Det var tidligt på formiddagen og hovedstaden henlå i travl mørke. Sneen lyste kun sparsomt op hvor gadelyset ikke nåede hen, men det var ikke noget Isadora behøvede at bekymre sig om. Ikke med den vej hun tilbagelagt mellem templet og sin mormoders hus og da slet ikke med den bevæbnede skygge der diskret fulgte hende. Det var noget hendes mormoder havde insisteret på siden mørkets styrker havde samlet mere kraft ude i landet og Isadora havde accepteret uden protester. Siden midsommerballet på slottet havde hun været i så kort snor at alt der gav hende den mindste smule frihed tilbage var restriktioner hun kunne leve med. Manden havde dog virket mindre end begejstret aftenen, før for hendes morgenplaner, og især som han efter de havde forladt residensen havde opdaget de inkluderede flere ting foruden et besøg i templerne.

Isadora gik i stilhed og så let som manden bag hende. Det gjorde at hun nåede at stoppe op før hun blev synlig fra hoveddøren og trappen op til den. "Maria, det kan du ikke mene! Kirana Bidedari kan ikke være omkommet på sådan en måde! Hendes forældre er for fornuftige til at lade hende rende ubeskyttet rundt." Mormoderens stemme var ikke til at tage fejl af. Isadora blev hvor hun var. Forfærdet over muligheden, men uden helt at tro på det kunne være sandt. Et vidste hun dog og det var at hvis hun kom frem og de to kvinder så hende ville hun intet få at vide. Kort efter ville hun dog ønske hun var fortsat frem og havde afbrudt dem. En hånd havde lige så stille lukket sig om hendes hjerte, som hun hørt beskrevet hvad der blev sagt var sket. Kilden var for god til at fornægte og som hun hørte sorgen i sin mormoders stemme, da denne accepterede det skete som sandt og bød den anden kvinde ind og snakke videre, briste det sidste håb hun havde haft om at det ikke kunne passe.

Blindt vendte hun om på hælen, undveg sin beskytters forsøg på at spærre hende vejen og satte i løb hen af gaden og væk fra huset. Der var kun en person i hendes tanker og mod hans families gård søgte hun. Siden midsommer havde hun været der forbi et par gange men aldrig indenfor. Will og hun havde mødtes i det skjulte, når hun havde kunne snige sig ud, for ingen af dem havde lyst til at skulle mødes under 'rette' opstændigheder og med anstandsdamer og alt for mange blikke hvilende på sig. Det var dog mod ham hun søgte nu og ved hans families dør hun stoppede op og bankede på. Hun skubbede hætten lidt tilbage så hendes blege ansigt var synligt for den der åbnede døren, men ellers var hun blot en rigt klædt pige med grå øjne og en lige så grå kappe med hvid pelskant.

Will var, som man stærkt kunne regne med, ikke noget form for morgenmenneske. Han foretrak at ligge at slumre til langt oppe på formiddagen, før hans mors beklagende stemme endelig ville nå ham. Denne morgen var heller ingen forskel og solens stråler var ikke begyndt at genere den sovende mand. Det var først da den store hund løftede hovedet og bevægede på sig, at Will langsomt åbnede øjnene for at kigge ud af få sprækker. Det kunne umuligt være tid til at stå op endnu. Ind i værelset kom hans mor. Will himlede med øjnene og var allerede klar til at komme med en undskyldning som han svang benene ud over sengekanten. Noget stoppede ham brat som hans brune øjne ramte det nærmest forpinte ansigt som var henlagt i sorg. "Mor? Hvad er der galt." Will havde rejst sig bekymret og bevægede sig hende nærmere. Det generede ingen af parterne at han kun stod i bukser, men hvad andet kunne man forvente når hun var hans mor. Morens underlæbe begyndte med det samme at bæve og vandet pressede sig frem i de mørkebrune øjne som var nøjagtig magen til hendes ønske søns. Will blev ikke mindre rolig af denne vending og fik forsigtigt og betryggende grebet fat om sin mors skuldre "Det er Kirana.. d-det er forfærdeligt." Will rynkede sine bryn som hans far pludselig stod i døren. Wills øjne fangede automatisk den høje skikkelse. Når far kom ind, var det ikke bare vigtigt, det var dybt alvorligt. "Hvad er der sket med Kira?" Hans far sukkede og kiggede ned i gulvet, mens hans meget mindre kone søgte tilflugt i hans arme. "SVAR MIG!" William mærkede hans hjerte hamrede afsted. Men han vidste det godt. Han kunne se det i deres ansigter.. "Nej... Nej..." ham mærkede lysten til at forsvinde, mens hans øjne blev blanke. Han kunne flygte væk derfra, og bare.. kome væk. Men den svage banken på døren, fik ham stoppet.

Han gik forbi sine forældre og ud i gangen, hvor en tjenestepige lige havde åbnet døren. "Luk hende ind, Martha.." Will forsøgte at lyde rolig, selvom dette var alt andet end sandheden, noget som begge kvinder nemt ville kunne høre. Han gik målrettet hen mod døren hvor Isadora lige var blevet lukket ind og trak hende ind til sig. Han tænkte ikke over konskvenser eller det faktum at han var alt andet end anstændig klædt lige nu. Han kyssede hende blidt på toppen af hovedet. "jeg går ud fra, at du også lige har hørt nyheden.." Williams stemme var påvirket af situationen og bag ligeledes præg af hvad han stærkt gik ud fra var hvad der havde gjort at Isadora stod foran hans hoveddør, uden at havde sin levende skygge efter sig.

Døren blev åbnet af en ældre kvinde, før Isadora havde stået på trappen længe. Det havde dog føltes som evigheder, som alt havde gjort det siden hun var sat i løb og havde mistet sin ellers så faste skygge. Kvinden kastede et blik på hendes ansigt, tog derefter hendes påklædning ind og skulle til også at sige noget til den unge fortvivlede kvinde, da hun blev afbrudt af en ung mandlige stemme. Den fik kvnden til at træde til side og åbne vejen for Isadora, men den havde også en om noget mere synlig effekt. Som Isadora hørte Will havde hun rettet sig op, fundet ham med blikket og sat sig i bevægelse hen mod ham.

Der var ingen tøven i hendes skridt, intet blik for det hjem hun trådte ind i eller den kvinde der havde lukket hende ind. Alt hun så var Will til hun mærkede hans arme lukke sig om hende og hun kunne skjule ansigtet ind mod hans bryst. Først da kom tårerne hun havde mærket masse sig på siden hun hørte om venindens død. Først der brød hendes jernvilje og lod sorgen komme igennem hendes ellers så sikre facade. "Hvordan kunne det ske? Hun skulle forestille af være den beskyttede af os..." Isadora havde selv været i livsfare af flere omgange mens hun havde rejst rundt alene. Det var ikke noget hun talte om for ikke mange ville kunne forholde sig til det af dem hun nu igen befandt sig i blandt, men det havde været noget hun havde været forberedt på kunne ske. Det var det så langt fra at høre Kira var blevet dræbt. Det var som da hun hørte hendes mor var det og endda af de samme.

For Will var Isadora også den eneste person han ønskede at tale med lige nu! Han havde det aldrig nemt med dårlige nyheder, og den her toppede alt han nogensinde havde fået at vide før. Han var parat til at forsvinde ud i den blå luft og være alene. Men nu han stod her med Isadora lukket ind i sin favn, vidste han godt at han inderst inde slet ikke ønskede at gå igennem den her sorg alene. Han ville til hver en tid skåne hende for den, hvis det var ham muligt. Det var det desværre bare ikke i dette tilfælde.

Will lukkede sine øjne i og forsøgte alt hvad han kunne at være den stærke lige nu, til trods for at han havde lyst til at råbe, skrige og bare få afløb for alle de følelser der var indeni ham lige nu. "Jeg ved det ikke.. jeg troede... at.." han vidste ikke hvad han skulle sige, eller gøre for at besvare hendes spørgsmål. Hans hånd aede hende blidt ned over håret og holdte hende beskyttende ind til sig. "Jeg ved ikke engang hvordan det kunne lade sig gøre.. Med mindre... at hun var stukket af." Will sukkede og huskede de få gange han rent faktisk havde set hende flakke omkring i Hovedstaden, nogle gange alene, men mest sammen med lyskrigeren. Hvilket nok også var grunden til at han ikke rigtig havde sagt noget. Hun var beskyttet i hans samvær. Han var trods alt en højtstående kriger, og hvis nogen kunne beskytte hende, så måtte det være ham.

Isadora var ikke en pige der havde let til tårer eller til at vise sårbarhed eller sorg. Hun havde lignet en forknyt skygge i måneder efter hendes mor var død, men tårerne havde hun holdt for sig selv. Noget der havde givet anledning til skæve blikke fra de af tjenestefolkene der ikke kendte til den blege pige og medfølende fra resten. Hun havde været ældre da deres hjem var blevet invaderet og hun havde set folk blive myrdet for at beskytte hende. Da havde hun holdt det sammen, som hendes far var reddet væk med forfølgerne for at give hende og resten et forspring til at komme væk. Hun havde holdt det sammen og skjult sine følelser for resten af verden.

Det kunne hun dog ikke gøre længere. Ikke med nyheden om venindens død hængende i luften om dem alle og slet ikke med Wills arme omkring sig. I stedet skjulte hun ansigtet ind mod hans bryst og lod tårerne løbe. Det gjorde også at alt svar han fik fra hende var en snøften. Det var så uvirkeligt at Kira skulle omkomme på den måde. Godt nok havde Isadora set hende ude og omkring alene og hørt hende fortælle at det ikke var enestående, men den yngre pige havde aldrig troet Kira kunne finde på at komme så langt væk fra byens beskyttelse. "Nærmere kommet for langt væk uden at indse det.... hun var sådan trods alt..." Hun løftede ansigtet som et halvt snøft halvt fnis kom fra hende og hun dæmpede stemmen. "Jeg mødte hende på gaden på den måde lige da jeg var kommet hertil... hende ude hvor hun ikke burde være... Hvorfor skulle hun også være så beskyttet at hun ikke så hvor farligt det var?" Hun tørrede irriteret tårer væk med bagsiden af et ærme, men uden at de holdt op med at løbe.

Will kunne eller ville ikke forsvare forældrenes måde at havde opdraget Kira på. De havde gjort det af bedst interesse for at beskytte deres eneste datter og barn. Beskytte hende for verdens ondskab og grusomheder. Dette havde naturligvis forårsaget at hun havde været langt mere sårbar. At de havde forventet at den voksende pige blot holdte sig hjemme var ikke ret at antage. Kiras hjerte var for stort til kun at koncentrere sig om sig selv. Men det betød ikke at Will havde nemmere ved at forstå hvordan dette kunne være sket. Et halvt smil kom frem på Wills læber selvom det hurtigt forsvandt igen. Ja, sådan var hun.

"De forsøgte at gøre det i hendes bedste." svarede Will sørgmodigt og kiggede ned på hende. Det kunne ikke beskrives med ord, hvor ondt det gjorde på ham at se Isadora græde. Han ville ønske at han kunne fjerne hendes sorg ved en enkelt bevægelse eller bare gøre noget. Et eller andet. "Selv hvis hun vidste hvilke ondskaber der fandtes i denne verden, tror du så hun var blevet i beskyttelse?" tilføjede han med tanke på de børn hun havde hjulpet, den tid hun brugte på at lærer de dårligere stillede at læse og skrive og generelt hendes venlighed som var på et helt andet niveau end Will troede muligt. "Kom.." han holdte stadig fast om Isas skulder, som han tog hende med ind i stuen således de kunne sætte sig ned. Forhåbentlig kunne hans forældre vente med deres forargelse til senere.

Isadora nikkede opgivende. "Ja, det ved jeg godt.. det er bare.." Hun vidste Kiras forældre kun havde pigens bedste interesse i tankerne, da de valgte hvordan de opdrog hende. Eller de havde familiens bedste interesse, for Kira var som mange andre pige opdraget efter at skulle gøre et godt ægteskab til familiens fremme. Isadora havde selv haft den med i sin, skønt hun havde skubbet det ud af tankerne, som hun havde fulgt sit eget hoved. Her tilbage i familiens jerngreb var der dog ikke længere nogen tvivl om hvad der blev forventet af hende. Ikke at det var noget hun skænkede mange tanker som hun stod i Wills favn og lod ham trøste og berolige sig.

Så rystede hun opgivende. "Ikke et sekund, desværre.." Det var ikke så meget det at Kira ønskede at hjælpe, som de ugennemtænkte måder hun til tider havde forsøgt at gøre det på. Kira havde aldrig set andet end det gode i folk og det gjorde hende til et let bytte for alle der ønskede at udnytte en rig pige. Det havde dog ført godt med sig også, som Isadora havde erfaret ved at spørge lidt rundt, men en del var fordi nogen omkring det fattighjem Kira havde besøgt havde sat hende under deres beskyttelse. Gadens lov var og blev brutal, men den var det af en grund.

Hun fulgte tavst Wills opfordring til at følge ham og satte sig ved siden af ham på sofaen. Hendes hænder havde fundet hans fri hånd, mens til hun snøftede og selv indså tårerne havde løbet frit alt for længe. Med et lille forsøg på et undskyldende smil fiskede hun et lommetørklæde frem og forsøgte at tørre tårerne væk. De var heldigvis stilnet af, som hans nærhed havde lindret lidt af hendes sorg. "Nu lyser hun op i Kile's sale og bringer trøst til de der venter på deres kære der... Det er en god tanke - trods alt." Hun smilede flygtigt til ham, før lyden af porcelæn sat på bordet foran dem, fik hende til at vende sit blik fra Wills og til kvinde fra døren. Med et lille taknemmeligt nik tog hun imod den skænkede the og lukkede hænderne op koppen.

"Ja.. I know." Det havde været i Kiras bedste, og det vidste begge parter godt. Derfor kunne de naturligvis godt være uenige i måden hun var opdraget på. Will var den der var længst fra at vide hvordan det måtte være at være enebarn i en rigmandsfamilie, men fire ældre brødre til at tage alt presset fra ham. Men selv ikke han var opvokset med at være overbeskyttet og ikke lærer om verdens grusomheder. Men om Kira havde vidst det eller ej, havde ikke ændret på det faktum at hun var taget ud i hovedstaden på egen hånd alligevel. Hjælpe på børnehjem og andre steder hvor der var behov.

Will fik et lille smil frem på sine læber, og tillod alligevel ikke de blanke øjne at slippe deres tag. Han kunne ikke undgå at tænke at det kunne havde været ham selv. Specielt med den løsslupne livsstil han havde. Men der var alligevel en markant forskel. Will opsøgte ikke ligefrem faren særlig tit, uden at vide at det var hvad der foregik. Men det var alligevel en betrykkende og lidt lindrende ting at vide at Kira kunne bringe en smule glæde i Kile's sale. "Kile's dødsrige lyder ikke så slemt med tanke på at møde Kiras åbne arme når man ankommer.." Wills blik ramte Martha som havde placeret theen foram dem. Will blinkede et par gange for at opfange hun var der, men smilede derefter til hende og tog selv imod en kop. "Jeg tænker mere på hvem der skal bringe hende trøst, som hun venter." et lavt suk undslap hans læber som han gav Isas hånd et blidt klem.

Der gik ikke mange minutter før Wills forældre kom ind i den fine stue. Det var lige den ting han havde glemt at overveje. Wills fars ansigtsudtryk så en smule forvirrende ud. Han var præget af situationen, og hans søns påklædning prægede hans humør i en anden retning, for ikke at sige at Isadora var kommet alene. han stod der ikke længe før han var ude af stuen igen. Wills mor derimod stod snøftende og kiggede på de to unge. "Det er frygteligt at så ung og bedårerne en pige skulle lide den skæbne.. Kendte du hende min kære?" henvendte hun sig til Isadora. Alt imens var faren tilbage og ragte Will en trøje. En forvirret Will kiggede lidt på den, indtil hans hjerne samlede sig sammen til at opfange, at han sad uden noget på overkroppen. Han havde ikke selv skænket det nogen tanke før nu, og han tog beklædningen over hovedet.

At få den varme kop i hænderne og en anden person ind i stuen trak Isadora en smule tilbage mod at opfatte omgivelserne igen og ikke kun se Will. Hendes sind var stadig lukket ned i sorg på en måde hun havde fortrængt hvor ondt føltes og alt andet virkede uvirkeligt. I det mindste havde hun Will at dele følelserne med. Hun kunne se hvor hårdt det havde ramt ham også og på mange måder var hun sikker på at han havde kendt Kira bedre end hun. De to piger havde trods alt ikke set hinanden i over et år før Isadora var ankommet til hovedstaden og før det havde deres kontakt mest været gennem breve.
"De der er gået i forvejen fra hendes familie. Det er det smukke ved det. Der vil altid være nogen du har holdt af, som er gået dertil før dig..." Isadora fandt endnu et lille smil frem til ham, som hun gengældte hans lette klem. Det var en god tanke. Det var aldrig rart at miste nogen, men tanken om at de ville vente på en i Kile's sale var trøstende.

Hun så væk fra Wills ansigt, som døren gled op endnu engang og denne var det et par der kom ind. Isadora rejste sig hurtigt og nejede let, som hun genkendte Wills mor efter deres forudgående møder. Hvem manden var, der stod ved hendes side, var let at gætte på den baggrund. Endnu mere af det blik først vendt mod Will, så mod hende og så tilbage mod Will. Manden sagde intet, men forlod stuen med en aura der fik Isadora til at se forvirret på Will og så rødme let. Hun havde ikke hæftet sig ved hans påklædning før da.
Wills mor trak dog hurtigt hendes opmærksomhed til sig med sit spørgsmål. Stille satte Isadora sig tilbage på sofaen, mens hun lukkede begge hænder om koppen. "Vi var barndoms-veninder, lady Thurston. Fra før mørket lagde sig over landet..." Hendes smil var for længst forsvundet fra hendes ansigt og de grå øjne var sorgfyldte, som de mødte den ældre kvindes. Så var manden dog tilbage med en trøje og det udtryk Will fik i ansigtet som den blev stukket frem mod ham, fik det til at trække i Isadoras mundvige. Han var tydeligvis heller ikke klar over hvordan han så ud. Som han samlede sig om, satte Isadora sin kop fra sig og skænkede en kop the til hans mor.

Will sukkede og lænede sig lidt mere tilbage i sofaen mens han blot syntes at kigge tomt frem for sig noget tid. Der ville være nogen i forvejen. Det havde hun naturligvis ret i. Men det virkede stadig alt for trist til at Will kunne blive helt opløftet af det igen. "Ja.. Det virker bare stadig alt for forkert. Alt for tidligt. Hun havde så meget hun skulle nå." Han fik et svagt smil frem ved at tænke på alle de skøre tanker og ideer hun havde haft. Hendes hjerte var i den grad stort og hun tænkte altid på andre før hende selv. Et særpræg som der desværre ikke var mange der ejede. Will kiggede tilbage på Isadora og holdte sit blik der, indtil døren gled op.

"Oh? Så må De havde kendt hende længe. Et bedårerne barn." tårerne begyndte at kæmpe sig frem i den ældre kvindes øjne, og Will skubbede sig instinktivt væk fra sofaens ryglæn og tog sin mors hånd hen over bordet. Det var rimelig tydeligt, fra den lille gestus at Will altid havde været den yngste og den som havde det stærkeste bånd med sin mor. Han gav hendes hånd et klem som han kiggede på hende. "Har du talt med dem, mor?" til det spørgsmål rystede den ældre kvinde blot på hovedet og slog sit blik ned. Ingen syntes rigtig at havde talt med Kiras forældre siden ulykken. Ikke hvad Will kendte til i hvert fald.
Hans opmærksomhed blev dog hurtigt rettet mod faren og trøjen trukket over hovedet. Han sukkede let og kiggede op på sin far. Alting begyndte at virke en lille smule tryggende efter at hans forældre var kommet ind i lokalet. Hans mor fokuserede på koppen som Isa havde hældt the i, og Wills far havde kort et øjeblik hvor han blot kiggede rundt på alle personerne. Han havde sat sig i en lænestol og syntes stadig ikke at kunne få sin mund på gled. Det var ikke fordi at Wills far var en uhøflig mand, men når først han var påvirket rent følelsesmæssigt, sagde han aldrig rigtig noget. "Hvad skete der med hende?"

"Det gør det og det havde hun." Isadora kunne ikke rigtig sige mere. Hun vidst Kira måtte være kommet et bedre sted hen og ville være blandt folk der holdte af hende. Det måtte hun tro på for at kunne udholde tanken om aldrig at se sin venindes smil igen eller hører hendes blide stemme.
Det var næsten en lettelse af stemningen blev brudt som Wills forældre kom ind. At manden måtte være hans far sluttede hun sig hurtigt til og især som mandens udtryk skiftede ved synet af Will - eller rettere Wills påklædning. Isadora var dog da mere opmærksom på Wills mor, der så ud til at være så påvirket af Kiras død som de to unge. "Fra jeg så hoffet første gang, Lady Thurston. Hun var den der fik mig til at føle mig velkommen der blandt alle de nye indtryk og altid havde noget godt at sige om alle." Det sidste var noget som havde moret Isadora ikke så lidt med tiden, for der var folk ved hoffet som selv Kira havde haft svært ved at finde noget godt at sige om.

Det varmede hende at se hvordan Will som det naturligste i verden tog sig af sin mor og med de små ting han gjorde bragte trøst. Isadora fornemmede det mere end så det, men det var også nok. Især som den ældre kvinde rystede let på hovedet af Wills spørgsmål. Det var faktisk lidt typisk, hvis hun tænkte over det. At alle vidste det, men ingen rigtig åbent ville snakke om det eller med dem der var værst ramt. Selv vidste hun at hun skulle holde sig på lang afstand af Kiras familie. Mere end en gang havde hun trods alt fået at vide fra dem at hun havde en uheldig indflydelse på deres uskyldige barn.

Den lille trækning i hendes mundvige blev værre, som hun så hvor forvirret Will blev over tilsynekomsten af en bluse. Hun forsøgte dog at skjule det for hans forældre for de - eller specielt hans far - så ikke ud til at have så meget humoristisk sans. Det hjalp en del på hendes muligheder at Wills mor havde valgt at se ned i sin kop der. Det gik dog også op for hende at hun aldrig havde fået hilst på Wills far og som tanken slog hende, fandt hun ham med blikket. Hun satte forsigtigt sin kop fra sig og rejste sig op, som hun brød den opståede tavshed. "Jeg mindes desværre ikke at være blevet præsenteret for Dem tidligere, m'lord. Jeg er Isadora Blackwood, barnebarn af Lady Highwell." Hun nejede let og satte sig så tilbage ned i sofaen. Måske lidt for tæt ved Will i forhold til hvad der var sømmeligt. Måske lidt meget mere end det. ved Wills spørgsmål så hun også undersøgende på hans mor og håbede hun ville svare.

Will lyttede til den korte fortælling om Isadoras første møde med Kira. Et svagt smil nåede også frem på hans læber og han huskede selv hvordan det havde været. Will havde været mere intregeret i hoffet før Isa nok havde, men Kira havde været positiviteten selv! Aldrig nogensinde syntes hun at havde noget dårligt at sige. Altid godt. Nogle gange i større mængde end ved andre. Nogle adelsfolk var bare ikke noget man synes alt for godt om. Nogle af dem var ret korrupte. "Oh.. Ja, hun havde en god evne indenfor at være sådan! Aldrig har vi hørt den pige siger noget ondt om et andet levende væsen. Jeg tror slet ikke at det lå i hende." fortalte Wills mor med det samme og snøftede let mens hendes øjne blev let våde igen. Det var også der at Will kom til. At hun rystede på hovedet, fik Will til svagt at miste håb om at få nogen form for oplysning ud af sin mor. I hvert fald med om de havde snakket med familien efter tabet af deres eneste datter.

Will fuldte Isas bevægelse og mærkede en endnu mere trygget stemning indeni sig. Hvor han dog hadede edikette. De burde vide hvem hun var. Eller. Wills mor burde vide hvem Isa var, efter at de havde været på Markedspladens. Men både Isa og Will var adelige og var opvokset med altid at være høflig. Farens reaktion var dog alt for markant for Will, selvom den virkede ganske normal overfor alle andre. Et lidt tvunget smil kom frem på hans læber, afslørede både anstrengenheden men også sorgen som var i ham efter episoden som var sket. "Glæder mig at møde Dem, Frk. Blackwood." Han kendte mormoren, det var så soleklart for Wills om noget kunne være. Moren så heller ikke ud til at være i tvivl om sin mands kendskab til den skrappe kvinde veklede nu blikke med ham. "William, det ser ud til at Martha har glemt småkagerne! Vil du hente dem?" Will sad kort blot og kiggede på hende, men hun var ikke til at skære eller stikke i, til Wills irritation som han rejste sig fra sofaen og gik ud af døren.

Ude i køkkenet stod den unge stuepige og løb frem og tilbage en smule stresset og gav et forskrækket hop fra sig som Will trådte ud i køkkenet. "Rolig nu, Martha." svarede han med et varmt smil på læben, der dog havde svært ved at nå hans øjne. "Jeg kom bare efter småkagerne." man skulle næsten tro at Martha var ved at æde sin egen underlæbe, mens hun fremmumlede ting til sig selv. Det eneste som Will syntes at få fat i var; hvordan kunne jeg dog glemme småkagerne!.

Synet der mødte ham der han nåede ind i stuen igen, var at hans mor havde indtaget pladsen i sofaen, hans far sad forlænet over sine knæer i sin lænestol og Will var efterladt til at tage en anden lænestol og sætte sig i, efter at havde sat tallerknen på bordet. Han var tæt på at pointere at det var deres plan. Men han syntes ikke at kunne få munden på gled. Der var for mange andre påvirkninger som stoppede ham. I stedet kiggede han over på sin far, som havde siddet let brummende mens Wills mor havde fortsat med at sidde og småsludre om Kira, uden at grave for dybt ned i følelser. Lige indtil at Wills far brød ind, som fik Will til at sukke dybt og synke længere ned i stolen med et træt udseende. "Sig mig, Frk. Ved Deres kære bedstemor hvor De befinder Dem?"

Isadora nikkede med et lille smil. Kira havde virkelig været så godt som ude af stand til at sige noget dårligt om nogen. De stærkeste ord i den retning, som Isadora nogensinde havde hørt havde været omtalen af en særdeles led strigle, der havde forsøgt at ydmyge Kira, som 'den dumme ko'. Og selv da havde Kira været ked af at tale dårligt om køer generelt. Mindet var med til at holde antydningen af et lille deprimeret smil på hendes læber, som hun huskede den irriterende etikette og fik præsenteret sig for Wills far.

Dennes udtryk var dog ikke til at læse, skønt hun fornemmede han skjulte noget. Især da han nærmest med det samme hun havde sat sig tæt op af Will udvekslede blikke med lady Thurston. Hvorfor forstod Isadora så snart den ældre kvinde talte og Will fuldstændig tabt for den virkelig grund til at hun skulle rejse sig forsvandt ud af stuen. Da havde Isadora erobret sin kop med the tilbage og fik da heller ikke overraskende selskab på sofaen af Wills mor, så snart døren var faldet i bag ham. Stille så hun fra den ene til den anden under sænkede vipper, mens hun bekæmpede en trang til at hæve et øjenbryn eller komme med en flabet bemærkning. Nogen gange havde hun bare ikke lyst til at være en ærbar adelsfrøken og i dag havde hun slet ikke tænkt i at skulle være det. Ikke før nu.

Synet af Wills udtryk som han kom ind og så de forandrede siddepladser var nok til at Isadora måtte klamre sig til sin selvkontrol. Hendes blik fandt Wills, som han satte sig ned og hun lige så fint rykkede en smule hen mod hans lænestol. Hun kunne dog ikke holde blikket længe der, for Wills mor havde en glimrende evne til at fylde stilhed med småsludren. Det krævede lidt opmærksomhed trods alt at følge med i og det gjorde at Isadora blev ikke så lidt taget på sengen af lord Thurstons pludselige bemærkning. Den skar igennem al god stemning der var opstået og fik Isadora til at se på ham, som farven drænede fra hendes i forvejen lyse hud. "Uhm..." Hvis en lille lyd kunne sige mere end ord var det et sådan svar. Som hun indså det og hvad der mere lå i hans ord, så hun over på Will og rakte ud efter hans hånd. Hendes øjne bad kun om en ting og hun håbede Will forstod det.

Han burde havde set mange af gerningerne fra sine forældre komme, som han havde forladt stuen for at hente det som stuepigen tilsyneladende havde glemt. Det havde passet perfekt ind i morens plan, og det var gået op for Will som han nu sad tilbagelænet i lænestolen og stirrede intenst og med knap så rare øjne på sin far. Det spørgsmål var simpelthen for latterligt, og den frembragte og usikre lyd fra Isadora fik ham til at læne sig frem i stolen igen og sidde lidt mere rank. "Hvorfor er det vigtigt?" pointerede han med blikket på sin far, men stadig med Isas bevægelser i sin øjenkrog. Han havde jo i forvejen svært ved at holde blikket fra hende.
Faren så urokkeligt tilbage på sin søn og ytrede intet for at besvare hans spørgsmål. Det var naturligvis heller ikke nødvendigt, nu Wills opmærksomhed utvivlsomt var på Isadora og den fremragte hånd, der først havde virket diskret men nu var ret tydeligt rakt frem mod ham. Wills far rankede sig op og var ikke for langsom til at regne ud hvad der skete. Ingen kendte bedre til Williams evne end hans forældre, pånær af hvad William selv vidste. Det var trods alt hans evne. "William." kom der skarpt, som William uden tøven tog fat i Isadoras hånd. Moren havde siddet og kigget fra sin søn og ægtemand med et forvirret blik, indtil situationen gik op for hende. Et gisp forlod hendes læber, men mere nåede hun ikke før Will og Isadora forsvandt med et puff fra stuen. Faren havde knap nået at rejse sig fra stolen før de var væk, og Will havde endda tilladt sig at sende ham et skævt smil, før teleportationen skete.

De dukkede op ud af ingenting mange gader længere væk fra hans hus, end man umildbart skulle tro. Faktisk var det den gyde hvor de var havnet den første aften hvor hans teleportering havde været nødvendig første gang. Hvorfor han havde tænkt på dette sted, var ham lidt forvirrende, indtil han huskede tydeligt hvorfor. Det var første gang han havde mødt hende. På den kro, som var lige rundt om hjørnet. Han havde under teleporteringen hevet Isadora tættere på sig, for at hun ikke skulle smutte fra ham, selvom han havde holdt godt fast i hendes hånd. Da de var dumpet ned på jorden, stod de stadig tæt på hinanden og William åndede lettet op. "Er du okay?" han ville undskylde for så meget mere, specielt hans forældres opførsel. Deres opførsel var selvfølgelig ikke anderledes end andre adeliges, men han synes stadig at det var forkert af dem at sætte spørgsmålstegn ved alting. De burde efterhånden vide at William var lige så adelig som en staldknægt, på nær når det virkelig var ham påtvunget.

Isadora havde ikke behøvet at sige noget for at Will havde vidst hvad hun ønskede - håbede han ville. Som han greb hendes hånd havde hun rejst sig fra sofaen og som verden gled over i den slørede hvirvel hun kendte som hans teleportationsevne, så hun og hørte hun hans forældre reagere. Hans fars ordre og hans mors gisp. Deres øjne på dem. Det hele for sent, for som de reagerede forsvandt de to unge kun for at dukke op et andet sted efter Wills valg i byen.

Turen var som altid ubehagelig og angstfremkaldende. Hun var ude af balance fra bevægelsen op fra sofaen og fandt sig derfor stadig i bevægelse fremefter som de fik fast grund under fødderne igen. Isadora vaklede frem og tættere ind i Wills favn. Han havde slået den frie arm om hende som de var rejst, mens han havde holdt fast i hendes hånd med den anden. Isadora smilede lettet op til ham og så sig så rundt med rynkede bryn. Det så ud til de var endt i en gyde.

Murene lignede så mange andre og skraldet det samme. Intet genkendeligt var ved tønder eller kasser stillet væk derinde, men alligevel var der noget bekendt ved gyden. Isadora trådte et halvt skridt baglæns så hun kunne se bedre og mærkede så hvordan hendes blik fandt et skilt hængende skævt fra indgangen til gyden. Det fik hendes blik tilbage til Will som et øjenbryn gled op. "Jeg må vel være lettet over det ikke blev springvandet?" Det var gyden fra første hop de havde taget sammen væk fra en knibe der hurtigt kunne være blevet til mere af et slagsmål end det allerede var. Springvandet havde været det næste stop derfra.

Så gav hun dog hans hånd et klem. "Jeg tror det... jeg bliver det... men..." Hun så på ham med bekymring i de grå øjne. "Jeg må hellere se at komme hjem før min mormoder for forberedt for god en svada... skal vi..?" Hun bed sig i underlæben, med et klar over hvor meget Will det sidste år var kommet til at betyde for hende og usikker på hvordan hun skulle håndtere den slags følelser. "Skal vi mødes og tænde et lys for Kira i aften?"

Forældrernes udtryk var svær at glemme, og Will havde ret hurtigt besluttet sig for, at han lod tiden gå i lang tid, før han vendte snuden hjemad igen. Om han så skulle gå rundt alene eller sammen med Isa. Han foretrak klart det sidste.
Will havde blot bare stået en rum tid, men et drillende og morerne smil kom hurtigt over hans læber ved hendes kommentar. "Næste gang, bare rolig." han blinkede til hende og sørgede for stadig at havde fast i hendes hånd, mens hans arm egentlig også virkede ret modvillig til at flytte sig. Han synes ærlig talt at han stod ganske godt i den her position. Ingen grund til at ødelægge det.

Will faldte lidt mere ind i de alvorlige og bekymrende lune igen, som hun svarede en smule usikkert på om hun var okay. Egentlig havde han blot ment med mødet med sine forældre, men en knude der formede sig i maven på manden, fortalte ham at det ikke kun var det hun snakkede om. Det andet var langt svære at affinde sig med.
Mormoren nåede først nu frem i hans tanker igen, selvom han ærligt havde forsøgt at skubbe det ud af sine tanker, efter sin fars knap så behagelige nævning af hende. Han rømmede sig let, men smillede dog som han så ind i de grå øjne igen. "Det vil nok være det klogeste valg, selvom jeg er stærkt imod det." indrømmede han, med et skævt smil, og begyndte, stadig med Isas hånd fast plantet i hans, at gå ud af gyden med rolige skridt.
"Det vil jeg rigtig gerne. Vil du havde mulighed for at komme ud?" spurgte han roligt og mærkede knuden vende sig i maven igen. Det var en mærkelig kombinationer af følelser der flød rundt i hans mave i dette øjeblik. Han var ubeskrivelig ked af at havde mistet sin veninde, men samtidigmed så glad for at være sammen med Isa, at han faktisk ikke helt vidste hvad han skulle udtrykke af følelser lige nu. Kiras navn havde alligevel frembragt lidt mere blanke øjne ved knægten, som nok mest af alt havde brug for at få tændt lyset og måske der begynde bedre at kunne acceptere hvad skæbnen havde bragt. "Skal vi mødes et sted, eller skal jeg komme og hente dig?"

En overraskende varm latter perlede fra Isadora ved Wills svar. Det var et løfte han bestemt ikke behøvede at holde! Hun skubbede let til ham, men gik samtidige også tilbage ind i hans favntag nu hun havde set hvor de var og ikke følte hun havde brug for udsynet længere. Om ikke andet for en stund var det ikke nødvendigt og det var for rart at mærke hans arm om hendes liv. "Hvorfor undrer det mig ikke det mindste?" Hun havde en fornemmelse af at hans magi ofte havde den slags små uheld i hælene på sig når brugt i hast.

Smilet og latteren faldt desværre hurtigt væk, som Will spurgte ind til hende og bragte Kira tilbage op i Isadoras tanker. Mødet med hans forældre havde hun ikke tænkt med i sit svar og tænkte hun da heller ikke over nu. Hun ville nok senere - og da især når hendes mormoder havde givet hende lidt flere grunde til det, men for nu var det møde ikke nær så vigtigt som ham hun stod med nu eller det der havde bragt hende så febrilsk hen til ham. Det var der de virkelig komplicerede nye følelser lå og de erkendelser hun nok ikke helt havde gjort sig før da. Hun havde vidst hun holdt af Will og den måde han kunne få hende til at slappe af på, men ikke vidst hvor dybt det stak før hun havde udsøgt ham så ensporet. En følelse han kun understregede som han med sine ord fik endnu et smil frem på hendes læber.

"Nogen gange må vi alle gøre ubehagelige ting fordi de er det rette at gøre." Hun gav hans hånd et klem, som de begyndte at gå og snart efter sluttede sig til menneskemængden på gaden udenfor. Som de kom ud af gyden lagde hun mærke til det blikke de modtog, men blikkene faldt væk, som de blev en del af mængden. Hans næste ord fik hende dog til at rynke panden i tanker, før hun gav ham et skub. "Hvornår er du begyndt begyndt at tænke så praktisk?" Hun havde ikke tænkt i hvor svært det kunne være for hende at slippe ud på gaden igen efter det forsvindingsnummer hun havde lavet for sine beskyttere tidligere. Så bed hun sig dog i underlæben. "Jeg burde kunne komme ud i haven - den støder op til Lord HaMinch's hvis du kender dem? Du kunne hente mig der?" Hun havde fået nok forståelse af hans evne at hun gav ham et mål han muligvis kendte at hoppe til først og så tæt på at det næste ville være ganske enkelt.

Det ville være synd at påstå at Will var dårlig med sin evne. Han var utrolig dygtig og ramte sjældent forkert. Med mindre han naturligvis havde nogen med sig, sammen med tidspres. Som det havde været i begge tilfælde som han havde haft Isadora med under armen. Første gang havde det været midt i en slåskamp, og efterfulgt af at de blev jagtet. Hvis det ikke var en stressene faktor, så vidste han ikke hvad var. Denne gang hvor teleportering havde set sit snit til at være nødvendig, var situationen efter Wills mening, faktisk værre end før.
Men de slap væk, og kunne nu grine lidt over de uheldige situationer de efterhånden var kommet ud i.

Alvoren meldte sig hurtigt tilbage til dagens lys og lod også alle de andre tanker om morskab og ballade, stryge til siden, for at give plads til de mere alvorlige og voksne tanker. Noget Will normalvis ikke beskæftigede sig meget med. Will skulle naturligvis også blive voksen engang.
Han nikkede og fik et let skævt smil på læben. Hans opmærksomhed var ikke så meget op deres omgivelser, og derfor følte han sig egentlig heller ikke voldsomt nedstirret det første stykke tid. Det var få han fik øjenkontakt med på turen, som skyndte sig at kigge i den anden retning.

Alvoren blev endnu engang heldigvis draget let til siden for det lille puf og Isadoras stemme. "Oh, det må være din fortjeneste! Tvivler stærkt på at det bliver en vane." svarede han smilende og blinkede til hende. William var faktisk ikke helt sikker på hvorfor han begyndte at tænke i mere praktiske baner. Nok fordi det var den bedste mulighed han havde for at se Isa igen. At leve efter at tilfældighederne ville tale til deres fordel, var bare ikke gode nok odds for ham længere.
"Lord HaMinch's have. Jo, det sted husker jeg godt" svarede han sammentyggende til planen, som de rundede et hjørne, der førte dem tættere på endestationen. Ikke at det var en særlig opløftende tanke. "Er du sikker på at du ikke er under overvåvning?"

Isadora kunne ikke lade være med at at lade en lille latter følge Wills ord og så smile varmt til ham. Det var rart bare at gå sammen med ham og for nogle få øjeblikke glemme hvem de var og hvor de var, men i allerhøjeste grad også glemme alt om hvem der kunne se dem gå rundt sådan sammen. Hans arm lå stadig betryggende om hendes liv og hun havde uden at tænke over det lagt den ene arm om livet på sig selv, så hun kunne flette fingrene ind mellem hans hvilende på hendes side. En lille uskyldig ting måske, men det ville næppe blive set som noget sådan.

Hendes smil var der stadig, som han bekræftede sit kendskab til have ved siden af hendes mormoders og som hun forsikrende nikkede til ham. "Det er jeg helt sikkert, men jeg skal nok være der alligevel." En gnist af stål var kommet op i hendes blik, som det stædige og alt for selvstændige drag var sat i hendes udtryk. Hun havde lovet at mødes med ham og ingen ville komme til let at forhindre hende i det. Faktisk ville det næsten være hele skideballen værd at bevise hun kunne slippe ud under næsen på hendes mormoder.

Det var den samme oprørstrang der stadig sad i Isadora, som de nåede gaden med hendes mormoders palæ. Hun så ikke ligefrem frem til at skulle væk fra Will ligenu, men som de kom nærmere kunne der ikke være den mindste tvivl om at de var blevet opdaget. En velkendt skikkelse i form af hendes sædvanlige beskyttende skygge var dukket frem og så alt andet end glad ud. Det samme var hushovmesteren med et endnu mere sammenbidt og misbilligende udtryk. Isadora ignorerede dem dog og stoppede roligt for foden af trappen op til hoveddøren. Der tog hun Wills hænder i sine, lænede sig frem og kyssede ham blidt, før hun hviskede. "Klokken ni. Jeg skal nok være der." Så slap hun hans hænder og skyndte sig op af trappen og ind. Ved toppen så hun tilbage ned på ham og indså først da at han stadig ikke var ordentlig påklædt. Det fik det til at trække i hendes mundvige, før hun vinkede til ham og derefter i al hast blev ført ind og døren lukket bag hende.

William beundrede rent faktisk hendes stædighed og gåpåmod overfor de forhindringer hun nu engang skulle ud og møde. William selv havde altid været lidt heldig hvad udfordringer angik. Han kunne næsten altid bare flygte. Lige nu var det dog ikke en mulighed som de nærmede sig Isadoras hjem, og synet af bodyguards og des lige nåede hans blik. Meget hurtigt følte William sig ekstrem nedstirret. Der var flere faktorer der spillede ind for deres blik, men den tid den sorg. William fulgte roligt med hele vejen hen til trappen, mens han følte at han blev mere og mere stirret på jo tættere han kom. Men dette var vand i forhold til de øjne der nærmest poffede ud. Isa havde rent faktisk lændt sig ind og havde kysset ham. Isadora stod lige nu og kyssede ham! Hvis ikke Will allerede var på en sky når hun var i nærheden, så var han det i hvert fald nu. Et smil voksede sig frem på hans læber og det var ikke til at forsvinde igen! Det blev siddende, som var det permanent klistret på. "I lige måde." hviskede han tilbage og så hvordan Isadora løb op af trappen og forsvandt ind med alt hast. Det eneste han nåede at se var trækningen til et smil og en vinken, som han gengældte.

Herefter føltes alt lyserrødt. William var svævene og havde stadig svært ved helt at få ind på lystavlen at det var sket. Med et fjoet smil, gik den, langt fra ordentligt påklædte William, ned af gaden og kom først rigtig til at tænke over det da hans tæer føltes som om at de var ved at falde af. Her var hans første tanke enkel, som han forsvandt og landede på trappen til et meget velkendt hus. Døren blev åbnet uden tøven, og han vandrede ind i et lidt lallet tempo. Her nåede han knap at runde et hjørne før at han stødte ind i den velkendte hvidhårede kvinde, som mildest talt så godt forvirret ud over både påklædning og det fjogede smil og det faktum at han bare lige pludselig stod der! "Hej! Har du tilfældigvis et par støvler jeg kan låne? Og om George måske ville være så elskværdig at låne en trøje til mig, nu vi er i gang? - Og er det mad jeg kan dufte?!"

Her havde Will siddet det meste af dagen, mens han praktisk talt havde drevet Gloria til vanvid ved ikke at fortælle hende hvorfor han var så glad og fjoget på samme tid. Hun gav ellers rigeligt med gæt fra sig, men intet tæt nok på. I hvert fald ikke til at Will ville indrømme noget. Ikke endnu i hvert fald. Men nu nærmede klokken sig det aftalte tidspunkt og Will havde meddelt sin afgang og sat af med et puff og landede i bagenden af Lord HaMinch's have. Heldigvis også uden at nogen opdagede hans ankomst. Så var der ikke andet at gøre end at vente.