Cyraneus lå og kiggede tomt op i det brune træloft, som solen meget langsomt sneg sig frem over himmelen. Der blev aldrig helt lyst om morgenen på denne tid af ordet. Ikke at han ligefrem var imod at der var mørkt. Han kom fra havet, han var vant til dunkle og kolde områder. Problemet for ham var bare, at der var alt for tørt heroppe. Og det var til trods for at der lå slud og sne rundt omkring. Den sorthårede havmand sukkede let og tvang sig selv op i siddende tilstand med sine ben ud over sengekanten. Rummet blev oplyst hurtigt og selvom det var Cyran selv som havde fremmanet det, missede han let med øjnene. Det var kommet nye rekrutter. Det var hans ansvar, sammen med nogle andre krigere, at træne disse nye unge rekrutter. Mange af dem var ambitiøse og villige til at gå hele vejen for at tjene deres dronning. Andre. Knap så meget. Nok var de villige til at gøre alt for deres dronning, men det var ikke godt nok altid. Det krævede mere end at kunne svinge et sværd.

Cyran var iklædt almindelig tøj, uden nogle former for rustning. Det var ikke fordi Cyran ikke var stærk nok til at bære rustningerne. Tvært imod. Men det gjorde hans del af lektionerne en hel del nemmere ikke at bære dem. Dertil gavnede hans evne om at kunne få panserskæl som rustning, en hel del på dette punkt. Den rustning ville følge hans bevægelser og kropsform uden problemer og ikke hindre ham i at udføre hans opgaver. Hans største fordel var nemlig hans fleksibilitet og smidighed. En stor metalrustning havde en tendens til at sætte en stopper for sådanne ting. Dertil, skulle rekrutter også lærer at forsvare sig selv og overleve, selv når de ikke havde deres uniform på. Som lysets kriger, var du altid på arbejde. Selvom Cyraneus havde en fordel, betød det ikke at de andre havde.
Cyran nåede ned til træningspladsen i god tid og stilte sig til at vente i en ganske formel stilling og kiggede mod døren. Morgener var ikke lige nemme for alle rekrutter.

Moana vågnede tidligt. Hun kunne se det på det stadig manglende lys omkring sig, men det generede hende ikke det fjerneste. Hun var vant til mørke og dunkelhed, hvor det at kunne lyse op ikke altid var den bedste ide. Et lille smil formede sig på hendes læber ved den tanke, som hun rakte op og lukkede hånden om amuleten der hang om hendes hals. Nu kunne hun selv lyse op, hvis hun følte for det. Det var få dage siden hun var blevet optaget blandt lysets krigere og hun var ved så småt at falde ind blandt de andre. At have sit eget værelse var mere end hun havde forventet, men en velsignelse i højere grad en troet muligt også. Det gav hende ro om natten og mulighed for at stå op som det passede i hendes døgnrytme. Som hun gjorde nu, mens mørket stadig rådede.

Hun vidste træningen for de nye skulle begynde den dag og klædte sig på efter det. De skulle starte med ubevæbnet nærkamp, så hun fandt skjorte, bukser og støvler frem og tog på. Det var måske vinter ude og jorden dækket af stivnet vand i forskellige former, men hun frøs sjældent. Havet var ikke meget varmere end luften på landjorden var lige nu, men for alle andres skyld tog hun alligevel kappen fra knagen bagpå døren, før hun forlod sit kammer og låste efter sig. Ikke at der var det store at stjæle eller at hun forventede nogen ville være så dum at gøre forsøget, men stadig. Hellere forsigtig end udplyndret.
Hendes skridt tog hende lydløst til muren rundt om paladset hvorfra hun kunne se solen stå op over byen. Det var et syn hun ikke rigtig kunne få nok af om stadig var noget specielt for hende. Måden den farvede himlen før sit komme og så selv, rød og flimrende brød frem bag horisonten. Det syn fandtes ikke under havet. Det betød også at træningen snart ville gå i gang. En lektion før morgenmad. Lige hvad hendes gamle træningsmester ville have fundet passende.

Moana forlod muren og ankom til træningspladsen fra den modsatte side af døren der førte til krigernes kamre. Hun var tidligt på den, men det passede hende fint, for så kunne hun nå at varme en smule op før resten ankom. Hun var ikke stolt af at måtte vedgå det, men skiftet fra hale til ben havde drillet hendes kampevner mere end hun havde forudset. Hun ville dog komme efter det. Det var hun sikker på.
Desværre så det ikke ud til hun var den første på pladsen denne morgen. Hun stoppede i åbningen og lænede sig let mod muren, som hun tog manden ind med udelt interesse. Han var mere end veltrænet og på den helt rette måde. Som hun var han også enkelt klædt for vejret og det fik hende til at hæve et øjenbryn kort og se mere indgående på ham, før rettede sig op med et lidt for friskt. "Godmorgen."

Da der var gået noget tid og stadig inden havde meldt sig, begyndte Cyraneus at strække sig bedre ud og på den måde ikke være helt stik i ledende når de rent faktisk ankom, alle de søde nye rekrutter. Han kunne ikke lade hver med at more sig over dem gang på gang, selvom det sjældent var at se over hans læber. Lyden af næsten lydløse skridt, fik ham til at dreje hovedet og se mod åbningen. Der var koldt denne morgen, selvom at Cyraneus ikke ligefrem så ud til at havde taget denne oplysninger særlig godt til sig. Det endte i et løftet øjenbryn som en kvindelig skikkelse meldte sin ankomst med et morgenfrisk godmorgen. "Godmorgen." svarede han ganske roligt, men holdte stadig sine ansigtstræk meget neutrale. Hun var tidligt på den, hvilket talte mere til hendes fordel end hun nok selv var klar over.

Der gik nogle minutter, inden støjen fra flere fødder der blev slæbt hen over jorden, nåede de følsomme øre på Cyrans hoved. Der blev mumlet frem og tilbage mellem de mange forskellige folk, som kom traskende ud på træningspladsen. Nogle var meget unge, næsten kun knægte, mens andre var i en lidt højere alder. Alle fik stilt sig på række da de så deres træner stå foran dem. "Godmorgen. Hvor ser i friske ud." hans blik hvilede på enkelte stykker, som knap så ud til at havde fået påført deres tøj rigtigt. "I dag skal i træne i ubevæbnet nærkamp, som i nok allerede er klar over. Det er en desiplin som alle her må mestre for at havde en chance for at overleve blandt lysets krigere. Træningen er hård, krævende og svær. Jeg forlanger det bedste af jer.-" hans stemme var klar og rungende på pladsen som han talte. Hans blik gled over dem hver især imens. "Hver og en af jer." hans blik stoppede på Moana, inden han rettede sit blik til at kigge på hele forsamlingen. "Første trin er opvarmning. Og for dem er jer som er nye hvad opvarmning angår. Strækning, ledopvarmning, hop for at få gang i muskulaturen og løb derefter 10 omgange på pladsen. Tjep!" Cyran selv havde ordnet sin udstrækning og var klar til dagens træning, men han kunne tydeligt se at alle ikke var lige så morgenfriske. "Husk at fokusere på jeres udstrækning. I skal bruge jeres smidighed i dag."

Mandens neutralitet ved hende friske godmorgen fik kun Moana til at give ham et ekstra blik. Han virkede ikke som en af de andre nye med den udstråling, men på den anden side nægtede hun at antage noget på baggrund af en mands arrogance. I stedet fortsatte hun ind på pladsen, hægtede kappe af og lagde fra sig hen over en tønde stående i det ene hjørne, før hun gav sig til at strække ud. Det var bedre end at stå stille og lade jorden trække varme ud af hendes krop. Varme hun ville få brug for så snart hun skulle rigtig i bevægelse.

Hun stoppede dog, som lyden af skridt der nærmede sig nåede hendes øre og lod sig blande ind imellem de nytilkomne. Det var ikke svært at glide ind i gruppen, ikke som de sludrende fordelte sig ud på rækker. Hun var endnu ikke helt en del af gruppen. De havde samlet sig på paladset gennem en uge eller mere og hun havde kun været der de sidste par dage. Mest var det nok hende der havde holdt sig en smule tilbage og iagttaget de andre. En blandet flok af unge og jævnaldrende, kampvante og kun lige trænede, dovne og over-entusiastiske. Det blev også tydeligt nu, som de tog opstilling og manden hun havde hilst på tidligere ganske som forventet viste sig at være deres træner. Et lille smil krusede atter hendes læber ved hans første ord, men blev hurtigt pakket væk som han fortsatte.

En svag stønne fulgte hans ord til Moanas overraskelse. Som hun skævede til siden kunne hun også se at det langt fra var alle der så lige begejstrede ud for hvilken træning de skulle have. Noget der kom bag på hende for de havde trods alt selv søgt optagelse i blandt lysets kriger. Hun mødte mandens blik, som han så på hende, med afventende neutralitet. Det var selvfølgeligheder for hende til nu og hun ventede bare på at han kom til sagen før de alle frøs fast til jorden. Og så måtte hun ryste på hovedet indvendigt, som en del af de yngre knægte satte i løb ved hans kommando, mens resten som hun gik i gang med udstrækningen.

Moana var omhyggelig med udstrækningen og opvarmningen af leddene, men især med benene. De var hendes svaghed stadig og hun brød sig ikke om flere overraskelser fra deres side. Hun var dog langt fra den sidste der satte i løb eller den langsommeste til at komme rundt. Sådan ganske jævn midt i feltet hvor det var rarest at starte ud. Der kunne hun udveksle grin med nogle af de andre, før de stoppede op foran træningsmesteren og stillede sig klar til næste punkt i hans program.

Cyran blødte som regel op efter nogle uger, måske måneder, ville han være mere interesseret i sine krigere. Nok mest fordi dem som ikke orkede de stramme tider og træning som regel var hoppet fra på det tidspunk. Dette var desværre ikke tilfældet endnu, og han måtte døjes med de ekstra hoveder, som alligevel ikke ville nå langt. Ikke en særlig optimistisk tilgang, men desværre realistisk.

Som forventet satte enkelte drenge direkte i løb, hvor Cyraneus simpelthen ikke kunne dy sig fra at ryste let på hovedet, mens der rent faktisk kom et morerne og dog træt smil over hans læber. Der var altid dem som ikke hørte efter. "For at undgå krampe, vil det være en ide at starte mindre hårdt ud, drenge." pointerede han højt og kiggede efter dem. Som de alle fik strukket ud, og Cyran havde været rundt blandt dem og fået rettet nogen til. De færreste kunne alt fra start af, det var ganske normalt.

"Godt. Jeg skal bruge en hjælper." han pegede på en af de større knægte som var betydeligt større end Cyran selv. Selv hans arrogance overfor sin træner var ekstrem. "Som i nok kan se, er han ikke den mindste modstander jeg kunne havde valgt. - I denne kampstil har styrke nemlig ikke alt at sige." Cyran talte højt og tydeligt, som knægten stilte sig foran og kiggede ned på sin træningsmester. "Det første i skal lærer, er at slippe ud af uvelkomne pågribninger. Som dette." Knægten tog fat og holdte Cyran fast i sit tag og var heller ikke blind for at klemme til. Men næsten som man så ham der, var han ude igen og holdte den store brede knægst hånd bag ham i en ubehagelig lås, som til sidst tvang ham i knæ. "Mange af jer undrede jer nok over effektiviteten af dette fag. " Cyran drejede hånden mere og knægten kom med et smertende udbrud, inden Cyran slap ham og lod ham falde fri. "Stil jer sammen to og to, og følg mig." Cyran hæv knægten op og vidste igen hvad han havde gjort, bare meget langsommere.

Starten af træningen havde ikke været nogen stor udfordring for Moana. Det var anderledes at skulle håndtere ben i stedet for hale og bevæge sig i luft i stedet for vand. Det var noget hun skulle vænne sig til og endnu ikke helt havde. Af samme grund holdt hun sig tilbage fra at vise hun havde grundig træning og efter hendes umiddelbare vurdere lå en del over en del af de unge knægte af samme grund. Om det havde noget på sig var hun dog spændt på at finde ud af. For nu var det bare rart at være i bevægelse og en del af gruppen.

Deres træner virkede præcis så arrogant som det første indtryk hun havde fået af ham. Hun kunne se det i hans blik og høre det i hans stemme. Hun var dog sikker på at han havde grund til den ellers ville han næppe være blevet sat til at træne de nyudnævnte og vurdere hvor de hver især var. Første punkt var da også velkendt selvforsvar. Moana var ved at ånde lettet op som hun så en større mand blive udvalgt til 'hjælper' og snart efter blev sendt i jorden. Taget var en variarion over et hun kendte, men hun kunne se hun måske allerede ville få et par ubehagelige overraskelser. De pokkers ben var bare ikke det samme som en hale!

Det var da heller ikke med glæde at Moana fandt sig parret sammen med en af de største knægte. Han så klart ud til at have valgt hende for hendes køn og spinklere bygning, og sendte hende et grin. Moana besvarede det med et hævet øjenbryn og stillede sig så klar. Hendes blik var på Cyran, som hun fulgte hvad han gjorde, før hun selv skulle bruge det. Desværre stod hun til at skulle forsvare sig først. Knægten gjorde sig klar og til hendes lettelse lod han grinet falde og tog det alvorligt. Det hjælp hende desværre ikke til at få stillet sig rigtigt, så grebet blev forkert og hun endte i et bjørne-favntag holdt fast ind til en solid brystkasse.

Cyran havde sin grund til at være som han nu engang var. Han var hånd i skalden, arrogant overfor de nye og han havde svært ved at ændre noget omkring. Nok mest fordi at han sjældent var klar over at det var hans egentlige opførsel, ud over at han havde en klar ide om at disse landkrabber havde potentiale men ikke i samme mængde som havets befolkning. Hvorfor han stadig befandt sig heroppe, var kun på grund af at hans ønske om at videreføre leveformen fra dybet. At landvæsnerne var elendige til at tage imod den og følge den, var en helt anden side af sagen. Specielt nu hvor mørket synes at være tilbage til større krafter end før.

Cyran stod et langt øjeblik og holdte overblikket over eleverne, som efter forventning, fejlede i deres første forsøg, på enten den ene eller den anden måde. Andet havde han heller ikke forventet. Overraskelsen ville være stor hvis de gjorde det perfekt i første forsøg. Han vidste igen hvordan det skulle gøres, og tog derefter en tur ned blandt de trænende. Alt imens han rettede på enkeltes måde at stå fast på, samt hvor og hvordan de greb fat i modstanderen. Ca halvdelen så ud til at klare det ganske udmærket, men nogle i den anden halvdel enten var for doven, eller generelt bare havde problemer med det.

"Godt.. Så langt så godt.. Næste trin." kaldte han ud som han nåede tilbage på sin pind, efter der var gået et tilfredsstillende stykke tid, og flere og flere syntes at få styr over deres bevægelser. Denne gang var det en anden hjælper som vidste sig oppe ved ham. Hvorfor, var nok mere fordi den anden stadig ømmede sig, eller ikke lystede at blive gjort mere til grin. Hvilket var en fejlagtig måde at se træningen an. Denne bevægelse var anderledes end den første og endte ud i at manden blev fældet, ved at føre et ben om til knæhasen og hjælperen faldte mod jorden.

At blive holdt fast ind mod en brystkasse i et ubrydeligt greb, var ikke lige hvad Moana fandt behageligt for stolthed eller sind. Heller ikke at det gentog sig i andet forsøg og hun der også fik fornøjelsen af at blive rettet på. De små rettelser havde dog sin effekt og hendes fornemmelse for hvordan hun skulle stå voksede en anelse. Tørt noterede hun ned mentalt at hun måtte i gang med basis-øvelserne igen til hun var i harmoni med sin krops nye udseende og væremåde på land. Ikke noget hun rigtig kunne lide at skulle indrømme over for sig selv, men hun tydeligvis ikke så god her som hun var under vand.
Efter at have fanget teknikken sad grebet dog hos hende og fik klaret det hver gang. Desværre byttede de da til at hun skulle angribe og en ny pulje af rettelser skule til før hendes ben var hvor de skulle. Om noget savnede hun sin hale mere nu end da fjernede den første gang på stranden og skulle rejse sig op. Var det virkelig kun få uger siden?

Hendes opmærksomhed gled fra hendes modstander til deres træner, som denne atter talte. Han virkede ikke til at have travlt, men heller ikke til nogensinde at sløse tiden væk. Det greb han viste på sin nye assistent var dog et der fik hende til at sukke mentalt. Det skulle bare være et der krævede kontrol over ens ben. Moana fulgte demonstrationen, men det hjalp ikke ligefrem på hendes humør. Det var på ingen måder en metode hun havde prøvet før. Hendes modstanders smil gjorde det ikke bedre, som han tydeligt bemærkede sig at hun så mindre end begejstret ud. "Ved at indse hvad du har meldt dig til, snut?" Hun så bare på ham med et enkelt langt og køligt blik, før hun stillede sig klar til at imødekomme hans angreb. "Ved at indse hvad jeg har lov til, Stenløs." Han så en smule forvirret ud, som han tøvede holdt sig klar til angreb. "Stenløs?" Moana smilede roligt til ham. "Eller snart stenløs.. de er jo så skrøbelig mod slag..." Hun behøvede ikke sige hvilke sten hun hentydede til for at få et lettere vantro blik fra ham, snart efter fulgt op af et angreb. Hendes forsvar var nogenlunde, men ikke helt godt nok. Hendes humør var dog løftet lidt, som hendes modsvar havde givet hendes modstander nok personlighed fra hende til at grine og undlade at komme med flere nedladende bemærkninger for da. Hun lignede også en der intet problem havde med at gøre ham eller en anden stenløs for et forkert ord.

Denne taktik syntes at volde de nye langt flere problemer end det første. Selv for landgængere var det få af dem som egentlig havde kontrol over deres benværk. Det var firnurligt at se, at der alligevel ikke skulle mere til end den lille bevægelse før folk kludrede rundt i det. Til Cyrans skjulte fornøjelse. Han fortsatte med at se dem an, inden han gik frem for at rette nogle stykker af dem. En kort bemærkning fra siden ved to kæmpende fik ham kort til at løfte et øjenbryn, men ikke gøre mere ved det. Nogle havde det med at snakke grimt til hinanden, eller mene deres modstander var mindre værd af forskellige årsager. Denne gang så det mere ud til at være kønsrelateret. Tåbelig årsag, specielt hvis man spørger Cyran. En kvinde var lige så meget værd i hans øjne, som en mand var. Landfolkene havde stadig meget at lærer.

Efter tilfredsstillende resultater fra de forskellige grupper, fandt han flere forskellige manøvre frem og viste. Dette fortsatte et jævnt langt stykke tid, hvor trinene blev mere komplicerende og krævende. Noget der ville få pulsen op hos de fleste når folk lå og gramblede hinanden på jorden i et forsøg på at nedlægge den anden. Cyraneaus gjorde sit arbejde, ved at vise, fortælle, holde øje og rette. Selve hans attitude mod de mange nye var næsten uændret. Dog kunne det fornemmes hvilke han stærkt vurderede til ikke at være hans klasse værdig, men det var heldigvis de færreste.

"Godt trænet!" fik han sagt i hvad der kunne fornemmes at være et lidt mere rosende tonefald end hans tidligere ord til forsamlingen. "I har stadig en del at lærer, men en del af jer udviser stor talent." startede han ud med at fortælle som han stod i den vante stilling med hænderne bag på ryggen. "Som nye vil i blive delt op i forskellige dage hvorpå i skal på patroljer. Dette vil ske ved at hver enkelt af jer følges med en ældre og mere erfaren kriger, som skal lærer jeg op i hvordan man som lysets kriger færder sig på gaden. Listen bliver hunget op ved spisesalen indenfor de næste par dage." fortalte han videre som han spejdede ud over dem, hans øjne fangede det tyrkise hår lidt oftere da dette sprang mere i øjnene end det andet, men ikke mere end det. Alt imens hans talestrøm var færdig kom den næste af lysets krigere frem på pladsen, som skulle træne dem med det næste. Hvad havde Cyraneus ikke helt styr på, men han ville tro at det var for dem som havde modtaget amulet med lysets magi og skulle trænes i at bruge netop denne. Manden blev modtaget med at deres hænder greb fat om hinandens underarm i en krigerhilsen. "Held og lykke" han så stadig på den anden kriger, men hans talen var rettet mod forsamlingen af unge og nye krigere. De havde brug for det. For hans træning var langt fra nogen dans på roser. Cyraneus huskede den alt for godt fra da han selv kom til. Han forsvandt væk fra træningspladens og gik målrettet spisesalen med en knurrende mave.

Moana var stadig ikke begejstret hvor meget hendes modstander ellers havde tonet ned for sin udstråling og holdt sig til at koncentrere sig om det de skulle lave. Det var noget hun satte pris på, men at han virkede til at have det fint med at spare med hende resten af timen var også for hende nok til at begrave hvad han havde sagt og delvist glemme det igen. De havde trods alt kun lige mødt hinanden og hvad vidste landfolk lige om at slås når det kom til stykket. Hun ville i hvert fald gerne se dem omkring hende første gang de skulle træne med en hale i stedet for ben.

Billedet var så godt at det fik hende nogenlunde munter gennem resten af timens øvelser. Hun blev rettet på, men det gjorde alle og hun skilte sig ikke specielt ud for andet end hendes noget udiskrete hår. Alligevel var hun ganske glad da de stoppede og deres træner lagde op til at en anden skulle overtage. Hendes ben var stadig ikke overbeviste om kampformen eller om mængden af den lige nu. Det sidste virkelig frustrerende og fordrende at hun tog sig sammen. Hans oplysninger fik hende til at se nærmere på ham. Det lød til at kunne blive ganske interessant og lærerigt. Hvis hun ellers blev parret sammen med en der ønskede at lære fra sig. Hun kunne jo kun håbe hun ville være så heldig.

Den nye kriger der kom hen til dem så en del mere tålmodig ud. Ikke noget Moana fandt særligt betrykkende og da slet ikke som han havde sin amulet hængende synligt fremme. Det var dog rart at se deres forgående træner hilse ham som han gjorde. Et udtryk for respekt og kammeratskab så enkelt som det kunne være. Hendes bange anelse blev dog snart til virkelighed, som den nye kriger åbnede munden og bad dem tage deres amuletter frem også. Det var bare ikke en god start....

//CLOSED