Amy spurgte sig selv hver gang, hvorfor hun blev ved med at prøve. Hvorfor fortsatte hun med at leve dette liv, når det tydeligvis var dødsensfarligt for hende. Der var et meget nemt svar på lige netop det spørgsmål. Hun havde ikke ret mange andre valgmuligheder som gadebarn. Og nu var den rødhårede tøs igen kommet i problemer. Intet nyt, og chancen for redning, var minimal udenfor hovedstaden.

Hun havde forsøgt sig med at stjæle fra den forkerte. Hun havde begivet sig ind i et større palæ i byen. Ikke at husene var specielle af nogen art, men nogle af dem var alligevel mere iøjefaldende end andre. Og det var her hun havde begivet sig ind. Gav sig til at rydde igennem skuffer og skabe, rum for rum. Indtil hun fandt en skjult indgang og stod ansigt til ansigt med en stor flok mænd. Der var ingen af dem der så på den 17 årige pige med medlidenheden, og nærmest som lyn fra den klare himmel var hun løbet så hurtigt som hendes spinkle ben kunne bære hende. Springe ud af det nærmeste åbne vindue, ud på taget og ned på den faste jord, i imponerende rullefald og spring, der var let påvirket af hendes forskækkelse.

Men de fuldte efter hende. Helt ud til de store grantræer som prydede bjernenes fod, og som hun havde håbet kunne fungere som dække. Hendes hjerte hamrede afsted, og det røde hår flagrede efter hende i den tykke hestehale. Hun rundede hurtigt hjørnerne, men syntes alligevel at blive mere og mere omringet af den mindre flok. Panikken, gjorde hun det, som hun altid gjorde. Forsøgte at kæmpe sig op i et højere terræn. Hun hoppede op på de laveste grene og begyndte at klatre, indtil hun mærkede en stærk hånd låse sig fast rundt om hendes ankel og trække hende brutalt ned, så hun rullede rundt på den støvede jord og hostede. "Jeg tog ikke noget.. Lad mig gå..." kom der åndeløst fra hende, som hun skubbede sig væk fra mændende, men blev stoppet af træets store stamme. Hun var umådelig lille i forhold til. Hun var tynd, hendes tøj var beskidt, og som hun krøllede sig sammen for træets fod, fik mændene til at fremstå meget større og brutale. Hvordan hun slap ud af denne kattepine, vidste hun ikke helt. Hun havde bestemt set noget hun ikke måtte.

For Trent var dette en nat som så mange andre. Han var dog ikke i paradisskoven denne gang, men derimod ved nogle træer i bjergene ved Tusmørkedalen, fordi han havde haft en mindre opgave der. Ikke en vigtig én, for han havde været noget præstationsangst siden sin fejl med vampyren. Det måtte aldrig ske igen, og forhåbentlig ville guden for held have mere sympati for ham nu.
Han havde faktisk slået lejr op for natten, men den foregik med træning af både bueskydning og genoptræning, der egentlig ikke var nødvendigt længere. Hans muskler var blevet ordentlige igen, for længst, men for ham var det ikke nok. Han var gået komplet træningsgal siden den dag. Det skulle aldrig ske for ham igen.

Men alt i mens han var i gang med et sæt af mavebøjninger, kunne han høre larm længere væk. Ikke skrig, men mange løbende skridt, som om der løb en hel hær gennem skovbrynet. Nysgerrigheden steg ham til hovedet. Selvfølgelig gjorde den det. Han havde tendens til, at være usandsynligt nysgerrig hele tiden, og denne gang var ikke anderledes, selv ikke hans lette paranoia kunne stoppe ham fra, at rejse sig, spænde sværdbæltet om livet og tage kogger og kentaurens langbue med, som han selv løb letfodet mod lyden.
Hans tøj var heldigvis kamoufleret. Brune, bukser, lette sko med blød sål, en skjorte der var grøn og en lang jakke ud over, der var mørkegrå. Det eneste der som sådan rigtig gav lyd fra ham, var de pile der lå i hans kogger. Og det var så lav en lyd, at de mændene ikke hørte det, da han kom inden for synsafstand - langt væk, da hans øjne så perfekt i mørket.

Han kunne ikke umiddelbart se hvad der foregik, så han valgte at klatre op i et træ, mens han forsøgte at lytte efter. Han hørte svagt en kvindestemme, men kunne ikke få fat i, hvad hun sagde.
Men da han kom op i højde og satte sig på en tyk gren, hvor der var adgang til at se, kunne han sagtens ane den kvindelige skikkelse, der havde indtaget, hvad der mest af alt så ud som en offerstilling. Og hvordan én af mændene trak et sværd og gik frem mod hende. Om de ville slå hende ihjel eller gøre hende noget andet grusomt, vidste Trent ikke. Men han fandt sig ikke i, at se en sådan ting ske, så han lagde omgående en pil på buen, og trak. Han slap forholdsvist hurtigt, og pilen landede i træstammen, lige forbi øret på manden med sværdet. Derefter sprang han ned, lidt tættere på. "Hvad er det lige, I tror I har gang i? Man overfalder sgu da ikke bare en kvinde midt ude i en skov," konstaterede han, så højt, så de forhåbentlig kunne høre ham. Han lagde en ny pil på buen, parat hvis nogen trådte tættere på pigen.

Frygten i den rødhårede tøs øjne, blev ikke mindre af at en af mændene trak et sværd og kom hende nærmere. Hendes vejrtrækning, der i forvejen var lidt ustalbil efter at havde løbet, begyndte at tage mere til, som hendes hjerte pumpede afsted. Hun kunne denne gang ikke slippe væk, og hun havde ingen anelse om hvad de ville gøre ved hende. Hun havde intet at forsvare sig med, andet end en lille kniv i bæltet, men uden de store våbenfærdigheder, ville det bringe hende for døden hurtigere, end hvis hun blot sad stille. Lige nu forsøgte hun dog nærmest at kravle ind i træet, for at slippe væk.

Da pilen sussede igennem luften, lige forbi mandens øre, kom der en forskrækket lyd fra Amy, der med det samme gemte sig ind i sine arme. Hun havde først troet at lyden var fra sværdet der blev svunget mod hende, men det var ikke tilfældet. Manden stoppede op i sin bevægelse og vendte sig mod det sted pilen kom fra, hvorefter en anden person kom frem. Amy kiggede fra den ene til den anden, mens hendes hjerte stadig hamrede afsted.
"Bland dig udenom, knægt.. Det her rager ikke dig.." snerrede manden foran Amy, der stadig havde stor fokus på den spinkle pige, der sad krummet sammen op af træet. En anden af mændene kiggede ikke særlig tilfreds over på den nuankommende. "Med forlov, så gør vi ikke dette uden grund.." kom der en kende anelse høfligere fra den anden mand, selvom stemmen stadig var kold. De resterende stod klar, hvis situationen skulle udvikle sig. "Jeg har ikke gjort noget.." Amy's stemme var meget lav og bange, og det var lige før at den spinkle stemme slet ikke kunne høres.

Trents ansigt der ellers var lagt i neutrale folder, blev lettere vredt, da en af mændene kaldte ham knægt. Hvad fanden vidste han? Trent var otteogtyve år gammel og i de år havde han helt sikkert oplevet langt mere, end de havde gjort. Og selv hvis de havde oplevet værre end ham, så var det komplet irrelevant. De gjorde en ugerning. Især da han hørte pigen sige hun ikke havde gjort noget. Om hun rent faktisk havde gjort noget, var også irrelevant. Trent var selv en lovbryder, og de hjalp dem der var det samme. Hvis hun var en lovbryder, så kunne han ikke rigtig gøre andet end, at hjælpe hende. Hans eget kodeks sagde så.
"Dig, der kaldte mig knægt; Hold din kæft, eller jeg skyder dit nøddeparti i stykker," svarede han, ganske kalkuleret, mens han trådte et skridt tættere på, rettende sit sigte lige mod mandens nosser.

"Og dig.. Du har en grund til, at skride, i stedet for hvad end det var for en grund du havde, til at slå på én, der tydeligvis er alene imod seks store faaarlige mænd," endnu en konstatering, men nu havde den første af mændene fået nok. Da han igen hævede sit sværd til slag mod den lille pige med ordene "til helvede med jer begge", slap Trent sit tag i buestrengen. Hans sigte var dog rettet mod mandens håndled, og da pilen ramte, fløj sværdet ud af mandens hånd, mens han skreg i vilden sky og holdt en hånd for sit voldsomt blødende håndled. Resten af mændene trak noget hurtigt våben.
"Jeg har ret til dette. Jeg er af den noble slægt, Marcellus, og hvis I rører hende eller mig, får I min familie på nakken," advarede han, mest af alt for at se hvor langt de ville gå. Han havde endda sit bevis på sig, i form af den ring, han havde om en kæde, der hang om halsen på ham, men om de troede på ham eller om de bare var ligeglade, var ikke til at vide.
Det så ud til, at de var ligeglade, for nu løb de første to mod ham.

Den første fik en pil lige ind ved punktet over knæet og væltede hovedkuls om i græsset, og den anden fik en velrettet pil i foden. Trent var ikke en dræber. Han brød sig ikke om, at slå ihjel. Da endnu én gjorde et udfald mod pigen, var han dog for stresset til, at sigte ordentlig efter, og hans pil endte lige i armhulen på manden, der sank om, gurglende efter vejret, fordi pilen havde boret sig ind i lungen på ham. Ikke noget, han kunne gøre så meget ved, for nu var de resterende to alt for tæt på, til bueskydning, og han slap derfor våbnet, kun for at trække sine to kortsværd.
"Skrid nu med jer. Tag jeres idiotiske venner med jer, og skrid. Der er ingen grund til at lege dum længere," hans advarsel faldt for døve ører, da den første gjorde et udfald mod ham, som han parérede med snilde. Den anden fulgte omgående op, og Trent stod pludselig i en meget hidsig kamp mod to vrede, store mænd. Hans hurtighed reddede ham fra flere skader, men det endte alligevel med, at den ene fik stukket sit sværd ind gennem Trents parader.

Det ramte ham hårdt på underarmen og trak sig et langt snitsår, hvorefter han pludselig ikke havde tid til, at gøre det hele nær så flamboyant. Han smed sværdet lige ned i foden på manden, hvorefter han kastede sig ind i den anden med hele sin kropsvægt. Da de lå på jorden, blev hans tænder syleskarpe, da han brølede manden lige ind i ansigtet. Det lød mest af alt som et brøl, en løve fremproducerede, når den skulle statuere sit lederskab, og Trent var sikker på, at manden forstod, da han smed sit sværd og gik holdt hænderne oppe med et forskræmt udtryk i ansigtet. "Du må godt gå nu. Tag gerne dine venner med," drævede han, mens han rejste sig og kiggede irriteret ned på sin nu blødende arm. Manden kravlede hurtigt hen til sin nærmeste ven, hvor Trent skyndte sig at trække sit sværd fri, til den anden mands hyl. Derefter gik han hen til pigen, hvor han så på manden med pilen gennem håndleddet, med ægte frastødelse malet i ansigtet. "Lad hellere være med at trække den ud. Ellers forbløder du bare, og det kan vi vel ikke have, hm?"

Amy panikkede da manden ikke så ud til at høre efter og slå ud efter hende med sværdet. Et skrig kom også fra hende, og det blev ikke bedre af at hun blev ramt af noget blod. Hun kiggede forvirret på sine arme hvor blodet havde ramt og så op på den store mand, der brøllede af smerte. Sværdet var landet ned, lige ved siden af hende, og hun var heldig med at ikke at være blevet ramt. Hun forsøgte at tørre blodet væk fra sig, men det som havde ramt hendes ansigt var alligevel det værste. Det var ikke overdrevet meget, som et større blodbad, men noget var sprøjtet afsted, som pilen havde ramt. Hun hørte ikke rigtig efter hvad der ellers skete, da hendes paniske tilstand, gjorde at hovedfokus var på manden der forsøgte at stoppe sin blødning ved håndledet. Det var først da et højt og brutalt brøl blev hørt, at det gippede i Amy der kom op på sine ben og så mod lyden. Med rystende ben, startede hendes flugtsgen igen, og hun klatrede et par grene op i træet og satte sig helt ind til stammen, som hun kiggede rundt.

Det hele så dog ud til at komme tilbage i en mere stilstand nu. Specielt fordi de fleste var flygtet, og der nu kun var ham tilbage, hvis håndled var smadret. Han luntede dog også afsted, med ansigt forvreden i smerte, og antydning til at ville have hævn blomstrede frem. Først da han var godt ude af syne åndede Amy lettet op, og kom forsigtigt frem fra sit skjul bag grene og blade. "Tak.. for hjælpen.." fremstemmede hun stadig påvirket af situationen. Hun dumpede let og lydløst ned på jorden, fra den let høje gren, og det var tydeligt at hun normalvis færde sig i højder. Hendes blik faldte på blodet der løb fra hans underarm, fra det lange snitsår. "Du er kommet til skade." påpegede hun, og åbnede helt automatisk den lille taske hun altid havde med sig, og begyndte at rode.

Da de andre mænd begyndte at fordufte, og kvinden hoppede ned fra det træ, hun førhen var klatret op i, gav Trent sig til at slappe af igen. Der var ingen grund til, at være så fandens opspændt, nu hvor de ikke var i fare længere, så han stillede fosigtigt langbuen fra sig op af træet. "Det var så lidt.. Virkelig, de var sgu da nogle værre røvhuller," svarede han med et skævt, men træt smil. Han var en smule udmattet efter al den slåssen rundt. Han satte sig ned, da han ikke fandt nogen grund til, at stå der, og kukkelure, mens han så på, at hun rodede rundt i sin taske, efter hvad, vidste han ikke.

"Ja, fantastisk, ikke?" lød hans lettere ironiske svar på hendes konstatering, mens han trak ærmet op på sin sårede arm, for at tjekke den efter. Det var lettere dybt og blødte også ret meget, men det kunne, ifølge Trent, sagtens være langt værre. Det var ikke noget, der ikke kunnes ordnes, og han havde prøvet meget værre. "Så.. Hvad handlede dét om? Var de bare generelt pisse sure eller hvad?" Spurgte han nysgerrigt, som han pillede en smule i såret, mest af alt for at se efter, om der var noget han havde overset, som måske ikke var helt så godt. Det kunne jo være, at der måske var rust eller sådan noget på det sværd, han var blevet ramt af.

Amy smilede et lille forsigtigt skævt smil til ham, som han talte. Hun var meget taknemmelig for hans hjælp. Hun ville højst sandsynligt ikke havde klaret denne aften, hvis ikke han var kommet frem til hende. Hun fortsatte med at rodde rundt i sin taske, og finde nogle rene stykker stof op af. "Jeg ville ikke lige kalde det fantastisk.." svarede hun, som hun gik meget roligt hen imod ham. Måske også en smule nervøs hen imod ham var det nærmere. Hun satte sig ned ved siden af ham, og kiggede op på ham, som hun ragte hånden forsigtigt frem mod hans arm.

"lad mig se.." kom der roligt fra hende, som hun lod sin hånd ramme hans arm ganske forsigtigt, så hun også kunne få et bedre syn. selvom han begyndte at pille let ved såret, generede det hende ikke voldsomt. Faktisk fandt hun bare en lille flaske frem var tasken i stedet. "Det er alkohol, til at rense såret..." forklarede hun, som hun fugtede et stykke stof med det.
Amy blinkede lidt og skubbede nogle totter hår til siden, i en lidt nervøs bevægelse.. "jeg var måske ikke helt uskyldig.. jeg var mest af alt på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.. men hvis jeg ikke havde fundet det skjulte rum, havde jeg nok tømt huset for alle de rigdomme jeg kunne bære." svarede hun ærligt, selvom hun ikke var helt sikker på om det var klogt af hende at være ærlig.

Da den yngre kvinde kom hen til ham og satte sig ved siden af ham med en tør kommentar om, at det nok ikke var helt fantastisk, nikkede Trent, lidt mere alvorligt, mens han bare lod hende gøre, som hun ville med hans arm. Hun ville sikkert bedre kunne ordne det, end han selv var i stand til det.
"Nej, det er det nu nok ikke alligevel, og du renser bare løs. Hvis jeg begynder at pive, så spark mig over skinnebenet. Det plejer at virke," jokede han, mens han overlod sit sår og sin tillid fuldstændig til den fremmede kvinde. Han havde trods alt reddet hende, så der var nok ingen grund til, at være paranoid i denne situation. Desuden var der noget over hende, som virkelig tiltalte ham.

Og bedst som hun begyndte at forklare, hvad der var sket, kunne Trent slet ikke undgå at smile og kort efter grine et gavtyveagtigt grin. Han havde ikke selv været tyv førhen, men nu var han med et kæmpe stort T. Tyv, spion, ballademager, ja endda også morder, selvom han ikke var glad for, at dræbe.
"Hah! Det gad jeg godt have set! Måske skulle jeg hjælpe dig med det en anden god nat! De adelige er nogle værre oppustede røvhuller, som man bare aldrig kan få tillid til, så hellere holde sig til dem der har behov for penge, og ikke dem der bare ødsler dem væk på vin og kager," guderne skulle vide, at Trent vidste hvad han talte om. Han var startet i det øverste samfund, som én af ødslerne, og var nu en del af det lave samfund, der stjal alt den vin, de ville have, hvis det var det, man nu engang havde lyst til.

Amy kom med et lille grin, som hun fortsatte med det hun havde gang i. Han havde ben i næsen, det måtte hun give ham. Hun begyndte roligt og grundigt at rense hans sår. Det var langt fra det fineste rensemiddel, og derved ville det også svige mere. Men det var bedre end at der kom betændelse. Det kunne vise sig at være direkte farligt, hvis det var for stort et område, og specielt hvis der ikke blev gjort noget ved det. Amy tjekkede samtidigmed efter rester fra sværd, i form af rust. Men det så ud til at mændenes våben havde været i rigtig god stand, og derved ikke havde efterladt noget tilbage til at irritere.

Amy kiggede lidt overrasket op på ham, over at han tog det på den måde som han gjorde. Det var ikke ligefrem den normale reaktion. Et skævt smil, og drillende attitude kom over hende, ganske hurtigt. Men det falmede lidt og hun trak på skulderne. "Vi er også parat til lidt mere ballade, i stedet for de sofakartofler som de adelige er ved at udvikle sig til.. Men jeg ville dog ønske at jeg i stedet havde penge nok..[/color]" svarede hun, som hun lagde et tykt stof over såret, da det stadig blødte let, for at hjælpe med at stoppe blødningen, inden hun gav sig til at forbinde det. "Men jeg må påpege, at til trods for manglen af penge, har jeg nok mere spænding og sjov i mit liv, end nogen adelig nogensinde får." påpegede hun, og blinkede til manden let drillende, inden hun satte fokus tilbage på at forbinde hans arm.