Uden foran kroen kom Wen og Jenko gående, han åbnede døren og gik ind i kroen og op af nogle trapper hvor efter de kom til hans værelse " jeg takker dig mange gange, og som sagt hvis der er noget jeg kan gøre til gengæld så må du bare sige til " et lille gips kom fra ham ide han åbnede døren og gik ind, Jenko værelse var så rent at man skulle tror han havde en stue pige til at gøre rent, men sandheden var at Jenko aldrig rigtig var oppe på hans værelse han sad altid i baren og sov, så meget af det hele var urørt.

Han kæmpede sig over på sengen hvor efter han smed de ting han havde fået af healeren på bordet, han kiggede over på Wen som nok stadigvæk bare stod i døren " nu ved du hvor jeg bor så hvis der er noget kan du altid komme her " han åbnede skuffen hvor efter han fandt en nøgle frem, han rejste sig besværligt op og humpede hen til hende, han så hende direkte i øjne " tag den her nøgle hvis du nogensinde for brug for et sted at sove, jeg er nok for det meste ikke hjemme så du kan bare slå dig ned når du vil" sagde han og tog hendes hånd hvor efter han lagde nøglen i hendes hånd.

Jenko humpede stille og roligt over på sengen han kiggede kort på de ting fra healeren og overvejede kort at gøre som han havde fået besked på, men den tanke blev over bedøvet af tanken om alkoholen som han vidste han kunne få neden under.

Ithilwen sørgede for at holde Jenko oppe, hele vejen tilbage til kroen hvor han tilsyneladende boede. Hun selv havde resten af sine ting på en anden kro, men det kunne virkelig godt vente til senere. Dertil, der var ikke nogen der savnede hende, så at gøre en god gerning var vel på sin plads. Den første hun ville kunne huske i hvert fald. Indtil videre. Endnu engang forsikrede han hende om, at han ville hjælpe hende såfrem hun nogensinde ville behøve det, og Wen kunne ikke andet end at smile til ham, som han gik ind af døren til det imponerende rene og ryddelige værelse. "Det skal jeg huske." svarede hun og stod først og kiggede rundt i værelse, uden at flytte sig ud af døren. Jenko fik lagt healerens urter på bordet med et bump og vendte derefter tilbage til hende med en nøgle i sin hånd. Et overrasket ansigtsudtyk ramte hende rydeligt først, som nøglen ramte hendes hånd og blev lukket fast der ganske løst. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, men stod blot og holdte fast om den kolde jernnøgle, inden hendes blik endelig faldte ned på den og hånden løsnede sig let for at afsløre indholdet. Hun havde ikke regnet med det, og alligevel stod hun nu her med Jenkos værelsesnøgle. En nøgle hun ville kunne bruge hver gang hun kom forbi og til enhver situation.

"Hvorfor er du aldrig hjemme?" kom der så endelig fra hende som hun løftede blikket, og så hans hvile på genstandende, nærmest forvirret. Hun smilede og lod nøglen finde en lomme inden hun lukkede døren bag sig og gik hen imod ham. "Du skal havde behandlet dine sår." svarede hun og tog et af glassende med urter op i sin hånd og kiggede på den, for at huske hvilke der skulle hvad. "Øl bagefter. Hvis du opføre dig ordentligt" Wen følte at det var hvad han tænkte på, en tendens hun før havde set ved mennesket, selvom det naturligvis ikke var alles tanker. Jenko virkede dog til at falde næsten hen i en drømmende tilstand for at få alkohol. "Tag din trøje af, og lad mig hjælpe dig"

Jenko kiggede op på hende flere gange, han var virkelig betaget af hende udsende, han smilede kort til hende for at svare på hendes spørgsmål " jamen jeg er nogen gange på jagt og så er jeg på opgaver, og det tager meget af min tid " sagde han, det meste af det var sandt men lige for tiden var jagt og opgaver en ting han ikke fik så meget af, så for det meste sad han bare og drak.

Ide hun gik hen imod ham og lige frem bad ham om at smide hans trøje fik ham til at smile " seriøst smider du så også din" sagde han med et blink i øret, inden han gjord som han fik besked på og tog han trøje langsomt af. han blik blev fanget i hendes det var som om han bare ikke kunne lade være med at stier på hende " hvorfor gør du alt dette du ved jo ikke hvem jeg er " sagde han roligt, og i det moment de stod sammen fik ham helt til at glemme den tanke om alkohol han lige havde haft.

Jenko var ikke fuld mere han var helt ædru og kunne med helt klare øjne se hende, ikke at han ikke kunne det før men hans helt blå øjne fremhævede sig meget mere nu ide han så ind i hendes øjne også.
" hvad for så dig til at rende rundt i byen, burde du ikke rende rundt ude i Elverly ". Han vidste faktisk ikke meget om hende og vidste ikke hvad hun lavede her inde i byen men en ting var sikkert han var glad for at hun havde besluttet sig for at kigge forbi.

Et grin forlod hende for første gang og smilede derefter til ham med en let rysten på hovedet. "Jeg beundre at du prøver" svarede hun og måtte indrømme at det var en ting hun havde savnet. Morskab, at kunne joke med hinanden, og den løse stemning som på ingen måde virkede trykkende, selvom de var fremmede for hinanden. Imens han tog trøjen af, hvilede hendes blik på ham ganske roligt, og det ville være en skam at sige at hun ikke bemærkede hvad hun så. Hun bemærkede at hans mere robuste udseende var nyt for hende. Det var ikke en elverkrop, og dem mindes hun heller ikke at havde set mange af, selvom det ikke virkede lige så fremmed for hende. Det var ikke ubehageligt at se, det var anderledes og alligevel noget der fangede hende, selvom hun så nogenlunde ligedan ud. Man kunne svagt se at hun havde ladet sit blik hvile lidt for længe.

Wen satte sig ned ved siden af ham, og måtte ærligt trække på skulderne. "Det ved jeg ikke. Måske fordi jeg kan mærke du har brug for det." svarede hun først som hun igen kiggede ned på glasset. "Og at jeg har brug for det." hun havde virkelig brug for en ven. En at stole på og en at havde i sit liv, som ikke var noget overfladisk som blot folk hun mødte tilfældigt. Hun var blevet ensom. Hendes manglende hukommelse hjalp ikke på situationen.
Wen åbnede flasken og startede ud med knivsåret ved hans ryg ved at fjerne forbindingen let for at få urterne smurt på.

Hendes hånd stoppede brat ved nævnelsen af Elverly. Et sted hun ikke havde hørt godt om fra Kravenoh, men alligevel bragte navnet noget frem. Synet af grønne skove og en lang flod. Hun rystede hovedet let og fortsatte arbejdet. "Jeg kan ikke huske jeg har været der. Generelt husker jeg ikke meget." svarede hun ærligt og lukkede forbindingen til igen, for derefter at fokusere på sårerne ved hans brystkasse i stedet. "Jeg har mistet min hukommelse, efter at være blevet angrebet af to andre elvere - Fik jeg fortalt" kom der lavt fra hende. Hun havde ikke indrømmet det overfor nogen før nu, og hun følte sig underligt svag ved at vise den svaghed om sig selv. Men mere og mere kom tilbage dag for dag. Selvom det var ganske lidt ad gangen.

Jenko kunne ikke lade være med at smile, ide hun rørte hans krop gispede han lidt fordi hun havde kolde hænder men en dejlig føles af et kvinde menneskes kontakt. " hvis den gik så gik den ikke " sagde han og smilede til hende, det var faktisk hyggeligt at sidde med hende her i stedet for at være fuld hele tiden, ide hun begynde på hans brystkasse holde han mere og mere øje med hende og hendes øjne. " hey " sagde han og placerede hans hånd på hendes kind " du kan altid komme til mig hvis der er noget jeg skal nok være der for dig " han slap hånden fra hendes kind og kiggede kort ned i jorden " siger du at du er blevet overfaldt af andre elver, det lyder virkelig mærkeligt for andre elver angriber ikke deres egen slags uden der virkelig er en grund, kunne ikke forstille mig Toorah Nattefrost kunne lade sådan noget ske bare sådan ".

Jenko havde store interesse for elver og vidste en del om dem og hvem der leder af elverne og få andre ting, og at hun skulle være blevet angrebet af andre af hendes slags var helt forkert i hans hoved " hvem har fortalt dig dette om man må spørger" Jenko glemte helt alt om hans smerter han havde i kroppen. " Mistet hukommelsen hmm hvordan, du har ikke rigtig nogen ligende skader på dig som kunne have kostet det" han prøvede så godt han kunne at kigge efter skader på hende som måske var skyld i hendes svigt af hukommelsen, men han kunne intet se.

" hvad kan du huske af de få ting" sagde han bestemt, han var meget intersseret i hende og at hun havde det godt, for han kunne fornemme de var inde på et ømt punkt at snakke om, og for ham vil han bare gerne have hun forstod hun sagtens kunne snakke med ham, uden set hvad det var.

Wen lod sit hovedet løfte fra hans brystkasse til hans øjne, som hans hånd havde hjulpet hovedet op og han talte til hende. Hun smilede til ham, med et let skævt smil og mærkede hvor rart det var at havde en der. En som virkelig ønskede at hjælpe hende. "Tak." sandheden var, at for blot få måneder siden ville hun være gået forbi situationen som havde udspillet sig i gyden. Ligeglad med mændende og med hvad der var hændt Jenko. Generelt havde hun været bedøvende ligeglad med alting. Men det var begyndt at forsvinde. Hun var træt af at være ligeglad hele tiden. Træt af intet at havde i sit liv og bare gå rundt som en anden skygge. Hun var blevet ensom af det.
Hun trak let på skulderne og ikke engang Toorahs navn syntes at vække noget i hukommelsen. "Det var ikke hvad jeg fik fortalt." svarede hun ærligt.

"En mørkelver. Det var ham der reddede mig og trænede mig derefter op igen, så jeg ville kunne klare mig selv." svarede hun og huskede det første hun havde set da hun havde slået øjnene op i det fremmede lokale med olie i håret og ned af sit tøj. Noget som var blevet slået hen, som værende på jorden hvor han havde fundet hende. Igen måtte hun trække let på skulderne, i nærmest en undskyldende mine. "Jeg ved det ikke. Men det er også ved at være en del måneder siden at det skete. Hvis der har været synlige skader fra det, er det nok væk nu."

Ithilwen fjernede blikket igen og koncentrerede sig om at blive færdig, selvom det næste sørgsmål var kommet ud i rummet. Hun vidste ikke hvor hun skulle starte eller slutte. Hvad kunne hun egentlig huske. "Det er alt sammen meget roddet. Jeg kan huske min træning, det er nærmest som muskelhukommelse. At jeg er vandmagiker kom også hurtigt tilbage." svarede hun og mærkede den tilbagevendende korte følelse af sin barndom. Sine forældre og hvordan de var væk fra hendes liv nu. "Min mor er død, min far er ligeledes gået videre." startede hun langsomt ud og fjernede sine hænder, som hun var færdig. "Det sidste jeg husker er stærk varme, røde og orange farver. Jeg tror det var ild, og meget af det."

Jenko lyttede og fokuserede på hvert eneste ord hun kom med, for hvis han på nogen måde kunne hjælpe hende, så vil han gør det også mest af alt fordi han følte han skylde hende noget for at have reddet hans liv, " mørkelver er væsner du ikke kan stole på de er onde, og løgnagtige og tænker kun på dem selv og intet andet, så denne mørkelver som har fortalt dig dette løg nok, blot for at du muligvis skulle hade din egen slags eller hvad ved jeg, men du kan ikke stole på en mørkelver altså mørkelveren i sig selv er en for det meste ond person tror faktisk aldrig jeg har hørt om en mørkelver der skulle være god, men lige meget det væsen i sig selv er det rene ondskab, og de fleste af dem siger man jo flere ar de har på kroppen jo flere mennesker har de dræbt og jo onder er de." sagde han bestem inden han kiggede på hans brystkasse som var ved at være i orden igen.

Jénko rejste sig op og kiggede ned på hende " mange tusind tak for hjælpen ved slet ikke hvad jeg skulle have gjord uden dig" han gik hen til kommoden for at hive en trøje på det var svært for ham men det gik, han stod lidt tid der over og kiggede ned " det du kan huske som du tror var ild, er rigtigt det var ild meget ild en ukendt person havde brændt en store del af skoven ned tæt på elverly, ingen ved hvem det var men folk havde hver deres mening, nogen mente det var mørkets hær der stod bag, andre nogle bander af en slags og så noget helt tredje" . han vende sig om og lænede sig med ryggen op af kommoden imens hans blik hvilede over på hende.

" men hvis denne mørkelver havde dig ved sin siden, så kunne det måske være han er svaret til du ikke kan huske, måske var det ham der stod bag det hele med din hukommelses svigt, for at redde dig kan du ikke huske han gjord du har sikkert fået det fortalt, og tro mig en mørkelver er meget god til at lyde overbevisende"

Ithilwen sad roligt og lyttede til beskrivelsen om mørkelvere. Hun havde selv en fornemmelse om deres natur og Kravenoh havde ligeledes virket mere distanceret fra menneskelige følelser og gjorde hvad der passede ham. Men det ændrede ikke på at han alligevel havde reddet hendes liv. Det var selvfølgelig kun hans ord hun havde på at det var det som var sket, men hvorfor skulle han hjælpe hende hvis han var helt igennem ond.

"Du havde nok klaret dig alligevel - men er glad for at kunne hjælpe." svarede hun roligt, mens tankerne stadig løb sig rundt i hendes hovede. Det var først som Jenko begyndte at tale igen, at Wen løftede sit blik og så på ham igen. Hun blev siddende på sengekanten og lyttede i lang tid til hvad han sagde. "Hvad skulle nogen få ud af at brænde Lindeskoven af?" spurgte hun undrende, men hvis det var ild, og hvis det var den samme ild som hun havde set, måtte hun havde været der. Og det måtte være et helt mål i sig selv at hun havde overlevet det.

"Så, du siger at han reddede mig for at redde sig selv? Men det forklare ikke hvordan det lykkedes ham at slette min hukommelse, hvorfor han valgte at tage mig med hen til sit hjem, og hvorfor han valgte at hjælpe mig." hun rejste sig og hendes blik var langt mere alvorligt nu. hun var ikke sikker på at hun ville overbevise sig selv om at en mørkelver havde udnyttet hende, eller havde forsøgt at overbevise hende om noget andet end sandheden. "Ellers er der kun en mulighed tilbage. At jeg var med til at brænde skoven af, og for at jeg ikke skulle afsløre mig selv eller ham, så blev min hukommelse fjernet." hun foldede sine arme hen foran sig og følte sig forvirret over de mange oplysninger og ting hun skulle tage stilling til. Hun begyndte at gå restløs frem og tilbage og bed sig i læben, indtil hun til sidst vendte sig mod ham, med et mere forvirret og faktisk bange udtryk. "Hvad vis jeg er ond? Men bare har glemt det. Hvad nu hvis at jeg husker det endda og begynder at gøre folk fortræd igen? Og dig! Du har givet mig muligheden for at gøre det med en nøgle... Jeg.. jeg.. jeg vil ikke gøre dig fortræd."

Jenko kunne godt se hun var meget forvirret over de forskellige ting han fortalte hende " Nogen folk kan bare ikke lide naturen " han kiggede meget bestemt på hende og følte hende med hans blik, han kunne mærke hvordan hun på en måde begyndte at blive raskløs samtidig med at hun var forvirret " Jeg kender dig ikke på forhånd og i mit hoved gir det ikke mening at en mørkelver vil rede dig, med mindre han har en eller anden skummel plan, altså jeg ved ikke engang hvem personen er og ved slet ikke om du har mødt denne person før eller om personen har holdt øje med dig, eller om det blot var tilfældigt det hele"- han stoppede kort da hun rejste sig op og begynde at gå frem og tilbage.

Jenko havde et lille rynk på smile læberne " jeg ved med bestemthed at du ikke er ond og du har ikke brændt skoven ned, det ligger ikke til din natur din natur elsker skoven elsker liv i planter, du har ikke brændt noget ned og du er ikke ond." han rejste sig fra kommoden og gik hen til hende og tog fat i skulderne på hende og vende hende med fronten imod ham, et smil på hans læber kunne ses " jeg tror ikke du vil gøre mig fortræd, og hvis du gør så det min egen skyld men den chance er jeg villig til at tag med dig" sagde han og aede hende blidt på kinden inden han kyssede hende blidt på munden.

Det var alt for mange oplysninger på en gang, og hun syntes ikke at kunne følge med, på nogen mulig måde. Om hun havde mødt ham før, og hun kendte ham på forhånd. Alt dette gav bare mere mistro til sin egen karakter og hvad hun egentlig stod for. For hvis hun havde mødt ham før og kendt ham, så måtte det være sådan forholdet med sortelveren hang sammen. Ildens sultne gab der havde ædt af lindeskoven. Hun tog sig til hovedet, som hun gik frem og tilbage, nærmest i fornægtelse af at alt det her skete. Lige nu ville hun faktisk ønske at hun var tilbage til intet at huske, intet havde at bekymre sig om, at bare. Bare gå rundt. I sidste ende var det ikke tilværelsen hun ønskede, men for at slippe for denne hovedpine, virkede det som den bedste og nemmeste udvej.

Wen holdte stadig fast ved sit hovede, og forsøgte at få alting til at falde sammen, da Jenko begyndte at forklare igen. Hun pressede sine øjne sammen og stoppede endelig op. Hun mærkede hvordan fandet steg op i hendes øjne, og de var helt blanke og våde da hun endelig åbnede dem igen. Han havde ret. Hun elskede naturen. Hun følte sig hjemme der og følte sig umådelig trist hvis hun havde måtte undvære den for længe. "Hvordan kan du være så sikker?" selvom hun vidste han havde ret, undrede det hende stadig hvordan han kunne se det på hende. Ikke alle elvere var ens.
Ithilwen vendte sig, som hun blev guided og så op på ham, stadig meget påvirket af situationen, og forsøgte at tilbageholde den stigende vandmængde i sine øjne.

Ithilwen vidste ikke hvad det var, eller hvorfor han gjorde det, men endnu engang kyssede han hende. Dog langt anderledes end første gang i gyden, hvor Ithilwen havde været møgforvirret og sat ekstrem stor spørgsmålstegn. Hans mængde af fuldskab var også anderledes der end den var nu. Nu var han direkte ædru og det gjorde skam ikke undren mindre. Var det blot noget mennesker gjorde? Eller var det noget hun gjorde, som førte til at han valgte at kysse hende. Ikke destro mindre flyttede hun sig ikke, men lukkede blot sine øjne, hvorfra enkelte tårer banede sig vej ned af hendes kinder.
Derefter lod hun sit hovede falde ned mod hans skulder og krammede sig ind til ham med en snøften. Det havde været en alt for mærkelig og opvækkende aften for hende. Det var vist godt nok nat, men det var ikke så meget pointen. "jeg er nødt til at gå.. Jeg skal hente mine ting og på arbejde." det var vel hvad man kaldte det. Det var et enkelt job, hvor hun skulle medhjælpe til at fragte genstande fra en by til en anden. Hun fungere som vagt og havde egentlig ikke noget med vognens indhold at gøre. Hun ville få sin løn for at gå med og tilbage igen, og beskytte hvis der skulle komme fjender. Mere lå der ikke i jobbet. Men det gav gode penge og dem kunne hun bruge. Ithilwens stemme havde lydt lidt mere mumlende, på grund af at hun stadig tryggede sig ned mod hans skulder.

Jenko kunne se det gik hende meget på, men han kunne ikke se den tårer der skulle til at danne sig i hendes øjne, han holde hans hænder om hende ide hun lagde sit ansigt ind til ham " jeg er ikke sikker på noget men jeg har læst en del om elver og ved at de er glad for naturen og med dine øjne og dit kropsprog siger mig at du er en af dem der elsker naturen". han kunne næsten ikke hører hvad hun sagde på grund af hendes tæthed på ham, men han fik det med at hun skulle gå.

Jenko nikkede kort " det er helt iorden jeg må heller også få villet mig " sagde han bestemt og for første gang havde han faktisk tænkt sig at gøre det.
han gik et skridt tilbage for at kunne se på hende, hvor efter han aede hende på kinden," pas på dig selv, og husk det med nøglen " sagde han med et smil, hvor efter han krammede hende farvel.

Jenko gik hen og satte sig på sengen han tog sin trøje af og lagde sig ned i den og kiggede efter hende, så snart hun havde tænkt sig at gå. Mange tanker gik igennem hovedet på ham, om han fik hende af se igen og om hun nu kunne klare sig, men på den anden side havde han jo set hende klar sig selv så mund ikke det vil gå.


//out (( eller hvordan))

Det var betryggende at stå der. At føle sig mere som sig selv igen, uden stadig helt at vide hvad der foregik. Hun vidste blot at han havde ret i den del. Hun elskede naturen. Den var en del af hende, nok nærmest den vigtigste. Og hun ville ønske at hun kunne tage tilbage til den.

"Ja. Du har brug for hvile. Og pas nu bedre på dig selv." et smil formede sig på hendes læber, som hun fik hurtigt tørret sig over kinderne, hvor tårerne havde banet deres vej. "I lige måde." Ithilwen lukkede sig ind i hans kram igen, inden hun gik hen imod døren. Hun vendte sig kort, gav ham et sidste smil, inden hun lukkede døren efter sig og gik med rolige skridt ud af kroen igen, og hen imod den kro hun selv var bosat i, i dette øjeblik. Hun kom ikke til at være der længe, og ville tage derfra næste morgen. Hun havde ikke haft planer om at vende tilbage, men altid virkede langt mere kompliceret nu. Hun havde for første gang i mange måneder en ven som rent faktisk bekymrede sig for hende.

Næste morgen, havde Ithilwen pakket de få egendele hun havde, taget dem med sig og fulgtes med vognen og de andre vagter ud af byen. Som hun gik forbi kroen fra før, tog hun sig selv i at kigge op imod vinduerne, måske i et håb om at se noget velkendt, inden rejsen gik videre.

//out