Det havde været med en mærkelig blanding af forventning og smerte at Moana havde sagt farvel til sin familie morgenen før. Hun havde været adskilt fra dem før og endda i lang tid af gangen også, men denne gang ville være anderledes. Hun ville være væk længere og hun ville forlade Aquarin helt også. Det var det sidste der havde givet hende flest bobler i maven af forventning og gru, som hun havde givet sin mor og sine søstre et sidste knus hver og klappet sin bror på skulderen. Hendes far havde fået en kort honnør, for måske havde hun mere rang end ham nu om stunder, men han var og blev hendes far. Derefter havde hun smidt sin vadsæk over skulderen og var svømmet derfra uden at se sig tilbage.

Det var også med en mærkelig fornemmelse af forventning og gru at hun nu skød mod havoverfladen og hvad lå af ukendt land der. Hendes vadsæk var blevet pakket om til en mere praktisk taske, der indeholdt ikke bare hendes egne personlige sager, men også et sæt tøj af den slags mennesker på landjorden brugte. Hun havde set en smule skeptisk på det som hun havde pakket det ned, men holdt det til det. Tiden måtte vise om de besynderlige stykker tøj var det rigtige. Med det i tankerne brød hun gennem lyset og holdt sig stille mens hun så sig rundt, før hun drejede sig en smule, dykkede ned igen og strøg videre ind mod kysten ganske nær under overfladen.

Hun sænkede først farten da sandbunden kom op imod hende selvom hun lå så højt at hendes rygfinner stak lejlighedsvis op i luften. Det var en anden form for sand end den på havbunden og fascineret strøg hun fingrene ned og igennem det. Ikke så fint og sammensat med flere små sten end hun var vant til. Stille gled hun videre frem med kraftfulde slag med halen, til hun gled hen over sandet og havde hovedet over vand. Atter så hun sig vagtsomt rundt, før hun trak sig en smule længere end en smule hæmmet af treforken og tasken der med et var blevet langt tungere. Som hun nåede tørt sand vippede hun tasken af og lod våbnet ligge ved siden af sig. Derefter lukkede hun øjnene, trak vejret dybt ind og lod forvandlingen tage sig.

Først var det som en blid bølgen over hende. Det lange, våde og meget turkise hår faldt mere frit ned over hendes ansigt, som dette mistede sine korallignende finner og mørkere, stribede markeringer. Finnerne på armene og ryggen var det næste der trak sig ind i huden på hende og først da hun trak vejret dybt endnu engang og åndede ud, skiltes hendes hale i to ben, mens finnerne blev til fødder. Hun åbnede langsomt øjnene og så ned over sig, mens hun forsøgte at forlige sig med det svage udseende og den tunghed hendes krop virkede tynget ned af. At hun kun var i klædt sit hår tænkte hun ikke videre over, som hun fik sig sat vaklende op og strøg fingrene ned over benene for at forsikre sig om de var virkelig nok og hele.

Meget langt der fra i en lille hule åbnede han sine øjne op igen, hans helt hvide vinger som havde været spændt fast blev slubbet fri, friheden til vingerne fik dem til at daske en kraftig vind ud af hulen efterfulgt af fjer fra dem, han rejste sig op og gik hen til kanten hvorefter han blot lod sig falde ned fra kanten og kun få meter før han rammede jorden daskede vingerne, og han fløj op i luften og bare ud for at se verden igen.

Vinden var kraftig når man fløj og vinden i håret var skønt, han følte at han levede på ny igen han fløj ud imod kysten som noget af det første han ville se og så lige i rette tide en person som stod ved strand bredden, han besluttede sig for at kigge nærmere på det. han fløj ned imod stranden og fløj rundt i en cirkel rundt om personen før han til sidst så det var en kvinde og derefter landede 5 meter fra hende, ikke fordi han frygtede noget, men mere på grund af hans vingere som vil daske lidt inden landet og nok vil blæse en masse sand ud til hver side, og 5 meter vil nok være nok til at hun ikke skulle få noget i øjne.

Achillius rettede sig op efter han var landet og stod blot og kiggede på kvinden med hans havblå øjne og et lille smil på læben, det var rigtig langtid siden han havde haft kontakt med et andet menneske, og nok derfor han ikke sagde noget og blot kiggede på hende.

Moana havde blikket ud over vandet som hun sad og sundede sig over den forandring hun havde gennemgået. Det var så uendelig anderledes at forvandle sig på land end det var i vandet. Vægten var anderledes, men også modstanden når hun bevægede sig, hvilket krævede tilvænning.
Meget indså hun som en lyd bag hende fik hende til at vende sig fra havet og i en glidende bevægelse gribe efter treforken. Bevægelsen blev voldsommere end tiltænkt og var ved at vippe hende op på siden, før hun fik den bremset op. Hånden fandt dog treforken, som hendes blik fandt hvad havde skabt den uventede ændring i luftstrømmende omkring hende, så meget som lyden.
En mand med vinger.

Han landede blødt i en støvsky af sand lidt fra hende. Langt nok væk til at sandet ikke nåede hende, som det spredte sig væk fra hans vingers stærke slag, men ikke længere væk end at hun kunne tage ham tydeligt ind. De hvide vinger der af sig selv foldede sig op, men som stadig glitrede i solen, det milde smil og de blå, blå øjne der hvile ufravigeligt på hende.
Det fik Moana til at rejse sig støttet til treforken. Hendes turkise blev på manden til hendes nye ben ikke helt ville holde hende oppe som hun gerne ville have dem til. Først var det en vakle som hun nåede op på hug, men som hun rettede sig op, gav de efter under hende og lod hende falde sidelæns ned i sandet igen. Overrasket og en anelse chokeret over denne udvikling bandede Moana på sit eget sprog til hun fik strøget håret væk og sendt fredsforstyrrerren et vast blik. "Hvad glor du i det hele taget på? Aldrig set havfrue gå i land?"

Achillius kunne fornemme at det ikke var en venlig tone denne unge kvinde kom med, og det eneste han vil var blot at se hvem hun var, ide hun mister balancen og falder sidelæns ned i sandet, skynder han sig hen til hende, han sætter sig på hug foran hende og ser hende dybt ind i hendes turkise øjne med hans blå " ro på vil dig intet ondt" sagde han med et lille skævt smil på læben, han rakte hans hånd frem for at hjælpe hende op " skal de have en hånd " sagde han meget venligt og roligt.

han kiggede kort på hendes ben, for en ting som var sikkert Achillius havde aldrig set en havfrue før, og selvom han havde levet i mange år så var det faktisk en af de væsner han altid havde ønsket at se, men da de lever for det meste under vand så ville han jo ikke rigtig kunne opsøge dem, så at se en havfrue gå i land var et sjældent syn. Han så på hende igen " nej desværre har jeg aldrig set en havfrue gå i land, men har jeg så åbenbart nu " smilede han endnu engang, og stod blot afventende med hånden frem for at hjælpe hende hvis hun tog imod hjælpen, dog troede han ikke hun vil tag imod hjælp for hende attitude vidste lidt noget andet, men han ventede spændt for at se.

At se den bevingede mand komme hen mod hende, som hun landede forsvarsløst i sandet forbedrede på ingen måde Moanas sindsstemning. Hun afskyede at miste kontrollen på den måde og især når det var kontrollen over sig selv. De nye ben var slet ikke til at arbejde med og håret havde også bestemt sig til at være så meget i vejen og til besvær som det kunne. Hvor det i vandet flød væk fra hende, viklede det sig her i stedet om hende og blev ved med at dække hendes ansigt til. Om ikke andet så til hun med en hidsig bevægelse fik nok af det væk til at det holdt resten bag hende. Først da rettede hun sig nok op til at møde mandens blik og finde sit fanget deri.

Han var anderledes end de mænd hun normalt var omkring. Ikke brovtende, overlegen eller forsøgende at være fysisk intimiderende. Han var ligsom bare og rakte hende en hånd. Smilet virkede ægte, men var først da hans blik gled til hendes ben og hendes fulgte at et lille smil trængte frem hos hende lidt af anspændtheden tog af. Især da hun så at hendes distraktion med manden og irritation over benene havde påbegyndt forvandlingen tilbage. Hendes nye fødder havde et anstrøg af finner over sig og var noget turkise i farven. Hun lukkede øjnene og fik dem tilbage som de skulle være og fæstede magien der. Ingen grund til fejl på det punkt! Først da det var gjort så hun igen på manden, vurderede ham et øjeblik og tog så imod hånden for at komme op. "En hånd ville være rart...tak." Hendes stolthed led måske under det, men hun var ny til denne mærkelige verden hvor sandet trak så hårdt og intet fungerede som det plejede.

At holde balancen på benene - der dog denne gang indvilgede i at holde hende oppe - var noget der tog endnu et øjeblik. At have treforken var en hjælp, men desværre måtte hun indrømme, så var mandens hånd endnu mere. Det passede hende ikke, men hun bed irritationen i sig, som hun fik samling nok på sig selv til at fortsætte samtalen. "Det er heller ikke så tit vi går i land. Hvorfor har jeg da forstået nu!" At hun stadig var frustreret over sin egen opståede svaghed var tydeligt. Lidt mindre som hun slap hans hånd og lod blikket glide ud over stranden og så tilbage til ham igen. "Ved du hvor det her er? Og i hvilken retning jeg kan finde hovedbyen her på land?"

Achillius var ikke god til at ligge mærke til hans omgivelser når der var en meget flot og ung kvinde i hans nærvær, men ide hun tog imod hans hånd smilede han til hende " må ærlig indrømme at jeg har hørt få ting om jer og det er at i skulle være utrolig smukke, og må jeg sige det er skam rigtigt. smilede han og kiggede hende dybt i øjne med hans egene.

Han lyttede mig til de ting hun sagde men da hun spurgte ham, og vejen til byen lukkede han kort øjne inden han igen kiggede på hende igen. " jamen jeg besluttede mig blot for at flyve en tur, men vil skyde på du skal i den der retning " sagde han og pegede imod byen inden han så bekymrende på hende " men de kan da ikke holde til at gå med de nye ben du render rundt med, altså jeg vil gerne flyve dig ind til byen, eller jeg tager ikke imod et nej, kan ikke lade dem gå på egen hånd der ind du kan falde om slå dem, det kan jeg ikke tilbyde dem så jeg vil mere ind noget andet gerne flyve dem der ind, måske til bytte med deres navn, da jeg ikke ved hvad en hedder"

Hans stemme var bestemt hans blik var ikke fjernet fra hendes, han rakte hånden endnu engang frem imod hende " og bare rolig skal nok flyve ordenligt med dig hvis det er " smilede hende til hende. Achillius har altid være kendt for at hjælpe flotte unge kvinder, men mest af alt var han bare god til at charmere sig ind på dem, ikke for at ond ved dem eller noget men mest af alt fordi han kunne lide dem, og han måtte da indrømme der var noget tiltrækkende ved denne havfrue, og især hendes øjne.

Moanas blik var tilbage på den vingede mand, som han lod sin bemærkning falde og så skød der et muntert øjenbryn i vejret af ham. Det var ikke lige hvad hun havde håbet han ville fremhæve ved hendes folk, men der kunne jo så også være andre grunde til det. "Smukke? Jeg havde håbet vi fremstod som andet end elver boende under vand." At det var tiltænkt hendes udseende var aldrig rigtig en del af hendes tankebaner, for hun så ikke sig selv som noget specielt. Ikke når hun havde set hoffet i Aquarin i alt dets storhed. Det var også tydeligt at hun ikke var specielt imponeret over at blive sat i bås med elverne på den måde. Et folk hun havde hørt så lidt om, som det virkede til at Wingemanden havde om hendes.

Han havde dog hendes opmærksomhed, som han med en selvfølgelighed, som havde hun sagt hun var svømmet på tværs af havet, konstaterede at han bare var fløjet rundt. Det fik hendes andet øjenbryn i vejret, før de trak sig sammen til en tvivlende rynke i hendes pande. Han virkede ikke helt til at vide hvilken vej hun skulle i. Han havde dog en del at sige til sagen og det første fik hende til at sende ham et vast blik. Kaldte han hende lige svag?!? Måske havde hendes bens ustabilitet og anderledeshed overrasket hende og slået hende en smule ud af kurs, men svag var hun bestemt ikke! Og han blev ved! Talte til hende og om hendes evner til at klare sig som var hun en levende krystalfigur! Hendes temperament glimtede faretruende i hendes turkise øjne var ikke til at tage fejl af, som han rakte en hånd frem mod hende.

Moana trådte et skridt tilbage og skiftede greb på treforken til at holde den mere som det våben det virkelig var end den stok hun havde brugt den til før. "Jeg er måske ikke på toppe endnu på dette vanvittige sted, men jeg er langt fra så svag som De antyder!" Hun understregede ubevidst sine ord ved at slå over i det formelle 'De' frem for at forblive dus med ham. "Hvad antager De mig lige får? Jeg kan gå og De skal så sandelig ikke flyve mig nogen steder hen!" Hun så hidsigt på ham og plantede fødderne. De virkede ikke helt så godt sat som når hun før havde stillet sig klar til kamp i vandet, men det var der intet at gøre ved. Så bussede hun videre. "Hvem er De i det hele taget? Og hvad?"

Achillius blev meget overrasket over den måde hun tog det hele på, alt han prøvede på var at være venlig overfor hende ikke andet og så pustede hun sig sådan op, Achillius var ikke en person der blev sur over tingene men dette irriteret ham blot en smule, ide hun tog hendes trefork i hånden og stod og nærmest var i angrebs position gjorde at han blot smilede lidt, en ting der var sikkert det var at han frygtede ikke kvinder med våben.

Han så direkte på hende " hvis de har tænkt dem at bruge den trefork så burde de lærer deres modstander at kende første, ser de." sagde han og i et hurtigt overraskende ryk blev treforken rykket ud af hånden på hende og over i sandet få meter fra hende (?)

Achillius gik lidt tættere på hende han gik så tæt på hende at de blot stod 2 meter fra hinanden " hører her frøken jeg vil dig intet ondt blot hjælpe, men hvis de ser min hjælp som noget du ikke har brug for så sig dog bare det" sagde han med en rolig tone.
nogle af de ting hun havde sagt valgte han ikke at svare på, og især da hun vil vide hvem han var det var en ting han ikke vil fortælle, fordi med den aggressive måde hun tog tingene på mente han ikke hans navn vil have nogen betydning overfor hende.
"som den gentleman jeg er, vil jeg mene at det vil være på sin plads hvis de fortate mig hvem de var"

Moana kunne se overraskelse i mandens ansigt over hvordan hun tog hans ord, men det gjorde hende ikke mindre kampberedt. Var kvinder virkelig så uselvstændige oppe her at mænd antog de intet kunne og blev chokeret hvis de mente noget andet. Han tog det dog med slående ro og uden at blive det mindste ophidset over hendes tone. Hvad han dog gjorde var lige så stille at træde nærmere og smile til hende. Moana kneb øjnene sammen ved hans ord og spærrede dem så overrasket op, som han fuldstændig henkastet træk treforken ud af hendes hænder. Det kunne bare ikke passe!

Hun fulgte den med blikket, som den landede i sandet og med afstanden til hende understregede at hun var så svag som denne vingede mand anså hende for. Hvad var det her lige for et sted? Sammenbidt så hun tilbage på ham, mens hun foldede armene under barmen og bed ham af. "Hjælpe?? Er det hvad De kalder det? Svinge mig op i Deres arme og bære mig guderne kun vide hvor hen? Uden et ord til præsentation eller noget?" Hun så stadig kampberedt på ham. Treforken var så langt fra hendes eneste våben og det gav hende selvtilliden til at blive stående foran ham. Han havde ellers givet hendes tiltro til egne evner ikke så få knæk allerede. Utåleligt når hun skulle forestille at være kompetent og i god form.

Så fik han hende alligevel til at stoppe op og bare se på ham et langt øjeblik. Han virkede nærmest fornærmet over at hun ikke havde svaret på det spørgsmål første gang han stillede det. "En gentleman ville have præsenteret sig, men navnet er Maknamana. Moana Maknamana. Jeg er kriger i den kongelige æresgarde og dette er min første tur på land. Det er meget anderledes." Hun holdt hans blik, som hun tøjlede sit temperament ved en kraftanstrengelse og så sigende på ham. "Og nu er det vist din tur til at sige hvem du er?"

Achillius var en person der altid vil hjælpe en kvinde i nød, en person der aldrig vil ligge hånden på en kvinde så hvorfor starte nu, han så på hende og han kunne godt fornemme hendes tone overfor ham, ide hun nævner ordet guderne kiggede han kort op, og derefter over på hende normalt var han ligeglad med folk tone men at bruge guderne i den tone, vidste han ikke rigtig hvad han skulle sige til det " normalt vil jeg lade det ord slippe forbi mig, men de som havfrue burde da vide at det ikke det smarteste at bruge guderne hvor fædre og mødre i den tone de gør." Achillius var meget rolig men alligevel betød guderne noget for ham, måske nok mere ind for hende.

Achillius så på hende igen og gik endnu to skridt tættere på hende sådan han næsten kunne mærke hendes arme som hun havde placeret under hendes barm, han så hende direkte i øjne " kig mig i øjne når jeg siger jeg vil dig intet ondt vil blot hjælpe dig... men nuvel det kan da kun være på sin plads at fortælle nu, mit navn er Achillius søn af Peleus" sagde han og nikkede med hovedet til hende.
Hans blik blev rettet over imod treforken, han holde hånden frem imod den og i et var den i hans hånd, han så på hende og rakte den til hende " her........så ved du at jeg ikke vil dig noget ondt blot hjælpe "

Moana kendte så godt som intet til landjordens væsner. Ikke andet end hvad hun havde læst sig frem til og langt de fleste af de tekster var præget af fortidens fordomme og normer. Hun havde antaget at de ville være upræcise og havde da også fået lidt andet at vide fra nyere kilder. ikke meget, for hun havde trods alt ikke været andet end en interesseret vagt for de diplomater hun havde fulgt på vej. Det eneste både de og bøgerne var enige om var at landjordens skabninger var lumske og ikke til at stole på for flertallets side. Så der var god grund til at hun ikke troede en tilfældig forbipasserende havde rene hensigter, når han var så insisterende på at komme hende nær og det på en mere eller mindre småtruende måde som hun ikke faldt på halen for ham. Hun brød sig virkelig ikke om at blive irettesat af ham heller. "Og som, hvad end De nægter at sige hvad er, burde De virkelig ikke belære andre om hvor religiøse De mener De skal være!" At hun havde brugt guderne til at understrege sine ord var kun en ting ud af mange der for dem der kendte hende viste hvor ude af balance hun var.

At han kom nærmere og på den måde massede sig ind i hendes personlige rum fik kun gnisterne til at springe til live i hendes turkise øjne. Hun havde ikke sluppet ham med blikket og mødte det også nu uden at blinke. "Og hvilken forskel skulle det gøre at du muligvis kan lyve uden at blinke?" Kom det spidse svar tilbage. Han måtte da tro hun var dum, hvis han gik ud fra at den gamle traver. Alligevel var der noget ved ham, der fik hende til at tro ham. Han var bare for fornærmet over at hun tænkte grimt om hans hensigter. Det var den fornemmelse, der fik hendes træk til at løsne sig op og et smil til at finde vej til hendes læber. "Men jeg tror dig... nogenlunde, Achilius søn af Peleus." Hun sagde navnet som hun fæstede det i hukommelsen sammen med hans ansigt.

Hendes blik fulgte ham, som han flyttede sig og bøjede sig ned efter hendes trefork. Hun kunne ikke lide at se den i hånden på en anden og rakte uden tøven ud efter den. Som hendes fingre lukkede sig om den sang den gennem hendes krop. De var tonet til hinanden i en balance der var svær at forklare. Ikke at treforken var noget ekstra - ud over at den altid var våd af en indre fugt hun nød at føle mod sine hænder. "Hjælp i form af retning og lidt om det nærmeste land ville være dejligt." Hun var slappet af ved at våbnet tilbage og mente hvad hun sagde. Havde han noget han kunne fortælle hende om den vej hun skulle ville hun meget gerne have det at vide. Det var den hjælp hun ville tage imod.

Achillius havde fejlbedømt denne kvinde hun var nok den mest irriterende kvinde han havde mødt hun skiftede humør hele tiden og var slet ikke nem at blive klog på, ellers så havde Achillius nok bare ligget for længe i skjul fra omverden, han så stadigvæk direkte på hende han lyttede til hvert et ord hun sagde, " af alle personer hvorfor så være så mistroisk, de har sikkert læst bøger om land mennesker men jeg er ikke som land menneske jeg er noget der ikke står i bøgerne, men det er også lige meget jeg skal nok vise dem vej"

Han gik 4 skridt tilbage fra hende og kiggede kort på hende, inden han rakte hænder frem imod sandet han viftede kort med hænderne og en masse streger begynde at tegne sig i sandet, i sandet kunne man se hvordan en form for landkort blev tegnet i sandet " som du ser i sandet er det et kort over landet, der hvor krydset er der står du oppe i hjørnet er der et kompas sådan ved hvor du står i forhold til hvilken retning du skal i, så there you go så ved du hvilken vej du skal " sagde han bestemt, og var dog stadigvæk i chok over den måde hun var på, af alle de kvinder han havde mødt i sit liv var hun virkelig anderledes, han kunne virkelig ikke læse hende eller regne hende ud som han har kunne ved de andre.

"Så De vil ikke fortælle hvad De er, men forventer samtidig at jeg skal undlade at være mistroisk? Så selvmodsigende som noget!" Moana så på ham med utilsløret mistro nu og med flere skarpe svar på læberne hun dog undlod at slynge efter ham. Hun måtte jo have fået tiltrukket sig opmærksomheden af den mest verdensfjerne, selvhævdende skabning på landjorden! Hvordan kunne hvad stod i bøger nogensinde være et klart billede af et folk? Det var jo latterligt! Måske kunne det give lidt overordnede ideer om deres fordomme, men hvad de som personer var imod var gerne noget ganske andet. Og tydeligvis ligegyldigt hvis han end ikke skulle være inkluderede i de bøger han antog hun måtte have læst. Hvad vidste han lige om hvilke bøger det kunne være? Hun holdt dog sine oprørte tanker for sig selv, men lukkede samtidig af for at han skulle komme hende nærmere.

Noget der kun blev lettere som hun fik sit våben tilbage og mærkede roen sænke sig over hende igen. Hun havde det bare bedre med det i hænderne. Mod sin vilje var hun alligevel imponeret over hans evner sandet. Nok til at ignorere hvordan han talte ned til hende. Hun havde trods alt set kort før, men det var ikke en diskussion hun orkede at indlade sig på. Ikke med så pirreligt et væsen som den vingede mand. Hun betragtede i stedet kortet og fæstede det i sin hukommelse. Så pegede hun på en plet sat ikke langt fra krydset. "Er det en samling af beboelser?" Det udstyr hun havde med sig var kun hvad kunne holde til en tur i havvand uden at gå til. En smule tøj, hvilket fik hende til at se på tasken og med et opgivende suk fiske det frem så vinden kunne tørre det, et par støvler, der fik samme tur og lidt andet. Beklædningen var dog hvad hun snart ville få brug for. Derefter så hun atter på kortet. "Den streg der løber der? Er det en gade?" Noget underligt noget at have udenfor en by, men landboere var underlige.

Han smilte kort men vil på en eller anden måde ikke lade hende påvirke ham, selvom hun allerede gjorde det piger og Achillius var bare ikke noget han kunne modstå, han så blot på hende " jeg er blot en Engel i dine øjne " " det var alt han sagde han vidste at hun på ingen måde vil vide han var, for så havde hun husket hvad han sagde han hed.

Han lyttede til hendes spørgsmål, han havde virkelig tegnet det perfekt men det kunne hun åbenbart ikke se, men det havde han heller ikke regnet med fordi hun var jo ikke fra land jorden. " jeg vil med glæde ledsage dig på din rejse hvis det hjælper dem nærmere" dette vil være det sidste forsøg på at være venlig overfor hende, hun var virkelig kold som is overfor ham, hun kunne virkelig modstå hans charme og det var den første kvinde han havde mødt der kunne det, ikke fordi han prøvede på noget men for det meste snakkede kvinder anderledes til ham når det var, men virkelig ikke hende her.
Achillius så igen hende i øjne, selvom hun var så kold var hun virkelig en smuk kvinde og han kunne ikke lade være med at gøre en godt indtryk på hende, men hun var blot immun over for ham på en måde.

"I mine øjne?" Moanas ene øjenbryn var skudt spottende i vejret ved hans ord, som der var kommet en særdeles munter tone i hendes stemme som hun svarede ham. Han var godt nok noget for sig selv! I hendes øjne! Ved alle guder! Hvis han gik ind i en bygning måtte han sikker bukke sig for at hans ego kunne komme med ind gennem åbningen. I det mindste havde han endelig fortalt hende hvad han var og som han satte et navn på kunne hun da også se det, skønt hun ikke vidste det store om engle. De var for sjældne til at hun havde hørt det store om dem. De hørte trods alt ikke havlivet til. Lige nu var hun heller ikke sikker på hun havde lyst til at møde flere af dem.

Som hun havde stillet sine spørgsmål betragtede hun ham afventende og sukkede så en smule opgivende. Det var lidt utroligt hvor ude af stand en person kunne være til at svare på ganske enkle spørgsmål. "Svar på mine spørgsmål ville være mere værdsat, Achillius." Hun fortsatte med at se afventende på ham. At han var ganske indtagende at se på kunne hun let abstrahere fra efter de havde talt sammen som de havde. Hun var vant til at være omgivet af mænd, og var ikke let at slå benene væk under længere. Hun var trods alt heller ingen ungmø uden erfaringer med verden, så der skulle mere end et kønt ansigt og en smule charme til at hun faldt for en person. Især en der allerede havde demonstreret at han mente han havde ret til at tale ned til hende og true hende.