Denne gang havde Hakim fornuften i god orden. Han havde ikke i sinde at mødes med nogen alene igen. Han havde aftalt med kontakten, at han skulle mødes med hende under flere øjne end blot fire, så han havde naturligvis sin næstkommanderende, Cate, med sig. Selv stod han ganske fattet og roligt, let lænet op af sin stav i ren og skær dovenskab. De få der kunne genkende ham fra krigene under mørkets regime, ville huske ham på det, at han aldrig rigtig gik i rustning, men derimod havde let og for det meste ret løst tøj på, der i dagens anledning, var sort, med et bredt bælte om livet, og den kurvede ryttersabel ved siden. Til forskel for dengang, var hans stav kun med jernbeslåede ender denne gang. Dengang havde han haft en stav, hvor der var pigge i enderne, for at han hurtigere kunne skille sig af med sine fjender, men i dag havde han ikke den store interesse i, at være en voldsom mand. Han dræbte, når han fik sine penge, og gjorde sit arbejde uden brok, men der var ingen grund til, at gå over gevind med de voldelige tendenser. Det lod han Stygg og Torak om.

Cate stod som sædvanlige også ret afslappet, men han kunne sagtens se på hende, at hun var lettere urolig for dette møde. Der skulle en del aflæsning til, for være i stand til, at se hvad hun skjulte i sit blik. Heldigvis kendte Hakim hende temmelig godt. "Det skal nok blive et møde, med stor profit i, Cate," forsikrede han hende. Mere subtile ord for "det skal nok gå". Han vidste godt, at hun udelukkende var bekymret på hans vejne, for han havde ikke været synderligt heldig her på det sidste, og da specielt ikke, når Ikar blev ved med at sende folk efter ham. Heldigvis havde han da ikke slået sine slangeagtige kløer i denne kontakt, så han håbede på, at det også ville gå godt, frem for dårligt. Han var ikke helt sikker på, hvad han kunne forvente, andet end, at mørket rørte på sig, og at det så ud til, at de godt kunne huske hvor godt han havde arbejdet for deres resourcer sidst. Han havde ikke noget imod at arbejde for dem igen, selvom det ville betyde, at han nok ville være nødsaget til at holde sin identitet hemmelig. Det var godt, at bibeholde sin popularitet på lysets side også.

Ethelihn bevægede sig igennem træerne med begge øre spidset og øjnene åbne. Det mødested, de havde aftalt, var ikke ligefrem neutralt, men det var intet disse dage. Det eneste, der kunne opveje det for legesoldaten, var mængden af flugtveje. det havde åbenbart været nok og heldigvis for det.
Sidst hun bevægede sig for langt væk fra borgens murer, tog det hende over en måned at komme tilbage igen. Hun havde intet ønske om at lade sig afskære denne gang.

Hun gjorde holdt i udkanten af lysningen og så rundt efter et eventuelt baghold. Hendes paranoia havde taget lidt overhånd på det sidste, men for folk i hendes position kunne det være meget få ting andet end sundt og ikke mindst livsforlængende. Hun tog et hurtigt kig på Hakim, inden hun trådte ud af trægrænsen. Der var ikke meget tvivl om, at det var ham, selvom det dobbelte spyd han bar virkede mindre... spydigt. Om hun skulle tage det som et godt tegn eller en fornærmelse, skulle hun lige vende i hovedet end gang. Så så hun over på Cate og dernæst vendte hun blikket over skulderen mod Valdar, hendes egen sekundant og en af de få riddere, hun stolede på. Hun havde ikke spurgt ham, om han mente, alt var i orden, men han nikkede alligevel. På trods af sin paranoia, følte Ethelihn sig temmeligt sikker på, at hun kunne stå tå til tå med både Cate og Hakim, men heldigvis for hende var kæphøj og dumdristig ikke nødvendigvis to sider af samme mønt.

Generalen trådte ud fra træerne med en stor hætte over hovedet og Valdar i hælene med tilsvarende påklædning. Under stoffet havde hendes ellers meget livlige hår samlet sig selv til en fletning og rullet sig sammen i hendes nakke. Da Ethelihn nåede hen til Hakim og Cate slog hun sin hætte ned.
"Godt at se I ikke blev forhindret." Hendes stemme var ikke venlig, og hun smilede ikke ligefrem, men oprigtigt ment var det. Flere behageligheder ville være svære at trække ud af hende.

Hakim og Cate ventede et stykke tid, før lyden af fodtrin lidt ude i skovkanten, fik sat gang i Hakims nerver. Det var jo ikke helt sikkert, at det var mørkets general der ville komme. Det kunne være hvem som helst herude i mørkeskoven, men som hun dukkede op og slog sin hætte ned, kunne han godt genkende hende og slappede lidt mere af. Lidt. For det utrænede øje var han ganske afslappet og iskold i ansigtstrækkene, men for det mere trænede kunne det sagtens anes, at han ikke var helt afslappet i sin kropsholdning. Man kunne aldrig vide med mørket. Han havde ingen intentioner om at slås med dem, men han havde derimod heller ingen intentioner om, at blive deres slave eller noget helt tredje.

Da hun hilste på dem, på sin helt egen, uvenlige facon, fik hun igen af samme skuffe. I mørket var der ikke plads til venlighed. Det var for længst kastet bort for bedre dyder, såsom stålviljen til, at gøre hvad der skulle til, når det virkelig gjaldt. Dét kunne han sagtens respektere dem for.
"Og godt at I kom," hilste han tilbage. Cate nøjedes med et nik til dem begge. "Nå. Skal vi få talt om det arbejde, du har til mig?" Han gik lige til sagen. Hvorfor skulle han tale uden om? Det var ikke hans arbejde. Hans arbejde var at modtage en kontrakt og gøre, hvad der stod på den, ikke at være forsigtig, når han talte med en kvinde af mørket.

Hun nikkede. En del af grunden til, hun ikke var ovenud lykkelig for sin nye position, var politiken og de verbale skovture af udenomssnak. Det var tillidsvækkende - eller så meget som nu kunne vækkes hos en mørkets ridder -, at Hakim syntes at tale samme sprog som hende selv. Generalen var også lige så 'afslappet' som lejesvenden, hvilket også var grunden til hun vidste, hun ikke kunne regne med hans rolige udstråling.

"Det overrasker nok ikke nogen af jer," hun skævede kort til Cate, "At det er tyndet ud i vores rækker på det sidste. Det er lykkedes os at samle en del nye rekrutter, men det er problemet. De er rekrutter, ude af træning, og vi har ikke mandskab til at træne dem op og holde skovgrænsen samtidig." Naturligvis passede det ikke fuldkomment. Der havde været nogle få huller, men endnu havde ingen ubudne gæster været tæt på borgen og kommet ud igen til at fortælle om det. Borgmuren var sikker nok, og det var det vigtigste, men det var ikke nok.
"Jeres job vil være, at blive en del af hæren, så længe kontrakten gælder. I vil følge mine og Mørkets Lords ordre," *Hvis han nogensinde kommer ud af det kammer for at give nogen igen.* "Og I vil træne de nye rekrutter og lære dem, hvad I kan. Våben, tøj og rustning vil blive stillet til rådighed efter behov som en del af jeres hyre. I er frie til at komme og gå fra borgen, som det passer jer, men hvis det skaber ballade af nogen art, er der samme straf som for resten af borgens beboere. Nogen spørgsmål?" Det var en længere remse hun fik reldet af og med en hvis selvsikkerhed. *Jeg lød næsten som om, jeg rent faktisk har lederevner.* Med den tanke i hovedet var Ethelihn dog alligevel klar over, at hun på ingen måde selv kunne dømme den slags. Hun vidste hverken om hun havde evnerne, eller ej, og hun ville ikke vide det før folk begyndte at opsøge hende for ordre og vejledning, uden at Mørkets Lord praktisk talt havde tildelt hende et skilt med hendes titel på.

Hun så ikke tilbage på Valdar for at se hans reaktion. Og hun ville hælder ingen have fået. Han havde stået rankt med hænderne foldet bag ryggen, siden han stoppede op. I stedet var hendes blik rettet mod Hakim, mens hun ventede på protester eller et bud på en pris. I hendes hoved var der ikke så mange andre muligheder.