Ray Sad på hans værelse med ryggen op af væggen og ansigtet begravet i en bog, at læse og studere var to forskellige ting for ham, der var forskel på at læse om naturen eller at være ude i den, men i dag ville han blot læse om den, mange tanker gik igennem hovedet på ham at få de bedste karaktere var også vigtigt for ham, og lige nu var det mere vigtig end noget andet.

Han lukkede bogen og lagde den på sengen hvor efter han rejste sig op og flyttede en skammel han havde lidt tætter på sengen hvorefter han med skamlens hjælp og senge kanten kunne træne på, det var trodsalt ikke for sjov han havde den krop som han havde den var ikke bare kommet en morgen, nej han havde selv arbejdet for den så i gang gik han.

Efter noget tid stoppede han og stillede skamlen tilbage på sin plads, han knækkede kort med nakken fra den ene side til den anden, han vidste ikke rigtig hvornår han skulle til time men lige nu måtte han vente. han stillede sig ved det vindue han havde været heldig med at få, osse fordi det var nemmer for ham at smutter ud af dem når han vil skifte form, men mest af alt havde han bare være meget heldig.

Der lyder skridt ned af gangen, fra små sorte sko med hæl. De fleste elever er stadig i færd med at gøre sig klar til dagens undervisning og andre har allerede været til dagens første undervisning. En lille gruppe elever kommer løbende ned ad gangen. Pjattende og råbende. Dog bliver de straks bragt til stilhed og formanet om reglerne for skolen, da Maia går dem i møde og overrasker dem. Endelig når hun hen til Rays værelse.
Maia står et par sekunder i døråbningen og betragter Ray granskende køligt, inden hun banker på den åbne dør og træder ufortrødent ind i rummet.

Maia er iklædt en sort ankellang kjole i et tyndt og svagt gennemsigtigt bomuldsstof. Den er moderat nedringet, tætsiddende og snæver med et snit i højre side, således at for hver skridt hun tager blottes noget af hendes ben. Kjolen fremhæver diskret hendes meget veldrejede skikkelse, uden at fratage den elegante og respektfulde udstråling der omgiver hende. Håret er sat løst op i en knold og på den ene side af hendes ansigt er et tot af det sorte hår undsluppet og hænger skødesløst ned af de høje kindben. Ydermere, idet hun bevæger sig ind i rummet spredes der en diskret duft af hendes parfume, med anstrøg af kokos, vanilje og moskus. Hendes blik har et køligt skær og de lange øjenvipper flyver elegant op og ned i luften, når hun blinker. Hun er simpelthen til perfektion en verdensdame, en rolle hun er indøvet i og mestre til perfektion, og til dels nyder når det passer hende.
De smukke lange fingre holder om en stak papirer. Det er en opgave, indleveret af netop Ray, og er grunden til, at hun har opsøgt ham.

Hun vifter med opgaven og siger ufortrødent og en smule formanende til den unge mand i vinduet ”Unge Ray Taylor, hvis det her er deres forsøg på at skrive en afhandling om konflikten mellem Mørket og Lyset og racernes påvirkning på disse konflikter, så håber jeg inderligt for Dem, at De ikke bestræber dem på at blive en vigtig indflydelse i Krystallandets højere lag”

Ray kunne høre nogen på gangen komme nærmer, ikke fordi det larmede særlig meget mest af alt på grund af hans hørelse, han nikkede kort med hovedet da han også hørte andre elever ude på gangen fik en skide balde for at løbe på gangen, duften af kokos vanilje og moskus fik ham allerede advaret langt før Maia var nede ved hans dør som stod halvt åben. Han overvejet i nogle sekunder om han bare skulle springe ud af vinduet også undgå det hun nok vil snakke med ham om, men han blev og ventede.

ide hun træder ind i rummet og hendes duft bliver mere kraftig for ham til kort at smile, men det der mest af alt fik ham til at smile var den kommentar hun kom med. han vender sig om imod hende og smilet er kun skævt nu. Ser du det er bare min mening om det, og for det andet så ung er jeg vel heller ikke i forhold til dem" sagde og blinkede til hende. Ray havde altid kun shorts lignende bukser på og bar overkrop, det havde han haft siden han kom til skolen og det var det som de fleste kunne kende ham på.

Ray gik hen imod Maia og stillede sig blot 30 cm fra hende og betragtede hende kort, han duftede kort til hende og smilede igen " troede vi havde aftale du ikke skulle tag så meget parfume på når du ville mig noget, min dufte sans går helt amok det ved du da " sagde han på en udfordrene måde. Han tog hånden frem imod hans opgave for at hun kunne give ham den hvis han skulle rette den eller hvad han nu skulle gøre.

Ved middagstid ligger de fleste værelser badet i sollys, og det kan hurtigt blive ret varmt på skolen skønt de glatte marmor gulve og de rummelige rum. Det er dog tydeligvis ikke af denne grund, at Ray ikke bærer overtrøje. Det er ikke gået ubemærket hen, at han har udfordret reglerne på skolen ved at møde op i bar overkrop og ellers gået rundt som en anden gudeskikkelse. Maia giver ham et granskende blik inden hun fastholder opmærksomheden på hans kommentar. Det ene sorte øjenbryn bliver hævet i forbløffelse og hun fnyser, ”Hvor ung De er defineres af deres handlinger og erfaringer, og siden De blot er elev og jeg er Professor, så taler det vel for sig selv”.

Det påvirker hende ikke det mindste, da Ray stiller sig helt tæt på hende. Hun står beslutsomt, kølig som kun kvinder kan det, men kan ikke lade være med at smile over hans lidt kække svar.
”Det er desværre ikke noget jeg kan gøre for, det er vel bare en last for deres…,” Hendes blik vandrer ned over hans krop og op igen til hans ansigt, som tog hun mål af ham, ”slags”.

På trods af hendes iskolde ligegyldighed over for intime relationer og mænds tilnærmelser, vil hun ikke benægte hendes ofte udfordrende skikkelse. Det er tydeligt, at hun er klar over den påvirkning hendes udstråling og tøjstil har på folk omkring hende, ned til den mindste detalje, som parfumen. Intet er tilfældigt på denne kvinde. Godt nok havde hun søgt tilflugt i kloster grundet hendes ukontrollerbar evner, og tvunget sig til tavshed for ikke igen at skulle forårsage så meget kaos og smerte, men nu hvor hun havde udviklet sine evner lod hun sin ny vundne selvtillid afspejle i sin kvindelighed. Maia responderede den ny vundne kontrol i endnu højere grad ved at forvandle sig til en sensuel, dog respektindgydende fristerinde. Det er ingen hemmelighed, at hun nød den lille leg. Hun er trods alt en stolt Topalis kvinde fra en velhavende og respekteret kvinde. Hun blev født til respekt.

”Det kan godt være, at vi her på skolen fremmer folks kreativitet og troen på deres holdninger, men historien er ikke til at ændre. Den er som den er, og så kan det godt være De mener en ting om Deres races indblanding og alle andres indblanding, men fakta er fakta. Vil De udmærke Dem i min klasse, så må De hellere få styr på Deres fakta og ty til historie bøgerne” siger hun afvisende og går hen til vinduet idet han rækker efter opgaven. Maia får åbnet vinduet og stiller sig med siden til ham og med opgaven i udtrakt arm ud af vinduet, ”og den her,” Maia smider opgaven ud, så papirer daler ned i gården, ”kan De ikke lære noget af Ray Taylor, gør det bedre”

Af alle de professor der var på skolen var Maia den professor som Ray synes var mest unik på den måde hun var på, den måde hun talte til eleverne på, hvert ord og kommentar hun kom med tog han til hver bevægelse faktisk stortset alt. " Slags siger du og hvad mener du med det " kiggede han på hende ide hun gik forbi ham og hen til vinduet. Ray vidste godt der var regler på denne skole og han vidste at elever ikke måtte lægge hånd på en lærer, men fristende var det dog nogen gange.

Da hans opgave blev smidt ud af vinduet så han blot på en med et skævt smil " vidste du ikke at alt det af mit der bliver smidt ud" sagde med en lille pause imellem hvor efter ind af vinduet med høj fart kom hans opgave flyvende hen og lande pænt på hans seng "kommer altid tilbage sagde han selvsikkert. af de elever som var på skolen var Ray den ældste og det skulle hun vide, han respekteret reglerne på skolen men, han vil også gør det klart at han ikke fandt sig i at hans opgaver som han havde brugt tid på blev smidt ud af vinduet.

Han gik hen imod Maia og stillede sig foran hende imens han kiggede lidt ned på hende da han var lidt højre end hende, hans blik så intenst i hendes " hvad så hvis jeg nu valgte dit fag fra, vil det så gør dem glad, så de fri for at bøvle med mig for vi kan jo ikke have du kommer og besøger mig på mit værelse hele tiden selvom det nu er meget hyggeligt." . sagde han med et lumsk blik i øjne.
Den sorte tot hun havde hængende fra hendes hår, kiggede han kort på hvorefter den blev lagt om bag hendes øre med hans ene evne, sådan han ikke havde fysisk kontakt med hende. selvom den tanke nok havde været der et par gange.

Da hans papirer flyver ind af vinduet igen, og samler sig fint i en bunke på bordet vælger hun egentlig helt og ignorere det, men siger henkastet ”Så slipper De da for at rydde op i gården her til middag”. Hun fortsætter ufortrødent og svare ham direkte, ”Deres slags, varulv selvfølgelig, altid i dybt kontakt med jeres primitive,” Hendes brun, rødlige øjne farer igen henover hans figur og gestikulere flygtigt med hendes lange fingre ad hendes bare overkrop, ”lyster”. Det er blandt andet en af de racer, der foruroliger Maia og forstyrrer hendes telepatiske empatiske evne. Racer som varulve og andre dyre blanding, giver altid kraftige følelsesmæssige udsving, da deres tætte kontakt til deres primitive instinkt forstørrer deres følelser, og derved belaster hendes evne endnu mere og påvirker hendes egne følelser i større grad. Det er ikke noget, som hun ikke kan kontrollere, det kræver blot mere koncentration og energi.

Maia ser op på den høje Ray. Godt nok er hun et par år ældre end han er, men hans fremtoning virker stadig meget truende og ældre. Maia er hurtig til at opfange og skubbe de kække og lumske undertoner fra sig, som olie i vand, ”Om De er en del af mit kursus eller ej, er Deres egen beslutning. De er ikke den første og sikkert ikke den sidste elev, der ikke kunne magte det. Men, hvis De vil yde Deres bedste på denne skole, må De lære at rejse Dem op igen, når jeg har slået Dem ned til jorden. I stedet for at stikke halen mellem benene” siger hun direkte og med en uhåndgribelig kølighed. Dog for det trænede øre, kan man opfatte en drilsk, måske lidt hånlig undertone ved den sidste bemærkning.

Alligevel kan hun mærke hvordan hun rødmer over det hele, da han med sin evne stryger totten om bag hendes øre. Han er så tæt på, at hun kan mærke hans følelser som bølger der slår mod strandbredden. Pludselig forlegen, retter hun sig op og skyder brystet frem og træder væk fra ham, mens hun rømmer sig, som for at genvinde lidt autoritet.

Maia er udmærket godt klar over hendes overlegen opførsel, og trængte helt sikkert til at blive sat godt og grundigt på plads. Hun virker altid så genstridig og stærk. På den anden side, hvem kunne bebrejde hendes facon? Enebarn af en velhavende familie og senere opvokset i et strengt, disciplineret kloster, fødested for rebelske tanker og ugerninger. Det hjalp heller ikke på det, at hun havde fået det ind fra barnsben af, at hun er den nye stolte generation af Topalis folket, et krigerfolk med en hovmodig fortid og en endnu lysere fremtid, selvom de få der var tilbage af den gamle religion. Så ja, Maia besidder hele pakken, lige fra det kønne ansigt til den øretæveindbydende attitude.

Ray var stolt af sin race og hvis han følte noget snakkede dårligt om den kunne han ikke bare stå og se på udenset hvem det var som gjorde det, og lige nu følte han lidt negativitet fra hendes side, men det forsvandt hurtigt igen med et smil på hans læbe. " at rydde op efter mig selv gør jeg gerne men så vidt jeg husker var det dem der smed papiret og ikke mig, så derfor må det vel have været dem der skulle ned og rydde op, så det er vel mig der hjalp dig " sagde han flabet men kontrolleret.

Ray lyst og følelser var bestemt i bevægelse nu Maia var omkring ham, men hun var også den eneste der kunne måle sig med hans alder, men selvom hun var ældre end ham gjorde det ikke noget alder var blot et tal i hans øjne. Ide hun trak sig væk fra ham vidste han allerede at lige nu stod der 1-0 til ham, og han kunne hører at hendes hjerte banken blev en smule hurtigere, han gik det skidt imod hende som hun havde taget væk fra ham. " for det første gad jeg godt se dig slog mig ned, og for den andet hvad nu hvis jeg har lyst til at blive på dit kursus, og du burde da vide jeg ikke er typen der stikker halen mellem benene, det ligger ikke til min natur." sagde han med en bestemt tone.

Ray vidste alt om regler der var på skolen og at ligge an på en lærer vil ikke være godt for hans omdømme hvis man kunne sige det, Ray selv vil være ligeglad men at få opmærksomhed fra andre elever gad han ikke, men det var som om han næsten ikke kunne lade være.
" så de kom her ned for at give mig min opgave er det så ikke din opgave at lærer mig hvordan jeg kunne gøre den bedre at læse hjælper ikke altid kun"....

”Nej, der er desværre meget der ligger til Deres natur” Maia rynker en smule på næsen og hæver overlegent det ene øjenbryn, mens hendes blik ser nærmest opgivende eller nok nærmere dømmende på Ray. Ikke længe efter at ordende har forladt hendes røde, indbydende læber smyger hun nonchalant forbi Ray, i endnu et forsøg på at komme væk fra den ubønhørlige bølge af følelser, der rammer hende som nådesløse projektiler. Varulve!

Da hun atter føler, at der er en respekter bar distance imellem dem igen, hvor hun atter kan genvinde hendes autoritet og kølige udstråling, vender hun atter sit intense blik mod den unge mand. Han er et imponerende syn, som han står der i rummet, med brystkassen der hæver sig og musklerne der er spændte. Alligevel har hun lært at beherske noget så primitivt som lyster og væsner basale instinkter. Hun måtte tage hatten af, for hans direkte forsøg på han indsmigre sig, men det er ikke første gang hun har haft tilnærmelser fra det modsatte køn. ”Jeg ville vælge mine ord med omhu, man skulle nødig tro, at en elev udfordrer en Professor. Jeg tror ærligt talt ikke De virkelig har lyst til at udfordrer mig. De har hørt rygter om hvad jeg er i stand til,” hun løfter formanende en pegefinger ”Men tro mig, det er ikke noget De har lyst til at udforske” siger hun bestemt og med en isende kold tone, der skærer sig igennem kød og ben. Hun retter ryggen og ligger armene over kors, så hendes barm hæves en smule.

”Ray Taylor, har De nogensinde hørt om, at jeg skulle give mig hen til privat undervisning? Det er lige så sjældent som vedvarende fred i Krystallandet, altså, ikke eksisterende” siger Maia en smule for frisk end det måske var til hensigt, men det understreger blot, at hun ikke er helt uden humor. ”Men hvis De ikke føler, at bøgerne taler til Dem, så må De vel ud og udforske andre inspirationskilder. Find dem noget der er relevant for Deres slags. Vær nysgerrig!” Maia himler med armene, som var det det mest indlysende, men tænker samtidig tilbage på hendes tid i klostret og de mange bøger og historier om ukontrollerbare og stærke evner og kræfter så som mørkets kræfter.

Ray satte sig over i vinduet og så på hende og så på hende med et smil på læben " hvorfor tror du at jeg spørger dem om hjælp, det er nok fordi de er min inspirationskilde, og sådan er jeg desværre blevet kan ikke lave om på nu " sagde han og blinkede til hende, lige nu kørte han bare på hende sådan hun fik af samme skuffe, han betragtede kort hende med et blik der startede oppe fra og gik ned og derefter så op igen. " at udfordre dig vil blot være en leg for mig og et helvede for dig tror de ikke, eller er det omvendt for ja jeg ved hvad de er i stand til, men det hele handler om at være hurtig på aftrækkeren " det sidste ord blev sagt hurtigt, og lige efter det i et sæt rejste han sig op, og med hjælp af hans evner fik han flyttet hende helt hen imod ham, sådan at hun rører hans krop med hendes front.

Ray's blik betragtede hendes da de stod tæt på hinanden han vidste at hun nok vil fjerne sig igen fra ham men han vil blot vise hende at han ikke frygter noget eller nogen, " så mund ikke når alt kommer til alt er det hurtigheden der er afgørende, eller så skal vi gå og håbe at freden snart kommer til krystallandet sådan de kan undervise mig " sagde han med et smil på læben.
Han ku mærke på hans krop hvordan hendes former var i forhold til hans, da de ikke havde samme former og det var det tætteste han kom på en ordentlig kvinde, at hun så var lærer var træls for hende og lidt ham, men det vil ikke holde ham tilbage endnu

Maias hjerte hopper som en hare i brystet på hende, da hun bliver tvunget i favnen på Ray. Fanget med paraderne nede tager det hende nogle sekunder om at få samlet sig selv. Hun trækker sig en smule bagud og tager ham i nærmere øjensyn, så hendes ryg svajer, men hans arme er om hendes talje og der er ingen steder at flygte hen. Som Ray bøjer sig truende nærmere, blegner Maia og bukker sig sammen, som et pindsvin der venter tæv og pisk. Hun indser dog hastigt, at hvis hun lader ham få sin vilje nu, ville hun aldrig mere få ham ned på jorden igen.

"Unge Ray Tayler, De glemmer Deres plads og disciplin. Her på skolen udøver vi selvbeherskelse. Hvis De absolut vil løbe testosteronet af Dem, så tilskynder jeg Dem til at jagte en af de uvidende kvindelige elever eller muligvis Deres egen hale" hvæser hun overbevisende. Hendes krop dirrer af forurettelse ved den fysiske kontakt med Ray.

Uventet nok ligger hun sine hænder på hans arme og stirrer intenst ind i hans kække øjne. Pludselig begynder hendes øjne og lyse i et tydeligere skær af rød. Ray vil kunne mærke, at han falder hen, som i et drømmestadie af døsighed. Hendes stemme er rolig og tillokkende, som honning til bier.

"Ray Tayler, De mente ikke at ligge hånd på mig, De er bare rystet over opgaven, det er det hele, måske skulle De sidde ned" hvisker hun stille, og han vil kunne mærke hvordan en tvungen følelse af forlegenhed og forvirring trænge sig på, som har han lige oplevet en stor ydmygelse. Maia guider ham hen og sidde på sengen inden hun slipper ham.

Ray kunne ikke lade være med at smile " at jagte min egen hale hvis jeg havde en så ja, og andre piger siger mig ikke noget kun de gør " sagde han smilende, men det smil forsvandt hurtigt igen ide hun lagde hendes hænder på hans arme, han begyndte stille og rolig at blive døsig og havde glemt alt om hendes evner i forhold til hans, han blev helt mat i kroppen som om hans muskler blev til gummi.

Hans blik var ned i gulvet og han hørte hvert ord der kom ud fra hendes mund, han nikkede blot til hende og følte med over til hans sang hvor han satte sig ned, han kiggede kort op på hende " det er en træls opgave den du har givet mig, men jeg må heller læse for at gør min opgave bedre men tror lige jeg skal ligge mig ned først " sagde han bestemt hvor efter han lagde sig ned i sengen og så op i loftet, at hun lige havde brugt hendes evne på ham var ikke fair, men han vidste ikke bedre og nu skulle han bare lave en bedre opgave.

" tak fordi du kom med opgaven skal nok lave den bedre næste gang professor Maia " sagde han fra sengen af " men at bruge din evne på mig var ikke fair, men så ved jeg ide det mindste hvor din grænse gik denne gang " sagde han med et smil på læben

Hun betragter hans alvorlige profil. Hans blik er hårdt men træt. Hun spekulerer på, om det havde været nødvendig at gribe til hendes kræfter. Der er trods alt strikte regler om brugen af ens evner som Professor på skolen. Hun skulle jo forestille at fremstå som en rollemodel for de unge elever under udvikling. Selvom hun selv er under træning i beherskelse af sine evner. Det er efterhånden blevet en livlang træning, mon hun nogensinde vil kunne forstå dem fuldt ud. Maia vender igen sin opmærksomhed mod Ray. Ja, det var givetvis tarveligt, det hun havde gjort. Alligevel føler hun sig nødsaget. Han havde trængt hende op i en krog og kørt hende rundt på gulvet som en forvirret hundehvalp. Se det er ikke fair i hendes hoved, hun skal jo forestille at være Professor, en autoritetsfigur, for ikke at nævne en stolt Topalis med rene rødder fra den gamle religion. Selvom hendes udstråling kunne opfordre til andet. Men hun er kvinde, og elsker de impulser hun får fra de følelsesmæssige udsving hendes udstråling og væremåde generere. Det er ligesom en shot af ren energi. Desuden, så mange år i kloster, så har man lyst til at lege lidt.

Maia træder væk fra Rays sengekant, da han ligger sig ned, ”At De yder Deres bedste i mit kursus er alt jeg beder Dem om, intet mindre, intet mere” svarer hun og dristig sig endda til et lille akavet smil efter hans sidste kommentar. ”Jeg kan finde nogle bøger til Dem, som måske kan inspirere Dem. De er lidt mere hen af sagaer fra det gamle krystalland, men så føler man det er lidt mindre kedeligt, når det samtidig er en god historie” siger hun i et forsøg på at rettet op på sin adfærd, måske lidt skyldbetvunget.

Maia rejser sig op og går hen imod døråbningen, men i det hun skal til at træde ud af døråbningen standser hun med den ene hånd i dørkarmen og den anden på dørhåndtaget. Sådan står hun lidt og tripper. Indtil hun endelig drejer rundt med front mod ham, så det tot hår han havde strøget om bag hendes ører river sig fri igen og hopper omkring hendes kindben. Hun ser pludselig på ham med et meget alvorligt blik, men uden den intense rødlige gløden.

”Jeg forstår Dem ikke, ” siger hun pludselig, ”Søde smil, hvisken og små udbrud kan jeg forstå. Jeg er ikke helt uvant i mænds tilnærmelser, men De… De jager Ray Tayler. Jeg burde ikke være forbavset, det ligger til Deres natur, Deres slags om jeg må be. Men hvad får Dem til at tro, at De er så speciel, at selv jeg må give efter på et tidspunkt? Jeg kan komme op med adskillige grunde til, at det aldrig vil ske, og adskillige grunde som skal overvindes før, at jeg overhovedet vil lege med tanken om det. De kender mig ikke Ray, og jeg kender ikke Dem, så vi lader det bare være ved det inden en af os kommer virkelig til skade. Og med en af os, så mener jeg Dem Ray Tayler”

Ray som var begyndt at komme til sig selv og det samme for hans krop satte sig op i sengen og så over på hende ide hun skulle til at gå, " jeg takker hvis de vil finde de bøger til mig og jeg vil gøre mit bedste i dine kursuser og andres også " var det første der blev sagt fra ham af, og en lille tænke pause var han nød til at tag da hun kom med hende anden kommentar, han så ned i gulvet og smilede kort hvor efter han vende hovedet op imod hende. " Jeg jager hvad jeg synes der er nødvendigt at jage, og de er det." han rejser sig svagt op og går stilleover imod hende, med hjælp af hans evner lykkes det ham at stille sig over til væggen ved siden af døren hvor han læner sig op af den og ser på hende, med hovedet hvilene op af væggen " hvad der for mig til at tro at jeg er Speciel hmm, lad mig vende det spørgsmål og sige hvad for dem til at tro at jeg ikke er det, at de ikke vil give efter på et tidspunkt. " sagde han bestemt med et smil på læben, dog rykkede han sig lige væk fra hende for han vil ikke være offer for endnu et evne trick fra hendes side.

Ray forsatte " Men hvis vi skal være ærlige overfor hinanden så nej så kender vi ikke hinanden men mund ikke vi kommer til det på et tidspunkt hvis du ønsker det." sagde med et smil på læben hvor efter han gik over imod hans seng igen, og satte sig op af væggen med blikket betragtende og fastnet over på hende. Adskillige grunde siger du hmm, alt kan ske selv ikke du kan styre alt, det er blot et spørgsmål om hvornår de bliver træt af benægtelsen og gir efter for fristelsen. og når alt kommer til alt så ved vi godt at den eneste der ikke kommer til skade er mig, med mindre de rører ved mig igen, hvilke jeg husker at man ikke må på denne skole, men allerede der har du overtrådt en af de mange regler så de er lidt ligesom mig nu. Fristet.........." sagde han bestemt.

Ray fjernede blikket fra hende og så op på vinduet, sol strålerne skinnede ind og ramte ham lige på overkroppen varmen fra solen fik ham til at lukke øjne lidt " men jeg takker for deres gode råd, og bare rolig skal nok lade være med at nævne til nogen det der er forgået her i dag " sagde han med et smil på læben og lukkede øjne.

Da han stiller sig over til hende, folder hun hænderne omme bag ryggen og skyder brystet frem, i et forsøg på at gengælde hans ligefremme facon, og for at understrege, at hun ikke lader sig kue af hans påtrængende attitude.

"De er ligesom alle andre mænd, helt uden kontrol. Hvis De ikke har bemærket det, så er jeg fascineret af kontrol. Nærmest besat af det. Og De, Ray Tayler, er indbegrebet af primitive lyster, ukontrollerbare primitive lyster" siger hun direkte og ucensureret. Det er for sent at gå tilbage til høfligheder og autoritær distance. Hun kan dog alligevel ikke benægte at føle sig smigret af hans gåpåmod og hans vedholdenhed. Det er svært ikke at elske opmærksomheden hun får gennem denne lille leg.

Maia aner dog en lille trussel i hans løfte om ikke at indberette de overtrædelser hun har gjort. Hvor end meget han irriterer hende, samt fascinerer hende, vil hun ikke miste sit job over en latterlig lille leg med følelser. Det er rigtigt hun lod sine følelser løbe af med hende, om det så skyldes en forveksling med de følelser han udsendte eller om hun i et svagt øjeblik selv blev revet med, og det vil hun ikke lade ske igen.

"Har jeg misforstået noget? Eller prøver De rent faktisk at afpresse mig?" spørger hun køligt men med sænket stemme, mens hun vender fronten mod ham som han sætter sig i sengen. Det har han da ikke nerver til?

Et smil kom frem på Rays læber endnu engang, det var åbenbart en ting hun fik frem på ham hver gang stort set, for hans skyld behøvede hun ikke at understrege noget for han var godt klar over hvad der var hvad .

"Kontrol hvad for dem til at sige jeg er ude af kontrol, hvis der er noget jeg er så er det i kontrol, jeg ved godt de tror jeg er ude af den men tro mig Maia jeg er i fuld kontrol" og det ord var i det mindste sandt for igennem hans år på munke kloster havde han lært at kontrol var en vigtig del af hans race at have, så det havde han helt styre på.

Han rejste sig op og satte sig over i vinduet med fronten imod hende han smilede kort til hende og rystede på hovedet " nej på ingen måde prøver jeg på det, fortæller dig bare du ikke behøver at holde din følelser tilbage eller spille uskyldig " sagde han og bed sig kort i læben.
Ray viste hun var lærer og alt følelser til en lærer vil være forkert men Ray havde set sig fast på hende, så han vil på ingen måde opgive dette, han måtte bare vente indtil hun selv fandt ud af det.
" troede de var på vej til at gå " smilede han drilsk

"For det første, jeg holder ikke mine følelser tilbage, jeg styrer dem" svarer hun Ray hastigt, "For det andet, jeg behøver ikke spille uskyldig. Jeg kan være så skyldig som overhovedet muligt og stadig slippe godt fra det. Det er det dejlige ved at kunne kontrollere sine følelser samt andres" Maia smiler for en gang skyld. Ikke for Rays skyld, men over den vidunderlige sandhed. På trods af alt den kaos hun kan skabe gennem sin evne, så er det ny betryggende hvor stor magt det egentlig også giver hende. Nok en af de grunde til, at hun er fascineret over Mørkets historie. Alt sammen om væsner og deres storslået og magtfulde evner. Det var ikke deres skyld, at deres evner overgik andres.

Når det sagt, rømmer hun sig og retter sig stolt op, "Tak, er jeg også. Nu skal De blive fri for mig Ray Tayler". Maia vender sig om og bevæger sig nonchalant ud af rummet mens hun forsigtigt lukker døren. Inden hun lukker den helt siger hun henkastet og over skulderen, "Overrask mig med Deres næste opgave. Jeg forventer det bliver værd at læse færdigt", hvorefter døren går i og man kan høre hendes fodtrin forsvinde ned ad gangen. Inden længe vil det ringe ind til time.

//out