//Ja.. Er ikke god til titler^^ Det er hvad det er...

Solen skinnede gennem de løvgrønne blade og efterlod et varmt smørgult mønster på det grønne græs og den forårsfriske underskov. Nye skud bøjede sig smidigt under hestens hove som skridtede væk fra den store sti og ind på nogle mindre forgreninger ind i skoven.
Det var stadig tidligt om morgenen og de små dyr puslede i trækronerne over ham. Det var en sær følelse for ham at være tilbage, hvor han var født og havde levet detmeste af sit liv. Selvom det var hans hjem, var et dejligt område og en del af ham, havde det aldrig føltes naturligt for ham. Med sig havde han sit jagtudstyr. En bue, pile og tilbehør. Om det skulle blive til noget havde han endnu ikke bestemt sig for. Nogen gange var det nok bare at tage ud og vide at man havde muligheden.

Hvad skulle jeg også ud i den forbandede skov for? Tænkte Caitlin, mens hun som en anden pil skød gennem skoven i fuldt firspring og med så mange sving hun overhoved kunne overkomme rundt om de forskellige træer. Bag hende kunne hun høre lyden af dunrende hove og en fnysen der bestemt ikke lovede spor godt for hende, hvis dyret indhentede hende. Der er en grøn drage i skoven - sagde hun. De har skatte - sagde hun. Og er langt mindre end de andre - sagde hun. Tak Amy! Det er det dummeste rygte du endnu har delt! Hendes tanker om veninden og dennes ideer var på et lavpunkt lige nu. ikke så meget fordi veninden kunne gøre for at Caitlin havde overrasket den buk og at den havde taget det skidt. ja den havde ikke bare taget det skidt, næh den havde snuset ind tre gange og fnysende sat efter hende, som den havde genkendt lugten af kat og rovdyr.

I det mindste var hun klædt på til turen i gode støvler, mørke bukser og en grøn vams. Alt havde set bedre dage, men nu hang krystallerne jo heller ikke ligefrem på træerne. Hun kastede et blik over skulderen og satte så farten en smule mere i vejret. Blev den da ikke snart træt af jagten? Som hun så frem igen og drejede om endnu et buskads, måtte hun bremse hårdt op og kaste sig til siden for den rytter, som pludselig var der. Det pludselige skift fik hende ud af balance, men som hun faldt rullede hun og landede en smule forpustet på benene igen. Hendes blå øjne under det forpjuskede hår der på turen havde løsnet sig fra hedes fletning, flakkede fra rytteren til skoven bag hende og tilbage igen. For han var tydeligvis elver og hun var i den grad på spanden. Et andet at gøre end forsøge at snakke sig ud af det, som hun trippede mod endnu et buskads og en vej videre væk. "Morgen, ædle herre..."

Egentligt var det ikke en vagt der fik Rhovandír til at vandre, barefodet på skovbunden, gennem underskoven.
Han havde vel været vågen et par timer, og havde trænet med sin bue og pil, inden han havde valgt at tage ud i skoven, for at undersøge dens vækster.
Selvom naturen typisk kunne klare sig selv, følte han stadig en vis forpligtelse overfor at holde den ved lige, at hjælpe grene der var ude af vinkel eller knækkede, at hjælpe små skud med beskyttelse mod kaniner og andre plantespisende dyrs grådighed. Det gav ham også en god mulighed for at holde øje med om stierne var blevet for synlige og nedtrampede, og om nogle planter havde det dårligt af den ene eller anden årsag.

Det mindre praktiske i at han var taget afsted så tidligt, lå dog i at han ikke helt kunne undgå at lytte til de mange fugles lystige kvidren. En lille træløber, selvsamme fugl som han havde fået sit tilnavn fra, sad på hans skulder og legede med et par totter af det rødblonde hår det ikke var lykkedes ham at få ind i de fletninger der holdt resten af hans hår væk fra ansigtet. Den var ikkeså gammel, kun en unge fra i fjor, der havde valgt at slå sig ned udenfor hans sovekammers vindue. Til hans store irritation, indtil de to var kommet til en form for overensstemmelse, uden han dog helt kunne sætte ord på hans tanker og følelser omkring den lille fugl, ej heller kunne han forstå alt hvad en sagde. Men idet mindste var han begyndt at få mere og mere kontrol over sin evne, takket været træningen han fik med Xharlion, når denne nu engang havde tid til det. Når dette ikke skete var Rhovandír typisk selv travlt optaget med at holde gang i træningen af den fedladne og dovne Renaél, med at skrive rapporter for dagen samt hans egne vagter der også skulle passes og holdes ved lige.
Han klagede dog ikke.

Midt i denne morgenstund forsøgte han at opfange hvad den lille træløber kvidrede så lystigt om, mens han selv undersøgte diverse planter. Dog stoppede fuglen pludselig sin kvidren og fløj op i et træ, hvilket fik Rhovandír til at se op idet samme som han hørte knækken fra tørre grene under en hests hove. Han valgte at opsøge lyden, menende at det var bedre at være på den sikre side, selvom han ikke havde andre våben på sig end sine dolke. Og overhovedet ingen armor til at beskytte sig med, idet han blot var klædt i sine neutralt grønne benklæder og ligeledes neutraltgrønne tunika, intet der virkelig stod ud på den unge elver.

Endnu en bevægelse og lyden af noget større der tonsede gennem bladene og grænene, et dyr sikkert, efter lyden at dømme højest sandsynligt ved at angribe noget eller nogen.. Mere larmen der kun blev højere og højere som væsnet kom tættere på, kort efter efterfulgt af en stemme, hvilket fik ham til at sætte farten yderligere mere op, kun for at stoppe op idet han fik øje på tøsen, og rytteren, og anede hvad der vidst kun kunne være en gal buk. Han genkendte ingen af dem, på trods af at den ene tydeligvis var elver. Den anden derimod...
Hans blik blev en anelse hårdt som han så hende nærmere.. Bestemt ikke nogen elver.. Hvad skete der da også for de folk der holdt øje med grænserne+ Var de begyndt at sove på deres vagter+ Han noterede sig mentalt at nævne et overfor Toorah, når han nu engang havde taget sig af den indtrængende.
Hans ene hånd var allerede hvilende på den ene dolk, klar til at slå til, mens han rankt betragtede tøsen, elvere var jo trods alt velkomne i elverly, så længe det ikke var sortelvere og den slags ballademagere.
Han forholdt sig dog tavs indtil videre, skævende op imod den anden elver som for at få en forklaring på hvad tøsen lavede her, hun var jo tydeligvis ikke på den rigtige side af grænsen. Selfølgelig kunne hun have været uheldig at være blevet forfulgt af bukken ind over grænserne, selvom det nu virkede en smule for dybt til at hun ville kunne have nået så langt uden en magisk evne taget i brug.

Den unaturlige larm fra grene der knækkede og løbende fødder fik hesten til at reagere småt. Den var ellers rolig af natur og vant til lydende i skoven. Derfor forstod den også at panisk flugt ikke var en del af de normale lyde. Theodore strammede grebet om tøjlerne og standsede heste. Han så afventeden i lydenes retning og kunne høre at der var en anden ting der løb. Noget tungt og mere adræt. Han overvejede at trække sin kniv, men hvad skulle han stille op med en lille kniv der mest af alt var til at partere jagtbytte. I steden for trak han sin bue og lagde en pil klar. Han sigtede ned i jorden, velvidende om at han ikke længere havde godt fat om hestens tøjler.
Theodore var mere forberedt en hesten da en kvinde kom væltende ud foran den. Den stejlede kort af forskrækkelse og trippede et par skridt tilbage, inden Theodore fik den under kontrol. Han stirrede kort på pigen og så derefter over hende, hvor han kunne høre den anden komme. Gennem skoven kunne han se den rasende buk der kom tonsende bag hende. Han var faktisk noget overrasket over at det var lykkedes hende at løbe fra den indtil nu. Han løftede buen over hende og sigtede på bukken.
"Bliv" Enten ville den give op, nu hvor han var kommet eller også måtte han skyde den. Han havde ikke tænkt sig at stå i vejen for en buks raseri. Så typisk mennesker. Selvfølgelig skulle det være sådan en der startede sådan et kaos, så tidligt om morgenen.

Caitlin var dårligt kommet på benene efter sin rullende undvigelse af hestens hove, før hun så op og ind i spidsen af en pil. Det fik hende hendes propiller til at trække sig sammen til smalle sprække, der fokuserede helt og aldeles på spidsen et kort øjeblik, før den blevet hævet og hendes fokus brudt. Smidigt, som den kat hun ofte var, kom hun helt på benene og træk sig sidelæns væk fra bukken der kom brassende og mod skoven ved siden af den svagt tilredne sti. Hun kom dog ikke langt før en kommando lød fra elveren på hesten og fik hende til at stoppe mod hendes vilje. Ikke om hun vidste om den var rettet mod hende eller bukken, men der var ingen grund til at tage nogle chancer. Slet ikke som hun lod blikket glide og spottede endnu en elvermand. Hvor uheldig kunne hun lige være? Hans udtryk var nok til at stadfæste overfor hende at denne morgen kun var blevet værre.

Bukken slog med hovedet som den fangede færten af hest og elvere, og stoppede sit vilde løb, for at forsvinde ud til siden og væk. Den havde opnået hvad den ville og fået rovdyret væk. Nu var dens eneste behov at komme tilbage til flokken og den sikkerhed i antal der var der. Lyden af hove mod jord forsvandt nu den ikke dundrede af sted, men alligevel fulgte Caitlin den til selv hendes hørelse ikke kunne opfatte den længere. Først da strøg hun håret væk fra ansigtet og så forsigtigt på de to elvere, som hun endnu engang bevægede sig stille mod budskadset. "Jeg troede virkelig ikke den slags dyr var så... så... angrebslystne, men tak og nu må jeg virkelig også se at komme videre..." Elvere var så forudsigelige som drager - eller værre faktisk. Man vidste aldrig hvad elvere kunne finde på!

Rhovandír valgt at fokusere fuldt og fast på tøsen, som den anden elver trak sin bue og pil, og rettede pilen imod hjorten, der tilsyneladende fik andre tanker. Om det var grundet synet af jagtudstyret, eller velvidende at de var elvere og forsvarede skoven og dens beboere der var indenfor Elverlys grænser, det var ikke helt til at vide.
Ikke desto mindre stoppede en op og så på dem inden den vendte om, og i et langt roligere tempo end før, begav sig afsted tilbage imod flokken.
At mennesket intet vidste om at hjorte kunne være agressive, fortalte mere om hende end det gjorde om ham. For skovelverne var det logik for burhøns, at hjorte ville forsvare sig selv, dens flok og ikke mindst afkom og territorie. Den slags gik for alle dyr. Hun havde nok været for tæt på dens grænser eller flok.

Som hun langsomt bevægede sig imod et buskads vred han let hans ene hånd, som buskadset tætnede sig og dermed gjorde det umuligt for hende at komme forbi. Han greb sin ene dolk og trak den, bare af sikkerheds hensyn, som han rakte ud efter hendes skulder.

'' Desværre tøsen. Vi kan ikke bare lige have dig rendende sådan rundt omkring. ''

Om det var med vilje eller ej, var hun kommet over på deres side af Elverlys grænser, den forkerte side for fremmede som hende. Det var ikke til at sige hvilke ting hun måtte have ødelagt eller set og pofattet på sin vej. Derfor var det også bedst at holde fat i hende og forhindre hende at fortsætte som om det hele bare var en skovtur.
Hun måtte afgive sig en forklaring, så kunne han selv vurdere om hun blot skulle have sig en røffel og fair advarsel og blive fulgt tilbage til den anden side af grænsen, eller om det var bedst at overgive hende til vagtkaptajnen eller Toorah som så ville kunne vurdere det hele derfra.

Rhovandír kunne ikke kende den anden elver.
Så igen, det kunne jo være en af de ældre, eller en af de elvere der havde været udenfor Elverly i evigheder og derefter var kommet tilbage. Efter hans tøj og holdning at dømme deroppe på hesten, var han nok ikke uddannet som Rhovandír var det, i at kæmpe og sådan. Så igen, som elver, vidste den rødblonde at man ikke skulle skue hunden på hårene. Bare se på Toorah. Lederen var oftest klædt ekstravagant, men hun kunne dælme også bide fra sig når det kom til kamp, noget han respekterede hende stort for.
De friske, grønne øjne stirrede tilbage på mennesket. Det irriterede ham at hun bare sådan uden videre var kommet ind, uden at nogen ved gænserne tilsyneladende havd eopdaget noget. Sløseriet med vagtene generelt irriterede ham. Om muligt måtte han finde ud af hvor hun var gået over grænsen så han kunne nedskrive det i den efterfølgende rapport der uden tvivl ville blive nødt til at blive skrevet. Selfølgelig havde han selv været sløset, men det havde taget en drejning siden han og Ithilwen havde fået en røffel af Thorn under Rhovandírs 24-timers vagt. Siden da havde han taget sine vagter langt mere alvorligt, til Ithilwens mindre irritationer, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Et arbejde var et arbejde, og hvis det sikrede sig at Elverly ikke blev indtaget af fremmede, så var det bedst at være fuldt fokuseret på det arbejde, selv de tider hvor han ikke selv var på vagter. Det lå efterhånden til ham og hans natur at være på vagt.
Grunden til at han i bund og grund var blevet uddannet som spejder. De usynlige øjne og ører for Toorah.

'' En forklaring er vidst på sin plads.+ ''

Først nu gik det op for ham at han havde glemt sine høfligheder kort forinden.

Han ignorerede det, og sendte istedet tavst en beroligende bølge igennem til naturen omkring sig. Uden tvivl havde Toorah kunnet mærke at der var en fremmed over grænserne, med hendes tætte kontakt til naturen. Det var også grunden til at han sendte bølgen afsted, så hun kunne opfange at han var hvor den fremmede var og havde situationen under nogenlunde kontrol. Hvis der skulle blive behov for hjælp skulle han nok lade hende vide det.

Theodore var lettet over at hjorten kom på bedre tanker og drejede af inden den også ville blive en trussel for ham og hesten. Selvom han havde taget jagtudstyret med og havde jagtet hjorte mange gange, ville han havde anset det for en skam at aflive hjorten der kun forsvarede sin flok. Hvad der end var sket, anså han hende som den skyldige og det burde ikke gå ud over et vildt dyr. Han skænkede buen og slækkede på strengen så den ikke længere var spændt. Pilen beholde han dog på for en sikkerheds skyld. I tilfælde af at han skulle holde pigen tilbage eller snakke hende til fornuft, kunne et spændt våben hjælpe på kommunikationen.
Ligeledes var han lettet over at en anden elver var dukket op og allerede havde fået stoppet pigen inden hun smuttede og startet et forhør, mens han havde holdt øje med hjorten. Det glædede ham at den anden var trådt ind, for selv var han ligeglad med hvad hun lavede i skoven, så længe hun ikke ubelejligede ham. For hans skyld kunne halvdelen af landet flytte ind og ville det genere ham hvis de trådte den halve skov ned? Han boede der ikke længere og havde ingen udbytte fra Elverly eller dens skov. Kun hvis det ville gøre hans familie oprevet, ville han være imod sådan en "indvandring." Han drejede hesten der på ny var rolig, så han kunne sidde med front mod de to andre. Han mindes ikke at have set den anden elver, men ud fra den måde han tacklede pigen på, måtte han være beboer i Elverly og så vist helst at andre racer end elvere holde sig væk.


//Skrevet fra mobilen hvor stavefejl er gratis :-)

En raslen bag hende fik Caitlin til at se sig over skulderen på det buskads hun havde håbet at forsvinde i. Det var dog ikke længere en mulighed, eftersom det havde vokset sig større og tættere på ingen tid. Hvordan kunne hun kun alt for godt gætte sig til og ed et lille opgivende blik på det grønne vildnis, vendte hun blikket og sin fulde opmærksomhed tilbage mod de to elvere. Begge så ufravendt på hende og ingen af dem så ud til at være specielt begejstrede for hvad de så. En ting hun delte og især som hun mærkede den enes hånd lukke sig om hendes skulder, mens hun så sollyset glimte i hans trukne våben. Kunne denne morgen blive meget værre?

Hun blev stående hvor hun stod uden protester over det faste greb eller uden at blikke. De blå øjne hvilede lettere nervøst på hans ansigt, før hun nikkede. Det kunne de vel ikke. Stilheden der fulgte var dog nok til at hun flyttede let på sig og hendes blik flakkede mod skovens tætte skygger. Var de mod distraherede nok af hinanden til at hu kunne vove forsøget? De virkede ikke ligefrem til at kende hinanden, men det var elvere og de var og blev nogle snobbede, arrogante istapper. Ikke til at blive kloge på og ikke til at få noget ud af som de ikke ønskede at dele.

Så kom der dog et direkte spørgsmål, som fik den unge pige til at se endnu engang på den rødblonde elver der havde fat i hende. Det var dog nu hendes tur til at lægge hovedet en smule på skrå og se afventende på ham. "En forklaring på hvad?" Ville han have en måtte han præcisere. Hun var trods alt ikke tankelæser og det kunne være så meget han ønskede en forklaring på.

Han havde næsten en lyst til at sukke tungt over hendes svaren tilbage, og kunne han også godt se at han nok burde uddybe det en smule mere i hvad han egentligt ville have en forklaring på.

'' Hvad laver De her+ De ved godt at De er over Elverlys grænser+ Hvor kom De ind henne+ Hvordan kom De ind+ ''

En ganske svag tone af irritation kunne fornemmes i hans stemme, mest af alt fordi han var irriteret over at få sin nogenlunde fredelige morgen forstyrret af et simpelt menneske, der var på vild vej inde over grænserne. Og her havde han gået og håbet på at han kunne få bare en smule ro om sig til at slappe af med naturen omkring sig, inden han skulle over og hente Renaél til dennes daglige træning.
Dog tvivlede han på at den yngre elver ville have noget som helst imod en mulig udsigt til at kunne sove længere, selvom det blot ville gøre at træningen blev gjort længere.

Han fornemmede godt den anden galante elvers blik på sig. Hvor måtte han egentligt lige noget fra en pøbel sådan som han rendte rundt i sit afslappede tøj og i bare tæer. Men den yngre mand kunne nu engang godt lide følelsen af græs og planter mod fødderne, det gav ham en anden form for ro, nærvær og kontakt med plantelivet.
Igen gled hans blik tilbage på tøsen, forventende nogle svar, og meget gerne rrelevante svar.

Theodore bevarede den afventende attitude. Han forventede ikke andet end halvdumme svar og afvigende spørgsmål fra kvinden, som havde været dum nok til at skræmme en hjort så meget at den havde valgt at jage hende. Det var nogenlunde den samme taktik hans egne børn benyttede sig af, når de var i uføre og håbede på at snige sig udenom straffen. Han flyttede blikket fra hende til elveren og studsede over om Elverly rent faktisk var blevet et selvstændigt land der stod hårdt på sine grænser. En ting var at opsætte vagter. Det var kun sund fornuft med sortelvere, orker og andet skidt der ville være en skade for omgivelserne. Men direkte at krydsforhøre fremmede der ikke havde skadet nogen, så vidt de var klar over, virkede en anelse fjendtligt og primitivt for hans smag.

Han ledte hesten et par skridt tættere på ham, så han var sikker på at de, især hun, også ville kunne høre ham.
"Hvorfor valgte hjorten at jage Dem?" Hans stemme var myndig og blid. Han tiltalte hende med samme tålmodige varme, som når det var hans børn. Han forventede et svar, men ville ikke tvinge den ud af hende. For hans optik skabte Elverly-elveren drama nok. At gribe fat i hende virkede som et unødvendigt overgreb. I hans optik, var hendes eneste forbrydelse at forstyrre hjortene og derved ham. Og var det virkelig en forbrydelse? En formaning og et råd i hvordan man holde sig fra de større dyr burde kunne gøre det.

Hun havde tydelig hørt forandringen i skovgrunden, som en stor hjort så ud til at tonse afsted. Det var længere væk end hvor den høje rødhårede elver befandt sig, men hun havde alligevel vendt hovedet i retningen. Den havde været vred og frembrusende, noget der tydede på at nogen eller noget havde forstyrret den eller dens flok. De var beskyttende dyr, de store hjorte, i hvert fald når det kom til deres egen flok. Men forsigtig var nok højest på listen. Hellere skræmme noget væk, som måske er farligt, end at vente til at finde ud af om det var en egentlig fare for dem. Elverne besad nogle gange lidt samme egenskab. De var også begyndt at blive mere fjenske overfor fremmede som ingen ærinder havde i skoven, efter mørkelverens ravage. Noget der stadig kunne give Ithilwen kuldegysninger ved tanken.

Hendes tanker blev dog hurtigt ledt væk, som hun så den store hjort trampe afsted i lidt mere roligt tempo og i en anden retning end før. Nysgerrigheden for hvad det mon havde været vågnede i hende, og da lyden af stemmer blev hørt, spidsede de i forvejen spidse øre, sig lidt mere til. Hun gik nogle skridt afsted, inden den rødhårede kvinde, gennemgik en forvandling, der gjorde at der nu stod en busket rød ræv nede på jorden, der luntede roligt afsted.

Ithilwen var ikke overrasket over synet af Rhovandir, og hvis ræven kunne udvise noget som mennesker og elvere ville kategorisere som et smil, gjorde den det. Men hun stod stadig bag en busk og holdte let øje med det hele. Hun ville jo ikke blande sig i hans arbejde, specielt ikke efter hvad de havde været igennem ved at få en skider af Thorn. Den fremmede elver på hesten, fik også værdiet et blik, som ræven i skjul kiggede undersøgende på ham. Ikke umildbart en hun kendte, men elvere kom og gik jo tit som de lystede. Og sidst var der pigen. Et menneskebarn, ville det nok nærmere kategoriseres som, og hun så ikke videre gammel ud i Wens øjne. Der kom dog et lettere spræt gennem hende, som busken pressede sig sammen, og hindrede hende i at se. Med et let gnavent blik, rystede hun pelsen, som havde siddet let fast i grenene, og luntede hen til et andet sted. Faktisk satte hun sig op på en høj, hvor hun var frit synlig, selvom det så ud til at hendes medelvere og pigen var langt mere optaget af hinanden end at der sad en ræv og kiggede undersøgende på dem. Som deres attitude blev mere truende, rynkede ræven brynene sammen og sprang frem fra højen og forvandlede sig tilbage til elverkvinden. Hun så fra den ene elver til den anden med et alvorligt blik, som derefter hvilede på Rhovandír. ”Jeg ved at du tager dit arbejde alvorligt, men hvornår har du ladet dig selv blive så fjendtlig?” hendes stemme var rolig, men stadig meget fast i sin udtalelse.
Hun vendte hovedet mod den anden elver på hesten, smilede mens hun lagde hånden over hjertet og lavede et let buk for ham. ”'Quelre, hr. En glæde at møde dem” hilste hun høfligt på ham.

(('Quelre betyder "Goddag"))

Caitlins afventende blik blev noget mere varsomt, som irritation trådte svagt ind i den høje elvers stemme og han ikke slap sit greb i hende. Hun brød sig ikke om at blive holdt holdt fast, men når det nu skulle være så var hun i det mindste glad for han havde fat i armen og ikke hendes nakkeskind. Et lille lyspunkt, som han lod spørgsmålene regne stødt ned over hende. Det første havde hun ikke lyst til at svare på så det ignorerede hun, mens hun så forundret på ham. "Elverlys hvad?" Ikke nok med han stille ubehagelig spørgsmål, næh, han skulle også stille mærkelige og uforståelige. Som det der fulgte efter og antydede at hun var kommet ind et sted. Han kunne jo dårligt mene skoven, men hun vidste jo aldrig, så for en sikkerhedsskyld mødte hun hans blik alvorligt og svarede forsigtigt på det ellers ganske åbenlyse spørgsmål. Hvor mange måder var der lige man kunne komme ind i en skov på? "Fra landevejen syd for skoven? Og jeg gik lige så stille ind mellem træerne... altså til den hjort der kom i vejen..." Det sidste fik hende til at skære en grimasse, men også til diskret at se væk fra den rødblonde elver og mod omgivelserne efter en flugt vej.

Før hun fik øje på nogen trak lyden af hove i bevægelse hendes blå øjne til den anden elver. Hans tavshed og ro gjorde hende nervøs på en helt anden måde end den andens frembrusende adfærd gjorde og tvang hende til at møde hans blik, som rytteren stillede hende sit spørgsmål. Det fik hende så til gengæld til at skære en ny grimasse af irritation. "Æhh den antog mig vist som et lidt værre kattedyr end jeg er.." Hun rykkede let på sig, men der var grænser for hvad hun kunne gøre uden at opfordre den anden til at stramme sit greb. En forsigtighed Caitlin glemte som en ny stemme sluttede sig til dem og hun instinktivt trak sig et skridt væk fra den talende med atter smalle propiller, som hun så den nyankomne an. Det sendte hende ind mod busken og ingen vegne videre derfra skønt hun forsøgte forsigtigt at komme fri fra grebet om armen.

Han så afventende på hende, selvom det kom som en mindre overraskelse for ham at den anden elver blandede sig. Ligeledes med et spørgsmål.
Han betragtede hende let, som hun mindede om et barn der var blevet taget med hænderne i skålen med dej, og ikke helt forstod hvorfor de gamle var blevet sure. Hun havde endda, efter alt at dømme, alderen til at være et lille barn, set i elvernes øjne.

Han havde nærmest lyst til at sukke opgivende som hun forklarede hvor hullet i overvågningen af grænserne havde været. Hvad pokker skete der da også for folkene. Selvfølgelig kunne det godt være at folk gik ind i skoven for at slå en streg på en lang rejse, men de kom da sjældent så dybt ind, og efter hendes udseene at dømme var hun ikke ligefrem en der var blevet taget med bukserne nede af hjorten.
Kattedyr+
Det fik hans alarmsignaler til at falde en smule ned, dog kun en smule.
Faktisk var det først da lyden af Ithilwens stemme pludselig lød, at han ubevidst kom til at slække på grebet i tøsens skulder. Han så over imod sin mage, alvoren malet i hans ansigt som han roligt, nærmest tonløst svarede hende, ligeledes på deres modersmål.
''Pan i morn coth mahta, ava i mahta pá Taurn Edhel. ''
En mindre pause var, mens han langsomt lod dolken glide tilbage på plads igen, trods alt var pigebarnet ikke bevæbnet med det helt store gear. Selvfølgelig var der altid magien at tænke på.
'' Car ala quet me, ne samd inca ne ana se. ''

Han tvivlede stærkt, det var jo trods alt kun et par måneder siden.
Ja, den rødblonde var blevet en del mere påpasselig siden da, han ville ikke se Elverly blive bragt i ruiner, ej heller se hans elskede og højst respekterede leder afgå ved døden på en sådan kujonagtig måde. Derfor så han næsten spøgelser over det hele. Kun guderne måtte vide om tøsepigebarnet muligvis var en spion for den sorte elver, eller en eller anden anden uforudset fjende. Så ville han ikke være den der ville stå tilbage og få skideballen for ikke at gøre sit arbejde godt nok.



[[ Første sætning betyder '' Siden den sortes angreb, og siden angrebet på Taurn Edhel. '' mens den anden betyder. '' Sig ikke, at du allerede har glemt det. '' ]]

Theodore var forundret over at han på så kort tid var blevet en del af en mindre gruppe. Han var ikke længere vant til den store aktivitet som der var i skoven og landet omkring Elverly på alle tider af døgnet og en social kultur hvor alle kom hinanden ved. Han forholde sig igen i ro og lyttede til de to elvers indbyrdes snak.
Han nikkede afholden til den kvindelige elver der fortjente hans respekt. Det gjorde de andre nu også, men det måtte komme.
"Quelre Miss. Glæden er på min side" De mange årtier i det ufremkommelige nord havde sat sig i hans udtalelse og givet ham en svag accent.
Han havde kun været i Elverly i en lille uge og var stadig ved at samle op på alle de større begivenheder der havde ramt byen i de mange årtier han havde været væk. Der var en masse information der var rodet sammen. Han var sikkert blevet informeret om angrebet, men måtte spørge ind til det senere, når muligheden var der.


//hvad for side bruger I til at skrive elvisk?

Ithilwen så roligt på ham, men som han sagde sin sidste sætning, skærpede hendes propiller sig sammen og afslørede et langt mere alvorligt blik, der ligeledes gemte på vrede. Han skulle ikke komme for godt i gang. Nok engang elskede hun ham, men han havde glemt den lille detalje at Ithilwen rent faktisk bar ar efter at mørkelveren og dens utallige angreb. Hun havde selv mødt ham, og selv sluppet væk med livet i behold. Og at han så næsvist hentydede til om at hun havde glemt det, fik hendes ansigt over i en mere kold attitude mod ham. ”Hvis du ikke skulle havde glemt det, ved jeg alt om den fare vi svæver rundt i.” kom der hårdt tilbage, og man var ikke i tvivl om at hun var utilfreds med sin mage i dette øjeblik. ”Men det hindre ikke mig i at åbne mine øjne og indse at dette blot er et barn. Et barn på afveje.” tilføjede hun og vendte blikket mod pigen, der havde forsøgt sig at krybe tættere busken. Det var et let underligt syn, som kort frembragte et lille smil på den rødhårede elver, inden hendes opmærksomhed vendte sig mod den nye elver, som hun smilede varmt til.

Ligemeget hvad der ville ske omkring hende, kunne hun ikke holde sig fra at være jordnær og rolig. Hun havde en tendens til at få sjov og ballade ud af alle situationer, selvom de var alvorlige. Men hun kunne simpelthen ikke se den fulde alvor i at true et barn med våben, til trods for hvor meget sikkerheden var blevet skærpet. Hun vendte blikket mod pigen igen og satte hovedet undersøgende på skrå. ”Dertil tror jeg ikke at pigen ved noget om hvor vores grænser går, og hvor hun er tilladt adgang.” hendes blik var roligt, men studerede stadig pigen grundigt. ”Måske, har hun som mange af de andre der har bevæget sig ud i skoven på det seneste, blot hørt rygtet. Rygtet om skatten og smaragddragen. Mennesker og deres trang efter rigdomme. Selvom det ser mere velfortjent ud her.” hun vendte blikket tilbage til Rhovandír. Selvom hendes blik var mildnet, var det stadig skarpt og en smule hårdt efter hans tidligere udtalelse. Nok var det mere ham der havde glemt, hvad der var sket i Elverly.

Den nyankomne elver - en kvinde denne gang - tiltrak sig ubesværet de to mandlige elveres fulde opmærksomhed. Så meget at de end ikke virkede til at ænse hun svarede. Caitlin så fra den ene til den anden, som hun mærkede taget i skuldren løsnes. Nok til at hun kunne smutte ud af grebet og langsomt bakke væk, mens hun takkede Chance for den belejlige afledning hun havde fået af den kvindelige elver. Ikke at det burde have undret. Hun var trods alt ingenting i deres øjne. End ikke nok til at de gad høre svarene på deres egne spørgsmål. Caitlin havde aldrig haft de højeste tanker om elverne som race, men til nu havde de mest bare været skikkelser i historier. Ikke levende væsner, der havde vist sig så hovne som historierne sagde. Hun smilede skævt for det passede hende nu godt. Hovne væsner så ikke hvad smuttede væk under næsen på dem.

Deres pludreværk af et sprog sagde hende intet, men tonerne gjorde en smule. En anspændthed opstod mellem to af dem og den kvindelige elver så slet ikke ud til at være glad for hvad den rødblond sagde til hende. Så fik hun dog Caitlin til at stivne på stedet som de klare øjne ramte pige og holdt hende fast. Caitlin stoppede sit tilbagetog og forsøgte at se ud som hun ikke havde været på vej væk, mens hun strøg håret til side og om bag det ene øre. Blikket vandrede til hendes lettelse videre, men kun længe nok til at hun nåede to små skridt længere væk, før blikket fandt hende igen. Og der var den pokkers snak om grænser igen, hvad end det så var for noget. Ja hun kendte da til folks grænser, men et område kunne da ikke have sådan nogen? Her til og ikke længere eller du får et slag med min busk? Det gav da ingen mening!

Så ramte elverkvinden lige på sandheden og fik Caitlin til at se varsomt og undersøgende tilbage på denne. Hendes ansigt gled på skrå og hedes propiller smalle. Så vendte hun blikket væk og greb muligheden som hun endnu engang blev sluppet fri af det indtrængende blik. Havde de folk interesse i dragen, så ville de nok ikke bryde sig om at hun havde det også og hun havde virkelig ikke lyst til at vide hvad de gjorde ved uønsket konkurrence. Visheden om den fare sås tydeligt i hendes øjne i det sekunderne før hun drejede om på hælen og rundt om busken for endnu engang at sætte i løb gennem skoven så let og adræt som hun kunne uden at skifte form.

Rhovandírs opmærksomhed var gledet over på Ithilwen, uden helt at ligge mærke til at tøsen lige så stille forsvandt væk fra hans hånd. Dolken var for længst kommet tilbage i sit hylster.
Selvfølgelig.
Han kunne godt se hvad Wen mente når hun snakkede om dragen, og hun havde haft helt ret i at han havde glemt det. Ikke noget en unge rødblonde på noget tidspunkt ville indrømme, men det behøvede han heller ikke idet den flove rødmen der let kunne skimtes talte sit tydelige, om end tavse sprog. Hvor flovt. At blive sat på plads af sin mage overfor andre, lige så meget som det var flovt for ham at han havde glemt alt om den forbistrede drage med dens mindst lige så forbistrede skat. Hvorfor skulle mennesker også være så grådige+
Måske han havde haft for meget omkring sit hoved alligevel+

Et fnys hørtes fra ham idet han tog sin hånd og placerede den på sin hofte, endelig seende væk fra Wen som hun snakkede lidt med den anden. Blikket søgte over imod mennesket.. Mennesket som snart var væk.
Et øjenbryn blev kort varigt hævet før hans hjerne syntes at opfatte det, mentalt havende de forskellige retninger i Elverly og hvor de hørte til oppe t vende i sit hoved.

'' Hør.. Hov.. Vent..1 ''

Han satte i gang efter hende.

'' Stop tøs.. Medmindre du vil ende som ulveføde. ''

For ulve var der skam i skoven, de viste sig dog ikke så meget, men af hvad Rhovandír havde skimtet var det et mindre kobbel og med et par unger. Og hvis der var unger betød det at ulvene ville være ekstra opmærksomme op oppe på dupperne... Akkurat som han selv var det efter alle de hændelser er var sket på det sidste..

Javist var mennesket en fremmed der var gået over på deres territorie, men det betød ikke at han gerne så hende blive spist levende. At skulle stå skoleret og forklare HVORFOR der var blevet fundet rester af et menneske nær ulvene, var ikke ligefrem noget der stod øverst på hans liste over ting han gerne ville gøre. Faktisk lå alt der startede med at skulle stå skoleret på en sådan måde helt nede i bunden.
Et stykke efter ham fulgte træløberen efter i luften.



[ en kombination af http://www.elfdict.com/index.page og et par andre sider samt theonering.net 's forum ]