Lyra og Arryn havde slået lejr på grænsen mellem Medanien og Rubinien. Hun brød sig ikke om at være på Medanien, men det kolde vejr havde drevet dem længere mod syd. Lyra ville hellere være i Rubinien, indtil midtkrystallandet ikke længere var så koldt, end at være på Medanien ét sekund længere. De havde dog været nødt til at stoppe, for Arryn var blevet træt og sulten. De havde slået deres store, men godt kamuflerede telt op i en lille fordybning, og sammen havde de gået ud for at finde noget mad.
Kvinden og barnet ledte efter spiselige planter. Lyra havde bagt brød dagen før, og de havde lidt tørret kød, købt i en landsby i Medanien. De havde fundet noget engkarse, der kunne bruges til salat, og Arryn havde fundet nogle brændælder, de nu stod og plukkede forsigtigt, til brændældesuppe. Den lille, rødhåret pige snakkede lystigt, mens hun plukkede bladede. Når hun stak sig, gav Lyra hende et kys på den irriteret hud, og "tryllede" det væk.
Det var varmt, og selvom Lyra havde smidt sin kappe for længe siden, var det hårdt arbejde, at gå og lede efter planter i den solbrankne, men stadig frodige jord. Hendes mave var ikke stor, hun var endnu ikke langt henne, men hun frygtede for, hvordan hun skulle forsørge Arryn, når hun engang var højgravid, og havde svært ved at rejse i længere tid.

Gumle var ikke helt sikker på hvordan han var endt så langt syd på, men det havde nok noget at gøre med at det kolde vejr havde drevet ham ned mod et sted der var varmere, for selvom han havde nok fedt på sin krop til at holde sig varm, så havde han ikke specielt meget tøj på, ikke at han nogensinde lagde mærke til at det var den lette påklædning. Han havde for det meste holdt sig på de åbne veje, men havde nu vandret lidt væk fra dem og endt nær grænsen af Medanien og Rubinien, han havde overvejet måske at stoppe snart og få noget mad.

Han havde intet oppakning med sig, hvilket nok så en smule mærkeligt ud, men han vidste selv han ikke havde behov for det. Han opdagede ikke det kamufleret telt da han passerede det, men det tog ham ikke lang tid efter det, at han så kvinden og barnet, hvor han stoppede op bare for at se hvad de lavede. Et lille lyst grin undslup ham, da han så deres interaktioner med hinanden, da han ikke kunne lade vær men at synes at det var sødt sammen.

Det var længe siden at Dimrond havde forladt Dragorn, men nu var stedet var i krig var det vidste det perfekte tidspunt for at forlade stedet og drage ud i den store verden, inden det var for sent. Det var dog før krigen brød ud at han tog chancen og drog ud. Det var en tanke han havde gået længe med og nu skulle det være. Hans tur rundt i landet havde bragt ham vidt omkring, Krystalbjergene, Hovedstaden, Elverly og nu var han kommet til det sydlige Krystalland og stod snart på grænsen mellem Medanien og Rubinien. Han havde solgt en del af hans arbejde for at få råd til hans rejse og hans pung var endnu fuld at godt guld.
På ryggen havde han sin store rygsæk, hvor i han havde de vigtigste fornødenheder og ikke mindst mad, samt hans store økse som hang mellem rygsækken og hans ryg.

Han kom spadserende ned gennem en mark hvor grøderne næsten var lige så høj som ham selv, men han var lige et hoved højere end ham, så det havde nok set morsomt ud når arbejderne på nabo marken havde set op og nærmest havde set et flyvende hoved. Den gamle mand gik og gumlede på et æble og nynnede små sange i mens han gik ned af marken. Hans humør var altid højt og det kom til udtryk via gamle sange som hans forfædre havde skrevet og sunget i gennem generationer.

Han kom ud på den anden side af marken, som havde efterladt store spor af korn og andet skidt på hans tøj. Han børstede det af som han nu kunne og kiggede over på den anden side at vejen og fik øje på et par gode brombær buske. Han gik der og og fandt en lille stof pose frem fra sin rygsæks side og begyndte at plukke og fylde i posen.

De havde netop samlet nok brændælder sammen, og var ved at pakke sammen, da Lyra fik øje på en højst udsædvaneligt udseende dværg. Det var ikke første gang hun havde set en dværg, hun havde dog ikke regnet med at se en så langt sydpå. Hurtigt trådte hun ind foran Arryn, men hun var ikke aggressiv. Det var mere en sikkerhedsforestaltning, end hun egentlig troede dværgen ville angribe. Den femårige pige var ikke helt tilfreds med dette, men hun nøjes med at titte rundt om Lyras ben.
'Goddag hr. Dværg. De må undskylde min kaution, men man kan aldrig vide hvem man kan møde herude,' sagde hun høfligt, og bukkede let. Hun var i bukser, der var langt nemmere at rejse i end et skørt, men det gjorde også, at det var svært at neje, uden det så for mærkeligt ud.
'Mor, hvorfor har han lyserødt hår?' spurgte Arryn, højere end Lyra havde ønsket.
Lyra tyssede på sin datter, og lagde en hånd på hendes hoved. Hun vidste ikke hvorfor dværgen så så mærkværdig ud, men hun vidste nok til ikke at spørge om sådan noget.

Det overraskede egentlig ikke Gumle at han havde draget opmærksomhed til sig selv, da hans lyse latter var svær at overhøre især når der ingen andre var der. Han var dog en smule forvirret over hvorfor han blev kaldt dværg, for det hed han jo ikke, men han kommenterede ikke på det. "Det er okay," svarede han, hvor han lyse stemme for alvor kom til mærke, da det var en stemme der hverken passede til en mand eller en dværg. Han lo let af barnet da hun kommenterede på hans udseende. Hende kunne han helt klart allerede lide.
"Det er et glimrende spørgsmål, men selv jeg kan ikke svare på det,"svarede Gumle pigen. "Og hvis jeg ikke kan, så kan din mor nok heller ikke." Han smilede bredt til de to mennesker foran ham. Han syntes altid det var hyggeligt at møde folk han ikke kendte, og af en eller anden grund kom han altid godt ud af det med børn. "Kan jeg tilbyde jer at lave mad til jer? Jeg havde tænkt mig at stoppe snart alligevel, og det er altid hyggeligere at dele maden med andre," foreslog han.

Dimrond pakkede posen med bær let ned i rygsækken, det ville jo være ærgerligt hvis de blev mast dernede. Han rejste sig op og kiggede ind i buskadset og fandt en stor og lang pind som han bankede af og brugte den som stok. Han gik fløjtende op ad vejen og fik øje på en flok mennesker længe oppe. Det var noget tid siden at han havde stoppet og snakket med andre mennesker, så det var opsat på at gøre nu og på denne afstand lignede det et barn, hendes mor og en sjovt udadseende dværg med lilla hår og skæg, ikke noget man så hver dag og selvom Dimrond var gammel så var det ikke en dværg han havde set før eller kendte til, selvom han kendte mange.

”Goddag mit fine folk” sagde han muntert da han kom op til den lille flok som han før havde set på afstand. Han tog et bid af et nyt æble og stod bag flokken og nynnende stille.

Arryn fniste, og gemte sig bag sin mors ben. Hun var normalt en modig lille pige, men hun var kommet ind i det stadie, hvor hun var genert overfor fremmede. Hun skulle ikke være sammen med dem i mange minutter, før hun pludrede løs som hun plejede. Hun var en nysgerrig pige, og den usædvanelige dværg ville helt sikkert ikke blive sparet for hendes spørgsmål.
Lyra kunne ikke lade være med at smile ad hendes datter. Hun overvejede dværgens foreslag, mens Arryn trak utålmodigt i hendes hånd. Der var ingen tvivl om, at den lille pige gerne ville have dværgen skulle blive til middag. 'Vi vil være beæret, hvis De vil spise middag med os. Mit navn er Lyra, og dette er min datter Arryn.' Hun trådte lidt til side, så pigen kom til syne igen. Lyra så forventende på sin datter.
'Det glæder mig at møde dig,' sagde Arryn, og så spørgende på sin mor, der nikkede. Arryn sendte dværgen et smil. Hendes mor havde lært hende at være høflig, når hun mødte fremmede, men det var ikke altid lige nemt at huske.
Lyra fik øje på endnu en dværg. Denne gang var hun mere afslappet, men hun lagde dog stadig en hånd på Arryns røde hoved. 'Men dog, det er mange dværge i dag. I er langt fra jeres bjerge og huler,' sagde hun, med en blidt smil.

Gumle smilede stort da de gerne ville spise middag sammen med ham. Det lod som om at det ville blive en god dag i dag. "Mit navn er Gumle," svarede han smilende og bukkede let for dem, selvom det virkelig så klodset og en smule dumt ud. "Og det glæder også mig at møde dig," svarede han tilbage. Da han hørte endnu en ny stemme, kiggede han fornøjet over mod den nye person der var kommet, men var meget overrasket over at se en i nogenlunde samme højde som ham? Hvorfor var en voksen mand på højde med ham? Alle de andre han havde set i dag var langt højere, og nu brugte Lyra ordet dværg igen og endda i flertal. Var det fordi at manden foran ham var en dværg? Var det mon en race? Det ville give mening og måske troede hun bare at Gumle var en dværg, for det måtte være det. Gumle havde aldrig rigtig sat spørgsmålstegn til hvilken race han var.
"Goddag," sagde Gumle til manden og undrede sig om, om han mon også blev til noget mad, for det ville Gumle ikke have noget i mod. Han lavede alligevel alt for meget mad hver gang, så jo flere des bedre.

Dimrond kiggede på de forskellige mennesker og smilede til dem. ”Ja det i hvert fald et sjældent syn at se os på denne side at Dragorn” Han satte sin tung rygsæk ned på jorden, da det var hårdt for hans ryg. ”Jeg er Dimrond. Dragorns mestersmed og er nu på, måske den sidste rejse rundt i Krystallandet”
Selvom han lige havde gået og gumlet æbler, så kunne han mærke på hans mave at det snart var tid til et aftensmåltid og overvejede at spørge om det var noget de måske alle sammen kunne finde ud af at lave sammen. ”Jeg kan mærke på min mave at det snart er tid til et aftens måltid, er det noget vi kunne finde ud af at lave sammen?” Han så spørgende på flokke og kiggede ned på den lille pige.

Det var længe siden at han havde mødt andre, så han var glad for at de var dukket op på hans vej, for det kunne godt være ensomt at gå rundt alene.

Da Arryn fik øje på den anden dværg, trak hun igen i sin mors arm. 'Mor se! De er ligeså høje som jeg er!" Faktisk var begge dværge højere end Arryn, men Lyra følte ikke, at hun behøvede at påpege det. Arryn gik frem, og vinkede til den nyankomne dværg.
'Der er altid plads til endnu en omkring vores lejrbål. Så længe du er villig til at hjælpe til, er du meget velkommen,' sagde Lyra. Hun samlede posen med brændenælder sammen, og bundet med engkarse. 'Vores lejr er på den anden side af de bakker der.' Hun begyndte at gå i retningen af lejren, mens Arryn løb frem og tilbage mellem Lyra, og dværgene. 'Og hvad er Jeres navn, om jeg må spørge? Skal vi bryde brød, er det nok bedst at jeg kender jeres navne.' Hun drejede hovedet, og så på de to dværge. Arryn gik tæt på den ene, med et spøjstfarvede skæg.
'Hvorfor er dit skæg den farve? Jeg så engang en kvinde med helt grønt hår! Men hun var en alf. Er dværge ligesom alfer?' spurgte den lille pige nysgerrigt.
Lyra vendte sig om mod sin datter. 'Arryn! Det er ikke høfligt at spørge om sådan noget,' sagde Lyra til den rødhåret pige.

Gumle kendte ikke de stednavne Dimrond kom med, men hans job lød meget smart, så han grinte let af det. Han fulgte efter de to lystige mennesker foran ham. Han var altid frisk på at spise noget dejligt mad sammen med andre væsner, for det var nu hyggeligere når man var flere.
Igen kom det op med dværge, og Gumle var endnu engang forvirret. Han var dog godt klar over hvad en alf var, det var bevinget lille væsen han havde mødt i morges. De var vidste lidt af nogle hidsigpropper, for den havde sparket ham, råbt af ham og så fløjet væk, inden de overhoved havde spist morgenmad.
"Det ved jeg ikke, for jeg har aldrig mødt en dværg før," sagde Gumle grinende. "Og jeg ved faktisk ikke hvorfor mit skæg er den farve. Jeg går da udfra at jeg altid har haft den farve skæg. Han strøg sit skæg let, og ville egentlig have kørt sin hånd igennem det, hvis det ikke havde været for de små fletninger.

“Jeg takker for deres venlighed. Jeg kan sagtens give en hånd med til de ting du har brug for og det vil glæde mig at spise med ved bålet” Dimrond synes mor og datter var et meget frisindet og deres gæstfrihed var glædelig, ”Men som sagt så er mit navn Dimrond, hvad er jeres?” Han kiggede over på mor og datter. ”Du er da vidst en nysgerrig lille én, hva?” Han kiggede, smilte og små grinte i mens han rodede den lille pige i håret. ”Nu hvor vores anden ven ikke kan forklare om alfer og dværge er det samme, så må jeg desværre skuffe dig og sige at det er to vidt forskellige slags, men det er rigtig nok at ingen af os er ret store” Han grinte endnu en gang.

Dimrond synes at hans artfælle var en spøjs type, han havde aldrig mødt ham før, for det ville han da helt sikkert kunne huske. Det virkede meget mærkeligt at han ikke var klar over mange ting, som om at han havde en form for hukommelses tab, for det var da meget almindelig viden, som den lille pige spurgte om og at han aldrig havde set en dværg før, altså han stod både overfor en og så var han selv en dværg, Ja han må have hukommelses tab, tænkte Dimrond for sig selv, men altså sådan var der jo nogen mennesker som var og det kunne de sikkert ikke gøre for og sådan var det, det var ikke i Dimronds sind at udspørge omkring det, selvom han sikkert heller ikke kunne fortælle hvad det var der var sket med den anden dværg.