Eftermiddagssolens strålede skinnede ned over de sirligt udskårne træplanker, der udgjorde en af Elverlys broer. Denne bro gik i en bue højt over Sølvflodens skinnende vand, som på dette sted plaskede nedad i et lille vandfald. Broens gelænder var smukt udskåret i træ og formet som grene og blade, der snoede sig mellem hinanden.
Den unge elver, Renaél, stod og skiftevis beundrede det smukke elverhåndværk og det brusende vand. Han var iført en mørkegrøn kappe som værn mod vinterkulden, for selvom solen skinnede, og der sjældent faldt sne i elverlandene, var luften ikke varm.

På den ene side af broen førte en sti ind mellem Lindeskovens gamle træer. Her kunne man svagt høre lyden af fugles kvidren. Fulgte man stien, ville man komme til elvernes bebyggelser.
På den anden side af broen var vejen bredere og træerne stod med større afstand til hinanden. Denne vej førte ud af Elverly og løb sammen med Hovedvejen, der førte til menneskernes byer.

Det var et stykke tid siden at Renaél sidst have været uden for Elverly. Skænderierne mellem ham og familen var dæmpet en smule af - mest fordi han undgik dem så vidt som muligt - og for en stund havde han blot nydt roen og freden i sit hjemland.
Han brød sig ikke særlig meget om mennesker - særligt ikke deres byer, som lugtede og larmede, så for øjeblikket planlagde han at blive i Elverly så længe som muligt.

Vinteren havde lagt sig over Elverly som den havde resten af verden, men langt blidere end de fleste andre steder. Luften var kølig men ingen sne var at finde mellem Lindeskovens træer og alt Maerwen havde været nødsaget til var at finde en tykkere kappe frem, som værn mod vinden og et par lidt varmere støvler. Den bløde uldkappe var en gave fra hendes familie, da hun rundede sit tredje årti, og som hun havde lukket den om sig, før hun trådte ud af døren havde den endnu engang bragt et smil frem på hendes læber.

Hendes skridt førte hende af vejen i stedet for gennem underskoven denne dag, mens hendes tanker kredsede o alt og ingenting. Luften var frisk og opkvikkende, mens få var at se uden noget formålsfuldt i deres udtryk. Selv nød hun bare dagen med ingenting. Måske burde hun samle planter eller jage eller træne sine evner, men hun havde mere lyst til at lave ingenting og det uden sigende blikke og kommentarer. Så væk fra beboelserne tog hendes skridt hende og ud mod den store vej, hvor elverne ikke havde så meget grund til at komme. Ud over de vagtposter der altid var lige inden bag træerne.

Som hun rundede et hjørne af stien, så hun broen ligefremme og til sin overraskelse en anden der. Renaél. Denne gang genkendte hun ham ed det samme og sænkede ikke sine skridt som hun nærmede sig ham. De blev dog lettere, so hun kunne se hans blik var vendt mod vandet og ikke hende eller vejen. Stille stoppede hun ved siden af ham. "Jeg har ofte tænkt på om det kun er stenbroer trolde holder af at bo under...." Begyndte hun eftertænksomt, før hun lænede sig frem for at kunne se ind under broen og det hvirvlende vand der løb der. "Om de er de eneste der er bredde og mørke nok underneden til dem?" Så drejede hun hoved mod et lille smil og så skråt op på ham med sine spillende grønne øjne.

Hvis der var en ting som Ovthic altid glemte, så var det at de notater og skitser som han havde fået fra bogen hjemme i Bolduum's bibliotek var flere hundrede år gammel. Kortet som han havde fuldt igennem hele sin rejse var lige så gammel. Dog så var nogle af de ruiner, (som kortet havde vist som byer) rige med historie.
Ovthic vadede igennem skoven med sin økse i venstrehånd. han brugte den som vandre stok, da hans krop jo ikke var så ung som den engang havde været. Økse bladet var i et læder skafte for ikke at fremprovokere eventuelle skræmte folk.
Han var iklædt i sin fine rustning og med bjørneskindet om sig; sådan et metal lag var ikke just varmt; så var det jo godt at han havde lavet et kort varrigt ophold hjemme i bjerget for et halvt år siden. Hans mission var ikke klaret endnu. Han manglede stadig at skrive om den anden halvdel af landet, og til det havde han modtaget endnu en blank bog som der allerede efter et halvt år var halvt fyldt med notater.
Bogen hang i kæde ned fra af Ovthics venstre side, ved siden af hans selv skrevne ordbog.

Imellem træerne så han noget glitre. Det bevægede sig med en fin fart og lyden af vand opstod pludseligt. Han forsatte i retningen af lyden og gispede ved synet af en sø som klitrede som det klareste sølv! Aldrig i hans dage havde han set noget så smukt i naturen. Hurtigt tog han sin notat bog frem, satte øksen op af det nærmeste træ, fandt hans fyldepen frem og begyndte at skrive detaljeret om dette natur vidunder! blikket skiftede imellem floden og bogen; ikke en detalje måtte mangle! Dette skulle de ældste's råd høre om.

100 meter til højre for Ovthic var broen som førte fra skoven, ind imod Elverly

En let brise tog fat i den unge elvers krøllede lokker, som han betragtede vandet glide af sted. Alle årstider var smukke her i Elverly: selv nu, hvor træernes grene havde mistet deres blade, gav det blot bedre udsigt til det smukke, sølvskinnende vand. Et tykt dække af visne blade dækkede skovbunden og enkelte var blæst ud på broen.
De skjulte elvervagter i Lindeskoven var dog i stand til at træde varsomt, og ikke en lyd andet end naturens egne, kunne høres fra den gamle skov.

Han smilede venligt, da Maerwen sluttede sig til ham på broen. Han holdt som altid af selskab, og hun var ikke så gammel som mange af de andre elvere, der altid havde travlt med at hundse rundt med én.
Renaél brød sig på ingen måde om pligter. Han var ikke god med en bue og faldt altid i søvn på vagtposten, så som regel blev han blot kostet ud for at samle urter og herefter skældt ud, når han kom tilbage med de forkerte.
Elveren var imidlertid let af sind, og herude hvor der ikke blev lagt sure miner for dagen, var hans humør højt og hans læber skiltes i en let latter ved Maerwens ord.

"Du kan være ganske rolig .. Jeg tvivler på, at en trold ville stikke sit grimme fjæs frem her." svarede han smilende.

Han lænede sig ud over broens rækværk, for at se vandet strømme af sted under broen. Nej, dette var ikke et bosted for trolde.
Imidlertid fangede hans fine elverører en anden lyd. Når man var iført en rustning, bevægede man sig ikke just lydløst, og elverfolket var kendt for deres høresans.
En skikkelse bevægede sig i en 100 meters afstand af broen, og Renaél skyggede for solen med hånden, idet han betragtede den rejsende. Skikkelsen var særdeles lav: på ingen måde en elver.

"Hvem der?" Råbte han. Tonefaldet var ikke fjendtligt - blot nysgerrigt.

Maerwen lænede sig lidt længere frem og ud over broen for at kunne se længere ind under den. Hendes lange, viltre hår brød fri fra under kappens hætte og faldt ned foran hendes ansigt. Halvt irriteret skubbede hun det væk uden at det havde en synlig effekt, før hun skubbede hætten helt af og alt håret om på den ene side af ansigt. Så skjulte det kun halvdelen af floden under hende - den side væk fra Renaél. Hvordan det havde arbejdet sig ud fra under kappen vidste hun ikke, men det lykkedes på en eller anden måde altid for hendes hår at være i vejen, når det ikke var tæmmet og sat.

Hun lod blikket afsøge flodbredden under broen, mens hun lyttede til den anden unge elvers svar. Det fik hende dog til at se på ham med spilende øjne, før hun rettede sig op og bed sig let i underlæben. "Du tvivler? Så... der kunne?" Hun kunne ikke lade være med at spille lidt med på damsel in distress retorikken, der så hurtigt var kommet frem af hendes start, skønt hun tvivlede så meget som Ren på at en trold ville vise sig så nær Elverly eller slå sig ned så befærdet og udsat et sted. Hvem ville igen bo under en bro hvor regnen kunne sive ned mellem brædderne og dryppe på en? Og hvor solens lys kunne det samme.

"Hvis der..?" Fortsatte hun spørgende, let og uskyldigt, før hendes elverhørelse opfangede lyden af tunge skridt i underskoven et stykke væk sammen med lyden af metal i bevægelse. En rustning. En person i rustning. Med det var hendes nervøsitet tilbage og alt legende væk fra hendes blik, som hun diskret trak sig ind bag Renaél og så i samme retning som han. Det kunne være en venligsindet rejsende forberedt på det værste, men det kunne også være noget ganske andet. Skikkelsen der kom til syne virkede dog ikke truende med sin ringe højde og rolige bevægelser. Slet ikke som denne fandt en bog frem. "En dværg? Han ser anderledes ud end den sidste jeg så..." Hviskede hun ganske lavt til Renaél, der kort forinden havde råbt den fremmede an og gjort opmærksom på deres tilstedeværelse. "Hvad tror du han laver med den bog?" Nu mere nysgerrigt end forsigtigt.

Ovthic skrev og skrev detalje efter detalje. den eneste flod i Bolduum var en mindre lava bæk som lå i bunden af byen.
Et råb lød fra højre side. Han rettede sit blik i den retning som han formod råbet kom fra. Minsandten om der ikke var en bro foran skægget på ham! Han havde aldrig set magen til en bro som denne. alle de broer som han havde krydset var for det meste af sten, uden detaljer som dem denne bro bar! oppe fra den bro kunne han få et beder skue hen over floden. Ovthic bemærkede to skikkelser på broen, den ene så ud til at være en kvinde, dog så var han lidt usikker på den anden; håret var der, dog så kunne han ikke fornemme nogen uddybning der hvor kvindens barm skulle være. De måtte mødes!
Ovthic vinkede til dem, lod bogen dingle i kæden på hans side, stoppede fyldepennen ned i en lomme under rustningen og vendte sig om for at gribe om skaftet på hans (for en dværg) store to hånds økse som han støttede sig let til for ikke at få overbalance i den gale side.

Sikken en dejlig dag! efter to dages gang inde i skoven med et ubrugeligt kort, havde han endelig fundet nye krystallianere at tale med! OG han havde også fundet den smukkeste flod han nogensinde havde set.
''Kakav divan dan!''(sikken dejlig dag) brummede han fornøjeligt på hans eget sprog imens at han traskede hen imod vejen der førte op til broen

Vintersolen skinnede ned på Sølvfloden og fik den rigtig til at glimte, som den løb af sted mellem klippestykker og plantevækst. Det var imidlertid ikke længere synet af floden, der havde elverens opmærksomhed, nu hvor en uanmeldt gæst havde vist sig.
De skrå elverøjne skævede til Maerwen, som også havde fået øje på den nyankomne 'gæst'. Han havde ellers netop været på nippet til at fortsætte deres uskyldige snak om troldfolk under broen, men nu var det andre ting, der skulle diskuteres.

"Spørgsmålet er nok nærmere .. hvad laver han i det hele taget her?" Svarede han hende hviskende. Han havde ikke selv mødt særlig mange dværge gennem tiden - der havde været et par stykker i hovedstaden, men han havde aldrig brudt sig om deres grove, brede træk og hang til skummende mjød. Desuden var de så umådelig uelegante sammenlignet med elverne.

De skulle nok imidlertid få svar på deres spørgsmål, for den lille, skæggede mand var godt på vej mod broen. Teknisk set begyndte Elverlys rige ikke før, man var nået over broen, men de skjulte elvervagter mellem træerne, havde uden tvivl godt udkig til dværgen.
Elverfolket var trods alt ikke kendt for at komme godt ud af det med de kortbenede skabninger, selvom det var lang tid siden, at der rent faktisk havde været en større konflikt. De to racer holdt sig bare for det meste langt fra hinanden.

"Hvad bringer Dem her?" Spurgte den unge elver på almindeligt krystalisiansk. Hans spidse ører brød sig ikke om lyden af det (i hans ører) grove dværgesprog, og desuden fandt han det særdeles uhøfligt, at den beskæggede skabning snakkede i sit eget sprog.
Han kunne allerede nu se, at dværgen var særdeles kortbenet. De to elvere ville nærmest få ondt i nakkerne, når de skulle se ned på ham, og Renaél var endda langt fra den højeste blandt elvermænd.

"Du har ret. Det er det vigtigste spørgsmål, skønt jeg næsten vil tror det hænger sammen med mit..." Hun holdt blikket på den lille, bredde mand, som denne bemærkede dem og lod til at være begejstret? Det havde hun ikke ventet. På den anden side havde hun heller ikke ventet at se ham slippe bogen og lade den falde - skønt den ikke faldt langt - eller se en dværg i rustning ved floden i det hele taget. Så tit kom der ikke dværge tilrejsende. Nogle stykke boede i skoven nær Elverlys grænser, men de var blevet så meget en del af skoven som hjortene og virkede... hjemlige og en del af helet. Ham her var anderledes og klart fra fjernere egne. Måske helt fra bjergene! Hvor ville hun gerne møde sådan en!

Maerwen strøg atter håret væk fra ansigt og gav sig tiden til at få det helt om på ryggen denne gang. De havde den lette vind imod sig, så det ville blive deromme. Det gav dem også alle fordele i form af at høre dværgen, skønt hun ikke forstod hvad han mumlede. "Det forstod jeg ikke..." Mumlede hun stille, som hun skævede til Renaél og så hvordan alvoren havde lagt sig over den ellers så drømmende og afslappede elver. Lidt af en forandring, men det samme måtte hun indrømme var sket med hende. Fremmede var en alvorlig ting og hvem vidste egentlig hvem der var til at stole på derude? Dværgene havde ikke været det før i tiden, så mon det helt havde forandret sig? Alle sammen?

Hun smilede dog venligt, som dværgen nåede frem til dem, men holdt sig let bag Remaél og tavs alligevel. Han var trods alt den ældste af de to og den trænet som spejder. Det ville hun til en hver tid bruge imod ham skønt det ikke ville forhindre hende i at blande sig hvis hun følte for det. Med den nysgerrighed der skinnede i hendes øjne ville det højst sandsynlig ske, men for nu nøjedes hun med at se og lytte.

Ovthic nåede broen og trådte op på den; lyden af fodtrin på et solidt træværk var en rar lyd i Ovthics øre. Dog så lavede økseskaftet også en lille lyd for hvergang at den ramte bræderne. Ovthic vendte det læder bunde blad væk fra de to personer. Bolduum's bygninger og broer var ikke andet end sten og jern, og det fineste var et hus med guld plader. Han havde besøgt forskellige snedker værksteder her i landet på hans rejse, dog var der intet, som havde været lige så fint skåret som gelænderet's grene; eller ikke af hvad han kunne huske.
Ovthic rettede blikket fra gelænderet og over imod de to personer som der stod; han havde luret at det var en mand og en kvinde som stod på broen og ansigtstrækene mindede om de elvere som han havde mødt og talt med inde i byerne. Kunne dette være elvere af skoven?
Han greb en anden og lidt ældre bog som hang på hans højre side og fandt en liste over old elverske ord og deres betydninger. Dog så var han forbløffet over at manden anspurgte ham på krystalliansk.

Ovthic stoppede 4 meter fra de to elvere og bukkede høfligt for dem begge.
''Jeg er Ovthic'' Sagde han venligt og så med et bredt smilende ansigt på manden.
''Jeg ude og studerer denne gigantisk høje verden for mit folk... og den bliver kun større for hvert et skridt jeg tager'' sagde han igen smillende og glad og nikkede kort til kvinden som tilsyneladende var genert.

Han nikkede til Maerwen. Hvorimod hun var nysgerrig, havde Renaél i dén grad arvet sit folks mistro mod andre racer. Han var jo knap nok i stand til at se den lille, brede skabning i øjnene, som han stod dernede.
Skulle Renáel være helt ærlig, så havde han faktisk aldrig talt med en dværg, ej heller været så tæt på én. Faktisk vidste han slet ikke hvad han skulle stille op, eller hvordan han skulle opføre sig over for den lille skabning.

Han havde dog imidlertid ikke tænkt sig at virke uvidende eller usikker over for Maerwen, for han var trods alt den ældste af de to. Desuden .. skulle dværgen prøve på noget, skulle andre elvere nok komme til deres hjælp.

"Og mit navn er Renaél"

svarede han dværgen. Skabningen virkede ikke ligefrem fjendtlig .. derimod .. faktisk lidt skør med hans snak om at studere den 'gigantiske høje verden', men på den anden side .. der fandtes jo massere af eventyrere og rejsende derude. Nogle af dem lagde også vejen forbi Elverly. Nogle af dem blev smidt ud igen.

"Javel, så.."

Han nikkede. Lyden af dværgens fodtrin var ikke ligefrem sød musik i elverens ører - tværtimod. Han syntes, at de lød trampende og støjende. En anden bekymring havde også meldt sig: hvad nu hvis dværgen ville videre ind i Elverly. Skulle de så stoppe ham?

Med lyden af tunge skridt, først mod skovbunden og stien og så mod broen brædder, holdt Maerwen inde med den dæmpede hvisken hun havde brugt fortroligt til Renaél og koncentrerede sig i stedet om deres uventede nye bekendtskab. Han var endnu lavere end Dorín havde været og en del bredere af bygning. Rustningen adskilte sig også markant fra den anden dværgs læder, så markant som fra resten af skoven. En bybo måske? Eller ligefrem bjergbo? Han virkede så jordbunden og solid. Som ville han blive stående selv ramt af en storm eller en flodbølge. Så anderledes og så fremmed.

Det var fremmedheden der fik hendes nysgerrighed ned til et mere passende niveau som varsomheden trådte frem i hendes øjne. Våbenet var ikke til at tage fejl af, skønt det var tildækket og vendt væk. Skjult men stadig i det åbne. Hun gengældte det lille nik med et magen til og et lille smil, som dværgen præsenterede sig og Renaél fulgte op med sit eget navn. Kun fornavn bemærkede hun, så hun gjorde det samme. "Og mit Maerwen..." Det var med lettelse hun hørte dværgen tale det almene krystaliansk, skønt det var med accent og manglende ord. Det gjorde det trods alt lettere at finde ud af hvad han ville.

Hans svar var dog langt fra hvad hun havde ventet og stille gled hendes ene øjenbryn i vejret. "Til hvilket formål studere De verden, Ovthic der vandre?" Der var ægte interesse i hendes stemme, som der var varsomhed og en grad af elvernes medfødte mistro overfor andre racers intensioner. Studerede han verden for at finde folks svagheder så dværgene kunne udnytte dem? Eller var det for at forstå de folk de levede blandt? Det kunne være med handel og sameksistens for øje, men også krig og udslettelse. Hun håbede det var med fredelige bagtanker.

Ovthic tager hans notes bog frem og strække hans arme op over hovedet for at lade de to høje elvere se forsiden nemmere. Han stod halvt på tær men havde da øksen at læne sig op af. På forsiden er et billede af en gylden hakke, med to stensøjler. Symbolet havde været bymærket siden grundlæggelsen af Bolduum. Hans ansigt viste glæde; Ovthic
''Dette er symbolet for Bolduum! En by inde i det som i kalder Krystalbjerget!'' pegede med hans frie hånd på symbolet imens at han støttede sig til hans økse.
''Bolduum har ligget isoleret fra denne verden i mange hundrede år og jeg er blevet bedt om at skrive nye bøger om denne verden udenfor Bolduum'' sagde han igen i samme venlige tone og åbnede bogen op til den side hvor han havde skrevet om Sølvfloden i meget fine detaljer, dog så var det skrevet på hans eget sprog og i runeskrift. Dette havde han dog ikke tænkt over, så elverne kunne nok ikke læse det, dog så var der en fin lille tegning af en flod som der skulle forestille sølvfloden.

At Renaél kun nævnte sit fornavn var egentlig mest af personlige grunde, da han ikke stod på god fod med familien. Han håbede ikke at dette resulterede i, at dværgen troede at de var alt for venlig og regnede med, at han kunne uhindret spadsere videre ind i skoven.
Det var dog ikke ligefrem fordi han havde lyst til at rage uklar med den lille skabning, for på trods af Ovthics ringe højde, tydede hans påklædning samt bæren af vågen på, at han ikke var uvant hvad uddeling af tæsk angik.

Elveren rettede sig lidt ekstra i højden for at virke så autoritetstro som muligt. Kendte man meget til elverfolket ville det være ret tydeligt at se, at disse to ikke ligefrem hørte til de ældste, men for de fleste andre racer lignede alle elvere hinanden.
Efterårssolens glimten i dværgens økseblad fangede elverens skrå øjne, som han kneb let sammen, mens han betragtede våbnet. En økse .. Elvere fortrak slanke sværd samt bue og pile, frem for disse tunge - og i elvernes øjne - klodsede stridsøkser.
Da økser i mange tilfælde også brugtes til at fælde træer med, var elverfolkets afsky over for netop denne type våben blot endnu større. Træer var helligt liv, og Renáel ville slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis dværgens økse skulle finde vej til et af Lindeskovens træer.
Der ville rulle hoveder. Hans eget inkluderet.

"Den økse dér er ellers ikke meget bevendt hvad bogskrivning angår .. "

bemærkede elveren. Han kantede sig en anelse til siden, så han stod midt på broen, imens han stadig holdt blikket fæstnet på dværgens korte skikkelse.

De to elvere kunne ikke være meget mere forskellige i udstråling, som de stod der på broen. Hvor Renaél var afmålt, tilbagetrukken og autoritær, så var Maerwen langt blødere af udtryk og holdning. Hun var levende interesseret, som hun trådte til siden og ud fra Renaéls skygge, for at læne sig lidt frem og se nærmere på den oprakte bog. Havde Ren ikke været der, ville hun have været langt mere forbeholden og nervøs, faktisk nok være forsvundet fra broen da hun havde spottet dværgen, men nu var hun ikke alene og kunne tillade sig at vise en blidere side af elverfolket frem. Den side der beundrede godt håndværk, kunst og naturen. Den side hun havde langt den største forbindelse til, som danser sanger og fortæller.

Med et blik til dværgen om lov rakte hun en hånd frem og strøg forsigtigt fingerspidserne over det fint prægede læder, blot for at hive dem til sig i en fart, som han slog op på den side han var kommet til og fremviste en nydelig skrift af ulæselige runer. Gamle runer med aner tilfælles med de ældste hun havde set på biblioteket, men stadig forskellige fra disse. "Det må være mange århundrede... Men hvorfor bryde isolationen nu?" Hun så alvorligt ned på Ovthic og afventede hans svar, før hun med et stille smil lod blikket glide over hans tegning af floden. Skitseret måske, men med detaljer nok til at hun kunne gætte det måtte være den.

"Hvad skal I bruge den viden til De bringer hjem?" Hun spurgte igen men med andre ord denne gang. Viden var magt og derfor ikke noget nogen delte i flæng. Hendes blik var dog stadig venligt, som hun rettede sig op og rykkede sig et halvt skridt, så hun stod mere ved siden af Renaél end foran ham. Han var den imponerende af de to og mest erfarne. Hans ord havde vægt og hun sendte automatisk øksen et misbilligende blik, som han spurgte til den. Ikke et våben elvere brød sig om, men som dværge altid havde foretrukket. Mon der lå en del af deres uoverensstemmelser begravet der? Måske.

Ovthic rettede imødekommene blikket op til Elver kvinden og tog kæden fra bogen og lod kvinden holde bogen, hun lod til at være mere intresandt at tale med end hannen.

''I følge vores bøger. Så hørte Bolduum under et støre dværge rige. Dog så mistede vi al kontakt til resten af riget efter flere måneder med is storme! Vores spejdere fandt ingen tegn på liv i vores omegn. Hvilket fik vores daværende råd til at lukke vores port indtil at der var beviser for liv udenfor. Her for et par år siden havde en vagt observeret et tobenet væsen udenfor. Vi fastslog dermed at her var liv og at en. Jeg. Skulle sendes ud og opdatere vores biblioteker som der er et skatte kammer for viden'' Fortalte Ovthic roligt i en behagelig tone, skøndt at hans stemme nok var mere tung end en elvers. Ovthic øvede sig stadig på sproget som der blev brugt herude og havde stadig besvær med H-lyden.
Ovthic rettede blikket tilbage til Elver hannen som der havde spurgt ind til hans økse.
''Øksen anvender jeg som min vandre stok. I Bolduum er øksen også et symbol for autoritet. Dog så er det jo et... ehm redskab til vold...'' Ovthic kikkede kort på sin økse og knyttede hånden som holdte på øksen lidt ekstra.

''Og'' Forsatte han og rettede blikket op imod hannen
''Jeg er bevidst om Elvernes synspunkter omkring dette redskab'' Sagde han igen i samme behagelige tone som før.

Hvor Maerwen var blid og nysgerrig, havde Renaél i den grad arvet sit folks mistro over for andre racer - navnligt de kortbenede dværge stod ikke højt på listen over 'foretrukne fremmede race', for deres kærlighed til sten og skarpe økser, havde elverfolket aldrig haft den store forståelse for.
Han skævede til Maerwen, der virkede særdeles nysgerrig hvad dværgen angik - det skulle hun naturligvis have lov til at være, men Renaél selv havde stadig øjnene hvilende på dværgens økse. Vandrestok .. ja det er godt med dig..

Dværgen lod imidlertid til at være klar over, at økser ikke var velkomne i Elverly, og Renaél nikkede kort.
"Ja, vi ser helst ikke økseblade i nærheden af Lindeskovens træer." bemærkede han. Skoven bag dem var stille bortset fra lyden af fugle, og en let susen i træernes blade. Elverrigets grænser var imidlertid oftest velbevogtede - især hed ved broen. Vejen ind gemmen elvernes skov førte trods alt direkte til Elverly.

"Jeg er dog sikker på, at vores rige vil have massere, der kan bidrage til deres Bøger," sagde han i et lidt venligere - men også stolt - tonefald. Skulle man samle viden, burde man så sandelig opsøge elverfolket, som havde (ifølge hans egen mening) langt mere mellem ørerne end menneskene.

Maerwen lyttede opmærksomt til dværgens svar uden at lade hans ord påvirke hendes blide og nysgerrige fremtoning, mens hun samtidig tog imod bogen og skiftevis så beundrende på den og interesseret på ham. Skønt han talte i små pudsige afbræk og med en skævt udtale af nogle af ordene, så gav han en del oplysninger fra sig om sit folk. Oplysninger der måske tildels kunne overføres til andre dværgesamfund? Hun fandt det i hvert fald interessant hvordan de havde reageret med århundred-lang isolation fordi en snestorm havde lukket landet omkring deres porte en vinter. Det virkede en smule ekstremt. Men det var jo også dværge.

Det gav hende dog stadig intet svar på hvad de skulle bruge den viden til Ovthic indsamlede, skønt hun ikke kunne lade være med at tænke tanken at dværgen heller ikke selv vidste det. Han var blot sendt ud for at hente nyt om verden med hjem og intet andet. Lidt sødt, men frygteligt naivt. Var det tilfældet gav det dog de folk han mødte - skovelverne ikke mindst - nogle muligheder.
Så nikkede hun let, som anerkendelse af hans svar, før hun forsigtigt og med et øjebliks tøven og et spørgende blik til dværgen efter tilladelse, gav sig til at bladre tilbage i bogen for at se om hun kunne finde andre skitser nu runerne ikke gav nem mening for hende. "Har De været langt omkring allerede?"

Hun tav som Renaél ledte snakken hen på dværgens økse, men lod fingrene vandre ned over den side hun var kommet til. Hun kunne tænke sig til mange grunde til hvorfor en økse blev brugt som symbol på autoritet, men den var det ikke for elverfolket. Tværtimod. Et gammelt træ, månen, en knudret stav eller en bog ville være bedre symboler der og var det, skønt symbolerne var unødvendige. De der var autoriteter var det så ingen var i tvivl.
Så hun lænede sig let til siden og hviskede dæmpet på elversproget. "Bør en af os går tilbage? Eller?" Maerwen følte sig alt andet end egnet til at skulle vælge om en fremmed skulle have lov til at fortsætte eller ej. Ikke at dværgen havde spurgt eller gjort noget andet for at vise han ønskede at passere broen, en det lå lidt i luften alligevel. Hun så til siden for at finde Renaél's blik spørgende, før hun vendte opmærksomheden tilbage til dværgen, men uden at sige noget.

Da Ovthic hørte omtalen om viden. Rankede han ryggen og så op til elver hannen. Ovthic havde jo en ordliste over elversproget, som der dog daterede nogle hundrede år tilbage. Men måske var det stadig i brug? Hvis dette var tilfældet! Så ville han kunne læse om den viden som elverne havde samlet i den mørke tid som hans folk havde levet i.
’’Er jeres skrift system det selvsamme som for det var for nogle hundrede år siden?’’ Sagde Ovthic interesseret og åbnede hans anden bog og slog op på siden med nogle sætninger på elversk fra for 400 år siden. Sætningerne kom fra et gammelt elver samfund som der engang lå for foden af krystalbjerget, dengang var de elvere de bedste at handle med, da de metaller og ædelsten som dværgene gravede op. Elverne ifølge bøgerne i Bolduum’s bibliotek, var helt pjattede med de skindene sten, i bytte fik dværgene vin, pelse og fin stof .
Vin var ikke lige en hof drik i Ovthic’s smag, dog så var der gode vin smage og det var jo også det vigtigste, pelse og stof var jo noget dværgene jo havde stor gavn af inde i bjerget. Dog så havde dværgene af Bolduum, tæmmet kæmpe får som der havde produceret uld til dværgene i de hundrede år som byen var forsvundet i.

Ovthic vendte blikket tilbage til kvinden.
’’Min rejse har bragt mig vidt omkring’’ svarede han venligt og vendte blikket tilbage til manden og pegede på de gamle elver tekster som der stod skrevet med de 400 år gamle elver tegn.
’’Min vej krydsede engang en kentaur i det som i kalder Paradis skoven’’ sagde han imens at han havde fingeren på sætningerne i bogen. ’’Jeg husker desværre ikke navnet… Dog så lærte hun mig lidt om skovene her i landet’’ sagde han glad og rettede blikket tilbage op til kvinden med et smil.

Selv om Renaéls øjne med jævne mellemrum skævede imod dværgens økse, havde han så småt besluttet sig for, at den lave, robuste skabning måtte være ganske harmløs. Han lod i hvert fald til at have langt større interesse for gamle bøger, end for nedhakning af træer - og det var jo om ikke andet en god start.
Igen rettede han sig lidt op og skød brystet en smule frem - nok var han en ung knægt, men over for fremmede skadede det ikke, at udvise en vis autoritet. Eller i hvert fald prøve på det.

"Naturligvis. Vi er meget stolte af vores oldgamle skriftsystem - omend, det ikke kan undgås, at der kommer ændringer i løbet af årene."

Renáel selv var ikke specielt boglig. Han var ung og begyndte hurtigt at blive rastløs og kede sig, hvis han skulle sidde med næsen i de gamle bøger. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at være stolt af sit folk og deres evner indenfor bogskrivning.
Elvertekster var tit meget lange, beskrivende og snørklede, for man holdt af at give sig god tid og notere alle detaljer, når noget skulle skrives ned.

De skrå elverøjne vendtes imod Maerwen, idet hun hviskede til ham på elversproget. Han så tænksom ud et øjeblik, idet han med rynkede øjenbryn skævede til dværgen.

"Han virker ganske harmløs .. men vi lader ham ikke passere broen.."

Hviskede han tilbage på elversproget. Det ville måske være fornuftigt at hente nogen fra Elverly, men han havde ikke lyst til at virke som om, han ikke selv kunne håndtere situationen.

Dværgen var begyndt at snakke om noget med en kentaur. Renaél lod ham sludre løs, imens han rettede lidt på sin kappe. Blandt fremmede racer var kentaurerne nok nogle af de mest respekterede blandt elverfolket, idet de var tæt på naturen. Renaél havde imidlertid kun mødt en kentaur, da han var ganske lille, og dengang havde han mest af alt syntes, at den lugtede af hest.

"Men dog ikke mange..." Tilføjede Maerwen med et lille smil, som hun lod blikket glide ned over de sætninger dværgen havde stående i sin bog og so var ganske let læselige for hende. Det var ikke uden grund at elverfolket blev omtalt som uforanderlige. Deres lange liv og evige ungdom sammen med deres konservative holdning overfor verden og alt i den underbyggede kun denne opfattelse. Men hvorfor også ændre på noget der allerede var godt? Sproget havde fået nye ord når nyt dukkede op, men grammatikken var den samme og skriften den sammen. Lidt personligt præg i formuleringerne og hvor højtideligt en bog var skrevet var de virkelig afvigelser fra normen. Dværgens sætninger var skrevet højtideligt og med en forkærlighed til bjergene frem for skovene. "I handlede med bjergelvere engang?"

Hun så stadig interesseret på dværgen, men det var en interesse med bagtanker. Jo mere hun kunne få ham til at fortælle, jo mere vidste de om ham og hans folk, deres vaner, skikke og historie, og jo bedre viden de havde, jo bedre chance havde de for at bedømme ham ret. Var han en lærd mand, der blot ønskede viden og var det også formålet med hans vandring fra hans folk siden. Viden til at genoptage handel og ikke til kamp? Det måtte ældre og viisere vurdere.

Hun smilede tilbage til Renaél og nikkede så før hun svarede ham stadig holdende stemmen lav og til elversproget. "Jeg er enig, men lad os forblive forsigtige." Spejderne havde nok sendt bud tilbage og så snart der var taget stilling ville nogen med mere autoritet end de to unge blive sendt ud. det var urolige tider og ingen nærmede sig grænser uden at der kom en reaktion.

Så var hendes blik tilbage til bogen, hvor hendes forsigtige bladren fik hende tilbage til en side der ganske rigtigt havde en skitse af en kentaur. Hun havde aldrig selv mødt en men hørt meget om dem. "Var det hende der lærte Dem lidt af vores sprog?"