Havlugten var gennemtrængende af friskhed og saltvand, som slog op af de høje klipper. Det var en ret blæsende dag, som Azra, den halvstore skovtrold, var begivet afsted ud for at se sig omkring igen. Hun var næsten lige kommet tilbage fra en mindre rejse til Topalis, et varmt område. Dette var langt anderledes. Det var stadig varmere end i Nordkrystallandet, men ikke destro mindre var her mere blæsende og koldt end på øen. Den gulhudede trold havde kæmpet sig op af klippekanter og afsatser, for til sidst at være nået frygtløs op til toppen. Nu sad hun på en større kampesten og så ud over det glimtende vilde hav. Et område hun vidste at hun aldrig kom til at udforske. Trolde trak ikke vejret ret godt under vand.

Hun havde siddet en rum tid, da hun blev ramt hårdt på siden af hovedet af en lidt skarpere genstand, som dog ikke mærkedes som et våben. "AUW!" kom der utilfreds og brummende fra hende, som hun tog sig beskyttende til hovedet, hvor den lille genstand havde ramt hende. Noget på jorden, indfangede lyset stråler og begyndte at glimte op imod hende. De i forvejen store øjne, blev umuligt endnu større som hun med åben mund så ned på genstanden. "skinner!" det var en krystal af en art, som Azra ragte sin store knogede hånd ud efter og løftede op til bedre undersøgelse i stor begejstring. Begejstringen varede meget kort tid, som den store markante hånd, blev find, smal og havde en svag glimten i lysets stråler. Med en forskrækket lyd og bevægelse slap hun krystallen og hoppede forskrækket tilbage og forsøgte at kæmpe sig så langt væk fra krystallen som det var muligt - altid virkede dog langt mere akavet, og det værste var at hendes hænder stadig var fine og menneskelignende, på nær det skællede udseende de bar sig. Azra forsøgte desperat at rejse sig, men modstand fra hendes ben gjorde at hun faldte så lang hun var med et ordentligt bang og utilfredse lyde. Hun rullede rundt på klippen, forsøgende at skille sine ben af fra hinanden, indtil hun til sidst fik rullet alt for langt og skvattede ud over kanten med et hyl.

At ramme igennem vandet overflade var direkte ubehageligt og hun begyndte panikkent, med akavede svømmetag at komme op til overfladen igen, mens hun holdte vejret. Hun synes ikke at komme nærmere, og at hele hendes bagkrop trak hende nærmere ned. Da luft var så tiltrængt at Azra uden tøven blot åbnede munden, var det en overraskelse at hun ikke begyndte at gispe endnu mere. Hun fik luft ned i lungerne og begyndte at få bedre tag i at komme op til overfladen. Her lå hun nu og plaskede desperat indtil et svagt lys gik op for hende, og plasken langsomt hørte op. Hun kiggede ned af sin overkrop, som syntes at være dækket i usynlige skæl, under den skinkjole hun ellers bar. Hele vejen ned til det bølgende vand, hvor synet ophørte. Hun dykkede under vandet og så til sin overraskelse en stor fiskehale.
Azra lyste op i et stort smil og begyndte uden tøven at jagte fiskehalen og drønnede nu rundt under vandet som et andet hjul, i evig jagt efter halefinnen.

Azra opdagede først et par timer senere, at hun var blevet til en havfrue. Et halv menneske, halv fiskevæsen, med en lang skællet fiskehale til at skubbe hende frem i havet, som havde en tydelig mørkeorange farve, som hendes hud førhen havde været. Hun var slank, menneskelignende i resten af sin bygning og det lange uglede rødde hår, som ellers altid så filtret ud, var bølget ud og elegant. Det eneste som hun kunne genkend, var de helt orangegule øjne. Ellers var alt andet nyt. Azra svømmede grinende rundt i vandet, og opdagede til sin store glæde og overraskelse en stime af fisk svømme forbi hende, som blev jagtet på sekundet. Azra var overbevist om at hun var kommet i himmelen!