Det var aften i Medanien og her ved vandfaldet herskede fred og ro. Kijara sad tæt ved vandkanten til den sø, det brusende vand mundede ud i. Hun havde lagt sine skindstøvler og rejsekappe, og tæerne var dyppet i det klare, kølige vand.
Det havde været trist at rejse igennem Medanien. Hendes fortrukne værtshus havde været næsten tomt for besøgende, for det meste af landsbyen var i disse dage en rygende ruin. En let vrede havde fyldt hende over forbrydelsen, der var blevet gjort imod landsbyboerne. Naturligvis burde de have været bedre til at forsvare sig selv, men hun brød sig ikke om folk, der kunne finde på at brænde landsbyer af for underholdningens skyld.

Men nu befandt hun sig et godt stykke fra asken, der fyldte landsbyens gader, og nød i stedet naturen. Lidt derfra havde hun slået et lille, primitivt telt op og gløderne fra bålet, hvor hun havde tilberedt sin aftensmad, kunne stadig ses lyse svagt i halvmørket.
Hun plaskede let i vandet med sin ene fod og så op mod himlen. Det var ikke længe siden at solen var gået ned, men nu var de første stjerner begyndt at lyse over vandfaldet.

Det meste af aftenen havde Micah i sin ræveform cirklet omkring landsbyen i et evigt dilemma med sig selv om, hvorvidt han turde nærme sig eller ej. Alt ved landsbyen skreg ’hold dig væk’. Manglen på mennesker og de nedbrændte huse, hvorfra røgen stadig steg op fra enkelte af dem i tykke, grå søjler, var tydelige faresignaler. Han kunne mærke, hvordan hans nakkepels rejste sig, hver gang han fik øje på et menneske og mennesket så ham; til hans overraskelse havde de fire, han indtil videre var stødt på, blot kigget fortabt på ham før de gik videre igennem byen, armene hængende ned langs siderne, ludende skuldre og tomhed i blikket.
Han bebrejdede dem ikke. Han vidste, hvordan det føltes at miste alt, hvad man havde kært, til flammerne. Det var utroligt som ild havde evnen til at sluge hele ens liv i løbet af sekunder.

Og pudsigt nok skulle det blive netop ild, der fangede Micahs interesse et par minutter senere, da han endelig besluttede sig for at give op på landsbyen og finde sig et sted, hvor han kunne slå lejr for natten – hvilket i hans ræveverden ville sige at krybe i skjul under en busk. En lugt af røg nåede hans næse, men denne røg kom længere væk fra. Styret af sin umættelige nysgerrig sætte han kurs imod lugten, og inden længe blev mørket brudt af noget lysende orange, der meget vel kunne være gløderne fra et bål, der var gået ud inden for den sidste time.
Han nåede frem til et primitivt telt. Duften af mad hang stadig tyk i luften, og Micah kunne høre, hvordan hans mave rumlede højere end det brusende vandfald. Sådan syntes det i hvert fald. Han gik nærmede, nu i sin menneskeform, for at lede omkring bålet. Der måtte bare være noget mad tilbage… Selv det lille lår fra en dur ville kunne mætte ham nu.
Midt i sin ivrige gennemsøgen af den lille teltplads bemærkede han slet ikke, at der i mørket ved søbredden sad en skikkelse.

Vandfaldet var svært at se i halvmørket, men den brusende lyd af vandet hørtes tydligt i baggrunden. Søens vand føltes køligt mod Kijaras tåspidser, som hun lod foden tegne en cirkel på vandets overflade. Hun nød i allerhøjeste grad at være kommet væk fra menneskelig bebyggelse og igen befinde sig i naturlige omgivelser. Hovedstaden gav hende altid en følelse af langsomt at blive kvalt, og selvom Medaniens landsby normalt var lille og hyggelig med udsigt til åbne marker, var situationen noget anderledes nu, hvor røgen fra de brændte bygninger steg op mod himlen.

Her ved vandfaldets bred kunne man imidlertid ikke længere lugte landsbyen. Luften var i stedet frisk og lettere fugtig. Kijara havde lukket øjnene et øjeblik, men en svage lyde, der kunne høres over vandfaldets brusen, fangede nu hendes ører.
Øjnene blev igen åbnet og hendes hånd havde allerede fat i det trofaste spyd, der lå i græsset ved hendes side. Hun var hurtigt på benene og begyndte at liste sig nærmere de lysende gløder fra bålet og den lille lejr, som lod til at have fået en besøgende. Hun kunne svagt skimte skabningen, der ledte rundt omkring resterne af bålet. Det så ikke ud til at være et særligt stort væsen, og Kijara slappede mere af, dog stadig med spyddet klar i hånden.
"Du dér! Det er mine ting, du roder i!" Råbte hun med sit bedste, truende tonefald. Forhåbentlig kunne hun jage en skræk i livet på den tyvagtige person.

Micah var ligeledes en person, der nød godt af at slippe væk fra byernes lukkede mure fra tid til anden. Han ville gøre det oftere, måske endda leve sit lev som omrejsende, hvis det ikke var for to ting. For det første var det langt nemmere at overleve i byerne, da man sjældent mødte folk på landevejen, som havde et stykke brød til overs, og for det andet havde han fået et sted, han kunne kalde hjem. Midlertidigt, i hvert fald. Han var stadig meget skeptisk overfor Tywing skolen, men på den anden side var han fascineret over alle de ting, professorerne kunne lære ham. Og tilmed blev han fodret på skolen og havde en seng at sove i – hvad mere kunne man bede om?

Til sin store skuffelse måtte Micah indse, at der ikke var noget mad at finde her. Han overvejede netop at liste nærmere vandfaldet, da en skikkelse pludselig dukkede frem af mørket. Det var ikke nogen stor skikkelse, men med ansigtet halvt skjult i mørket og et langt spyd rettet direkte imod Micah, var der ikke nogen tvivl om, at han skulle tage sig i agt. Skikkelsens stemme var lys på trods af det råbende tonefald, og den måtte tilhøre en kvinde eller en lille dreng.

Micah kom straks på benene og holdt begge hænder op, så hun kunne se hans nøgne håndflader, som tegn på, at han intet havde stjålet.
"Jeg troede, det var en forladt lejr," forsvarede han sig. På trods af, at det var tydeligt, hvem der havde begået fejlen - hun havde endda taget ham på fersk gerning - følte han den dér sædvanlige stædige trang til at forsvare sig.

Kijaras øjne hvilede på Micah, imens hun gik helt ind i lejren og bøjede sig ned for at samle en pind op fra jorden. Hun rodede lidt i bålets gløder, så gnisterne føg, for at skabe mere lys. Drengen, der havde snuset rundt i lejren, så ikke voldsomt gammel ud, og hun spekulerede på, om han var fra landsbyen. Hun havde endnu ikke selv hørt meget om Tywing-skolen, der var ganske ny, og det faldt hende ikke ind, at det var en af eleverne derfra, der var på natterov.
Spydet pegede ikke længere på drengen, som med det samme havde vist tegn på overgivelse og ikke lod til at have taget noget. Det var nu heller ikke fordi Kijara havde meget af værdi i lejren - hun foretrak at rejse let, og de fleste genstande, bar hun ved bæltet eller under de pelskantede skindklæder.

Indgående betragtede hun den ubudne gæst foran sig. Hun vidste ikke helt om hun troede på hans påstand om, at han havde troet at lejren var forladt, for det opsatte telt og gløderne fra bålet var tydelige tegn på, at denne lejr så sandelig stadig var i brug.
Der var dog ingen grund til at begynde at kalde knægten en løgner, og hun lænede sig i stedet let op af spydet. "Javel, så, det var den altså ikke." Svarede hun, idet blikket undersøgende gled over hans ansigt, hvor de små horn og store ører tydeligt afslørede, at han ikke var et menneske. I hvert fald ikke helt. "Er du en eller anden form for dæmonyngel?" spurgte hun ligeud. Hvis han var, ville hun gerne vide det, for hun kunne ikke udstå dæmoner.