hvilket var løgn. Azra ville gerne havde mødt sin mor, men virkelighedens verden havde andre planer. Sådan var det.

Azra var en lille smule rundtosset og ikke helt sikker på hvad der foretgik, som hun fik sat sig lidt mere op, men mest af alt stadig lignede en der lå ned der bare lige havde løftet hovedet for at kigge. Hun kiggede forvirret rundt indtil hendes øjne ramte en elverkvinde, som kom hen imod dem. Hendes øjne puffede til lidt større størrelse. Det var ikke ligefrem tit hun mødte elvere, og de færreste var ligefrem venligsindet. Noget denne elver dog så ud til at være.
Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt grebet af Gob som rumlede rundt bag ved hende, væk fra elverens ankomstspunkt. Hun smilede til ham, og fik trillet sig op at sidde, og til sidst helt op og stå med i let svajene tilstand. "Mig fint! Tykhudet." grinede hun til Gob, inden hun drejede sig mod elveren igen, der vidste sig at være af en jævn højde, men stadig mindre en Azras to meter. Hun kiggede på elveren med hovedet let på skrå og et nysgerrigt blik.
"Gob havde av av finger. Men taget ud nu." hun holdte pinden op, som stadig var i hendes ene hånd. Den afslørede tydeligt at der var kommet blod frem. Den var let dækket og Azra havde også noget blod ud over sig. Noget hun så ud til at opdage og forsøge at børste lidt af, for bagefter at ignorere det.
"Hvem du?" spurgte hun så bagefter nysgerrigt og sørgede for at holde øje med om Gob var okay bag hende.

Maerwen så op og op og op som den store af de to trolde rejste sig i sin fulde højde. Den tårnede sig op over hende og fik kun Maerwen til at synke lidt dybere i knæ ved siden af den lille trold. Et kort glimt af frygt sneg sig frem i hendes blik, men hendes stemme var rolig, som hun ganske blidt og stillede svarede det opskræmte væsen. "Rolig, rolig. Jeg gør ikke lilletrold noget slemt." Hun brugte hvad den store kaldte den lille for forståelsens skyld og smilede så forsikrende op til bjergtrolden. Hun holdt da også blikket på den store som hun fortsatte. "Jeg ville blot se om lilletrold var kommet til skade i faldet."

Som hun så op på den store kunne hun se blod på dens ene hånd. Den holdt også beskyttende om den anden, så hendes bedste bud var at det i virkeligheden var den det var galt med. Dens bekymring gik dog til den lille ved siden af hende. Noget hendes fulgte nu den store ikke virkede til at ville skade hende mere end hun ville skade den. Så hun vendte sig om mod den lille og smilede lettet, som denne svarede den store. Så fik hendes smil dog en kant af bekymring, som hun svarede den lille. "Det er en stor splint! Godt du kunne hjælpe med den!"
Så vendte hun blikket op til den store, rejste sig som hun lod buen ligge på jorden ved siden af sig og rakte forsøgsvis en hånd ud med håndfladen opefter. Et tegn de fleste racer opfattede som fredelige hensigter og det var da også hvad hun havde. "Må jeg se? Jeg ved lidt om sår og skader." Hun pressede ikke, men tilbød sin hjælp med mindre ord end hun normalt brugte af hensyn til de to. De virkede ikke så stærke i fællessproget, men det betød jo ikke at de var dumme eller uvidende om andet.

Den lilletrold - og hun ikke lade være med at smile over at tænke på den som lille - fangede hendes opmærksomhed igen med sit meget direkte og nysgerrige spørgsmål. Det fik Maerwen til at se til siden op og på den, hende?, og smile. "Jeg hedder Maerwen. Jeg er skovelver. Hvem er I?" Hun så fra den lille og op til den store med et lille smil. De virkede så fredelige at det var svært at tro når man så dem. Men det beviste jo bare at hun gjorde ret i ikke at dømme nogen på deres racers rygte. Denne gang i hvert fald.

Inderst inde, ønskede Gob ikke rigtig at snakke om sin mor, eller om at finde hende. Det var en drøm, gemt væk af dyb frygt for dem han sidst så hende fanget af. Han ville have søgt efter hende, hvis ikke det var for denne angst. Men han huskede stadigt hvordan hans mor måtte skræmme ham, for at få den unge Bjergtrold til at flygte fra Slavehandlerne, og ville sent glemme disse handleres grusomhed.
Gob mærkede det ikke rigtig på ham, men et sted, var de to nok enige i manglen på lyst til at snakke om deres mødre lige nu. Gob var direkte bange for dem som havde hans mor, og Azra havde mistet sin, så Gob valgte at lade det ligge, med et ganske kort blik over mod den primitive, halvfærdige skulptur.

Maerwen’s beroligende, blide stemme, fik Gob til at synke en anelse, med hovedet på skrå. Han blev mere rolig, og kiggede nu frem og tilbage imod de to kvinder. Og som det blev tydeligt at Azra ikke var bange for Maerwen, og elveren ikke virkede til at have ondt i sinde, slappede han helt af, og sank kroppen lidt nærmere jorden under ham, så han sad på hug og med den ene hånd i en knyttet næve, presset imod den bløde jord. Den anden hånd, var stadigt holdt lidt ud til siden, også selvom blodet var holdt op med at løbe, og den smule der stadig kom ud, samlede sig under hans negl. Gob kiggede ned mod neglen, men da han gjorde, fløj en sommerfugl ind foran øjnene på ham, og hans øjne blev fluks distraheret. Nu var der ingen tegn på smerte, fra den store trold. I stedet, bredte der sig et stort smil på hans læber, som hans usårede hånd rakte ud imod insektet. Den satte sig på hans hånd, hvor man knapt nok kunne se den, på den store overflade. Men Gobs gode øjne kunne sagtens, og han gryntede glad, imens han betragtede den.

Han kiggede dog hurtigt ned mod Maerwen, da hun tilbød at kigge på hans finger, og hans hoved blev lagt en anelse på skrå.
”Finger.. Fin igen.” Han ledte tydeligvis efter et ord, som han ikke kunne finde i hans ordforråd, og rakte i stedet bare fingeren imod hende, så hun kunne se at neglen allerede havde sat sig på plads igen, og såret stort set var fuldstændigt helet igen. ”Samle sig, hurtigt..” Forklarede han, og smilede igen. Det var tydeligt, at en lille distrahering, havde fået ham til at komme i et helt andet humør. Nu frygtede han hverken Azra, eller Maerwen, men kiggede bar tilbage imod sommerfuglen, i det øjeblik den fløjs sin vej. Han smilede efter den, inden han svarde på spørgsmålet.
”Mig.. Gob.. Stor, Trold..” Svarede han, og lagde sin kortfattede opmærksomhed ned på de to andre. ”Lilletrold..” Sagde han, inden Azra ville kunne svare, og lagde en stor hånd hen over hovedet på Azra, som for at vise at hun var mindre end ham. Den store hånd, skyggede næsten hele Azra’s krop fra månens lys, før han tog sin hånd tilbage igen. Det var tydeligt, at den store Bjergtrold ikke fortalte den tydelige forskel, for at være uhøflig. Men mere et mindre intelligent væsens forklaring af det åbenlyse.

Dog, allerede nu, gled hans opmærksomhed et andet sted hen, og han rakte efter den store gren der havde aflagt sig en splint i hans finger. Han kiggede imod skulpturen, og rykkede lidt på skuldrene, inden grenen blev lagt imellem hans tænder, og han tog en stor bid af det. Hans stærke tænder, gnavede groft i det tørre træ, imens han satte sig ned igen, med et bump.

Azra gav sig ubekymret til at tørre noget af blodet af, som var havnet på hende, men det var som om at skovtrolden var beskidt nok til at man egentlig ikke bemærkede det, andet end det som farvede hendes gule hud. Det røde hår var sluppet nogenlunde nænsomt, men hun var heller ikke ren på huden, så det gjorde hende faktisk ikke det store at havde fået et ekstra lag af skidt og blod over sig. Det lå mere eller mindre til hendes hverdag.

Azra kiggede fascineret op på den store trolds finger, som var healet sammen og næsten ikke vidste tegn på at havde haft en stor og godt tyk gren derinde. Hun stod med munden let åben, mens hendes hovede lå på skrå. Tydelig distraheret af at han var så hurtig til at heale sig sammen. Det var først da Gob gav sig til at præsentere at Azra vendte sit blik til Maerwen igen, med et fjoget grin på læben. Hun begyndte at grine endnu mere som Gob holdte sin store hånd over hende, og hun kiggede op på den som den forsvandt væk. "Navn Azra. Men lilletrold fint" svarede hun, for at give sit navn også. Gob havde ikke været så god til at udtale navnet, og det gjorde hende egentlig ikke noget. Hun var fandt til at blive kaldt lidt af hvert.

Azra mærkede hvordan spørgsmålene ophobede sig, og slap også med det samme grenen som gob tog fat i den og begyndte at lege med sin skulptur igen, inden han satte sig og tykkede i pinden. "Skovelver? Mig hørt de skulle være hidsig. Ikke glad for andre.. Azra især.. de ikke li når man vælte deres træ.." kom der lidt drilsk fra Azra som hendes smil blid lidt mere barnligt og drilsk. Hun var ikke ligefrem den mest velopdragenne.

Da den første forskrækkelse over hendes opdukken havde lagt sig, mærkede Maerwen den særegne ro der lå omkring de to trold. Om det var natten der spillede ind, vidste hun ikke, men det var helt anderledes at være nær de to. Som havde verdens ufred aldrig rørt deres sind eller adskilt dem det mindste fra den natur de befandt sig i. Særlig den bjergtrolden virkede i pagt med naturen og den unge skovelver kunne da heller ikke andet end smile som han vidste sin nu healede finger frem mod hende og en sommerfugl satte sig på det. Hvor hurtigt skaden var forsvundet kunne kun imponere elveren, der ikke havde mødt den form for magi før, men mest af alt tog hun ind hvor trygge dyrene og insekterne var omkring ham.

"Åh det ser jeg. Det var godt!" Hun smilede op til ham, men kunne godt se han var blevet grundigt afledt af sommerfuglen. Ikke mere dog end at han svarede hende efter kun et langt øjebliks stilhed. Det fik hende til at se tilbage på den anden trold og forsøge at undertrykke en latter, som den store lagde en hånd over hende. Forholdet mellem de to i størrelse var svært at forstå selvom hun stod ved dem og så det. Skovtrolde var for hende store nok, men bjergtrolden var svær at forholde sig til. Som at tale med en levnede klippe eller bakke.

Klippen virkede så til at miste interesse for de to andre, som den tog grenen fra Azra og flyttede sig hen til den skulptur i lysning Maerwen kun halvt havde bemærket. Den havde ikke været levende, så hun havde ikke koncentreret sig om at se på den, når der var to trolde til stede. Nu gjorde hun dog og rynkede panden let, før hun skubbede det fra sig og vendte opmærksomheden tilbage til Azra. Et smil gled frem på hendes ansigt, som hun ikke kunne lade være med at se drillende tilbage på trolden. "De gamle er, ikke de unge og jeg er meget ung." Så hævede hun skælmsk et øjenbryn af Azra. "Du går måske omkring og vælter træer for sjov?"