Da den første pil gennembore halvdæmonens lænd, kan han ikke tilbageholde smerteskriget. Dette efterfulgt af hans manglende følelse i benene, reducere betydeligt hans fornemmelse for den anden pil, da den gennemborer hans læg. Han kollapser, faldende så lang som han er, imod den blomsterbelagte skovbund. Hans ansigt forsvinder kortvarigt i den grønne grund, trækkende vejret i et stødende åndedræt og ganske ukontrolleret, mærkende at blodet driver fra begge hans næsebord. Smagen af metal i hans mund vækker en ilter flamme i hans sind, og han vil ikke længere hans forfølgere andet end ondt. Ondskaben breder sig atter.
Pilene, der førhen var placeret i hans krop, er nu stødt derfra og landet let i jordens bløde underlag. Som om hans krop ikke ville tilpasse sig dens nye vedhæng, har Morgoths retarderede helingsproces sørget for, at skubbe pilene ud fra hans krops kød. Sårene pilene har efterladt sig, har endnu ikke afsluttet deres helingsproces og tidspunktet hvor dette skulle ske, er der lang tid til. Alt for lang tid, taget hele dette kaotiske scenarie i betragtning. Det er derfor ikke med stor lethed, at han får vendt sig om således at hans ryg hviler imod jorden under ham. Han rynker brynene sammen i en forvrænget grimasse, prøvende at få sig selv til at fokusere på hans omgivelser, frem for smerten i hans nedre krop. Som han netop når at danne sig blot en smule overblik over arealet omkring sig, popper en skikkelse (bogstaveligt talt) frem fra ud af det blå, mindre end en meter fra ham. En kvindelige teleporter, bærende den hvide uniform med Lysets mærke på dennes lyseblå kappe, svæver i få sekunder over hans liggende skikkelse. Deres øjne når netop at fange hinanden, som hun slynger hendes våben imod den del af hans krop som står hendes nærmest. Et slag der havde bragt ham mange pinsler, hvis dette havde fuldtruffet. Til hans held, når han at slynge teleporteren til hans venstre side med den enkelte af hans mentale kræfter. Det var derfor med noget besvær, med den fart han kunne udføre, at han rejste sig. Med kun få sekunders hvile, mærker han atter en skikkelses tilnærmelser. En mandlig lysets kriger, af menneskelig race, har nærmest sig de to kæmpende, og snart er den tidligere regent omringet af ikke kun to, men fem lysets krigere. Placeret i midten af det hele, når han knap at se hans fjender an, før de angriber.
En af de enkelte mandlige lysets krigere, placere et hårdt slag imod halvdæmonens hoved. Stridskøllen bliver stoppet af Morgoths hænder, der omfavner den øvre del af stridskøllens håndgreb. Han får vredet denne ud af krigerens håndgreb, ved at placere et spark i menneskets mave. Et spark der slår ham omkuld, hvilket føre til den omtalte frigørelse af våbenet. Halvdæmonen når netop at dreje en halv omgang da han møder endnu en angribende. På hans (daværende) højre side, hvortil hans frontside nu vender imod, angriber den kvindelige teleporter. Hendes sværd er rettet imod hendes fjende, hvor hun prøver at gennemføre et dødbringende hug imod hans hoved. Hun når ikke langt, da hendes fjende synes at være hurtigere end hende. Køllen slår hendes ansigt fuldkommen ind.
Morgoth nyder af hans skærpede sanser, og frem for alt hans accelererende heling. Han ved, at han ikke ville have klaret sig så godt uden dem – og hans træning i våbenkamp, frem for alt. Ikke desto mindre udsættes hans færdigheder for prøvelser, og han overlever. Endnu engang står han tilbage, indsmurt i andres blod og hans eget. Han er den eneste levende, blandt de fem lig der ligger spredt ud omkring arealet de netop har kæmpet i. Han er stakåndet, svedende og pint af de helende sår på hans krop. Nok forsvinder sårene fra hans krop, men blodet er der stadig – og han er indhyllet i det.

Lyden af nærmende fjender kommer fra begge sidder. Foran ham, ankommer en større gruppe atter. Han er ikke i tvivl om, hvem disse er: lysets tilhængere. Men bag ham; bag ham hører han kun ét hjerteslag. Det er langt tættere på, end lysets krigere. Hvem dette er, aner han ikke, men han har på fornemmelsen at det spørgsmål nok skal besvares.
Det andet, og mest essentielle spørgsmål er vel: ven eller fjende?

Toorah bevægede sig roligt fremad i den grønne skovbund, rustningen lå tungt omkring hendes skuldre og bar ikke præg af nogensinde at være blevet brugt, den skinnede, metalarbejdet var udført til en næsten pervers perfektion og den var bevægelig, da masser af små plader kunne bevæge sig som skæld på en drage. Under den guldbelagte beskytter bar hun lange røde klæder, normalt ville man typisk finde lederen i en stor kjole, men ikke denne dag, hun havde i stedet et par store kjolebukser på, der til forveksling kunne ligne et skørt, de normalt store ærmegab var byttet ud med en tætsiddende tunika, ligeledes i rød, denne var dog næsten umulig at få øje på, under armskinnerne der matchede den pompøse rustning, som komplimenterede elverens bygning overraskende godt. Når Toorah tog de lange vagter, var det ikke fordi hendes spejdere, eller vagter, var trætte eller i undertal, hun ville statuere et eksempel og gjorde det ofte, ved at tage en af de mange og nødvendige vagter ved grænsen.
Det var ikke nysgerrighed, eller pligt der havde drevet elverenes stolte leder til denne del af skoven, det var en sludren de fine spidse elverører havde fortaget sig, lyden af stål der rammer stål var et fjernt minde der skar sig igennem hendes bevidsthed og lokkede hende til kilden. Ikke fordi det var et positivt minde, men noget drog hende ved kamp, en blodtørst de færreste anede hun besad blev vækket til live et sted dybt inde.
De lange slanke fingre gled instinktivt ned langs siden, hvor de strøg over skæftet på Toorahs trofaste sværd, det var en del af hende selv, hun kendte det til punkt og prikke, vidste hvordan vægten lå, kendte lyden når det svang gennem luften... og rustning, kød og knogle. Det matchede det store skjold der hæftede ved elverens venstre hofte, rundt, sort træ, gulddekorationer, det var næsten for perfekt til at blive båret af noget levende individ.
Toorahs skridt stoppede omgående, de metalbeklædte støvlesnuder fandt en gylden grænse, der ikke blev overtrådt med en milimeter, grænsen der ledte ind til elverly. Hun hævede hovedet og spejdede udover landskabet, hun ledte efter noget bestemt. Dér, de røde øjne blev knebet sammen til smalle sprækker, var det et enkelt individ? Det havde lydt som en lille hær der havde ramlet sammen.
"Hvem der?"
Stemmen strålede af autoritet, den var høj, mørk af en kvindestemme og utrolig blød, alligevel ville den kunne skære gennem marv og ben til hver en tid. Hvem var oppe at toppes så tæt på hendes grænser? Det kunne kun tiden vide, men én ting var sikkert, hun skulle nok få noget at have sagt.

Det var en utrolig blid hånd, taget hans daværende arbejde med hænderne i betragtning, at Morgoth (prøvende) tørrede blodet væk fra hans overlæbe. Dette resulterede i at blodet spredte sig yderligere ned over hans nedre del af ansigtet og videre over på hans hånd, da den semi-tørrede del af blodet forsvandt ved hans hånd. Blodet dalede da atter fra hans næsebord, og smagen af metal samlede sig øverst på hans gane og tunge. Han skar en grimasse ved dette, og vendte efterfølgende øjnene studerede imod hans hånd, konstaterende med et stift blik, at han var skadet. Smerte i hans lænd og hofte talte for sig selv - blodet satte blot prikken over i’et, på hele dagens seance. Han snerrede, spyttede en blodklat til højre for sig, imens han forsøgte at holde hans åndedræt under kontrol. Smerten ved hans unaturligt helende sår trak til, og brændte på en helt anden måde end den ild, han så mange gange havde haft ukomfortabelt tæt på sig. Det var næsten ironisk, at sådan en kræft som han besad, skulle forvolde ham mere smerte end den, som den beskyttede ham for.
Han vendte blikket imod køllen i hans hånd, seende blodet dryppe fra dens hoved. Han kneb øjnene sammen, huskede fornemmelsen af våbenet knusende hans ofres hjerneskal. Med et mærkede han de elektriske stød ned langs hans ryg; den her perverterede følelse, som langsomt brændte sig frem i hans krop. Det trak i hans fingre, fik ham til at knuge hårdere omkring skaftet i arrighed. Han skar tænder over hans manglende kontrol, smed våbenet fra sig, håbede på at det ville frigøre ham fra den ukontrollerede blodtørst som rasede i ham. Han havde fået blod på tanden, men hvis han skulle falde til ro, måtte han vaske det væk. Han måtte vaske det alt sammen væk.
”Ja, vand,”
Hviskede han, kørende hans blodstængte hånd igennem hans hår for at trække det væk fra ansigtet. Han vendte blikket over skulderen, huskende den nærmende menneskemængde i den ene retning. Han huskede selvfølgelig også hvad der ledte i den anden retning. Han smilte vagt – man ville være en idiot hvis man tvivlede på, hvilken retning man ville begive sig imod.
Netop som tanken ramte ham, gennemtrængte en stemme stilheden. Han stivnede i hans bevægelser, trådte ganske forsigtigt forbi et træ der gjorde punktet hvor Toorah opholdte sig til hans blinde vinkel. Da han så hende, spærrede han øjnene op i vidt gab. Han genkendte hende – og hvem ville ikke det? Lederen af Elverly kendte alle ansigtet på, og specielt ham. Han huskede tydeligt hvordan hendes krigere havde holdt stand under hans herrers regime; hvilken pine hendes folk, hendes soldater, havde været for ham. Han havde aldrig selv, dengang han bar selv samme titel som hans gamle konge, nogensinde prøvet at overtage hendes del af landet, for det var i sandhed en umulighed. Han havde set hans mester prøve, og han havde set ham fejle storslået. Morgoth vidste, at han havde sparet én fjende med den plan. Han havde gjort klogt i, at gøre sig den besparelse.

Hans isblå øjne borede sig ind i hendes røde som syle, da kontakten imellem dem dannedes. Han så hende an, som to passerende dyr, med begyndende rivalisering imellem dem. Han rynkede brynene ved fornemmelsen af hans røde maske (man kunne finde en stor lighed mellem blodet omkring hans nedre ansigt og sådan en) der rev ganske let i hans hud, da han bevægede hans mund, for at tale:
”Jeg ved at landet udenfor Deres grænse ikke har interesse for Dem,-”
Startede han, omtalende sig selv med en overdreven ligegyldighed: ”Derfor vil mit navn heller ikke have stor betydning for Dem, leder Toorah,”
Han vandrede forsigtigt fremad imod hende, skævende sig over hans ene skuldre ganske kortvarigt. Menneskene var fortsat et stykke væk, men de nærmede sig.
Han hold fortsat igen med at give hans navn, i håb om at Toorah ikke genkendte ham ved hans udseende. Måske lod hun ham passere – måske ikke. Han håbede i hvert fald, uanset hvad, at han måtte passere hende uden besvær, fordi han ville komme til at passere. Om hun så ville det, eller ej.

Elverlederens blik var skarpt, hver eneste skygge i landskabet blev nøje efterset og studeret, alligevel flyttede hun sig ikke en milimeter, den høje skikkelse tårnede sig op i landskabet som en støtte skåret ud af sten. Håret sad perfekt, der var ikke et eneste hårstrå som havde forvildet sig ud af den mægtige frisure, tøjet var rent og prangende, ikke engang kanterne på de store kjolebukser var blevet beskidte af skovbundens muld. Nogen gange kunne det ikke undre folk, at Elverfolket havde det rygte de nu engang havde, som smukke mystiske væsner. Mystisk var dog nok meget sagt om Toorah, hun var (i hendes egen optik i hvert fald) noget af det mest simple man kunne opstøve, hun havde sine pligter og sit arbejde, det var det vigtigste og det skulle passes.
Ja, vand, stemmen var som en hvisken, folk ville sikkert være i tvivl om den overhovedet havde været der, eller om det var indbildning, men elverenes utroligt fine hørelse og Toorahs kontakt med naturen kunne sladre ganske fint, selv den metalliske lugt af blod nåede hende, inden Morgoth trådte ud af sit skjul og hun tog ham i øjesyn.
Hun hævede hovedet en kende ved synet, hverken anerkendende eller dømmende, men observeende, der var ingen tvivl om, at den sorthårede halvdæmon ikke ville være i stand til at blinke med øjnene uden at Toorah ville vide det.
Om elverlederen genkendte den forhenværende Mørkets Lord var svært at sige, hvis hun skulle være ærlig, vidste hun det ikke rigtigt selv, det blodindsølede ansigt virkede hende fremmed, til det slog hende, at hun havde set ham før. Morgoth. Hun havde intet forhold haft til manden, under hans regime var der ingen mørkets krigere der havde forsøgt at angribe Elverly, andre problemer havde været meget værre, høsten for eksempel. Det eneste grundlag Toorah havde haft for at blande sig i Morgoths styre var, at skatterne udenfor Elverly var blevet så høje, at eksporten fra Elverly var dalet helt enormt, men heldigvis for elverene, var byen ganske selvforsynende.

Toorah kneb øjnene en kende sammen mod det blodindsølede ansigt, en brændende smerte hamrede kortvarigt tværs nedover hendes ansigt, ned til kravebenet og brystet. Et fjernt minde om krig ramlede mod Elverens sanser, det var længe siden hun havde været i krig, men skaderne hun havde tilraget sig i Vinterkrigen ville aldrig blive glemt, heller ikke selvom at der intet var tilbage til at vidne om det, nu var huden så glat som den havde været for flere hundrede år siden, uden ar eller tegn på ældning.
"Deres navn er alt andet end ubetydeligt Morgoth Niranon!" Toorah udviste ingen tegn på, at hun var ved at gribe sit sværd, mange folk i hendes situation havde sikkert på nuværende tidspunkt sikkert trukket våben og peget stift imod den blege udseende mand, men dette var for den gamle leder ganske unødvendigt, også selvom han fortsatte sin gang mod Elverlys grænser, virkede hun fuldkommen upåvirket.
En lyd i det fjerne fangede igen elverens opmærksomhed og flyttede den kortvarrigt fra halvdæmonen, inden et lille, næsten ikke eksisterende smil dannede sig i dennes mundvig, så drejede hun let hovedet mod Morgoth, denne gang, tog hun ligeledes et skridt langs grænsen, mod ham.
"Og jeg har en teori om, hvorfor De er her. Måske netop på grund af dette navn, ja?"
Den rødhårede elver blinkede langsomt, de røde iris gled ud til siden, mod den nærmende horde, det var ikke svært for hende at vurdere, med hendes mange års erfaring, at dette var krigere af en bestemt orden, nærmere bestemt, Lysets Krigere og hun vidste hvad de kom efter.

En stråle fra solen ramte elverkvindens rustning, og genskæret derfra ramte halvdæmonen i øjnene. Han kneb øjnene sammen, kortvarig blændet af både solen, og senere hen Tooarhs mægtighed da lyset ikke længere var problemet. Han havde ikke svært ved at tro på, at der fandtes stor loyalitet i Elverly. Hun virkede som en leder man ønskede at følge – dette var måske en vild antagelse blot ved et enkelt blik, men han følte virkelig loyaliteten; hendes aura, og hans egen mavefornemmelse, fortalte ham dette. Ikke kun hos folket, men også hos hende – hendes loyalitet lå hos hendes folk, sammen med en mindst lige så essentiel ting: kærligheden. Selvfølgelig var det ikke kun hans mavefornemmelse der ledte ham i retningen af den tro. Hans nuværende situation havde lært ham, at gøre stor brug af hans mentale kræfter i større grad end nogensinde før.
Elverkvindens ord frembragte et bittert smil på halvdæmonens læber. Det havde været naivt af ham at tro, at hun ikke kendte ham. Næppe var alt en selvfølge, men lige netop dette – dette burde snart være en selvfølge for ham. En folkemorders ansigt var kendt blandt alle – ligeledes var hans navn. Hvor lidt han ønskede det, var han i sandhed en uønsket mand.
Hendes blik gjorde ham usikker, ligeledes hendes kropsprog. Hun gjorde hverken holdning til at trække våben, eller frembringe hjælp der ville gøre det for hende. De mørke bryn i halvdæmonens pande rynkede sig sammen, undrende, imens det bitre smil langsomt vaskede sig af hans læber. De blev blot til en lige streg, antydende at han ikke forstod hende. Hans øjne granskede hver streg af følelse der tegnede sig i hendes øjne. Han følte sig forvirret over hendes blik – specielt det hun kastede i den retning hvor Lysets Krigere kom fra. Om nok havde hun dannet sig en teori om ham, men som han stod der, betragtende en af Krystallandets mægtigste personer, dannede han sig også en. Hun ville ham intet ondt – men hvad med dem?
”Jeg skal ikke afkræfte Deres teori, men sig mig dette,”
Han trådte hende nærmere, knugende begge hans hænder i to svært knyttede næver. Blodstrømmen fra hans næsebord var stoppet, men smerten i den langsomt helende næse var der fortsat. Lugten af død var overalt på hans krop.
”De har ikke i sinde at give mig til dem, har De vel?”
Der var ingen følelse at finde i hans ansigt. Panik, angst, vrede – intet. Ikke engang kølighed. Hans ansigt var en maske – en han ikke havde tænkt sig at lade falde lige foreløbigt. Blodet skulle vaskes væk først.

At vurdere ud fra lyden, ville Toorah havde vurderet menneskemængden til en større flok, men da de nærmede sig viste det sig kun at være fem af dem der vovede sig tæt på Elverlys grænser, ikke underligt, byen havde et rygte der nåede vidt og bredt i hele Krystallandet. Mange søgte elverlys biblioteker for at finde ukendt viden, andre kom udelukkende for at se byen i alt sin pragt, men ens for alle gæster var det, at de kom ubevæbnede.
Blikket gled tilbage på Morgoth som han kom hende nærmere, mange ville ikke bryde sig om situationen, mast mellem titaner. Toorah var selv en titan, som var det ikke rigeligt havde hun selvtilliden med sig og hendes rygte hævede hende blot endnu højere. På trods af det var det nu de færreste der havde set elveren i kamp eller for den sags skyld i brug af magi. Sandheden var, at hun ikke behøvede det, hvor de fleste greb til våben benyttede hun sig af det hun var best til; ord.
"Skulle jeg have et motiv for at udlevere dem Hr. Niranon?"
Elveren hævede ansigtet en kende, selvom dette slet ikke var nødvendigt, hun tårnede sig op over halvdæmonen og som var hun ganske beskyttet af græsen lod hun sig ikke mærke af flokken der snart kom dem ganske nært.
"Hunelver, giv os forræderen!"
Stemmen bragede frem fra en bredbringet mand iklædt Lysets farver der nu stod godt og vel femogtyve meter fra Elverlederen og den tidligere Lord, alligevel kom han ikke nærmere, som var han udmærket klar over, at elverens territorie var trukket op til en hårfin grænse.
Toorah vendte sig ugudeligt langsomt halvfems grader imod det højlydte væsen så hun stod med fronten rettet mod ham, så hævede hun øjenbrynene en kende, de færreste med almindelige menneskeøjne ville opfatte den lille utilfredse folk henover elverens næseryg.
"Af hvilken grund skulle jeg gøre det. Jeg mindes ikke at Hr. Niranon har truet eller på anden vis forulempet Elverly eller dets folk!" Andet sagde hun ikke, krigeren skulle tydeligvis til at komme med protester, men stoppede sig selv midt i det hele, for elverene havde vitterligt ikke været truet under Morgoths styre, nu, hvis den gamle mørkets Lord var tilbage kunne det dog let gå hen og blive en ganske anden sag.
Inden han igen talte åbnede den rødhårede elver dog igen munden i en hurtig vending. "I er naturligvis lige så velkomne i Elverly som hr. Niranon, men jeg tolererer hverken vold eller disrespekt i min by, heller ikke selvom det er mine gæster imellem!"
Så nikkede hun kort, det stod tydeligvis ikke til diskussion, de røde øjne gled fra den ene kriger til den anden inden hun vendte omkring og gik mod det indre Elverly, selvom der var en ganske fin spadsertur lod det ikke til at hun studsede over det, i stedet lod hun blikket glide over på Morgoth, inden hun kort stoppede op.
"Kom, gå med mig!"
Hun smilede ikke, men noget blussede op et sted dybt i det autoritære blik, inden hun igen rettede opmærksomheden fremad og begyndte at gå.

”Skulle jeg have et motiv for at udlevere Dem Hr. Niranon?”
Et spørgsmål han med glæde havde stillet selv; et spørgsmål han ville have kastet direkte tilbage i hovedet på den rødhårede elver, hvis det ikke var fordi at han blev mundlam. Hans krop stivnede, hans fødder stoppede med at bevæge sig og for en kort tid trak han ikke vejret. Ikke at det var noget det blotte øje ville se, men han mærkede det tydeligt. Han havde næppe turde rigtigt at håbe, men som han stod der lænket af hans egen overraskelse, hans egen mildest talt vilde forbavselse, stirrede han direkte på hvad han måske ville kalde hans redningskvinde. Havde det været hvilken som helst anden person, havde han ikke følt en lige så gennemtrængende følelse af forvirring som den han følte nu, men Toorah var ikke hvilken som helst person. Hun var en leder, og en gigantisk en af slagsen. Man ville være direkte dum hvis man undervurderede hende. I al hendes helhed var hun mægtig, for hun var hvad hun var.
”Hva’?”
Var hvad halvdæmonen fik fremsagt, da hendes ord endelig havde fået deres fulde betydning i hans hoved. Igen, dette var virkelig ikke et spørgsmål der ville blive besvaret den dag, men ikke desto mindre fik han kastet det ud i det åbne. De hvide synsorganer bevægede sig fra Toorah til den mandlige lysets kriger, hvis skikkelse var fuldkommen stilstående. Morgoth var atter i bevægelse, trækkende hans skikkelse skråt bagom Toorahs tårnende persona. Han følte sig, og ikke i sin bogstaveligste forstand, dækket af hendes skygge (hvis ’beskyttet’ da ikke passerede bedre).
Trods situationen ikke kunne blive meget bedre end han ønskede den, fordi den kunne næsten ikke blive mere elskelig end hvad den var i forvejen, kunne han ikke benægte det vage ubehag i hans mavecenter. Hvor heldig han så end havde været, kunne han ikke tilsidesætte det faktum, at lysets tilhængere havde placeret ham et sted i landet. Han var set en gang, og det var virkelig en gang for meget. Den ubehagelige fornemmelse i hans mave begyndte at brænde, og han vidste at den ville æde ham op indefra, hvis han ikke fik gjort noget ved det hele, hans problem så at sige. Det, øjnene der havde set ham, var hans problem. Øjnene, rettere bærerne af de øjne, burde ikke forlade stedet derfra levende. Blodet på hans tand var fortsat ikke forsvundet, og endnu engang fornemmede han den sitrende fornemmelse i hans fingre – lysten efter at svinge den blodsølede stridsøkse var ikke til at slippe, uanset hvor lang han trådte væk fra det brugte våben. Og det var i sandhed tydeligt; monsteret i hans øjne var tydeligere end noget andet. Han så det, lysets krigere så det (de nok klare end nogen anden) – men han fandt også noget i deres øjne. Noget så genkendeligt som den forbandede blodtørst. De ønskede at tildele ham selv samme skæbne, som han ønskede at tildele dem: døden.
”Kom med mig!”
Toorahs stemme lød som en svag hvisken i hans ører, lige akkurat høj nok til at han hørte hende. Stirrekonkurrencen imellem Morgoth og den fremtrådte lysets kriger blev brudt, da han atter satte øjnene imod hendes røde. De borede sig fast, og slap hende ikke en eneste gang som de bevægede sig igennem skovene. De slap hende først, da hans fødder for første gang (officielt) betrådte den anden side af den usynlige grænse.

Byen var alt hvad han havde drømt om, og mere til. Mange af Krystallandets byer bar en underlig unikhed, en skønhed (trods den gennemsyrede hæslighed, der fandtes mindst lige så mange steder) som var unævnelig, men ingen skønhed var større end dette. Morgoth havde set udkanten af byen, fået en snært af hvad den bestod af, men havde desværre aldrig bevæget sig direkte ind i den fordi – ja hvorfor egentlig? Muligheden var ikke dumpet ned i hans hænder, på samme måde som denne gang.
De magiske lamper, meget lig enorme ildfluer, fangede hans øjne uanset hvor han placerede dem. Rykkede han sit blik en centimeter, fangede hans øjne en ny detalje. Hans sanser blev overdynget, og hvor meget han så end hadede det, lod han sig selv falde ind i det hele blot nogle få sekunder. Ganske få sekunder.
”De er ikke bange for at blive stemplet som landsforræder, er De?”
Hans stemme var underlig hæs, da han endelig talte. Han gav slip på de legende flammer, og lod dem placere sig i to af de kraftigste ildkugler han nogensinde havde beskuet. Toorahs blik var uundgåeligt, og hvis han ikke havde taget helt fejl, havde de ikke sluppet hans skikkelse en eneste gang på vejen til byen.
”- Undskyld hvis jeg fremstår utaknemlig, leder Toorah – jeg er alt andet end utaknemlig,”
Morgoth standsede hans vandren, kortvarigt slippende elverkvindens øjne. Flere øjne synes at beskue dem mere end nogensinde før, den dag. Pludselig befandt han sig i et forum, hvor han var langt mere fremtrædende end han fandt det behageligt. Han var den eneste af hans slags, og fuldkommen smurt ind hvad han viste var hans eget blod og andres. En gennemtrængende farve i sandhed, når den fandt sig selv imellem sort og hvid.
"Men sætter De ikke en del på spil her?"

(Indsæt uendelig womanpower)

Halvdæmonens sult for døden hang tykt i luften, på trods af at manden bavde gemt sig i Toorahs skygge kunne hun mærke den. Kun kendte krig, hun vidste mere end nogen anden hvordan det fungerede, vidste hvordsn det så ud og lød og kendte ud og ind lugten, lugten af død der indhyllede den sort/hvide person der stod bag hende. Mest af alt havde han lyst til at smelte de uniformerede mænd sammen, dette vudste hun også, det behøvede man ikke en elvers fint følende natur for at vide. Et eller andet sted måtte Morgoth ligeledes vide, at det mindste fejltrin fra hans side kunne udløse en eventuel krig, for inledte han et angreb på Lysets hær mens han var under Toorahs vinger ville det anses som en krigserklæring, sådan fungerede det.
Af samme årsag var det med lettet sind at de begge gik derfra uden skræmmer eller men, mens soldaterne udenfor grænsen diskuterede videre inden de blev enige og vendte snuden mod Krystalpaladset for at aflægge rapport. Det var en udmærket antagelse at Toorah holdt øje med Morgoth under deres stille vandring, men sandheden var, at det behøvede hun ikke. I træerne omkring dem var dusinvis af spejdere på mærkerne, den forhenværrende Lord ville ikke nå så meget som at hæve en hånd inden adskillige pile ville være rettet mod ham, i Elverly betød tillid alt, af samme årsg var det intet problem for Toorah at slæbe den blodindsølede massemoder tværs gennem byen, for hendes folk havde tillid til, at hun havde styr på hvad hun lavede, og at det ikke ville skade hendes folk.
"Landsforræder, måske..." Elveren trak kort på skuldrene inden det dybe røde blik blev vendt direkte imod Morgoths hvide synsorganer, udenpå virkede den høje elver knusende rolig "Men er landet uden for grænsen nu virkelig også mit land Morgoth Niranon, hm?" Toorah slog ud med armen mod grænsen de just var kommet fra. Inden hun igen fremadrettede blikket og begyndte at gå.
"Mennesker er simple væsner, de har evigt travlt, drager konklusioner og udtrykker meninger, holdninger og tanker... Uden at tænke over det først..." Elveren skævede mod trækronerne, foldede hænderne så godt hun kunne på trods af rustningen "Alle skynder sig til den pointe de helst vil tro på, de lukker øjnene for omverdenen og håber, at tingene går den rigtige vej. Sådan er det også for Lysets hær. Selvom Elverly i årevis er bevet betragtet som en skov i Krystallandet er der ingen der besvære sig til at lytte efter denne del af landet. Lad mig stille Dem et spørgsmål... Toorah holdt en kort pause og vendte så igen hovedet mod den blodindsølede "Hvornår er Elverly sidst blevet inddraget i beslutninger udenfor dette lille samfund?"
Næsten uset tiltede elveren hovedet en kende på sned, det var naturligvis et ledende og ikke spor svært spørgsmål, slet ikke for Morgoth der selv havde siddet med så meget magt i hænderne, svaret var selvfølgelig aldrig nogensinde.
"Lyset har draget den konklusion at Elverly til hver en tid vil lægge sig på ryggen for dem, der tager de grueligt fejl. Forhåbentligt vil et lille skub på vejen medføre at de tænker mere fremover og ikke lukker øjnene med forhastede håbefulde ideer!"
Tooah stoppede op spom hendes talestrøm fik en ende, foran de to tårnede det mægtige fort op, hvor en trappe lang nok til at tage pusten fra de fleste, mødte dem på vej op til de store porte.
"Velkommen til fortet Hr. Niranon, gå med Rylatiir og Zalmiina her, de sørger for at få Dem badet og påklædt, eftefølgende kan De møde mig i rådssalen til middag, De ee vel sulten, ja?"
To blonde elvere kom dem omgående i møde, en af Toorahs mest trofaste rådgivere, Naziil, havde mental kontakt til lederen og havde hele tiden været klar over hvem der var på vej og havde forberedt det nødvendige, ligeledes at få fat på to af de påklædere der ellers blev brugt på Fortet

"Mørket deler - med deres nuværende leder - også samme holdning, som Lystet,"
Morgoth kendte udemærket til Mørkets holdninger til Elverly, og dette ikke helt ubegrundet. Mange års ophold i Mørkets hær havde tjent ham denne viden, og denne havde næppe ændret sig, denne holdning, igennem tiderne. Dette ville overraske halvdæmonen, med den inkluderede viden omkring hans tidligere herskers stædighed. Velvidende om folket, og nok i særdeleshed lederens holdning, til den menneskelige race tildelte Mørkets Lord næppe nogen sympati til Toorah. Om nok var han ikke selv længere hvad man ville kalde et menneske, men det havde han trods alt været engang. Et faktum han, og alle andre, ikke kunne se bort fra. Uanset den ualmindeligt voldsomme forandring der havde fundet sted - og denne var i sandhed ikke almindelig. Men så på den anden side: hvad var almindeligt i dette land?
Morgoths stemme indeholdte et underligt uvenligt grin, da han atter talte:
"Hvilket er ganske uklogt, hvis De spørger mig,"
Han bed sig i underlæben, rystende på hovedet. Han vidste han havde gjort sig ganske klogt i at have et yderst neutralt forhold til Elverly. Det viste sig i særdeleshed nu, som han stod der, beskyttet af elvernes folk og leder.
Trods Morgoth troede at han ikke længere kunne fyldes med mere fascination overfor Elverly, måtte han tage sig selv i, at opleve netop dette atter engang da de to skikkelser befandt dem foran fortet. I de isblå øjne tændtes en glød, en glød der langsomt blussede op, i takt med at de nærmede sig den næsten uendelige trappe. Han opfangede først de nytilkomne elveres eksistens, da han hørte Toorahs stemme spørge i hans retning. Han blinkede, følte sig kortvarigt forvirret over hendes spørgsmål, men nikkede da erkendende:
"Dem kan jeg ikke takke nej til, Leder Toorah," noget der kunne mindes om et oprigtigt smil (dette synes næsten umærkeligt) lagde sig på de fyldige læber. Morgoth nærmede sig de to blonde elvere prøvende da han, erkendte han åbenlyst overfor sig selv, ikke anede hvad han gik ind til. Han anede ingen fare på færde, ihvertfald ikke i deres sind på nuværende tidspunkt. Om dette ændrede sig i takt med at de vandrede længere og længere ind i fortet, kunne han desværre ikke forudse - men han satsede. For første gang i lang tid tillod han sig at håbe; håbe på, at der fandtes oprigtighed i Toorahs venlighed.
Noget synes da at bekræfte hans sats, da han mærkede tjenerne kærtegnende hænder. Gribende omkring hans ene hånd gjorde den ene, imens den anden lagde en blid håndflade imod hans ryg. Han lod sig føre afsted op ad trappen af disse to, seende fremad. Og kun fremad.

Hvad der synes som mange timer senere, men nok desværre nok kun var en enkelt, fangede Morgoth sig selv i en af fortets gange rengjort for blod (af enhver slags) og iført nyt tøj. Dette var ganske anderledes fra hans eget, på sådan et plan, at han ikke vidste om han burde føle sig blot en anelse flovgjort (en følelse, han aldrig havde troet han skulle føle). Den noget pompøse kimono-agtige kjortel han var blevet iført skreg næsten - noget den nok ikke ville have gjort, hvis denne var iført en anden end ham selv. Morgoth var ganske farveløs i sig selv, og gjorde derfor også brug af i små mængder af farver med den simple grund, at holde sig neutral. Specielt i disse tider var det ham en nødvendighed kun at bære sort, for at tone ned på chancen for opmærksomhed fra andre individer. Iført i dette ville han med stor chance tildele sig selv større opmærksomhed end Krystallandets royale, da den gennemtrængende røde farve var præcis hvad den var: gennemtrængende.
De hvide fingre gled langsomt henover stoffet, lyttende til den knitrende lyd der dannede sig derfra, ved hans fingres kolideren imod kimonoens matriale. Han smilede ganske let uden helt at vide om det skyldtes glæde, eller morskab over hans eget udseende. Han hang ganske let ud i udskæringen, studerende den muskuløse brystkasse derunder, for derefter at tildele gangen sin opmærksomhed. Rylatiir og Zalmiina havde forladt ham for ganske få minutter siden, efter at have veludført et ganske godt stykke arbejde. Døren han befandt sig foran ledte ind til hans middagsaftale - en aftale han havde et lettere ambivalent forhold til, da han fortsat ikke anede hvad han skulle forvente. For hvad var der at forvente? Ønskede Toorah blot hans selskab, eller ville hun forlange noget tilbage for hendes venlighed?
Han lukkede øjnene i, kun lyttende til hans egen vejrtrækning. Han satte hænderne for døren, trædende fremad imens han mærkede hvordan han langsomt placerede sig i det enorme lokale. Atter engang satsede han; atter engang troede han på det, han næppe havde troet han selv skulle få tildelt. Venlighed og imødekommelse.
De isblå øjne åbnede sig, for at se direkte ind i et par røde. En farve der synes at være langt tættere på, end hvad den egentlig er. Han lod sig atter fange af farven; tildelte den sin opmærksomhed fuldkommen, og slap den da ikke igen. Halvdæmonen følte elverlederens blik borede sig fast i hans, og et sted ønskede han at hun slap hans blik. Et andet ønskede han, at hun så efter; langt mere efter end hvad hun var i stand til. At hun aldrig slap ham af syne.
"Her har De mig, Leder Toorah - klargjort til Dem, som ønsket,"

Toorah kiggede tavst til, det var ikke så underligt at Morgoth blev overvældet over Elverlys pragt, det var (i hvert fald i Toorahs optik) det absolut smukkeste sted i Krystallandet. Måske med undtagelse af enkle krystalhuler man kunne besøge hvis man vidste hvor de skulle findes. Den rødhårede leder smilede kort for sig selv, det var længe siden hun havde haft tid til at drage ud i verdenen for at opsøge berygtede steder og mystiske væsener.
Hun pustede diskret til en rød lok, inden hun betragtede Morgoth blive ført væk af de to blonde, hun sukkede og løftede den ene skulder. Den prægtige rustning havde ædt sig ned i huden efter den lange vagt, et tegn på, at den skulle justeres.
Det varede ikke længe inden Toorah selv gik igennem de store døre på fortet, nøje bevogtet af to vagter i hæderligere rustninger der begge fik et kort hovedbuk, inden lederen gik forbi og gik til sit kammer. Her blev hun afklædt, en væbner hang pænt rustningen op på en hærdet gine, mens resten af tøjet forsvandt ud til kilderne, hvor det ville blive vasket af tjenestefolk.
De røde øjne stirrede tilbage, dybt ind i sig selv, mens hun reflekterede sit spejlbillede i det store ovale spejl hun havde i sit sovekammer. Det nyligt erhvervede gnavesår var allerede salvet og helingsprocessen sat voldsomt op, det mindede hende om tider for længe siden, sår, der havde været meget dybere end disse. Det gav et kort gip i elveren
ved tanken om de åbne brud i vinterkrigen, selvom Toorah gennem tiden havde erhvervet sig mere end en alvorlig krigsskade, var der intet tilbage til at fortælle om det, takket være Elverlys dygtige healere var hverken ar eller skønhedsfejl at ane.
Blødt silkelignende stof dækkede hurtigt den nøgne krop til, inden Toorah fandt vej til sit private vaskerum. Her lod hun sig synke ned i et dampende lunt bad, mens en elvisk kvinde gav sig i kast med at omarrangere de lange røde lokker.
Hvor længe der gik var ikke til at sige, Toorah kunne sværge på, at hun næsten var faldet i søvn i vandet, da en blid hånd på hendes skulder fortalte hende, at middagen var klar.
Hun var ikke længe om at komme på benene, ud af vandet, under normale omstændigheder ville hendes hud have været opløst, men sådan gik det ikke for elvere, for dem var de ikke til at sige om de havde ligget i blød få minutter, eller flere timer.
Næste beklædning var en diskret kjole, i menneskestandarder var det formentlig en helt anden sag. Kjolen var hvid med guldbroderier, den lod ryggen være nøgen mens brystpartiet var dækket af pliceret stof, der gik sammen med et metalstykke som dækkede det meste af maveregionen, inden den gled ned i et mægtigt skørt. Intet under den sort/hvide-person følte sig malplaceret i dette selskab. Det var ikke for ingenting at elverene havde deres snobbede attitude og pompøse rygte.
Det lange røde hår var for en enkelt gangs skyld sat simplet op, løst og med en enkelt fletning til at holde styr på det meste, halvmennesket skulle trods alt ikke føle, at han var kommet til bal.
De store døre til spisesalen blev åbnet af en vagt, inden Toorah trådte ind, der var en rungende stilhed der normalt ikke fyldte hallerne på fortet, men det var ikke normalt med så udefrakommende gæster som Morgoth var og med Morgoths tilstedeværelse i Elverly havde vagtkaptajnen sat sikkerheden op, hvilket betød mindre folk på fortet og flere folk på arbejde.
På bordet var der dækket op til to, mens en buffet bredte sig over hele enden af det lange ovale bord der normalt blev brugt til større middage præget af politiske diskussioner.
Toorah vendte sig kort mod det mægtige vinduesparti der gik fra guld til loft og var formet som en stor halvcirkel, herfra havde man udsigt over den østvendte del af Elverly og takket være fortets højde kunne man se mange af de snoede stiger på træerne og hængebroer der fandtes i Elverly, lange orange og lyserøde striber havde så småt bredt sig henover himlen og de første magiske lamper var svagt begyndt at lyse i Elverly.
Toorahs fine ører opfangede straks en puslen ved døren, dette fik hende til at vende sig i en langsom kontrolleret bevægelse og se dørene gå op ganske rettidigt. Lederen afsøgte kort manden, og nikkede så accepterende mod ham, det havde været mere end almindeligt klædeligt at få skyllet den uhyggelige mængde blod af, og dermed kunne de nu ikke længere anklage Elverly for at have Lysets Krigeres blod på hænderne... Bogstaveligt talt.
"Jeg håber De er sulten Hr. Niranon!"
Toorah trådte roligt hen mod bordenden hvor en af de to store tallerkner stod klar, men hun satte sig ikke, i stedet ventede hun på at Morgoth indfandt sig ved hendes side.
"Må jeg byde på lidt vin?"

Sulten?
Morgoth havde endnu ikke haft tid til at kaste blikket fremad, imod det flot tildækkede middagsbord placeret ikke mange meter fra hans skikkelse, grundet hans distraherende omgivelser. Synet, og ikke mindst duften, af maden fremkaldte en trykkende fornemmelse i hans mavecenter og han måtte, indrømmet, anerkende sulten. Det var ganske længesiden, måneder hvis han ikke tog helt fejl, han havde indtaget et ordentligt måltid - og endnu længere siden, mad af sådan en kaliber. Han takkede glædeligt ja - så straks han fandt sig selv hundred procent i sikkerhed.
”Som sagt tidligere: jeg kan virkelig ikke takke nej,”
En snært af latter anedes i Morgoths dybe stemme, da han talte frem imod Toorah. Hans øjne granskede hendes for en kort tid, inden han sagte bevægede sig fremad imod bordet. I stedet for at træde frem imod den første og bedste stol, vandrede han i stedet imod en, der var tættest imod Toorah (en stol i den anden ende af bordet). Han rakte hånden imod denne, trækkende den ud fra bordet. Han holde da en gestikulerende hånd imod sidepladsen, atter seende imod elverkvindens skikkelse.
”Kom, sæt Dem nu først,”
Hans hænder placerede sig imod ryglænet, holdende sig klar til at føre Toorah galant på plads ved det nydelige middagsbord. Som hans øjne kortvarigt fangede det, ladende sig indramme af bordet appetitlige farver og dufte, fornemmede han en rumlen starte i hans mave. Forsigtigt flyttede han den enkelte af hans hænder imod hans mave, døvgørende lyden der kom derfra. Han rynkede brynene, med et kontrolleret smil liggende over hans læber.
”Jeg insisterer,”

(Undskyld det korte svar hon - jeg lover mere fyld næste gang <3)