Det var tidlig morgen i Elverly, morgendisen hang stadig i luften, køligt og friskt. Midt i denne morgenstund havde den rødblonde Rhovandír været ude at træne med sin bue og pil, menende at det var et godt tidspunkt at træne sine skills med buen inden hans vagt. Uheldigvis havde strengen på hans bue vist sig at være en smule frossen, så det var kun blevet til et par skud med buen inden buestrengen pludselig var sprunget, ramt ham i øjet som han havde spændt den tilbage.
Et højere udråb var kommet fra ham som han så pletter for øjet, løftende et hånd op for at føle forsigtigt på den havde han følt en stingen, hånden nede igen kunne han ane blod. En smule fortumlet gjorde han det op med sig selv at det var bedre at finde en healer der kunne se på det.
Men hvem pokker var vågen på denne tid af døgnet+
Han forhørte sig hos en af vagterne der endte med at pege ham op mod fortet, fortællende ham vejen til en af fortets healere.

Med den ødelagte bue hen over skulderen og en hånd dækkende over øjet steg han op af de mange trapper i fortet indtil han endelig var oppe ved døren. Han stillede buen ved siden af døren og bankede let på, håbede ikke at han ville forstyrre. Ligesom den stemme der pludselig synes at være ved siden af ham syntes at forstyrre.. Han skævede til siden, seende intet andet end en spætte. Mon slaget havde fået ham til at hallucinere+ Han drejede hovedet tilbage og stirrede på døren, ventende på et svar.

Det var vel mere eller mindre et tilfælde, at Miilaethorn var så tidligt oppe, som han nu engang var, uden at have trænet først. Han havde masser af papirer der skulle ordnes og ønskede ikke at virke skuffende på nogen måde over for Toorah lige for tiden. Efter en mislykket dragejagt, var det ikke ligefrem dovenskab han ville beskyldes for. Så her sad han, satans tidligt om morgenen, stadig ikke helt vågen, og skrev en masse ting ned, som han sikkert kunne have ordnet om aftenen - havde det været for det uheld en af elverne havde haft med en bjørn i skoven aftenen før.

Han var på vej til at overveje, at gå ud og få noget luft, da der blev banket på, og valgte derfor blot at blive siddende bag sit skrivebord, mens han i sit sind overvejede hvem i alverden, der ønskede at komme ind på denne tid af døgnet.

"Kom ind,"

Kaldte han med sin rolige stemme, mens han forberedte sig på både det ene og det andet. Det kunne næsten være, det var Toorah der havde tænkt sig at give flere reprimander, men det gik meget hurtigt op for Miilaethorn at den tankegang kun dukkede op fordi han netop var nervøs for at det rent faktisk var hende ude bag døren. Det var det jo nok ikke i sidste ende alligevel.

Han følte sig en smule akavet, måske endda nervøs, da han fik svaret fra et sted bag døren. Den frie hånd gled ned på det sirligt udsmykkede håndtag som han åbnede den og forsigtigt trådte ind, kort vendte ryggen til den anden for at tage sin bue med ind, bange for at nogenmåske skulle finde på at tage den. Først da lukkede han døren bag sig og så mod elveren, healeren, der sad der bag bordet med en bunke af papirarbejde, som Rhovandír på ingen måde misundte ham.

'' Jeg undskylder hvis jeg forstyrrer.. Men en af vagterne fortalte De måske havde tid til at se på mit øje... Jeg havde et uheld med min buestreng. ''

Han bøjede hovedet let, undskyldende, men løftedet det hurtigt igen da det gav en forfærdelig dunken i øjet at holde hovedet nedad.
Han skævede rundt med det raske øje, følte sig en del akavet som han stod der, i en fremmed elvers kontor, kun velvidende at han var en af de ældre elvere og derfor også højerestående, såvel som at det bestemt ikke var den samme healer som han plejede at gå til med skader.
Bestemt ikke.

Det var næsten lige før, at Miilaethorn åndede lettet op, havde det ikke været fordi han rent faktisk var forberedt på, at det ikke var Toorah. Men nu var det jo blot en ung elver der dukkede op i døråbningen med en bue uden streng på og hånden for øjet, der tydeligvis var skadet. Han blev for øjeblikket siddende, da han vidste, at han helst skulle være mere reserveret med sin alder. Vis, var der vidst nogle, der sagde. Det var ikke ligefrem det ord, han ville bruge om sig selv.

Han trak meget let på smilebåndet, som den yngre elver undskyldte sig og bøjede hovedet, hvortil han sagtens kunne se, at manden havde problemer.

"Åh, det er skam helt i orden. Har man en skade, er det bedst man får den set an med det samme,"

Svarede elveren mens han stille og roligt rejste sig og lavede en håndgestus mod en seng der stod i hjørnet af rummet. Naturligvis en himmelseng, med meget pænt udskåret træ. Han gik selv derhen også.

"Kom her og sæt Dem, så skal jeg tilse Deres øje. Hvad var Deres navn nu?"

Det sidste spekulerede han højt, da han kun havde set den unge elver et par gange før. Der var ingen skam i, ikke at kunne huske et navn, når der var så mange her. Han havde heller aldrig haft denne elver i behandling før.

Han forsøgte at holde fokus på den blonde ældre foran ham, respektfuldt, selvom han egentligt var mere nysgerrig efter hele rummet i sig selv. Det havde han altid været når han kom til nye rum, ville undersøge dem og beslutte sig for hvilke veje der kunne bruges som flugtveje og lignene, selvom de var inde i et stærkt beskyttet fort.

Et lille smil forlod ham, ja skader var bedst at blive tilset med det samme, ellers ville de ende som hans spaltede øre, eller meget værre. Han ville trods alt ikke være uduelig for sit folk, hvis der var noget han frygtede så måtte det i sandhed være at være uduelig og ubrugbar.
Et kort nik forlod ham som den anden vinkede ham hen til den fine himmelseng. Han lod kort sin hånd glide hen over den silkebløde dyne inden han satte sig, vel at mærke på yderkanten af sengen, ville helst ikke gøre sig det alt for veltilpas i det bløde vår.

'' Ah, De må undskylde min dårlige opførsel. Mit navn er Rhovandír Taurvantian... Folk kalder mig Rhovan.. Eller spaltøre. ''

Et skævt smil og et skuldertræk forlod ham.
Han synes han kunne genkende den ældre elver men kunne ikke helt ligge et navn til ansigtet. Måske han havde set ham nogle gange hvor han havde været nødsaget til at bringe Toorah meddelelser eller info omkring fjender nær grænserne eller indenfor dem.

Thorn lod elveren sætte sig, og lyttede opmærksomt til den næste undskyldning der dukkede op. Næsten ligesom han havde undskyldt dage forinden over for Toorah. Tanken gav ham et sekundlangt mørkt udtryk i ansigtet, som han vendte sig bort for at tage noget forbinding der lige kunne holde den blødning der var i Rhovandírs øje. Da han vendte sig tilbage til sin patient, var det igen med det milde udtryk i ansigtet.

"Nuvel, Rhovan. Lad os så få kigget på den skade,"

Forklarede han, mens han stille og roligt fjernede elverens hånd fra hans øje. Det gik hurtigt op for ham, efter at have tørret noget af blodet væk, med en kyndig healers bevægelser, at det ikke var gået ud over øjet, men selve øjenlåget. Et kort øjeblik tænkte han ufrivilligt tilbage.

En krig. En lang, udmattende krig. En rødhåret elver, hvis øje næsten havde været ødelagt, uden for reparation. Han havde bragt den røde farve fra håret ned i hendes øje. Han havde hjulpet hende tilbage på benene og han havde reddet sin egen arm. Det eneste minde han havde, var hendes røde øjne og det store ar, der løb rundt om armen ved sin egen albue.

Han fik hurtigt rusket sig selv tilbage til virkeligheden igen. Så var det måske ikke en så god idé alligevel, at arbejde natten igennem på de satans papirer. Men hvad kunne han gøre? Skyldfølelse havde tvunget ham.

Han lagde hurtigt en finger på selve såret, mumlede noget lavt på elvisk, hvorefter der kom et lille lys fra hans hånd, der satte såret sammen, efterladende intet. End ikke et ar. Det eneste handlingen efterlod var en endnu mere træt Miilaethorn. Men det skulle han ikke vise!

"Sådan. Vil De have en ny buestreng til Deres bue? Jeg har én liggende, der ikke lige sådan sprænger,"

Spurgte han, stadig med det milde smil på læberne.

Villigt lod han sin hånd sænke ned, velvidende at han trygt kunne ligge sig live i healerens kyndige hænder hvis det skulle blive så slemt, hvilket han da ikke håbede at det ville.
Den blodige hånd lod han ligge i sit skød, ikke om han ville tilsvine den fine dobbeltseng. Det sved en anelse da de kyndige, kølige hænder blidt fik fjernet blodet. Imellemtiden var hans forårsgrønne øjne lukket roligt i, det var trods alt lettere at have de begge lukket end at have en åben og en anden lukket.

Det dunkede stadig i øjet, om det var fra slaget eller overraskelsen over det hele anede han ikke, lod istedet blot healeren gøre sin gerning, glad for at de ikke var mennesker der højest sandsynligt ville ende op med et grimt ar på øjenlåget og en endnu grimmere klap.
Heldigvis var de elvere, og elvisk magi kunne let fikse op for skaden, hvilket den blonde ældre da også beviste da han lagde en finger på såret og mumlede en lavmeldt elvisk besværgelse. Det trak lidt i såret som det blev sat sammen, derefter efterlod det øjet sval og næsten uden ømhed.

Tøvende, testende, åbnede han langsomt øjnene blinkede let. Det var ikke så slemt igen. Et lille smile forlod ham sammen med et nik.
''Mange tak skal De have. ''

Hans blik vandrede over på buen der stod op af væggen ved døren.

'' Tror jeg havde glemt at smøre og opvarme strengen ordentligt før jeg gjorde brug af den. Men mit gæt er at De nok selv skal bruge Deres streng, det er altid godt at have en ekstra liggende og jeg mener jeg har en liggende derhjemme. ''

Afslog han høfligt tilbuddet. Det var et godt tilbud javist, men han ville føle sig i gæld til den anden, en gæld han ikke helt vidste hvordan han skulle betale tilbage. Måske ved ikke at komme til skade en anden gang+.
Han skævede ned mod hånden der havde holdt over den sårede øje.

'' De har vel ikke noget jeg kan tørre mig af i.. + ''

Han løftede sigende hånden op.