Solen stod højt på himlen da Torfinn trådte ind i den hellige bydel. Det var vist midt på dagen. Manden så sig omkring og viftede så med sin højre hånd imod sin venstre skulder. Fuglen lettede fra sin plads og steg hårdt og hurtigt til vejrs. Torfinn så efter den hvide punktie, inden han satte i langsom gang igen, samtidig med, at han roligt betragtede folkene omkring sig. Det skulle ske i dagtimerne, for at illustrere, hvordan tingene forholdt sig - men det var farligt. Selvom det krævede anstrengelser, så måtte Torfinn holde sig selv i ave for en stund, indtil han havde fundet på en plan. Det eneste han var sikker på var, at det måtte være både den helt lyse og den helt mørke. Isari og Zaladin. Han havde allerede lavet en smule rekognoscering natten forinden, men han kendte ikke vagternes rytmer i dagtimerne. Mon der var et svagt led imellem dem? "Snart smadres hele lortet".

Torfinn kiggede imod himlen og så sin fugl kredse. Han skiftede retning, så han gik imod hvad den kredsede om. Han var ikke helt sikker på hvad fuglen ville fortælle ham. Torfinn smilede let ved tanken om, at fuglen måske havde udpeget et bytte helt selv. Han snortede ind og sendte et slimklat mod jorden, inden han højlydt gabte. En kvinde kiggede olmt i hans retning, og Torfinn slog en latter op, imens han viste hende sit ufine tandsæt. Hun rystede på hovedet, men betragtede ham fortsat, som han gik. Torfinn fnøs. Han måtte holde sig selv i ave - han befandt sig i hovedstadens hellige bydel. Et fejltrin og han ville finde sine dagens endeligt. "Ja, du aner ikke hvad jeg har lavet, gør du?" tænkte han, som han mødte en patruljerende byvagts blik. Han sendte ham et falsk smil og tog et æble op af lommen. Han havde let snuppet det fra en af boderne ved markedet. Saften drev ned af Torfinns hage imens han med æblet i hånden muntert begyndte at fløjte. Snart ville der ske noget, som ingen af byfjolserne ville have set komme. Det svære ville ikke være at udføre gerningen, men at slippe afsted med det. Dette skulle bare være begyndelse. Torfinn kendte ikke til litteratur, underholdning, arbejde, moral eller mange andre ting; men han kendte til folk. Dette ville være begyndelse på noget stort - det var han sikker på.

"Hvem mon finder en daggert i hjertet?" tænkte han. En mand forsøgte at passere udenom ham på hans venstre side, men Torfinn stødte hårdt sin skulder imod mandens. "Måske dig?" spurgte han og så manden i øjnene. Manden skar tænder og svarede bare "Opfør dig ordenligt, din bums, eller jeg tilkalder vagterne". Torfinn spilede øjnene op, "Jeg er bar' en bums, ikk'?" han spyttede igen, denne gang mod mandens sko. "Ingen grund til at tilkalde vagterne, vel?" manden fnøs af ham og kom hurtigt videre. Torfinn stoppede op, spiste æblet færdigt og proppede så skroget i lommen. Mon der ville ske noget han kunne udnytte til sin fordel, inden legene begyndte? Mon han bare skulle distrahere sig selv lidt, inden han gik igang? Han havde allerede vagt en smule opsigt, så enten måtte han udbvgge det, eller også måtte han vente til en anden dag.

Det havde nu været to uger siden, Kirith sidst havde været ude på en opgave. Hun havde samlet kræfter i hovedstaden, men nu følte hun sig klar til at komme afsted igen. Tidligt om morgenen var en budbringer kommet med et brev. Det havde navnet på en rig handelsmand, der var mistænkt for at gøre forretninger med mørket og fremme deres sag. Kirith skulle arbejde som skjald i hans palæ, noget en anden informant havde arrangeret. Missionen kunne tage flere måneder, for det var ikke til at vides, hvor lang tid det tog at infiltrere den inderste kreds. Hun kunne ikke tage afsted uden et besøg i den hellige bydel.
Hun var netop kommet ud fra Aladrios' tempel, en del lettere end da hun gik ind. Hun følte sig tæt forbundet med guden, der med sin neutralitet var som et anker i verdens mange kampe. Ligesom Aladrios ville Kirith have fred, men fred gennem ligevægt og harmoni. Hun arbejdede dog stadig for lyset, for det var altid bedre, end at blive undertvunget en andens vilje.
Hun gik lydløst gennem menneskemængden, og betragtede dem omkring hende. Det kunne altid vise meget, sådan bare at iagttage folk. Folks snak flød over hende som vand, og med trænede ører lod hun det ligegyldige passere forbi, men det vigtige gemte hun.
Hun fik øje på en mand, der havde tiltrukket sig noget opmærksomhed. Hendes næse rynkedes let i væmmelse, da han ikke så for soigneret ud. Selv fra hvor hun stod, kunne hun se hans manglende tænder.
Kirith ville ikke dømme nogen på deres udseende, men hendes adelige opdragelse viste sig. Det krævede meget for hende, ikke at gå en stor bue uden om manden. At gøre det ville være alt for uhøfligt.

Torfinn fløjtede en bestemt høj tone, og fuglen kom snart ned fra luften og satte sig til rette på hans skulder igen. Torfinn aede kort fuglen over hovedet, inden han så rettede opmærksomheden imod bygningen fuglen havde ledt ham til: Aladrios tempel. "Godt tænkt, Ugin" tænkte han til sig selv, og sendte fuglen en tanke. "Alt skal med. Det hvide, det sorte og det grå, for det er gråt, ikke?" det betød imidlertidigt, at planen skulle ændres endnu engang, en plan der endda ikke var formet endnu. Torfinn blev kort næsten helt overvældet af en trang til, at gøre noget destruktivt, men tog sig i det. Han bemærkede kvinden der var kommet ud af bygningen, og hvordan hun vist var på vej forbi ham. Afskyen stod malet i hendes ansigt, syntes han. Hun var en af de der fisfornemme adelige, uden tvivl. "Det er folk som hende der skal ned med nakken" tænkte han han og sendte kvinde et stort tandsmil, inden han begav sig i hendes retning. Han måtte finde på noget.

"Hej skatter" sagde han og kløede sig på kinden med sin højre hånd. "Templet der..." han fangede et surt opstød i halsen og sank. "Hvilken Gud er det for?" fik han endelig frem, og bankede sig lidt på brystet, som om det ville forhindre ham i yderligere opstød. Torfinn tiltede sit hoved imod venstre og fuglen lettede igen fra hans skulder. Torfinn betragtede årvågent sine omgivelser, imens han havde indledt den uskyldige samtale med kvinden. Det var ekstra morsomt for ham, at kvinden uden tvivl ikke ville kunne komme væk fra ham hurtigt nok. Hun ville dog forhåbenligt svare på hans spørgsmål først. Torfinn var lidt af en bums. En bums med en bue, men stadig en bums. Det var hele idéen. Ingen ville nogensinde mistænke ham.

"Du skulle fandme have det adelige kneppet lige ud af dig" tænkte han for sig selv, om kvinden, og ville have sagt det, hvis han ikke faktisk kunne bruge hendes information. Hun var en smule lavere end ham, omkring samme alder, vurderede han. Så ikke dårlig ud. "En time under fire øjne og du vil aldrig være den samme igen".

Kirith var begyndt at tænke på sin mission igen, hvad hun ville komme til at bruge, og om hun skulle tage sin egen hest, eller hyre nogen til at transportere hende, da den usoignerede mand talte til hende. Hun rettede sig op, og sendte manden et høfligt smil. Hun var klædt i bukser, slidte af rejse, og en matblå silkeskjorte. Det var ikke tøjet til at neje, og Kirith havde ikke særlig meget lyst til at bukke for manden. Hun bøjede dog hovedet, i en respektfuld bevægelse.
Hendes smil stivnede noget, da han kaldte hende skatter. Hun fandt sig normalt ikke i at blive omtalt sådan, men hun var ikke i humør til at lave en scene. I stedet svarede hun køligt: 'Templet er for guden Aladrios. Det er åben for tilbedelse eller hjælp fra en af præsterne.'
Kirith havde selv talt med en af præsterne, om hvad hun havde gjort, og hvad hun ville gøre i fremtiden. Selvfølgelig kunne hun ikke fortælle alt. Der var mange hemmeligheder hun ikke kunne røbe, men det var rart at tale med nogen. En der havde viet sit liv til noget Kirith troede på.
Hun lod som ingenting, da manden så ud til at have et opstød af en art, men hver eneste fibre i hendes krop skreg, at hun skulle komme væk fra ham. For at distrahere sig selv, betragtede hun mandens fugl, der i modsætningen til sin eger, var meget smuk.

"Det var vist en dårlig idé, at drikke fra morgenen, idag" tænkte Torfinn og lukkede munden imens han holdt vejret, for at forebygge en hikke som han nærmest kunne fornemme var på vej. Imens kvinden venligt, omend en smule anstrengt, svarede på hans spørgsmål betragtede han kort hendes klæder og hendes hud. "Ja, blåt tøj og renvasket hud. Dagene er lange for dig, når du sidder på den røv og kommanderer dine tjenere, hva'?" tænkte han til sig selv. Han måtte dog have flere informationer, hvorfor han endnu ikke tænkte højt.

"Aladrios?" sagde Torfinn spørgende og trak på skuldrene. Han havde fulgt kvinden blik imod Ungi, hans fugl. Han så imod templet. "Og hvem er det? Lys? Mørk?" spurgte han. "Hvad er han for en?" Torfinn anede intet om guderne. Han kendte kun Zaladin og Isari - og det var kun fordi han måtte have navn på sine to, i hans øjne, ærkefjender. Torfinn missede lidt med øjnene og tog en dyb indånding. Inden kvinden kunne nå at svare, så hikkede han. Han sænkede irriteret øjenbrynene og sank en ordenlig omgang luft. Hikken kom ikke tilbage, ikke sådan umiddelbart. Han betragtede kvinden igen, som han afventede hendes svar. Uanset hvad hun sagde, så måtte han havde det bekræftet efterfølgende. Han kunne ikke begå en så elementær fejl, som at stole på den første og den bedste. Det var sikkert ikke udbredt, at man ikke kendte til Aladrios - men Torfinn var ikke som alle andre, ikke lige på dét punkt.

"Åh, vi kunne jo gå ind i din Guds tempel, for øjnene af alle dine profeter og hellige ting, og så kunne jeg tage dig op af et alter eller noget" tænkte Torfinn og tabte et øjeblik tråden, hvorefter hikken øjeblikkeligt vendte tilbage. Kvinden ville uden tvivl kunne huske ham efterfølgende, men ville hun mistænke ham for at være bagmand? Han troede det ikke - men det var en nødvendigt onde uanset.

Kirith rev sit blik væk fra fuglen, og så igen på manden, med skjult overraskelse. Hun kendte til flere folk, der ikke troede på guderne; men overhoved ikke at kende til dem? Det var historier, som de fleste voksede op til. Kirith selv kom fra en meget troende familie. Hendes fader havde hældt mere mod Kile, og hendes mor Isari. Den eneste der ikke var representeret i familiens tro, det var Zaladin.
'Aladrios er hverken lys eller mørk. Han er neutraliteten, balancen i livet hvis De vil.' Hun øjede ham lidt mere mistroisk. Han virkede underlig; ikke kun fordi han var, for at sige det lige ud, ulækker, men det var som om ... der var noget, Kirith ikke kunne forklare. Men det gjorde hende mere vagtsom.
'Hvad er Deres navn, om jeg må spørge?' spurgte hun, stadig med en høflig tone. Der var dog ingen venlighed at høre. Hun ville vide, hvorfor han føltes så ... forkert. Kirith viste dog ikke sit ubehag. 'Mit navn er Kirith Abernathy. Hvad er Deres grund for at besøge templerne i dag?' Det var ikke fordi, man skulle have en grund for at besøge. Men hvis manden var ude på at skabe kaos, så ville Kirith stoppe ham, så godt hun nu kunne.
Hun takkede sig lykkelig over, at hun havde taget tid, til at gemme sin kniv i hendes ene støvle. Hun havde også sin ildmagi, og hvis det skulle gå helt galt, kunne hun nemt smutte fra ham. Helt automatisk fandt hun flugtveje, hun kunne bruge hvis det var nødvendigt. Den direkte vej var hurtigst, men her var der også størst risiko for, at uskyldige mennesker kunne komme til skade. Hun kunne vende op, og løbe ind gennem templet hun kom fra, og der vidste hun, at et åbent vindue ud til en baggård kunne bruges. Til højre stod en vogn op ad væggen, og den kunne hun nemt bruge som springbræt, og nå op til taget, og på den måde stikke af. Men indtil videre blev hun stående, i sin kolde høflighed.

For bekæmpe hikken holdt Torfinn vejret igen, imens kvinden, Kirith, talte til ham. Hun fattede initiativet og kontrollen med samtalen. "Typisk" tænkte han, "At du tror du kan flytte fokus, bestemme over mig, som du bestemmer over alle dine undersåtter". Intet ændrede dog på, at hendes svar var så helt ovenud perfekt som det overhovedet kunne være. Hvis det virkelig var "Aladrios" tempel, hvem end det nu var, og selvsamme var en "grå" gud, endda en balancens vogter, så var det perfekt med Isari og Zaladin. Hikken forsvandt igen, timet ganske præcist med, at kvinden var færdig med at tale med ham.

"Jeg er bare Jæger" svarede han og sendte kvinden endnu et stort tandsmil, med tungen i hullet hvor hans ene fortand skulle have været. "Jeg ville sgu bare lære lidt om hvad der sker, du ved?" fortsatte han derefter og knækkede kort nakken. "Du må gerne komme med ind i templet, jeg har altid tænkt at jer religiøse er nogle seksuelle dæmoner" han slog en kort latter op. "Så kolde og kedelige, men i skal bare tages hårdt, så glemmer i helt hvor vrede og fine i er hele tiden."

Torfinn fløjtede da igen efter fuglen, som igen snart sad på hans skulder. Han havde ikke rigtigt mere at tale med kvinden om, hvorfor han ikke sagde noget og bare dovent betragtede sine omgivelser. Bygningerne, templerne, gaderne, vagterne. Han kiggede på sin fugl som skræppede, nærmest som svar på et spørgsmål. Torfinn snortede igen og sendte igen en ordentlig slimklat imod jorden. Hans mave rumlede. Han havde ikke spist i en dags tid, men havde i stedet drukket tæt som dagens morgenmad. Han bed tænderne sammen og forsøgte at modarbejde kvalmefornemmelserne ved ren viljestyrke.

Kirith kunne mærke, hvordan hun helt fysisk blev frastødt af jægeren - eller Jægers - kommentar. Hun rettede sig op i sin fulde højde, som kun var et par centimeter lavere end jægeren, og så på ham med koldt raseri i øjnene. 'Jeg kan forsikre Dem om, at intet kan få mig til at glemme hvor ... vred og fin jeg er. Og du har muligvis ret, men De kommer desværre aldrig til at finde ud af det. Ingen af os religiøse kunne nogen sinde finde på, at omgås en som Dem i nogen form for fysisk rekreation.' Hun trådte tilbage, og sendte Jæger et stift smil, der på ingen måde skulle virke venligt. 'Hvis De vil have mig undskyldt, jeg har ikke i sinde, at bruge min tid på usoignerede bundfald som dig.' Kirith var normalt ikke sådan. Hun tænkte ikke meget på sin herkomst, og ville normalt ikke omtale den på den måde. Men Jæger havde overtrådt grænsen på den groveste.
Hun gik frem, og gik uden om Jæger, med hovedet holdt højt, og blikket ligefrem. Hun holdte øje med ham fra sin øjenkrog. Hun stolte ikke på ham, og ville først slappe af, når hun var væk fra ham. Måske ville hun fortælle en byvagt, at de skulde holde øje med den ubehagelige mand.

En mørk skikkelse stod blot og så med i hver en sætning der var blevet sagt og hver en tanken der var blevet tænkt imellem jægeren og Kvinden, Bane rystede lidt på hovedet i det kvinden begynde at gå, Bane var rolig og fattet og kiggede blot lige ud ide hun kom gående forbi ham, hans øjne vilede kort over på Kirith som hun kom gående.
En stemme blev plantet i hovedet på hende" du skal ikke finde dig i noget Kirith " lød det oppe i hendes hoved, Bane fjernede blikket fra hende sådan hun ikke skulle tro det var ham der stod bag det.

Bane kiggede over på jægerne smilte kort for sig selv hvor efter han kiggede ned i jorden og med det samme førte en stemme over i jægernes hoved " styre dine lyster en anden gang, og hvis du har den lyst så gør dog noget ved det" lød det oppe i hans hoved, begge to uvidende hvor fra stemmen kom, det eneste de med sikkerhed vil tænke er at hvordan stemmen forsvandt igen.

Bane tog et æble frem hvor efter han tog en kniv og begynde at skære roligt af æblet, og spise lidt af det bid for bid for bid, imens han plantede den samme stemme oppe i hovedet på dem begge, indtil de nok til sidst ville blive sindssyg af at høre den samme stemme i hovedet.

Torfinn smilede som en ulv, imens Kirith talte til ham. Hendes facaden var krakeleret. Under overfladen var hun en gemen, forfærdelig type. Det kriblede i hele Torfinns krop og han kunne ikke vente med, at udføre sine ugerninger, selvom han endnu ikke var helt sikker på hvad det ville være. Kvinden gik velsagtens trodsigt fra ham - nu havde hun fået det sidste ord og sat ham på plads. Torfinn så efter hende og skulle til at sige noget, da en stemme pludselig talte til ham. Han så rundt. Stemmen kom inde fra hans eget hoved. Han spærrede øjnene op og kiggede varsomt rundt, imens han blev informeret om, at han skulle agere på sine lyster. "Det har jeg sgu også tænkt mig" tænkte han bare. Torfinn kunne ikke bestemme hvem mentalisten var - men han ville ikke lade sig overrumple af kvinden. Hun skulle ikke få det sidste ord. Han levede for at sætte folk som hende på plads.

"Kirith, hed du?" spurgte han efter hende, da hun stadig var i ørevidte. "Lad mig komme forbi en dag til et krus øl og en gang sex" han slog en latter op, som han havde gjort det før, inden han fortsatte: "Bare rolig, du siger du ikke vil bruge tid på mig; med dig sprællende under mig, så ville jeg være færdig på ingen tid.".

Torfinn så derefter lidt efter kvinden, men besluttede i det samme at nok måtte være nok. Han havde anden gøren og laden. Han kiggede igen rundt. Mentalisten. Han fik kun særligt øje på en enorm ung mand i bar overkrop. Han sænkede øjenbrynene og stirrede på ham et par sekunder, inden han drejede om på hælen og begav sig imod templet. "Aladrios?" spurgte han en forbipasserende, der hurtigt nikkede til svar. "Balance? Grå?" spurgte han. Den forbipasserende nikkede igen. Han smilede et stort tandsmil og trådte indenfor. Allerede var luften tættere, og den eneste der ikke bemærkede hvilken dunst og stank Torfinn trak med sig ind, var Torfinn selv.

Kirith havde lige besluttet sig for, at forlade pladsen, da en stemme, der tydelig vis ikke var hendes egen, rungede i hendes hoved. Hun drejede om på hælen, og kikkede vildt rundt efter mentalisten. Stemmen havde ikke lydt som jægerens, og budskabet var heller ikke noget, der ville passe på hvad han ville sige. Det betød dog ikke, at hun følte sig sikker. Hurtigt bukkede hun sig ned, og greb kniven fra hendes støvle. Den var lille nok til, at den kunne skjules i hånden, uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed.
Jægerens stemme tiltrak sig Kiriths opmærksomhed. Hun mærkede endnu en gang raseriet boble i blodet, men mange år på missioner havde lært hende at gemme sine følelser. Hun nøjes med at knytte den ene hånd, der ikke holdte kniven, og kunne mærke hvordan nyt-fremmanet ild prikkede i huden. Hun længes efter at kaste en velfortjent ildkugle efter ham, men hun havde ikke meget lyst til, at være skyld i masse-panik.
I stedet drejede hun om, og gik med lange skridt mod den nærmeste byvagt. Det var et menneske, der stod og sov ved siden af et springvand. På vej derover granskede Kirith alle der befandt sig ved templerne. Der var præster og præstinder, selvfølgelig. Folk som Kirith, der kom for at bede. Der var også handelsmænd, og et par der stod ud af mængden.
Kirith stoppede foran byvagten, og rømmede sig højt. Vagten vågnede med et spjæt. 'Der er noget på færde. En mistænkelig person er lige gået ind i Aladriostemplet. Der er muligvis en anden der kan være en fare. Jeg vil råde dig til, at få tilkalde forstærkning. Begynd at evakuere folkene, men gør det uden at tiltrække opmærksomhed,' beordrede hun, med en sikker stemme. Hun vidste at hun ikke overreagerede; en mentalist kunne være utrolig farlig, og hun ville ikke tage nogle chancer.
Den unge, søvndrukne vagt nikkede, nok mest af chock end noget andet, og Kirith vendte sig om igen. Hun begav sig mod Aladriostemplet, kniv i hånd, og parat til at fremmane ild.

Bane så lidt frem og tilbage på de to personer, han havde mest af alt lyst til at gi jægeren en røvfuld på grund af den tale måde han havde vist over for kvinden, men at gå ind i templet var ikke noget han sådan rigtig gad lige nu, og da han så at kvinden havde gået til en af byvagterne vidste han at hun skulle stoppes først, hans blik følte hende ide hun trak en kniv frem og var på vej tilbage hen imod templet, havde hun tænkt sig at slå fyren ihjel med den kniv det var noget han ikke kunne tillade for hvis der var nogen der skulle straffe nogen, så var det Bane.

Bane gik frem fra sit skjul og ud på vejen der var imellem templet og Kirith, han vende blikket imod hende og gik direkte hen imod hende med blikket lidt ned i jorden " du kommer ikke langt med den kniv" lød en stemme i hendes hoved igen, og lige ide sætning var slut stod Bane lige foran hende, hvor efter han kiggede på hende " gem heller den kniv væk, for hvad gavn vil den have imod fyren der inde, plus det er et tempel, ingen våben ingen kamp kun for folk som er ligeglad med de regler folk som mig, du ser ikke ond ud af sind" sagde han bestem og hun ville kunne hører det er hans stemme som har været oppe i hendes hovedet hvis hun lyttede efter.
Bane betragtede hende lidt, og nikkede kort " ikke dårligt " lød det i hendes hoved igen.

Der var ikke mange mennesker i templet. Torfinn gik med afmålte, rolige skridt rundt og kiggede nysgerrigt. Manden befandt sig næsten aldrig i templer, uanset hvilken Gud de skulle tilhøre. Han åbnede munden for at stille et spørgsmål ud i luften da han istedet bøvsede højlydt. Torfinn lo højt, som bøvsen rungede en smule i bygningen, og han øjeblikkeligt havde tiltrukket sig samtlige af de tilstedeværendes opmærksomhed. Så meget for diskretion. Normalt ville de fleste under ingen omstændigheder skænke ham en tanke - og en del sikkert sætte en en ære i at ignorere ham så meget som muligt, og slet ikke sende ham et blik. "Vi skal alle være her, ikk'?" spurgte han ud i lokalet og trak på skuldrene. "Jeg er her for at lære om Aladdin... Aldrios eller hvad han hedder" han smilede og kiggede rundt. Han fik mange vrede blikke, og ligesom en af de andre tilstedeværende skulle til at irettesætte ham, så gik døren til templet op igen. Det var tre byvagter. "Sikke nogle snotnæser, hvorfor er de her?" tænkte Torfinn. "Hvad foregår der her?" spurgte byvagten der stod en fod foran de andre to. Han var tydeligvis ham der førte ordet. Torfinn stak ud iblandt de andre inde i templet, og alle tre byvagters opmærksomhed var rettet imod ham inden han overhovedet havde åbnet munden.

"Denne... Herre her, er helt uforsvarligt uhøflig!" udbrød en midaldrende kvinde skingert. Torfinn kiggede i hendes retning, og hans overraskede ansigtsudtryk ændredes gradvis til et roligt, dæmpet smil. "Vi var netop ved at... Gennemgå noget, hvorefter denne person kommer ind og laver ravage!" stemte en anden i, en ung mand. Torfinn fnøs og trak undskyldende på skuldrene imens han rettede sit blik imod byvagterne. De kom over til ham. "Jeg ved ikk' hvad de taler om" sagde han. Byvagterne så sammenbidte ud, som de betragtede Torfinn. "Fuld?" spurgte den forreste. Torfinn trak på skuldrene igen, imens han krøllede maven sammen og fremkaldte et surt opstød, som han fangede i munden, inden det røg ud i templet. Han sank det, med alles blik rettet imod dig. Det var som om alle tre byvagter sukkede helt synkront, en af de bagerste rystede på hovedet, imens den forreste så mere stødt ud end noget andet. "Kom De hellere med ud" sagde han. Torfinn nikkede bare og foregav at være ganske fuld, da han vaklede let på benene, imens byvagterne eskortede ham ud af templet igen. "Hvis De ikke kan holde Deres maves indhold indenbords, så hold Dem væk fra templerne, forstået?" spurgte byvagten. Torfinn smilede et stort tandsmil, med tungen spillende i fortandens hul og sagde "Forstået".

Han kiggede rundt. Enten var det manden han var stødt ind i, eller kvinden han havde haft en kort samtale med. "Kirith", hed hun vist. Torfinn fløjtede og snart dykkede Ungi ned og satte sig på hans skulder igen. "Vi fik alligevel det vi skulle bruge, gjorde vi ikk'?" sagde han til fuglen, der skræppede til ham som svar. Torfinn smilede. Han havde en idé om, hvad der nu ville ske. Samtidig havde han også inde i templet dannet sig et bedre indtryk af, hvad hans plan ville være.

Kirith var godt på vej til at gå ind i templet, og give jægeren en røvfuld, da hun blev standset af en mand. Hun studsede lidt over hans manglende beklædning, ud over nogle bukser selvfølgelig. Hun skulle til at skjule sin kniv bedre, da hun endnu engang hørte stemmen i sit hoved. Det var klart at det kom fra manden. Straks kom kniven op igen.
'Og hvorfra ved du det, hr ...?' spurgte hun mellem sammenbidte tænder, selvom hun ikke havde tid, eller lyst, til at tale med ham. Al påskud om høflighed var glemt. 'Jeg tror Aladrios vil tilgive mig, når jeg stopper et udskud i at skænde hans tempel.' Det var heller ikke fordi, kniven var hendes eneste forsvar. Der lå ild under huden, klar til at springe frem hvis hun skulle få brug for det.
Mens de talte hastede vagter forbi hende, og ind i templet. Hun håbede, at de ville fange jægeren. Kirith ville elske at se ham i et fængsel. Han havde jo egentlig ikke gjort noget endnu, men noget sagde hende, at man ikke skulle grave længe i hans fortid, før man fandt skeletter.
'Jeg vil foreslå Dem at forlade området. Og i fremtiden så hold Dem væk fra mit hoved.' Kirith kunne mærke, hvordan dagen var ved at slide på hendes tålmodighed. Der var intet hun hadede mere end nedgørende bemærkninger, og folk der rodede i hendes hoved. Og hun havde mødt begge, inde for lidt for kort tid.
Vagterne kom ud igen, med jægeren på slæb. Kirith lod et humorløst smil slippe gennem hendes ellers stoicale ansigtsudtryk.

Bane så blot på hende uden at trække på smile båndet " Hr er fint " sagde han bestemt og vende sig kort efter vagterne som kom løbende forbi ham, en af vagterne fangede Bane's blik og stod og kiggede længe på ham " og du vil " sagde han koldt som is, Vagten løb blot vidre igen uden at gøre noget ved det. hvis vagten han kiggede på Bane ryg havde han nok vist at han var en af mørkets kriger, også havde det hele nok set anderledes ud.

Bane så på Kirith igen " at lege oppe i dit hoved er blot for sjov skyld " lød det igen oppe i hovedet på hende, " for det som jeg kan gøre tæt på dig" lød det bagefter i hendes hoved, og i et hurtigt ryk stod Bane helt op af hende, sådan hun nærmest ville kunne mærke hans brystkasse.
" Kirith Hmm hvilket navn er det " sagde han og kiggede hende i øjne og holde blikket der.

Imens blikket var på hende tog Bane en kniv i den anden hånd frem og placerede den stille ved hendes kind, og kørte den stille ned af hende hals og ned til hendes bryst også op igen. " hmm " lød det fra ham inden han kastede kniven hen i ryggen på en af vagterne som var hende ved jægeren. " så lidt " lød det i hovedet på jægeren

Torfinn bemærkede den unge mand med mønstret på ryggen og hvordan han åbenbart stod og havde en samtale med Torfinns nye bedste ven, Kirith. Da manden ikke sagde noget til kvinden, men hun øjensynligt havde en samtale kørende med ham trods alt, så var det en let logisk slutning, at den unge mand måtte være samme mentalist der havde talt til Torfinn i hans tanker tidligere. Torfinn sænkede øjenbrynene og betragtede det umage par. Han brød sig ikke om mentalister. Han så hvordan den store mand gjorde et eller andet ved kvindens barm. "Ja, nu er gode gamle Torfinn måske slet ikke så dårlig, hva'? Fandens kælling" nåede han at tænke, inden der pludselig sad en kniv i ryggen på en af vagterne der stod og tog bestik af en anden situation, efter at have taget sig af Torfinn.

Torfinn skævede til byvagten der segnede om på jorden imens han udbrød jammerlige ynk. Den store mand fortalte da Torfinn i dennes tanker, at han åbenbart havde gjort ham en tjeneste. "Mere end du kunne forestille dig," tænkte Torfinn og lyste op i et lumsk smil, inden hele omverdenen pludseligt eksploderede i et vimmer af brøl, skrig og et ellers værre spektakel. Byvagterne råbte ordrer til hinanden og gjorde klar til, at gå til angreb på den store mand. De civile kom hurtigt af vejen. Andre patruljer af byvagter var hurtigt ovre. "Det perfekte sammentræf, at jeg møder en sindssyg dræber" tænkte Torfinn. "Hvis han bare vidste..." og så forsvandt Torfinn raskt ned af en gade. Ingen øjne var rettet imod ham længere, og samtlige byvagter stilnede sammen imod Aladrios templet. Han havde selv kurs imod Isari. "Den hvide gudinde må bløde rødt idag" tænkte han til sig selv, som han åbnede døren ind i templet og så sig om. Der var ikke mange. Kun en eller anden gejstlig af en art, og så tre andre. Spektaklet på gaden havde vist fået de fleste ud. Det slog Torfinn, at nogle udefrakommende måske ville søge ly i templet, hvorfor han vendte sig rundt og slog bom for døren. "Hvad foregår der? Hvad laver De?" spurgte den gejstlige, som han kom hen imod Torfinn. Torfin smilede og stak begge hænder ind under sin kappe, bag ryggen, og trak to daggerter frem. "I dag, så bliver i alle sammen eksempler" sagde han, imens hans øjne lynede og var helt opspilede. "Bare rolig, i bliver ikke de sidste..."

Isari, så Zaladin og til sidst Aladrios. Sjovt som balancens vogter indirekte ville være skyld i det største kaos. Skæbnens ironi. Så kunne han passende være iagttager, som alle ville blive skamferet ligeligt.

((Medmindre Kirith følger efter Torfinn, trods alt der sker omkring hende, så er min handling nu sideløbende med jeres, selvom den sker væk fra jeres karakterer - så kan i ikke bare fortsætte med at lave tumult, så Torfinn kan arbejde i fred?))

Kirith bed tænderne sammen, da manden, der ikke havde givet sit navn, rykkede sig helt tæt på hende. Den eneste grund til at hun blev stående, var fordi hun var sikker på, at hun kunne nå at rykke væk, før han gjorde noget. Hendes evne til at være hurtig, og mange års træning i at reagere på et split sekund, havde gjort hende god til at undgå blade og pile.
Hun kunne ikke undertrykke en skælven, da han hev en kniv frem, og lod den løbe over hendes krop. Det krævede meget, for at holde sig selv i skat. Hun havde først lyst til at uskadeliggøre manden, og så kaste en velfortjent ildkugle efter jægeren.
Manden kikkede i hendes øjne, og hun besvarede blikket med iskold vrede. Hele hendes krop føltes som en fjedre, og hun stod klar til at springe.
Det var som om, alt var gået i slow motion. Hun så hvordan han fjernede kniven, og kastede den. Den ramte en vagt, der med det samme sank sammen på jorden. Et højt skrig skar gennem luften, og pludselig gik alting dobbelt så hurtigt. Kirith knyttede den ene hånd, og med al den magi hun havde i kroppen, sendte en ildkugle ind i brystet på manden. Hun stod tæt på, og kraften var nok til at kunne give hovedet af en mand. Heldigvis kunne Kirith ikke skades af ild, men hendes tøj var ikke så heldigt. Der var lange, sodede mærker op ad hendes arme, men det var ikke hvad hun tænkte på nu.
Jægeren var forsvundet i folkemængden. Kirith stoppede et sekund, og overvejede om hun skulle løbe efter ham; men nej, han havde i det mindste ikke dræbt nogen foran hende. Hun vendte sig mod manden uden navn, der tilsyneladende ikke var kommet til skade i ilden. Hun hadede virkelig sådan noget.
Lynhurtigt greb hun sin kniv, der var blevet tabt på jorden, og efter få sekunder stod hun i sikker afstand væk fra manden, klar til at forsvare sig.

Panik og Chaos var der til stede Bane kunne fornemme det i folks hoveder, han kunne læse sig til hvad denne jæger havde gang i, han rystede det kort ud af hovedet og fokuserede sig på den unge kvinde, som på en måde fik kastede en ild kugle ind i brystet på Bane en lille smerte kunne føles, for Bane var ikke udødlig han var et menneske ligesom mange andre men et menneske der havde en gave han var født med, han gik få skridt tilbage på grund af kraften fra slaget hvilket var naturligt han man vil ryge lidt tilbage. " det var lige godt satans" sagde han og kiggede på hans mave der var sort efter ilden, han kiggeder over på Kirith og smilede lumsk inden en tanke fra ham blev sendt til hende " inden denne dag er slut har du tøret det sorte skidt af min mave" lød det oppe i hendes hoved.

Bane lagde mærke til hvor langt væk hun stod nu i forhold til før, hun måtte have en eller anden form for hurtighed i sig, nogle af de andre vagter var kommet hen til Bane og havde omringet ham, " hænderne på hovedet" blev der råbt, hvor efter Bane tog hænderne op på hovedet og kiggede stadig over på Kirith, en af vagterne gik om bag Bane for at binde hans hænder men ide han rørte hans hånd tog Bane fat i den og hev den ud af led med en enkelt bevægelse, resten af vagtern angreb Bane, men Bane havde studeret flere former for kamp sport så Vagter røg lige så hurtigt ti jorden som de var dukket op omkring ham.

Bane så på de faldne vagter der lå på jorden og rystede blot på hovedet af dem, " du for ikke noget ud af at stå på den afstand som du gør, kom du bare tættere på " lød det igen oppe i hendes hoved, Bane stod helt afslappet og roligt og ventede på hendes næste træk, samtidig havde han stadig nogenlunde styre på hvad der skete inde i templet.

Torfinn kunne fornemme hvordan det han lavede gjorde godt helt ind i sjælen. Han tørrede sine daggerter i tøjet af en af de afdøde, og fandt så en klud frem. Han samlede de afdøde i midten af lokalet, indhyllede kluden i blod og gik igang med at tegne en bølge på gulvet, af blod. Intet var mere uregerligt end havet. Kaos og anarki. Han fandt så æbleskroget frem fra lommen og skar den ene ende af, som han placerede i midten af bølgen på gulvet, hvor resten af skroget kom tilbage i lommen. "Ja, se så hvad jeres skide guder siger til det her, uduelige røvhuller" sagde han trodsigt ud i lokalet og var afventende et øjeblik. Ingen gud kom til jorden for at straffe ham. Torfinn lyste op i et stort smil og spejdede rundt i lokalet. Der var et vindue højt nok oppe til og i en sådan retning, at det ikke burde være voldsomt synligt fra gaden. Han klatrede op og smuttede ud af templet så hurtigt, som han var kommet ind.

"Så må mørket også skide svin idag" sagde han til sig selv, som han rejste sig efter at have gjort et rullefald fra vinduet.Den hellige bydel var i oprør og ingen skænkede ham overhovedet et blik. Torfinn smilede over hele hovedet som han hurtigt kantede sig igennem den lille menneskeskare der stadig var på gaderne, og snart stod foran Zaladins tempel. Han åbnede døren og gik ind. "Ingen søger ly i det sorte tempel?" spurgte han højt, retorisk, da der kun den gejstlige var tilstede. Måske han var blevet mere modig, måske mere dumdristig, men Torfinn lod bommen forblive uslået. Det ville sende et klarere besked. "Hvad tror De de har gang i?" spurgte den gejstlige. Torfinn gik hurtigt frem imod ham og begravede hurtigt, smilende en daggert i hans underkæbe. Zaladin ville være den lette, Aladrios ville blive den svære.

"Arbejdsro, ikk'? Det er fandme skønt" tænkte han højt, imens han måtte finde på en smartere måde at male på, da der kun var en enkelt mand at tage blod fra. Han fandt kluden frem og så derefter rundt i lokalet.

Kirith skar en grimasse, da hun hørte mandens stemme oppe i sit hoved. Hun ville virkelig ønske, at hun havde evnerne til at lukke ham ude. I stedet måtte hun tage sig til takke med at gøre hvad hun kunne, for at skære halsen over på ham.
Hun så mens han uskadeliggjorde vagterne, med en utilfreds mine. Kamp var ikke Kiriths stærke side. Hun kunne selvfølgelig kæmpe, man kunne ikke være spion uden, men det var nemmest når hendes modstander ikke vidste, at hun skulle til at angribe. Og når han ikke var bygget som en hærdet bjørn.
Hun smilede koldt, da han igen sagde noget i hendes hoved. Hun at synge en sang, mens hun koncentrerede sig så meget hun kunne om ordene. Manden ville ikke høre andet, end en lille sang. Hun overlod sin krop til muscle memory, mens hun cirklede om ham.
'Twas down by the glen side, I met an old woman, A'plucking young nettles, Nor thought I was coming,' sang hun, mens hun lynhurtigt løb ind, og prøvede at stikke sin kniv i manden. Det virkede ikke, og hun sprang igen ud fra hans rækkevidde. Hun måtte finde på niget andet.