På trods af, at Micah havde forsøgt at være så lydløs som muligt, lod det til, at de to ældre drenge havde bemærket ham. Han havde åbenbart taget fejl da han troede, de var for optagede af deres lille fejde til at ligge mærke til, hvad der foregik omkring dem.
En af dem råbte hans navn og kastede en sten i hans retning, hvilket i første omgang fik Micah til at spjætte af forskrækkelse og straks krympe sammen. Alt hvad der nærmede sig ham i dén fart blev set som en trussel og havde det ikke været for Ray Taylors bemærkede, der fulgte i næste øjeblik, var han da også straks løbet væk.
Micah pustede kinderne op i fornærmelse. Hvorfor skulle han dog kunne kaste med sten? Bare fordi han ikke var en stor, farlig alfaulv betød det ikke, at han ikke duede til noget. Han rodede rundt i græsset og fandt stenen fra før, som han nu kastede direkte imod Ray Taylors nakke. Det var et blødt kast og – på trods af, at Micah nødigt indrømmede det – det bedste han kunne præstere.
”Jeg kan kaste sten tusind gange bedre end jer to... tilsammen!” lød det fra ham. Han lagde armene over kors. Selvom han ikke havde i sinde at forsøge at udkonkurrere de to ældre drenge – hvis de lagde op til en slåskamp, ville han være over alle bjerge i løbet af sekunder – så følte han alligevel en trang til at forsvare sig. Ray Taylor havde kaldt ham for
Rævedrengen… Hvad bildte han sig ind?
Han krympede sig da nervøst, da en kvindestemme afbrød deres samtale. Det var professoren, der truede med at indberette dem til Professor Tywing. Det fik Micah til at tabe den sten, han netop havde samlet op - bare i tilfælde af, at Nomaakz nu skulle finde på at kaste flere sten efter ham.
M I C A H . C ' H A N D R A . Y U E
Halvfærdigt signaturbillede tegnet af mig ? profiltekst 
Krystallandet
