Den første følelse som virkelig ramte, var hvor koldt der var i det nordlige krystalland. Vinteren havde taget godt fat i landet og specielt i norden var jorden og bjergenes toppe dækket af betydelige mængder af sne. Indgangen til dværgenes mægtige rige, var dog ikke til at tage fejl af, som man kom nærmere. Den store port, som havde en tydelig dværgeargustik, som syntes næsten at tage pusten fra en.
Indenfor, i det opvarmede bjerg syntes alt dog at være langt mere overvældende for den nyankomne engel, som stod lige indenfor portens åbning og kiggede åndeløst rundt i de mægtige gange og haller, hvor dværge rendte mellem hinanden. Det var som en by under jorden! Markeder, store smedje, våbenmagere, beboelser og opholdssteder, alligevel var det så anderledes fra hovedstaden, som var det eneste som Kira indtil videre havde set. Hun anede ærlig talt ikke hvor hun skulle starte, og de mange nysgerrige blikke, fik ikke hendes nervøsitet til at falde overhovedet. Hun var højere end dværgene, men heldigvis ikke mere end et halvt hovede. Constantin derimod. Han nærmest tårnede op omkring dem. Det som skilte Kira allermest ud var de kridhvide englevinger som stak ud af hendes ryg, og fyldte mere end Kira egentlig lige nu ønskede. Hun kunne absolut ikke falde i et med omgivelserne og hun var overbevist om at hele riget nu havde hørt om deres ankomst.

Kira havde bevæget sig ned igennem boderne, i et forsøg på at spørge sig frem til hvor rejsende bosatte sig, og om nogen kendte til den dværg hun lige nu meget koncentreret ledte efter. Ingen syntes at havde svar. Ikke før en relativ høj kvindelig dværg stoppede op efter at være kommet ud fra smedjen. Hun havde sod i ansigtet og ned af kroppen, men hendes autoritet syntes at være anderledes end de andre arbejdere som kom ud fra de brandvarme smedjer. Kira blev hurtigt overbevist om at hun havde en ide om alt der foregik i dette rige, specielt efter at havde henvendt sig direkte til dem, som den eneste siden deres ankomst. Kvindens blik formidledes men skinnede af forvirring, da Kira nævnte sit navn. Det var genkendelse. Noget som fik håbet til at stige.

Dværgekvinden skubbede en tung trædør op og holdte den for Kira der først så lidt forvirret ud, men tøvede ikke mange sekunder med at gå ind. Det var ikke det største rum hun trådte ind i, men alt virkede hyggeligt og hjemmeligt som ilden svag knitrede i kaminen. En sød lugt af mjød og alkohol ramte hendes næse hurtigt efter at være gået ind i rummet. Det var også den lugt hun brugte til at finde frem til en seng hvor der lå en tungt sovende skikkelse. Kira ånede lettet op og mærkede hvordan smilet nåede frem på hendes læber. "Hargin.." hendes stemme var ikke andet end en lettet hvisken, som hun satte sig ned på sengekanten. Hendes hånd aede ham blidt og roligt på siden af hans hoved. Hun nænnede ikke at vække ham.

Hargin havde brugt op til flere dage på, at drikke sig selv ned i et langt, dybt hul, hvilket bare sørgede for, at han tabte kampvægt og blev mere og mere træt. Lige som i dag. I går havde han drukket så meget, at han modvilligt havde fået hjælp til at komme i seng. Han havde ganske enkelt ikke været i stand til at gå af ren og skær fuldskab, og nu lå han her, og sov det ud. Og han sov meget tungt, en let snorken forlod hans trætte krop, og hans ene, muskoløse arm hang og dinglede ud over sengekanten. Skægget var ikke holdt særlig godt ved lige og håret sad som lort. Sorte rander var dukket op under hans øjne og han var allerede bleg af tømmermænd, som han end ikke havde lagt mærke til endnu, fordi han sov så tungt. Men noget ændrede hans søvn.

Han kunne mærke noget stryge op og ned ad hans hoved, og i drømmen var det en kvinde, han ikke kunne sætte ansigt på, før han af én eller anden grund vågnede op med et sæt, spærrede øjnene op og satte sig brat op kun for at blive ramt af tømmermandsbølgerne. Han tog sig hurtigt til hovedet med begge hænder og holdt maveindholdet indenbords med ren viljestyrke, før han vendte sig og satte sig op, ad væggen, som sengen stod op af - kun for at blive mødt af Kira, der sad på sengekanten. Han blinkede et par gange i vantro, og stirrede derefter længe på hende, uden at sige noget.
"Er det her en drøm?" spurgte han derefter, meget tøvende.

Hans tilstand var ikke noget der kunne gå ubemærket hen. Det var tydeligt at han ikke havde været den samme dværg som da hun var blevet taget væk fra ham. Han var mere beskidt og bar tydelig præg af at alkohol nok havde været en nære ven end nogensinde før. Ikke at det ændrede hendes syn på ham, med andet end bekymring. Hun tænkte ikke mindre om ham, eller var forarget. Hun så bare på ham med sine grønne øjne og fortsatte med at lade sin hånd ae ham blidt. En bevægelse der til sidst gav hende en reaktion. En reaktion som ikke helt virkede vågen endnu, men at Kira svagt kunne ane at hans øjne blev åbnet.

Få sekunder efter fløj de så til gengæl op og han satte sig med et sæt, hvilket førte til at Kira havde trukket sin hånd forskrækket til sig og så overrasket på ham, mens han svajede let. Et lille og roligt smil blev dog hurtigt synlig på hendes læber, som han vendte sig og lænede sig op af muren. Herefter kom forvirringen og vantroen op i ham, som han stirrede på hende. Hun vidste ikke helt om hun skulle flytte sig, eller føle sig en lille smule forvirret over at han sådan stirrede på hende. Men selvfølgelig gjorde han det! Han havde set hende dø, og nu sad hun der igen, oven i købet med et par ret store hvide vinger stikkene ud af ryggen. "Nej.. Isari sendte mig tilbage. Hun mente åbenbart ikke at det var min tur til at forlade livet." svarede hun blidt og ragte sin hånd ud efter hans og gav den et klem, mens hun så på ham. "Du har det ikke ret godt.." en konstatering og en umådelig sand en. Ikke at Kira nogensinde havde beskæftiget sig med tømmermænd, men hun syntes at kende mønstret alligevel.

Hargin lukkede munden til en tynd streg, da tømmermændene endnu en gang overvældede ham, men han klemte tilbage, da hun tog hans hånd og klemte den. Så måtte hun være virkelig. Han nærstuderede hende, fra top til tå. Han havde glemt hendes ansigt i sin fuldskab, og at se hende nu, var som at blive kærtegnet. Han fik også øje på hendes vinger, mens hun forklarede, at hun var blevet sendt tilbage. Han havde godt set det før. Alexander Malcharion var trods alt én af dem, der var blevet sendt tilbage fra de døde, han havde fået brevet om det. Hvor end det så lå henne nu. Det havde han glemt. For han havde været jalous over det. Hvorfor kunne én blive sendt tilbage, men ikke hans Kira? Han havde taget fejl. Hun var her nu. Med store englevinger. Men hun var her. Og det var næsten ikke til at tro.

Glæden vældede langsomt op i ham på trods af den grimme hovedpine, ækle mundsmag og maven, der gjorde rundvendinger konstant. Et lille, træt smil dukkede op på hans læber og han trak sig selv helt hen til hende og hev hende ind til sig i en tæt omfavnelse. "Det er blot tømmermænd. De er lige meget lige nu. Du er tilbage igen," sagde han roligt, mens han indåndede hendes friske luft og kyssede hende i håret, uden at tænke særlig meget over det. Han ville ikke holde igen. Han elskede hende, og han ville ikke lyve over for sig selv længere. Det var dumt og tjente ikke til noget som helst.

Instinktivt som han trak hende ind til sig, begravede hun sit hovede i hans skulder. Hun husker første gang det var sket, men under et helt andet scenarie. Hun holdte fast rundt om ham, og ønskede i mange sekunder slet ikke at flytte sig. Hun havde savnet ham, mere end noget andet i hele verden, og nu at kunne mærke ham igen. I live og nogenlunde ved sig selv. Det var en følelse som voksede stødt i hendes mave. Hun smilede varmt og glad som hun lod sig falde hen i omfavnelsen i noget tid, men også trækket sig ganske lidt tilbage igen noget tid efter. Hun så på ham med et varmt og kærligt blik smil, mens hendes øjne blev blanke af glædeståre, som dog ikke forlod hendes øjne, men de var der.

Hendes fingre tog noget hår væk fra hans ansigt ganske blidt, og lod derefter sin pande hvile mod hans. "Jeg sagde jo at jeg altid ville være her, ikk?" der havde absolut heller ingen tvivl været i at hun elskede ham. Han var det første hun søgte efter da hun kom tilbage. Den eneste der havde været i hendes tanker som livet var strømmet tilbage i hende. Så naturligvis var han også det første hun fandt og holdte fast i. "Hvad er der sket mens jeg har været væk?"

Han kunne mærke hende gengælde omfavnelsen og det bragte megen glæde i hans førhen knuste hjerte, der nu var godt i gang med at hele, ved gensynet af Kira. Han holdt hende ind til sig et godt stykke tid, indtil deres pander mødtes intimt, og han tog hendes små hænder i sine store. Han lukkede øjnene, og nød øjeblikket så meget, som han kunne tillade sig det. Han havde aldrig før været så lettet, som han var det nu, og var det ikke for tømmermændene og den klamme morgensmag i hans mund, havde han nok også kysset hende. Men han kendte godt sin plads i øjeblikket og kiggede derefter undskyldende på hende, med lige så blanke øjne som hendes.
"Du var død. Jeg dræbte den sidste af mørkekrigerne.. Jeg ved ikke hvad der skete... Men det var grimt. Og så bar jeg dig med tilbage til din familie, og tog til Dragorn for at forsøge, at glemme. Men det har jeg fortrudt. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme dig, Kira?" forklarede han mumlende, og til sidste, røg en enkelt tåre ned ad hans kind, som han end ikke tørrede væk. I stedet kyssede han hendes ene hånd meget intimt og kiggede hende dybt ind i øjnene, med et undskyldende blik. Han ville aldrig forsøge at glemme hende igen.

Kira kunne alt for tydelig mærke at det ikke var rart at huske tilbage på hvad der skete, og hun mærkede også selv hvordan hun fik en klump i halsen og var tæt på at bide sig i læben. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte havde været for ham at hun døde lige foran ham, og endnu mindre at han var nødsaget til at fragte hende hjem til sine forældre. Forældrene havde hun kort skænket en tanke som Constantine havde fragtet hende til Dragorn, men hun havde været mest fokuseret på at finde dværgen over alt andet. Hun vidste godt at forældrene var næste stop når hun kom tilbage til hovedstaden. Dog ikke en tanke som meldte sig særlig kræftigt hos hende lige nu. Hun var fokuseret på lidt vigtigere ting.
Hun smilede beroligende til ham, selvom hans tåre der løb, satte gang i tårerne hos hende selv, hvor et par enkelte forlod hendes øjne og løb ned af kinderne. Hun løftede sin ene hånd og tørrede hans tåre væk med den, men lod sin hånd ligge på hans kind.

Kiras øjne fulgte hendes hånd, som den blev løftet og han kyssede den. Hvordan hendes hjerte syntes at tage den dobbelt fart ved den enkelte berøring. "Selv hvis du havde glemt mig, skulle jeg nok sørge for at du kom til at huske mig igen." Hun var lige nu fuldstædig ligeglad med at han var beskidt, havde tømmermænd og nok ikke ligefrem var i sin bedste præsentation af sig selv. Hun lænede sig ind mod ham og kyssede ham blidt på læberne og mærkede hvor længe hun egentlig havde haft lyst til at gøre det, men aldrig haft chancen. Det var først nu hun havde både modet, men også muligheden for at gøre det.

Hargin så på det smukke menneske foran sig, som hun selv lod tårerne løbe frit. Han lød hende tørre sin ene tåre væk og gjorde det samme ved hende, ved at lægge begge hænder på hendes kinder, blidt, på trods af, at hans hænder var langt mere ru end hendes. Sådan var det, at være kriger og tilmed dværg. Hans hænder var også langt større end hendes. Men det tænkte han ikke over, som han med tommelfingrene nussede hendes tårer væk og smilede til hende. Sidst han havde rørt nogen på denne måde, var vedkommendes hoved eksploderet i hans ansigt, men han havde været vred dengang. Det var han langt fra nu.

Han gengældte Kiras kys uden tøven, da hun tog det første træk og lod hendes læber berøre hans. Det var som om, at tømmermændene lå langt bag ham. Glæden havde fjernet følelsen af død, og druk fra ham og da deres kys stoppede, fordi han blev forpustet over den følelse, det gav ham, trak han hende endnu en gang ind til sig, og rørte ubevidst ved hendes ene vinge. De var smukke, hendes vinger. Lige så smukke som hun. Han mærkede de bløde fjerne, og smilede endnu en gang. "Kira.. Jeg har brug for et bad. Og en anden smag i munden. Og så synes jeg, vi skal tage til hovedstaden igen. Jeg ønsker ikke at være i Dragorn lige nu, det bringer bare minder om alt for meget mjød frem," forklarede han roligt, smilende, mens han fraværende snoede en tot af hendes hår om sin finger.

Kira lod sig trække tilbage i hans favn og mærkede afslapningen komme til hende i hele hendes krop. Hun følte virkelig at hun havde spændt i alle muskler i flere dage uden så meget som en pause, og nu var det hele bare væk. Forsvundet som dug fra solen, og hun kunne slappe af inde mod Hargins skulder.
En ting hun dog ikke havde bemærket før nu, var hvor meget hun egentlig kunne mærke gennem de store hvide vinger. Hun mærkede med det samme Hargins berøring, som ikke var spor ubehagelig. Det var næsten som vingerne åndnede som fjererne løftede sig let, men lagde sig ned igen kort tid efter.

Kira trak sig lidt ud af hans omfavnelse og nikkede smilende. Hovedstaden. Alle de folk hun endnu ikke havde fortalt at hun var kommet tilbage. "Jeg vil sætte pris på at komme tilbage til Hovedstaden. Mine forældre ved endnu ikke at jeg er tilbagevendt." ingen rigtig vidste det, selvom rygterne nok svagt var begyndt at gå omkring den bevingede kvinde som var løbet ind på paladset i søgen efter sin dværg. Kira aede Hargin ned over hårdet ganske blidt, inden hun lagde begge sine hænder ned i hans som hun rejste sig. "Kom.. Jeg kan finde noget mad, mens du tager et bad."

Hargin så lidt overrasket ud da Kira nævnte, at hun ikke havde fortalt sine forældre om hendes tilbagevenden. Det ville han have gjort og han var ikke helt klar over hvorfor hun endnu ikke havde gjort det, men i stedet var taget til Dragorn. Og han vidste for den sags skyld heller ikke hvordan hun var kommet hertil. Det ville han nå til bunds i senere. Når han følte sig mere frisk efter et langt bad. Lige nu følte han sig blot klam og træt og mundsmagen var bestemt ikke blevet bedre. Og så var han også småsulten. Han rejste sig op efter at have taget Kiras hænder og kom lettere svajende på benene. "Det lyder godt. Du finder forresten nok kun kød og noget lignende her i Dragorn, så er du advaret," fortalte han hende, mens de gik ud af døren fra det mjød-stinkende værelse.

//Out

Kira var ikke i tvivl om hvorfor han var overrasket. Hun selv havde tænkt over det på turen, men var stadig noget frem til at det havde været det bedste valg. Hun kendte sine forældre, og vidste at hvis hun var taget til dem og fortalt om sin tilbagevenden, havde de spærret hende inde og aldrig lukket hende ud igen. Af selvfølgelig godhed og kærlighed, men stadig et fængsel for Kira som ikke ville kunne komme væk. Hun havde alle dage hungret efter sin frihed, men aldrig fået den, selvom hun i tider havde stukket af. Hun elskede sine forældre, men kunne ikke lade dem gøre det. Men hun forstod hvorfor. De havde mistet deres eneste barn en gang nu, og ville ikke kunne bære og miste hende igen. Nu måtte Kira blot håbe at hun var stærk nok til at stå rank og selv bestemme. Hun havde besluttet at hun aldrig nogensinde skulle være fanget igen.
Kira grinede stille over hans ord og bed sig let i læben. "Tak for advarslen. Jeg regner dog med at kød ikke er noget dårligt at give dig."

//OUT