Amy sad oppe på bagerens tag og lod sine ben svinge frem og tilbage, mens den lette morgenbrise legede med hendes hår. Amy havde altid været glad for at stå tidligt og og se solen stige op over bjergene og skænke sit lys til hovedstaden. Som altid havde Amy været hurtig og effektiv til at anskaffe sig noget morgenmad. Bageren havde tit vinduet åbent på denne tid, selvom Amy havde været nødsaget til at være lidt mere forsigtig denne gang. Hun skulle nemlig ikke kun havde en morgenbolle i dag. Hun havde sneget sig til at tage lidt mere. Ikke at hun spiste mere, men hun ventede. Ventede på at Caitlin skulle joine hende på taget, og få den anden bolle som Amy havde nappet til hende.

Amy tog en bid af den bløde lune bolle, mens hun fiskede det brune pergament op af tasken. Hun kløede sig hen over næsen med bagsiden af sin hånd, mens hendes blik vandrede over den dårlige tegning, men endnu dårligere henvisninger. I det mindste kunne Caitlin læse.

Hvad den rødhårede pige dog alligevel havde fundet ud af gennem at lytte i smug og spørge sig lidt frem og tilbage i de mørke gyder, gav hende en klar ide om, at det de søgte efter lå i mørkeskoven. Et område der krævede en del overtalelse før begge parter ville begive sig derind.

Hvilket var forståeligt, som mørket syntes at trænge sig på i den dunkle skov. Det var stadig midt dag, men alt virkede koldt, vådt og mørkt. "Lysningen burde ligge.. herovre et sted.." kom der lidt usikkert fra Amy, der forsøgte at lyde så overbevisende og sikker så muligt, mens hun pegede til ventre for sig. Kortet vidste i hvert fald at de skulle i den retning. Men der var ikke voldsomt med oplysninger.

Det aftalte signal til at mødes havde været sat aftenen før, da Caitlin havde slået vejen gennem tempelområdet og vist sin respekt til Chance med en lille erkendtlighed. Det var her Amy og hende havde deres tegn placeret, så det passede altid godt sammen. Uskyldigt og naturligt for alle andre end de to og ikke et nogen andre end de to pillede ved nogensinde var tegnet let for dem at se på afstand så vel som mens de lagde deres små gaver fra sig. Caitlin gjorde gerne når hun havde haft held med et job, men også når uheldet havde været tilpas ude efter hende. For nu var det dog mest det første der havde været på færde et stykke tid, så det var med forventning at hun sprang fra nabohusets tag og hen på bagerens tag, hvor Amy allerede sad.

I en glidende bevægelse satte hun sig ved siden af den anden og forvandlede sig om fra gråstribet kat til en neutralt klædt pige. Farverne var brune, snittet tæt uden at være snærende og støvlerne lange. Klædt som en dreng, men tydeligvis pige af træk, hår og former. "Skøn morgen!" Det havde den været og det ville Amy næppe ændre på. Allerede nu var Caitlins blik på pergamentet i den andens hænder og det kriblede i hendes fingre efter at se nærmere på det.

Det havde da også været spændingen værd! Et kort til et sagnomspundet sted med gåde som det skulle være og til pas mange advarsler om at passe på med at nærme sig. Stedet var dog ikke et Caitlin sådan lige havde haft lyst til at skulle ud til. Mørkets skov! Hvem tog lige frivilligt der hen? De gjorde åbenbart, for skønt det havde taget Amy en god del lokken og argumentering før Caitlins nysgerrighed havde fået overhånden, så havde den det til sidst.
Så nu var de der. I skoven hvor mørket herskede. Caitlin gik tæt bag Amy med blikket flakkende en smule og et mod der ikke helt var på toppen. Lindeskoven havde skræmt hende i sin tid, men den var blevet helt venlig at være i over tid. Denne var helt anderledes og alligevel også lokkende på sin egen vis.
Amys ord brød hendes fokus på raslende blade og fik hende til at sukke. "Bare indrøm du har ført os vild." Det forhindrede hende da ikke i at følge den andens piges finger og knibe øjnene sammen. Så gik hun i den retning og skubbede lidt til nogle buske. "Se! Kun buske!"

Det var lige hvad det var. En formidabel skøn morgen! Efter at havde svaret, ragte Amy helt automatisk sin hånd ud med bollen til Caitlin og tog først hånden til sig igen da Caitlin havde taget imod den. "jeg har en lille opgave til os." startede Amy med et lumsk smil og holdte pergamentet frem således at Caitlin havde fuldt udsyn.

Amy er stadig lidt i tvivl om hvordan hun fik overtalt Caitlin til at tage med. Og så endda til mørkeskoven! Det var ikke ligefrem ynglingsstedet. for nogle af tøserne. Det var heller ikke vanvittig nemt at finde rundt.
Amy himlede med øjnene og kiggede irriteret på Caitlin, som denne gik hende og roddede i buskene. Amy sukkede og kiggede derhen, men frøs så fuldstændig. "Jeg tror du skal havde tjekket dine øjne." hviskede hun, som gule øjne vente sig mod dem og en lavmelt knurren lød fra buskene. Amy greb instinktivt fat i Amys arm og løb i den anden retning, væk fra hvad end det var. Højst sandsynligt et dyr. Vildsvin eller noget. Men disse var heller ikke hyggeligt bekendtskab. "En eller anden dag, så går det her galt!" kom der lidt forpustet fra Amy, som hun skubbede dem begge ind om bag et træ, som var godt skjult mellem alt mulig andet.

Efter et stille øjeblik, kiggede Amy ud til siden, for blot at se at der intet var tilbage og Amy åndede lettet op. "Men her, så tager du kortet og føre an!" kommanderede Amy og ragte det brune pergament til Caitlin, lige som jorden syntes at forsvinde under hende fødder.
Der kom et højt og tøset hvin fra Amy der ikke nåede at få ordentlig fat i kanten og trillede nu ned af en hulelignende sti under jorden. Fyldt med jord og støv satte Amy sig hostende på sine kræ. Det blev da bare bedre og bedre.

Caitlin hævede et øjenbryn og tog imod pergamentet. Efter et øjeblik til at tyde skriften og få mening i ordene - hun kunne læse men var ikke så god til det som hun lod som om - så hun forbløffet og en smule himmelfaldende på Amy. "Det mener du ikke?" Af alle de åndssvage ting de havde begivet sig ud i sammen, så slog kilden til kortet det hele. Amys smil var dog nok til at Caitlin mærkede sin egen nysgerrighed blive vækket. Det kunne være lidt spændende at se om den fandtes. Lidt.

Alligevel havde hun ikke været helt let at overtale til at skulle ud i mørkeskoven og nu da hun var der, bevægede hun sig med en modvilje der kun blev overgået af hvor tæt hun forsøgte at holde sig på den lidt ældre pige. Hun brød sig virkelig ikke om den skov. Det var da også derfor hun så demonstrativt bevidste der ingen lysning var bag buskene.
Hvad der til gengæld var havde hun godt kunne undvære. Gule øjne mødte hendes blå og som en knurren lød var hun på vej væk. Taget i hende fra Amys var helt overflødigt. Hun kunne sagtens finde ud af at flygte selv!
Hvad end der dog havde været i busken valgte det hurtigt at opgive jagten og alt de hørte som de skjulte sig bag et af de større træer var dens tramp på vej væk. Hun skævede til siden og mumlede tilbage. "Det siger du ikke!" Det ville ikke kun være med hvad der overfaldt dem, men sikkert også med hvem der fandt dem det forkerte sted eller tog dem på fersk gerning.

Så blev der stille omkring dem. Ikke rigtig stille for det var en skov, men dyret-er-gået-stille. Caitlin så rundt om træet og så tilbage kun for at få stukket kortet i favnen. "Som om...!" Nåede hun at sige, før jorden under dem begyndte at synke for så helt at forsvinde. Caitlin hørte Amy hvine, som hun selv vred sig for at gribe efter kanten eller noget at holde fast i. Nogle rødder stak langt nok ud til det, men hendes tag var ikke godt nok til andet end at hun styrtede efter Amy ned på en sti og videre ned. Den hældede, men som hun kom til at ligge stille kunne hun se den også drejede og var forstærket af andet end bare jord. Væggene var lidt for glatte og stien lidt for jævn. "Kom du noget til?" Hun så ikke på Amy som hun spurgte, men havde blikket rettet ned af stien. Så fiskede hun kortet frem og glattede det ud, mens hun fandt den lille smule lys fra oven og vinklede den ned på pergamentet. "Mon ikke det her er den streg markeret der? 'Fald i mørket og følg det til lyset spærrer alt.' - så kryptisk..."

Amy ignorerede hendes spydige kommentar tilbage, og konsentrerede sig mere om at holde sig skjult og undgå at blive et dyrs frokost. Det var ikke lige sådan hun havde lyst til at ende sine dage. Selvom det føltes lidt som om at verdenen sluttede da jorden nærmest slugte hende. Eller det var følelsen hun fik som hun rullede ned og til sidst var på en mere flad grund med støv overalt.

Amy kløede sig under næsen og undgik at nyse ved et rent tilfælde, som hun drejede sig mod Caitlin, som var faldet ned i hulet efter hende. "Nej.. hvad med dig?" svarede hun tilbage, mens hun undersøgte sit knæ som havde fået lidt skrammer, men ellers virkede alt til stadig at være fint.
Herefter fulgte Amy, Caitlins blik ned af stien. Hun holdte blikket der mens Caitlin arbejdede med kortet eller hvad det nu skulle vise sig at være. Amy rejste sig og gik få skridt fremad med hovedet let på skrå. "Hvis ikke vi var faldet herned, havde vi nok ikke løst gåden. Men nu virker det hele en hel del nemmere. Det er ganske simpelt - vi skal bare følge stien." svarede hun og lavede en gestus hen mod mørket. Hun begyndte at gå afsted, mens hun roddede i sin taske efter noget hun kunne skabe lys med. Hun havde heldigvis en enkelt kort fakkel, der dog ikke ville holde i lang tid, men var bedre end ingenting.
"Et øjeblik." kom der fra hende som hun satte sig og begyndte at arbejde med flint for at få faklen tændt og lyse området op. Hvilket førte til at da lyset spredte sig i hulen var det tydeligt hvor mange kryb der befandt sig dernede.

"Heller ikke.." Caitlin havde stadig blikket på kortet, der ikke helt gav mening, men løftede det så og skævede til den anden. "Nok meget heldigt også..." De var ikke lige en tanke hun havde brug for at få frem i hovedet. Ikke efter de var jaget af et ukendt dyr eller eftersom de befandt sig noget ude i skoven. Det ville blive en lang nok tur tilbage til hovedstaden som det var og tanken om at de nok endte med at skulle overnatte i skoven hjalp heller ikke ligefrem på det hele. Så hun skubbede det fra sig og koncentrerede sig i stedet om at se på kortet i det mere end svage lys.
Amys ord fik hende til at smile skævt til den anden og hæve et øjenbryn. "Hvorfor har jeg en fornemmelse af at vi vil fortryde de ord inden vi finder den kilde?" Når noget virkede let og de to var på tur, så var der gerne en hage ved det. Hvilken ville de tids nok finde ud af, men for nu var nysgerrigheden ved at få overtaget igen for Caitlin. I hvert fald over hendes modvilje mod skoven.

Det skarpe lys der gnistrede fra omkring Amy fik hende til at skære en grimasse og vende sig væk med hurtigt blinkende øjne. Som hun gjorde det foldede hun kortet lidt sammen og stak det ind på brystet hvor det ikke blev væk. Lyset afslørede dog også en anden ting der fik hende til at se mindre fornøjet ud. "Og der skulle bare være kryb... " Hun sendte Amy endnu et skævt smil, for hun havde ikke det store i mod insekter, før hun ledte vejen ud af lyset og dybere ned under jorden og ned i mørket.

Stien fortsatte et langt stykke og som de kom dybere ned forandrede den sig. Hvor den før havde været stampet jord og med samme vægge, blev den stille mere og mere stenet til den virkede brolagt under det lette lag af urørt skidt. Caitlins blik gled søgende over omgivelserne, som en lyd længere fremme voksede sig tydeligere og mere specifik. Som vand der fald og løb. Meget vand.
Som de rundede et hjørne så hun hvor meget og stoppede op ved synet. Gangen de havde gået i mundede ud i en grotte, hvor en underjordisk flod faldt ned fra højere oppe og rivende fart fortsatte væk. En stenbro strakte sig ud i mørket foran dem, men enden af den var ikke til at se. Caitlin drejede sig mod den anden og fandt hendes blik med alvor. "Godt så... det bliver da vist spændende det her..."

Der var rimelig langt ud af mørkeskoven, og samtidigmed skulle de et godt stykke inden det ville være muligt at finde nogen form for healing, eller generelt et sted hvor de ikke hele tiden skulle være på vagt. Så ja, det var ikke bare lidt heldigt, men monster heldigt at inden af dem var kommet videre til skade end småskrammer. Dem hadve de jo selvfølgelig altid.

"Fordi det hele har en tendens til at gå den gale retning, når vi tror vi har styr på det, eller tror vi er sluppet væk?" svarede hun med et skævt smil og et løftet øjenbryn. Det var generelt farligt at tro at det ville gå nemt herfra. Gåden var dog løst, men om tingene ville gå nemt? Det tvivlede Amy ret stærkt på og hun skulle mene at hun kendte Caitlin godt nok til, at denne heler ikke ville tage alt for let på hvad der ville møde dem for enden af tunnelen.

Amy rynkede næsen af krybbene, men valgte ellers bare at rejse sig og gå videre. Der kom få trækninger i hendes skuldre hver gang der kom en alt for voldsom knasende lyd under hendes sko efter et kryb eller insekt. Hun forsøgte at skjule det, men lyden var ikke ligefrem hendes favorit.

Amy spejdede frem fra bag Caitlin og rynkede brynene da der begyndte at komme mere og mere vand, indtil stenbroen var synlig i mørket. Men kun lige knap. Det var som om at alting omkring dem opslugte lyset fra faklen. Hvilket gjorde det hele lidt mere uhyggeligt og væmmeligt. Amy sank en klump i halsen mens hun kiggede sig omkring. "Du elsker spænding, gør du ikke?" kom der drillende fra Amy, som hun forsøgte at se så frygtløs og modig ud så muligt, da hun gik forbi Caitlin og ud på stenbroen. Hun var forsigtig med hvert skridt og mærkede sig frem, ved at prøve forsigtigt først.

Caitlin sendte Amy et halvt muntert, halvt alvorligt smil ved dennes lidt for gode opsummering af deres held når de var på eventyr sammen. "Lige præcis! Så lad os holde fast i at det har vi ikke og håbe på det bedste!" Af de to var Caitlin nok den mest uforbederlige optimist og det var en egenskab der havde fået hende ind i såvel som ud af ikke så få kniber i årenes løb. Desuden var der god grund til optimisme ligenu hvor de havde fået løst den første del af gåden på kortet!

Krybene var så en anden sag. Som de bevægede sig fremad hørte Caitlin dem godt knase under sig, men det værste for hende ved lyden var at hun vidste flere af dem sikkert smagte ganske fortræffentligt og at hun blev sulten af det. Ikke noget hun havde tænkt sig at sige højt dog. Det lille besøg hun havde haft i Lindeskoven havde lært hende en del nye ting om sig selv hun stadig ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere. Mest af alt havde det dog forberedt hendes evne til at overleve udenfor byer, hvor intet kom nemt til en pige hvor langfingret hun end var.

Grotten de kom ud i var dog et syn for sig selv og størrelsen alene tog vejret fra den lille kat et øjeblik. Hun kunne ikke dy sig for at lægge sig på maven og kigge ud over kanten og ned i dybet, mens Amy så broen an med faklen. "Hvad er der ikke at elske ved en bro der forsvinder ud i mørket?" Hun smilede skævt til den anden, som hun rejste sig fra grottens gulv. Hun ville have gået først, men Amy slog hende til det og i stedet ventede hun et øjeblik med at følge den anden pige ud på broen. Hendes naturligt forstærkede nattesyn var hende til stor hjælp, men det fik hende også til at give en beundrende lyd fra sig, som hun indså hvor vellavet broen i virkeligheden var.

Midt ude stoppede hun op og så tilbage. Selv for hende var den anden ende af broen nu opslugt af mørket og det var som om de svævede over intetheden på en bue af sten. Tanken var lidt foruroligende og hun tøvede da heller ikke efter at have fået den med at følge Amy videre over. At se den anden kant var nærmest euforisk, men først da hun havde begge fødderne fast inde på grottegulv igen åndede hun lettet op. "Tror du der er langt endnu?" En svag rislen havde dog fanget hendes opmærksomhed fra åbningen de stod ved. Mere vand?

Amy himlede smillede med sine øjne og rystede let hovedet af hende. Optimist til det inderste. Amy var næsten sikker på at intet kunne stoppen den piges evige optimisme og gåpåmod. Noget som den rødhårede pige måtte indse at hun beundrede hos den yngre pige. "Så er alt jo præcis som det plejer." kom der sukkende fra Amy som denne forsøgte at danne sig et bedre overblik over hvor de præcis var, til trods for at hun ærlig talt ingen anelse havde.

Amy måtte alligevel holde et gisp tilbage overfor grottens pragt og størrelse. Det her kunne ikke være lavet af nogle lavere intelligentmæssige væsner. Det var det simpelthen for struktureret og overvældende til. Noget der både gav lidt tryghed, men også frygt i Amys mave. Nok så det ud til at broen ville holde fantastisk godt, men hvad der var for enden var så ikke til at vide.. "Hmm jeg kan komme i tanke om flere ting." svarede hun, som hun svajede faklens flamme ud over kanten for at se om der overhovedet var noget at se. "Eksempelvis, at man ikke aner hvornår bunden rammes. Eller hvad der er på bunden for dens sags skyld." Det lidt dystre var tilbage over Amys sind, men som de kom længere ud, virkede alt roligt og ikke desideret farligt. Faktisk.. ganske rart område. til trods for mørket.

Amy trak lidt på skulderen som hun betragtede den store bue. Det var svært at se noget igennem den. Mørket virkede for tæt. "Det ved jeg ikke.." svarede hun roligt som hun gik igennem buen med forsigtige skridt og holdte ørerne skarpe som lyden af rislen nåede hende. Ingen tvivl. Vand. Amy vendte sig for at lyse tilbage af mod Caitlin, hvilket førte til at Amy skreg forskrækket og snublede bagud. Hun stod og lyste på en stor grim gargoyl der blottede tænder og holdte armene frem mod hende. Amys hjerte hamrede så hurtigt, at hun ikke engang opdagede at hun havde tabt faklen på jorden, men fortsatte med at træde bagud, indtil hun gled.

Det ville være en underdrivelse at sige, at Amy troede at hun skulle dø. For det var præcis de tanker der gik igennem hendes hovede, som hun følte hun faldte igennem mørket med et skærende skrig. Hun var dog kun faldet ned af en mindre afsats og lå nu på en mosset undergrund, mens hendes vejrtrækning stadig spurtende afsted og hun greb hårdt fast om mosset med sine hænder af ren og skær panik.

"Du skal også bare fremhæve det ubehagelige ved den..." Svarede Caitlin hende stille, men uden at kunne lade være med at skæve ned i mørket også. Hun var som sådan ikke bange for højder, men det gjorde en forskel ikke at kunne se bunden. Det gjorde faldet det mere skræmmende, skønt det ville være lige så dødeligt med al sandsynlighed som havde hun kunne se hvor det endte henne. En tanke og følelse hun forskubbede så snart hendes fødder var ovre på fastere grund igen og faldet lagt bag dem. Stille håbede hun dog på at der var en anden vej ud. Og hvem havde også hørt om eventyrere der skulle igennem alle strabadserne to gange på en tur? Ingen!

Caitlin kastede et sidste blik på broen før hun forsigtig fulgte efter Amy ind gennem buen og ind i mørket. Det var tættere her og det var som om faklen gav mindre lys fra sig ogeå. Til Amy var forbi buegangen og lyset spredte sig ud og fordelte sig i et nyt rum. Lyden af det rislende vand var til gengæld kun blevet tydeligere som de havde bevæget sig fremefter og var slet ikke til at tage fejl af, som den anden vendte sig mod hende og skreg.

Lyden fik Caitlin til at hoppe og pels til at vise sig på hendes øre, før hun landede og i en glidende bevægelse drejede rundt for at se hvad der havde fået Amy til at skrige. En stenstatue så ned på hende fra over buegange og trak en nervøs latter fra hende. Hun havde set lignende på de rige menneskers huse og skønt denne var udsøgt lavet, så var den blot af sten. "En gargoyl... prøver du at tage livet af mig?" Nåede Caitlin at sige, som hun vendte sig tilbage mod Amy, der stadig bakkede og så... faldt.

Det fik Caitlin i bevægelse. Hun kastede sig frem for at få fat i veninden, som denne skrigende væltede bagover og forsvandt. For sent! Caitlin ramte gulvet med hoved ud over kanten og så med store øjne... ganske kort ned. Amy var landet på en afsats og en ikke længere nede end at Caitlin kunne springe ned til hende uden problemer. Hendes blå øjne mødte den andens brune, før hun trak sig tilbage, fandt faklen og sprang ud over kanten. Hun landede blødt ved siden af Amy og bøjede sig ned. "Jeg holder fast ved at du prøver at tage livet af mig.. og måske lidt dig selv..." Forsigtigt rakte hun ned og strøg den anden over armen. "Slog du dig?"

Amy hævede et øjenbryn, som hun gik væk fra skrænten. "Det er da det mest spændende ved den! Du ved ikke hvad der er dernede af skønheder, rigdomme.. og død og ødelæggelse når du rammer bunden fyldt med klippestykker der spider dig som en anden pattegris." grinede hun drillende og forsøgte at ignorere det kolde gys der gik op af hendes rygrad over hendes egne ord. Hun hadede virkelig at falde ned af.

Amy hørte absolut intet som hun havde fortsat med at bakke. Det var først da hun landede på jorden og lige havde et øjeblik til at genvinde pusten. Hun var ikke helt sikker på hvad der var sket, men den havde set levende ud et øjeblik. Nu hun lå nede på den mosede jord og kiggede op på stengargoylen. Den lignede mest af alt sten, men den havde set grøn ud før og hun kunne havde svoret at den hvæste af hende.

Amy trak sine ben til sig og pustede træt ud. "heh... ja, du kender mig.. jeg kan ikke tage på eventyr uden at forsøge at dræbe enten mig selv eller andre... Jeg var sikker på at den hvæste af mig." kom der lidt hæst fra hende over det pludselige skrig der havde plaget hendes stemmebånd. Amy kiggede lidt fraværende på Caitlin og rystede på hovedet. "Nej, det tror jeg ikke.. Det her sted er spooky" svarede hun og kæmpede sig op at stå igen og børstede jorden af sine bukser, selvom der stadig var tydelige græsmærker. "Well.. det var sjovt.. lad os ikke gøre det igen." Amy kiggede lidt omkring sig for om hun skulle til at kravle op igen, eller om de kunne følge ruten hernede fra.

En fnysen var alt svar Caitlin nedlod sig til at give Amy på dennes alt for malende ord, som de bevægede sig væk fra kanten ved stenbroen. Hvor hun var optimistisk til det sidste var AMy i stand til at male et billede af hvad som helst der enten fik dem til efterfølgende at skræmme livet af hinanden ved at være overnervøse eller til at tage ud på eventyr hvor de burde være blevet hjemme.

I dag hørte til de første, for som Amy skreg og faldt havde Caitlin alt for levende billeder af at se den anden blive spiddet, som hun smed sig efter hende og så ud over kanten. At se den rødhårede pige ligge i ganske dyb og blød mos var noget ganske andet. Ikke at veninden så ud til at sætte specielt pris på det bløde underlag i det øjeblik. Hun lød heller ikke sådan, da Caitlin landede adræt ved siden af hende og fik et svar der fik hende til at fnyse endnu engang. "Gør du ikke, så gør din fantasi det i hvert fald en dag!" Kom det lige så tørt tilbage. HUn kunne dog ikke lade være med at gribe fat i kanten og hæve sig op så hun kunne se på gargouilen igen. Den var ganske livagtig udført, det måtte hun give den anden, men den var også tydeligvis af sten. Muligheden for at den var blevet til sten eller at sten kunne være levende ville hun slet ikke tænke på.

I stedet sænkede hun sig tilbage ned til Amy og nikkede. "Jeg kunne ikke være mere enig!" Hun så sig rundt, mens den anden kom på benene og fik sig børstet af. Afsatsen var ikke højt over en større grottes gulv og også dette var dækket af mos. Fra omkring et hjørne strømmede også et blidt lys frem der kun nåede et stykke ud i rummet før det forsvandt i mørket. "Jeg vil tro vi skal derover." Hun pegede mod lyset og lagde så hovedet på skrå, mens hun så vurderende og ikke så lidt drillende på den anden. "Skal du have en hånd det sidste stykke ned?"

Amy himlede lidt med øjnene af sin veninde. Hun havde altså set den hvæse! hun var helt sikker. Selvom jo mere hun talte med Caitlin, begyndte at betvivle sine egne evner. Det kunne ikke være rigtigt at den var levende.. det var hendes fantasi. Alt andet var alt for skræmmende at tænke på!
Amy fulgte Caitlins gestus mod lyset og nikkede. "Lyder rigtigt." svarede hun.

Amy løftede et øjenbryn og smilede sukkersødt, på en tydelig fake måde. "Jeg tror godt lige at jeg kan klare det! Ellers tak, du søde, betænksomme Caitlin." Amy hoppede ned af den lille afsats og fortsatte afsted mod lyset. Hun holdte sig dog tæt på Caitlin som nu havde faklen som lyste vejen op for dem. Hun mente at det var en ganske klog beslutning ikke at havde hende til at bære faklen i øjeblikket. Ikke som hun havde en tendens til at vælte over ting. De havde kun den ene fakkel at lege med lige nu. At vandre rundt hernede i mørke var ikke ligefrem noget Amy så frem til.

"Tror du at det er herinde?" spurgte Amy lavmelt, som de nåede det svage skær, der var dækket af lianer og andet plantemateriale. Amy stak nervøst sin hånd frem og fjernede et lille område, således lyset ramte hendes ansigt. Det var ikke et voldsomt stærkt lys, men det var alligevel mere kraftigt end det som de kom fra, samt det havde ikke et flamme agtigt skær. Hun kiggede igennem den lille sprække og forsøgte at indtage alle omgivelser. Hvilket var langt mere overvældende end hun først havde regnet. Det lignede en mindre by. Meget gammel by, som var dækket af slyngplanter, som havde overgroet hele stedet. Det var fantastisk, men også lidt skræmmende. For hvad havde der boet der? og hvad boede der nu?

Caitlin smilede overbærende tilbage, mens glimtet i hendes øjne var tydeligt drillende. "Vi kan jo ikke have du bliver ved med at falde så kluntet omkring, oh sødeste, altid elegante Amy." Hun flyttede sig hurtigt udenfor rækkevidde, som hun sprang letfodet ud fra afsatsen og landede sikkert i mossen nedenfor. Dernede havde hun dog intet problem med at Amy kom tæt på igen. Faklen spredte mørket nok til at hun kunne se omridset af statuer langs grottens vægge og det var ikke nogen hun havde lyst til at se nærmere på. Heldigvis stod de ikke tæt ved hjørnet de skulle om for at finde kilden til lyset.

Hun stoppede bag den anden, som Amy rakte ud og trak lian-dækket til side fra en åbning i væggen. På den anden side var lyset kraftigere, men det var ikke hvad tog vejret fra Caitlin. Der lå en hel by hernede! Nysgerrigt gik hun frem og igennem åbningen, mens hun mærkede med en fod om underlaget holdt før hun trådte frem. Det virkede dog som om det var en vej ind i byen de havde fundet og at den var solid nok. Bygningerne som de kom nærmere var i en ganske anden stil end hun havde set før i sit liv. Bygget i sten med symboler omgivende døråbninger, der så ud til at fortælle hvem der havde boet der. En ting hun først indså, som hun kom forbi et hus med hestesko, søm og beslag i blandt symbolerne. "Må have været en smed der boede her.... Amy, hvor tror du vi er?"

Hun lod øjnene glide betaget over alt de så og stoppede så brat op ved en bygning. Symbolerne var ikke til at tage fejl af med deres geometriske former der ofte blev brugt til ædelsten. Der drejede hun af og smuttede ind for at se sig om. Ikke fordi hun regnede med at der ville lige det store, men måske, MÅSKE, var der efterladt noget, da byen blev forladt. "Jeg tror det her har været en juveller!"

Amy holdte sig lidt tilbage efter at lyset havde ramt hendes ansigt. Hun så tydeligt hvad der var på den anden side, og selvom hun var fascineret, fulgte hun ikke efter Caitlin lige med det samme. Amy gik, efter lidt tid, forsigtigt ud fra sit skjul og var opmærksom på enhver bevægelse der kunne finde sted. Hun var ikke tryg her. Det virkede forkert. For hvis der havde været et samfund, af velfungerende art på disse kanter. Hvor i al verden var de så blevet af? og hvorfor var de forsvundet?

"Det ved jeg ikke. Men der må være et eller andet her, som kan fortælle hvad der engang boede her. Det er jo ikke ligefrem et orkhul eller troldebo vi står i." svarede hun lavmeldt og gik på den modsatte side af husene end Caitlin, dog stadig på den samme vej. Der han gamle slidte vindharper ned fra kanten af tagene, krukker og ikke mindst skår lå der rundt omkring. Amy hørte godt Caitlin råbe i baggrunden, men var lidt mere fokuseret på at kigge ind i det normale beboelseshus, hvor en svag vind ramte vindharpen, således at stedet blev ramt af en sølle og let uhyggelig lyd. Amy puffede let til døren og så ind i det støvede og døde rum. Der var en helt forkert aura i den her by, og skovens dysterhed, hjalp absolut ingenting.

"C-Caitlin.. Jeg tror ikke at det her er et sundt sted at være.. " sagde hun med øjnene fæstnet på knoglerne som lå spredt på gulvet, i en usammenhængende bunke. Nu hun kiggede efter, så huset også generelt meget ødelagt ud. "Caitlin?" Amy kunne havde svoret at hun så to røde øjne over i det mørkeste hjørne. Hun tænke dog ikke videre over det før hun havde smækket døren i og stod ude i det mere lyse område. Hun trak vejret hurtigt og hendes puls nærmest stormede afsted. "Hvad kender du til mørkeskoven generelt? Andet end den.. er forgiftet..." hun følte nærmest selv at hun besværede sit eget spørgsmål. Skoven var nok ikke det sundeste sted at være. Måske var det sumpgasserne der spillede hendes sanser et pus, som før. Eller også var der noget i mørket som nød at feste sig på hvad der end boede her før. Amy havde hørt at skoven her ikke altid havde været mørk og dyster.

"Hvem, Amy. Hvem der boede her... det var bestemt nogen som var hvem'er og ikke hvad'er..." Caitlin var fascineret. Byen var så veltilrettelagt og husene så ens. Gaderne så ud til at være tegnet efter en snor og hvor de største mødtes var der pladser med hvad der måtte have været springvand. Storheden var til at se selv under årenes slid og forfald. Det var et forladt sted, men også et der var blevet forladt i en fart og ikke af krig. Hun så ingen tegn på kamp og kun få på indbryd. Som hun bevægede sig ud af juvellerens værksted var det med en lille håndfuld af krystaller, der bare havde ligget lidt for uberørt hen. Det mere end noget andet havde fået hende til at se nærmere på alt det andet og kvæle lidt af sin naturlige optimisme. Det havde ikke været krig, opstandelse eller flugt der havde fjernet hvem der havde boet har. De var bare forsvundet, måske bare døde ud i løbet af kort tid. Tanken fik en gysen til at løbe hende ned af ryggen, som hun så tilbage mod bygning.

Foran hende lå dog en af de store pladser og på den anden side af den et tempel omgivet af en vildt voksende park eller have. Hun stod og betragtede templet, som hun hørte Amys stemme. "Herude..." Hun tog ikke blikket fra bygningen før den anden kom hen til hende. Så rynkede hun brynene, mens hun forsøgte at huske hvad hun havde fået at vide af Dorín den dag i Lindeskoven og overhørt andre fortælle i tidens løb, når de troede hende for langt væk til at lytte med. "Et gammelt folk skulle have levet i skoven. Helt i pagt med den og tilbedere af viden og skønhed.... til mørket kom. Ingen ved vist rigtig hvad der skete, men der fortælles om pest, magi eller slet og ret at mørket fik dem i sind og krop...Jeg ved ikke... her virker som om noget i hvert fald er sket og at det ikke var rart..." Hendes blik var som hun talte dog vendt tilbage til templet, som hun nu begyndte at nærme sig. "Det føles som om det kalder på mig, Amy..." mumlede hun så usikkert, som hun begyndte at gå imod det.

Portåbningen hævede sig over hende, men ikke på nogen truende måde. Mere som en beskyttende kappe, der blev lagt om hende, som hun trådte over tærsklen og ind. Caitlin så sig om og kunne stadig se stedet som det måtte have set ud engang. De lyse vægge, planterne, marmoren og krystallerne der måtte have samlet og spredt lyset i regnbuer gennem rummet. Hun bevægede sig stille frem, mens hun tog stedets ro til sig og så stoppede op ved alteret. En kvindefigur stod på det. Ikke særlig stor, men så perfekt i sin udformning at det for et øjeblik tog vejret fra hende. "Hun burde ikke stå her i mørket..." Forsigtigt rakte hun ud og lagde de opsamlede krystaller på alteret, før hun fra sin taskes dyb fandt et stykke stof frem. Det viklede hun nænsomt figuren ind i, før hun lagde den ned i tasken og vendte sig rundt. "Der er en åbning her oppe... jeg tror måske kilden kan være gennem her.. det ville give mening..."

Amy kunne ikke undgå at himle svagt med øjnene af Caitlin, da denne rettede hende. Hendes fascination overfor dette sted var ikke til at tage fejl af, og Amy var ikke helt sikker på hvor tryk hun var ved venindens fascination. Efter mødet med gargoylen var Amy blevet lidt mere jumpy og der skulle absolut ingenting til at sætte hende ud af kurs lige pludselig. Så da hun kom hen til Caitlin igen efter at havde kigget ind i det meget dystre og efter Amys mening, uhyggelige hus, så hun ikke ligefrem lettet eller tilpas ud.
Amy kiggede let skeptisk over på hende, men valgte dog at sætte fokus tilbage til at kigge frem for sig på templet som Caitlin begyndte at nærme sig. "Betryggende... en bygning der kalder på dig.. puuuuuh.." Amy trak vejret dybt ned i sine lunger og begyndte let modvilligt at gå op af trappen til templet og ind efter Caitlin. Hun holdte sig dog i portåbningen og kiggede sig tit over skulderen.

Nogle gange forstod Amy ikke helt sin veninde. Hun var meget mere spirituel end Amy selv, der vist ikke rigtig ejede det gen på nogle punkter. Hun fulgte Caitlin med øjnene og som denne pointerede en åbning, flyttede hendes øjne sig dertil. "Okay.. Vi prøver.. Men jeg bryder mig stadig ikke om det her sted. Her virker forkert." svarede hun med et suk og nærmede sig. Først havde hun ikke rigtig kunne se hvad Caitlin mente, men som hun nærmede sig alteret, blev åbningen mere synlig.

Caitlin ignorerede veninden som hun gik ind i templet og tog den gamle atmosfære til sig. Hun var nok den mest troende af de to, men her var det alt andet end svært for hende at være det. Det var også grunden til at hun ikke kunne lade den lille statue stå tilbage, men måtte bringe den til andre der ville kunne værdsætte den og give den en plads i verden den fortjente. At Amy ikke var så imponeret over stedet var dog tydeligt, som hun vendte sig mod den anden pige. Den rødhårede så ud til at have en kriblende fornemmelse over hele kroppen. "Ellers går vi jagt efter en vej ud, ja." Samtykkede Caitlin, som slog følge med den anden mod åbningen. Hun følte ikke det forkerte så tydeligt som den anden virkede til. Der var noget ja, men der var også noget der der kæmpede imod mørket og det usunde. Hvad kunne hun ikke sige, men der var bestemt noget.

Åbningen viste sig at være indgangen til en søjlegang, der førte ud til en gårdhave omringet af bygninger på tre sider og klippe væg på den sidste. Lianerne var ikke så udbredte her, men der var græs mellem fliserne og blomster. Caitlin stoppede som hun så dem og smilede, før hun fortsatte frem mod klippevægge, der så ud til at være oplyst nedefra. Fra klippen sprang en kilde ned i et bassin, der strakte fem meter ud fra væggen og det var fra bassinet at lyset kom. Som hun lænede sig frem for at se ned i det gispede Caitlin højt og betaget. Bunden var dækket af krystaller i alle farver, der spredte lyset når det ramte dem. "Amy! Har du lige set det her?"

Amy var absolut ikke troende på nogen mulig måde. Hun havde aldrig fundet interesse i at følge nogen gud eller gudinde og så rent faktisk ikke meningen med det. Der var ikke nogen der holdte hånden over hende eller bestemte hendes skæbne. Det afhang alt af hvad hun gjorde i livet. Hun var sin egen lykkes smed, og blev ikke straffet eller belønnet af en eller anden gud, på grund af sine gerninger. Det nægtede hun simpelthen at tro på. Med det sagt, så hun ingen skade i at andre havde deres tro. Det var deres egen ret at tro hvad de ville. Så at Caitlin så noget mere åndeligt over dette sted, undrede hende ikke ret meget. Men hun havde stadig en grum følelse. "Super.." Amy bevægede sig mod åbningen i et utrolig roligt tempo og sørgede for at tage alt ind som hun ankom.

I modsætningen til Caitlin stoppede Amy ikke rigtig op for at nyde omgivelserne. Hun indtog dem, fik et lille smil på læberne og måtte indrømme at det var et smukt sted. Her så altid endda lidt mere vedligeholdt ud, til trods for græsset der voksede frem ved fliserne. Amy havde sat kursen mod bassinet, som lyste op. Amys nysgerrighed var vagt og hun fulgte efter Caitlin hen og kiggede ned i bassinet med let åben mund. Kunne det være rigtigt? Havde de virkelig skudt papegøjen? "Krystaller... Tror du vi kan nå dem herfra?" spurgte hun og drejede hovedet mod den yngre veninde.

Caitlin havde altid haft en fast tro på guderne og en fornemmelse for deres steder. De var fredede områder for hende og steder hun respekterede. Til en grænse som med alt. Stedet her havde kaldt på noget i hende, som den lille statue havde det. Noget hun ikke lod gå overhørigt. Det gav hende også en fornemmelse af accept for hvad hun var kommet for og en ro, da hun trådte ud i gårdhaven med den faldende kilde. Der ophørte behovet for at lade alt være urørt, som hun så hvad der gemte sig under overfladen. Krystaller i alle farver og former!

Hun rettede sig først op, som Amy talte, lod så blikket glide ud over bassinet, før hun strakte sig ind over bassinkanten og ned gennem vandet. Det var dybere end hun lige havde troet. Resolut satte hun af fra jorden, så hun kunne komme helt op og ligge på maven med kun en hånd fast i kanten og en strukket ned gennem vandet mod den nærmeste krystal. Kanten var smallere end hun lige havde regnet med nu hun balancerede på den og krystallen sad fast. Lidt vantro slap hun den og vippede tilbage op. "De sidder fast i bunden.. tror du det er den rigtige kilde?" Hun lænede sig frem igen for betaget til at kunne holde sig fra at give det et mere forsøg på at få en krystal fri.