Det havde været en lummer og stinkende tur hen til tysmørkedalen. Det var ikke så tit at Amy bevægede sig ud af de mere eller mindre trygge rammer i hovedstaden, men når der kom et tip, så var man jo også nødt til at tage ud og se nærmere på det. Og det var præcis hvad den syttenårige spirvip af en tøs havde gjort. Hun havde fundet en kærre, som havde været fyldt op med diverse sager. Hovedsageligt ubearbejdet skin, der stadig lugtede lidt af død, men ikke værre end hvad Amy før havde befundet sig iblandt. Med lidt listig snilde, var hun kravlet ned blandt de varme skin og ellers bare ventet til kærren var nået frem til sin destination. Nemlig Tysmørkedalen. Hovedsageligt hjemsted for vampyre og ikke ligefrem et hyggeligt hjørne af Krystallandet. Men den rødhårede spinkle pige, var ikke så nem at skræmme. Rygterne sagde nemlig, at ved Fantomtårnet, lå der gravsteder. De fleste af dem var faldefærdige og direkte ubrugelige. Men et lille stykke derfra, lå der større gravkamre, til de mere betydningsfulde døde. Og hvis rygterne talte sandt, ja så kunne hun finde sig en del sælgbart i de mørke kartakumber. Held, var som regel den vigtigste ingrediens til at holde Amy i live.

Da kærren endelig ankom til byen, gjorde den holdt ved kroen, og ubemærket kæmpede Amy sig ud af de mange lag af skin og andet godt, og børstede noget af snaven af. Langt fra det hele gik af, men det var nu også ligemeget. Hun skulle ud og lave beskidt arbejde alligevel. Det var blevet aften, og mørket var faldet på. Det så dog ikke ud til at mindske mængden af folk i byen, og Amy bemærkede hurtigt at den hvide hud hun var udstyrret med, gjorde at hun faldte bedre til en først regnet. Dog gav hendes løse og hullerede røj hende en del væk. Men hun skulle ikke være der længe. Hun havde nemlig en distination.

Og nu stod hun så ved den første store stendør, førende ned til et familiegravkammer. Navnet forekom hende bekendt, som nogle rigmænd der engang imellem hang ud på en stamkro i hovedstaden, men hun tænkte ikke videre over det, som hun hurtigt og effektivt gik igang med at dirke låsen op. Når døren var låst, betød det altid at der var noget af værdig. Amy håbede bare på at det var mere værdigfuldt end et mummifiseret lig. Endelig lød der den velkendte klik fra låsen, og Amy fik besværet skubbet døren op, og gik ind i det mørke rum. Heldigvis havde hun haft en fakkel med, ellers ville hun ikke havde været i stand til at se en pind. Og så begyndte skattejagten ellers.

Lorgath var ude på jagt denne aften. Han havde allerede slukket tørsten på to mennesker, så egentlig var han bare på vej hjem. Men han fik en bedre idé, da han kom forbi fantomtårnet hvor han rent faktisk kunne lugte, at der var folk. Levende folk. Hvor mange der var, vidste han ikke, men han blev hurtigt interesseret. Var der kommet flere vampyrjægere til? Eller var det bare et menneske, der havde forvildet sig herind, midt om natten? Det var meget interessant, og han kunne ikke dy sig.

Han trådte ind på området, og snuste godt ind. Lugten kom fra et af gravstederne. Han gik videre, mens han sikrede sig, at masken han havde på, sad som den skulle. Selve masken var et menneskekranie, hvorpå der var malet ritualistiske tegn i blod og han havde kæden til at hænge om halsen, med det lille ravnehoved i sølv. Lorgath var i sit alter ego denne aften. Han blev kaldt Mordekai, når han havde denne.. Uniform på. Blandt lejemordere og snigmordere, var han kendt, næsten som et fænomen. Døden selv, der tog et menneske her og der, når han lige lystede. Og det var vel også hvad han gjorde? Det eneste han efterlod var sit navn i panden på offeret. De havde aldrig synlige sår på sig. Aldrig.

Hans tøj var naturligvis holdt komplet i sort, men det var næsten unødvendigt, som han gjorde hele sin krop usynlig, mens han trådte hen mod gravstedet, hvor indgangen var blevet låst op. Aha. Så vedkommende var en gravrøver? Det måtte det næsten være. Han modstod fristelsen til at grine lavt, som han gik ind i det lille rum. Hans næse opfangede nu også ild og han rynkede let på næsen med en småvred grimasse. Lorgath hadede ild.

Af selvsamme grund stoppede han op nogle meter fra mennesket, før han afbrød stilheden.

"Finder du noget du kan lide?"

Spurgte han lavt.

Amy havde sat faklen med ind fast oppe i beholder i væggen, så den ikke længere var i vejen, og hun havde mulighed for at se noget. Umildbart så rummet helt og aldeles tomt ud, men hun lod sig ikke så let nare. Der stod selvfølgelig kister derinde. To styks var der ikke dette kammer, og det ville være det umildbare første at gå hende og åbne dem. Men Amy gik i stedet rundt bag vægge, og mærkede efter om der var hulrum. Det var nemt nok, når man tog hendes luftmagi i betragtning, og hun fik også åbnet op for et lille rum i væggen, som man normalvis ikke ville kunne se med det blotte øje. Der lå lykkeamuletter og andet godt gemt derinde. Ikke det store guld og jurveler, men nemt noget der kunne sælges på det sorte markede, til enten en magi facist eller andet der kunne trænge til opmuntring gennem lykkeamuleter. Hun hældte dem alle sammen ned i den slidte brune lædertaske, som hun bar over skulderen. Hun var ikke ligefrem kræsen med hvad hun puttede deri. Hun tog det hele og lukkede det lille rum til igen. Så gik der længere tid inden nogen opdagede at deres små skatte var væk. Herefter gik hun hen til den første kiste og baksede med låget.

Amy havde lige fået drejet låget rundt, så hun kunne se ned på det halvrødne og halv mummifiserede lig af en mand. Hun nåede lige akurat og tænkte jackpot, som hun rakte hånden ud efter den store støvede guldhalskæde om ligets hals, da lyden af en stemme fyldte rummet. Hun trak hånden til som havde hun brændt sig, og sprang forskrækket, og dog elegant, hen over kisten, så hun lagde noget afstand mellem døren og hendes slev. Hun spejdede rundt, mens hun holdte en lille kniv fremme. Den ville ikke være til den store hjælp, men det var det eneste våben hun havde. ”Hvis du hentyder til de rødne lig, er jeg ikke stor fan. Men det er da en skam at alle rigdommende skal gå tabt, bare fordi deres tidligere ejer måtte stille træskoende.” svarede hun den ukendte stemme, selv lavmælt, da hun ikke ville lokke flere til. Hun kunne umildbart ikke se nogen, og det var ikke nogen rar følelse der derved voksede frem i hendes mave.

Lorgath smilede selvtilfreds, da han så hvordan skikkelsen i rummet hoppede adræt og forskrækket over på den anden side af kisten med en trukken kniv. Hun havde reflekserne i orden og det var beundrelsesværdigt. Og hendes rappe svar på tiltale fik skubbet minder frem han havde troet var glemte. Han stoppede alle sine tanker, som han lagde mærke til at hendes hår var rødt. Nadia? Nej. Nej, sådan lugtede Nadia bestemt ikke. Men denne pige. Denne pige lignede hende. Både i udseende og i ord. Hvis ikke det var fordi hun på ingen måde lugtede ligesom hans gamle lærling, så kunne han sagtens have troet de var søskende. Dette fascinerede ham, samtidig med, at det frustrerede ham og gjorde ham forvirret. Men han holdt masken, som han trådte et enkelt skridt tættere på.

"Åh, naturligvis hentydede jeg ikke til de døde. Dem skal man ikke røre ved. Men jeg kan se du har glemt hans halskæde,"

Svarede han. Man kunne høre morskaben i hans stemmeleje. Hun havde nok ikke glemt smykket. Hans tilstedeværelse havde stoppet hende i, at tage det.

"Men jeg skal ikke stoppe dig. Der er ingen grund til, at Lord Redmont beholder sit smykke. Jeg vil foreslå dig, også at tage ringen. Der er en safir på, og skulle være ganske dyr,"

Med rådene, blev han stående hvor han var, mens han gjorde sig ordentlig synlig. Masken især, stod i kontrast til mørket. Og det samme gjorde sølvsmykket. Så var det spændende, om hun kunne genkende ham.

Gode reflekser var en selvfølge som gadebarn. Det var det eneste der umildbart holdte dig i live, når man løb hen over gaderne i flugt fra en eller anden stor robusten mand, som mente han skulle have sine penge tilbage. Men lige nu var Amy ikke sikker på at hendes gode reflekser var nok, som manden trådte nærmere og derved afslørede hvor han befandt sig, selvom han stadig ikke var helt synlig for hende.

Hun kiggede kort ned på liget, da han kommenterede halskæden, og så derefter hurtigt op igen, for ikke at havde smidt sine parader for hurtigt. Hun havde ikke glemt smykket, men hun mente at der var andre vigtige ting i øjeblikket. Men at han havde bemærket hvad hun var efter, fik hende til at løfte et øjenbryn, og kigge undrende på ham. Som han talte igen, blev hendes øjne trukket ned mod liget. Safir ring. Det ville give godt.
”Okaay.. Tak.” sagde hun lidt skeptisk, og holdte stadig tæt øje med ham, som hun rakte ud efter halssmykket igen, og hurtigt fik det af, selvom det gik lidt langsommere med en hånd. Den anden holdte stadig godt fast i den lille kniv. Hun lokaliserede ligeledes hurtigt ringen, og fik den med lidt besvær hevet af den rødne finger. Begge ting blev dumpet ned i lædertasken, som hun igen havde hele sin fulde opmærksomhed på manden. Det havde nok ikke været det smarteste trick i første omgang at fjerne det. Men rigdomme, var lig med overlevelse for hende, så at han kom og endda gav hende lov, skulle ikke stoppe hende fra at tage det hun kom efter. Men som hun havde rettet den fulde opmærksomhed tilbage, var han blevet ordentlig synlig, og hun bakkede et par små skridt væk fra ham, med store øjne. Hun havde aldrig selv mødt ham. Aldrig selv stødt på masken i mørket og set ham tage livet han søgte efter. Men hun havde hørt historier, ja nærmest legender om ham, og nu stod han her, lige foran hende. Hun vidste knap om hun skulle grine eller græde. I stedet kom der en nærmest lydløs hvisken fra hende. ”Mordekai” hun bakkede lidt mere tilbage og ramte ind i den anden kiste. Hun mærkede lidt nervøsitet stige i hende, selvom hun endnu ikke var nået til stadiet der hed frygt. Som tingene så ud lige nu, havde han jo endnu ikke gjort mine til at dræbe hende. Dertil ville det undre hende meget hvorfor nogen ville betale en for at myrde en gadepige. Man kunne selvfølgelig aldrig vide hvad han brugte sin fritid på.

Lorgaths smil blev kun større bag masken, som han så pigen tage de ejendele han havde pointeret ud for hende. Hun var en tyv. Men i modsætning til mange andre grever, så kunne han faktisk ret godt lide tyve. Han kom trods alt fra Det Sorte Laug, der også var fyldt til randen med både tyve, lejemordere og alskens lignende. De havde også en spion eller to. Eller måske ret mange, i virkeligheden havde Lorgath ikke været ude hos dem i et godt stykke tid. Han havde haft travlt med magiske ritualer, og nu levede han fedt på dem. Han behøvede ikke rejse sig for at tage et glas, han kunne puffe til folk med sit sind hvis han ikke gad dem, og så kunne han også åbne og lukke døre. Det var fantastisk at kunne telekinese.

"Det var så lidt,"

Svarede han lavt, mens han anså hende lidt bedre. I mørket havde han en fordel. Hun kunne næsten ikke se ham, havde det ikke været for faklen, ville det være mere eller mindre umuligt at skimte andet end et omrids, og han kunne sagtens se hende. Og lugte hende. Hun lugtede faktisk en smule af død. Hvilken form for død var han ikke klar over, men det virkede næsten som om at hun allerede havde været flere af gravstederne igennem.

Da det op for hende, hvem hun stod over for og hun bakkede bagud, kunne Lorgath slet ikke undgå at smile bag masken. Mennesket var klar over hvem han var, og hun kendte udmærket til truslen i hans blotte navn. Han nikkede.

"Korrekt antaget. Og hvad hedder du?"

Spurgte han nysgerrigt, mens han endnu en gang trådte et skridt frem. Nu stod han lige ved kisten, og da han skævede ned mod liget, blev smilet lidt større. Redmont. Lille Lord Redmont. En baron der havde været en anelse for nysgerrig. Han lagde en behandsket hånd på mandens pande og rykkede dernæst hovedet af ham i et snuptag.

Amy var lidt for nervøs til at vende den fulde fokus til graven. Der kunne uden tvivl være mere godt dernede, men hun turde ikke umildbart kigge efter det, nu når der stod en og kiggede på hende, som hun ikke vidste hvad kunne finde på. Hun tog selvfølgelig lige de ting hun kunne se, men gennemrodede ikke mere. Så skulle det da i hvert fald være senere.
Amy kiggede skeptisk på ham, som han kom tættere på og spurgte efter hendes navn. ”Amy.” svarede hun kort. Og holdte fast i kisten bag hende med ene hånd, og stadig kniven i den anden. Hun kiggede med en blanding af nysgerrighed og undren på ham, som han tog fat om liget kranie og med en ubehagelig knasende lyd, hev hovedet af og tog det op af kisten.
”Ad.” kom der hviskende fra hende, som hendes ansigt gik over i en grimasse. Hendes næse var rynket lydt sammen og udviste at hun helt bestemt synes det var et ulækkert. Jo, hun havde rørt ved liget, men hun havde ikke lige den store lyst til at skille det fra hinanden.

”Ikke fordi jeg burde tale om respekt for de afdøde, men det der var ærligt talt ret barbarisk.” kommenterede hun, uden helt at tænke over hvorvidt det kunne fornærme, eller om det i det hele taget var det rigtig tidspunkt at tale på. I stedet begyndte hun med ryggen at skubbe tilden anden kistes låg. Altså hvis hun kunne få flere skatte med sig, hvis det da skulle lykkes hende at slippe herfra. Men den tid, den sorg. Låget gav en knasende lyd, som det blev skubbet til sidden, og Amy hoppede let over på den anden side og holdte halvt fokus på manden og halv fokus på det nye lig. Hun vidste hvem han var, og hun vidste også godt hun burde være hunderæd for at miste livet lige nu. Men hun var jo bare et gadebarn. Hvis han ville slå hende ihjel, skulle han da bare gå i gang. Det kunne umuligt være værre end at være gadebarn. Dertil, hvorfor skulle han dræbe et gadebarn, med mindre han selvfølgelig kunne lide at lege med sine ofre. Så kom der da lidt mere spænding ind i hendes liv. Som om hun manglede det.

Lorgath så op, ved pigens udbrud. Han smilede under masken, men sagde intet til det. Hun kunne aldrig forstå. Ingen forstod hvad Lorgath lavede. Han var noget, helt for sig selv og da hun beskrev det, han gjorde som barbarisk, begyndte han at le mørkt, helt uden selv at lægge mærke til det, før det gik op for ham, at han nok skræmte den rødhårede tøs. Hun virkede lidt ved siden af sig selv, men hvem i alverden var ikke det, når de så en mand flå hovedet af et råddent lig?
Med en ligegyldig mine, slap han kraniet, så det dumpede ned i kisten på ny. Han var ligeglad. Han skulle bare have hovedet af den lille mandsling.
"Manden der, var barbarisk. Dræbte enhver hore, han tog med sig i seng. Han fortjente en halshugning i sit liv. Nu er han desværre død. Af forgiftning, har jeg ladet mig fortælle," forklarede han med en ligegyldig mine, mens han så ned på liget. Nu var hovedet blevet hevet af, så var der ingen grund til, at pille mere ved manden.

Da hun gik hen til en ny kiste, blev han til at starte med stående, kiggende interesseret på hende. Hendes næste træk nu, var interessant. Mange ville have pisset i bukserne af skræk nu, eller have kantet sig ud, og væk fra ham. Der var ingen lugt af urin ved Amy. Her var kun lugten af det blod der rendte rundt i hendes årer, så levende, så.... Frisk. Og så dunsten af rådne lig og jord, der skrabede ham i næseborrene, præcis som den lette skurren fra låget havde gjort det. Hvis han havde nogle tics ved det, kunne hun ikke se det for hans maske. "Redmonts kone.. Hun tog sit eget liv, da hun så sin mands lig i sengen. Et stort fald, ud over en balkon. Hun skreg ikke. Det tager en del mod. Eller måske bare afmagt, i virkeligheden. Er du modig, Amy?"
Han gik lige så stille hen mod den kiste hun nu havde i øjesyn.

At Amy ikke var bange, skyldtes nok mest, at hun ikke havde det store at miste. Eller at hun i mange tilfælde bare var så bange, at hun ikke længere bemærkede det. Amy var ikke et iskoldt væsen. Hun var et menneske af kød og blod, med alt hvad det indebar. Det betød også, at frygt fra en del af hendes liv, men i øjeblikket, var den ikke fremtræden. Hun var på en kirkegård, gennemryddede en grav og havde fået selskab af en vampyr, og alligevel så hun ikke videre rørt ud ved tanken. Jo, hendes hjerte pumpede lidt hurtigere, og om det var frygten, spændingen eller blot fordi hun havde fået en forskrækkelse over den knækkede lyd, var ikke til at vide. Hun var koncentreret om noget andet. Dertil tænkte hun, en smule dumt og naivt, at hvis han ønskede hende død, havde han allerede slået hende ihjel. Tanken om at han ville lege med hende inden, slog hende ikke lige med det samme. ”Han lyder til at havde været en spændende mand.” kom der foragtet fra hende. Hun brød sig ikke om folk der myrdede hinanden. Amy var ikke ligefrem det man kalder voldelig. Dertil bragte ordet hore, også altid en let trækning i Amys ene side af ansigtet. Hun havde prøvet sit, og hun brød sig ikke om det! Og det havde aldrig været frivilligt.

At han stod og kiggede på hende, var ikke betryggende på nogen måde. Hun var ikke overdrevet bange eller skrækslagende, selvom manden da bragte rejste nakkehår på Amy. Han var ikke behagelig. Men i øjeblikket virkede han langt mere rolig og ikke nær så faretruende som mange af de højtråbende og handlende mænd hun før var støt på. Naivt igen, men alligevel følte hun sig mere rolig, selvom hun var på vagt! Han gjorde ikke noget, som hun ikke bemærkede hun af øjenkrogen. I hvert fald hvad bevægelser mod hende eller fra hende angik. Han kunne uden tvivl havde en masse esser i ærmet. Ingen tvivl der.
Amy havde fået taget en ring af den afdøde, som manden talte, men stoppede da han stilte hende et spørgsmål. Hun løftede hovedet for at se på ham. Man kunne godt se i hendes øjne, at hun var nervøs omkring situationen nu, hvor han kom tættere på, men ikke overdrevet bange. ”jeg vil nok ikke kalde mig selv, modig. Kun når det er nødvendigt.” svarede hun, som hun blev langt mere opmærksom på hans bevægelser, og hendes opmærksomhed var nu fuldt på ham. ”Nogen vil sige jeg er, nogen vil sige at jeg blot er dumdristig. Begge dele er nok sande.”