Larmen fra mennesker kunne man hører ude fra gaden af, Jenko sad midt i rummet af kroen med 7 krys omkring sig, han havde lige tømt det sjette krys mjød, og skulle til at starte på det syvende da en anden mand bankede ind i ham sådan han spilde lidt af det ud over sig selv, han rejste sig op så høj som han nu var og kiggede på manden " Hey........!!! råbte han af manden " hvad tror du at du lave..rr, du fik mig til at spilde noget mjød på mig selv, betaler du en ny eller hvad" sagde han med en meget frembrusene stemme, han holde kort fast i bordet med den ene hånd " så slap lige af og køb en ny" sagde igen, men manden svarede ham straks tilbage " Næhh dit fulde dyr ". Jenko tog straks fat i manden og slog ham i gulvet " her snakker man ordenligt" sagde han lidt mumlende, hvor efter han satte sig ned for at drikke vidre af det han nu havde tilbage.

Der gik ikke længe før den mand han havde haft fat i havde hentet sine venner og straks var de henne ved Jenko igen " hey du var det dig der gjord noget ved vores ven, så kan du godt sige undskyld" Jenko drak sit krys færdig og rejste sig med lidt besvær sig op igen han nåede blot at vende sig om inden, den første knytnæve blev placerede lige i ansigtet på ham, Jenko selv svarede tilbage med en knytnæve men det var det han nåede inden 2 mere blev placerede i ansigtet på ham igen.

Efter de sidste 2 knytnæve tog mændene fat i ham og tog ham med ud i gyden bag kroen hvor de begynde at slå løs på ham sådan Jenko falde til jorden hvor de så begynde at sparke til ham mens han lå ned.

Ithilwen var ikke helt sikker på hvordan hun var kommet her til. Hele krystallandet virkede så utrolig stort og som noget hun aldrig havde oplevet før. Sandheden var jo, at elverkvinden i øjeblikket rejste rundt i hele krystallandet, med undtagelse af elverly som Kravenoh havde advaret hende imod, i et håb om at finde bare et eller andet som kunne vække den tabte hukommelse. Men ligemeget hjalp det. Den trøst hun dog havde, var at hun havde oplevet en del ting som havde gjort hende en del mere vilje stærk end hun følte sig før. På trods af den manglende hukommelse, følte hun ro ved sin tilvæærelse. Hun nød at være ude og nød at være den hun var, til trods for den tydelige ligegyldighed som nogle gange skinnede ud af hende. Det var sjældent hun lod sig påvirke af andre. I hvert fald indtil denne aften.

Den rødhårede elver var ankommet til Tusmørkely tidligere på dagen, og havde måtte indrømme at det var et mere skummelt sted end hun først havde antaget. Navnet gav naturligvis en del væk, men navne var langt fra sandhed. Som aftenene var faldet på, var summen af kroerne højlydte og småkriminelle fik deres entre i gyderne.
Råben fra en nærtliggende kro fik de i forvejen spidse øre til at lytte endnu mere efter. Mænd trak en anden afsted og så ud til at havde deres eget lille hævntogt kørerne. Ithilwen var gået ubemærket hen til gydens indgang og så nu på scenariet af fuldvoksne mænd, som opførte sig om direkte kujoner og angreb en anden mand der lå ned, tydeligt fuld og forsvarsløs i sin nyværende tilstand. "Hey!" råbte hun tydeligt ned igennem gyden, som gav hende mændendes opmærksomhed. "Hvad?"
det var en sær by! at de direkte bare slog det hen som værende ingenting og normalt. Dette forårsagede også at Ithilwen stod lidt forvirret og lamslået tilbage. "Hvad fanden har i gang i?" kom der så endelige ud af hendes mund, hvorefter de andre fortsatte deres gøremål, og den sidste mand blot grinede af hende. "Dette er ganske normalt putte.. gå du bare hjem og sov igen." forkerte ordvalg overfor den hidsige elver, som i løbet af splitsekunder, efter manden havde vendt sig, stod bag ham med en kniv for struben og en kniv presset ind mod hans brystkasse. "Måske for jer, men så er det jo heldigt at jeg ikke er normal." hviskede hun ind i hans øre med et hårdt blik på resten. "Skrid, eller jeres fine ven dør.. det burde være et sprog som i forstår." tøvende stod de og kiggede frem og tilbage, indtil de bakkede væk og tøffede ud af gyden, kiggende efter om deres medmand blev sluppet. "Hvis i har livet kært, kommer i ikke tilbage." hviskede hun igen ind i mandens øre, med en kold tone og klingende alvor før hun slap taget og lod ham stikke af med halen mellem benene som de køtere de var.
Ithilwen vendte sig mod manden på jorden, og mærkede for første gang i mange måneder, medfølelse. Han lå der, forslået, fuld og med blod løbende fra hans næse og måske endda også andre steder. Hun knælede ned ved siden af ham med et bekymret blik. "Er du okay?[/color]"

En masse slag og spark blev tildelt ham, og han kunne mærke hvordan han ikke kunne gøre noget og det eneste han havde at beskytte sig med var hans hænder, som han holde op for hovedet, så ud fra de spark og slag han fik kunne han hører en stemme, komme lidt væk der fra han prøver kigge igennem hænder men han kunne ikke rigtig se noget på grund af slag der blev ved med at komme, Da personen kom nærmere begynde slagene at holde op, Jenko kiggede ikke op eller noget han lå blot og var for slået, han havde nok brækket 3 ribben og han havde fået næse blod blus flænge i læben og i øjenbrynet, det lod til denne person fik mændene til at holde op med banke løs hvorfor vidste han ikke, det gik dog først op for at det var personen der havde fået dem til at stoppe.

Ide hun satte sig på hug foran ham og spurgte om han var okay, fjernede han hans hænder og kiggede op på hende, da hans blik fangede hendes glemte han kort hvad der lige var sket. En elver kvinde havde reddet ham for at få flere tæsk også var det en meget smuk kvinde." ja jeg tror jeg klare den og tak for hjælpen " sagde han og prøvede at komme op men en blanding af smerter og fuldskab gjorde han hurtigt faldt ned på jorden igen, han valgte så derfor at støtte hånden på jorden og kigge op på hende så charmerende som han nu kunne med et forslået ansigt. " det er da ikke normalt at elver søger ind imod byen er det?" sagde han med et smil på læben, inden han vende blikket imod retningen hvor mændene havde løbet " tror altså de kommer tilbage lige om lidt, så du må heller smutte inden det er dig der kommer til skade, jeg skal nok klare mig ".

Ude fra gaden kunne man hører nogle folk snakke, og om det var mændene vidste han ikke men de kujoner som havde overfaldt ham havde gjort det før hvor de som kom tilbage bare med flere folk, så mund ikke de gjorde det igen, og Jenko så helst ikke denne smukke elver komme til skade.

Egentlig burde det svar være nok til at hun kunne rejse sig og efterlade manden, men Ithilwen havde lidt for nemt ved at gennemskue at han var alt andet end okay. han blødte fra ansigtet med et par skader, og lyden af smerte der kom fra ham, som han forsøgt at rejse sig, talte heller ikke til hans fordel. Han måtte havde skader der også. Alt dette blandet med fuldskab. Ithilwen dragede et diskret suk og smilede roligt til ham. "Det tror jeg ikke det er nej." svarede hun ham, som om hun et kort sekundt glemte at hun selv var elver. Hun vidste det selvfølgelig godt, men hun var efterhånden nået frem til at hun i særdeleshed ikke opførte sig som flertallet gjorde.

Ithilwen fulgte hans blik mod den åbning hun selv var kommet fra, hvor mændende ligeledes var forsvundet. Hun rettede sit blik tilbage på manden, som stadig lå ned, som tydeligt mente at han nok skulle klare sig og hun skulle i sikkerhed. "Hør, jeg har ikke lige reddet din røv, for at se den blive banket igen." stædigheden var den samme som altid, og skinnede ligeledes tydeligt igennem her. Den svage snakken fra gaden begyndte at blive flertallig jo længere tid der gik. "Op med dig." kommanderede hun, mens hun havde fat i hans arm i et forsøg på at hjælpe ham op på sine ben. "Desuden. Hvis jeg kan klare fem mand alene, uden besvær, burde de ikke være et problem hvis de kommer igen." påpegede hun, i et forsøg på at tvinge ham endnu mere til at få rejst sig og at hun blev, selvom det var farligt. Hun havde sat sig i gang med noget, og gik ikke fra det igen. Det var og blev elveren for stædig til.

Jenko var overrasket over denne elver hjalp ham hun kunne jo ikke vide om han var et godt menneske eller aj men alligevel hjalp hun ham.
" og jeg takker mange gange for du gjorde det" sagde han bestemt inden hun tog fat i ham for at hjælpe ham op, Jenko havde meget svært ved at rejse sig ud fra at de smerter hans ribben have påført sig, det føles som knive der boret sig ind i ham, plus hans vejrtrækning heller ikke var så god nogen gange, at kæmpe med at få vejret plus at prøve at stå ret var hårdt for ham.
Jenko var en meget tungt og høj man dog det vil virkelig kræve noget styrke at få ham op at stå, men det så ud til at denne elver havde styre på det.

Jenko så på hende og smilede lidt igen " tror at de mænd er ligeglad om måske var du blot heldig fordi du gik direkte efter deres leder ". sagde han og tog armen om hende sådan han kunne læne sig op af hende, han kunne hører hvordan der begynde at samle sig en masse folk, han vil skyde på der ca var omkring 7 stykker nu måske 8, for de mænd hun havde skræmt væk havde åbenbart ikke lyst til at lade hverken Jenko eller hende gå, han vende blikket på hende igen. " jeg har virkelig brug for vand til at blive nogenlunde ædru igen, og det virkelig meget vand jeg har brug for kan du skaffe noget, fordi jeg tror ikke vi overlever denne aften hvis de mænd kommer her hen, og vi når ikke ud af gyden før de komme da jeg ikke er så hurtig " sagde han bestemt.

Det var ikke ligefrem nogen nem opgave hun havde sat sig selv for. Wen var for det første betydeligt mindre end manden, og vejede også en del mindre, ville hun gætte på. Dertil var fuldskab aldrig behjælpelig i denne sammenhæng, ligemeget hvordan man vendte og drejede situationen. Men besvær fik hun ham kantet op og stod nu som en fast støttepæl for at han ikke skulle vælte igen. Hvorfor hun udsatte sig selv for det her ved at hjælpe ham, var stadig ikke helt klart, men nok mest fordi hun havde set uretfærdighed og mærket medfølelse, siden hun havde mistet sin hukommelse. Det havde sat ting i gang. "Måske, men ikke destro mindre er jeg ikke så ufarligt som jeg ser ud." man kunne se hendes våben, men det betød naturligvis ikke at hun kunne bruge dem. Dertil var det efterhånden ved at gå op for hende, at nogen mænd ikke anså kvinder som en trussel, selv ikke engang hvis de var bevæbnede eller elver.

De var ikke noget andet end et par skridt før det var tydeligt at det her gik alt for langsomt, for ikke at sige, absolut ingen steder hen. De ville blive indhentet og nok var hun optimistisk omkring sine chancer, men ikke dumdristig nok til at frivilligt springe ind i armene på et angreb.
Ithilwen forsøgte at holde ham oprejst, ved heldigvis at havde hans arm over sine skuldre, men også med en hånd på hans brystkasse for at han ikke skulle falde forover ved overbalance, hvilket synes at været et problem engang imellem.
Ithilwen kiggede rundt med et ledende ansigtsudtryk, mens hun forsigtigt fjernede sin hånd og håbede inderligt at han ikke begyndte at svaje for meget. Hun tog vandskinnet frem og mærkede til sin store ærgelse og irritation at det var næsten tomt. "Hold" kom der igen meget kommanderende fra hende, men det var nu mest fordi at situationen blev mere stresset. Alt imens hun havde fået afleveret det åbne vandskin, kørte hendes hånd i bløde cirkelbevægelser foran sig, mens hun så meget koncenteret ud. Et stykke fra dem kom rent glinsende vand flyvende imod dem og dansede nu rundt om hendes hånd i en blød bevægelse, inden den blev guided ned i vandskinnet. "Drik, hvis ikke der er nok, får jeg fat i noget mere."

Det var ved at være noget tid siden Jenko havde drukket, men dog var han stadigvæk fuld og han vidste at vejen til at blive mindre fuld var vand noget at spise og sex, men det sidste havde han ikke tænkt sig at spørger den fremmede elver om, han synes hun var charmerende på hendes helt egen måde noget hun snakkede til ham, og det fik ham til at smile mænd har det bare sådan at de ikke ser jer kvinde som noget bestemt desværre, men de mænd blev klogere han mærkede være en bevægelse hun tog på ham, en Be rørelse som han ikke havde oplevet i mange år, ikke fordi der var noget sensuelt i den men bare at det hun rørte ved ham.

Jenko stoppede op da hun sagde de skulle stoppe, han kiggede på hvor elegant hun nærmest tryllede noget vand frem til ham, " mange tak sagde han og drak det alt for hurtigt sådan han begynde at hoste lidt " jeg ved godt det er meget at bede om man du har vel ikke noget salt som jeg kan blande ned i vandet vel" sagde han bestemt, Jenko vidste hvordan man overlevede og han vidste at hvis han drak noget salt vand vil hans fuldskab sattes på standby på en måde, men han brugte det dog aldrig fordi han aldrig følte der var et behov for ikke at være fuld, men i dette tilfælde var han nød til så godt han nu kunne at være klar i hovedet trods hans mange skader.

Mændene var lige rundt om hjørnet kunne man hører og det eneste han virkelig manglede var noget salt, så vil han måske kunne hjælpe hende bare lidt men den skæbne der ventede dem, alene troede han ikke hun vil kunne klare 7-8 mand, men hun kunne jo overraske ham.

Det var en fejl at mænd holdte sig den tankegang. Noget som manden også helt bestemt lød til at havde forstået og tydeligt også mente. I det mindste var han ikke en som anså kvinder for værende ingenting, ellers kunne dette godt gå hen og blive langt mere anstrængende for den rødhårede elver, end hun først havde sat sig for. Men det her var selvfølgelig langt fra overstået endnu!

Wen så forvirret op på ham. Nok vidste hun at vand kunne hjælpe på mange ting, men salt. Desuden huskede Wen ikke en tid hun havde været fuld, for slet ikke at tale om måder at bekæmpe fuldskab på. Dette var simpelthen udenfor hendes vidensrække! "øhm." den eneste forvirrede lyder der kom ud af hende, og hun begyndte at overveje hvad hun havde af salt. Hun havde ikke bare kun salt på sig. Hun gravede ned i sin taske igen og fik fat i en lille indpakning. "Jeg har noget tørret, saltet kød. Ville det hjælpe?" hun ragte den lille pakke frem til ham, hvor kødet lå i, og vidste ærlig talt ikke om der var andet hun kunne gøre. Hun havde ikke almindeligt salt og var absolut heller ikke sikker på hvor dette kunne skaffes.

Ithilwen drejede sit hovede mod hjørnet hvor mændende blev mere og mere højlydte. Hun trak vejret dybt og følte sig lidt i en katte pine. Hun havde selvfølgelig mest haft lyst til at de bare kunne flygte fra gyden, men hans tilstand var ikke for god. Ikke kun fuldskaben, men hans mange skader fra op til flere spark og slag, ville uden tvivl også være med til at gøre ham mere langsom end ellers. syv til otte mand, var alligevel mange, selvom Wen vidste at hun var en dygtig kriger. Hun var trænet i det, og hendes træning havde været mere intens hos Kravenoh. Noget hun sent ville glemme, men måtte indrømme havde været med til at skærpe hendes sanser.

Jenko lyttet til hende for han havde altid været interesseret i elver og deres måde at håndtere ting på, han så på hende og nikkede hvor efter han tog imod det saltet kød, han spiste det hurtigt da der ikke var meget tid at spilde, for som sagt så var mændene meget tæt på Tak og jeg tror lige det kan gå, vi for at se" sagde han bestemt og prøvede at stå selv uden hjælp fra hende, den første gang var han nød til at tøtte sig til hende, og anden gang også.

Mændene kom rundt om hjørnet og så Elveren med Jenko " der er i de det er hende der" blev der råbt og peget på Ithilwen " det var hende der truede med en kniv" blev der sagt og mændene blev samlet ved hjørnet hvor efter de stille gik hen imod Jenko og hende, tredje gang han prøvede at stå selv lykkes det, han prøvede at rette sig op og fik overraskende rettet sig op og stod som en mand der ikke var fuld eller ikke havde nogen skader, selvom han havde og var det.
" i rører ikke denne kvinde"[color] sagde han meget bestemt.
mændene grinede højt " eller hvad " grinte de til ham, et lille smil kom frem på Jenko læber " havde håbet i vil spørger om det".

Jenko løftede hans hånd op i vejret og strakte den helt op imod himlen, i få sekunder skete der ikke noget og mændene begynde at grine.
Men efter 10 sekunder blev skueren sorte og de begynde at trække sig sammen hen over Jenko " du skal nok lige holde dig lidt fra afstand" sagde han og i et slog et lyn ned fra himlen og ramte Jenko hånd, og man kunne se hvordan en form for rustning dannede sig om hans krop, og hans hår forvandlede sig fra mørkt til blond.
Han kiggede over på Wen og smilede kort, inden han tog sin hånd ned igen og så over på mændene som lignede nogen der lige havde set et spøgelse. " tak for hjælpen havde brug for det for at kunne hidkalde min kamp rustning" sagde han bestemt og vende sig imod hende, hvor efter han kiggede hende direkte i øjne med hans helt blå øjne som blev fremhævede på grund af hans blonde hår " jeg er ikke på toppen og ved ikke hvad der måtte ske efter denne dag, men du skal vide jeg er dig taknemmelig" sagde han med et kort smil på læben inden han med hans ene hånd tog fat om lænet på hende og hev hende ind til ham hvor han kyssede hende på munden, og slap det igen 3 sekunder efter.

Jenko vende sig imod mændene hvor efter han gik langsomt imod dem, og de langsomt imod ham, den første mand der slog ud efter ham blev blot afvist en hans hånd nåede Jenko, for JEnko nåede at placere hans næve på kravebenet og derefter på struben, og det fik manden i jorden.

Ithilwen sørgede for at stå lige i nærheden, som han forsøgte at stå selv, mest fordi han stadig svajede, men efter nogle forsøg så det ud til at virke, og hvad Wen ville kalde mirakelkuren, var også begyndt at virke. Han var fuld, men virkede knap så påvirket som før og han så endda ud til at være i stand til at ignorere smerterne. Wens opmærksomhed blev grebet af råben nede fra hjørnet og mænd der dukkede op. Helt automatisk og hurtigt blev de tog knive fundet frem igen inden de overhovedet nåede at dukke op i åbningen alle sammen. Hun var vant til at kæmpe, hun kendte det, og denne situation var heller ikke anderledes, andet end at hun naturligvis selv havde roddet sig ud i den. Noget der ikke skete så tit.
Ithilwen lod manden tale for sig selv, og nøjes blot med at stå ved siden af ham og se på mændende. Nu lød det mere som om at det var hende de var efter, og ikke længere manden hun havde hjulpet. Det var en drejning.

Forvirring var i hendes blik, som han bad hende holde en afstand, men gjorde alligevel hvad det blev sagt, selvom det virkede meget underligt for hende, at han bare holdte armen op og intet syntes at ske, før lugten af våde skyer nåede hendes næse og hun kiggede op på den nu kolde himmel. Det var lige i tids nok til at se et lyn sprænge ud af skyerne og direkte ned i manden ved siden af hende. Hun hoppede forskrækket til siden og stod nu lænet op af muren med et forskrækket og ikke mindst overrasket blik. "Hva i?!"
Hun var en smule chorkeret og følte selv at hun havde holdt vejret i flere timer, da hun endelig pustede ud igen og forsigtigt tog et skridt væk fra muren. Det havde hun virkelig ikke set komme.
Men det var vand i forhold til hvad der nu skete. At han takkede hende og vendte sig mod hende, var ikke en overraskelse, men de næste ord og ikke mindst bevægelsen frem mod hende og kysset havde grebet hende i overraskelse og hun stod der bare. Hun var ikke engang sikker på om hun kyssede tilbage eller ej, hun var meget overrasket og vågnede først op da første mands skrig nåede hendes øre.

Hun rystede hovedet ud af choktilstanden og hun vendte sig mod mængden af mænd. Hans ord genspillede sig i hendes hoved og hun mærkede trodsigheden igen. Hun havde stadig ikke tænkt sig at flygte og gik selv hen imod mængden af mænd, som denne gang havde set hende komme og gjorde det hele en lille smule mere besværligt, som de lige nu var tre mod en. Wen havde udviklet sig til at være ligeglad med at tage liv, og der gik heller ikke lang tid før den første havde fået en kniv boret ind i nakken og faldte livløs til jorden med et bump. Det gik fint, indtil en mand fik låst et greb om hende, og hun kun lige nu var i stand til at sparke folk væk, mens hun forsøgte at skåbe den mand der holdte hende, ind i væggen.

At kæmpe ædru var noget Jenko havde fortrukket meget mere ind fuld og helt sikkert også uden skader, en af mændene slog ham lige ved hans brækkede ribben, men på grund af rustningen mærkede han ikke noget og mand brækkede sin hånd på grund af rustningens hård hed.
Han så hvordan hun slog den første ihjel med et enkelt snit sår, Jenko var ikke en mand der gik op i det gode eller onde og derfor rørte det ham ikke at hun tog mandens liv, han fik slået den anden mand i gulvet lige ide Ithilwen blev grebet om af en af mændene, han så hvordan han havde grebet om hende og det så ud til hun ikke lige kunne komme fri af hans greb, to af mændene var på vej til at ville holde hendes ben for at hun ikke skulle kunne sparke dem. Jenko gik hen for at hjælpe han stillede sig bag ved de to fyre hvor efter han nærmest fik dem flyttet med hans vindkraft til hver deres side. " sagde jeg ikke i skulle lade hende være" råbte han sådan de ville kunne forstå det.

Jenko gik hen til manden der holder om hende og smadrede hans hoved ind i væggen som hun havde fået ham presset op af, sådan han til sidst slap grebet om hende, han placerede hans hånd på hende kind " er du okay " var det eneste han nåede at sige inden, lederen af denne gruppe og manden han havde slåede inde på kroen stak en kniv lige lidt over ribbenet på ham, Jenko falde på hug på jorden hvor efter han kiggede op på Ithilwen " tæt på vi havde sluppet uden kniv stik og andre skræmmer ". sagde han med et suk, og efter lidt kunne man se Jenko rustning forsvinde fra hans krop, og hvordan hans normale hår farve kom tilbage til ham.

Jenko var fuld havde indre blødninger brækket ribben, og nu en kniv i sig kampen og hans masse skader havde efterhånden taget skade på ham, men mest af alt var alkoholen skyld i det for da han normalt var en meget robust man, som kunne klare mange flere tæsk ind han lige havde fået denne aften. Han vende sig om imod manden der havde stukket ham ned, manden var på vej væk der fra som den kujon han nu var, Jenko havde ikke tænkt sig at løbe efter ham det var han for kvæstet til

Ithilwen fik givet en af mændende et solidt spark i brystkassen og til sidst lykkes hende at få sparket sig så meget fra sig at manden der holdte hende var op af muren, men desværre var han for hårdføre til at det havde været nok til at hun slap fri, hvor meget hun end vred sig. Uheldigvis kom to mænd mere mod hende, mens hun forsøgte at få drejet sine hænder nok til at sætte knivende ind i mandens ben. Hun nåede ikke at gøre nogle af delende før Jenko var tilbage og havde fået mændende væk fra hende og til sidst fik mandens hovede smækket ind i muren til hun slap ud af hans greb og faldte ned fra den opløftede tilstand, men stod stadig på sine ben og vendte sig i en glidende bevægelse mod manden der var faldet besvimet til jorden. "Ja.. tak." nåede hun at svare inden et bagangreb fik Jenko til at falde på hug foran hende og manden stak af.

Ithilwen rettede et koldt blik mod den flygtende mand, og kastede en velplaceret kniv afsted mod manden, som fløj igennem luften i en skræmmende hurtig fart og ramte manden tæt ved nakken lige i rygsøjlen og fik ham til med et smerteudbrud at falde sammen. Han var stadig i live, men knivens placering var nok til at han ikke kunne gøre sig ud af flækken, og ville med stor sandsynlighed dø når kniven igen blev fjernet. "Vi skal havde dig hen til en healer. Gerne snart." påpegede hun, som hun gik mod sin kniv og hev den ud af nakken på ham og gik tilbage igen. "Dertil må nogen havde hørt spetaklet her! Nok er det her en skummel by, men ud fra at det var en stor mængde mænd, vil mange sikkert føle sig trådt over tæerne over den fine behandling de fik." Hun kiggede op på ham og bemærkede hurtigt at håret var skiftet tilbage igen. Det var en evne hun aldrig havde set før, og det var også kommet som en ret stor overraskelse. "kom, vi skal væk." hans gåen var bedre efter han havde fået noget at spise og drikke, selvom der var blevet tilføjet en ny skade til samlingen. Men i det mindste kunne han gå hurtigere og få hjælp.

Jenko var udmattet kniven der var blevet stykket i ham havde, ramt et meget slemt sted han så direkte op på hende i" du har ret vi må heller kommer af sted inden der sker mere, for jeg er ikke i stand til at slåse mere lige nu"[/i] sagde han og prøvede at rejse sig op. blodet løb ned af hans arm og hans krop var mærket hans ansigt var sådan okay men stadigvæk skræmmer efter slag.
]" lad os smutte" sagde han og tog armen om hende igen hvor efter han begynde at gå over imod helbredshuset.



(( Helbredshuset))

Da de var gået ud fra gyden og over på helbredshuset, lagde han mærke til hvor pæn denne elver virkelig var, og lige ude foran indgangen til huset stoppede han op og kiggede på hende " du er virkelig en køn elver, men du skal vide hvis du nogen sinde for brug for noget kan du altid komme til mig, du hjalp mig uden at vide hvem jeg er, så jeg vil hjælpe dig uden at tøve et sekund." sagde han med et glimt i øjne inden han tråde ind af døren og gik ind.
Straks da de kom ind blev Jenko og hende vist over til en stue hvor der var en seng han fik lov at ligge i. en af de healer der var til stede gik i gang med det samme, og imens han var i gang lå Jenko blot og stierede på Ithilwen.

Ithilwen var hurtig til igen at være inde som støtte. Af en eller anden årsag føltes det naturligt, og hun var hurtig til at kode det samme med, at det ikke var første gang hun hjalp sårede. Noget som egentlige ikke kom bag på hende. Hun var ikke skræmt over blod, hun var trænet i kamp og havde tilsyneladende intet problem med at slå ihjel. Derfor undrede det hende heller ikke at hun havde været behjælpelig, såfrem hun havde kæmpet med andre før. Noget som langsomt begyndte at gå op for hende, at hun måtte havde gjort engang.
"Det ville også være at udfordre skæbnen endnu mere end vi allerede har gjort." svarede hun med svagt smil og begyndte at gå afsted med ham, mod helbredelseshuset

---------

Lyset som havde været sparsom i gyden, havde gjort at mange ting havde været utydelige. Deriblandt hinandens udseende. Ithilwen var ikke dårlig til at se i mørket, og det korte lysglimt der var kommet fra lynet havde også givet hende en ide. Men hun havde egentlig ikke haft tid til at kigge på ham, og gjorde det egentlig også først sådan helt rigtig, som han kommenterede hendes udseende. Hun kiggede op på ham med rolige øjne og et smil kom frem. "Tak" svarede hun og vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Det var svært for hende at tage imod komplimenter, selvom det naturligvis altid var rart. Hvad der dog var sværest var at forstå at hun havde gjort noget, som havde ført til at en anden person ville hjælpe hende, hvis hun havde brug for det, uden så meget som at tøve. Måske lå der noget i det med at hjælpe folk? Eller også var hun bare heldig at han rent faktisk var taknemmelig.
Hun tænkte ikke videre over det, som de blev ført ind og en healer hurtigt og effektivt gav sig i kast med mandens sår og skader. Ithilwen havde i mellemtiden ikke fjernet blikket fra healerens hænder og gøremål, som hun havde sat sig ned på stolen ved siden af sengen. Der gik lang tid inden hun overhovedet opdagede at mandens blik hvilede intenst på hende og havde gjort det længe.
Healeren fik gjort sig færdig og tjekket de sidste ting inden han forsvandt afsted igen, muligvis ledende efter noget eller hvad end der skulle ske. Ithilwen fulgte ham kort med blikket, inden hun kiggede tilbage på den nu knap så forslåede mand. "Mit navn er Ithilwen." hun stolede på ham, selvom hun normalvis var skeptisk. Det måtte havde været den lille episode og hans troværdige ord udenfor helbredelseshuset. Ikke destro mindre valgte hun at give ham sit navn. Et navn som hun ellers havde holdt tæt ved kroppen siden hun tog fra Kravenohs hytte.

Jenko var begyndt at komme nogenlunde til sig selv, han kunne mærke hvordan alkoholen var forsvundet ud af kroppen og nu kunne han blot mærke en masse smerte efter både tæsk og det hele, han lyttede til elver der fortalte hende navn til ham, han smilede til hende " tak for hjælpen Ithilwen, mit navn er Jenko" sagde han elegant og bukkede kort med hovedet, da healeren kom ind igen havde han noget forbinding med som han bande Jenko ind i der hvor han havde brækkede hans ribben, han bad Jenko om at smide trøjen helt for at kunne forbinde ham, så det gjorde han.

Healeren fik forbundet ham hvor efter han gav ham nogle urter " du skal ville dig og, og når du kommer hjem skal gnide disse urter og søgere for de bliver blandet med dette mos som du for her også skal du smøre det på dit kniv stik, så jeg går ud fra denne unge kvinde hjælper dig med dette" sagde healeren og rakte ham mosset og gik.

Jenko nåede ikke engang at svare tilbage " jamen ........." sagde han blot og kiggede på hende, hvor efter han tog hans trøje på igen " du behøver ikke hjælpe mig med det der urter noget, du har gjort masser allerede " sagde han med et smil på læben.
Jenko humpede stille ud fra helbredshuset og vidste på en eller anden måde godt at han ikke ville få de urter rørt op og smurt på for det kunne han jo ikke når han havde brækket tre af hans ribben, men han vil virkelig ikke bede den kvinde om mere hjælp hun allerede havde givet ham.
Måske han bare skulle prøve at drikke smerten væk, han blik blev rettet imod hende lige inden han nåede døren "jeg ved ikke hvor du kommer fra men håber jeg for dig af se igen" sagde han, inden han uelegant fik kæmpet sig ud af døren, det var hårdt at gå selv det var altså nemmere når han kun støtte sig op af hende.

Ithilwen sad overraskende roligt og så det hele an, og nærmest bedømte healerens arbejde uden at havde nogen forstand på det selv. Hun var ikke helt ladt bag en vogn hvad urter og forbindinger angik, men direkte healing, der var hun på bar bund. Derfor hørte hun også præcist efter alt hvad der blev sagt til Jenko angående de udleverede urter, at han skulle vise sig og så kun mildt overrasket ud da hun for det første blev kaldt en ung kvinde og for det andet at han gik ud fra at hun nok kendte ham lidt bedre end hun gjorde, til at ville sørge for at han blev smurt ind i diverse urter og salver.
Jenkos korte protest morede hende dog og et smil kom frem på hendes læber. "Det ved jeg godt jeg ikke behøver." svarede hun roligt tilbage og så lidt efter ham som han humpede afsted, inden hun selv rejste sig og fulgte med.

Ithilwen begyndte at overveje hvor stædig han i sandheden var. Han vidste at han var dårligt gående og de mange skader gjorde at han ikke ville kunne klare healerens opgaver, uden at volde sig selv for endnu mere smerte. Hun stoppede op ved døren som han var humpet ud af, og havde hovedet let på skrå. *Jeg ved heller ikke hvor jeg kom fra...* Hun havde vitterligt ingen ide og derfor vidste hun heller ikke hvor hun var på vej hen. Efter nogle skridt fra hans side, satte hun selv i gang og gik hen og tog hans arm over hendes skuldre for at holde ham oppe, ligesom før. "Jeg kan lige så godt følge dig helt hjem. Hvor bor du?" Dertil var hun nok også en smule bekymret for om han nu også fik healet sig selv ordentligt sammen, eller om han, som mange andre mænd, valgte at benytte en langt mindre sund løsning for smerterne.

Jenko vidste det vil blive en hård tur hjem, men ide hun kom igen og hjalp ham op sådan han kunne gå bedre, kiggede han på hende med et smil på læben" ved da heller ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig, du hjælper og reder liv" sagde han smilene.
Da hun sagde hun vil følge ham hjem, vidste han at det nok vil være det bedste for ham, bare det at komme hjem også bag efter kunne gå ned og drik sig i hegnet bag efter. " jeg bor på et værelse over ved kroen, da det er tættest på det hele " sagde han, og mest af alt var det fordi så var han tæt på alkoholen som var nede i kroen, men det var for pinligt til at fortælle.

Jenko tog armen om hende og begynde at gå hen imod kroen " jeg har altid gerne vil vide en masser om jer elver og når jeg engang møder folk som spørger om elver vil du blive nævnt som den første Ithilwen" sagde han roligt og gik stille og roligt med hende over imod kroen.



// out ses på værelset XD