Satira står et stykke fra helbredelseshuset. Hun står bare og kigger. Hun ved der er sket noget med hende, fordi alle ser ælde ud, end de var for hendes i går. Det forvirre hende. Også bare, at hun vågner op, halvvejs ud over en klippe. Hun har været dødsenstræt før, men lignende var aldrig sket før.
Selv James, havde virket anderledes. Han smilte til hende, og så virkede det alligevel bekymrende - som om, at noget skidt var hændt, men han nævnte intet for hende. Derfor havde hun besluttet sig for, at komme her, men nu hvor hun var her, var hun ikke sikker på, at det var en god idèalligevel. James havde trods alt bedt hende, om at blive på grunden.
Satria slog et sidste blik på helbredelseshuset, før hun vendte sig, for at går tilbage til Cassa's palæ. - Måske han kunne fortælle hende, hvad der var med hende.

Bane stod ude foran helbredshuset afslappet op af en mur, og stod blot og kiggede på de ynkelig folk som kom gående frem og tilbage ind og ud, da han lige pludselig fik øje på en køn pige som kom ud fra helbredshuset et lille smil kom frem på hans læber, og da han så at hun begynde at gå besluttede han at gå efter hende, han prøvede kort at læse hendes sind, men det hele var en store forvirring og lige nu fik han ikke meget ud af det.

Bane følte direkte efter hende og en hver vil kunne se at han følte efter hende, men det var han skam ligeglad med for han gjorde lige hvad der passede ham, imens hun gik der ud af, placerede han nogle små tanker i hende hoved, " hvor skal du hen" var stemmen som vil dukke op oppe i hendes hoved, blot for at gøre hende mere sindssyg, og hver gang hun vil vende sig imod Bane vil han stoppe op og lade som om han ikke var på vej i den samme retning som hende, og når hun så forsatte placerede han den samme tanke i hendes hovede

Satira blev forskrækket, da Bane pludseligt, var i hendes hoved. Men hvem ville ikke være blevet det. Og ganske rigtigt, så stoppede hun op og vendte sig rundt. Flere gange. Men sindsyg blev hun ikke og dum var hun nu heller ikke. Satira havde set Bane stå op af muren og havde også lagt mærke til, at han var i synte, hver gang hun vendte sig.
Hun begyndte at løbe, men stoppede hurtigt op igen. Det kan ikke passe? Hvad er der sket med mig? I fortiden, ville hun have været hurtigere, end lysets hastighed, men nu kunne hun knap nok bevæge sig, i sin kjole. Hun kiggede tomt ud i luften og forsvandt ind i sig selv, et øjeblik

Bane kunne fornemme at hun vidste at han følte efter hende, og da hun begynde at løbe var han sikker på hun vidste det, han kunne jo bare have læst hendes sind, men han valgte at lade være denne kvinde virkede på ingen måde farlig eller i stand til at klare sig selv, så han blev bare ved med at plante den samme sætning gang på gang på gang oppe i hendes hoved imens han følte efter hende, på et tidspunkt kom de forbi en gyde og i stedet for at følge efter hende gik han ind i gyden hvor efter han med meget elegant hed fik sig kæmpet op på taget, fra taget af kunne han bedre holde øje med hende, og for hende vil det være svære at se ham.

[/]" hvorfor løber du "[color] blev der plantet i hende hoved fra ham, og den blev gentagene gange ved med at dukke op oppe i hendes hoved.
Bane syens det var meget sjovt blot at følge efter personen indtil personen på et tidspunkt gir mentalt op oppe i hovedet, det synd er et skønt syn for bane at se på.

Bane's ord, vækkede hende, fra hendes trance og igen kiggede hun rundt. Hun var klar over, hvem det var, men ikke hvem han var. Satira kiggede alle steder, men kunne ikke finden personen, ige, hvilket gjorde hende frustreret. "Hvad vil De mig? Hvorfor følger De efter mig?" Satira råbte op, sp alle mennesker kiggede på hende og med det samme dømte hende, som mentalt forstyrret. Men hun gav dem igen opmærksomhed. Det eneste som betød noget, var hvorfor denne person fulgte efter hende og trængte ind i hendes sind.
Normalt ville hun ikke føle sig i fare, fordi hun er stærk. Men fordi alle ting, for hende, pludseligt var anderledes, var hun en smugle nervøs, for hvad der ville ske.

At se en person se forvirret ud på den måde hun gjorde fik et smil frem på læberne af ham, og at hun ligefrem kæftede op omkring sig var bare meget sjovere, han satte sig på taget og kiggede ned på hende. " måske du skulle lade være med at råbe og i stedet holde øje med den mand der står ca 2 til 3meter fra dig"
Bane havde spottet en mand som åbenbart også var ude efter Satira, Bane var ikke en der hjalp folk han var jo ond og mørkets kriger, men dette var en god mulighed for ham at se hvor svag denne kvinde i virkeligheden var.

" jeg vil skyde på at når du gå ned for enden af bygningen og drejer til højre så vil han hoppe på dig" blev der talt oppe i hovedet på hende.
Bane vidste ikke hvilken vej hun skulle men det så ud til det var den vej hun skulle, Bane hoppede over på et andet tag sådan han bedre kunne holde øje med personen og Satira.

Satira, kunne ikke gennemskue, hvem der snakkede, gennem hendes tanker. Men hvem end personen var, så havde han ret i, at manden fulgte efter hende. Hendes indstinkt satte ind og hun begyndte, at løbe. Og som forudsagt, greb han fat i Satira, dahun var drejet ned af gyden. Af en eller anden grund, så kendte han hendes navn og det gjorde hende bange. Hvem var denne mand og manden, i hendes hoved. Hun prøvede at trække sin arm til sig, men han var fastbeslutte, på ikke at slippe hende. "Slip mig!" råbte hun, i håb om, at nogen ville høre hende. Men det var ikke nødvendigt. Alt den kraft, hun lage i sit råb, skabte en gaiser af ild, som stod fem meter op i luften. Mandens ærme blevsat i flammer og han blev stærkt forbrændt. Dog han ville skade hende, prøvede hun at slukke ilden, med sine evner, men uden held og inden hun fik set sig om, så var han væk. Hun vidste, at det var en forfærdeligt ting, som hun havde gjort, men hun kunne ikke lade være, med at føle, at hun burde være i stand til meget mere.