Mørket var ved at falde på og solens sidste, synkende stråler kastede kun et svagt rødligt skær over den lille skikkelse der nærmede sig Midnatsborgen. Klædt i en mørk kappe der skjulte skikkelses køn, red denne frem mod porten på en grå pony. Intet hast var at finde i dyrets bevægelser, som der ingen bekymring eller frygt var at finde ved skikkelsen. Sært taget lejren af orker i betragtning og sært med det mål denne tydeligvis havde.
Ved porten blev ponyen holdt an og nogle få bemærkninger udvekslet med den noget overraskede vagt. Han og hans makker var der for at kontrollere ingen uvedkommende og specielt at ingen af lyset blev lukket ind, men hvad skulle de lige gøre ved et barn? Endda en pige, for skikkelse slog hætten tilbage, som hun kom ind i portbuen og var i læ for vindens rusken. Hvad lavede en pige på den alder i det hele taget ude alene? En lille hånd lagt blidt mod den nærmeste kind fik ham til at smile og træde til side. Hans makker så en smule målløs på ham, før han resolut trådte ind foran hende og talte en del mere skabt. Om ikke andet til hun også smilede til ham og roligt gav udtryk for at hun var ventet. Det var ikke helt nok, men efter lidt tid og en berøring fra hende, så lod han hende alligevel slippe videre ind. Trods alt var der nok længere inde der ville kunne håndtere sådan en lille størrelse hvis det blev nødvendigt.

Maralinda smilede som hun red videre ind. Et lille vidende smil, der havde en kant til sig. De to lette berøringer af vagternes sind havde været nok for hende til at være mæt for i aften. Deres mistro og loyalitet havde haft en velkommen smag, som hun fandt dejligt afvekslende efter et par ugers ridt med kun bønder og vandrende til at levere følelser. Så spændende var bekymring ikke i længden.
En staldbygning var til at finde og en staldknægt det samme. Hun klappede sin hoppe kærligt, før hun smilede til ham, berørte hans arm let og overlod så ponyen i hans varetægt. Hendes saddeltasker lod hun være hvor de var. Hvis nogen var dumme nok til at gå i dem ville de fortryde det og hun skulle nok finde ud af det. Så det bekymrede hende ikke det store, som hun fulgte gangen gennem stalden til den mundede ud i en dør ind til selve borgen. Et stort sted hvor en lille skikkelse, selv en klædt i mørkt, skilte sig ud fra mængden.
Maralinda så sig interesseret om, som hun med lette skridt fulgte den første den bedste gang med forventning om at noget eller nogen nok skulle vise sig nu hun var her. Her nær det hun var blevet trukket imod så længe.

De fine øgenavne og mobningen var så småt ved at aftage, nu vingerne som fint prydede mandens ryg, ikke længere var en nyhed. Selvfølgelig blev der stadig kaldt ord efter ham engang imellem, samt pludselig udbrud af grin når han kom ind i et rum. De store barske fyrer som efterhånden var blevet en kæmpe flertal ved mørket, så ihvert fald en rig mulighed for at mobbe Beon endnu mere! Beon var ikke den største mand. Han var mere spinkel af bygning end de store brød som normalvis patroljerede rundt, og Beon var også langt mere normal af udseende. Ingen voldsomme tattoveringer prydede hans krop. Ingen store vilde fagter eller kæmpe muskulatur der nærmest skreg på opmærksomhed. Beon var hvad man ville kalde helt igennem ordinær, selvom de blå øjne sagde noget helt andet. Det eneste man umildbart ville kunne huske tydeligt ved manden var de nærmest lysende blå øjne han besad, som næppe havde noget indbydende blik når han spangulerede afsted ned af gangene. Træt og fyldt med oplysninger som han skulle til at tage stilling til og arbejde med. Det ville blive nogle fantastiske dage.

Missionen var enkel, som var blevet ham fremsat, men forarbejdet til selv samme, var en helt anden sag! Beon gik i sine egne fordybende tanker, da han rundede et hjørne og alligevel nåede et par skridt før skikkelsen fangede hans blik. Normalvis ænsede han ikke hvem der gik forbi ham eller spangulerede rundt foran. Men det her var unormalt.
En lille skikkelse gik afsted klædt i mørkt og var langt lavere end noget andet han havde set på borgen. Beon stoppede forvirret op og så på skikkelsen der nærmede sig med et løftet øjenbryn. "Hey! Hvad laver du her?" det var ikke en venlig tone, men en hård og skarp tone som kom frem. Børn var ikke ligefrem velkommende dette sted, og godt det samme! Borgen var ikke en børnehave, og nok også det sidste sted man ønskede at placere sit afkom.

Interessen for omgivelserne var faldet en del som gangen var blevet afløst af andre gange, der igen var afløst af endnu flere gange. Stedet var en labyrint for de uindviede og det virkede ikke som om nogen andre end Maralinda bevægede sig rundt i dem ligenu. Det fik hele stedet til at virke sært forladt og samtidig alt andet end det, for hun kunne fornemme der var andre og ikke mindst at det der kaldte på hende var her et sted. At finde hen til dette ubestemmelige punkt var dog sværere end som så og en irriteret rynke havde efterhånden samlet sig i hendes pande.

Den forsvandt som en lyd nåede hendes øre, der fik hende til at stoppe op og se forundret hen af gangen med hovedet let på skrå. Skridt var på vej, men de var fulgt af en anden lyd. Fjer mod sten. Hvor besynderligt. Hun satte sig sorgløst i bevægelse igen i retning mod lyden og drejede snart efter om et hjørne for at komme den nærmere. Som hun rundede det, så hun dog kun en tom gang mere. Hvor frustrende! Hun fortsatte dog ned af den og så snart efter en skikkelse dreje om endnu et hjørne og komme imod hende. En mand af den slanke bygning, men hvad virkelig fangede hendes blik var glimtene af hvidt bag ham. Især som han kom nærmere og hun mærkede hans blik finde hende.

Det var ikke til at tage fejl af og fik hende da også kun til at se op i hans blå øjne som hun med lette skridt kom nærmere. Så brusede hans fjer en smule op bag ham, som ville de understrege hans hævede øjenbryn og fik hende til at lyse betaget op i et forunderligt smil. "Møder en engel ...?" Hans tone gled fuldstændig af på hende eller rettere hun lod sig ikke mærke med den. At han var alt andet end begejstret for at finde hende vandrende rundt på borgen var hun ikke i tvivl om, men det var jo helt hans problem. "Er de ikke frygteligt upraktiske herinde?" Hun så fra hans ansigt til vingerne bag ham og rakte ud for at mærke på fjerene. De var bare så frygteligt fristende med al deres hvidhed.

Beon så vagtsom på pigen, som uden nogen form for tøven bare nærmede sig ham. Som om hun var frygtløs og uden nogen form for forstand på hvor hun befandt sig i verden. Dette var langt fra normalt! Det strækte sig til at være forvirrende for manden, som gik et halvt skridt bagud.
Øjenbrynet skød umuligt endnu højere op i vejret ved hendes svar. Det var simpelthen syrrealistisk, og bange anelser begyndte med det samme at nå ham. Enten var pigebarnet gået fra forstanden, eller også var hun en som man helst ikke burde føre en samtale med.
"Der må jeg desværre skuffe dig.. Jeg er ikke en engel." svarede han tørt og holdte skarpt øje med hendes bevægelser, mens pigebarnet blot så ud til at ignorere hver eneste form for tone han kastede mod hende.

Vingerne nærmest gav et gip fra sig, som hendes hånd nærmede sig alt for tæt på fjerene, hvilket også afslørede at fjerene var begyndt at sidde lidt løst nogle steder. Faktisk var Beon begyndt at overveje hvorvidt vingerne havde mistet deres evne til at lade ham flyve. Men godt det samme. Han kunne sagtens flyve i forvejen før de kom ind i billedet. "Jo, det er de. Men du skal ikke snakke udenom frøken. Hvorfor er du her på borgen?!" kom der hårdt fra ham, krævende et svar, selvom forvirringen var stor. Børn var ikke ligefrem den dustre mands kop the. De var mærkelige, utilregnelige og endnu dårligere til at tage imod ordre end voksne soldater.

Maralinda var som sådan ikke utryg ved at bevæge sig rundt på Midnatsborgen. Den var et sted efter hendes hoved med sine snoede og sammenflettede gange, uendelige korridorer og tilsyneladende manglende liv. Hun vidste der måtte være andre end englemanden på borgen, men til nu havde hun ingen set siden hun var kommet helt indenfor murene. Englemanden så til gengæld ikke spor begejstret ud over at se hende og endnu mindre over hendes reaktion på ham. Tydeligvis var han vant til at blive taget lidt mere seriøst og langt mere alvorligt. Det fik Maralinda til at lægge ansigtet på skrå som hun så på ham. "Men vingerne?" Hun var ikke helt klar på at købe hans benægtelse og det var da også en af grundene til at hun rakte ud for at røre ved de hvide fjer.

Som hendes hånd nærmede sig og manden tydeligt fornemmede hendes hensigt bevægede vingerne sig. Det forhindrede hende dog ikke i at få fat i dem eller glide fingrene ned over dem. Et par af dem sad løse nok til at hun ugenert trak dem ud med små blide ryk. Den tredje var dog ikke helt så løs, som hun udmærket vidste, men hun trak den alligevel ud. De var så fine at hun bare måtte have et par stykker af dem med sig! Hans tone var dog blevet en anelse skarp som hun snakkede udenom og fik hende til at sukke opgivende. Det var virkelig ikke noget let spørgsmål det der! Så vendte hun dog blikket op mod hans igen og forsøgte endnu engang med et smil. Visheden om hans størrelse mod hendes var dog at spore i hendes blik, som hendes bryn også var let rynket. "Mhm ja... se det er faktisk et ganske interessant spørgsmål..."

Blidt, ganske blidt rakte hun ud mod hans sind. Hendes berøring var let og afsøgende, glidende forbi hans tanker og ind til hans følelser. Tanker var for hende stadig noget uvirkeligt fjernt noget, som hun kun så svage glimt af når hun koncentrerede sig, mens følelserne stod frem med alt ønskelig synlighed. Her mest dem hun allerede havde set på overfladen, men også nogle andre hun ikke helt kunne bruge til noget i øjeblikket. Af samme grund trak hun sig hurtigt ud igen og koncentrerede sig om at få ham til at slappe af og ikke smide hende ud ved fysisk magt. "Men vagterne virkede ikke som om det var så stort et problem at jeg så mig om, så..." Hun smilede som hun sagde det, men ikke helt så ubekymret som hun havde til en start.

Beon sukkede dybt og holdte en himlen med øjnene tilbage. "Ja, vingerne er en ret god indikator. Men jeg er IKKE en engel." kom der irriteret fra ham. Denne oplevelse havde gjort den ellers tålmodige og meget rolige Beon en anelse mere gnaven og hans tålmodighed omhandlende lige netop de store hvide vinger, var virkelig et punkt der kunne gøre ham i dårlig humør endnu hurtigere end noge andet. Det hjalp heller ikke at det var en pige der stod der og kiggede på ham som var han en engel. Det hjalp virkelig ikke på noget som helst.

Han bemærkede at hun kom nærmere, og han have bakket let. Dette havde Beon, ved en stor fejl, antaget var nok til at hun ikke nærmede sig vingerne mere. Stor fejl. De tynde fingre kørte ned af hans vinger, for derefter at trække to fjer ud, uden problemer og uden at han kunne mærke det. Derefter nåede pigebarnet til nr. 3 som hun hev ud, og Beon kom med et forskrækket hop, som smerte gik igennem hele hans ene vinge. "Hvad fanden har du gang i pigebarn?! Hvordan ville du reagere hvis jeg kom og hev en hårtot af dig!" vrissede han og ragte hånden ud mod det området på sin vinge. Det irriterede ham ufatteligt at vingerne var så skrøbelige på ham. Mest fordi han ikke var vant til dem.
"Ja.. Hvorfor tror du jeg spørg?" knurrede han, mens konsentrationen var hovedsageligt ved vingen, indtil den følte sig lidt mere normal igen, efter den brutale episode. Måske lidt overdrevet, men Beon var utilfreds.

En nærmest kildende følelse gik igennem hans hovede, hvorefter han promte løftede sit blik fra vingerne og stirrede frem mod pigen. Så hurtigt som følelsen havde været der, lige så hurtigt var den væk igen. Det var ubehageligt. Det føltes næsten som når folk forsøgte at læse hans tanker, men alligevel var det så langt væk, at han udemærket godt vidste at det ikke var hvad der skete. Det var ført nu, at Beon begyndte svagt at overveje hvad det egentlig var han stod med her. For en 11 årig pige, virkede mere og mere usandsynligt. "Hvad interesse skulle du have i at se dig om? Det her er ikke en børnehave. Og hvad vagterne angår. Så må de havde spist søm - eller kommer til det - hvis de bare lukker folk så ubekymret ind." svarede han knotten og så hende an. "Kom med.. Der er koldt herude." dette var et trick for at få hende til at gå frivilligt med hen til et overhovede. Beon var ikke i en position til at bestemme noget som helst om hvad hun skulle gå igennem af skæbne. Det måtte være andres arbejde.

Maralinda skjulte sin morskab over mandens voksende irritation. Han var på ingen måde begejstret for hende og da slet ikke hendes svar. Det fik så ikke pigen til at ændre på sin opførsel det store, for skønt han virkede stor og stærk i forhold til hende, så virkede han ikke til at gribe til vold uden provokationer - noget hun havde holdt en smule igen med. Endnu. At holde fast ved at kalde ham engel var også noget hun havde besluttet sig for. Hans ansigtsudtryk var for godt til andet. Så hun så skeptisk på ham, som han kraftigt benægtede at være det og hævede bare tvivlsomt et øjenbryn.

At den sidste fjer havde siddet fast havde hun ikke været i tvivl om. Det var måske heller ikke så pænt at hive den ud så, men det hop han gav og det blik han sendte hende, som han begyndte at skælde ud gjorde det besværet værd. Fjerene var også utrolig fine og hun strøg blidt ned over dem som han gav luft for sine opståede frustrationer. Så fandt hun dog hans blik med store uskyldige øjne. "Men det kunne du da ikke finde på?" Som hun sagde det flyttede hun sig et skridt baglæns så hun bedre kunne se på ham og det ville tage ham lidt længere at få fat i hende skulle han få den slags ideer.

Hans irritation blev ikke mindre som hun svarede ham så undvigende som før, men vingen havde distraheret ham lidt. Nok til at hun kunne tjekke hans følelser, men ikke nok til at han lod det falde. Tværtimod virkede han kun mere besluttet på at få styr på hvad hun lavede der efter hun svarede ham end før. Det fik hende til at rynke brynene og række ud for at dæmpe hans mistænksomhed lidt ned. Det var særdeles uhjælpende for hendes gøremål at han opførte sig sådan. "Her er da masser af se og opdage!" Vagterne skænkede hun ikke mange tanker. De havde forsøgt at gøre deres arbejde efter bedste evne. At deres bedste evne ikke havde været godt nok var jo ikke hendes problem. Manden kom dog med et forslag bagefter der fik hende til at se betænkeligt på ham et langt øjeblik, før hun svarede. "Det er nu ikke så slemt? Men okey..." Hun kunne godt følges med ham videre. Om ikke andet så i hvert fald så længe som han førte hende nærmere hvad end det var hun blev trukket imod på borgen. "Hvor skal vi hen der er varmere?"

Med voksende irritation blev pigebarnet ved. Hun fortsatte med at gøre Beons dag endnu værre. Og af en eller anden årsag, så undrede det ham ikke. Han havde været låst inde på den her borg så længe efterhånden, at alt der kunne gå galt også var dømt til det. Han tog en dybt indånding, der mere eller mindre bare førte ud i et langt irriteret suk, mens han forsøgte at glemme at hans vinge var utilfreds med tilværelsen. Der var noget galt med det pigebarn, men det var virkelig ikke hans ansvar at finde ud af hvad.
Et sted i hans blik, kom der et mildere skær ind over, som hun trådte et skridt tilbage og virkede meget vagtsom omkring hvorvidt han kunne finde på at tage fat i lokkerne og hive totter af hård ud. Nej, det kunne han ikke finde på, men dette var en ting som folk ikke skulle vide. Han var ikke voldelig. Heller ikke mod irriterende møgunger, selvom man nogen gange kunne ønske sig at en lussing kom flyvene mod dem. Han fjernede efter få sekunder blikket fra hende, skjulene den korte tilstand af overbærenhed og fik dem rettet tilbage til skarphed og fokus.

Beon var ikke helt sikker på hvad der skete. En let griblen gik igennem hans krop, men den var ubestemmelig og bragte hans opmærksomhed lidt på sidespor. Samtidigmed følte han sig knap så mistænkelig. Det var en generel mistænkelig situation, men pigen kunne da ikke havde gjort det med vilje. Hun var trods alt bare et barn. Et nysgerrigt, vanvittigt barn, som Beon stadig gerne ville havde ud af sin varetægt. "Ja, det er der.. men det virker ikke som en særlig god ide at du skal ud og lege på egen hånd." påpegede han alligevel, dog mindre skeptisk end før. Faktisk mere belærerne.

Beon havde bestemt sig. Pigebarnet skulle fragtes hen til en eller anden af betydning, og af en eller anden årsag var Beons første tanke Melkor. Han var høj i rang, og af en eller anden mystisk årsag, så ville Beon virkelig gerne se hans udtryk og så bagefter fordufte nemt som ingenting.. Forhåbentligt. "Vi skal lidt længere ind. Der er ikke så varmt ude i fløjene." hvilket egentlig var sandt nok, selvom det ikke lige havde været grunden til at de gik længere ind i borgen. Efter noget tid ankom de til en skilning, hvor Beon drejede til venstre og fortsatte ned af den gang, stærkt fokuseret på at nå til Melkors gemakker.

Maralinda kunne mærke skiftet hos manden, som hun tog de små skridt baglæns og lagde afstand ind mellem dem. Det passede ham godt at hun optrådte med mere forsigtighed og respekt for ham, så det spillede hun videre på. Trods alt var det kun til hendes fordel at han var mindre kampberedt og mindre utilfreds med at have hende der. Irritation var lettere at håndtere og bruge til hendes egen fordel.

Så hun mødte hans blik troskyldigt og lyttende. Han virkede mere belærende nu end noget som helst andet og mere som om han ønskede at få hende hen et sted hvor hun ikke kom i problemer. Om det var i problemer for hende eller ham kunne hun ikke helt afgøre, men noget sagde hende at det var for ham. Han havde trods alt fundet hende et sted hvor hun måske ikke burde være og efter at hun havde snydt flere andre. Det ville ikke så godt ud hvis han lod hende rende videre uhindret i hvad hun var kommet for. Tanken fik hende til at smile til ham, som hans sidste ord fik hende til at lyse op i et smil. "Du vil lege med mig?" Hun vidste det ikke var hvad han mente, men hun kunne ikke lade være med at spørge ham om det - bare for at se hans ansigtsudtryk.

Så kom der dog noget mere stålfast over hans holdning, som han tog en eller anden beslutning. Hun kunne se han gjorde det, men ikke om hvad og det irriterede hende. Var der noget hun savnede ude blandt fremmede så var det altid at have adgang til deres følelser og der igennem kunne holde styr på hvad de hældede imod. Ikke så godt som at læse tanker, men det var ikke et talent hun havde udviklet til fulde. Endnu. Svaret hun fik var dog så svævende som hendes egne havde været. Det fik hende til at lægge ansigtet let på skrå før hun nikkede og slog følge med vingemanden.

"Hvad hedder du?" Hun så op på ham som de gik og lod så blikket glide tilbage mod gangene. Punktet hun ville hen til lå i den retning han førte hende i, så det var i orden at følges med ham. Om ikke andet et stykke. Som de nåede til et sted hvor gangen delte sig i to valgte han dog ikke den hun ville af. Ubekymret drejede hun fra til højre og nynnede dæmpet en lille fornøjet sang. Med vilje undlod hun at se tilbage, mens et lille smil krusede hendes læber og hun stille talte skridt hun nåede væk fra mandens åsyn. seks, syv, otte, ni...

Det var simpelthen løgn! Beons ansigt forvrængede sig til flere forskellige overraskede og forvirrede udtryk i løbet af alt for kort tid. Normalvis var han meget neutral og faktisk et stenansigt overfor alt og alle. Men lige nu, var det forvirring og overraskelse lige meget hvad der blev sagt eller gjort. Han kiggede ned på pigebarnet med et træt blik og et langt suk. "Helst ikke.." kom der træt fra ham. Hvordan skulle han lige håndtere hende? Generelt var Beon til at starte med elendig til børn, og det virkede ikke til at være nemmere at havde en midt inde i midnatsborgen, hvor hun så absolut ikke burde være! Han tog en dyb indånding, i et forsøg på at lukke sig lidt mere ned i sine vante vendinger og få fragtet pigebarnet så langt væk fra hans gøremål som muligt. Melkor ville sikkert blive glad for denne lige overraskelse i hans hverdag. Forhåbentlig ville hans opmærksomhed være så påkrævet af pigebarnet, at han nemt kunne liste væk igen.

Beon kiggede længe på hende. Det var vel egentlig et ret ligetil spørgsmål, og dog alligevel var et navn noget af det som var der allermest nært. "Eh.. Beon.." fik han alligevel svaret efter lidt tænketid. Han kiggede ned på pigebarnet med et undersøgende blik.
Derefter blev hans opmærksomhed vendt mod ruten, som han valgte og han gik nogle skridt, før han med et suk fik taget sig sammen til at spørge lidt ind til hende, til trods for lysten til ikke at vide noget. "Hvad hedder du?" Spørgsmålet blev mødt med stilhed og Beon kiggede ned, for blot at stoppe brat op. Hun var væk. Fribrilsk vendte han sig og stirrede ned af gangen, hvor han så den sorte kappe glide i den modsatte retning. "HEY!" Beon satte i løb igennem gangen, med vingerne flagrende let livløse bag sig.

Mandens udtryk ved Maralindas spørgsmål var det hele værd. Han så ud som om hun havde spurgt ham om han ville hoppe ud fra et højt tårn for hende vel vidende de fældende vinger ikke ville bære ham oppe. Tanken fik hende til at skæve til hans vinger igen, mens hun strøg fingrene over de fjer hun havde plukket fra ham allerede. Så fandt hendes blik hans igen, som han svarede og det lykkedes hende at se skuffet ud over hans ord. Han var altså lidt kedelig på det punkt, selvom han så til gengæld ikke havde forsøgt at slå hende eller slæbe af med hende endnu. Det kunne komme, men nok mest det sidste og af en eller anden grund morede tanken om hvor meget hun skulle skubbe til ham før det skete. For nu tog han det dog nogenlunde roligt. Hvorfor var noget hun gerne ville vide, for han virkede som om han havde en plan med hende.

Maralinda så bare på ham, som han stirrede på hende. Som han forblev tavs vrikkede hun med øjenbrynene af ham og lod så i stedet blikket glide over omgivelserne. Så svært havde det spørgsmål altså heller ikke været at han ligefrem behøvede at gå helt i baglås over det! Hun havde bare spurgt om hans navn! Og så fik hun det. Maralinda så atter op på ham og lagde så hovedet på skrå. "Pæoner er også sådan nogle fine og skrøbelige blomster... jeg kan forstå valget." Hun smilede som hun sagde det og der var ingen tvivl om at hun drillede ham.

Så afveg trækket i hende dog fra den vej han gik og hun forlod ham uden et ord. Hun var da også nået et pænt stykke hen af gangen tællende lige så stille for sig selv da hun hørte hastige skridt og fjer mod sten nærme sig. Nitten, tyve, enogty... Hans stemme nåede hende og fik hende til at tage et par dansende skridt fremad, før hun vendte sig mod ham med et smil. "Hey, hey, hvor blev du af?.." hun fortsatte ned af gangen, skønt hun nu bakkede for at kunne se drillende på ham. Om ikke andet til gangen delte sig igen og hun vendte sig som hun drejede mod trækket endnu engang.

Beon havde absolut ingen ide om hvordan han skulle regne denne tøs ud. Hun var ikke som pigebørn var flest. Der var noget over hende. Nærmest som en tvungen uskyld, som fik det til at krible ned af ryggen på ham. Det var ubehageligt. Hvad Beon havde ventet af et barn der ankom til midnatsborgen, var skræk! skræk og rædsel over dette område, og ikke mindst over alle de folk som var til stede på dette gudsforladte sted. Det var ikke ligefrem søde og rare mennesker man mødte i disse gange. For at være ærlig, var Beon nok noget af det heldigste som pigebarnet kunne løbe ind i. Ikke at Beon følte sig særlig heldig.

Beon lavede imponerende nok antrækket til et smil, selvom irritationen synes at overdøve det hele. Det var trods alt ikke det svar han havde ventet, selv efter at havde hørt hvad hun ellers kunne finde på at komme med at udtalelser. Han kiggede ned på hende med et hævet øjenbryn. "Ja, mine forældre vidste uden tvivl hvad de lavede." Beon var overbevidst om at det var første og eneste gang at han nogensinde skulle høre sit navn blive sammenlignet med en blomst! Ikke ligefrem en sammenligning han ønskede sine medkrigere hører. Der var rigeligt med mobning i forvejen over de pludsligt fremkommende vinger.

Beon pustede sukkende ud og så anstrengt på hende. "Virkelig? At gå i en anden retning.. Hvorfor gør du det her?!" kom der umådelig træt fra ham, som han gik efter hende, på nippen til bare at kaste al tålmodighed til side og begynde at hive hende med sig i stedet. Han havde simpelthen ikke tid til at være barnepige! Melkor havde mere tid til den slags... En tanke som naturligvis aldrig skulle nå den gamle dæmon.

Maralinda smilede beredvilligt tilbage til Beon som han fik bare antydningen af et frem til hende for hendes drillende ord. Hun havde jo vidst han godt kunnesmile! Og det pyntede ganske meget på hans ellers noget skrumlende træk. Hans svar fik hende da også bare til at le dæmpet. "De gav dig vinger og et blomsternavn? Ja bestemt!" Hun blinkede op til ham, før hun lod tavsheden falde mellem dem og deres veje skilles.

Ikke at han var længe væk, før hun hørte ham indhente hende med slæbende vinger og et fortørnet udtryk, der intet lod tilbage for det formanende i hans stemme. Det fik Maralinda til at stoppe op ved forgreningen af gangene og se alvorligt på ham. "Fordi jeg kan?" Hun vidste det nok var det sidste svar han ønskede at høre fra hende og fulgte det da også ubekymret op med et lige så provokerende. "Og fordi den her vej virker meget mere spændende!" Hun smilede atter til ham, som hun valgte gangen til højre ved den næste deling også og samtidig smutte lidt på af stand af ham. Beon virkede måske som et ganske fredeligt eksemplar af den menneskelige race, men de var nogle omskiftelige nogen og han var langt stærkere end hende. Satte han sig først for at hun skulle i en bestemt retning, så kunne hun ikke gøre ret meget for at slippe ud af hans greb.

Til sidst, opgav Beon fuldstændig at rette hende. Han havde nu sagt minimum to gange at han ikke var en engel og at vingerne ikke var nogen han altid havde haft. Alligevel holdte hun fast. Det endte med at han trak vejret tungt og lod vinger være vinger. Det kunne også i grunden være ligemeget. Så langt som Beon tænkte, så skulle han aldrig nogensinde havde noget med pigebarnet at gøre igen efter denne aften!

Og hun fortsatte. Beon priste sig lykkelig for sin umådelig gode tålmodighed og lange lunte, som hun blev ved med at snog sig om ham med hendes uskyldighed som syntes at irritere manden mere end hvad godt var. "Du kan ikke bare gå hvad vej der passer dig! Du skal - så stop dog med det der!" hun var drejet om et hjørne igen, og Beon med en sammenbidt tone fulgte efter hende og begyndte nu at gå hurtigere for at indhente hende, selvom hun havde sat lidt ekstra fart på. "Kan du ikke bare fortælle mig hvem du leder efter, og så skal jeg nok fragte dig derhen? såfrem du opføre dig som en sød lille pige, som ikke kommer med indvendinger.." han tvivlede meget kraftigt på at det kunne lade sig gøre. Men et spinkelt håb var virkelig ikke for meget for langt!

Maralinda skjulte et grin, som hun så hvordan Beons vinger pjuskede op af hans irritation og så lagde sig som han accepterede det meningsløse i at modargumenterne med hende. Åh hvor hun elskede når folk indså de havde tabt! Det var gerne i små ting, men det var meget få, hvis nogen overhoved, der nogensinde havde haft magt nok over hende til at sætte regler hun skulle følge. De første år havde hendes mor gjort det, men da denne forsvandt, så havde hun stået på egne ben og snoet sig udenom den slags belastninger.

Det gjorde hende så også temmelig grænsesøgende og grænseoverskridende, når hun morede sig som nu. Hun fulgte trækket i hendes sind gennem borgens labyrintagtige indre, men ville med glæde dreje fra det, hvis det førte hende i modsat retning af hvad englen ønskede hende i. Hans irritation var da også kun stødt voksende og fik hende til at smile sødt til ham, som hun svarede tilbage over skulderen fra den anden side af et hjørne. "Det kan du da se jeg kan!" Hun havde sat farten en smule op for at skabe sig et lille forspring, men det var ikke stort nok til at gøre den store forskel.

Så fik hans ord hende da også til at stoppe op og vente på ham, mens hun eftertænksomt lagde hovedet let på skrå. "Men jeg ved ikke hvem jeg leder efter?" Som hun sagde det så hun op på ham med store bedårende øjne, der snart efter spillede af morskab, som hun satte sig i bevægelse og forsvandt ned af en trappe - bare fordi. "Og hvad sjovt ville der være i det?" Trappen førte ned mod mørke og væk fra det træk der havde ledt hende til da, men det var også den eneste væk der ikke var videre af gangen, så det var den hun tog.. for nu.

Beon var seriøst begyndt at overveje hvilken prøvelse som guderne havde sendt efter ham. Ved Nalish'ra hvor ville han ønske at hun bare ville stå stille og kun gå når han sagde hun skulle! Men selvfølgelig var livet ikke så nemt, og pigebarnet synes bare at drøne afsted ligemeget hvad han sagde til hende. Om det var holdt, stop, sit eller hvad fanden det var, så var hun bare over alle bjerge, dog alligevel med mennesket skarpt i hælene af hende. "Og det klæder dig ikke!" kom der vrissene fra ham, som han så knotten efter hende.

Et langt og meget træt suk forlod Beons læber, som hun bekendtgjorde at hun ikke havde nogen ide om hvem det egentlig var hun ledte efter. Hvorfor i al verden var hun så dukket op. Han så træt på hende med en let hovedryst og et smil af fustration over hendes ord. "Det er ikke sjovt, det er praktisk - for mig!" kom der knurrene som hun forsvandt længere ned af trappen. "Du skal ikke derned!" denne gang var det slut med kun at bruge ord. Han ragte hun efter hende, tog fat i hendes arm og trak hende tilbage op ad trappen. Til forskel fra hvad han normalvis ville havde gjort, slap han ikke taget om pigens arm som de var ankommet for oven af trappen, men fortsatte med at trække hende med. "Først, skal du forbi en som kan afgøre hvad der skal gøres af dig, og så kan du lede efter hvad en det er du søger, bagefter." hans stemme var fast, som han begyndte at trække hende med tilbage igennem gangene. Hans tag var dog ikke hårdere end at han blot havde fat. Han trykkede ikke hårdt og ønskede ikke at gøre skade på hende, selvom tålmodigheden var smuttet ud af vinduet.

Maralinda morede sig kosteligt over englens voksende frustation. Hun vidste det var farligt at lege med den følelse hos andre, men hans udtryk som hun svarede igen og ikke gjorde det mindste af hvad han ønskede af hende, var for godt til ikke at frembringe. Som ved at holde sig lige udenfor rækkevidde af ham hen af gangen og kun stoppe op kort for at give ham et svar, så håbløst ubrugeligt for ham at hun kunne se trætheden sætte ind.
Det var der hun lige så veloplagt som ved tidligere sving valgte at forsvinde ned af en trappe.

At det var den sidste dråbe i hans overfyldte bærer var hun slet ikke i tvivl om, som hun ikke bare blev indhentet et stykke nede af trappen, men også mærkede en hånd lukke sig fast om hendes overarm. Ikke brutalt hårdt, men fast nok til at hun ikke sådan lige kunne vride sig fri. Det fik hende til at slå hælene i - uden anden effekt end at hun måtte tage nogle hurtige snublende skridt tilbage op af trappen for at følge med ham. "Hvorfor ikke? Har I hemmeligheder dernede?" Hun lød på ingen måde slået ud, men dog mere surmulende over at være blevet afbrudt i sin leg.

Ved toppen af trappen slap hende dog ikke, som hun havde forventet, men begyndte at trække hende med sig tilbage af den gang de var kommet. "Nu er du jo bare besværlig, Engel. Hvem siger den du vil hen til kan afgøre det?" At sætte spørgsmålstegn ved autoriteter havde altid faldet hende let. Det var da også ganske få af dem hun havde mødt, der reelt havde gjort sig til en autoritet for hende. Så kom det lidt mere surmulende fra hende, som hun modvilligt måtte følge med ham, skønt hun havde hælene i og strittede imod hvad hendes lille krop kunne. "Behøves du holde så stramt? Det gør ondt..." Hun lød noget mere forpint end hun var. Han holdt ikke fast nok til at det rigtig gjorde ondt, men kun til at hun ikke kunne slippe væk. Det behøvede han dog ikke at vide.

Lyden af hud kolliderende imod hård grund, var det eneste der hørtes i hans ører. Hans bare fødder klaskende imod stengulvet under ham, spredende den varme følelse af udholdelig smerte igennem hans menneskelige krop, var hvad der holde ham i gang. Han blødte næsten ikke længere; ænsede i al fald ikke den dybe flænge i hans venstre næsebord bløde. Flængen over hans strubehoved var ganske frisk, men blødte fortsat heller ikke. Faktisk var dette blot et yderst, yderst skrækkeligt ar. Huden var bar præg af hyperaktivitet - buende, åben som det var klynget op, men der var ingen åbning som sådan - intet blod flød. Ikke derfra i hvert fald.
Blodet fra hans venstre næsebord strømmede, flød ned i hans amorbue og ned i imod de sprækkede læber. Kulden fra Dragorns isletter havde ramt ham, og havde endnu ikke sluppet hans krop. Han forbandede kødet han bar - dets svaglighed og menneskelighed. Kunne han skifte den ud, gjorde han det. Desværre var dette en umulighed; et ønske der ikke kunne opfyldes til hans egen bitterhed. Han skar tænder.
Som Melkor nåede endnu en ende af en af de mange gange han havde passeret igennem Midnatsborgen, i gang med at trække sig ud af sit blodindsøldede tøj, trak han sig i en retning af borgen han normalt ikke passerede. Han var på vej imod sine egne gemakker, på vej i hi fra den voldsomme rumsteren der foregik i det enorme hus omkring ham. Han stak af krig, blod fra et væsen han forbandede mere end noget andet. Dette var ikke noget han ville adskille sig med, tværtimod - han ville opsnuse dette, i fred og ro. Hvorfor han begik sig en anden vej end normalt, var ham umuligt selv at besvare. Noget fortalte ham blot, at denne vej var bedre den dag.
Lyden af hendes ynk fik hans øjne til at trække sig op fra gulvet. Han følte pludselig, følte rigtigt. Nærværen af nogen, eller noget, frembragte en ubehagelig og bestemt ubeskrivelig følelse i de ellers døde øjne. Han rynkede brynene, bremsende hårdt op i hans vandren, som han fornemmede noget nærme sig. Han rokkede sig ikke ud af stedet, fortsat lyttende. Lyden kom bagfra, var ude af hans synsvidde, som han fornemmede den nærmende sig. De to skikkelser var ham ikke muligt at beskue, grundet de befandt sig bag hans ryg. De ville dog ganske let kunne se hans skikkelse; hans barfodede, iturevne skikkelse. Hans manke var strid af kulden, strid af blodet der var stivnet af kulde i de sorte lokker. De ville kunne lugte ham - blodet, sveden drev næsten stadig fra ham.
”Du---”
En uhørlig hvislen forlod de smalle læber. Han vente sig, i en flydende bevægelse imod barnet og spionen. De sorte øjne borede sig fast imod dem, først imod Beon. Dernæst hånden der hvilede imod den lille skikkelse, der om nok bar en barnagtig krop, men hendes sind - hun var intet barn. Intet barn.
Lyden af en sværdklinge slående imod stengulvet sang i hans ører. Hans fingre havde løsnet sig omkring håndgrebet. Hans øjne blikkede ikke én eneste gang, viede ikke da flammerne fra gangenes fakler slog imod den blodige klinge og kastede en blændende lysstribe imod hans øjne. Han veg ikke en milimeter.

Et meget træt og irriteret blik blev sendt ned mod pigen der meget nysgerrigt begyndte at spørge efter hemmeligheder, som var det her en eller anden skattejagt, uden så meget som at give tegn på at hun ville til at følge ordre. Tvært imod. "Du har bare ikke fundet alle hemmeligheder heroppe endnu, til at låse op for hemmelighederne dernede!" Af en eller anden årsag, virkede det nemmere for Beons sind at lave dette om til en leg. Ikke for ham, men mere for hende. Om hun hoppede på den eller ej var også fuldstændig undervurderet. Lige nu var hans mål at få hende fragtet væk fra den her alt for åbne gang og væk fra alle de noget så mange hemmeligheder hun kunne sætte sig næse ned i.

"Det er heller ikke sikkert han kan, men så slipper jeg i det mindste for at håndtere det her problem.. Desuden.. Jeg har ikke ligefrem en skid og skulle havde sagt her på stedet." hvilket var sandt. Det var kun hvis han kunne videreføre vigtige oplysninger fra hans spionage at han virkede til at være noget værd. Noget med at hans sind ikke var helt som mørket ønskede det endnu, men på vej derhen. Og på vej, gav ikke ligefrem høj status, som til dem som allerede havde gået vejen og fint havde camperet på ubestemt tid. Det næste udbrud fik ham dog alligevel til at vende blikket mod hende, for at kigge på hendes arm. En ting der tydeligt bekræftede hvorfor hans status ikke var så høj. Beon var ikke kynisk, og at gøre skade var ikke vejen han ville tage. Alligevel kendte han godt til tricks og løstnede derfor ikke grebet, selvom han faktisk svagt havde lyst.

Da Beon igen vendte blikket tilbage foran sig, stoppede han brat op på stedet som han stirrede ind i ryggen af en alt for velkendt skikkelse. En skikkelse der vendte sig og frembragte et meget blandet ansigsudtryk på Beon. Det virkede også for pinefuldt tydeligt at dette nok ikke var det bedste tidspunkt at føre en samtale med Melkor på. Der gik et svagt, næsten utydeligt gip igennem Beons krop som klingen ramte gulvet og frembragte en ubehagelig følese og ikke mindst lyd. "Sir.. Undskyld forstyrrelse.. Men denne pige er blevet fundet vandrende omkring på borgens område.." startede han ud, i så sikker en stemme der ville lystre ham, mens han forsøgte ganske bevidst at undgå de stærke øjne fra dæmonen. Alt imens løsnede Beon sit greb omkring Mara's arm og var mere kun en markering af at han var der, og ikke så meget en bremsning af hendes bevægelser.

"Nu er du altså bare fjollet, Engel!" kom det lettere opgivende fra Maralinda, som Beon svarede med alle tegn på at han var ved at have fået nok. Ikke så meget ordene han kom med, som måden han gjorde det og trak af sted med hende på. Lidt kunne pigen måske godt forstå ham, men det var stadig irriterende at han sådan skulle blande sig i hendes fremfærd mod det mål der træk i hende et sted o borgen.
Ved toppen af trappen stoppede hun kort op, for så at måtte småløbe et par skridt for at følge med den frustrerede mand videre. Fornemmelsen af træk havde ændret retning endnu engang og var nu i den retning Beon slæbte hende i. Det gjorde hende ikke mere samarbejdsvillig til at skulle i den retning, for ville Beon have hende et bestemt sted hen, ville hun lige nu et andet sted hen.

Hans videre ord fik hende til at skære en grimasse og så forsøge at kunne se nærmere på ham. Med de sidste ord havde der været en interessant følelse hos ham, men den var væk så hurtigt som den var dukket op og erstattet med noget hun mere havde ventet. Han havde en svaghed for svagere væsner end ham selv, men desværre ikke en stor nok til at slippe hende eller bare løsne grebet. Lidt opgivende sukkede hun af ham og glemte så alt om det, som noget inde i hende faldt i hak. I hak som når en lænke blev låst om en ankel og metallet fandt sammen som det var skabt til at være.
Det fik hende til at glemme alt om taget om hendes arm og i stedet fæstne sin opmærksomhed uforbeholdent på skikkelsen de havde indhentet.

Det var en mand af ganske pæn højde, men der havde set bedre dage. Så meget nåede hun se allerede før han vendte sig mod dem og afslørede at nogen andre også var kommet ham tæt nok ind på livet for nyligt til at sætte blodige spor. Tøjet var da også mere rødt end noget andet og det var tydeligt blod også havde en del af skylden for måden håret sad på. Det var dog hans øjne der fangede hende ind og holdt hende fast. Det var dog også dem der fik hende til at knibe sine sammen og som Beon løsnede sit greb om hendes arm trak hun den fri, så hun kunne folde armene over brystet. "Hvad er det så du vil?" Hun ignorerede lyden af klingen der fald til gulvet og vedblev bare med at forsøge at nedstirre den høje mand. Det var klart for hende at det var ham der havde trukket i hende og at noget ved ham ville holde hende her også. Hvilket irriterede hende grænseløst. "Nu jeg altså er her!" Hun sænkede stemmen og tilføjede mumlende. "Ikke at jeg havde noget valg..."