Klokken lød et minut over tre. Ikke noget palæets beboere ville være bekendt med, men det gjorde det ikke mindre faktuelt. Natten var ikke meget anderledes frem for alle de andre nætter, som palæet havde oplevet igennem tiderne. Dette sted havde set mangt og meget - fødsler, død. I særdeleshed død, og det var nok hvad der gjorde stedet så unikt. Murene, gulvene, lofterne, de mørkeste hjørner af huset, alt havde måtte føle af hvad dette steds beboere havde måtte gennemgå. Minderne havde gravet sig ind i alt berøreligt, som miderne på et dagsgammelt lig. Og disse havde gravet sig ind dybt. Huset stank af råddenskab, ondskab.
Klokken lød to minutter over tre. Lydene der før havde præget den stille nat, forsvandt fuldkommen. Lyden af vinden stødende imod det næsten menneskeforladte hus døde fuldkommen hen. Lyden af husets knirkende brædder, lyden af liv udenfor palæets mange mure, alt - der var fuldkommen stille. Og pludselig fald den - lyden af en åbnende dør.

Den absolutte ro, en fred de fleste nok regnede med, at man førsr var i stand til at opnå den i døden, en fred elvern sidste gang var blevet flået ud af, af sin kommanderende herre, som var opstået fra de døde. Siden havde hun søgt den. Nu havde hun den, for sig selv, alene. De store honingbrune øjne, som ikke længere passede med deres proportioner i elverens magre ansigt stirrede tilbage mod hende, som tomme huller der til hver en tid ville true med at suge hende ind og fortære hende med hud og hår.
Det var ikke sket, hun havde overlevet det hele, set galskaben i øjnene som et stort frådende monster og slået det i jorden med alt kraft hun kunne mestre, ikke at elveren var blevet normal, det vile være en direkte synd at udtale sig såden, nej for den rødhårede var der et ordsprog som passede skræmmende godt. 'Når skaden er sket'. Forskellen var frygt, elverkvinden var ikke længere bange for den altfortærende galskab, den var ikke længere en trussel, men en allieret.

At Tarasika endnu var oppe var et mysterie, hun havde slået øjnene op, og sat sig i den absurd store seng, herfra havde hun sat sig ved det gammeldags sminkebord og trukket knæene op under hagen hvorpå ansigtet hvilede tungt og roligt.
Det eneste lys som var i lokalet var månens blege skær som kærtegnede den mælkehvide hud i et uhyggeligt slør, og det eneste der brød den rungende stilhed havde været en forsigtig nynnen.
Efter elverens genforening med Samson og dermed Zidiac fremstod hun nu atter engang gaske velsoigneret og pæn, hvad der før havde været indsunkne kinder der mindede om hvad man ville forvente af et skelet var der nu fyldt en smule mere ud, armene der før mest af ale kunne sammenlignes med sølle kviste havde igen vundet form af en normal slank arm.
Tiden væk fra Samson havde gjort elveren yderst godt, fysisk såvel som psykisk, det havde været et spørgsmål om overlevelse og Tara havde vidst, at det eneste def kunne redde hende fra vanviddets afgrund, var afstand. Dette havde hun fundet ikke andre steder en palæet der emmede af død og sorg.
En spinkel hån kærtegnede forsigtigt den hvide silkenatkjole, stoffet var blevet koldt af at sidde udenfor den lune vinterdyne Tara før på aftenen havde boltret sig i, så køligt at det næsten kunne føltes vådt, øjnene blev knebet sammen til smalle sprækker, hun kunne ikke sove, igen kunne hun ikke sove, hvorfor?
Det gav et sæt i den rødhårede der straks vendte koncentrationen mod døren til sovekammeret ved ikke så meget lyden som følelsen af en anden tilstedeværelse i det store palæ, havde hendes natur mon prøvet at sige noget til hende?
"Morgoth?"
Stemmen var svag, næsten uhørlig som hun gik mod døren, det kunne vel næppe være andre, ingen nærmede sig palæet, ikke i disse tider, halvdæmonen havde garenteret hende fred. De nøgne fødder trådte forsigtigt ud på den lange gang der førte til Taras benyttede sovekammer, hun missede med øjnene, søgende.
"Er du hjemme allerede?"

Lyden af de gamle dørhængsler gnidende imod hinanden stoppede, da elverkvinden trådte ud på den mørkebelagte gang. Hendes skygge farvede mørket, fremkaldte en sorthed i rummet der næsten ikke var til at fatte. Det var et mørke man veg fra; man hverken opsøgte det eller ønskede at fremkalde det, fordi der kom intet godt ud af det. Ondskab var smedet i mørke som dette, og der fandtes intet godt i det. Denne slags sorthed fandtes sjældent, men den fandtes og kun ét sted yderligere - i palæet, bag hende.
Hans skikkelse drejede sig langsomt, næsten ligegyldigt i takt med hendes muskler bar hende fremad. Øjnene han bar var tildækket af et slør af sort hår, men der var ingen tvivl: de opslugte den kvindelige skikkelse foran ham med hud og hår - en handling han havde tænkt sig at udføre til fulde.
Som Tara havde trukket sin krop fuldkommen ud af værelset bag hende, hensank det i fuldkommen sorthed. Som om en tyk, tyk tåge havde spredt sig ud i værelset og opslugt alt liv; alt lys der end må have sneget sig derind fra nattehimlen. Der var intet tilbage udover det blændende mørke, også lyden af en grådfyldt latter. En latter der spredte sig fra værelset, til gangen, til de øvrige værelser, til de øvrige gange, til hver enkelt - til hver eneste krog, der end måtte være i palæet. Og den stoppede ikke, men forhøjede sig. I takt med at latterens lydniveau hævede sig, sænkedes væggene i gangen. De trak sig imod hinanden som metal trækkedes imod magneter - imod hinanden, krævende og ustoppeligt.
Når panikken ramte elverkvinden (hvis denne kom), en panik han så komme, vil hun høre en stemme sige, gennemtrængende den nu dybt forvrængede latter:
”Jeg er kun lige begyndt,”
Stemmen vil være klar, underligt slesk, men frem for alt klar i elverkvindens øre. En klarhed der efterfølgende vil blive totalt overdøvet af et, for Tara nok ganske genkendeligt, kvindeskrig.

Elverens lette fodtrin stoppede i gangen, gulvet var køligt mod den nøgne hud og ilden, der nu var udbrændt i ildstedet, efterladende en sølle bunke gløder, havde kun formået at opvarme værelset elveren havde opholdt sig på. Gangen var kølig, hvilket fik elveren til at krydse armene over brystet med let ubehag. Hun behøvede ikke vende sig om for at vide, at der forgik noget, noget der ikke skulle forgå. Mentalt søgte hun ud, ledte efter hendes forbindelse til Morgoth, men han var intet sted i nærheden, faktisk, kunne hun ikke engang finde ham.
En kold klam følelse løb den rødhårede isnende ned langs rygsøjlen, mens nakkehårrene protesterede alt hvad de orkede. I en langsom bevægelse drejede elveren hovedet, og først da hun kunne skimme værelset, drejede resten af kroppen med, i en bevægelse der tydeligt sladrede om, at hun ikke ville vide, hvad end der var, eller havde været, i værelset.
Så snart hun stod vendt mod hvad der havde været hendes kammer de sidste dage, måtte hun kæmpe for at kvæle et skrig, dette kom ud som et halvkvalt gisp i stedet, inden hun desperat gav sig til at famle efter den store trædør, der kort efter rungede gennem palæets haller som den smækkede i.
Mørket var kvælende, men der var ingen tvivl, der var kun én vej, og det var ud. Nu! Tara gav sig til at løbe, hvad vej var det Morgoth havde vist hende ind? Hun kneb øjnene sammen, det altfortærende mørke havde i sig selv været nok til at sænke hende, men hendes ben virkede underligt stive og ugidelige, som når man brat blev hevet ud af sengen en kold morgen.
"Forsvind!"
Den vrede hvæsen blev mere til en tynd, dirrende beden end hun havde planlagt, kort dristede elveren sig til at kaste et blik bagud, men der var intet at se, ikke andet end væggene der begyndte at røre på sig. Hun blinkede krampagtigt og måtte stoppe op, gned sig henover øjnene, og så op igen. Den paniske klaustrofobi begyndte at røre på sig, hendes brystkase hævede sig i ukonrollerede stød. Du drømmer. Vågn op Tara. Forgik det hele virkelig i hendes hoved? Hun havde ikke just forkastet det rene vanvid på det sidste.
Stemmen var det næste, det var ingen drøm, ihærdigt hævede hun hænderne og pressede dem mod de spidse ører, igen satte hun i løb. Hjørne, dér, til højre. Så snart elveren drejede om det skarpe sving havde væggen snævret sig yderligere ind, hun stoppede, tagende et skridt baglæns, hun kunne ikke komme igennem passagen.
En velkendt lyd fik blodet i elverens årer til at fryse til is, hun stod stille, blodet brusede i hendes ører og en varme steg op i de ellers hvide kinder.
Nej! Stop!
Tara bakkede bagud, der var ikke meget plads snart ville hun være klemt inde, skriget, som et lyn fra en klar himmel ramte det hende, det kunne ikke passe. Et billee formede sig for Tara, fra første gang hun havde stiftet bekendtskab med Morgoth, en kvindes ansigt der blev formet af det gå gulv, slag efter slag, mens blodet løb.
"Hold dig væk. Jeg er ikke den spinkle elver jeg ligner!"
Denne gang var hendes stemme ikke spinkel og tynd, men de dirrede afslørende, hun var ikke bange, hun var skræmt for vid og sans, mere end hun havde været meget, meget længe.

Væggene omkring den kvindelige elver pressede sig yderligere imod hende. De synes ikke at ville holde inde, som de lagde sig over hende som et stykke tøj. De tilpassede sig efter hendes kropsform, og som man netop troede at de ikke kunne komme nærmere, trykkede de sig yderligere fremad. De ville presse imod hende, skyde imod hendes hud torturerende langsomt, til hun var helt og aldeles alene i mørket; i rummet formet efter hende, og kun hende.
Med et ville mørket være forsvundet, gangen hun havde opholdt sig i ligeledes. I stedet ville Tara finde sig selv værende for enden af trappen i palæets hall. Den rungende stilhed ville for atter engang præge palæet til fuldkommenhed; al lyd udenfor palæet var totalt elimineret, med en undtagelse af én ting. Lyden af et hjerteslag - om det var Taras eget, eller en udefrakommende var ikke til at sige. Også var der selvfølgelig også stemmen. Umiddelbart ved lyden af denne var den ikke til at placere kønsmæssigt; først havde den dybden af en mands, bagefter skarpheden fra en kvindes og pludseligt var den barnagtig, næsten kønsløs.
"Du er ganske, ganske vågen,"
Skift.
"Nok mere vågen end du nogensinde har været, hele dit sølle liv,"
Skift.
"Du er ynkelig; direkte ynkelig. Hvad andet er du ikke, hvis spinkel og uværdig? Hm? Fortæl mig det, Tarasika,"
Den sidste stemme var nok den værste af dem alle. For tonen bar ikke andre end Taras egen tunge. Hun ville næsten kunne fornemme ånden fra et andet individ i hendes ene øre, grinende af hendes voldsomme angst.
Skift.
"Fortæl mig om det, jeg ber dig!"
Det sidste ord emmede ud i dybder, der var ganske lig det blændende mørke der førhen havde omsluttet hendes skikkelse. Til hendes held var der intet mørke at finde i hallen hos hende - til hendes uheld, var hun ikke længere alene. En skikkelse havde formet sig bag hende, lænet sig op ad væggen der adskilte hallens enorme træppe i to retninger. Næsten nøgen, kun beklædt fra hofterne og ned til gulvet af et iturevet klæde, afslørede han sig. Hans person var ganske våd, afslørende at han engang havde opholdt sig udenfor i det voldsomme regnvejr. Hans bare fødder var ganske mudderet til, sammen med enderne af hans klæder, og hvad der engang havde været ungdommelige smidige fødder, var ganske beskadigede af jorden for enden af bjerget de var ganske nær. Hans hud var ganske, ganske bleg - døde var en ganske fin sammenligning at bringe på bane, hvad det angik hans udseende. Hvad der kun bekræftede han var i live, var blikket i de sorte øjne. Hadet var gennemsyrende.

Elveren lod blikket glide opad, væggene blev ved, insisterende og påtrængende, hvorfor stoppede det ikke? Hun tog et par skridt til højre, så til venstre, inden hun satte af i et spring mod vinduet og blev dermed straks komplet indhyllet i kropsnær, kølig masse. Hun skreg, slog om sig med arme og ben og vred sig som en slange for at komme fri. Panikken tog hende, hjertet hamrede i det spinkle bryst så hårdt, at det gjorde ondt, koldsveden piplede frem på den marmorhvide hud så den lange hvide natkjole let klæbede til elveren. Hun ænsede det ikke. Til sidst lå hun stille, begge arme var beskyttende lagt omkring elverens ansigt i en næsten fysisk umulig stilling, hænderne var presset mod hendes ører og øjnene knebet sammen mens knæene var trukket helt op til brystet. Det lange røde hår, som før havde været sat op i en velredt og sirlig hestehale var et kaos, som nu dækkede en del af skikkelsen der kort efter fandt sig selv på gulvet, i palæets hall.
De honningbrune øjne blev slået op, ingenting, forsigtigt skævede hun rundt, inden hun tog en dyb indånding som smertede helt ned i lænden, grundet muskelsammentrækningerne den lille krop have været ude for kort forinden. Utroligt langsomt fik elveren hævet sig fra gulvet, armene dirrede som hun pressede sig op i en siddende stilling, hvis det havde været et mareridt, havde hun gået i søvne, noget hun sjældent gjorde, siden hun pludseligt var i stand til at befinde sig så langt fra sit kammer. Desværre, var det en drøm, som ikke ville tage sin ende.
"Du er ganske, ganske vågen,"
Havde Tara ikke brugt så meget energi på at flygte fra det uundgåelige havde stemmen fået det til at gibbe i hende, i stedet strakte hun halsen, ladende de følsomme spidse ører opfange alt omkring hende, hun kendte ikke stemmen, gjorde hun?
"Nok mere vågen end du nogensinde har været, hele dit sølle liv,"
Øjnene flakkede, inden de blev overraskende hårde, hærdede. Utroligt smidigt gled den kvindelige mentalist op i en stående stilling, kulden fra gulvet i hallen mødte først nu hendes nøgne fødder. Svedperler på elverens hals og bryst glimtede let i det sparsomme lys som blev kastet ind ad vinduerne, men de var ikke længere varme, de var på vej væk.
"Du er ynkelig; direkte ynkelig. Hvad andet er du ikke, hvis spinkel og uværdig? Hm? Fortæl mig det, Tarasika,"
En gnist af vanvid sprang fra elveren, hun tog et enkelt skridt fremad, så lo hun, en varm hjertekær latter, en latter man kun ville dele med intimt selskab, noget af en morsomhed, man kun ville fange, hvis man kunne se sin modpart dybt i øjnene, som helt ind i sjælen og længere.
Den sidste sætning der ramte elveren var i sandhed lig den første hun havde hørt, latteren døde brat: "Fortæl mig om det, jeg ber dig!", Denne blev mødt med en blokering så voldsom, som hamrede smeden sin store smedehammer mod en armbolt med alt kraft. Samme metalliske syngende tone hang i lokalet længe efterfølgende, den rødhårede elver trak skuldrene helt op til ørene, inden de sank ned på plads og hovedet tiltede makabert meget til den ene side, inden hun vendte sig en halv omgang på stedet og beskuede skikkelsen i lokalet. De store brune øjne betragtede ham indgående, uden hæmninger, som skrællede hun langsomt huden af ham. Hovedet tiltede kort forover, inden det i en glidende bevægelse faldt på plads. Hun kunne ikke. De spinkle hvide hænder krammede sig let sammen i hver side af det kølige hvide stof, kjolen blev trukket let ud til begge sider og elveren gjorde en dyb nejende bevægelse.
"Jeg takker for dansen..."
Kjolen faldt dødt på plads på den spinkle skikkelse, hun kneb øjnene let sammen, hun havde set ham før? Hvor? Skriget blev ved med at gentage sig i hendes bevidsthed.
"Normalt ville jeg takke af for en hyggelig aften, De ville følge mig hjem og spørge om vi skulle ses igen, jeg ville lukke døren med røde kinder og se din skikkelse forsvinde ud gennem vinduet i håb om ikke at blive set..."
Tara tog et enkelt skridt frem, en dyb dunken fra hendes bryst fortalte, at hun endnu måtte være yderst påpasselig, men hvad var det? Hun kunne ikke trænge igennem, hun kunne ikke se ham, som hun så andre, han havde noget interessant, noget hun ikke kunne bestemme.
"Desværre tror jeg vi er forbi det stadie, jeg er bange for, at De har noget som er mit, noget De har taget uden tilladelse. Den slags skal afleveres tilbage, eller erstattes af tilsvarende..."
Den tomme dunken blev ved, hul og dyb, hun beskuede hans ansigt mens hun rakte den ene hånd frem, som var det noget fysisk han kunne give hende i hånden. Hun var klar over at hun stod over for en, der havde med sindet at gøre, men kunne det passe? Der var ikke mange mentalister, og for en så stærk som Tara var det de færreste der kunne så meget som imponere hende. Kunne det passe?
Genkendelsen ramte hende som et lyn fra himlen, kvindens ansigt der blev ødelagt, det ansigt hun havde set forsvinde så mange gange, det var ikke det vigtige, det var det hun stod overfor nu. Mandens ansigt.
"... Men det er De vel klar over, Melkor?"

Den benede brystkasse hævede sig i et hårdt stød. Luft fyldtes i den døde skikkelses krop, og kort tid efter, kunne man alt for tydeligt høre udåndingen fra den mørke skikkelse. Øjnene var havde fæsnet sig på skikkelsen foran ham, og synes ikke at ville slippe. De granskede hvert modpartens synsorganers bevægelse - slap dem ikke ud af syne et eneste sekund. Hans øjnes bevægelser efterlignede hendes; som et spejl var de. Forud så han hver og en af hendes gøren og laden? Måske.
Skyggerne omringede dem begge.
Mørket var i sandhed dæmonens ven. Han holde af dets venlige slør, og havde for længst omfavnet rollen som værende et nattedyr. Et nattedyr passerende gennem skovens mørke, opfattende naturens vidunderlige mysterier, medens de, der elskede det hårde dagslys, intetanende sov de retfærdiges søvn.
Melkor var et nattedyr - som en grævling, og som grævlingen vidste han, at mennesket var hans største fjende.
Da han ramte muren, lukkedes nattedyret øjnene i. Han trak hovedet bagover, ladende bagenden af sit hoved glide hårdt imod baggrunden han støttede sig opad. En fremtrædende blodåre dukkede op i midten af hans pande, signalerende hvad nogle ville kalde en form for anstrengelse. Et underligt smil bredte sig på de røde læber - bredte sig til et ubeskriveligt tandsmil. Det var ganske smukt.
Lugten af hende frembragte en underlig sødme i ham. Hans stive legemer mildnedes underligt op (ikke et faktum, at gjorde ham mindre truende - tværtimod), muskler fald tilbage i deres vidunderlige naturlighed og med et gled de stenhårde skuldre en anelse nedad. Med et trådte han fremad, få skridt, imens hans skikkelse sank i knæ. De lange smidige fingre, holde hans skikkelse nogenlunde ret, imens han slæbte sig (dog alligevel svævende, lignede det?) imod elveren. Han rakte fremad forsigtigt, fingrene liggende sig imod hendes læg, ladende sin højre hånd fingre vandre ind imod hendes knæhase. Han trak vejret tungt indad, fortsat med lukkede øjne. Trods hans blindhed, virkede han alt andet end en mand med lukkede øjne.
”Det er jeg,”
Hans ord var sukkende, næsten kærtegnende, som han placerede sit ansigt ganske nært stoffede der blidt tildækkede Taras lår. Han åndede tungt ud, blottende sin hals, som han lagde hovedet tilbage. De rødsorte øjne fandt med et hendes, gennemborende.
”Lige så klar over det, som De er over det faktum, at De ikke vil af med mig?”
En pause indfandt sig, som han tiltede hovedet ganske let til den ene side. Hans hår gjorde sig et ynkeligt forsøg på, at glide fra hans ansigt.
”Lad os droppe formaliteterne, skal vi? Som du siger - vi er langt over det stadie.”

Tara så op, hun befandt sig i et kaos af vanvid og hendes sunde fornuft, alt viklet sammen, som en garnnøgle et barn uhjælpeligt havde prøvet at rulle op. Uanset hvor meget hun havde prøvet at vikle det fra hinanden, viste det sig altid, at der var løkker og knuder hun ikke kunne få op. Hun stirrede, alle hæmninger var for længest forsvundet for denne skikkelse, de brune øjne hvilede tungt på hver af hans bevægelser. Afbildningen havde man set før, ofte, et sted hvor lys og mørke kollapsede, sådan kunne det se ud, når sådanne to skikkelser befandt sig over for hinanden, og det havde nok passet ganske fint, hvis denne elver, normalt et væsen af lys og luft, ikke var blevet så korrupt.
De lyse læber gled kort fra hinanden, hun havde lyst til at håne ham, hun havde lyst til at fortælle ham for ligegyldigt et væsen han var og hvor let hun ville have ved at udslette ham, ikke fysisk ganske vist, men lægge hans mentale stadie i en grav, den skulle have ligget i, for mange år siden. Desværre vidste hun, at det var løgn, intet væsen behøvede mentalistiske kræfter for at fortælle, at denne eksistens som nu befandt sig over for hende, var ældgammel og rasende dygtig, han emmede af det, allerede med deres nuværende afstand slog det imod hende, som vand der hårdt slog imod sten og kastede blide, men endnu karakteristisk våde elementer fra sig, hen på elveren.
Hun var klar over, at hun havde stoppet dette væsen, om ikke andet midlertidigt, anstrengelsen fra ham var kortvarig ganske tydelig, hun smagte på det, den søde smag der bredte sig sammen med den frydende følelse af kortvarig overlegenhed. Han smilede, et smil som hørte hjemme hos et rovdyr, hun smilede med ham diskret, et triumferende lille, men umiskendeligt hovmodigt smil. På trods af dette, kunne elveren ikke se sig fri for, at træde et skridt tilbage idét Melkor kravlede mod hende, han var farlig, men endnu værre end det var han intet mindre end uimodståelig interessant. Det var et halvhjertet skridt, Tara nåede ikke at tænke mange ting inden en iskold hånd lagde sig imod hendes læg. Det strålede helt op i hjertet på hende, og kortvarigt måtte hun kæmpe for at holde vejrtrækningen under kontrol. Dette forekom elveren næsten umuligt, som var pladsen i de ellers rummelige lunger halveret til en ubetydelig størrelse. Tara tog en dyb indånding, en forsikring til sig selv om, at hun endnu havde styr på situationen, hun kunne lugte ham, han lugtede af jord, som en iskold fugtig jordhule, men det tiltrak hende, det mindede hende om Elverly på en regnvejrsdag, om bjergene. Hun åndede tungt ud, dristede sig til at lukke øjnene kortvarigt.
Lige så klar over det, som De er over det faktum, at De ikke vil af med mig?
Ordene gav genlyd, det gav et ryk i hele hendes krop, hun var klar over, at dette var vendepunktet, det var nu hun skulle løbe, nu hun skulle vende om og tage flugten, men noget havde fat, ikke kun Melkors fysiske greb, den kolde hånd havde forplantet sig hele vejen gennem den spinkle elverkrop. De brune øjne mødte hans faretruende, i stedet for at vige væk som de fleste mentalt stabile skabninger havde gjort, bøjede hun sig. Overkroppen bukkede sig nedad, endnu med vidt strakte ben, en bevægelse der for de fleste mennesker ville forekomme umulig, men takket være elverenes utrolige smidighed, var dette endnu en basal manøvre. Tara stoppede få centimeter fra hans ansigt, frygten havde forladt hende, nu udfyldt af noget andet, noget der for de fleste ville forekomme farligt.
I en langsom bevægelse strøg hun de ubehjælpelige lokker væk fra hans ansigt, betragtende dette langsomt, overfladisk, inden hun lod sig begrave i blikket, der var dybere end den mest underfundige skovsø. De slanke fingre gled langsomt om bag det runde øre, sættende det sorte hår til side, så ansigtet nu var ganske frit.
”Uanset hvad du tænker, kan jeg ikke se mig fri for min interesse i et væsen som dig…”
Taras blege fingre løb langsomt henover hans kæbelinje, mærkende hvordan de små sandkorn dansede i en hårfin barriere under hendes berøring, som endte i et fast og stædigt greb om hans hage.
”På trods af din fremmede underfundighed må jeg indrømme – formaliteter har aldrig været min stærke side!”

Hendes ukontrollerbare vejrtrækning påvirkede ham. Hans brystkasse hævede sig op og ned, i takt med hendes. Opstemt som han var, beskuede han hver trækning, hver eneste form af hendes spinkle krop - helt op til ansigtet, hvis øjne endnu ikke havde sluppet dæmonens rødsorte. Det var her han besluttede, ikke at lade sine øjne forlade hendes. Blikkene flettede sig sammen i et. De bandt sig et bånd, et som måske ville forekomme ubrydeligt.
Han søgte hendes tankecenter, og fornemmede hurtigt lysten til flugt. Noget der mindede om et smil, den blinde ville beskrive dette som en ligegyldig trækning ved dæmonens mundvige, dannede sig omkring hans nu åbne mund. Han blottede sine tænder i et tilfredsstillet smil; hans vejrtrækning blev dybere og knap så hurtig. Pupillerne, disse ubemærket for mange, udvidede sig gevaldigt. Han forberedte sig på jagten, der aldrig fandt sted. Fantasien om denne var, tydeligvis, nok. Ilden var endnu ikke slukket i dæmonens ikke-eksisterende hjerte, faktisk synes denne blot at blusse op yderligere, som elveren greb omkring hans hage. Han strakte ansigtet opad, fortsat skuende imod hendes øjne. Da hans øjne var frie til beskuelse, spærrede han dem en anelse op. Hun skulle have mulighed for at se dem; se alt.
“Hvad tror du jeg tænker, da?”
Et halv smil løftede sig i hans mundvige, udfordrende. Langsomt begyndte hans overkrop af strække sig. Han pressede på, bevægede sig fremad og opad imod hendes skikkelse. Uden nogen fornemmelse for personsfære, nærmede han sit ansigt hendes. Fingrene der før havde berørt Taras overlå, lagde sig nu imod ydresiden af natkjolen - lige der hvor hendes navle lå, lod han fingrespidserne hvile ganske forsigtigt. Som en forsikring om, at han intet ville hende ondt.
“Jeg ved hvad du kan se; hvad du er i stand til.”
Han opfordrede hende, udfordrede endda, som han fortsatte sin tale:
“Fortæl mig det, Tarasika. Hvad ser du?”

Tara kunne mærke hvordan sulten bredte sig, en hunger der om noget var mere umulig at benægte end kroppens fysiske behov. Hendes indre skreg efter det, dét var lige der, så tæt på, og nu rakte han det frem imod hende, villig til at give hende det. Kortvarigt prøvede hun at modstå fristelsen til at synke dybt ind i det sorte blik, ind hvor hun kunne se ham rigtigt. De brune øjne flakkede kort, hun vidste, at forbindelsen mellem hende og det dystre væsen foran hende ville være næsten umulig at bryde, to individer med så kraftige mentalistiske evner kunne ikke undgå det. Tara kunne ikke i hvert fald, det var en naturlov.
Det gippede kort i elveren som Melkor begyndte sin bevægelse, hånden, som før havde hvilet imod hans hage, slap hurtigt og instinktivt, han tårnede sig op, først nu, da de stod så tæt og hans skikkelse ikke længere lå i en, for dødelige, umenneskelig stilling, bemærkede hun hvor meget højere end hende han tydeligvis var. Den rødhårede elver slog blikket ned, hånden imod hendes maveskind virkede faretruende, som kunne han bryde gennem hendes næsten hvide hud og trække alt ud som gemte sig i abdomen på et splitsekund, mens en anden del af hendes bevidsthed ønskede at læne sig tættere på.
Tara rystede på hovedet, kort og let, hun var ikke længere sikker på hvilke tanker der var hendes, om han overhovedet havde nogen effekt længere, eller om det var hendes eget vanvid der spillede hende et puds, hun lo lunefuldt, en varm hjertekær latter der kort efter døde ud og blev næsten advarende, inden hun slog blikket opad, et stift kontant blik som truede med at skære gennem marv og ben. Som en hund, man lige havde lokket over, havde fodret og kløet bag øret, men som hvert sekund kunne vende sig og bide.
"Det skal jeg sige dig..."
Stemmen var spinkel, næsten hviskende, men som en syl imod is. Hun kunne ikke længere, kunne ikke længere modstå fristelsen, det var for let og for ligetil, hendes hjerte slog et slag over i iver. Voldsomt, af Taras spinkle størrelse, begravede hun begge hænder i Melkors lange mørke lokker, hun beskuede kort øjnene, det dybe mørke der lurede bag dem, den røde glød, inden hun lod sig selv synke ind, der var ingen vej tilbage.
Vuggen tippede blidt, en træsort Tara gættede på måtte være ibenholdt omfavnede et smukt stykke arbejde som indeholdt et matchende sengesæt, der havde ligget et barn. Svag barnepludren indikerede dog, at dette ikke længere var opholdssted for den lille, en høj slank skikkelse, med dybsort hår tårnede sig op ved værelsets vindue. Tara var ikke mange sekundter om, at identificere manden, tværtimod var det ret indlysende. Uden ord vuggede han langsomt barnet i favnen, som var det hans kæreste eje. Forsigtigt tyssede han på barnet, der ikke længe efter greb fat i de mørke gevandter med små buttede fingre. Tarasika blev nysgerrig, hun ville nærmere hun bevægede sig et langt skridt tættere på, så hun kunne se hvad der var i bylten i Melkors favn, hun strakte sig kort inden et par næsten hvide øjne slog imod hende. Nej, Morgoth! Hun huskede tydeligt nogle af de syn hun havde haft, mens hun havde befundet sig på borgen, det kunne næppe være samme far? En voldsom hovedpine begyndte, under normale omstændigheder havde Tara trukket sig nu, men det kunne ikke passe, hun måtte vide mere, hun måtte finde det essentielle hun kom efter. Ikke minder, ikke anekdoter, det var for simpelt, for let. Ikke underligt at det første hun ramte på var minder om Morgoth, som hun længtes efter, men som ligeledes var i minderne på både Tara og Melkor. Hun rystede det af sig, prøvende i hvert fald. Rummet opløstes i store sorte flager og efterlod et sort hul.
”Ret dog op Morgoth!”
En lille dreng, ikke meget mere end fire år strakte ryggen så godt han kunne, i hans ene hånd hvilede et træsværd, for stort til et normalt menneske i den alder, allerede hakket fra flere øvelser. Under hans fødder var den grønneste, mest velplejede plæne Tara længe havde set og en lind sommerbrise slog imod hendes ansigt. De hvide øjne søgte den højere skikkelse som pegede sin sværdspids direkte mod drengen.
”Kom så!”
En stædighed ramte elveren, det kunne ikke passe, hun kunne ikke navigere i Melkors sind, ikke som hun ville, ikke som hun plejede. Hovedpinen bredte sig, den fysiske utilpashed slog imod hende som en forhammer. Melkors skikkelse rejste hovedet, drejede det imod hendes tilstedeværelse og stirrede direkte ind i hendes inderste. Tara slap. De sorte øjne med den røde glød stirrede tilbage på hende, hun var tilbage, kun med centimeters afstand fra Melkors reelle skikkelse. Hun svedte så kjolen klæbede til den lyse hud, læberne var tørre og sprukne og hovedpinen dundrede efter hendes besøg.
Konfus slap hun grebet hun havde haft i dæmonen inden hun slog blikket væk.
”Jeg… Jeg ved det ikke!”
Stemmen var hæs, træt oven på hendes vandring i Melkors minder, en træthed hun normalt ikke led af, ikke i den grad. Igen slog Morgoths bandomsminder mod hende, hun vred sig, trådte flere skridt baglæns, væk fra Melkor.
”Nej!”
Igen var elverens stemme snerrende, direkte vred.
”Du kan tro nej! Jeg ved hvordan du er, jeg kender dig næsen! Hvis du tror jeg falder for det pladder er du dummere end først antaget!”
Endnu engang strejfede tanken om flugt Tara, hun forsøgte, det gjorde hun virkelig, bare at sætte det ene ben foran det andet og stikke af, væk fra palæet, væk fra Melkor, hun måtte finde Morgoth, fortælle ham hvad hun havde set og oplevet, fortælle, at hans far var tilbage, i allerhøjeste velbefindende. Men hun gjorde det ikke, hun blev stående, uden af nogen af hendes fødder rørte sig en milimeter.