Borgen var ikke just i god stand endnu. Nok havde Samson ikke gjort det helt store for at rette de store skader op endnu, men det skulle nok komme. For hver dag der var gået, siden han havde stoppet på svampene, havde han kun fået endnu mere styrke tilbage til sin krop. Han kunne føle det.
De fleste ganges gulv, var allerede blevet reparerede, således at han trods alt kunne færdes rundt derinde igen.
Borgen var så uhyggeligt stille, men det fandt til Samsons velbehag. Han havde allerede vendt sig til stilheden, det havde ikke taget ham mange dage, at vende sig til den. Nok var der ikke andre end Zidiac til at hundse rundt med, men han havde også været fint tilfreds med det indtil videre.

Samson havde sat sig godt tilrette i sin stol, i værelset. Benene var lagt op over bordet.
På bordet stod en karaffel, som indeholdt en rødvin, som Samson selv ikke vidste hvor kom fra. I realiteten kunne han have valgt at tage det tilhørende glas, som tydeligvis var tiltænkt rødvinen. Men hvorfor skulle han også tage glasset, når han i realiteten bare kunne drikke direkte fra karaflen?

Værelset stod intakt efter lynnedslaget, og dog var der stadig rodet, fra den sidste dag han havde befundet sig derinde, før hans døds-scene foran Borgen. Tøjstykker lå og rodede alle vegne. Det var tydeligt at der ikke havde været nogen derinde, for at ordne hans værelse, selvom det var en daglig ting fra dengang.

Det var flere timer siden Zidiac sidst havde set noget til Kravenoh og Damia. Som det var lykkedes hende at undslippe de to, havde hun i stedet for at opsøge borgen som noget af det første, taget en længere flugtrute, ned i vandet, ud på markerne, mellem træerne, der var ikke meget logik bag det, for at få dem rystet af sig, i tilfælde af at de skulle have valgt at følge efter hende.
Efterhånden som natten var stået på følte hun sig mere og mere nedkølet og afkræftet. Hele hendes krop værkede som den skreg efter hvile efter hendes opgør. Diamanthuden var for længst opløst, erstattet af en tiltagende træthed fulgt af en stædighed om ikke at afsløre hvor Samson var, ikke med hendes egen gode mening. Gennem den sidste kilometer til ruinerne var trætheden blevet erstattet af beslutsomhed, der nærmest begrænsede sig til det rasende. Hun vidste hvad hun var nødt til at gøre, både for at beskytte sig selv men også Samson, og tanken tiltalte hende ikke yderligere, dog vidste hun at det sandsynligt ville være det mest fornuftige.

Som hun på bare tæer trådte ind i borgens ruiner overvejede hun kort at se sig om efter et eller andet stof der kunne dække hendes krop, men efter at have boet der et stykke tid vidste hun at langt det meste tøj var blevet stjålet eller brændt.
En skælven gik igennem hendes krop som hun gik op af trapperne, skridt for skridt, op imod Samsons værelse. Sandsynligheden for at han ville være der var efter alt at dømme temmeligt stor. Mon han havde fornemmet hendes advarsel til ham gennem brændemærket? Hun anede vitterligt ikke hvor meget han kunne med det brændemærke, udover at have en vis ide om hvor hun var og give hende smerte som bare fanden.. Igen en tanke hun rystede fra sig idet hendes hånd skælvende strøg over det halvskaldede hoved. Hun stank.. Af røg, havsalt, varme sten.. Hendes vinger der hang maltrakteret bag hende havde hun ikke været i stand til at fjerne igen, så det var i hendes dæmoniske, og dermed højere og langt mere kvindelige, skikkelse at hun tog en dyb indånding, åbnede døren og trådte ind med en beslutsomhed der stod malet i hendes ansigt, som hun brugte sin indre vrede på at fokusere på hvad der skulle blive gjort, om hun kunne lide det eller ej.

" Samson. Vi skal tale. Du og jeg, nu og her.. !" Det var med vilje at hendes hånd lå på hoften, dækkende over det nye, og temmeligt sviende brændemærke, som hun nærmede sig Samson uden videre, det gav hende en smule mere selvsikkerhed end hun nok ellers ville føle ved at stå splitterragene nøgen foran sin herre.
Det skulle da heler ikke undre hende om hun kom til at fortryde ikkea t have fundet noget at dække sig med, noget senere.
Hun stoppede først da hun stod helt henne ved ham, stirrende beslutsomt ind i hans øjne. Om han havde set hende i sådan et humør før kunne være meget svært at sige.

Grebet omkring karaflen var stramt. Han havde taget nogle slurke fra den direkte. Tankerne havde fået frit løb.

"Det er snart tid.." Mulighederne for at generobre Krystallandet på en helt ny måde, var fristende. Den frygt der kunne være at spore i folkets øjne, ville fryde ham noget så grusomt. Han var blevet mere forskruet, men samtidig mere rettet mod et mål, end nogen sinde før. Han vidste hvad der skulle til, og hvem der skulle bruges.

Tankespindet blev revet væk fra hans hoved, og hans øjne faldt direkte over mod døren. Han lænede sig frem i stolen, og pupillerne blev samtidig smallere. Ind hastede en Zidiac i et mere dæmonisk look end han havde set i meget lang tid.
Zidi havde trods alt været hans slave i flere år, den ældste slave han besidder, og også den slave han har fået mest gavn ved. Der gik et lille øjeblik før det overhovedet gik op for ham, at hun var nøgen. Hendes dæmoniske udseende havde i første omgang taget al hans opmærksomhed. Det slog klik i hans hoved et øjeblik, og kæben faldt en lille smule, således at en lille åben sprække var til at finde mellem hans læber.

Hendes ord gik henover hovedet på ham et øjeblik. Han skulle lige spole tiden tilbage, og genhøre lydbåndet i hans hjerne, for overhovedet at opfatte, hvad hun havde sagt.
Hans blik var rettet mod hendes kønsorganer et øjeblik.
Langsomt lænede han sig tilbage, og smilet trak sig langsomt over hans læber mens han så vurderende på sin slave.

"Hvorfor så alvorlig, Zidiac? Vil du have et stykke med Samson, eller hvorfor kommer du herind nøgen?" en brummende latter slap fra hans strube. Venstre hånd fandt vejen ned til skridtet hvor han kløede sig lidt, og rettede lidt på sjoverten der langsomt var begyndt at vokse.

Zidiac måtte ærligt indrømme at det krævede en god del viljestyrke ikke bare at dreje om på hælen og lade Samson tage sig af Kravenoh alene, men samtidig var hendes ivrighed efter at få losset sortelveren til de døde, og få hævn for den skamfering han havde gjort for ikke at nævne ydmygelsen

En tung sukken forlod hende mens hun forsøgte at ignorere hans tydelige leg med sig selv. " Det var der ikke tid til at finde noget af. " Lød det kort og kontant.
" Og hvor 'fristrende' dit tilbud end er afslår jeg mig. Til gengæld vil jeg føre en 'handel' med dig.. "
Hun fornemmede uvillige varmen stige op i kinderne, akkurat som varme i selve værelset begyndte at prikke og svide i hendes hud. Hvor taknemlig hun end var for den havde hun en mindre lyst til at undgå den efter at have været ude i kulden så længe.
Endnu engang tvang hun sig selv til at blive stående det samme sted.
" Hør godt efter stodder, for jeg foreslår det kun en gang; Du vil få mit sande navn, og dermed fuld kontrol over mig, til gengæld vil både du og jeg være sikrere og mere beskyttet grundet den magi der ligger i os dæmoners navne.. Og udover det vil jeg til gengæld give dig info og viden, du med stor sandsynlighed vil finde interesseant.. Endda lade Tara aflæse mine minder om det der er sket de sidste 24 timer, så du bedst muligt kan udnytte min viden.. Hvordan det ellers vil fungere. "

En gysen gik igennem kroppen på hende ved tanken om at have mentalisten til at rode rundt i hovedet på sig. Tænk at hun skulle synke så dybt at hun frivilligt ville give sit navn væk, at hun ville påtage sig en herre der ville have fuld kontrol over hende. I det mindste var Samson et menneske, før eller siden ville han dø, det kunne hun i det mindste tænke på hvis det skulle gå helt galt for den magtsyge mand. Men ikke desto mindre var han gået hen og blevet en meget vigtig del af hendes liv de sidste mange år, om hun så ville indrømme det eller ej.
Hun kunne ikke bare tage tilbage til de andre af hendes slags, ikke med det brændemærke hun havde, så det gjorde, næsten ingen forskel for hende om han fik hendes navn eller ej.. Næsten.. For hende var det nu engang stadig en temmelig privat sag.

Samson lyttede godt nok til hendes ord. Men betydningen gik ikke helt op for ham med det samme. Han drak noget mere vin, og opdagede først efter slurken, hvor ilde hun egentlig så ud. Utroligt nok, at han opdagede det så sent.

"Hvad er der sket med dig?!" Han lød underlig i sin stemme. Som om at han ikke kunne finde ud af at lyde som en, der ligesom tog sig af hvad slaven blev udsat for i tide og utide. Alligevel var hun HANS ejendom. Det gik så småt op for ham, hvor alvorlig Zidiac egentlig lød, og hvor desperat hun samtidig var.

*Du vil få mit sande navn, og dermed fuld kontrol over mig* sætningen gik om et par gange, og pludselig forstod den store "stodder" pludselig at det hele kunne ende ganske interessant ud.

"Du har min opmærksomhed..." Startede han med en interessant tone.

"Og dog tvivler jeg på, at det er gratis. Hvad skal du have til gengæld?" Tanken om at han kunne få alt mulig potentiale ud af dæmonen, var en skræmmende spændende tanke. Og dog undrede han sig en smule over, hvorfor hun ikke syntes, at han ikke havde fuldt kontrol over hende.
Jo, han havde godt nok hørt om dæmonbåndet, mellem herre og dæmon, men han synes nu alligevel, at han kunne få meget ud af hende, allerede nu.... Og dog, ville den nye mulighed kunne give ham alt.

At han først opdagede hendes tilstand nu, overraskede hende overhovedet ikke. Alvoren forblev dog i hendes ansigt, på trods af blåmen der havde indtaget hendes ansigt efter han havde påpeget at hun var nøgen.
En let dirren gik over hendes krop imens hun anspændt betragtede ham. Aflæste hans kropssprog. Hun havde nu hans fulde opmærksomhed.
Godt.

" Du skal love mig en form for beskyttelse, og samtidig hjælpe mig med at få et svin til at se sit endeligt. Jeg er ligeglad med hvordan hans død vil være, selvom det ville være at foretrække at han led langt og grusomt.. "
Først nu fjernede hun hånden fra det dunkende 'K' på hendes hofte. Det sved, helt ind i knoglen.
" Jeg forstår du heller ikke er yderligere på god for med Kravenoh, så lad os indgå den aftale om at vi i fællesskab får det rødhul dræbt, og gerne hurtigst muligt. "
Stemmen var blevet kold i det samme hun havde nævnt Kravenohs navn, hun havde absolut intet tilovers for sortelveren. Om han så mente at hun tilhørte ham nu, kunne måske vise sig nyttigt i kampen mod at få ham dræbt.

Samson hældte noget mere vin ned, nu hvor han skulle fokusere på hvad hun egentlig sagde. Han tvang derfor at kigge op i loftet for et øjeblik, mens hun talte.
Da han endelig havde sat karaflen fra sig, så han atter mod Zidiac, som nu blottede sit K-slavemærke.

Alt sortnede et øjeblik for ham. Der skete intet i hans ansigtsudtryk, han så mere bare blankmalet ud. Han stirrede på K'et i flere sekunder. Grebet om karaflen blev mere og mere fast, jo mere at han indså, hvad der egentlig var sket Zidiac, hvad der var sket ham, og det hele var pga. Kravenoh.

Glasskår sprang pludselig ud fra hans næver. Karaflen var blevet knust for meget, og skårene skar mod hans hånd. Hans frustrationer var dog højere, til at han havde "tid" til at give sine sår opmærksomhed.
Han rejste sig brat, og gik over mod Zidiac. Han lagde sin hånd mod K-slavemærket, som om at han skulle indse at det var sandt. Fingrene strøj henover, og mærkede de ujævnheder i hendes hud, for at bekræfte, at det fandtes lige der, foran ham.
Hans åndedræt blev et øjeblik hurtigere.

"Giv mig dit navn, Zidiac, og jeg sørger for, at Kravenoh skal få sig en større lektie, end du overhovedet havde håbet på." Han kneb øjnene sammen. Hans stemme var mørk, høj og rungende, sværgende at han nok skulle gøre alt godt igen. Hans fokus fra hendes nøgenhed så tæt på hans egen krop, var som forsvundet i dette øjeblik. Han havde trods alt set mange nøgne kvinder gennem hans tid, så med en nyhed som dette, overgik det alt andet.

"Han har i længere tid trådt helt forkert, men dette slår alt." Agressive aftegninger prægede hans ansigtsudtryk. Små folder af hud havde trukket sig sammen i aggressioner. Kravenoh... Kravenoh ville komme til at forbande sin mor for overhovedet at være blevet født. Han ville jagte ham ned, han ville få ham til at lide så grusomt, føle sig forfulgt. Han skulle opleve, hvordan det ville være, at træde Samson over fødderne på den måde.

"Er der mere, jeg bør vide nu?" Stemmen var død at høre på. Han var gal. Han var arrig. Han havde lyst til at torturere og æde ham, efter at han havde leget nok med sin mad.

Lyden af krakelerende glas fulgte i rummet imens en truende stilhed fyldte rummet. De krystalblå øjne skævede kort imod karaflen som den gik i stykker, med vin ud over både bord og gulv. Det var ikke noget hun gad tage sig af, ikke lige nu.
Hendes fokus gled igen over på Samson idet han brat rejste sig op, for træt og fuld af smerter til overhovedet at overveje at følge sit instinkt til at komme væk fra ham, stod hun blot stille, med de halvsmeltede vinger ned af ryggen. En sitren gik igennem hendes krop som han placerede sin ru hånd imod hendes følsomme brændemærke, hun havde en temmeligt stor trang til at trække sig tilbage fra den, fra smerten der blev forværret ved berøringen. Istedet for at flygte blev det til små ticks når det gjorde mest ondt. Igen begyndte hun at gnave sin læbe.

Det var en hel lettelse for hende at høre at han ville acceptere forhandlingen. Om der var mere inden de forseglede det? Hun overvejede let. " At bede dig om ikke at ydmyge mig så meget... Tror jeg tvivlsomt vil virke...Men.. "
Pludselig kom noget af den sædvanlige, usikre Zidiac, den Zidiac som Samson kendte bedst, frem i hende idet hun flovt så ned imod sine tæer. " Må jeg sove med dig.. Jeg.. Vid at jeg ikke spørger om sex, jeg tvivler at jeg overhovedet vil være i stand til den slags indtil mine vinger er healede igen.. Jeg spørger bare om dit nærvær. "
Hun gnavede sig i læben imens hendes ene hånd diskret gled hen og dækkede over hendes skridt.
Efter mødet med Kravenoh tvivlede hun ærligt på at hun ville være i stand til at sove før hun var sammen med Samson, i hans nærvær.
Hun rømmede sig kort, forsøgte at glide tilbage i alvoren.
" Jeg ved ikke om han ser mig som værende hans slavepige eller ejendel, men hvis han gør kan det måske komme til vores fordel.. Især da... Når du først kender mit navn, og har sagt det højt, vil jeg ikke kunne skade dig, selv hvis jeg ville. Dermed heller ikke kunne nævne ting der vil kunne lede til at du bliver skadet, så selv hvis han udførte mig for tortur,,, igen.. Ville han ikke kunne få det ud af mig hvis han forsøgte at finde ud af hvor du er... Desuden har han en grønhåret slavetøs med sig.. "
Hun bed sig hårdt i læben, afbrød sin talestrøm, det kunne måske ødelægge båndet der ville blive lagt på hende når hun gav ham hendes navn.

" Desuden ville jeg foretrække hvis menta.. Tara.. Ikke fik mit sande navn af vide, selvom det måske vil være til mere gavn for dig, er tanken om at skulle være evigt slave for en elver.. Især af hendes kaliber.. Alt andet end tiltalende.. " Indrømmede hun, om hun trådte det lille stykke tættere på ham som der var imellem dem. Uanende om hvor meget de to delte, om Tara overhovedet hørte med nu? Hun håbede det virkelig ikke.

Samson stirrede på K'et lidt endnu, men flyttede endelig blikket og sine ru hænder fra mærket, og så derimod mod hendes øjne. Dét at hun kom tættere på hende, var kun til sin overraskelse.

"Ok, du må gerne sove ved min side, så længe at du sover i fodenden så." Brummede Samson, som ikke helt kunne finde ud af, om det var godt eller skidt. Tanken om at skulle dele seng med en slave var måske i orden, så længe at andre ikke fandt ud af det. Specielt nu hvor der ikke var sex indblandet. Ærlig talt, ville han nok heller ikke have sex med Zidiac, hvis han ikke fandt sig selv alt for trængende. Men det ville han alligevel ikke give sig til udtryk med, overfor Zidiac. Måske var han på nogen punkter blevet et "bedre" menneske og dog.

"Grønhåret?" Der er ikke så mange grønhårede.. fik du et navn?" Samson kom i tanke om tøsen fra kroen, hvem Tara fik information ud fra omkring Kravenoh..
Hvad var navnet nu på hende. Han var rendt ind i hende nogle gange efterhånden. Sandsynligheden for at det var hende, måtte være ret stor, nu hvor i begge tilfælde, at hun havde været connected til Kravenoh.

"Hedder hun Damia? Hvorfor er hun med ham i det hele taget?" Der var nogle brikker der ikke passede sammen. Det var ikke sikkert at Zidiac overhovedet kunne svaret, han forventede det ikke, men tænkte nærmere bare højt.

"Tara skal heller ikke have adgang til dit navn, jeg vil have dig for mig selv"

Zidiac nikkede let.
" Bare rolig, jeg havde ikke forventet andet.. Jeg vil være i din seng mens du sover, og ude af den igen før du vågner.. Eller skal gøre mit bedste forsøg herpå.. Det skal ikke blive en vane, bare til det forpulede dyr har mødt sin undergang.. " En snerren forlod hende.
Hun var så aggressiv på Kravenoh, at hun ikke havde været i stand til at dræbe ham selv havde været en komplet ydmygelse for hende.
En kort hovedrysten forlod hende til spørgsmålene om Damia. Hun havde ikke opfanget kvindens navn, mente ikke at det på noget tidspunkt var blevet nævnt.
"Nej, intet navn.. Men hun havde et K på halsen.. Og kunne kontrollere planter.. Det er halvdelen af grunden til at mine vinger ser ud som de gør.. " Kommenterede hun tørt, med et enkelt blik over på vingerne.
Hovedrysten blev til en enkelt nikken.
" Bare rolig, jeg havde ikke forventet andet.. Jeg vil være i din seng mens du sover, og ude af den igen før du vågner.. Eller skal gøre mit bedste forsøg herpå.. Det skal ikke blive en vane, bare til det forpulede dyr har mødt sin undergang.. " En snerren forlod hende.
Hun var så aggressiv på Kravenoh, især over at hun ikke havde været i stand til at dræbe ham selv havde været en komplet ydmygelse for hende.

" Det er godt at høre.. " Skyggen af et smil forlod hende inden hun trådte helt hen til ham, løftede sig op på tåspidserne, gav Samson et enkelt, hastigt, men dog taknemmeligt kys, inden hun lænede sine læber hen til hans øre og hviskede dæmpet ind i det, bange for at sige sit navn højt; " Mit sande og fulde navn er Moraelis Rhina Xaoc Húmral. Fra og med dette øjeblik vil jeg være din slave, din ydmyge tjener og skygge, indtil døden vil være dig nådig, eller du selv afgiver mit navn igen. "

Som hun sagde hendes navn, kunne hun litterat fornemme magien der lå i det, fornemme hvordan det snurrede igennem hendes krop og endte et sted i hendes strube, parat til at binde sig med Samson så snart han selv havde gjort sit for at gøre båndet ubrydeligt.

Tavst, men lettere besværligt grundet smerterne i kroppen, og vingerne, knælede hun ned foran ham med bøjet hoved, en sidste, tegn på underkastelse fra hendes side.

Samson så det som en smule grænseoverskridende at lade sin slave sove i fodenden af sin seng. Men så længe at det var fodenden, der lugtede alligevel sikkert rigeligt, så var hun trods alt "underkastet for hans fødder". Udtrykket fik ham i et let muntert, frydende humør.

Han lyttede til Zidiac. Egentlig underligt at lytte til andre slaver end Phoenix.
Planter? Zidiac satte ham godt nok hårdt på prøve. Det var længe siden at han voldtog Damia. Men det skulle jo nok passe, at hun havde brugt planter mod ham, for at beskytte sig selv. Han mindes i hvert fald, at han brændte dem væk, så han alligevel overtog kontrollen over hendes krop.

*Så Kravenoh har hende som slave?* Han kunne ikke huske, om Tara havde informeret ham om netop dette. Han tvivlede. Det var heller ikke det der var den mest eftertragtede info på kroen, da de skulle presse informationer ud af Damias hoved, omkring Kravenoh. I sidste ende, gav det jo egentlig mening. Bortset fra, at hun åbenbart samarbejdede med Kravenoh. Hun måtte føle, at hun ikke havde andet valg, for hvorfor skulle hun ellers samarbejde?
Det gav Samson en idé. Han så meget selvtilfreds ud, over hans nyligt voksende tanke.

*Moraelis Rhina Xaoc Húmral Ordene gik igen i hans hoved. Smilet bredte sig. Det var lige før at hans krop kunne mærke denne magiske binden, der var til dæmonens navn.

"Bare rolig Zidiac.. Døden vil aldrig skille os ad." Samson smilte bredere. Han var stadig ivrig over at få fat i Kravenoh, men tanken om at Zidiac stod ham mere nær som slave, end nogen sinde før, var højere i hovedet på ham.
Han skulle nok støde på Kravenoh... og Damia før eller siden. Han måtte bare se tiden an. Først, skulle han dog komme levende tilbage til Krystallandet, før han overhovedet ordnede Kravenoh.
Det var også snart tid. Han havde i det sidste lange tid mærket styrken stige fra dag til dag. Morgenstunderne brugte han på at genopbygge de fleste muskler tilbage, ved at tage armbøjninger, mavebøjninger, løfte sin egen vægt mm. Han kendte prodecuren for at opbygge det hele igen. Men han havde også massere af tid til den slags nu, hvor han skulle holde sig i skjul.

Zidiac vidste nu nok at det ville være grænseoverskridende, nok for begge parter, at hun sov i hans seng. Heldigvis ville det være i fodenden, selvom hun ikke så alt for meget frem til stanken, ville den nok alligevel være bedre end endeløse mareridt fulgt af søvnløse nætter. Om end, hvis det skulle vise sig umuligt, ville hun lave sig en mindre rede på gulvet ved hans seng, bare det at hun var nær ham ville for hende være beskyttelse nok.
Hele situationen fik hende til at føle sig som et mindre barn, hvilket hun dog valgte ikke at nævne for ham.

Døden vil aldrig skille os ad.

Sætningen fik en hel del tanker igennem den slagne dæmons hoved, mens hun tog sig til halsen og kort gned den idet det usynligt bånd imellem dem var blevet skabt. *Næsten som et ægteskab...*
Zidiac rystede på hovedet. -Nej, et ægteskab kunne afbrydes når parterne ikke kunne sammen. Sådan var det, desværre ikke med det magiske bånd der var i dæmoners navne, det var langt mere komplekst end bare det.
Men hvad mente han til efter døden? Hun skævede op imod den selvfede mand, der nu i sandhed var hendes herre.
igen rejste hun sig op, denne gang valgte hun dog at gå forbi ham, hen imod ildstedet og tøjet. Varmen gjorde godt i den ømme krop. En blåmen varmede hendes ører og sidenhen hendes kinder som det gik op for hende at hun lige havde fragivet sit navn, villigt, og ikke mindst så nøgent, svagt og åbent som nogen dæmon kunne være uden at være blevet sprættet op.
Hvor pinligt! Hvad måtte han end ikke tænke om hende? Kravenoh havde heldigvis ikke voldtaget hende, men hans ild havde i den grad taget fat i både hår og tøj, intet havde været til at redde, udover hendes egen hud idet hun havde gjordt brug af den yderste del hun kendte til af sine evner.
Når engang vingerne var helbredte ville hun træne, hårdt og grundigt for at være til så megen nytte som muligt for Samson. De krystalblå øjne skævede kort imod det grimme K der trådte frem på hendes hud, vidende hvad hun måtte gøre; besudle sin egen krop for at blive udnyttet og udnytte. Hvor meget hun end ønskede at hun blot kunne få Samson til at fjerne det, selv hvis det betød et nyt og større brændemærke.
Nej, det nyttede ikke at være forfængelig. Det måtte vente til en anden gang.

En skælvende arm rakte ud efter en skjorte der var flere størrelser for stor for hende. Tydeligvis syet af en skrædder til at passe Samson, Hun ignorerede dette og fik den istedet, en smule besværet grundet udmattelse og smerter, revet halvvejs op i ryggen så hendes vinger kunne være der og hænge ned. Efter dette tog hun den på.

Beklædt følte hun sig en smule bedre tilpas selvom hun stadig følte sig besudlet, vanæret. Stille vendte hun sig om imod Samson, skar en kort grimasse som ildstedets varme ramte hendes vinger og fik det til at trække let i de malformede vinger.
" Jeg håber ikke at De forventer at jeg vil gå tilbage til at spise glas.. Borgen må ligge i ruiner, men den har stadig.. Sine skatte. " Hun skævede kort til siden, rynkede kort på næsen af tiltalen, overvejende om det var forkert af hende. Hvis Samson vidste at han var hendes første herre, hendes første 'ejer' af hendes dæmoniske navn, ville han højest sandsynligt fryde sig endnu mere end han så du til at gøre nu.
" Omend.. Vil De have at jeg opsøger hek.. Tara.. Nu så hun kan få billederne og minderne så friske som muligt..?Eller hvad er Deres befaling..?"
Hun tiltede hovedet kort, løftede derefter kort skjorten i den side hvor K'et sad så det kom til syne for Samson.
" At holde hans mærke friskt kan muligvis komme os til gode. "

Afventende betragtede hun ham, aflæsende, alvorligt, selvom hendes blåmen stadig var lidt at se i de blege kinder.

De hvide øjne fulgte krystaldæmonen med et glidende blik. Han drejede kroppen for at kunne følge hendes skikkelse gående forbi sig. Hendes krop fandt han gelant, selvom den var blevet pint og tortureret. Hendes sjæl var som blottet for Samson, selvom det måske ikke var hendes første intention at vise det. Vingerne havde bestemt også set bedre dage, men det havde hele Zidiacs væsen vel egentlig, det var der ingen tvivl om.

Da dæmonen greb ud efter tøjet, overvejede han kort, om han skulle drille hende ved at flytte det en meter af gangen, indtil hun prøvede endnu engang, og så flytte det en meter til. Men det ville være spild af tid.
Tøjet var uden tvivl for stort til den spinkle krop, men det dækkede hende, og det varmede hende vel også nok til dette øjeblik.

Zidiac var ikke svær at gennemskue. Hun hadede det K, som var blevet mærket på hende. Men han hadede det også. Hun var hans territorium trods alt, og nu var de blevet uadskillige ved navnebindingen. Det var lige før at han skulle skaffe flere dæmoner. Det virkede vidst åbenbart bedre end bare et brændemærke. Og dog, var begge dele jo ganske tilfredsstillende, til hvornår han end kunne have lyst til at give dem ufrivillig smerte.

Han mærkede så småt hvordan smerten var kommet tilstede i sin hånd. Aggressionerne havde lagt sig igen. Selvom hans nye æra havde fået hans temperament mere under kontrol end hidtil, så var der trods alt stadig hændelser, der kunne få det til at... svinge.
Han vidste hvad der skulle ske i fremtiden. Måske var det endnu ikke så nøje planlagt, men han kendte den store helhed: hævn.
Han løftede sin hånd op, så han nemmere kunne få et kig på den. En brummen slap hans strube, utilfreds med, hvad dog de glaskår skulle lave i hans hud. Han havde mistet nok kræfter, og nu hvor han var ved at genvinde dem, skulle intet stå i vejen for ham.
Gløder begyndte så småt at dannes. Glasskår blev langsomt skubbet ud gennem såret, som ellers havde plantet sig i kødsåret. Hånden begyndte at ryste, jo mere der blev skubbet, indtil de til sidst faldt til gulvet.
Han rømmede sig lavt, men det var ikke noget der tog synderligt hårdt på ham. Han havde oplevet det, der var værre trods alt.
Blodet begyndte atter at dryppe fra såret, skønt det lige var begyndt at hele.
Mens han stirrede på det intenst, begyndte små gløder at dukke op i stedet, og gik i blodets sted. Gløderne bredte sig til hele såret, og dækkede meget snart kødet, der begyndet at stoppe blodet.
Han vendte og drejede hånden, for at se om der skulle være nogle steder han havde misset. Det så fint ud.
Gløderne blev ved lidt endnu, og han vendte atter opmærksomheden mod Zidi, nu hvor han "havde fundet tid til det".

"Du får ikke andet end glas, Zidi. Som om, at du skal spise de sidste værdier der er tilbage på denne Borg? Der er rigelig af tyve, som jeg ikke engang har kunnet vise mig over for, som sikkert har været inde og snuse, skønt Tara ellers har fået lagt mentalist-fælder. Hans stemme var blevet kold og dyster igen. Det var svært at tro, at han lige havde været oppe i det røde felt.

"Din opgave nu, Zidiac, er først at få fat i Tara og overbringe hende dine minder fra mødet med Kravenoh og Damia. Desuden, vil jeg også gerne have at du nævner Damia nøje. Hun skal rode videre. Jeg vil kende Kravenohs og Damias forhold til hinanden. Mest af alt Damias forhold til Kravenoh."

Blikket var atter faldet ned på hånden. Gløderne begyndte nu at blive kraftigere, og pludselig stod der en flamme op fra hånden. Samson trak svagt på smilebåndet. Der var intet som hans flammer. Han havde savnet at bruge dem. Ikke bare at bruge dem, men at lave dem med et vidst overskud, uden at skulle tage hensyn til sit helbred. Det var snart et år siden, at han var meldt død i Krystallandet.

"Derefter... skal du lave mig en ny sort kappe. Denne gang skal den gå helt ned til fødderne. Omend, skal der også være en stor hætte, som jeg kan gemme mig under det første stykke tid, jeg begiver mig udendørs."

Zidiac bemærkede godt hans blik på sig, men hun valgte bevist at ignorere det, ingen grund til at få hendes blåmen til at blive værre end den allerede var.
Med øjnene nærmest fikseret på hans hånd betragtede hun med en sær blanding af gru, væmmelse og nysgerrighed hvordan han fik de små splinter op af hånden, og derefter lukkede af med sin ild. Teknisk set kunne han måske være i stand til at hjælpe hende med at få vingerne formet bare en smule i rette form igen, men tanken om hvor megen smerte det utvivlsomt ville bringe, fik hende til at ryste tanken af sig lige så hastigt den var kommet.
Desuden var Samsons hænder alt for store og grove til at kunne ordne et sådant arbejde, nej hun måtte tage til takke med naturens gang og blot håbe at hun ville være i stand til at flyve efterfølgende.

Hun rettede sig op i et mindre ryk, kun for at skære tænder over smerten denne bevægelse bragte hende. Lysende blå øjne mødte hvide. " Men.. De burde vide at jeg kan fremskaffe disse værdier igen, endda flere end hvad der er i nuværende stund..!? " Brokkede hun sig, tanken om at skulle tilbage til at spise glas var for hende bestemt ikke tiltalende.
For Samson ville det svare til at blive tvunget til at spise tørt brød, det gjorde det ikke bedre for hende at hendes evne gjorde at hun passivt kunne fornemme hvor meget der var tilbage, såvel som hvor det lå. Fristende rubiner, knasende opaler, syrlige amazonitter, liggende side om side med stærke tigerjern og sødlige diamanter. Tanken var næsten ikke til at bære.
Hun rynkede småirriteret på næsen, inden hun støttede sig mod væggen med en arm, alligevel for træt til at være virkelig på dupperne, en faretruende tilstand, og hun vidste det. Blikket gled fra Samson over til glasskårene fra karaflen. Var det hendes straf for at have løjet over for ham? For at have sagt hun ville finde urter, og istedet forsøge at snige sig til et bad i friheden, selvom hun da havde fundet urter undervejs.?
Et tungt suk forlod den blå skikkelse som hendes opmærksomhed igen gled over på Samson da denne igen talte.
Rode videre? I hendes hoved?! Zidiac havde nær bakket bagud hvis ikke det havde været for væggen, nægtende at lade Tara komme tættere på end minderne, idet hun synes det var nok at hun mentalt ville komme til at gennemgå smerterne og torturen igen.
Og dog kunne hun godt se det logiske i det. Damia var det svage led, det led der måske kunne knækkes og bringe Kravenoh til forfald.
Hun nikkede. " Forstået.." Lød det, så neutralt hun formåede i nuværende tilstand, imens hun lod den store skjorte knuge tættere om sig, hivende noget der lignede et par bukser tættere på sig med sine tæer.
Hun bøjede sig ned, i en knælende tilstand som hun med spidsen af fingrene fik de største, og mest rent udseendet glasskår op på stoffet. Hvis hun alligevel skulle gå direkte over til Tara med hvad hun vidste, var det højest sandsynligt en ide at hun tog en 'madpakke' med. Det ville kræve energi, af både hende selv og af den rødhårede elver.

"Sy-...? Jeg advarer Dem om at jeg ikke ligefrem er ferm med nål og tråd.. Jeg er kvinde, men jeg gør mig ikke med sådanne pyslerier..At De så tvang mig til at være barnepige for Deres umulige afkom er så noget helt andet. " Hun afgav et lille fnys af foragt. Hun hadede Ompries, i det mindste var det ikke ham hun nu var bundet til.. Medmindre det selfølgelig var det Samson havde ment med at de stadig ville være sammen i døden.

Et ben i bukserne blev lagt over glasskårene som hun lod bægten fra sit ene knæ mase dem til endnu mindre stykker. At der var alkohol på glasset var der ikke noget at gøre ved, forhåbentligt var det ikke nok til at gøre hende fuld.
Hun så op på ham. " Jeg tør ikke love for resultatet, ej heller ved jeg om der er nok sort stof rundt omkring, men jeg skal gøre mit bedste.."
Hun ville næppe indrømme at hun faktisk ikke kunne lide tanken om at han ville bevæge sig rundt omkring igen, uden hendes tilstedeværelse, uden hun vidste om han ville komme tilbage igen. Det var trods alt bedst at vide præcist hvor ens herre befandt sig.
Forsigtigt fik hun listet de, nu mindre, glasskår op i hånden, så kunne hun hastigt spise dem på vejen til Tara.
" Hvor befinder hun sig i denne stund? " Hun var ikke sønderligt sikker, men hun håbede lidt at elverkvinen ville være i et rum der ikke krævede at hun selv ikke havde mulighed for at have hendes vinger bredt ud bag hende så de kunne hvile.
Igen rejste hun sig op i næsten fuld højde. At have ansigtet helt dernede var ikke rart, især ikke når hun var så tæt ved Samson og vidste hvor forbandet grænseoverskridende han kunne blive i sine handlinger.

Det havde sine fordele, at være immun overfor et højt niveau for ild. Han kunne tage det meste, og det gavnede ham i denne process, men det kunne også mærkes. Det var ikke noget han bare lige gjorde, når han stod foran en fjende.
Ilden gjorde ham generelt meget til gavn. Mest af alt, lignede det et brændemærke. Såret var blevet helt rødt at se på, og huden arbejdede i høj grad på fra nu af, at blive pænt igen.
Hvor lang tid det end måtte tage, så gik det af den naturlige vej.

"Det K skal fjernes." Brummede Samson. Det var til overs, og det skulle fjernes inden han blev sindssyg af at se på det, og blive mindet om det. Han havde selvfølgelig gjort sig tanker om, hvordan det kunne blive fjernet. I realiteten, kunne han lave lidt a la samme process, som den hans krop lige havde gået igennem. Det var bare ikke sikkert, at Zidi ville bryde sig om den, når hendes krop ikke var immun over for ilden.

"Du må først få diamanter og krystaller igen, når du har frembragt nok. Og med nok, så er det når jeg mener, at der er nok." Brummede han med sin dybe stemme. Det var tydeligt, at der ikke var noget at diskutere. Så var det bare, om hvor hurtigt Zidi følte for, at det skulle gå med at få indsamlet hvad hun end kunne finde.

"I øvrigt.. Hvis du ikke kan sy, så find nogen der kan. Du skal bare have den klar til om en uge." Det var svært for Samson endnu at sige, hvornår han præcist skulle bruge den, men en uge frem, ville måske ikke være helt skævt. Hellere for tidligt, end for sent.
Zidiac omtalte Ompries. Han følte et øjeblik, at han totalt havde glemt Ompries eksistens. Som "nå ja, han lever jo endnu". Ompries var et godt eksempel på en forstyrrelse mellem et og et andet menneske - nemlig forældrene.
En kort latter-brummen slap struben. Han morede sig en smule. Gadvide hvor meget han kunne fremprovokere i Ompries, nu hvor hans egne gener lå i ham. Det måtte tiden vise.

"Jeg kalder Tara. Hvis hun kan høre mig, så vil hun komme til dig. Hun skal nok finde dig til den tid." Samson smilte anstrengt. Han vidste at Tara var god til at finde frem til andre, hvis bare der intet lå og blokerede. Han havde trods alt holdt sig skjult selv fra hende, i flere måneder, bare ved at æde en masse specielle og farlige svampe.

"Fjernes? De mener vel ikke nu? " Zidiac valgte bevidst ikke at spørge ind til hvordan K'et skulle fjernes, det virkede kun mest logisk at fjerne noget der var frembragt af ild, med ild.
"Jeg vil vove at påstå at det at K'et stadig er der kan komme til vores fordel, hvis han mener at han ejer mig blot fordi han har lagt et mærke i mig som et andet barn der markerer sit legetøj. Men i og med at De kender mit navn, vil De være i sikkerhed fra at jeg vil kunne skade Dem eller Deres omdømme. Så i teorien kunne jeg forsøge at opsøge ham mens Tara har et 'link' til mig. Hvilket ville gøre det lettere for jer begge at finde ham og dræbe ham..."
Dæmonen anede intet om hvad Samson havde af planer lige foreløbigt, men kunne kun gisne om det.
" Jeg vil holde sårene fra arret åbne så min hud og krop ikke danner et ar af selve brændemærket. Derved kan De selv, når De finder det retteligt, neutralisere området med Deres flammer eller hvad De nu ville mene ville være bedst, så jeg ikke skulle rende rundt med et endnu større ar på min krop.."

Hun skævede ned imod glasskårene i hendes hånd, overvejende om hun skulle æde dem nu. Nej det var nu nok bedst at vente til hun var udenfor, han var vel nok lige så følsom overfor den knasende lyd som Ompries var det. Hun havde dog moret sig gevaldigt med at irritere sønnen ved at æde i hans nærvær, i sine protester over hans behandling af hende.

Et foragteligt fnys forlod hende. " Til De finder det passende? Det kan De for helvede ikke mene!? Min krop har brug for den næring der er i krystallerne til at kunne få mine vinger på ret køl igen. Uden næring vil de forblive marrakterede, ude af stand til at flyve eller gå tilbage i den mere menneskelige form.." Hun snappede kort efter vejret før stemmen blev dæmpet, en anelse mere kølig end hun egentligt havde regnet med den ville blive. " Men det er måske Deres plan? Deres straf? Hvis De virkelig ikke vil have at jeg flyver kunne De gøre brug af så mange andre muligheder, eller rive mine vinger af. Med mindre selfølgelig Deres ildmagi er blevet for svag til dette.?"
Et provokerende øjenbryn blev løftet fra hende. Hun var knotten, i den grad. Hun følte blot for at hvile sig og tage sig af sig selv og sin krop, men det lod bestemt ikke til at være Samsons planer.
" Lad mig da i det mindste spise bare en enkelt diamant, eller en rubin..? " Stemmen havde igen forandret sig, køligheden var istedet blevet ændret til en beden. Grebet om glasskårene en smule hårdere som hun, med smerten skurrende imellem hendes skulderplader, forsigtigt lænede sig op af ham, som en kat der forsøgte at få sin herres affektion. Bidende sig selv kort i læben lod hun sine kvindelige former læne sig tæt imod hans krop, lod ham fornemme dem, på trods af den tortur hun havde været igennem.
" Vær nu sød Herre. En enkelt burde ikke gøre så megen skade i Deres skat. Slet ikke hvis det er den mindste.."
Han lugtede af sved og maskulint, hun til gengæld stank af olie, jord, saltvand og ild. Handlingen var grænseoverskridende for hende, men tanken om hvor længe der kunne gå inden hun ville få muligheden for at få fundet krystaller der ikke lå på borgen igen, pinte hende forfærdeligt.
" Hvad skal De bruge skatten til når De alligevel ikke har nogen at handle med når hele verden tror at De er død..?"
Hun skød sit underliv imod hans ben, bevægede sig ganske lidt mens hun overvejede hans ord om syersken og Tara.

Syersken ville nok være det mest problematiske, især når hun ikke havde noget at betale med eller en mulighed for at virke mere menneskelig, hun ville højest sandsynligt skræmme flere end hun ville tiltrække i givende stund med sin maltrakterede krop, og korte afbrændte hår.

"Jeg skal nok få anskaffet den kappe.. " Var det dæmpede svar, mens hun dog ikke desto mindre forblev hvor hun var; nær hans side, med kroppen tæt imod hans.. Nød hun varmen han afgav? Måske en smule. Endnu engang bed hun sig kort i kinden for at få tankerne væk så hun ikke endte som et meget blåmende tilfælde af en dæmon. DEsperate tider krævede desperate handlinger.

Når Samson tænkte over det, så elskede han virkelig at se Zidi så oprørt, skønt hun ellers lige var begyndt at falde ned igen. Køligt var hans blik, alt mens han betragtede Zidiac, som syntes at det hele i hendes liv var så uretfærdigt, pt. Smilet blev bredere. Han havde ikke i sinde at svare lige foreløbig. Hans ord, var lov. Hvis hun havde glemt hvordan det var, så var det på tide, at hun vendede sig til det igen.

Hans smil stivnede, i det at Zidi pludselig tog nye metoder i brug. Han mærkede hvordan hendes krop var så tæt mod hans. At hun så også gnubbede sig op ad ham, gjorde at han af ren refleks, klaskede Zidiac i numsen med et ordentlig smeld og holdt fast efterfølgende.

Han bøjede sit hoved ned mod Zidi, ganske tæt. Hans øjne stirrede ind i hendes (?), og stemmen blev blot køligere og mere isnende at høre på.

"En krystal, Zidi.. Én krystal!" Samson strammede grebet om hendes ene balde, som han havde fået taget i.

"Se så at komme afsted!" Snerrede han nu køligt. Hun spildte tiden på ham. Nok ville han før i tiden kunne finde på at hoppe på hende, men han var så småt begyndt at tvivle på sine nedre regioner efterhånden. Trangen var ikke på samme måde. Egentlig, så gav det ham kun en fordel. Så længe at den virkede, så kunne han stadig voldtage folk, og ødelægge dem indenvendigt på den måde. Det var det, at det var effektivt til. Andet interesserede ham egentlig ikke, utroligt nok.

Han slap grebet omkring hendes balde igen, og tillod hende derfor at gå væk på stedet, uden et øjebliks tøven. De hvide øjne havde ikke flyttet sig fra hende, men rettede sig langsomt op igen.

Nogen gange mistænkte krystaldæmonen vitterligt Samson for at have en eller anden pervers tilfredshed i at se hende være oprevet, i at gøre livet så surt for hende som muligt. Hvis han virkelig ville have sig en fruentimmer burde han blive gift, så kunne han lave en rappenskralde ud af den underlige kvinde der end måtte forelske sig i Samson.
Så igen.. Tanken om Samson som en gift mand var faktisk alt andet end tiltalende, hun kunne blot forestille sig hvor meget mere arbejde hun ville få at udføre.
Dæmpet sank hun noget i hendes tørre hals, betragtende det voldsomme rovdyrssmil der forlod ham, ikke desto mindre forblev hun hvor hun var; gnubbende op af hans krop.
Et kort øjeblik, det øjeblik hans smil stivnede og lavede et helt nyt ansigts udtryk i den forhenværende bandeleders ansigt, troede hun næsten at han ville stikke hende en på skrinet. Det var dog ikke umiddelbart skrinet der fik et slag. Snarere bagdelen.
Det gav et højlydt klask som hun selv stivnede hvor hun var, knugende grebet om glasskårene en anelse mere tæt, bange for at tabe dem. Hvis ikke hendes krop allerede var på bristepunktet i ømhed og smerte, ville hun nok blot have taget hans gestus som et godt tegn, men som hun var lige nu var hun ærligt ikke helt sikker på hvordan hun skulle tolke det.
Som hånden blev liggende på den ømme mås mærkede hun igen den voldsomme blåmen tage til, som en mindre lyd af ubehag forlod hende fulgt af et langdraget suk..

En skælven gik igennem hende som han blot strammede grebet yderligere, som for at markere sig, være sikker på at hun lyttede efter og forstod; 'Kun én krystal.'
En nikken forlod hende, først langsomt så lidt mere voldsomt og tydeligt som hun fik fremstammet et; "J-javel Herre.." følende en voldsom trang til at skjule sig for hans isnende stemme og blik, og alligevel var der noget, en lille bitte del i hende, der fik hende til at holde øjenkontakten. Mon det var kontrakten der fik hende til det, eller var det noget helt andet? Hun hadede allerede hvordan båndet imellem dem automatisk gjorde at hun tiltalte ham som Herre, det lød nærmest som om hun var hans hund eller lignende. Hun regnede med at det nok ville blive ved sådan indtil Samson selv havde givet hende tilladelse til at blive dus, hvilket højest sandsynligt ikke blev foreløbig.

Hun sukkede indvendigt, da han endelig gav slip på hende og tegn på at hun måtte gå. Et par lange skridt blev taget baglæns på trods af at bevægelsen ikke ligefrem gjorde godt for hendes vinger.
En rubin, hun måtte finde sig en rubin.. Men først skulle hun over til heksen, Tara.
Ikke ligefrem et besøg hun så frem til, men hun vidste at det trods alt var nødvendigt hvis de skulle få ram på Kravenoh.
Hun bukkede kort, let for ham inden hun igen drejede om og, så hastigt hendes ømme balder og krop generelt tillod hende, fik hun møvet sig ud af det varme værelse igen, søgende et rum hun kunne komme lidt til hægterne i inden Tara opsøgte hende. Forhåbentligt kunne hun også nå at finde en stor Rubin eller Opal inden tidspunktet. Hun vidste at der var et par stykker, spørgsmålet lod blot i hvor langt de lå gemt under ruinerne.

// out