Det var en af de varmere dage i den kolde forårsperiode, og fuglende kvidrede livligt i træernes toppe og bragte liv tilbage til Krystallandet. Alt åndede fryd og idyl. Sådan var det også i Lindeskoven, hvor træerne var begyndt at skyde pæne flotte skud frem og planterne puffede så småt op fra græsset og afslørede små vintergækker og smørblomster. Man kunne tage en dyb indånding af den friske luft og falde helt til ro. Fuglende fløj kvidrende ind over hinanden og bemærkede først ikke de gule øjne, som betragtede dem på afstand. Indtil der pludselig kom et højt klamp, som gav genlyd et stykke ind i skoven. De gule øjne, der tilhørte et høj og robust trold, var hoppet fra på sit skjul og havde legesygt klappet ud efter fuglene, men var langt fra hurtig nok. Hun sad nu oppe på en tyg og robust gren og kiggede drillesygt frem mod de skræmte fugle, som forlod området med en sådan fart. Azra, den unge trold, kiggede lidt efter fuglende, inden hun hoppede ned fra træet igen og begav sig videre af den tykke skovbund. Hun trampede lidt afsted, indtil en dejlig lugt fangede hendes næsebor.

Mmmh, stegt fisk! Hendes livret. Azra vendte sig efter duften og løb afsted mellem træerne, til hun nåede en stor flod hvor der var lavet et lille bål og der lige nu hang et par fisk over som var ved at blive stegt. Med sin manglende intelligent og knurren fra maven, rakte hun ud efter den første fisk og begyndte at gnave i den med velbehag. Hun tænkte slet ikke over at nogen måtte havde lavet denne mad, og ventede at finde det når han eller hun kom tilbage. Hun var bare sulten, og så måtte hun tage det andet senere. Dertil var hun så stor og kraftig bygget, at de fleste helst ikke tog kampen op med hende. Azra tyggede grådigt i fisken og var ikke særlig kræsen hvad angik det sprøde skin og knasende fiskeben.

Sølvfloden var et dejligt sted på denne kolde forårsdag. Som altid var den stille og rolig, bortset fra på visse steder, hvilket gjorde Leonidas’ arbejde så meget desto nemmere. Han var vadet ud i midten af floden på et af de mere rolige steder, og han havde stået der i næsten to timer efterhånden, med små pauser. Fiskene så ham sjældent som en trussel, og derfor havde hans fangst været glimrende. Han havde allerede solgt et par fisk til nogle af de nærliggende landsbyers beboere, som var blevet vant til at komme til Sølvflodens kentaur for at købe deres fisk. Leonidas virrede lidt med hoved ved minde om et af børnene i landsbyen, som havde været meget ivrig for at ride en tur. Leonidas havde sjældent været god med børn, og da slet ikke at sige nej til dem!
”Åh, hvis min far havde set mig,[/color]” mumlede han for sig selv, og gøs en anelse ved tanken. Leonidas ville have fået den største skideballe i mands minde. Et glimt i Sølvflodens vand fik Leonidas til instinktivt at støde til med hans træspyd, og en fisk vred sig i små dødskramper, som han løftede den op ad vandet. Han hev den hurtigt af spyddet, brækkede ryggraden på den i et hurtigt svirp og lagde den i hans lædertaske, som han bar omkring brystkassen. Han havde haft god fangst i dag. En forårsdag som denne varslede godt for fiskere, og Leonidas skridtede langsomt op fra flodens vand. Hans rystede hans krop ganske kort, i et forsøg på at kaste det sølvglintrende vand af hans brune pels, før han vendte sig imod hans lejr. Fiskene burde vel også snart være færdige.

De var færdige... Eller, det håbede Leonidas i hvert fald for den... Det væsen, som sad og spiste dem. Leonidas havde kun boet ved Sølvfloden i tre år, men han havde aldrig set et væsen som det der sad omkring hans bål. En sær gullig hud, rødt hår og lange ører. Hale og hugtænder var også at lægge mærke til, og Leonidas stampede nervøst i græsset under ham. Sikke en sær gæst...
”Øh, ehm... Undskyld, men... De-Det der er, ehm, mine fisk,” sagde han nervøst, som hans ben sitrede i nervøsitet. Han havde problemer nok med at tale ordentligt med de handlende han mødte, og nu var han blevet overrasket i hans hjem... Han så sig langsomt omkring, og han fik hurtigt øje på hans lilla telt lidt længere væk. Jo, det var det rigtige sted.

Azra havde ikke videre bemærket at stedet var beboet af nogen. Det ville nok havde undret de fleste væsner hvorfor der var et bål, midt i det hele, og så lige med mad der var sat over. Men ikke Azra. Hun havde set det som gratis mad, og var naturligvis begyndt at guffe med det samme. Den smagte meget bedre end hun huskede fisk plejede at smage. Det var som om, at fiskene som var i sølvfloden nok var sundere og mere velernæret end fiskende i mørkeskoven. Ikke at Azra havde undersøgt sagen. Hun spiste mere eller mindre alt hun kunne komme i nærheden af, som et stort barn der ikke havde fået mad i flere dage. Hun fik revet en stor klump af, hvor halen sad fast, som hun nu gumlede på, men stoppede brat ved lyden af noget der stampede i græsset. Hun vendte hovedet, med fisken hale stikkende ud af munden og den spidse tand i siden, som efterhånden var Azras kendetegn, sammen med de røde hår og den gule ud. Hun kiggede først helt blankt på ham, som skulle man tro at tanken; Hvad fanden er det. Gik igennem hendes hoved. Faktisk var det også lidt den tanke. Bare mindre interesseret, indtil den åbnede munden og talte. Der kiggede hun fra væsnet, ned på den næsten spiste fik og op på væsnet igen. Hun havde da kun nået at spise en af dem.

Azra fik fiskens hale ind i munden og gnaskede lidt på den inden hun gjorde mine til at svare. ”Mig kun ædt en.” sagde hun med en gebrokken accept og munden fuld af mad som hun gnavede videre på den knassende hale, indtil den var tygget i så små skytter at hun kunne synke det. Hun kiggede undrende på skabningen og tørrede sig over munden med bagsiden af sin hånd. ”Dig, hvad?” spurgte hun på sit meget dårlige Krystallianske. Det var ikke lige hendes modersmål, og da hun ikke var det mest intelligente væsen på denne jord, var hun heller ikke ligefrem god til sproget og havde mange mærkelige måder at sammensætte det på.

Leonidas bakkede lidt da skabningen så over på ham, og det gik langsomt op for ham at det var et kvindeligt væsen, hvilket blot gjorde ham mere nervøs. Han havde aldrig været særligt god til at snakke med kvinder udenfor familien. Han var altid bange for at fornærme dem, gøre dem kede af det, eller generelt sige noget forkert i nærheden af dem. Han kunne udholde at fornærme mænd, de tog det normalt ikke så slemt, men kvinder! Han havde hørt mange skrækhistorier fra de ældre mænd i hans klan, og de havde hængt ved. Væsenets spisemanérer er heller ikke for gode, tænkte han for sig selv, før han tog sig selv i det. Tænk hvis nu hun var en tankelæser! Leonidas blev straks en tand mere nervøs, for nu havde han jo fornærmet hende i tankerne! Åh nej...
Da væsenet så, noget gebrokkent, pointerede at hun kun havde spist én, måtte Leonidas nikke langsomt. Det havde hun, og det var da heller ikke fordi at Leonidas ville skælde hende ud for at have spist dem. De skulle jo spises alligevel, og Leonidas havde flere fisk. Og selv hvis han var løbet tør, så kunne han fange flere. Han tog det ikke så slemt. Men han foretrak nu stadig at folk spurgte ham om lov.

Flere gebrokne ord kom over væsenets læber, og et øjeblik blev Leonidas forvirret. ”Dig, hvad? Huh? Oh![/color]” Han stampede lidt mere i jorden. Hvordan skulle han svare? Han kastede hovedet lidt frem og tilbage, med hans mørkebrune hestehale der fulgte hver bevægelse. ”Umm, mig, Leonidas? Eh, jeg er en kentaur?[/color]” foreslog han nervøst, om end han følte sig virkeligt dum, sådan at bruge hendes dårlige krystalliansk. Hun havde ikke udvist problemer med at forstå ham, i det mindste.
”Hvad hedder du?[/color]” spurgte han i stedet, som han langsomt skridtede tættere på bålet, og altid sørgede for at holde sig to meter fra væsenet. Han fik placeret sig på den omvendte side af bålet fra hende, og han lagde tasken med fisk fra sig på jorden. Han ville være sikker på at hun ikke ville gå til angreb eller noget før han vendte tilbage til hans gøremål. Hun var altid velkommen til at blive og spise, selvfølgelig, men alting med måde.

Det ville være en skam at kalde Azra for tankelæser. Hendes mor havde nogle gange pointeret at hun knap kunne læse sine egne tanker. Hvilket altid havde moret Azra en del. Hvilket væsen kunne ikke læse sine egne tanker! Azra kunne dog godt fornemme væsnets nervøsitet over hende. I princippet var hun helt ufarlig. Hun angreb ikke lige til højre og venstre. Faktisk angreb hun stort set aldrig, med mindre andre angreb hende. Hun legede kun. Hun var jo bare et barn. Hun kløede sig hen over næsen og satte hovedet på skrå. Hun rynkede brynene sammen, som tænkte hun ekstra meget over sin næste sætning, som kom ud ganske langsomt. ”Mig.. sulten, var.” hun kunne godt regne ud nu at hun havde taget hans mad, og selvom den smagte godt, blev folk som regel ikke glade for at man tog deres mad. ”ingen mad fået i dag.” anden sætning blev lidt mere velformuleret og man kunne ane et lille snert af undskyld i de gule øjne, selvom hun hurtigt havde fokus tilbage på resterne af fisken i hendes hænder.

Hun kiggede undrende på ham, som han gentog det hun sagde, indtil det åbenbart så ud til han forstod. Hun kiggede lidt skeptisk mod hans hove som stampede rundt på jorden. Hvad han så nervøs for, forstod hun ikke. Ikke at hun var bange for hovene, men han virkede bare meget nervøs i sin trampen og hun ville ikke bryde sig meget om at blive trådt over tæerne. Azra lyste op i en åbenbaring, som kom hun i tanke om hvad han var. ”Braruqwak!, hestemand.” det første var troldendes ord for hans salgs og det sidste sagde hun, for ligesom at introducere ham til hvad hun egentlig sagde. Hun var ganske udmærket klar over at andre væsner ikke ligefrem forstod troldendes noget brummende sprog.
Det var heldigvis nemmere for hende at forstå end at tale. Dog skulle hun, alt efter hvad han sagde, tænke lidt ekstra. Hun sank den sidste klump fisk, inden hun dog svarede på hans spørgsmål. ”Azra.” brummede hun, som hendes blik fulgte tasken, som havde lugten af fisk over sig. Hvor mange fisk kunne et væsen lige spise? Ikke flere end hende! Det ville hun vædde med. Men hvorfor han havde så mange undrede hende. ”Trold.” sagde hun, da hun endelig vendte blikket tilbage på kentauren og slog sig kort på det øverste af brystkassen, for at indikere at det var hende selv hun omtalte. ”Hvorfor mange fisker?”

Leonidas kunne opfange uskylden fra væsenet, og det fik ham til at falde lidt til ro. Han nikkede genkendende da hun sagde at hun havde været sulten, og han fokuserede ned på tasken. En fisk kom let og elegant flyvende ud fra den, sammen med en af de spidse grene han spyddede fisk på for at grille dem. De fløj derefter begge op i Leonidas hænder, som hende begyndte at skrabe skællene af fiskens krop.
”Du må gerne få flere. Jeg kan bare godt lide at kende gæster før de spiser fiskene,[/color]” sagde han med et venligt smil, før han rømmede sig, en smule utilpas ved situationen. Han kunne generelt godt lide at vide at gæster havde tænkt sig at dukke op, så han kunne enten forberede sig mentalt eller sige at de ikke kunne komme. Han havde jo ikke ligefrem meget plads til at beværte folk, og da slet ikke trolde. Han havde hørt rygter om deres appetit, og Leonidas var ikke sikker på om der var nok fisk i floden til at mætte hans unge gæst.
Azras spørgsmål forvirrede kort Leonidas fra hans arbejde med fisken, og han blinkede forvirret med hans mørke øjne, før han så ned på tasken.
”Øh, fisker? Eh, jeg har omkring 15 fisk i tasken. Men 10 af dem skal sælges til mennesker i morgen,[/color]” forklarede han langsomt. Da han var færdig med den ene fisk, begyndte ting at flyve igen. Grenen han havde brug og fisken kom sammen, og grenen satte sig selv fast i jorden ved bålet, så fisken hang ind over bålet, mens grenen fra Azras seneste måltid og en ny fisk fløj op i hans hænder. ”Og så længe du gemmer to fisk til mig, så spis du resten.[/color]” Han var ikke sikker på troldes diæt, men han var ret sikker på at de hovedsageligt var kødædere, i modsætning til ham selv, som var altædende af natur. Han kunne altid finde nogle nødder eller bær og spise sammen med fiskene, så Azra kunne spise nok. Eller, nok var måske så meget sagt.

Azra blev ikke ligefrem forskrækket, da det ikke ligefrem skete så tit at pigebarnet sprang forskrækket op nogle steder. Hun var meget nede på jorden. Men det nummer han gav sig til at lave der, fik hende til at stoppe alle bevægelser og stirre på ham med store runde øjne, som var han fra en anden planet. Hvis hun da ellers havde vidst hvad en planet egentlig var for noget. Hun kiggede en smule skeptisk på ham, og trak benene ind til sig, som hun stirrede. Måske en smule uhøfligt, men hun var ikke ligefrem van til sådan at se ting flyve rundt i luften.
”Få det fisk til smage bedster?” spurgte hun, som han begyndte at skrabe skællende af fiskende, og vidste ikke lige hvad hun skulle svare på hans udtalelse. Jamen, det kendte jo slet ikke hinanden, men det gjorde da ingen forskel i fiskespisning? Gjorde det? Om ikke anet, var det da meget sødt af ham, at han ville dele flere med hende, selvom hun ikke ligefrem havde regnet med det. Dog var det hende meget uvant at fiskende blik gjort rene og alt mulig. Måske var det derfor fiskene smagte anderledes end det hun var forvænnet med.

Azra blev igen distraheret fra hans tale, som tingende igen begyndte at flyve rundt. Hun havde ikke den store evne indenfor at holde fokus, og hun stirrede fra det ene til det andet, med et uforstående blik. Dog gik det op for hende, at de igen snakkede om mad, da han tilbød hende de resterende fisk. Hovedregning var så heller ikke hendes stærke side, men at efterlade to, det vidste hun da hvad betød, selvom hun ikke anede hvad der så var hun kunne spise. Det var nok også ligemeget, hun fik da mad. Endda uden hun skulle arbejde eller betale for det. Den bedste slags mad der findes. ”Du alene? Hvorfor?” hvor lidt Azra end kunne huske om kentaur, kunne hun dog huske, at halvdelen af dem var flokdyr. I den forstand, at hestedelen var. Hvorfor Leonidas så var alene, undrede hende. Men hun kunne jo heller ikke vide om han var helt alene.

Leonidas blinkede, en anelse forvirret, da Azras, i forvejen, ret imponerende store øjne blev endnu større ved synet af hvad han gjorde, og han stoppede et øjeblik med hvad han lavede. Han var ikke helt sikker på hvad hun fandt så interessant, men han besluttede sig for at fortsætte med hvad han lavede. Da Azra så stillede et spørgsmål, blinkede Leonidas forvirret. Hendes gebrokne krystallianske gjorde det lidt svært for ham at fatte meningen med hendes sætninger med det samme, men et par sekunder af tankegang oplyste ham.
”Ah, ja, ehm... Eller, det tror jeg. Min far lærte mig det her, så jeg har aldrig spist fiskene på andre måder,[/color]” indrømmede Leonidas, en anelse forvirret faktisk. Han havde aldrig tænkt over at det måske kunne gøres på andre måder, og han så op på Azras. ”Øhm, du burde vel kunne fortælle mig det? Hvis du altså har, eh, spist fisk med skæl på som har været grillet over et bål?[/color]

Så spurgte Azra om noget mere, og han så straks ned på fisken, ret bevidst om hendes nysgerrige blik. Hans krop sitrede og hans ene bagben stampede en anelse i jorden. Han ville være overrasket hvis der ikke snart var synlige huller i jorden fra al hans stampen.
”Det er, ehm... En skik blandt mit folk. Jeg skal, ehm, ud i verden, bo alene, den slags... Indtil jeg er blevet en,[/color]” han rømmede sig forlegent, ”En ansvarlig voksen.[/color]”

Trolde havde ikke ligefrem sådan nogle evner hvor man kunne arbejde med små nipsting. Faktisk gik trolde normalvis ikke op i nipsting.. Det var at for kompliceret og langvarigt. Tålmodighed lå heller ikke højt på listen jo.
Azra forsøgte dog at tale så han forstod det, men det var svært. Eftersom hun ikke ligefrem var oplært i det, og det hun havde lært var af andre trolde. Ikke ligefrem den bedste undervisning man kunne havde håbet på, men den havde da været der! Og hun kunne godt se på Leonidas at det var svært at forstå hende. Men hun kunne ikke rigtig gøre det bedre. Azra pillede nogle stumper ud af fisk ud af tænderne og gnaskede lidt videre på det som kentauren talte. Hun trak lidt på skulderen ved hans spørgsmål. Tja, hun tænkte ikke så meget over det. ”Hvis sulten, spise rå.. Trolde ikke.. ikke.. god madlaver over et bål.” hun gentog det sidste som det havde sagt, hvilket gjorde at hun fik sat det lidt bedre sammen til sidst. Hun tog trods alt ved lærer, til trods for at hun ikke ligefrem var det mest intelligente væsen. Dertil var det ikke så lang tid siden at han jo selv havde sagt det, så ikke det sværeste at huske.

”Trolde ikke sådan.. Bli’ sammen.. Ghvajrhur Mqustila.. Ikke strejfe.. dårlig trold.” svarede hun med store armbevægelser og sukkede dybt, som hun lod sine hænder falde løst ned i sit skød og så tomt frem for sig.. Man kunne se at de store gule øjne, blev en smule bedrøvede. Hun var ikke så meget trold som de andre. De blev altid sammen i små grupper, eller større klaner. Azra var mere villig til at strejfe rundt og se verdenen omkring hende og opleve ting. Ikke så glad for traditionerne. ”Mig, dårlig trold.” hviskede hun og kiggede ind i den knitrende ild, som hun skar en let misfornøjet grimasse.. hvorfor skulle hendes mor også lige være halv ork! Pokkers til orkgen der gjorde hende så anderledes og strejfende.. selvom orker dog også i mange tilfælde holdte sammen i grupper.. måske var hun bare generelt atypisk.

Leonidas nikkede langsomt til Azra, som hun forsøgte at forklare sig. Han kunne godt mærke på hende at det blev nemmere for hende at føre en samtale med ham, jo længere de snakkede. Øvelse gjorde jo mester, som han jo udmærket vidste. Som han færdiggjorde tilberedningen af endnu en fisk, fik han spyddet den og sat den over bålet. Han kunne se skindet på en af de tidligere fisk brune og blive sprød over varmen fra ilden, og han nikkede tilfredst.
Selv var han ikke meget for rå fisk. Råt kød generelt var ikke noget han fandt særligt appetitvækkende. Han spiste kun kød der var ordentligt tilberedt, og så blandet med noget grønt og nogle nødder, typisk. Leonidas kunne godt lide at lave mad, selvom det var begrænset hvad han kunne lave med de remedier han havde til rådighed på Sølvflodens kyst. Han kunne godt lide at finde ingredienserne i skoven eller fange kødet selv. Det føltes godt at vide at han havde sørget for sig selv. At samtidig have overflod for at sørge for andre var bare en bonus.
En indbringende bonus, men en bonus alligevel.

Da Azra så begyndte at tale om at være en ’dårlig’ trold, faldt Leonidas’ ansigt ligeledes i bedrøvede folder.
”Jeg tror ikke du er en dårlig trold som sådan, Azra. Du er bare noget særligt,[/color]” sagde han, uden rigtigt at tænke over det. Det var det samme hans far hele tiden havde fortalt ham. Leonidas var ikke selv en særligt god kentaur, men han var særlig. Han rødmede en anelse da det gik op for ham hvad han havde sagt, og han trippede en smule nervøst, som han pludseligt fik travlt med at gøre endnu en fisk parat.
”Øm, altså, fordi du, eh... Ja...[/color]” forsøgte han at redde sig ud af situationen, men det gik i vasken allerede fra starten af. Der var dét med at være en dårlig kentaur...

Azra ville uden tvivl glemme mange af orderne, når hun tog videre på sin rejse. Hendes hukommelse var ikke af den bedste, og når hun var alene, brugte hun sjovt nok ikke sit krystallianske til noget som helst. Azra fulgte hans arbejde med øjnene og måtte konstatere at hun var alt for meget fummelfinger til at kunne klare sådanne ting. Pille fisk, skrabe skællen af og alt det andet han gjorde. Dertil var hun også sikker på at hans måde at fange fiskende på, var langt mere effektiv og kreativ end troldes måde. Ikke at Azra var fisker! Faktisk gik hun ikke meget op i metoder. Hun fangede det hun kunne, på den eneste måde hun havde lært. Ved at være hurtigst og bruge sine våben effektivt. Selvom Azra normalvis kun gjorde brug af den skarpe kniv, der hang i bæltet.

Azra tørrede sig under næsen med bagsiden af den ene hånd og så på ham med store øjne. ”Særligt? Er særlig godt?” spurgte hun undrende og satte hovedet på skrå. Hun havde aldrig hørt at hun var særlig. Kun at hun var anderledes og det var som regel ikke ment som noget positivt. Igen begyndte han at trippe, og Azra kiggede fra den ene hov til den anden. Hun var ikke ligefrem van til at folk var så nervøse.
Hun løftede blikket og kiggede undrende på ham og meget forvirret. Nok vrøvlede hun, men når han begyndte var hun helt tabt. Så forstod hun absolut ingenting. ”Hva'?” spurgte hun med hovedet på skrå og rynkede bryn. Hun fattede i øjeblikket hat af situationen.

Leonidas kendte alt for godt til det med at være ‘for fummelfingret’ til noget bestemt arbejde. Det var derfor et sandt lykketræf at han var endt ud med telekinese som en magisk evne. Det kunne være bare en anelse besværligt for en kentaur at fumle med for meget rod på jorden, da de sjældent var særligt tæt ved jorden... Nogensinde. Men der kunne Leonidas bare sige ’vup’ og oppe i luften var det han havde brug for. Det var meget nyttigt.
Men han havde nu engang menneskefingre, så når bare han havde redskaberne lige ved hånden, så kunne han klare meget. Han manglede stadig en anelse præcision med hans telekinese. Han skulle endnu forsøge et par gange før han kunne få, eksempelvis, en tråd igennem et nåleøje, men han skulle nok nå dertil!

Da Azra spurgte om ’særligt’ var godt, måtte Leonidas rynke en anelse på næsen. Det gættede han på at det var. Hans far havde jo altid sagt at han var særlig, og han tvivlede på at hans far mente det på nogen dårlig måde. Og når han sagde det om Azra... ”J-Ja, det er godt. Altså, jeg mener det godt,[/color]” svarede han. Azra virkede ikke til at være en typisk trold. Han havde hørt historier om grimme, luskede uhyrer som gemte sig i huler og overfaldt uskyldige rejsende på vejen. Jo, måske var Azra en anelse lusket, men ikke med vilje. Hun havde jo ikke ment noget ondt med at begynde at spise hans fisk – hun var bare sulten.
”Du er ikke en ’normal’ trold, så, ehm, derfor er du ’særlig’ og ’anderledes’. Øh, men det synes jeg er en god ting![/color]” forsøgte Leonidas at forklare videre, for ligesom at gøre det fuldstændigt klart for Azra at han ikke havde fornærmet hende. I hvert fald ikke med vilje...

Azra havde nogenlunde normale fingre, selvom de var lidt tykkere og hun havde ikke helt samme føllighed, når hun arbejdede med små ting og skulle lave noget, der krævede præcision. Hun var genial til at klatre, og nogle gange var hun nærmest overbevidst om at hun havde modhagerer på sine fingre. Hvilket jo, naturligvis, ikke var sandt! Men det var noget af det hun kunne brilliere indenfor, selvom hun var tungere end det der normalvis kravlede rundt i træerne. Så det krævede tykke grene, og faste stammer. Men derudover, var hun dygtig indenfor det. Nok også det eneste hendes far havde udvist en smule interesse for, hvad hendes talenter angik. Eller hvad han sagde; mangel på talent.

Azra kiggede på ham med hovedet på skrå, og en smule undrende. Var særligt godt? Jamen, hvorfor var der så ikke flere der var det? Eller var de også det? Azra begyndte at tænke mere og mere, og begyndte at synes hendes hoved arbejdede på højtryk. Ikke noget hun var videre fan af, og rynkede brynene sammen og rynkede næsen. Leonidas begyndte at tale igen, og fangede igen den unge trolds opmærksomhed. Det ville være forkert at sige lille trold, da hun var pænt stor.
”Men.. Særlig godt.. Anderledes, dårligt.. Far sige anderledes dårligt…” svarede hun og følte sig lidt i krig med sig selv. Det lød meget selvmodsigende det hele. Særlig og anderledes. Hvis hun var begge, var hun vel bare neutral.. eller hvad skete der når man satte noget dårligt og godt sammen? Sikkert eksplutioner i den unge trold, som tog sig til hovedet. ”Forvirret…” mumlede hun brummende og kiggede lidt fra den ene til den anden side, som forsøgte hun at regne noget ud.

Leonidas kunne godt se at det han sagde satte godt gang i Azras tanker, og det så heller ikke ud til at det var noget hun brød sig synderligt om. Han havde godt hørt at trolde ikke brugte hovedet så meget, i hvert fald ikke når det gjaldt at tænke sig om, men Azra virkede ti at prøve. At Azra var en ung trold kunne Leonidas godt gætte – hun var meget uskyldig og relativt uvidende – men han kunne ikke gætte hvor ung. Hendes uskyldighed fik ham nærmest til at tænke barn, men det kunne ikke passe med den størrelse hun havde. De var jo omtrent samme størrelse! Da Azra kom med sin egen kommentar, bed Leonidas sig en anelse i underlæben. Han fik spiddet den fisk han arbejdede med og sat den over bålet, men i stedet for at fortsætte til næste fisk, skridtede han forsigtigt rundt omkring bålet, så han stod ved siden af Azra.
”’Særlig’ og ’Anderledes’ er ikke godt eller dårligt for sig. Det er personen der siger det, som bestemmer om det er godt eller dårligt. Jeg synes det er godt du er anderledes, men det er der måske andre der ikke gør. Forstår du?[/color]” spurgte han langsomt, som han så ned i hendes øjne. Han havde det lidt skidt med at forvirre den unge trold, så han forsøgte at gøre det så simpelt som muligt, om end individualitet måske var en smule for stor en mundfuld at lægge ud med...

Azra havde kigget lidt rundt og rynket brynene sammen, men blev bragt ud af den tilstand, da Leonidas begyndte at gå rundt om bålet og stod ved siden af hende. Da Azra sad ned, bar hun nødt til at kigge op på ham, hvilket var pænt langt op! Nok var hun høj, men ikke i siddende tilstand. Helt per automatik fik hun rejst sig op i sin fulde højde på lidt over 2 meter og kiggede undrende på ham. Hvordan kunne han vide sig så sikker i sin sag?
Azra var kraftig bygget, men i forhold til andre trolde, så hun faktisk utrolig spinkel og lille ud. Nok var hun høj og muskuløs, men hun var ikke bred af nogen art. Faktisk kunne hun godt forvekslet for at være et barn, selvom hun var atten år gammel. Men det var heller ikke gammel i en trolds øjne. Hun blev stadig anset for at være et barn i troldenes grupper. Nogle gange en fordel, andre gange en ulempe. ”… måske…” svarede hun ærligt, som hun forsøgte at få brikkerne til at falde ordentlig på plads. Hun kiggede op i hans øjne, som hun fortsatte. ”Så.. Person som ser, afgør.. god eller skidt..?” fik hun langsomt fremsagt, som skulle hun tænke hver eneste ord igennem flere gange, inden hun sagde noget. Hun ville være sikker på, at hun havde forstået det rigtigt, selvom hun ikke ligefrem følte sig sikker. Hun pillede lidt ved det røde hår imens og bed sig i læben, så den ene hugtand blev mere synlig.

Da Azra rejste sig op, begyndte Leonidas at trippe en anelse igen, men kun fordi han igen fik set hvor stor hun egentlig var. Leonidas havde næsten glemt hvordan det var at være i nærheden af væsener på hans størrelse. Det var lang tid siden at han havde set andet end mennesker og elvere, og de var ikke ligefrem tæt på hans højde, end ikke de højeste af dem. Så begyndte Azra at tale, og hans trippen stoppede som han lagde sin opmærksomhed på hende. Som hun langsomt fik sagt en meget simplificeret version af hans forklaring, nikkede han med et smil på hans brune ansigt.
”Nemlig. Og sådan er det altid,[/color]” roste han, og han kiggede ned på bålet som han så nogle af fiskene blive færdige. Han lavede en lille viften af hånden, så de vippede væk fra bålet, så de ikke blev helt sorte. Nu kunne de spises som man skulle have lyst til. Leonidas plejede selv at lade dem køle af i et par minutter. Han var ikke særligt glad for brændende mad, sådan helt generelt. Han så tilbage på Azra, en anelse spændt på hvordan hun tog denne ’åbenbaring’, hvis man ville kalde det sådan.

”Og det er kun dig selv der kan afgøre, om du er godt ’speciel’ eller dårligt ’speciel’. Det er at have egen mening,[/color]” forklarede han videre.

At han var så nervøs anlagt, forstod hun absolut ikke, men hun bed ikke speciel meget mærke i det, da hun tænkte så meget. Hun var kvinde, men multitaske var ikke ligefrem hendes stærke side. Heller ikke hendes stærke side, hedder det nærmere. Hun kiggede på ham og nikkede. Så hun havde forstået det rigtig. Det var da altid noget. Hun havde regnet med at hun ville ramme forkert et par gange. Men nogle dage havde man jo lov til håbe!
Azra kippede lidt, ved den pludselige bevægelse fra bålstedet, selvom hun havde set Leonidas bevægelse, var hun stadig ikke forberedt på at der også skete bevægelser fra bålstedet. Dog faldte hun hurtigt til ro igen, da det gik op for hende, hvad der egentlig foregik. Da duften fra fiskende nåede hendes næse, begyndte hendes mave med det samme at rumstere, selvom der ikke kom lyde derfra, eller hun viste noget. Ikke i øjeblikket. Hun var lidt mere fokuseret på at tænke.
”Men… kan jeg vide.. hvad som er hvad?” lød der undrende fra hende, som var hun ikke helt forberedt på at hun havde sådan en magt til at bestemme sådan noget. Det kom meget bag på hende. Hendes afgørelse af om det var godt eller skidt, var også relevant? Eller havde hun misforstået det hele.

Leonidas var ikke opmærksom på den forskrækkelse hans telekinese kunne give folk. Han var så vant til at bruge den, at han tog forgivet at ting ikke bare fløj rundt andre steder også. Og han var overhovedet ikke vant til at have gæster, så han tænkte ikke over at hans telekinese måske kunne forskrække dem. Han var ikke helt sikker på om han bare glemte at tænke på det, eller om det var en måde for ham et bevare roen når der var andre i nærheden. Det føltes hjemmevant hvis han brugte sin evne, og det var uanset hvor nervøs han blev af at have gæster på besøg.
Selv var han også ved at være sulten, men han var vant til at vente lidt, så derfor forstyrrede duften fra fiskene ham ikke. Han kunne også godt se på Azra at hun havde tankerne et helt andet sted. Da hendes spørgsmål så endeligt kom, blinkede han forvirret. Han forstod det ikke.
”Hvad som er..? Ehm... Hvad der er godt eller skidt?[/color]” foreslog han. ”Som jeg sagde, det er dit eget valg. Kan du godt lide at være på din egen måde, så er det godt. Hvis du hellere vil være som andre trolde, så er det skidt?[/color]” Han var lidt i tvivl om det var dette hun mente, men ud fra deres samtale gættede han sig frem til meningen.

Hun blinkede lidt med de blanke øjne, som han åbenbart var forvirret over hendes svar. Hun bebrejdede ham ikke! Hun snakkede ikke særlig perfekt på nogen måde, så hun havde svært ved at formulere sig. Men han gættede trods alt rigtig og hun nikkede lidt ivrigt, men stoppede dog hovedet, som han talte videre. Hun kunne selv vælge.. men, ville de ændre på hvordan andre så på hende? Hun var virkelig forvirret over det. ”Men.. kan jeg vide det? Mig li’ mig.. men far ikke li’ alt… mig stadig godt?” det var virkelig en hjernevrider at finde ud af hvad fanden hun skulle sige eller gøre. Hvorfor skulle krystalliansk også være sådan et svært sprog at formulere sig på? Kunne hun snakke sit modersmål, ville det være meget nemmere det hele!

En rumlen fra hendes mave, fik hende til at kigge ned på den gule mave og hun lod blidt en hånd hvile derpå og gnuppede den lidt. Hun var stadig meget sulten, og den ene fisk havde virkelig bragt alle mekanismerne i hendes mave i gang. Hun så op på Leonidas med et let bedende blik. Fiskende måtte da være kølet nok af nu?

Leonidas smilede lettet da Azra nikkede ivrigt, for at bekendtgøre at han havde gættet rigtigt. Det føltes som en mindre sejr at han havde gættet meningen, men hun var ikke helt klar på konceptet endnu, virkede det til, så Leonidas’ smil dæmpedes en anelse, som han fokuserede på hendes problem. Han smilede venligt da Azra spurgte ind til det, og han lagde forsigtigt en hånd på hendes hoved, og klappede det ganske forsigtigt. Han huskede at hans egen far ofte havde gjort dét når Leonidas havde været forvirret da han var yngre.
”Ja. Så længe du kan lide dig selv, så er du ikke forkert. Så må andre lære at elske dig, præcis som du er,[/color]” bekræftede han med et bestemt nik, før han fjernede hånden fra hendes hoved igen. Da hendes mave rumlede så de begge ned, og han grinede en anelse da hun derefter så bedende op på ham. Han tvivlede på at han ville have kunnet sige nej til dét blik uanset hvad.
”Spis du bare, Azra,[/color]” gav han efter med et smil, som han skridtede lidt væk fra hende igen. Fiskede var vel også kølet godt af nu, tænkte han for sig selv. Han brød sig dog ikke om at spise når andre kunne se ham, så han ville vente til senere med selv at spise.