Natten var halvkølig i Lindeskoven. Mørket og stilheden havde for længst sænket sig over landet, og det eneste der kunne høres nu var de naturlige lyde af raslende blade og dyr der puslede rundt i skovbunden og træerne. Et eller andet sted var en ugle ved at jage en mus. Alt dette var ting den unde rødblonde lagde godt mærke til som han selv vandrede af den knapt synlige sti ved grænsen, med en simpel bue over sin skulder holdt han øje med at ingen ubekendte kom ind på området, alt der var suspekt blev undersøgt nærmere eller jaget væk.
Sådan havde det været i mange år for ham, sådan ville det nok altid være. Han nød i den grad stilheden den næsten måneløse nat bragte med sig. Det betød at han ikke havde så mange fugle stemmer der dukkede op ud af det blå og irriterede ham og lod ham gøre sit arbejde dårligere.
I sit stille sind overvejede han om det mon var en hensynstagen vagtkaptajnen havde taget, siden hans seneste vagter havde været om aftenen og ikke om dagen eller morgenen.
Han skuttede sig kort i den beskyttende kappe. På trods af at det ikke var helt vinter eller snefald var der dog koldt nok til at han kunne se sin egen ånde.

Xharlion havde haft en af de bedste dage i de seneste århundreder, men alligevel følte han sig rastløs nu, hvor han, støttet op ad sin stav, vandrede fra Elverly ud i Lindeskoven igen. Han kunne ganske simpelt ikke holde til al den snakken på fortet. Han var ikke vant til, at være omringet af elvere, og det havde han været, mens han havde spist med sin niece. Hun havde tjenestefolk over alt omkring sig, og larmen havde været for meget til sidst. Han havde dog udholdt den, til alle var gået hver for sig og han kunne gå i seng. Men selvom han i sindet, var meget udmattet, så var han ikke træt.

Han besluttede sig hurtigt for, at tage ud. En undskyldning blev givet til en af vagterne, der var årvågen og blev lettere paranoid over at nogen var vågne så sent på natten og som han kom ud til skoven, lukkede han øjnene og lod en transformation finde sted. Som han ændredes til en ravn, satte han af fra jorden og fløj af sted mellem trækronerne hvor han blev mødt af sin ugleven, der havde været på jagt. Den hilste på ham og han hilste tilbage hvorefter de fløj af sted sammen. Han blev dog hurtigt opmærksom på en enlig elver og besluttede sig for, at han ikke ønskede at forskrække denne senere ved en pludselig forvandling, da hans træt afholdt ham fra at være i sin fugleskikkelse alt for længe. Det gik tit galt når han var træt.

I stedet styrt dykkede han ned ti meter væk fra ham for at han ikke skulle blive forskrækket og undlod at være uden for hans synsfelt. Som han var godt to meter fra jorden forvandlede han sig tilbage til sin lettere forkrøblede elverskikkelse igen. Overraskende nok havde han alt sit tøj på, og havde stadig staven i hånden, som han løftede en hånd til hilsen.
"Mae govannen,"

Rhovandir bemærkede godt ravnens flyvende skikkelse oppe mellem træerne, selv her i det næsten fuldkomne mørke. De skarpe,grønne øjne fulgte halvdovent fuglens bevægelse, og resulterede i et hævet øjenbryn da den pludselig styrtdykkede. Mon der var en kanin+ De burde dog ikke jage sådan noget om natten, hvilket var... Han stoppede sin tankegang idet ravnen pludselig forvandlede sig til en elver.
Han kunne knapt tro det, og havde været nær at hive buen af skulderen og en pil frem, indtil denne elver pludselig begyndte at snakke. Var det en spion+ Men han lignede da en skovelver.
Endda en af de ældre, at dømme efter tøjet og stoffet det var lavet af. En anelse tøvende gled hans hånd væk fra buen og endte i stedet på brystet i den traditionelle og respektfulde elverhilsen, som han bukkede kort. Stadig ikke helt sikker på denne ældre. Han mente ikke at have set ham før.
Mon han var en af dem der gemte sig oppe på fortet eller i elvernes store bibliotek.+ '' Mae govannen.. '' Endnu en mindre tøven idet han valgte at tilføje et '' Jeg menes ikke at have set Dem før..+ ''
En kommentar, lige såvel som en udspørgning om hvem denne var uden at virke helt respektløs. Han rettede sig op mens han så den ældre, og langt højere elver, lidt bedre an.

Igen var der en hvis årvågenhed. Xharlion brød sig ikke om, hvor mange ting der var sket på det sidste; spionage, overfald i skoven, forsøg på Toorahs liv. Han var kun glad for, at han ikke havde været der til at straffe det forbandede menneske. Han kunne sagtens have fundet på, at lukke manden inde i et rum af sten og jord og så bare lade ham sulte. Han var også glad for, at han havde hilst på elveren foran sig. Det ville næppe have været rart med en pil i sig, som de alle var oppe på dupperne herude.

Elverens respektfulde hilsen fik Xharlion til at hæve et øjenbryn kort. Det var nok påklædningen igen. Han følte sig overhovedet ikke hævet over elveren over for sig og da han var nået tæt på nok til at de kunne have en ordentligt samtale, bøjede han selv hovedet let. "De har De sikkert heller ikke. Jeg kom først hertil i dag, og jeg har været travlt optaget på Taurn Edhels fort," forklarede han sig. Han var godt klar over, at vagten nok troede en hel del om ham, så det var nok bedst også, at fortælle sit navn.
"Jeg er Xharlion Tarathiel af slægten Nattefrost," præsenterede han sig roligt. Hans blik var varmt, men resten af ham virkede fjern, som altid.

Et kort smil forlod den unge elver. Så det var sådan det hang sammen. En tilflytter eller besøgende, de skulle da altid være velkomne i Elverly, der var kun meget få skovelvere der ikke fik lov at komme indenfor Elverlys grænser, og dem der var, var oftest til skade for sig selv og sine omgivelser. Han håbede inderligt at han med sin nyvækkede evne ikke ville ende som en af dem.

Han glippede dog kort med øjnene da navnet Nattefrost blev nævnt. Det var bestemt ikke hver dag han hørte det navn nævnt og det med god grund. Toorah blev jo præsenteret som Taurn Edhel størstedelen af tiden. Hans blik mod den anden forandrede sig fra at være suspekt til at være mere ærefuldt. Så han var i familie med Toorah+ Rhovandír overvejede hvor i familien deres familiebånd mon lå, de lignede ikke hinanden så frygteligt meget. Jo øjnene og kindbenene.. Men det var vidst også det. '' Og jeg er Rhovandír Taurvantian, med tilnavnet Træløber. '' Præsenterede han sig selv tilbage. Han var ikke fra nogen stor eller fornem slægt, men hans far var dog nu ganske velkendt for sine talenter som smed for de elviske våben.
'' Et velkommen til Elverly er vel på sin plads.+ '' Endnu engang kom smilet frem på hans læber, på trods af at øjnene stadig holdt øje med begrænsningen, han var jo trods alt stadig på vagt, og han ville ikke have at han skulle blive betragtet som doven, af nogen elver.. Måske lige med undtagelse af Ithilwen, men hun var også speciel.

Xharlion nikkede igen, da elveren med et mere ærefuldt blik præsenterede sig selv. Han var en normal vagt, for Xharlion havde aldrig hørt om ham. Eller også var det fordi han de sidste 350 år havde holdt sig fuldstændig for sig selv? Han var ikke sikker længere, så han lod bare som om, at han var uvidende.
"Jeg takker. Elverly er en stor by. Større end jeg havde regnet med. Og mere højrystet end jeg havde regnet med," sagde han med et reserveret smil. Han skulle til at sige mere, da uglen pludselig landede på hans skulder. Den nappede ham lidt hårdt i øret, til hvilket han så på den med et alvorligt blik. Det var blot dril, men for ham var det ikke synderligt behageligt, når uglen ikke kendte sit eget næbs styrke.

"Så hvordan er livet her i Elverly ellers? Har I det godt nok?"
Spurgte han af oprigtig interesse, mens hans blik faldt lidt på trækronerne. Det var et trickspørgsmål. Måske kendte denne Rhovandír til påstyret i skoven, måske ikke. Måske vidste han lidt om forræderierne i selve byen. Måske ikke. Hvor nysgerrig en vagt var denne elver egentlig? Tanker fløj af sted, til uglen skrappede op, noget larmende, mens den stirrede på den yngre elver.

Manden havde ret, Elverly kunne være larmende til tider, men det var dog intet i forhold til hvis der udover elvere også var fuglestemmer oven i købet.
''Elverly kan være højlydt ja, men så er det godt man kan gå til Lindeskoven eller Sølvfloden, eller ære de døde ved gravhøjene. '' Lød det neutrale svar. Han skævede imod uglen som den satte sig på Xharlions skulder. '' Det er noget af en interesseant evne De har, ikke en jeg har set særligt meget af før. ''
Han forstod dog godt den lyshåredes ubehag ed at blide nappet i øret af en ugle, det kunne ikke være behageligt. Han havde nær taget sig op til sit eget spaltede øre, der som sædvanligt var tildækket af et smykke der fik øret til at se så hel ud som muligt. Det ville kun være de skarpe øjne der ville lægge mærke til flækken der var nede i brusken.

Han trak på skuldrene over spørgsmålet, siden han var i familie med Toorah måtte han vel vide hvordan tingene var, og selv hvis han ikke vidste det, tænkte han at det nok var en god ide idet mindste at advare den ældre mod sortelveren der havde angrebet og luret udenfor deres grænser den sidste måneds tid. '' Alt er vel. Men sikkerheden er blevet skærpet siden en sortelver har angrebet, ikke kun unge elvere, men også gået ind over grænserne og sågar sat ild til skoven. '' Han forsøgte sit bedste for ikke at krænke en grimasse, selvom det stadig gjorde ondt på ham at tænke på al den natur og de træer der havde lidt under branden.
Han havde også hørt noget løst omkring Taurn Edhel, om at hun havde været forsøgt at blive myrdet, men det var ikke noget han havde kunnet få bekræftet fra nogen af sine overordnede, hvilket også var grunden til han valgte ikke at nævne det hvis det nu blot skulle vise sig at være historier en eller anden elver havde fundet på
Hans tanker blev igen distraheret af den skræppende ugle, og han endte med at sende den et halvirriteret blik, som de endte med at stirre på hinanden.
Elver og ugle.

Xharlion blinkede et par gange som elveren foran ham talte om hvor man kunne finde stilhed i Elverly. Som gravhøjene blev nævnt, blev hans tanker tvunget hen på de gravhøje der var i Frostheim. Han havde ikke besøgt dem i mange, mange år, og det smertede ham, at han ikke havde haft modet til det. Han skyldte sin broder det. Heldigvis blev samtalen ledt et andet sted hen, da Rhovandír nævnte hans evne. Han nikkede alvorligt. "Det kræver en del at være så meget i et med naturen. Det har taget mig hundredevis af år," svarede han med et lille smil.

Så fortalte Rhovandír om angrebene på skoven. Faktisk havde Toorah undladet at tale om nedbrændingen, måske fordi de havde haft travlt med at tale om andre ting, så da Rhovandír fortalte om det, blev Xharlion omgående alvorlig igen.
"Nedbrænding af skoven. Det er en alvorlig fejl, sortelveren har begået og som jeg ikke håber, han gør igen, for sin egen skyld," det var ikke til at tage fejl. Faren der lurede i Xharlions stemme. Som han sagde sin trussel var han dog ganske rolig, mens han kiggede lidt mere rundt på træerne. Han ville ikke tøve med, at gøre megen skade på sortelveren, hvis han skulle dukke op igen og forsøge at gøre skade mod livet her.

Han lagde pludselig mærke til Rhovandírs stirren på uglen og hvordan den skræppede løs af ham. I modsætning til Rhovandír forstod Xharlion godt uglens skræppen og han hævede kort øjenbrynet, hvorefter han prikkede til uglen, hvilket fik den til at sætte af og flyve væk. En aftale de havde.
"Jeg beklager, uglen troede, De forstod hende. Det fik hun at vide af nogle af de andre fugle her. Eller jeg tager måske fejl?" Spurgte han, stadig lige så afbalanceret og roligt.

Han nikkede forstående. '' Jeg nærer stor respekt for Taurn Edhel's tætte tilknytning med naturen. '' Hvor den kommentar kom fra anede han ikke. Men det var sandt. Det havde sågar været Toorah og hans mor han havde set op til da han lærte basis indenfor plantemagi, en magi han nærmest konstant forsøgte at finpudse.

Han blinkede lidt ved den pludselige trussel der kom fra Xharlion, men nikkede igen, lige så alvorligt som den anden. '' Tro mig. Vi er flere der gerne vil se ham lide langt og smertefuldt, og dø en langsom død. Manden er sindssyg og synes ikke at have nogen respekt for hverken natur eller andre væsner. '' Han rynkede sne bryn, men de blev hurtigt glattet ud igen. Hvis han havde været en stor og god kriger, og ikke blot en spejder der typisk fungerede som vagt eller ekstra ører eller øjne, skjult for andres sanser, havde han nok for længst forsøgt at give den opstoppede blækhud en ordentligt lærestreg. Selve arbejdet med at få healet træerne og få naturen tilbage på ret køl igen bagefter havde taget hårdt på ham såvel som de andre plantemagikere der havde hjulpet.

Han fulgte uglen med øjnene som den fløj ud i mørket, så derefter hen imod den høje elver inden han slog blikket ned. '' Hun, og De, tager ikke fejl. Eller det vil sige på en måde gør I. Det er mig en temmeligt ny evne, og jeg har, indrømmet, meget lidt kontrol over den. Det ene øjeblik er fuglelyde normale, det næste er det bidder af sætninger eller kommentarer. Det blander sig med naturen og andre elvere omkring mig.. Og giver mig søvnløse nætter for ikke at sige en gevaldig hovedpine.. Miilaethorn hjælper mig engang imellem af med det værste så jeg kan få en ordentlig søvn og fungere ordentligt. '' Han hadede at indrømme det, men som det var lige nu følte han sig uduelig i sit arbejde som spejder, fokusen kunne let blive distrheret ved fuglelydene, uanset hvor meget han forsøgte at ignorere dem.

Xharlion blev kun mere tilfreds som Rhovandír omtalte Toorah i så pæne toner. Han gjorde midlertidig intet tegn på, at han gjorde dette, for hans ansigt var ganske ulæseligt, mens han så på den yngre elver.
"Sindssyge er aldrig godt for nogen," kommenterede han på Rhovandírs mening om sortelveren. Selv havde han intet til overs for væsnet, men hans bitterhed var dog alligevel rettet mere mod menneskerne end mod sortelverne. I det mindste havde sortelverne ikke travlt, som menneskerne med deres unge levetid. Men der skulle i hvert fald gøres noget ved dem. Det var ret så nødvendigt, for det var slet ikke tolereret, at de kom her i skoven og forsøgte at vandalisere den.

Idet Rhovandír forklarede om sit problem, blev Xharlions ansigtsudtryk ændret fra alvorligt til mere nysgerrigt. Det var ikke mange, der havde en evne der lignede hans. Og da slet ikke, at kommunikere så meget uden træning. Han nikkede til elverens ord, mens han gned sig let om hagen.
Han kunne sagtens se ubehaget hos Rhovandír ved, at skulle nævne sin svaghed, og derfor tog han det også så meget mere alvorligt.
"Der skal en del træning til, for at styre en evne der er fokuseret på kommunikation med det, der ellers ikke kan tales med. Der er også stor forskel på, om evnen er medfødt, eller, i Deres tilfælde, sprunget frem midt i ens liv. Jeg vil gerne tilbyde min hjælp, da jeg finder Deres evne yderst interessant," forklarede han, mere mildt end før.
"Det vigtigste er jo trods alt, at få sin søvn,"

'' Hvertfald ikke så længe der ikke kan findes en vej ud af den..'' Han trak på skuldrene, inden han blev enig med sig selv om at det nok var for det bedste at han satte gang i bentøjet på den knapt synlige sti. Han var jo trods alt stadig på vagt, og ville ikke risikere at være den der fik skylden hvis endnu et angreb skulle komme.
Han gjorde et mindre tegn til Xharlion, om at denne kunne følge ham hvis han da ville, så længe de ikke befandt sig i de åbne områder på ruten kunne den blonde sagtens være gemt bag de høje buske og yngre træer.

En kort latter lød fra ham. '' Ja det har jeg efterhånden indset. Det her er langtfra som da jeg skulle træne min medfødte evne.. '' Han stoppede op midt i en bevægelse og så op imod manden, tydeligtvis overrasket af dennes tilbud. Havde han lige tilbudt at hjælpe ham med at få kontrol over den+ Så han ikke behøvede vandre ud i verden for at finde en læremester, eller kæmpe med problemet selv+ Overraskelsen gled langsomt over i tankfuldhed inden han med hånden på hjertet, igen, bukkede for den ældre og langt visere, velvidende at det var med at slå til når sådan en sjælden chance viste sig. '' Jeg vil være Dem evigt taknemlig hvis De, om muligt, kan hjælpe mig med at tæmme og kontrollere denne evne. ''

Xharlion fulgte efter Rhovandír da han gestikulerede at de skulle gå videre. Som altid, var hans tempo ikke synderligt hurtigt og han støttede sig let op af sin stav mens han fulgte efter den unge elver. Han var overrasket over Rhovandírs reaktion, og hvordan han virkelig fulgte etiketten. Måske havde det noget at gøre med Toorah. Hun var blevet noget mere streng og stivnakket de her dage. Hun havde ændret sig siden dengang. Meget.
Han hævede endnu en gang et øjenbryn og gik så helt frem til Rhovandír og lagde en hånd på hans arm. "Du behøver slet ikke tænke så meget på etiketten. Jeg har alligevel selv glemt den," med de ord tillod han sig et lille, men varmt smil. Han løj ikke engang. Der var så mange høflighedsfraser og måder at gøre honnør på, at det forvirrede ham. Han var vant til. at stikke hovedet ud af vinduet og sige hej. Ikke andet. Bare et ganske simpelt hej.

"Og det er lige akkurat hvad jeg ønsker. Vi kan ikke have søvndrukne vagter rendende rundt i skoven, især ikke med sindssyge sortelvere med fakler og knive i deres hænder," forklarede Xharlion, tilladende sig selv at lave bare en smule sjov. Det var trods alt en udmærket aften. Han fik sjældent særlig meget sjov i hverdagen, men denne elver havde nok brug for det. Han virkede næsten lige så stivnakket som Toorah. "Nu mangler vi bare, at få det til at kunne fungere i hverdagen. Har du mange vagttimer? For det vil tage tid, det her,"

Rhovandír gik langsomt, der var ingen grund til at forhaste sig, så længe han trods alt holdt sig i gang. Så kunne den anden også lettere følge med, som han synes at virke langsommere. Måske det var alderen, eller det var hans halten.
Han valgte dog ikke at spørge om tilgivelse hos den anden, der var trods alt intet at tilgive når han var på sin vagt og det stod i protokollerne at man skulle holde sig i bevægelse, i hvert fald hvis man havde et større område at dække. Desuden hjalp det en med at holde sig vågen.

Han stivnede kort da han følte hånden på sin skulder, det var ikke ligefrem en gestutalion han havde set komme. Han hævede spørgende et øjenbryn. Han svarede den andens smil med et lille et. '' Når man er opvokset med at skulle udvise en etikette så er det ikke lige så let at smide den igen. Jeg ved hvordan man skal opføre sig overfor ældre, så tilgiv mig hvis min opførsel støder Dem. ''

Han skævede mod træerne. '' Han havde ingen fakkel, det lod til at være en evne han har. '' Kommenterede han halvtørt tilbage. '' Men De har ret i at der skal gøres noget ved ham, men søvndrukne vagter hjælper ikke videre på det. '' Endnu engang trak han let på skuldrene. '' Jeg har ikke fået min plan for næste uge, men jeg er sikker på at hvis vi forklarer situationen til vagtkaptajnen vil han nok kunne gøre sådan at jeg får færre vagter så jeg har tid til at arbejde med Dem. Han er allerede velvidende om min nyopdagede evne, det samme gælder selvfølgelig for Taurn Edhel. '' Han var nok glad for at han ikke kunne læse tanker, for hvis han havde læst at den anden mente han var stivnakket havde han nok krænget en smule, han mente bestemt ikke han var stivnakket. Han havde set elvere der var langt mere stive i deres opførsel.

Xharlions blik blev kun mere varmt ved den unge elvers undskyldning. Han ønskede ikke at gøre Rhovandír usikker på hvordan han skulle opføre sig, så han kunne lige så godt tegne linjerne op. Han ønskede ikke at blive behandlet som nær-royalitet. Det passede ham ikke, for han følte sig ikke som én der skulle have respekt, selvom alderen sagde noget andet.
"Der er ingen stødende opførsel at tilgive, Rhovandír Træløber. Bare slap af, og lad det komme til dig naturligt. Jeg har intet imod at være dus, hvis det kan hjælpe på det?" Sagde han åbent. Han hadede at tiltale og blive tiltalt med De. Det var noget, der havde været nødvendigt de mange år siden men nu fandt han det fuldstændig irrelevant.

Han lyttede opmærksomt mens Rhovandír forklarede hvordan det hele hang sammen, både med sin vagtplan og Toorah.
"Godt! Jamen, så er det jo bare om at tale med denne vagtkaptajn. Hvis det er, kan jeg godt lægge et ord ind? Min alder har åbenbart stor betydning," lød det en smule jokende fra ham, mens han var meget forbavset over sig selv. Siden hvornår var hans humør blevet så godt? Måske havde det i virkeligheden været fornuftigt af ham, at søge ud blandt sin familie og finde nye bekendtskaber. Måske skulle han have gjort det for lang tid siden, før han var blevet småsær.

Han blinkede lidt. At være dus med en ældre. Det ville virke sært og alligevel, hjemligt+ Han var ikke helt sikker på hvad det var for en følelse det gav ham, men han lod til at acceptere det med et lille nik forfulgt af et smil. '' Dus skal vi blive. Det tror jeg godt jeg kan leve med, så længe det er under mere private forhold.'' Han kunne kun forestille sig hvilken ravage hans forældre for ikke at nævne de andre ældre ville komme med, hvis han midt i en fest sad og var dus med en ældre, for ikke at sige en ældre af slægten Nattefrost. Nej, så var det bedre til mindre grupper og to-tremands fod.

Med hænderne samlet bag sig nikkede han mens han lyttede. '' Ja, det kan De..Du godt. '' Rettede han sig selv. '' Selvom jeg nu har mine anelser om at han er vis nok til at forstå alvoren og sammenhængen i det hele. '' Han så over imod den knapt synlige måne, der næsten kun ar en tynd streg på nattehimmelen. '' Men min vagt er dog først ovre om et par timer, men derefter skal du være velkommen til at slå en smut forbi mit hjem. Medmindre du vil have en ordentligt nattesøvn..+ '' Han hævede et øjenbryn, kendte jo ikke til Xharlions natterytmer eller lignende.

Xharlion nikkede anerkendende, som Rhovandír blev enig med ham i, at være dus. Det var første trin mod en mere afslappet ung elver og en mindre formel ældre elver. Han lyttede til Rhovnadírs talen, mens de gik af sted, og nikkede så igen.
"Jeg vil tage mig et par timers søvn, det kræver alligevel lidt energi, at bruge magi," indrømmede han, med et smil.
"Jeg vil komme forbi din hytte i løbet af dagen,"
Forklarede han roligt, før han begyndte en transformation igen. Han gad ikke gå hele vejen hjem, så i stedet forvandlede han sig til en ravn og satte af uden en lyd. Hans pippen ville sikkert bare gøre den unge elver skingrende sindsyg.

//Out

Rhovandír nikkede forstående til den ældre elver. Selvfølgelig krævede det en del energi at bruge sin magi, måske det var endnu en af grundene til at han havde været så udmattet indtil Miilaethorn havde hjulpet hans stakkels hoved.
Han gav hurtigt beskrivelsen af hvor hans hjem befandt sig inden Lion kunne nå at stikke helt af.
Han rankede ryggen som han endnu engang blev vidne til den sære forvandling fra elver til ravn. '' Tenna' telwan' ''Sagde han med et lille nik, inden han fortsatte sin vagt. Selvom Lion-ravnens skingre skrig syntes at forplante sig i hans følsomme ører da denne lettede og fløj væk ind i mørket.

Da vagten eventuelt var ovre og overtaget, gik han kort forbi vagtkaptajnen og forklarede situationen, selvfølgelig havde Lion været forbi, så de var ikke så besværligt igen at overtale den ældre alvorlige elver til at udarbejde en vagtplan der kunne fungere nogenlunde for den unge så han kunne studere sin nyerhvervede magiske evne. Derefter tog han hjem for at skrive sin rapport for nattens vagt så den var ude af verden.


//out