Det var ikke meningen at den kvindelige vampyr nogensinde skulle nærme sig elverenes land igen. Sidste gang hun havde lavet fejlen var det et mirakel, at hun var sluppet derfra levende, endda uden de store skrammer. Lorgath havde ikke hørt et ord om det, faktisk var det længe siden de havde snakket sammen, sidste gang hun så ham var det endt i endnu et skænderi og på trods af, at hun de sidste døgn havde opholdt sig på hans herregård havde hun ikke talt med ham.
Den dårlige stemning havde ligeledes ført til at den unge vampyr ikke havde spist, som nu havde ført til, at hendes sult havde fået lov til at tage kontrollen. Hun hungrede. Havde et menneske været sulten på det niveau havde de fået det fysisk dårligt, deres krop ville dirre og det eneste de ville have i tankerne var at finde den mindste form for føde. Nu var Xenix teknisk set død, hun havde ikke de fysiske følger af sult, hun havde rent og skær et dyrisk jagtinstinkt der slog til, og det havde det gjort i allerhøjeste grad.
Alt naturlig farve havde forladt hendes hud og de blå øjne lyste næsten op i mørket, hun lignede ganske simpelt hvad hun var, et omvandrende lig.
Det var faktisk ikke noget væsen der havde ledt vampyren i retning af eleverenes by, det var duften, duften af blod og lyden af puls der hamrede under huden. På trods af, at Xenix ikke havde sanser der kom i nærheden af Lorgaths, var de overraskende skærpede, hun følte, at hun kunne høre alt og hun skulle have føde, nu!

Miilaethorn var en af de første der havde været til, at få fat på. da elvernes leder havde fået alarm om ubudne gæster i skoven. Han var næsten altid på fortet, og næsten altid i nærheden af hvor hun var og hun havde ikke haft tid. Faktisk var de midt i et møde, hvor hans ekspertise skulle være blevet brugt, men han havde selv valgt at melde sig til at tage af sted, og det havde sådan set været fint. Han skulle alligevel ikke hente så mange ting, for at gøre sig klar.
Iført sit mere praktiske tøj og med elverklingen hængende ved bæltet sammen med en kortere kniv tog han af sted. Nok havde han ikke sin bue med, men var gæsten til fare, skulle han nok komme uden om det problem.

Ikke at han regnede med farlige folk.
På sin brune hingst, red han af sted i mørket. Mødet havde strakt sig til ud på natten, så nu var her mørkt, men Thorn havde et udmærket syn i natten, og hingsten skulle nok kunne føre ham frem til det ønskede sted, nemlig sølvfloden.
Da han kom til stedet, fik han hurtigt øje på skikkelsen der bevægede sig rundt i nærheden af floden. Han stoppede brat op på hingsten, velvidende, at han nok var blevet opdaget, og sprang adræt ned derfra, mens han trak elverklingen. Skikkelsen var virkelig bleg og så næsten psykotisk ud, som hun gik rundt. Der skulle tages forsigtighed i brug her.

"Hvad laver De her i elvernes territorie?"

Spurgte han, meget afmålt og roligt. Ingen grund til selv at virke truende. Det var et spørgsmål der blev stillet til alle besøgende. Normalt var kun elverne velkomne her, og så vidt han kunne se, var hun et menneske. Et meget blegt et. Men mørket forhindrede ham i at se flere detaljer end det.

Der var ikke gået mange minutter fra at vampyren havde krydset grænsen til dundrende hove kunne høres. Hun vendte straks opmærksomheden i retningen af vedkommende der nærmede sig. Det var ikke bare lyden der tiltrak kvindens opmærksomhed, det var ligeledes lugten af dyr blandet med sødmen man kun kunne finde hos elvere. Idét Miilaethorn kom inden for synsvidde måtte Xenix for alvor lægge bånd på sig selv for ikke bare at fare imod ham og sætte tænderne i den fine elverhud, der måtte nok en hende mere snilde til, på trods af, at hele hendes natur skreg på at fare imod måltidet uden tøven.
Ja, hvad lavede hun egentligt i Elverly? hun anede det ikke engang selv. Af samme årsag gik der ret længe, hvor hun blot stirrede på det smukke væsen i en urokkelig stilling, inden hun tog de første par skridt imod ham, langsomt, anseende.

"Jeg tror desværre jeg er kommet på afveje. Jeg skulle have været i Medianen nu, men en genvej var vidst snarre en omvej!"

Xenix sendte ham et lille smil, meget bevidst omkring tandsættet der ikke kunne ses. Så gik hun en kende tættere på, forsigtigt, hun kunne høre hvordan blodet pulsede ihærdigt under huden på hesten, det overdøvede elverens larmen. Xenix gik næsten i et med mørket, hun var iklædt en stram langærmet trøje og et par store posebukser. For illusionens skyld havde hun ligeledes en halvlang kappe. Normale dødelige ville trods alt fryse ganske let på denne årstid.

Miiliaethorn var godt opmærksom på, hvor bleg kvinden var da hun vendte sig mod ham og begyndte at tale til ham. Han holdt sit sværd fremme, men det var rettet mod jorden, så han ikke virkede voldsomt truende. Det kunne han godt gøre, hvis han havde lyst, men han kunne ikke være sikker på, om hun var en ubuden type, eller om hun bare var virkelig, virkelig syg.

"Denne skov er meget stor. De skulle have taget krydsvejen og gået til venstre længere nede ad landevejen. Den ligger derude,"

Fortalte han, stadig roligt og kalkuleret. Han gik selv lidt hen mod hende, som hun kom tættere på, mens han valgte, for nu, at ignorere hesten der kastede nervøst med hovedet bag ved ham. Hvis den ikke kunne lide mennesket, så skulle han nok sørge for, at hun ikke kom i nærheden.

Derfor lukkede han hurtigt den store afstand mellem dem og stod nu godt og vel en meter fra hende. Hans blik blev undersøgende.
En healers blik var altid opmærksomt på folks fysiske tilstand, og denne kvindes var bekymrende. Han havde aldrig set nogen være så bleg og stadig stå oprejst. Der var et eller andet galt her.

"Du ser en smule syg ud. Noget jeg kan hjælpe med, før jeg sender dig af sted?"

Xenix måtte bruge hver eneste del af viljestyrke hun havde tilbage, på ikke at fare direkte imod Miilaethorn især da han begyndte at komme tættere på. Det eneste hun kunne fokusere på var hovedpulsåren der hamrede løs lige under hudens overflade. De normalt blå øjne blev skarpe og unaturligt klare, inden hun blev opmærksom på problemet og vendte sig i retning mod vejen, som elveren havde forklaret hende. Det var nu eller aldrig. Vampyren aktiverede sin evne, som med det samme trådte i kraft og iris begyndte straks at blive mere og mere mælkehvid.
Endnu med ryggen til elveren rømmede hun sig kort, og pegede så i samme retning han lige havde anvist, hun havde brug for mere tid, med sulten der nagede var hendes magi ikke just let at have med at gøre.

"Ah. Jamen det kan jeg ikke forstå. Jeg syntes ellers det var den vej jeg kom fra. Jeg må have tager fejl!"

Kvinden trak tiden, på trods af, at hun kunne mærke hvordan hesten et sted bag hende tydeligvis var utryg ved hendes tilstedeværelse. Det var ikke så underligt, selv med energi nok til at kunne danne en falsk puls og danne en smule kropsvarme vidste de fleste dyr godt, at der var noget galt, men nu, som Xenix stod der, uden puls og uden nogen form for livstegn, udover bevægelse, vidste hesten godt, at hun ikke var noget menneskeligt længere.
Det gav kort et sæt i Xenix da elveren kommenterede på hendes blege hud, hun skævede kort ned til den ene hånd, det var rigtigt nok, den var ikke bare bleg, den var hvid og porcelænsagtig, overnaturligt perfekt uden den mindste antydning af blodårer. Sandt at sige kunne hun nok godt have anstrengt sig en smule med udseendet, men det var for krævende energimæssigt.

"Ah tak, jeg har det ganske udmærket, men nu du nævner det ..."

Ikke mange sekundter efter vendte hun rundt, normale menneskeøjne var ikke længere til at se, i stedet var de hvide og pupilløse, hun stirrede direkte imod elveren i håb om at kunne bringe ham i sit net, inden hun slog til og angreb.

Menneskets forvirrede reaktion var med til at få Miilaethorn til at føle sig endnu mere sikker end før. Hun var vel bare en vildfaren person der havde brug for hjælp. Han valgte at forberede sig på, måske, at skulle følge hende ud af skoven mens han holdt øje med hende, som hun stod der med ryggen til.

Hans kommentar til hendes velbefindende udløste et let sæt i hende, men Miilaethorn var så blændet af hendes løgn, at han slet ikke lagde mærke til det, I stedet stod han og ventede på at hendes forvirring skulle gå over.

Men det var ikke det, der skulle ske. Hendes tøvende ord fik ham til at hæve et øjenbryn, indtil, hun vendte sig og kiggede ham direkte i øjnene med sine egne mælkehvide øjne. I starten forvirrede det ham, men så reagerede hans krop ved at stivne i voldsomme smerter der fik ham til at blive meget overrasket. Han havde overhovedet ikke forventet dette og som han tabte sit sværd, så han hvordan kvinden kastede sig mod ham.

"Hvad sk..."

Mere nåede han ikke at udbryde, før han lå på jorden, stadig i uregerlige smerter, med hende over sig. Musklerne trak sig voldsomt sammen og gik i kramper, og han lå der, totalt hjælpeløs.

Vampyren mærkede øjeblikkeligt, at hun fik fat med sin evne, havde hun trukket vejret havde hun åndet lettet op. På trods af, at elvere som regel ikke var så fysisk stærke som mennesker, så var de dygtige med våben, mellem hende og Miilaethorn var det simpelthen et spørgsmål om hvem der var var hurtigst og heldigvis for Xenix, var det i denne omgang hende.

"Jøsses, nogle gange er jeg virkelig overrasket over at i ikke er en udryddet race!"

Xenix blinkede et par gange, og sendte ham det karakteristiske kække smil, inden hun var over ham. De spidse hjørnetænder gled så let som ingenting igennem den fine hud mens en af de spinkle hvide hænder trak elveren hoved til side med et fast greb i de lange lyse lokker. Lorgath kunne have nok så mange præferencer hvad angik børneblod, men det i følge Xenix ville hun hellere have en elver. Desuden var det bedst, når det kom direkte fra kilden, der var ikke noget værre end at få det serveret koldt og på flaske.
Vampyren tog sig et øjeblik til at kigge op fra offeret, for at sikre sig at der ikke var flere af de spidsørede væsner i nærheden, men mistede ligeledes sit magiske tag i den blonde elver. Dette var dog ikke rigtigt noget hun bemærkede, ekstasen fra blodet var overvældende, de blå øjne blev slået ned på Miilaethorns hans hvor blod endnu piblede frem fra bidemærkerne, så bøjede hun hovedet for at drikke videre. Xenix var en vældig ung vampyr med en stor appetit, det var for hende ikke unormalt at dræne et menneske totalt, inden hun havde nået sit mæthedspunkt.

Selvom han var i voldsomme kramper, kunne han sagtens høre hvad mennesket - vampyren - sagde, og det provokerede ham til det yderste. Han kunne bare ikke gøre noget ved det, for selv det, at tale, var besværligt, når munden havde lukket sig sammen og tænderne skurede mod hinanden. Han havde også bidt hul i kinden på sig selv, men det var ikke så meget det, der var forfærdeligt, som da han ind i mellem nogle af de grimme krampetrækninger kunne mærke et par sylespidse tænder bide sig igennem huden på hans hals. Han kunne intet gøre. Han var ikke sikker på, om dette ville være hans endeligt, for i øjeblikket lå han komplet i hendes magt, og hun var åbenbart meget villig efter at drikke ham tør, som hun sugede blodet ud af ham i hurtige tag.

Det var først da hun så op og holdt en pause i sit frådseri at Miilaethorn kunne mærke smerterne dulme af. Hans krop spjættede stadig efter det voldsomme pres, men han havde kontrol. Nogenlunde.
Da hun satte tænderne i ham igen, fik han langsomt løftet sin ene hånd op til hendes hoved. Hun skulle ikke have mere nu, hun skulle bare forsvinde. Han fokuserede hårdt på sin indre magi og det endte med, at han fik hende gjort blind. Hvor længe vidste han ikke, men han var meget hurtig derefter med at trække sin kniv og få den jaget ind i siden på hende, så hun væltede af ham og han selv kunne komme op at stå om end noget svimmel over tabet af blod hun havde skabt.

"Derfor er vi ikke udryddet, vampyr,"

Svarede han, stadig roligt, selvom han var lettere hæs efter at have været i under hendes kontrol.

Xenix har udmærket godt klar over, at hun allerede nu havde overtrådt flere regler i bogen, hun burde ikke have ladet sig rive med og hun burde ikke jage nær elverenes land og sidst med ikke mindst burde hun ikke have ladet sig distrahere af andet end hvad hun havde med at høre. Sulten havde ganske simpelt været for stor og blodet for tiltalende. Hun bemærkede dårligt at der var noget galt, inden hendes syn langsomt snævrede ind, sorte pletter dansede for hendes øjne inden det blev til et underligt tunnelsyn for til sidst helt at forsvinde. Det hele gik så hurtigt, at hun ikke nåede andet end at give en hæs lyd fra sig, inden en vældig smerte bredte sig fra taljen. det var et hæst støn hun gav fra sig, inden hun tumlede omkuld, ganske forvirret, inden hun prøvede at finde ud af hvad der var op og ned.
Langsomt fik hun rejst sig, hvad der var tilbage af blod i hendes mundvige blev hurtigt tørret af i ærmet. Så stod hun stille, mere stille end noget menneske ville kunne præstere. Hans kommentar gav hende nys om, hvor han var henne, men en insisterende panik begyndte at brede sig i vampyrens bevidsthed. Hun skulle væk og det skulle være nu. Langsomt rakte hun om på ryggen, hvorfra hun trak to lange slanke knive, på størrelse med en underarm og med kurvede parerbøjler, Xenixs fortrukne våben, inden hun stirrede stift i retning af lyden elveren gav fra sig, dog uden at have noget fokuspunkt.

"Forsvind!"

Hvæsede hun bidsk, mens hun ihærdigt forsøgte at finde ud af, hvilken vel hun skulle bevæge sig, for at komme væk fra Elverly og ind på mere kendte arealer.

Miilaethorn holdt godt øje med vampyren, som hun rejste sig og han skyndte sig selv, at få sit sværd op, hvor det lå på jorden, mens hun trak sine egne klinger. Hans var sammenbidt, fordi han var træt og svimmel, men i det mindste kunne han da se, hvad man ikke ligefrem kunne sige om hende. Hendes advarsel fik ham til at smile, næsten venligt, før hans blik igen blev koldt. Han havde intet tilovers for hende.

"Det her er mit hjem. Forsvind du hellere selv. Med mindre du hellere vil dø,"

Han følte, at han var meget mere reel i sin trussel, for hun var som sagt blind og selvom han virkelig ikke var meget værd lige nu, så var det hende, der havde det største handikap.

For at jage hende endnu en skræk i sit uliv, lod han sine to klinger mødes, så lyden af stål mod stål lød i den dunkle nat.

"Vil du virkelig give det et forsøg? Løb du hellere tilbage til det helvede du kom fra,"

Den sorthårede kvinde kunne lynhurtigt mærke hvordan energien vendte tilbage til hendes døde krop, fra blodet hun så længe havde hungret efter. desværre kom det sammen med prisen af stikket, som hun havde fået i siden. Blod var ikke længe om at gennemvæde blusen i området og smerten var skarp og konstant. På trods af, at Xenix ikke længere havde brug for sine organer kunne de tilsyneladende sagtens gøre ondt endnu. Mere ærgeligt var det, at alt det gode blod skulle gå til spilde.
Når alt kom til alt, så var stiksåret ikke det værste, jo det gjorde ondt og det var med til at dræne hendes energi hurtigere, men at hun manglede synet var katastrofalt. Hun måtte bruge alt sin energi på ikke at gå fuldkommen i panik, var det en permanent skade? Hun ville da være den sørgeligeste vampyr nogensinde. Død og blind.

"Oh, jamen du kan tro at jeg vil forsvinde, det er vel ikke sådan du kan anvise mig en vel ud, vel sukker?"

Hun fnøs, han kunne bede hende skride nok så meget, men faktum var, at hun jo ikke kunne finde hoved eller hale i hvor hun var. Af samme grund gav det et vældigt ryk i hele hendes krop da den metalliske lyd gav genlyd mellem træerne. Hun fangede pointen. langsomt hævede hun hovedet, så genkaldte hun sig, hvilken vej hun var kravlet henover Thorn og ikke længe efter havde hun sat i løb, mens hun inderst inde bad til de højere magter om, at hun ikke ville ramle direkte ind i et træ.

Vampyrens ord fik Miilaethorn til, at skære tænder. Hun kunne selv få lov at komme ud af den knibe hun var havnet i. Han havde ikke tænkt sig, at lege hende guide for en nat, især ikke når han gik rundt med et større blodtab og stadig blødte fra det sår hun havde skabt i halsen på ham.

Heldigvis forstod hun budskabet og løb sin vej, noget mere kluntet end hun var dukket op. Forståeligt. Hun var jo blind, og han ønskede næsten, at han havde været i stand til at gøre det permanent. Mens hun løb sin vej, gav han sig til, at få healet såret. Igen måtte han svaje, for hans kvote af magisk kunnen var også godt på vej til at slippe op. Nu handlede det blot om, at komme tilbage.

Miilaethorn gik tilbage til sin hest, der heldigvis var blevet selvom den var nervøs. Den stod trofast som altid og han fik sig stille og roligt hejset op på den, hvorefter han satte over i galop. Han ville helst gerne hurtigt hjem.

//Out