Vejret var frisk og solen kiggede faktisk frem igennem de grå skyer for en gangs skyld. Der var massere af vind her ude ved havet.
Koda havde betalt sig ombord på en rimelig stor båd der sejlede op langs kysten for at komme længere nord på, men der var faktisk ikke ret mange ombord. Der var besætningen på omkring de 10 men man så kun 4 af dem på dækket af gangen og så var der 5 andre passagerer så der var massere af plads på dækket.
Koda stod ved rælingen og kiggede ud over vandet med sine nu røde øjne og tænkte lidt på liv og løs over hvordan hendes liv havde ændret sig på det sidste, og hvordan det var mindre dumt at tage denne rute, hvordan skulle hun nu spise.
Bare tanken om at spise gjorde hende blot mere sulten og hendes instinkter råbte efter hun gik ned og overfaldt en af sømændene. Men det var nok en dum ide når de var så få ombord, hun ville nok hurtigt blive opdaget.
"Red sejlene" lød det pludseligt fra kaptajnen længere op af dækket og Koda kiggede op i masten hvor allerede 2 sømænd var på vej op for at gøre sejlene mindre. Mon det var ved at blive storm?
Koda havde aldrig været helt sø stærk så hun ville helst gerne have så lidt vuggen over skibet som muligt.
"Hvorfor tog jeg også den her rute... jeg skulle bare været gået" sagde Koda irriteret for sig selv som hun rettede sig lidt op ved rælingen og sukkede derefter.
Koda kiggede lidt ud over vandet og betragtede et skib der stille og roligt kom nærmere og nærmere men ikke så hurtigt. Det var ikke særligt interessant men det var bedre end at se på vandet.

Det var en af de dage den blå-lige kvinde havde set sig fri fra hendes herres borg. Faktisk var det uden Samson vidste det at hun havde efterladt hendes tårn, , bredt hendes vinger langt ud inden hun fløj afsted.
Tankerne havde behov for at blive gjordt rene efter at have levet i smuds og stanken af manden i uger. Hvor hun dog hadede det sted, og alligevel blev hun ved med at komme tilbage til det, hun kunne jo ikke lade være. Det forbistrede brændemærke skulle nok sørge for det på et eller andet tidspunkt uanset hvor I landet hun ville være.

En svag knurren hørtes fra hende som hun antog sin mere dæmoniske skikkelse. Kroppen blev længere, ørerene og håret også, slank og mere kvindelig som toppen nærmest syntes at smelte i et med hendes hud idet hun foldede de glas-lignene vinger sammen og dykkede ned under vandet, brugte sine vinger og sine ben til at styre rundt blandt fiskene. Først da hun ikke kunne holde vejret længere dukkede hun op på overfladen igen.
Øen var forsvundet bag hende, men foran hende var et skib. Hendes hjerte gav et kort hop som hun svømmede nærmere, overvejende om det kunne være nogen fra Samsons bande, eller nogen der kunne finde på at angribe øen. Den virkede dog ikke til at have den store besætning fra hvad hun kunne høre nede fra vandet.

Oppe fra skibet ville man måske kunne se hendes blå hoved, hår og vinger som et skarpt lysglimt i vandet.

Koda stod stadig og kiggede ned i vandet og manglede en eller anden form for underholdning på den her tur, eller bare noget blod. Men hun kunne ikke rigtigt få noget af det og måtte nøjes med kedsomheden.
Dog fangede noget hendes øje nede i vandet. Der var et eller andet der lyste og Koda lænede sig længere frem for at prøve at få øje på hvad det kunne være men det var ikke lige til at se.
*Hvad er dog det* tænkte Koda for sig selv og prøvede virkelig at koncentere sig om at se det ved at knibe øjnene sammen og se godt efter. Hendes syn var godt nok blevet bedre her de sidste par dage men det var ikke helt nok.
Koda stod med hele overkroppen ud over rælingen som en sømand som havde travlt stødte ind i hende. Ikke meget noget at gå i gennem Koda's hoved andet end et bandeord som hun faldt ud over rælingen og ned i vandet. Det lille skub havde været nok til hun mistede balancen og nu var hun i det kolde vand.
Koda kunne godt høre der straks blev råbt "Mand over bord" oppe på skibet, men Koda var faktisk lidt bange for at det her skulle være det.
Koda prøvede så godt som muligt at træde vande og kiggede efter skibet som var begyndt at dreje om for at samle hende op, men bølgerne gjorde det lidt svært for Koda at holde sig helt oven vande.

Skibet virkede ikke nærmere fjendtligt, det var da først da hun så en eller anden falde over bord at hun synes det store skib virkede en smule faretruende da det begyndte at krænke og sætte farten ned for at komme tilbage og samle personen op. Hun svømmede nærmere den anden, kvinden som det var, lod ikke til at kunne svømme ordentligt.
Med et lille indvendigt suk dykkede hun ind under den anden så hendes lange hår ikek ville vikle sig ind i den andens vilde arm og ben bevægelser.
En slank stærk arm tog om hende bagfra, hvorfor hun gjorde dette og hjalp kvinden vidste hun ikke, måske det blot var ensomheden hun følte der var ved at tage overhånd, normalt ville hun blot lade naturen gå sin gang.

''Rolig, rolig nu.. Læn dig stille tilbage, så synker du ikke. ''

Lød hendes stemme, lettere syngende som den virkede når hun var i denne, hendes sande, skikkelse. Lænende kvinden mere tilbage som hun bredte sine vinger indtil de virkede som en hel bådder holdt dem begge ovenvande.

Dog kunne hun ikke lade være med at holde et vagtsomt blik mod skibet, lyttende efter en hver form for tegn på at ville fange hende, for selfølgelig kunne dette være en fælde og intet andet.

Koda kom nede under vandet med hovd og kæmpede sig lige op over endnu engang og pustede efter vejret. Det her ville ikke holde længe, men der var noget der tog fat i hende og en stemme som entelig var ret beroligende fortalte at hun skulle læne sig tilbage og tage det roligt.
Koda prøvede så vidt som muligt at tage det roligt men der var stadig panik i hendes øjne.
Skibet kom nu tilbage og en rebstige kom ned langs siden og der blev råbt oppe fra skibet "Der er 2 over bord"
lidt efter kiggede en af sømændene hen over rælingen og råbte "Kravl op"
Koda tog fat i rebstien ganske hurtigt og hev sig lidt op, men kravlede ikke op.
Koda regnede med at den anden i vandet også var faldet over bord så hun vendte sig om på stigen, men holdt stadig fast i den og rakte hånden ud imod kvinden i vandet og sagde "De hjalp mig, lad mig hjælpe dem op"
Det var fair i Kodas hoved, hun ville helt ikke have at nogen andre skulle drukne på grund af hende... Var denne kvinden måske hoppet i vandet efter hende entelig.. Eller hvor var hun kommet fra.

Zidiac kunne godt se panikken i denne unge skikkelses øjne, og forstod den til dels godt. Hvis kvinden ikke kunne svømme var der god grund til at være bange for åbent hav.
Hun skævede op imod skibets ræling som der blev råbt op. 2 mand+ Men hun kunne sagtens flyve, eller de kunne måske ikke se hendes vinger for vandets glitren+ Det var så lige godt det samme, hun var stadig suspekt overfor dem, man vidste aldrig hvad folk kunne finde på, uanset deres race.
Derfor endte hun med at lade sig spille den fine lille pige der var faldet over bord, på trods af at hun egentligt ikke var passager på skibet overhovedet. Ergo lod hun sig igen synke tilbage og falde tilbage i skikkelsen der var mest brugbar omkring mennesker og andre racer, skikkelsen hvor hun var mindre, mere spinkelt udseende og uden vinger, kunne næsten gå for at være en teenager. Hun så blot til mens kvinden kravlede op i rebstigen, tålmodigt ventende på at hun måske bare kunne forsvinde. Det så dog ikke ud til at være muligt da den unge pludselig vendte sig om med en hånd ned imod hende. De klare blå øjne blinkede kort, skævede op imod hende men valgte til sidst at give efter og tage den fremrakte hånd som hun også selv kravlede om bord.
Ikke så lidt generet af det sjaskvåde lyse tøj der hang omkring hendes skikkelse. Hun forbandede i sine tanker Samson langt væk for nærmest konstant at få tjenerne til at tage det mørkere tøj fra hende og erstatte det med lyse og dæmpede farver, oftest så dæmpede at det næsten gik over i hvidt.
Hun skævede rundt, fjendtligt, usikker. Hvor havde hun besætningen+ var de lykkejægere+ købmænd eller hvad var de+ Hendes øjne faldt på den unge kvinde igen som hun kom frem med et kort og kontant '' Tak. ''