Det var en sprudlende aften. Gang i byens gader, folk grinte, sloges, sang og drak som var det deres sidste dag, også selvom det ikke var sådan det hang sammen. Siden Balthazar havde taget titlen som piratkonge, havde byen fået et nyt pift. Den gamle dæmonkaptajn var stinkende rig i modsætning til den forhenværende konge, og han havde brugt mange resourcer på, at gøre byen lidt mere attraktiv, rent bygningsmæssigt og handelsmæssigt. Men som alle andre konger før ham, lod han ikke svare på den kriminalitet der altid blev begoet i havnebyen. Den var ubrydelig, og den var nødvendig. Balthazar var selv kriminel, så han forstod det udmærket. Nogle traditioner skulle bare ikke brydes. Men i det mindste var der bedre øl og rom i kroerne og der kom mere end bare alkohol til byen. Folk kunne spise og der kunne udrettes en del mere, for ens personlige økonomi, hvis man havde valgt denne by, som en handelsmand.

Balthazar tog selv tit sådanne muligheder op. Men i aften skulle der ikke handles. I aften skulle han ud, ud på kroerne, ud at drikke som en gal, som alle sine frænder, så han havde taget den besætning han holdt mest tæt med sig på en tilfældig kro, hvor hans tilstedeværelse havde fået mange til, enten at se op i respekt eller til at té sig endnu vildere. Han var populær, og han vidste det. Især når kom ind med en hel tønde mjød, som blev foræret til krofatteren, der storsmilende tog imod den og bød hele huset på gratis mjød de næste par timer.
Balthazar selv satte sig ved et bord midt i det hele med et glas stærk rom, og så til som folk blev mere og mere fulde. Og han nød det i fulde drag, uden at vide, at aftenen skulle tage nogle mere seriøse drejninger.

For Matik var livet hverken værre eller lettere end det plejede, penge og ejendele gled ind og ud af hendes varetægt i en lind strøm uafbrudt af andet end hendes held der kunne svinge upassende meget i løbet af blot få timer. Denne aften havde hun spenderet ganske roligt, hun havde gået den normale aftentur langs havnen i søgen efter det skib der var blevet stjålet fra hende for ganske nyligt, men som de andre aftner havde der ikke været meget at komme efter, hvilket havde ærgret hende helt ind til benet.
I stedet havde hun fundet en smule mad på en ussel beværtning inden hun havde slået sig ned på en halmballe på byens torv og tændt en pibe, mens hun gennemgik tasken for remedier til aftenens brug, hun havde nogle enkle søkort tilbage, hvilket kunne spilles væk eller forhåbentligt sikre hende en solid gevinst, på bunden af tasken lå en lille bunke mønter der ikke havde den store værdi, men det var dog nok til at leve for og sidst men bestemt ikke mindst havde hun sit sæt kort. I et garvet tag greb hun den indsølede pakke hvori stakken befandt sig, inden hun tog dem ud og spredte den i en vifteform. en stor hvid sky forlod de lyse læber og formede et lille røgslør som dampede op fra den brune læderhat, inden hun kort skævede op og lod så igen opmærksomheden fanges af kortene. der manglede ét bemærkede hun, men længere nåede hun ikke i sine tanker inden en broget stemme fik hende til at løfte blikket.
"Hey, der er hun kraftedme den lille tyvagtige tæve. Kom her!"
En stor bredbringet mand med sømandstatoveringer og ar i sådan en mængde, at det halve kunne være nok, pegede stift ud i luften fra den anden ende af torvet. Det gippede kort i Matik og det skulle lige synke ind, inden det rent faktisk gik op for hende, hvem det var.
"Åh pis!" I en hurtig bevægelse kom hun op at stå, inden hun satte af og gav sig til at løbe, men jagten var allerede sat ind og flere sæt ihærdige fodtrin trampede henover torvet og ind i en af de små gader. Hun kunne godt huske manden, det havde ikke været mange aftner siden at han ærligt og redeligt havde vundet en lille formue fra hende, som hun efterfølgende med en stor mængde snedighed (ifølge hende selv) havde fået stjålet på mest modbydelig vis og nu måtte hun betale prisen og nu havde han taget to venner med, der tydeligvis også var interesseret i summen Matik skyldte.
Den lyshårede pirat drejede skarpt om et hjørne, inden hun bragede igennem en dør der blev smækket hårdt efter hende, så de fleste måtte se op. Dette var dog slet ikke nok til at holde den frådende flok på tre tilbage og kort efter bragede døren op så den slog en revne, mens en spids lang klinge blev peget direkte imod kvindens maveregion.
"Jeg har fået nok af dig Matik, aflever eller jeg spidder dig som et svin!"
Matik havde ikke rigtigt nået at orientere sig i kroen, men hun bad inderligt til, at der ikke sad flere hun skyldte penge, på trods af, at chancen var uhyggelig stor.
"Hey rolig nu Kahlim, du skal nok få de penge der, jeg har dem bare ikke sådan.. her, vel? De ligger i mit skib, jeg kan vise jer derhen med det samme, hvad siger i til det?"
Den blonde hævede langsomt begge hænder, hvis hun bare kunne komme til vandet ville det ikke være et problem at slippe væk med hendes magiske evne.¨
"Drop fandangoet tøs, dit skib er væk, det ved du lige så vel som jeg. Hey, Wiegel, hvad tror du sådan et øje er værd, når man kun har ét? Vil det ikke være en meget fair pris for fem diamanter?"

Bedst som Balthazar var midt i en tår rom, bragede døren til kroen op og en fin lille sag dukkede op. Han kendte hende, havde mødt hende engang for et godt stykke tid siden. Hun havde forsøgt at nappe et kort af hans, men han havde slået det hen som tant og fjas. Det gjorde de tre vrede mænd, der fulgte efter hende ikke. Ikke som de pegede med sværd på hende og truede med at tage hendes øje og sælge det for flere diamanter. Normalt ville Balthazar ikke have blandt sig. Men han kunne lide kvinden, og han gad ikke at have hendes blod på dette gulv. Og selvom han godt kunne lide barslagsmål, syntes han ikke rigtig, at han gad dem i aften. Han rejste sig langsomt op, og det samme gjorde de fem mand, der var med ham. Mens kvinden og mændene talte, gik han langsomt forbi krofatteren, hvor han lagde en pose med en betydelig mængde af krystaller og sendte ham et undskyldende blik. Galant til det sidste. Men han kunne ikke lade være. Han var ikke den gængse, gemene kriminelle, og han skulle aldrig anses som én.

Da han så over på de fire, var det med et fokuseret blik og kort efter dansede Kahlims sværd ud af hånden på ham og begyndte at svæve lettere fjollet rundt, mens Balthazar nærmede sig.
"Jeg hader når folk dræber hinanden i min by. Jeg ville være okay med det, hvis det bare var tæsk, men det er ikke i orden, at dræbe smukke kvinder. Det er måske en regel jeg burde smide i lovene?" Det første blev sagt til den brede mand, der alligevel ikke målte sig med Balthazars absurde højde. Det andet blev spurgt til hans skriver, der rystede grinende på hovedet af ham. "Og så har jeg desuden en høne at plukke med denne smukke sag. Hvis I smutter ud, kunne der vel være profit i det for jer, eh? Så slipper vi alle sammen for, at kroen går amok, og at jeg bliver vred, ikke?" Hans smilede muntert til manden, da han stod en meter fra ham, men hans blik var noget helt andet. Øjnene var sorte som helvede selv, og den mørke plamage i huden omkring dem, bevidnede, at han ikke var et menneske. Hans dæmoniske indre var ikke til at holde indenbords længere.