Det var en tidlig morgen, og solsortene var lige akkurat begyndt at synge. Solen skinnede igennem en tynd morgendis, og alting var stille. Kun naturens lyde forstyrrede roen. Det var dog nok til at vække en vandrer.
Varina åbnede langsomt hendes øjne og brummede glædeligt. Dug! Vand på landjorden. Hun elskede at sove udenfor, specielt i de koldere måneder. Det bedste hun vidste var at vågne på vintermorgener. Skidt være med alle de mennesker som sagde det var skidt for én, de var ikke havfolk. Hun satte sig op med et smil, og strakte sine lange arme højt i vejret. Hun mærkede sine skæl strække og fortrække sig over hendes lemmer, og duggen piblede langsomt ned af den grønne overflade. Hun så sig omkring i den tidlige morgensol og smilede skævt.
"Ganske glimrende morgen, hvis jeg selv skal sige det. Noget morgenmad til mig og så videre til byen,[/color]" mumlede hun med et stramt nik. Hun rynkede lidt på den flade næse da denne bevægelse kastede noget krøllet, rødt hår om i hendes store øjne. Hun overvejede at blive irriteret, men det lykkedes ikke rigtigt. Det var en fantastisk morgen, så hvorfor spilde tiden med at være sur? I stedet sprang hun til benene og begyndte at lede efter rationer i hendes improviserede 'presenningstaske', som teknisk set bare var dugen til hendes bod, som hun havde viklet rundt om alle hendes varer og madpakker og hunget på en stav. Simpelt, men funktionelt.

Gareths morgen var langt fra lige så venligtsindet, som havkvindens. Han havde fløjet hele natten og havde endelig valgt at slå sig ned ved en mindre sø, hvor han rystede hårdt på hovedet og plaskede noget af det iskolde vand i ansigtet. Hans skjorte var naturligvis ødelagt, grundet de store vinger der nu nærmest "smeltede ind" i huden på hans ryg. Han fik flået en ny skjorte, en sort, op af tasken, han havde haft i hånden og hev den vredt på hvorefter han gik anspændt rundt, talende med sig, mens han overvejede hvad han nu skulle gøre. Han var åbenbart ikke langt væk fra havdamen, for da hun talte højt, kunne han høre hendes stemme. Han kiggede brat mod lyden og gik mod den med et lettere vildt blik.

Da han gik forbi en masse tæt bevoksede træer, fik han øje på hende og samtidig fangede han nogle af hendes tanker. Så det var en god morgen?! Han skulle give hende en god morgen, skulle han!

"Men hun er en uskyldig handelskvinde,"

Lød en stemme bag ved ham. Hans kone stod der, med et sørgmodigt udtryk i øjnene. Han stirrede vildt på hende og rystede let på hovedet.

"Hold nu kæft! Jeg skal nok.. Årh, for.."

Udbrød han lavt, snerrede han frustreret, før han gik tættere på. Han stirrede på havkvinden nu.

"Hey! Du der! Har jeg ikke set dig før?"

Varina lagde ikke mærke til noget unormalt omkring hende, også selvom en vis anden ikke havde en så særligt god morgen. Det første der gjorde hende opmærksom på at der var andre end hende i nærheden, var at hun hørte en masse spurve lette, fordi de blev forstyrrede. Hun nåede lige at vende sig om, før mandens spørgsmål ville have skræmt hende fra vid og sans. I stedet, kunne hun blot smile til ham og hurtigt bukke.
”Det er, så bestemt, en mulighed. Jeg er Varina, en rejsende handelskvinde, og jeg har en bod på markedspladsen inde i Hovedstaden. Folk plejer generelt at kunne genkende mig,[/color]” indrømmede hun med en diskret rynken på hendes flade næse. Hun var ikke ligefrem en mennesker glemte. Hun var ret unik fra deres synspunkt af. En af få havvæsener som kom op på overfladen, og bestemt den eneste som solgte varer på markedspladsen på en regulær basis.

”Men jeg tror ikke De har været kunde hos mig før. Jeg er god til at huske kunders ansiger,[/color]” sagde hun med en snert af stolthed i stemmen. Landgængere var jo meget unikke fra hendes synspunkt ad, også, nogle mere end andre selvfølgelig, men hun var ret sikker på at hun aldrig havde set manden foran hende før.

Gareth stoppede op, da havkvinden talte til ham, og så først en smule forvirret ud, men fik hurtigt erstattet forvirring med en masse af kølighed og distancering. Hun skulle ikke regne ham ud! Så ville hun sikkert sælge et eller andet ubrugeligt for alt for mange krystaller! Det gjorde sådan nogle handlende folk! Havfolk eller ej! Det var ét stort komplot!

"Jamen, så godmorgen til dig, Varina,"

Svarede han, næsten for roligt i forhold til sit udbrud fra før. Hendes præsentation var fin, men om lidt ville hun sikkert sælge ham et eller andet lort! Han var fuldstændig sikker på det! Han holdt hænderne bag ryggen for at virke mere sikker i sin position, mens han så beregnende på hende, da hun forklarede at hun ikke havde set ham før, selvom hun var god til at genkende ansigter.

"Det er nok sandt. Jeg ved heller ikke om jeg har set dig før, nu jeg tænker over det. Men det er også ligegyldigt, du er en handelskvinde,"

Lød det, næsten mærkeligt fra ham, mens han trak på skuldrene og sagde det åbenlyse. Han kunne nu alligevel godt bruge at se nogle varer, der kunne købes mere ærligt end hvordan de gjorde det i mørkets hær.
Han gik tættere på hende, mens han skævede mod hendes ting. Konen stod stadig ved siden af ham og lavede opmuntrende bevægelser mod Varina, til hvilket han sendte hende et irriteret blik, før han så på Varina igen.

"Så sig mig, Varina, hvad har du af ting, en som jeg kunne have interesse i?"

Hans hentydning var igen åbenlys, han stod med et skjold på ryggen og et sværd der hang i et bælte om livet, og så var han rimelig bredskuldret. Han var tydeligvis en form for kriger, så det måtte jo være krigerting han lystede at købe. Mon hun selv kunne regne det ud?

Varina lagde hendes hoved let på skrå ved den pludselig køllighed i mandens ellers forvirrede ansigt, og hun nikkede lidt. Den reaktion fik hun faktisk ofte når hun var på vejen og mødte tilfældige mennesker. De var vant til fupmagere ude i de mindre landsbyer udenfor hovedstaden, så de stolede sjældent på nye handelsfolk herude. Varina kløede sig lidt på hendes skællede isse under det røde hår, lidt usikker på hvad hun dog skulle sige til den her mand. Nu var det at lave en profit ikke det hun tænke mest over om morgenen. Jovist, hun kunne godt lide at være handelskvinde, men derfor kunne hun nu godt lide at nyde en morgen ved bare at sidde og drikke lidt vand og nyde kulden.
”Godmorgen,[/color]” svarede hun dog stadig på hans hilsen, om end den ikke var særligt venlig. Da manden så sagde at det også gjorde lige meget med om han havde set hende før, trak hun på skuldrene. Det gik hende lidt på at han ikke havde introduceret sig selv, som det var høfligt at gøre efter hendes egen introduktion, men det måtte han som sådan selv om. Hun kunne godt se på ham at han havde alt andet end en god morgen, og så skulle hun så sandeligt ikke til at irettesætte ham om dårlige manérer. Det var sjældent en god idé at tirre krigere, om det så var Lysets eller Mørkets, eller lejesvende...

Det forvirrede hende så en anelse da han så faktisk spurgte ind til hendes varer, og hun rynkede på næsen.
”Jeg beklager at meddele Dem, Sir Knight, at jeg har meget få ting som kunne interessere en kriger som Dem. Mine varer er fund hentet op fra forliste skibe, og derfor er de oftest klenodier eller tilbehør,[/color]” indrømmede hun. ”De våben som overlever tidens tand på bunden af havet er sjældent i nogen tilstand til at blive brugt i kamp, og det samme kan blive sagt om rustningerne.[/color]”

Som havkvinden tiltalte ham Sir Knight, hævede han kort et øjenbryn. Hvordan vidste hun det?! Hans indre kom omgående i oprør, og han skævede mod sin kone kort, lettere befippet. Hvorfra havde hun fået det at vide?!

"Du har slet ikke præsenteret dig selv, min elskede,"

Sagde konen med et skuldertræk, til hvilket han kort himlede med øjnene, før det gik op for ham, at han måtte se lidt mærkelig ud for havkvinde. Han rystede let på hovedet, mens han kiggede på hende.

"Jeg er ikke nogen ridder, jeg er blot en kriger til hyre. Mit navn.. Er Gareth,"

Forklarede han, samtidig med den lidt sene præsentation. Så længe han ikke brugte sit andet navn, var han i sikkerhed fra, at blive genkendt. Calibros var ret kendt i landet efterhånden.

"Måske.. Hvis du har proviant af nogen art, så vil jeg gerne købe lidt af den. Jeg har fl.. Jeg mener gået, hele natten for at nå hertil. Jeg er ret sulten,"

Han forsøgte sig med et smil, men det virkede bare ikke helt.. Rigtigt. Som om glæden manglede i øjnene. Smilet var der, men hans øjne virkede generelt bare døde for følelser. Komplet apatiske.

Varinas ene bryn blev skudt i vejret ved mandens sære opførsel, om end dette måske var svært at se for manden, eftersom at der intet øjenbryn rigtigt var at se. Hvad himlede han dog med øjnene af? Hun havde ikke sagt noget som skulle medføre en sådan reaktion, var hun ret sikker på. Godt nok var hun ingen landgænger, men hun havde så sandeligt lært at opføre sig ordentligt efter deres normer efterhånden! Da manden så introducerede sig selv, nikkede Varina til ham. Hendes agtelse steg en anelse nu da hun havde fået sat navn på hans ansigt.
”Mig en fornøjelse, Ser Gareth,[/color]” hilste hun, før hun blinkede en anelse med de kuglerunde, smaragdgrønne øjne. Hans forslag med hensyn til hvad han ønskede at købe fik hende til at smile en anelse, hvilket kun blev forstørret da han smilede til hende. Det var ikke et særligt godt smil, hans øjne var ikke med i det, men hun værdsatte forsøget nok til at besvare det alligevel.
”Det kan vi godt finde ud af, Ser. Vent blot et øjeblik,[/color]” bød hun med et hurtigt buk, før hun vendte sig imod sin bylt og begyndte at pakke den ud med øvede bevægelser. Den var godt komprimeret når hun rejste, men med et par øvede ryk og løsen af reb foldede presseningen sig selv ud til en imponerende størrelse, og hendes mangfoldige varer dukkede frem af det grå skind.

Hun havde lidt for enhver smag. Der var pæne smykker, farvede glas, et par gamle bøger som endnu kunne læses på trods af vandets bid, et par rustne våben som nok ville blive købt af adelsmænd eller samlere, et par arvestykker nogle adelsmænd havde betalt hende for at finde og en lille kiste fyldt med gamle dokumenter. Der var, selvfølgeligt, meget andet af samme dur. Hun fandt en læderskindstaske frem, som hun hurtigt pakkede ud på lignende manér.
Der var mad som hun havde købt i landsbyer og af andre handlende. Lidt ost, frugt, nødder, brød, tørret kød og fisk samt et par vandflasker. Fiskene var der flest af. Hun havde været forbi Sølvfloden dagen forinden og købe fisk hos kentauren, som boede dér, og Varina spiste mest fisk, det skulle hun være den første til at indrømme.
”Tag blot hvad De ønsker, og så kan vi aftale en pris ud fra mængden af proviant,[/color]” tilbød Varina med et smil, som hun rejste sig op og slog hånden ud mod hendes ydmyge bod, som hurtigt var slået ud.