Nu havde søskendeparret rejst sammen et par dage, og Django havde ikke set nogle tegn på farer, siden de havde slået sig sammen. Der var ingen problemer, og de kunne egentlig godt slække en lille smule på paranoiaen. Ikar var stadig efter dem, men det så ud til, at herren var den dovne af slagsen, siden der slet ikke var sket noget siden den aften de var blevet genforenet. Derfor var det uden de store bange anelser, at Django denne aften valgte, at han godt kunne tage ud at jage lidt, og så kunne Nia samle lidt brænde sammen til et bål, og de kunne få et godt måltid mad. Well, så godt som det kunne blive i en ørken. Men de havde levet det meste af deres liv her, så det burde ikke være det store problem at finde noget kød herude. Og samtidig havde de fundet en oase på vejen, så kunne man måske få skyllet lidt af dagenes rejsestøv af sig. Det var sgu altid rart, når man rejste rundt i ørkenen.

Normalt ville Django gøre sig usynlig, når han var ude at jage. Men han skulle samtidig træne, så det var vigtigt, også at gøre tingene på en ikke-magisk måde. Derfor var det sådan, han gjorde det i aften. Snigende rundt i det tiltagende mørke, men fuldt synlig i forhold til komplet usynlig. Måske havde han snart et bytte, og så kunne han komme tilbage til Nia og de kunne få lavet et dejligt måltid mad.

To ting der bestemt ikke passede Teto i disse dage var Ikar, og dennes åndssvage, direkte vage ordrer. Samt den forbandede sol. Værende en dæmon, fanget i en menneskekrop, havde hans dæmoniske side i den grad smittet af på menneskekroppen så den nu så alt andet end menneskelig ud, selv huden var blevet mørkere. Og det var lige dette der pissede ham ekstra meget af lige nu. Ørkensol og mørk hud gik bestemt ikke godt sammen, og han følte at han var ved at blive kogt i sit hylster.
Skulende skævede han efter den fedladne kat der viste ham vejen hen imod det søskendepar han havde ordrer til at skulle 'skræmme'. Han havde ikke styr på hvor mange gange under hele denne forbandede rejse at han havde haft lyst tila t sparke den orange-røde kat hårdt bagi så den blev slynget ind i det næste århundrede. Men den gik ikke. Katten var en af Ikars håndlangere, og desuden den der viste ham vejen frem til søskendeparret, omend det havde gået langt langsommere grundet varmen. Hvis han ikke vidst bedre ville han næsten tro at der slet ikke var noget søskendepar og at Ikar blot havde sendt ham ud for at svede røven ud af bukserne i ørkenen.
Desuden gik det heller ikke at sparke en håndlanger, eler dræbe en, det vidste Teto efter meget bitter erfaring der havde left til et større sår skabt af syre som Ikar havde ladet blive hældt ud over en Teto der i mest litterate forstand var bundet til stedet grundet den syge mands magt over hans navn. Selv uden reb kunne brugen af det navn få dæmonen til at stivne på stedet, til ikke at kunne røre sig fra flækken uanset hvor meget han forsøgte. Heldigvis var syreskaden blevet healet af en gammel healer efterfølgende, men det var bestemt ikke noget han videre ønskede at opleve igen.

Den firøjede edderkoppedæmon rystede på hovedet og sneg sig tættere på da han lagde mærke til oasen, en skikkelse stak sig ud hvilket fik Teto til instinktivt at krympe sig sammen, bukke sig og snige sig tættere på. Hvor fanden blev katten af? Nåh det var lige meget, af hvad beskrivelsen som kattefyren havde givet, at dømme var dette den ene af de to søskende.. Broren.. En der kunne teleporter.. Skønt.
Det øverste par øjne blev lukket i mens det andet par kneb sig tættere i inden han sneg sig tættere og tættere på.. Det var fandens besværligt at være usynlig i en ørken som denne. Som manden så ud til a være ved at fokusere på et eller andet bestemt, måske noget han jagede? Satte Teto straks i aktion og aktiverede sine spindelvævs'huller', kort efter skød en klistret masse af spindelvæv hen omkring Djangos ben, hastigt efterfulgt af en aggressiv dæmon med blottede tænder. Han måtte ikke slå ham ihjel, men en dosering gift havde Ikar intet nævnt noget om. Hvis han bare kunne få adgangen til en hovedpulsåre.

Django var så godt som ved at få sit bytte, da det så ud til, at han selv skulle til at være bytte for en aften da en lyd fortalte ham, at han ikke var alene. Hvis han havde reageret noget før dette, havde han måske undgået spindelvævet. Men for nu, måtte han tage til takke med, at snurre rundt på stedet, snuble i det ækle stads og derefter blive væltet omkuld af en mørk mand, der kastede sig over ham. Han blev vældigt overrasket, faktisk så overrasket, at han slet ikke nåede at reagere på noget som helst af, hvad væsnet gjorde, heller ikke da han fik et sæt sylespidser tænder ned gennem håndleddet. Det var først her, han kunne reagere, men med manden oven på sig, havde han ingen adgang til sine knive, og det eneste han kunne gøre var, at slå med sin fri hånd, så han slog flere gange ud mod manden, til giften tog virkning, meget hurtigere end på de fleste. Men nu var det også langt fra de fleste, der havde et så ringe immunforsvar, som Django havde. Virkelig, han havde været nordpå en enkelt gang i sit liv, og efter kun få dage, var han blevet høneforkølet.

Præcis som nu. Han blev godt nok ikke forkølet, men sløvheden hamrede sig igennem hans krop som en krigshammer og han sank tilbage i sandet, ude af stand til at bevæge sig ordentligt. Han kunne godt have teleporteret, men eftersom at monsteret var på ham, så ville han ikke kunne gøre det uden at tage ham med. Og så ville han ikke have, at Nia blev udsat for hvad end manden var for noget. Så hellere selv tackle det, selvom han knap kunne kalde svage bevægelser og følelsen af, at være forgiftet for nogen som helst form for tackling. "Hvad.. Hvem er du?" spurgte han, noget forskrækket, men samtidig langsomt og en smule sløvt, fordi han ikke helt kunne fokusere.

Han havde været heldig, det var dæmonen næsten sikker på idet han lod sin gift sive ind i Djangos system. Det tog ikke så lidt overtalelse af sig selv for ikke at bringe ham en større dose, nej han måtte dosere langsomt og sikkert for at sikre sig at han ikke kom til at give ham for meget, alt imens han kæmpede for at holde fyren nede.
Det tog imidlertid ikke lang tid før giften tog en indvirkning, faktisk mere end han havde forventet hvilket fik ham til, lige så brat som han havde bidt sig fast, at give slip for sit bidetag i den anden, dog blev han hen over den slappe fyr, betragtende ham årvågent.
Havde han givet ham for meget? Han lod lidt tid gå, uden at tage sig yderligere af de småslag den slappe fyr gav fra sig. Det var sku da et fandens til svagt immunforsvar! Et kort rovdyrs smil bredte sig på dæmonens læber. Django ville helt klart have været bedst et hvis han havde været død fra starten.
" Hvad jeg er, er vidst temmeligt tydeligt, medmindre dine øjne er lige så dårlige som dit immunforsvar. " Han lappede kort et par dråber gift væk fra sine hugtænder, knægtens reaktion var dog ikke mindre end muntert at betragte. Forvirret som han virkede over hele situationen. Hvor ubehageligt kunne han mon gøre det for fyren og stadig slippe af med det? En dolk blev fremdraget fra et bælte. Med en faretruende ro lod han spidsen af dolken kort glide hen over hvad der lignede et ar på halsen, tankefuldt. Nej, halsen ville være for let. Måske et øje?
" Hvem jeg er.. Jagthund for en vis Ikar.. Jeg er sikker på at du kender ham."
Han lænede sig længere ned og stirrede Django ind i øjenen som hans stemme dæmpedes. " Så fortæl mig knægt.. Hvad har du gjort for at pisse på min herres allerede mugne sukkermad?.. " Fornemmelsen af den fede kats blik på ham, fortalte ham at kattefyren åbenbart havde valgt at blive og holde øje, nok for at sikre sig at han gjorde sit arbejde og overholdt betingelserne... Fandens til stikker!

For Django var alt dette decideret absurd. Han kunne virkelig ikke se, hvorfor dette monster så absolut skulle ødelægge hele aftenen. Samtidig var han rædselslagen på Nias vejne. Hvad hvis et lignende monster var efter hende?! Da monsteret talte om øjne og immunforsvar, rullede han kort med øjnene og sukkede lavt. Fedt. Et monster, og et provokerende et af slagsen. Han lå kun mere stille, da en dolk blev kørt hen over arret på hans nakke. Det kløede allerede nu, men han havde ikke lyst til at gøre monsteret endnu mere vredt. Men idet monsteret nævnte Ikar, rullede han på ny med øjnene og lukkede dem, dybt irriteret over situationen. "Årh, nu ham igen? Kan han ikke bare passe sig selv?" spurgte han næsten som om at det faktisk var op til debat, selvom han holdt det korte strå.
"Din herres sukkermad er jo altid muggen og grim. Han er ude efter alt og alle, selv én som mig, der knap nok har gjort ham noget. Kan vi ikke bare glemme det her, og så gå hver vores vej?" igen lagt op til debat. Men et eller andet sted havde Django en bange anelse om, at han måske ville dø i aften. Men man kunne jo altid prøve, og det kunne jo være at denne mand - monster - ikke var så skide loyal til Ikar som alle hans andre mænd havde været. Det kunne så diskuteres, om det var loyalitet skabt af frygt eller kærlighed. Django var overbevist om, at det var frygt.

De var næsten alt for fristende at nikke Django en skalle, dog ville et sådan valg nok bare gå ud over hans ene sæt øjne. Istedet pressede han let på dolken hen over arret, lige nok til at prikke hul på huden så en enkelt bloddråbe blev frempresset, men så heller ikke mere.
" Tjae jeg kan ikke modsige dig der. " Lød den korte, dæmpede kommentar fra dæmonen. Desværre afskar hans 'bånd' med Ikar ham fra at kunne tale negativt om sin herre, hvor meget han end så gerne ville ud med sin ærlige mening om fjolset.
" Men desværre kan jeg ikke bare lade dig løbe, heller ikke din søster.. " Igen kom dolken på banen, snigende tungt og skarpt hen over Djangos tøj indtil den stoppede lige over hofteknoglen og langsomt begyndte at presse på i siden.
" Nå. Vil du gerne synge lidt for mig? "
Han sendte den forgiftede Django et sadistisk smil som han lænede sig tungt ind over ham, inden den hårde pressen blev til et enkelt ryk der brød igennem både lagene af stof, og huden, dog ikke langt nok ind til at skade indre organer, selvom hans hånd dirrede nok til at fornemme at det faktisk var temmeligt hårdt for dæmonen at kontrollere sig selv på lige det punkt. Han ville se blod! Og gerne meget af det, så længe det ikke var hans eget.

Django hævede et øjenbryn da monsteret nævnte, at han faktisk ikke kunne modsige ham. Det overraskede ham. Måske kunne han tales til fornuft. Hans næste ord modsagde dog alt, hvad han lige havde opbygget til manden. Hans søster. Det var første gang, trods viste sig i Djangos blik. Det var han slet ikke okay med! Han kæmpede imod giften, men den var så langt inde i hans system, at han knap nok kunne bevæge sig mere end end at skrabe noget sand op med den ene hånd, mens han stirrede trodsigt lige op i monsterets øjne. Men han sagde intet, for det ville ikke hjælpe på situationen. Han ville nok dø alligevel, og så ville de komme efter hans søster, og han kunne igen komme til samme konklusion; Han var for ringe, til at redde sin egen søster. Det gav ham en samvittighed der skreg til ham, at han burde trække sin kniv og stikke den lige i fjæset på monsteret over ham.

Han hørte kun knap nok monsteret ord om sang, før kniven vandrede ned ad kroppen på ham. Han kiggede efter det, så meget han kunne for sin immobiliserede krop, men han var overhovedet ikke forberedt på, hvor den endte. Det var smerte, men han var altid blevet udsat for, at få en kniv i hoften, og det gjorde virkelig, virkelig ondt. Han skreg, men mest af vrede og smerte over, at han ikke kunne redde sin søster. "For helvede! Hvad vil du ha'?!" spurgte han mens han gloede dæmonen hidsigt i øjnene. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv lige nu. Hvad kunne han overhovedet gøre? Ligge her og spille dum, sikkert.

Synet af trods i dens andens øjne fik blot dæmonen til at smile endnu bredere, han elskede virkelig når hans ofre begyndte at vise sig trodsige, det betød modstand, og modstand betød mere leg. Det øverste par øjne skævede kort efter den åndssvage kat, selvfølgelig var katten forsvundet, højest sandsynligt gemt sig i noget af oasens buskads for at holde øje med dem begge. Et foragteligt fnys forlod ham.
" Ramte jeg et ømt punkt..?" Lød det med tydeligt falsk ømhed, uden at give Django den store chance for at svare idet han hev en smule op i dolken, de øverste øjne fkseret på om der ville være plads til et par fingre. Måske ikke helt.. Nåh, det kunne hurtigt rettes til.
Endnu en rykken i dolken, denne gang med den skarpe side imod huden. " Du synger så smukt, syng lidt mere~ "

Han stoppede kort op. Hvad han ville have? Han trak kort på skuldrene som han blev enig med sig selv om at høre den andens skrig og se hans blod ville være nok, så længe han kunne kontrollere sig selv.. Hvilket måske ikke var helt til når friskt blod var involveret. Dog havde dæmonen stadig en morale som han stædigt vedblev; kun at dræbe dem der vitterligt fortjente det. Hvilket også var grunden til at hvis han på nogen måde, nogensinde skulle få chancen, ikke ville øve med at dræbe Ikar på stedet, en ting hans herre højest sandsynligt allerede vidst.
Endnu et fnys forlod Teto, som han gjorde en utålmodig bevægelse.
" Meget, men såmend ikke noget jeg kan få. " SVaret var bittert, faktisk en anelse tørt, som han forsøgte at liste en fingerind i såret, for at se om han kunne mærke noget på sin vej, opmærksomt betragtende sit langt yngre offers ansigt og bevægelser. Det var altid interesseant at se hvordan de reagerede på giften såvel som smertern, når disse blevblandet sammen.

Django havde ikke kræfter til at skrige mere, for det fossede nærmest ud med blod, da dæmonen lavede et ryk med dolken. Giften gjorde kun værre og sørgede for, at hans hånd, der holdt fast i noget sand blev slapt igen. Han gispede lavt og lukkede øjnene og prøvede på, at fokusere på andet end smerten, der virkelig var slem i hans krop der allerede nu var godt hærget. Hans ord fik dog Django til at åbne øjnene igen, mens han kiggede lidt mere sløvt op på dæmonen. Men han vidste ærligt talt ikke, hvad han skulle sige, og da bestemt ikke, da han begyndte at rykke mere rundt med dolken. Det var yderst smertefuld, og denne gang lød der et halvkvalt udbrud fra ham, som han forsøgte at bevæge sig igen. Men hans krop var ikke med på det, og han var allerede begyndt at blive bleg af blodtabet ved blodet der løb ud uden hæmninger, især da dæmonen puttede sin finger ind i hans sår. Der var ikke meget at gøre. En svag hoste forlod Djangos krop, mens han kiggede op på dæmonen igen, stadig med et sløvt, nær tomt blik.
"Så få det dog overstået. Bare.. Gør det," hviskede han hæst, mens han endnu forsøgte at få kroppen i bevægelse. Han kunne virkelig ikke se, hvordan dette ellers skulle ende. Nu måtte han bare ønske, at de ikke gjorde Nia noget. Hvis han ønskede hårdt nok, kunne det være, at hun ville overleve, om det så skulle betyde hans død, så gjorde han det gerne.

Lyden af det fossende blod gjorde umiddelbart ikke den efterhånden temmeligt aldrende dæmon noget, han havde oplevet langt værre ting end lidt blod der faldt ud af et levende menneske, desuden ville der hele tiden være mennesker, de ynglede nærmest som rotter. " Ingen sang? Huh.. Hvor kedeligt.. " Han hev dolken ud, men erstattede straks hullet med endnu et par fingre som maste sig længere og længere ind, indtil han fik fat i noget. Det store grin blev erstattet af et nysgerrigt, triumferende et.
" Hva' er den af? Bange for at se lidt af din egen anatomi? Menneskeanatomien er nu ellers ganske interesseant.. " Han smilede sleskt som han begyndte at hive ud i hvad han havde fundet, forsøgte at få den ud af såret.
Det var da lige til en skarp stemme lød et sted fra. " HUND! "
Der var i den grad en advarende tone i stemmen fra manden der forhen havde været kat, han var dog ikke umiddelbart til at se, endnu.
Teto havde kort stivnet i sin bevægelse som han skulede bagud, derefter til siderne, forsøgte at finde den mindste tegn på den forbandede kattemand, inden han hev lidt mere end nødvendigt i hvad han havde fat i.
" Hold kæft fede, kan du ikke se at jeg arbejder.!? "
Intet svar.
Et dybt foraget fnys forlod edderkoppedæmonen som han gav slip på hvad han havde hænderne i, og møvede håndleddet således at han kunne skyde noget af sit spindelvæv ind i såret, delvis for at stoppe blodet, delvis for den ubehag det højest sandsynligt ville give i Django.

Hånden blev endnu engang løftet, denne gang var det dog mere så han kunne skære op i Djangos tøj og komme ind til den bare hud der gemte sig bag det hele, ignorenende dybt den dybe katte-knurren der lød nærved.

Djangos problem blev kun større og større. Han ignorerede komplet hvad dyret oven på ham sagde, mens han prøvede på at lukke sig inde i sig selv og glemme, at han virkelig var ved at gå kold af blodtab. Han var nu blevet noget mere bleg, faktisk ret hvid i ansigtet, og da manden hev kniven ud for derefter, at gøre ting ved såret, som Django helst ikke ville se, eller lægge mærke til, var det som om nerverne i hans krop reagerede. Hans ben spjættede og han slog øjnene op, men han kunne stadig ikke skrige. I stedet blev den hæs, nærmest kvalt lyd der kunne mindre om et afkræftet støn, der forlod hans læber, mens han kæmpede en meget hård kamp for, at komme fri, hvilket jo selvfølgelig stadig ikke lod sig gøre, da manden havde fat i hans sår på en meget ubehagelig måde, og samtidig fordi giften stadig sad som en snylte i hans krop og tærede på alt hvad der hed energi og muskler. Han hørte også råbet, og hans blik vendtes mod lyden. Men han kunne intet se. Men heldigvis slap dæmonen det, han havde fat i, og skæd derefter noget ind i såret, der også føltes vældigt ubehageligt.

At de var uenige, hvem end det så var, dæmondyret talte med, kunne måske bruges, men Django havde svært ved, at fokusere på, hvad det var, han kunne gøre, for at hjælpe sig selv og Nia, der måske var derude, og blev udsat for noget lignende. Åh, han håbede virkelig hun var uskadt!
Kort efter blev hans tøj skåret op. Han håbede ikke, at dæmonen ville skære mere hul i ham. Det havde han nok ikke så mange kræfter til. Stadig var vreden det eneste han kunne holde sig vågen og bare lidt fokuseret på, så efter et stykke tid, åbnede han igen øjnene, og stirrede vredt på dæmonen. "Du er fandme et svin, du er... Jeg håber én eller anden finder dig... Og myrder dig langsomt.. Klamme stodder," hans ord anstrengte ham, men de bragte ham faktisk sjovt nok flere kræfter og mere gåpåmod der sørgede for, at han rent faktisk et kort øjeblik fik kontrol over sin egen krop. Han brugte det ved, at flå én af sine knive op fra sit bælte, og bore den ind i et af dæmonens øjne, mere specifikt det til højre i panden, hvorefter han uden at tænke videre over det, væltede dyret af sig, hev kniven ud, forsvandt i en sort sky af røg.

//Out