Vinden blæste i isnende vindstød oppe langs den golde bjergside på en af Turmørkedalens nordligste bjerge. Bjerget havde ikke den højeste tinde, men bestemt heller ikke den laveste, og kun den mest hårdføre plantevækst kunne klare sig her.
En smal og alt andet end menneskeskabt sti førte op langs bjerget. Flere steder var den blokeret af store klippestykker, der gjorde turen op langs bjergsiden yderst besværlig.

Shadye havde så sandelig også fået sig nogle skrammer på vejen, som hun undersøgte i læ bag en klippeblok, som både gav en smule læ fra vinden, men også fungerede som et udmærket skjul.
Man skulle ellers ikke tro, at der var meget liv at finde heroppe, men det var netop sådan et sted, en Ametystdrage ville holde til.

Hun havde forfulgt den, siden den havde overfaldet en karavane nede i dalen. Dragen havde fortæret sine ofre, og var efterfølgende søgt tilbage mod sin hule, med blodet dryppende fra sine skarpe kløer.
Hulen lå et lille stykke længere oppe af bjergsiden. Hun kunne se dens mørke åbne fra sin sammenkrøbne position bag klippeblokken. Med sin grå kappe faldt hun nærmest i et med omgivelserne - hjulpet en smule på vej af sin magiske evne.
Shadye fugtede sine læber med tungen, imens hun tankefuldt overvejede sine muligheder - Både pilene i koggeret ved hendes side, og de skarpslebne sværd, hun bar over ryggen, var dyppet i dødbringende gift. - Men var den stærk nok til at dræbe en drage? - og ville hun overhovedet være i stand til at nå at angribe?

Miilaethorns oprindelige plan havde været at tage på en hyggeligt jagt. Han havde overhovedet ikke regnet med, at det skulle være en jagt på et stort monstrum, som han udelukkende havde hørt om før i historiebøgerne.
Da dragen fløj hen over hans lejrplads, var han sprunget på benene med en pil på buen, men han nåede end ikke at tænke på, at skyde efter den, da den fløj hen over og væk. I stedet valgte han at følge den på afstand, med stor forsigtighed. Det var bedst i det mindste at vide hvor den var så han kunne undgå den.
Han tog bue og pilekogger med og løb lige så stille af sted, som den udmærkede sporfinder han var. Dragen dryppede af blod fra sit gab og derfor var den let at følge, foruden det, at den nogle gange brølede.

Snart nåede sporene frem til en større hule, men Miilaethorn valgte at stoppe her, et par meter væk, mens han vagtsomt så sig omkring.
Det endte med, at han fik øje på noget helt andet end en drage. En anden person der stod halvvejs gemt, et par meter foran ham selv. Han kneb øjnene sammen for at se bedre efter. Vedkommende var noget grundigt camoufleret og han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle tackle situatione. Han ville ikke forskrække vedkommende. Men han kunne hellere anråbe hende, for så kunne han risikere at dragen opdagede dem.
I stedet valgte han at gå åbenlyst længere frem, lidt mere til venstre, hvor der alligevel var lidt træer. Han var letfodet, men sørgede for, at man lige nøjagtigt kunne høre ham. Han så undersøgende hen på den camouflerede skikkelse igen.

Lille drage.. lille drage.. snart er du i Dødsgudindens favn.. Tænkte Shadye, imens hun forsigtigt spejdede frem fra sit skjul bag klippeblokken. Til trods for hendes faste beslutsomhed hvad dragedræbning angik, var det første gang, at hun rent faktisk stiftet nærmere bekendtskab med en af de skællede skabninger.
Dragen var for øjeblikket ude af syne, men blodsporene uden for huleindgangen samt en rumlende lyd fra det mørke dyb, gav ingen tvivl om, hvor dyret befandt sig.

Nu var det blot om at udarbejde en passende strategi. Shadye ville ønske, at hun havde haft sin søster med sig, for hun var egentlig godt klar over, at en kamp mellem hende og dragen i sidste ende blot ville ende med, at den fik sig en gang dessert oveni det måltid, den allerede havde fået.
Nej, der måtte bruges list og snilde. Sætte en forgiftet pil i struben på den, mens den tog sig en lur..

Lette fodtrin kunne høres over vindens susen, og Shadyes blik blev fanget af en bevægelse, så hun for et øjeblik måtte slippe dragehulen af syne. En mand. En elver. Hendes øjne betragtede iagtsomt den nyankommende, imens hun prøvede at regne ud, hvordan det kunne gå til, at han var her.
Han måtte have fulgt dragens spor, for der var næppe nogen der tog en spadseretur på en stejl bjergskråning - også selvom denne nogen var elver.
Hun bevægede sig en smule og camouflagen tog langsomt helt af. Den grå kappe gjorde stadig, at hun faldt en smule i et med klippestykket bag sig, men elveren havde tydeligvis allerede fået øje på hende.
Hun lagde fingeren over læben i en tyssende bevægelse og gjorde et kast med hovedet i retning af dragehulen, selvom han sandsynligvis allerede var klar over, hvad der gemte sig derinde.

Miilaethorn var tæt på at sukke lettet op da hun heldigvis fik øje på ham og ikke virkede forskrækket. Hendes bevægelser, der gjorde hende noget mere synligt, fik ham til at hæve et øjenbryn. Magi. Det måtte være en smule magi, for selvom kappen i forvejen virkede camouflerende, var dette ikke helt normalt. Han valgte at gå tættere på hende, noget mere lydløst end før, da hun tyssede på ham, så han var helt henne ved hende, bag klippestykket.

"Hvad laver sådan én her?"

Spurgte han, så lavt det var ham muligt. Der kom heldigvis ingens respons inde fra hulen, men man kunne jo aldrig være sikker. Miilaethorn var ikke helt sikker på, hvordan han skulle tackle det, nu hvor der var endnu én her. Det komplicerede ting, for han havde ingen anelse om, hvad hun ville her. Om hun havde fået samme idé og var på vej væk? Eller om hun havde andre idéer, der måske ikke var helt så fornuftige. Man kunne aldrig helt vide med mennesker. De var ofte meget spontane og dumdristige, men i det mindste havde Miilaethorn selv lidt af dumdristigheden i sig.

"Hvad gør vi?"

Hun var nået så langt. Der var ikke plads til at vende om nu. Shadye var ikke nogen kujon, men hun var også langt fra fornuftig, og da hun først havde set dragen flyve bort med bloddryppende gab var beslutningen allerede taget: der måtte gøres noget. Gudinden måtte have udvalgt hende. Det var tid til at teste, om hun havde den nødvendige styrke.

Hendes blik var igen fæstnet på den mørke huleindgang længere oppe ad bjerget. Man kunne ikke længere høre dragen, men hun frygtede alligevel at den ville stikke snuden frem, og få øje på hende .. eller dem.
Hun vendte hovedet, da elveren kom tættere på. Med let rynkede bryn så hun ham an: elverne var et rent og ærefuldt folkefærd, havde hun fået fortalt. Måske havde Gudinden sendt ham for at hjælpe hende i hendes færd?

"Den er derinde..." hendes pegefinger var rettet mod huleindgangen. "Den dræbte dem .. de uskyldige. Kvinder. Børn." Hendes stemme var lavmælt, nærmest hviskende, imens hendes øjne igen stirrede mod dragens skjulested. Hun hentydede naturligvis til den lille karavane, dragen tidligere havde overfaldet.

Miilaethorn lagde godt mærke til hvordan kvinden stod og kiggede meget beslutsomt ind mod hulen. Han var ikke sikker på, om han så frygt, vrede eller noget helt tredje, men han var godt klar over at der muligvis var noget personligt over det. Han ventede tålmodigt på, at hun ville forklare ham om hun havde en plan eller ej, men da hun endelig så på ham var det for at fortælle hvad der var sket og ikke hvad der ville ske. Hendes ord vakte en dyb vrede inden i ham. Hvor han før følte at dragen var fascinerende, syntes han nu kun, at den var frastødende. Dette var tydeligt at se på hans øjne der lå på huleindgangen. Den havde dræbt uskyldige, og Miilaethorn ønskede ikke at det skulle ske for flere.

"Vi burde gøre en ende på dens ødelæggende vanvid,"

Sagde han, mest til sig selv, før hans blik lagde sig på kvinden hvis navn var ham ukendt. Han var virkelig frustreret, hvilket let kunne ses på hans ansigtsudtryk.

"Har du en slagplan? Jeg har ikke dræbt drager før,"

Vreden ulmede lige under overfladen, og Miilaethorn ventede bare på, st kunne give den drage noget af dens egen medicin.

Da Shadye så beslutsomheden i elverens øjne, var hun ikke i tvivl om, at Dødsgudinden måtte have sendt ham for at hjælpe hende, i hendes færd. Hvorfor skulle han ellers dukke op på en øde bjergside og være frisk på at nedlægge en farlig drage?
Hun havde selv ønsket at jage de skællede øgler, siden hun først hørte, om deres tilbagekomst. De hørte ikke til i Krystallandet. De brød freden. Hendes lettere fanatiske tro på dødsgudinden, Kile, styrkede blot hendes overbevisning om, at hun havde et formål i denne verden.

"Jeg kan heller ikke selv bidrage med den store .. erfaring.." Indrømmede hun tøvende. Hendes øjne, det ene brunt, det andet rødt betragtede elvermanden foran sig.
Det ville ikke nytte at prale af sine ikke-eksisterende dragedræberevner. Nej, der måtte handles varsomt. Selvom Shadye aldrig havde stået ansigt til ansigt med en drage, havde hun imidlertid studeret alt, hvad der var at opstøve om emnet. Det var vigtigt at kende sin fjende, og hun var udmærket klar over, at drager var meget stærke skabninger.

"Vi må overraske den." Sagde hun lavmælt. "Den forventer ikke, at nogen vil angribe den, i dens egen hule.."
Vinden der susede omkring bjergtoppen fik fat i den lange, mørkerøde fletning, der hang ned af hendes ryg. Heldigvis blæste vinden ikke mod dragehulen, så lyden af deres stemmer ville ikke blive båret derhen.

Miilaethorn var virkelig ikke sikker på, om det overhovedet havde været en god idé at sige ja til at hjælpe til med at dræbe dragen. Han vidste blot, at den skulle dø for de forfærdelige ting den havde gjort. Det var ikke engang hans egne landsmænd, elverne, der havde været ofre for den, men det var nok, bare at vide, at der sikkert lå mange uskyldige, både børn og kvinder som mænd døde i dens mave og lige nu blev fordøjet mens den lå og følte sig selvsikker inde i sin forbandede hule.

At hun heller ikke havde den store erfaring var en kende bekymrende, men Miilaethorn var sikker på, de nok skulle kunne klare det. Hun kunne skjule sig og han kunne tage sanserne var de fleste. Forhåbentlig også en drage.

"Jeg kunne måske fjerne dens sanser i et mindre stykke tid. Jeg ved ikke helt om det vil virke, men det er vel et forsøg værd. Det har virket på alt andet levende, så det burde også virke på en drage,"

Foreslog han, mens han skævede over mod åbningen. Allerede nu, før de havde tænkt sig at træde derind, kunne han mærke hvordan adrenalin begyndte at pumpe igennem hans krop. Han var klar, hvad end der kom til at ske, og de skulle nok komme igennem dette.

"Skal vi gøre det sådan?"

"Ja, lad det være sådan .. " Hun nikkede. Magi, der kunne fjerne dragens sanser: perfekt. Så var det bare om at håbe, at man ikke fik et solidt dask af dragens hale .. eller det, der var værre.
Hun rystede tankerne af sig. Det nyttede ikke at lade sig bekymre. Der måtte handles, og så længe der var en plan, at holde sig til, var det godt.

Hun frembragte lydløst sin bue. Den var lille, elegant og helt sort: godt egnet til en kvinde, der ikke havde nær så store, fysiske kræfter. Til gengæld var hun særdeles god til at skyde præcist..
En pil blev placeret på buen. Det var om at være fuldstændig kampklar, når de trådte ind i hulen.
"Sigt efter dens øjne eller dens bug .. " Sagde hun hviskende. "Skællene skulle efter sigende beskytte den mod det meste.."
Det var ikke til at vide, hvordan dragen ville reagere på at få frataget sine sanser, men hvis de var heldige, og den lå og sov, ville det muligvis ikke engang bemærke det..

Shadye trådte forsigtigt frem fra skjulet bag klippeblokken. Igen brugte hun en smule magi for at sikre sig, at hun var svær at få øje på.

Miilaethorn så over på kvinden, som hun indvilgede i, at de brugte hans plan. Det var en udmærket plan, og Thorn, som var dybt blændet af sit had mod dragen, gav det overhovedet ingen tanke, at den måske var lidt for stor en mundfuld for de to. Han vidste ikke engang hvor stærk kvinden var, om hun kunne mere magi end det hun allerede havde fremvist. Men han tænkte heller ikke over det, dumdristig som han var. Der var alligevel ikke tid til at tænke.

Han nikkede og som hun tog sin korte bue frem, trak han også sin egen frem. Den var tydeligt lavet i elverstil, lys og krumbøjet, men stadig var det meget åbenlyst, at det var en langbue. Sej at trække, især for Thorn, der måske ikke ligefrem havde den bedste styrke. Men Thorn var en elver, og elverne havde en skydemetode hvor de ikke brugte så meget styrke som de brugte teknik. Det handlede om at trække den til dens fulde længde og så låse sine skuldre. Man skulle ikke holde den der længe, men det virkede fantastisk.

"Sandt, det skal jeg huske,"

Svarede han, mens han også lagde en pil på buen. Han trådte med hende ud, da hun begyndte at gå mod dragehulens indgang. Han lagde godt mærke til hvordan hun forsvandt fra det blotte øje. Det krævede en del fokus at kunne se hvor hun var, så han undgik at gå ind i hende. Han begyndte langsomt, men sikkert, at gå ind i hulen. Han holdt sig langt fra lige så godt kamoufleret som menneskekvinden, men han var stadig meget stille og sikker i sin gang. Og hans naturfarvede tøj var også udmærket til, at komme ubemærket til.

Om de gik længe, var han ikke klar over. Mørket omsluttede dem langsomt, jo længere de gik ind, men Thorn havde et udmærket nattesyn, når han lige fik vænnet sig til mørket.
Til sidst var de der. Thorn fik langsomt øje på det store monster, der lå i midten af et større rum i hulen, og han begyndte hurtigt at fokusere på den, for at få fjernet dens syn. Som magien nåede dragen, der var i et stadie mellem søvn og halvvågen, lagde den naturligvis mærke til at dens syn forsvandt og pludselig lød der et højlydt brøl fra den, som den rejste sig fra sin liggende stilling.

Shadye holdt sig til klippevæggens ene side, imens hun fulgte efter elveren. Buen var klar i hendes hænder, så pilen kunne blive affyret i løbet af et splitsekund. Man havde næppe lang tid at reagere i, når en drage først havde fået øje på én.
Hun var ikke sikker på, om hendes camouflageevne virkede over for en drage - og hun havde heller ikke lyst til at teste det. Hendes hjerte bankede hurtigt, og hun glemte i øjeblikket at trække vejret, mens de sneg sig af sted. Bare den sov...

Hulen var dybere, end hun først havde troet. Det virkede nærmest tåbeligt, at hun havde siddet sådan krøbet sammen bag klippeblokken udenfor, når dragen alligevel gemte sig så langt inde i dybet.
Naturligvis vidste man dog aldrig, om den kunne have fundet på at stikke sin skællede snude frem fra skjulet og snuppe sig et ekstra måltid.

Klippegangen var en del bredere og højere end elveren og mennesket - ikke nogen overraskelse, taget i betragtning af dragens størrelse. Nok var denne Ametystdrage ikke en af de største af sin slags, men den fyldte alligevel en del mere, end de små skikkelser, der var ved at snige sig ind i dens hjem.
Der lå den endelig .. de rundede et klippefremspring og Shadyes øjne spærredes en smule op ved synet at den lange, skællede dragehale og den massive krop, der lå på hulens bund. Dens skæl havde en støvet lilla nuance, som var svær at se ordentligt her i hulens mørke.
Heldigvis var der et sted i hulen et lille hul op til overfladen, og her skinnede dagslyset igennem: nok til, at de kunne se dragen, som den rejste sig og brølede.

Shadye skævede hurtigt til elveren: han havde tydeligvis brugt sin evne, for dragen drejede hovedet forvirret rundt, imens den højlydt brølende slog med halen for at finde ud af, hvem der havde berøvet den synet.
Der måtte en mere permanent løsning til. Hun sigtede med pilen på dragehovedet - det var svært at ramme, når den bevægede sig sådan, men efter et øjeblik havde hun chancen.
Dragen var standset op og begyndte i stedet at forsøge at lugte sig frem til sine fjender, nu hvor at den havde erkendt, at dens syn var borte.
Der lød endnu et voldsomt brøl fra den skællede skabning, da en pil fra Shadyes bue borede sig ind i det ene øje.

Miilaethorn fik noget store øjne, da dragen vågnede op og begyndte at brøle rasende op. Han følte sig første gang længe, noget skræmt. Den var en stor skabning, og selv blind kunne den være virkelig farlig, det var han helt sikker på. Han var lamslået et kort øjeblik, indtil dragen stoppede op og begyndte at snuse ind, for at finde dem.

Indtil Shadye sendte en pil af sted og ramte plet lige i dens øje, til hvilket den brølede op endnu en gang. Dette fik vækket Thorn op til dåd, som han omgående selv spændte sin bue og forsøgte at ramme det andet øje. Men dragen kastede rundt og til trods for, at Thorn var en ret dygtig bueskytte, så var han langt fra lige så god med buen som sit sværd. Han missede sit mål, men den ramte da i det mindste tæt på. Trist, at den blot sad fast i skællene dog. De var vidst ved at være ude hvor de ikke kunne bunde, og Thorn var udmærket klar over dette.
Han lagde hurtigt en ny pil på buen, men nåede ikke at spænde den, for dragen havde hørt lyden af dem og kastede sig nu mod dem.

Thorn fik kun lige nøjagtig, på et hængende hår, kastet sig til side. Det ændrede desværre ikke på, at dragens hale hurtigt fik ram på hans venstre arm, der gav sig under presset, som de skarpe kanter på halen flåede sig gennem den bløde hud. Det endte dog alligevel med, at Thorn var kommet uden for dens rækkevidde, men da han endelig kom på benene var det med en smertegrimasse, som det gik op for ham, at armen var mere eller mindre ubrugelig. Men der var ikke tid til, at tænke på det nu. Shadye kunne være i overhængende fare, så mens han holdt den skadede arm ind til sig, trak han sit sværd, ligeglad med hvor tåbelig en handling det så end kunne være. Hvordan i alverden skulle han få ram på en drage med et nærkampsvåben?

Shadye krøb sammen langs hulevæggen, spejdende efter endnu en mulig åbning. Dyret var rasende, og det føltes som om, hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende. At være inde i en klippehule med en vred drage, var ingen drømmesituation - alt hvad hun end havde forestillet sig omkring disse væsner, kunne ikke hjælpe hende her.
Hun kunne se elverens pil sidde fast mellem dyrets skæl - noget som dragen helt sikkert også kunne mærke, og noget, der næppe gjorde den i bedre humør.

Selvom dragen ikke kunne bruge sine øjne, var den så sandelig i stand til at bruge sine andre sanser, og drager havde en særdeles god lugtesans.
Hun så nærmest i slowmotion hvordan den skællede snude vendte sig imod hende, og hun forsøgte at bakke hen imod den vej, de var kommet fra. En drageklo satte imidlertid en stopper for dette, da der lød en skrabende lyd af kløer imod klippesten.
Dragekloen holdt hende fast imod hulevæggen, imens blod begyndte at pible frem fra skulderen, som en af de skarpe kløer havde gennemboret.

Bæstet slog med vingerne, og ramte i forvirringen klippehulens loft, hvor små sten begyndte at rive sig løs. Snuden drejede sig mod elveren, da dragen hørte lyden af sværdet, der blev trukket. Imens vred Shadye sig i et forsøg på et komme fri og nå buen, der lå på gulvet.
Et lettere tåbeligt træk - der ville næppe være mulighed for at affyre flere pile.

Dragens handling mod Shadye fik Miilaethorn til at bide sammen i kæberne, mens han stirrede vredt på den. Han måtte gøre noget. Et eller andet. Det gik ikke, at han blot stod til og lod hende dø. Dragen kunne, potentielt, blot brænde hende i stykker nu. Det var en forfærdelig tankegang, og det fik sat hans blod godt i kog. Hvad end det var for en galskab, der havde fået ham til at gå herind, var glemt, erstattet af meget kold vrede, som han hævede sit sværd og vendte sit blik mod dens ene øje.

Han var tæt på, at tale til dragen, men han mente at lyden af hans trukne sværd burde være nok til at få dens opmærksomhed.
Og det skete også. Den vendte sit blinde hoved mod ham, snusende og stadig meget vred. Der var kun én måde, at få den væk fra hende på. At få den til at gå mod ham. Han ville ikke være skyld i, at hun døde ved at være en kujon. Al logik om, at de bare burde flygte, var ikke i hans hoved som han gjorde dette.
Han løb direkte mod den og fik trukket et mindre sår ved dens bagben. Mere nåede han ikke, da den trak sin klo ud af Shadye og hamrede hele sin vinge mod ham.

Han kunne ikke undgå det. Det gik simpelthen alt, alt for hurtigt, og som han fik hele vingen mod sig, flåede noget af skællet på vingen sig gennem panden på ham, så der dukkede en dyb flænge op, ved tindingen. Men det var langt fra det værste. Kollisionen sendte ham flyvende gennem luften, til han landede længere inde i hulen og rullede et par gange rundt. Han slog sit hoved ret så hårdt og den allerede skadede arm gav sig med en ulækker knasen, til han lå stille med sorte pletter dansende for sine øjne. Det eneste han var i stand til lige nu var, at jamre let, mens han rodede rundt efter sit sværd.

Hun var så ganske klar over, at dragen blot behøvede at åbne kæberne på vid gab og riste hende, for at tilintetgøre hende fuldstændig. Imidlertid kunne man håbe på, at dyret stadig var sultent og hellere ville fortære dem bid for bid i stedet for at brænde 'måltidet' på.
Et sølle håb. At blive ædt frem for at blive brændt? Hun vidste ikke engang, hvad der ville være til at foretrække..

Dragen blev imidlertid tiltrukket af lyden af sværdet, og Shadye landede hårdt på hulens stengulv, idet dragekloen gav slip på hende. Hun ømmede sig lavmælt, idet hun rejste sig. De forskelligfarvede øjne spærredes let op, da hun så elveren flyve gennem luften.
Åh nej .. Gid han ikke havde skulle spille helt! Hun havde ikke lyst til at have hans død på samvittigheden ..
Kile! Vær med mig! Tænkte hun og sendte en hastig bøn til Dødsgudinden, idet hun trak sine sværd. Klingerne var let buede og glimtede i lyset, der trængte ned i hulen.

Hun kastede sig imod dragens side, men sværdene ville knap nok trænge igennem dens skællede overflade, og kun et par ganske få dråber blod faldt til jorden. Giften på den pil, der tidligere havde gennemboret dens øje lod heller ikke til at have haft en større virkning, så hun tvivlede stærkt på, at giften på sværdklingerne ville gøre noget.
En ting var imidlertid lykkes: dragen havde igen vendt sin opmærksomhed mod hende - bort fra elveren!

Der var i virkeligheden ikke særlig meget, elveren kunne udrette i øjeblikket. De mørke pletter for hans syn blev større og hans arm smertede voldsomt, mens han vedblev sin halvpaniske roden rundt med sin raske hånd. Han havde først tabt sværdet, da han var stoppet nogenlunde med at rulle rundt, så det burde være i nærheden. Det skulle det bare være, men hans store problem lå i, at kroppen lige nu ikke ønskede, at bevæge sig. Den var gennembanket og han havde meget svært ved at fokusere. Egentlig ønskede han bare at lukke øjnene og overgive sig til den dejlige, bevidstløse tilstand, men det kunne han ikke, især ikke da han hørte en fjern lyd af stål mod skæl.

Miilaethorn fik stablet sig op på knæ med en kraftanstrengelse og et støn af smerte, mens han tørrede blod væk fra sit øje. Hans ufokuserede blik fandt frem til sværdet, og han kravlede frem til det, og samlede det op med sin raske hånd.
Med sværdet som en slags stok, fik han også rejst sig helt op, meget svajende.

Som han fandt dem, dragen og Shadye, med blikket, spærrede han øjnene op. Hun stod alt, alt for tæt på. Det var jo dumt! Men hvad kunne han gøre? Der var ikke meget at gøre, for han kunne knap nok stå oprejst som det så ud lige nu.
Han tog et tøvende skridt frem, men som en bølge af kvalme og hovedpine trængte sig igennem hans bevidsthed, blev han enig med sig selv om, ikke at bevæge sig, med mindre det blev allerhøjst nødvendigt.
I stedet tog han sig tid, til at samle mere fokus på sin magi, og han lukkede øjnene, da han sendte endnu en sanseberøvende bølge af sted mod dragen. Denne ville forværre dragens hørelse, men den kunne ikke fjerne det hele. Det havde Thorn ikke kræfterne til.

"Løb!"

Råbte han, så højt han kunne, mens han selv begyndte at løbe mod udgangen, godt nok meget vaklende og snublende, men af sted kom han da. Det handlede om, at skabe afstand nu.

Den skællede hals drejedes, og dragen vendte sig igen mod Shadye. Hun stod ansigt til ansigt med dyret, hvis gule reptiløjne stirrede blindt mod hende. Pilen stak stadig frem fra det ene øje, der mest af alt var en blodig masse.
Ikke desto mindre var uhyret stadig langt stærkere end hende, og havde stadig sin høre- samt lugtesans at gøre godt med.

Bag sig hørte hun elverens råb, idet han søgte mod udgangen. Flygte? Opgive at sende bæstet til dødsgudindens rige? .. Det var kujonagtigt at vende ryggen til.
På den anden side, var hun inderst inde godt klar over, at de intet andet kunne gøre. Dragen havde vist sig at være langt stærkere, end hun havde fortillet sig, og ingen menneskeliv ville blive reddet, ved at deres liv endte her i hulen - som knogler på klippesten efter at dragen havde fortæret dem.

Dragen virrede med hovedet, idet det gik op for den, at alle lyde omkring den, var blevet svagere - næsten uhørlige. Rasende slog den med vingerne og åbnede gabet - Shadye stirrede lige ind mellem de knivskarpe tænder. Havde den tænkt sig at spyde ild?
Hun havde ikke tænkt sig at blive hængende for at finde ud af det. Elverens ord var endelig trængt ordentlig ind i hendes hoved - de måtte løbe! Som hun vendte sig, fra den blinde og nærmest døve drage for hurtigt at smutte væk, var der imidlertid noget, hun havde glemt - dragen var så sandelig klar over, hvor hun var. Lugten af menneske var tydelig for den, og den snappede hurtigt ud efter hende. En skrig af smerte lød fra hende, idet dens gab lukkede sig om hendes venstre arm.

Dyret var rasende. Ikke nok med at disse væsner havde listet sig ind i dens hjem - de havde også frarøvet den synet og hørelsen. Dragens tænder gik direkte igennem Shadyes underarm, skarpe som de var. Så rev den til.
Smerten var ubeskrivelig. Hun troede nok, at hun skreg, men hun var ikke rigtig klar over det. Derefter kom følelsesløsheden, der hurtigt overtog alt andet. Hun lukkede øjnene. Over sig kunne hun høre dragen, der havde hævet sig op i luften. Den slog vildt med vingerne og brølede.
Hendes syn var tåget, idet hendes øjne blev åbnet på klem. Der var rødt overalt på klippegulvet foran hende. Blodet løb hastigt fra hendes venstre arm .. eller rettere sagt.. det der var tilbage af den. Det føltes fuldstændig uvirkeligt at se den afrevede hånd ligge på klippegulvet.

Hun kunne ikke rigtig føle noget i armen. Hendes syn svigtede hende, og hun var ikke klar over, om hun kunne bevæge sig. I en tåge så hun sin egen højre hånd række ud og lukke sig om den venstre, afrevne stump, der lå i blodet.
Så begyndte hun at kravle væk. Langsomt. På knæene.
Hun kunne knap nok høre dragens brølen, idet dens kraftige vingeslag fik adskillige klippestykker til at rive sig løs fra loftet og falde mod hulens bund.

Miilaethorn vedblev sin løben, selvom mennesket ikke løb med. Han var ude hvor han ikke kunne bunde, og det vidste han udmærket godt nu. Det eneste der stoppede ham, var menneskets skrig. Han vendte sig forfærdet rundt, som dragen flåede hendes hånd af og hun skreg endnu højere. Uden at tænke over det løb han tilbage. Han kunne ikke efterlade hende manglende en hånd! Han var en af de få her, der rent faktisk kunne heale sådan nogle skader, så han følte næsten at det var hans pligt at gøre det, selvom det var dødsens farligt at blive her meget længere. Heldigvis fløj dragen væk, som han nåede hen til hende, men det stoppede ham stadig ikke fra at være meget stresset. Hun blødte meget fra armen, hvilket ikke var nogen særlig stor overraskelse. Det havde han også selv gjort.

"Stå stille!"

Kommanderede han hende, mens han tog den afskårne hånd ud af hendes. Hun var sikkert ved at gå i chok, så meget desto lettere ville det være, at få det ordnet. Thorn placerede hurtigt hånden tilbage hvor den burde have været, hvis ikke dragen havde flået den af. En smule retten, og den var på plads som den skulle være, hvorefter han gik i gang med et af de sværeste healingsritualer der, om muligt, var eksisterende for hans nuværende evner.

Der var ingen elvisk mumlen. Kun rå koncentration og fokus på opgaven, som nerver, knogler og kødet, samt huden begyndte at sætte sig sammen. Samtidig kunne han mærke sine ben blive geléagtige. Han var heldig, at han ikke havde brugt andet healingsmagi i dag, for blot det her tog så meget energi at han knap nok kunne stå oprejst.

Kort efter, var hånden tilbage i normal tilstand. Der var end ikke et ar der bevidnede at den havde været flået væk, i modsætning til Thorns egen arm, der lige nu hang og dinglede livløst ned langs siden på ham, mens han blev mere og mere bleg. Men han havde ikke tid til at tage sig af sig selv. Han måtte forsikre sig, at healingen var gået ordentligt.

"Kan du mærke den? Bare nik hvis du kan,"

Spurgte han, en smule hæs efter al den tumlen rundt. Hvis der var en prikken i hendes hånd, som om den havde sovet, betød det, at det fungerede. Hvis hun stadig ikke kunne mærke den, så havde de et kæmpe stort problem.

Det var som om hun så alting gennem en rød tåge. Det eneste hun kunne tænke på var armen .. hvordan skulle hun nogensinde kunne betjene et våben, hvis hun ikke havde sin fulde førlighed? Var det dødsgudindens straf fordi hun flygtede fra kampen?
Der lød en susen af vinger, som dragen fløj lige over deres hoveder i den smalle hulegang. Selve hulen var ved at blive ødelagt af de klippeblokke, den i sit raseri havde revet ned, og nu kunne den ikke komme hurtigt nok væk - selv om det betød, at den måtte efterlade sit måltid. Hellere det, end at blive begravet levende i hulen. Dens blindhed gjorde det svært at navigere, og dyret havde efterhånden nået et stadie af fuldkommen panik - til held for elveren og mennesket i hulegangen.

Shadye gjorde som elveren sagde og bemærkede knap nok, at han tog hånden fra hende. Alting hoppede og dansede for hendes øjne, og hun havde det som om, hun var ved at besvime.
Blodet dryppede fra armstumpen ned på klippegulvet, men bloddråberne stilnede langsomt af, idet elveren satte hånden på armstumpen. Shadyes forskelligfarvede øjne rettede sig mod armen og spærredes let op, da hun så, hvad elveren havde gang i. Hvilken magi..
Først kunne hun ingenting mærke. Så bredte en prikkende fornemmelse sig i hendes hånd, som hun stadig stirrede forundret, ja nærmest hypnotiseret på.
Langsomt nikkede hun uden at tage blikket fra hånden.

Thorns blik var fastsat på kvindens ansigt, mens hun stirrede ned på sin arm. Det tog lidt tid, men så nikkede hun endelig, og han åndede lettet op. Selvom de begge to blødte, var det langt fra lige så slemt som da hun manglede sin hånd, selvom Thorns niveau af energi var drastisk faldende. Han rystede lidt på hovedet over svimmelheden og svajede let, men holdt sig da heldigvis på benene.
"Godt. Godt, så skal vi ud herfra," mumlede han, stadig meget hæs, mens han forsøgte at hanke op i sig selv. Han havde stadig fat i hendes arm, så han lod være med at slippe, da han begyndte at gå. Eller forsøgte på det. Han var slet ikke i stand til at komme længere i dette øjeblik, for da han tog et skridt, sejlede det hele for ham og han slap sit tag hende, mens han faldt på knæ, fuldstændig udmattet og hærget over hvad der var sket.

Thorn var udmærket klar over, at de helst snart skulle ud af hulen. Dragen var selv på vej ud, men den ødelagde sin udgang godt og grundigt i mens og det var ikke til, at vide, om hulen ville kollapse oven på dem.
Han fik øje på sin bue, foran sig, og det gik op for ham at de var tilbage ved det sted hvor de først havde angrebet dragen.
Han greb krampagtigt fat i den og fik sig kæmpet op på benene igen.
"Ud. Vi skal ud før det hele kollapser," sagde han, mest af alt til sig selv, for at få sig i gang. Det virkede lidt, for adrenalinen krøb sig frem i ham igen og han begyndte at gå, lidt hurtigere end før. De skulle virkelig ud herfra, det var ikke godt at være her længere.