Det var på tide, igen, at tage en tur rundt om Elverly. Tarrim havde for ikke så længe siden fundet ud af, at der var en god del ikke så gode folk, mest uden for skoven, men de fleste gemte sig usandsynligt godt for elverkvinden Toorahs altseende øjne. De trådte sikkert ikke en gang ind i skoven, men det var også ligegyldigt. Terrænet var godt til at gemme sig i. Der var en del bakker og små klynger af træer rundt omkring, så der var masser af steder for veteranen at kigge. Han var, som altid, ikke iført sin uniform. Den lå stadig i hans taske, og han var i øjeblikket iført praktiske brune bukser, en grøn skjorte og en lun grå jakke. En sølle påklædning, når ens blik ikke anså hans slagsværd, der hang i bæltet med et fæste der skinnede pænt i månelyset. Logoet var ret åbenlyst. Det tilhørte en lysets kriger. Tarrim var stadig sådan én.

Han havde udviklet sig til det bedre i løbet af de sidste par måneder. Nok var han stadig arret kraftigt siden de to år i fangenskab, men hans psyke havde fået et godt boost. Han havde været vidt omkring, havde fået den luft han havde behov for. Den vrede og angst der havde fyldt hans sind var næsten forduftet. Han gik faktisk og smilede let i øjeblikket. Der var fuldmåne på himlen og landskabet var pænt. En skam Skumring ikke var her til at nyde nattens arbejde med ham. Faktisk havde han ikke set hende i meget lang tid, men det undrede han sådan set ikke, når hun var så glad for skovene. Måske var hun ligefrem i Elverly? Han rystede på hovedet. Nok ikke.
Det var en lyd, der brat vækkede Tarrim var sin tankestrøm. En raslen længere væk. Han stoppede op og lyttede godt efter, godt alarmeret.

Det var ikke planen, at Ikaris skulle være endt så langt væk fra Midnatsborgen, men en jagt der ikke gik efter planen havde efterhånden drevet elveren helt til udkanten af mørkets skov og endda videre end det. Allerede nu, ikke længe efter Morgoths fald, virkede området omkring Midnatsborgen igen mere dystert og af samme grund havde det meste dyreliv fortrukket sig fra arealerne.
Nu var hun så her, på grænsen til Elverly, mørkelveren tog sig nogle lange øjeblikke til at tage skoven i øjesyn, hun vidste præcis hvor grænsen gik, hun kendte til spejderene der huserede overalt mellem træerne, som til hvert et tidspunkt var villig til at løbe hjem og sladre til elvermor. ikaris gned sig hidsigt over øjnene, hun var udmærket klar over klapjagten på hendes folk og hun ville ikke tøve mange øjeblikke med at hamre et sværd gennem maven på den gamle elverkælling der sad solidt og godt på magten i byen.
Som altid var Ikaris bevæbnet til tænderne, den tunge brystplade sad som den skulle, et bøjeligt skældbesat mavestykke beskyttede de vitale organer og de store lårplader gled mekanisk mod hinanden ved hver skridt. Måde handsker og støvler var panserede med tungt metal, og under skulderpladerne hæftede den karakteristiske røde kappe, hvor hætten ligeledes gemte de hvide lokker væk så kun de spidse sorte ører stak frem sammen med de orange pupilløse øjne der næsten lyste op i mørket.
Ikaris lod den ene hånd strammedes omkring buen der hvilede tungt i hendes ene hånd, så åndede hun tungt den kolde natteluft ind, mens hun tog området i øjesyn. Pludseligt fik hun øje på noget, men om det var et dyr var hun kort i tvivl om. I en hurtig bevægelse trak hun en lang pil med en vældig grim udseende pilespids på, som nænsomt blev lagt på buen, inden hun tog to forsigtige skridt imod målet. Desværre fik den tunge støvle knækket en kvist der gav en hæs hvidslen fra sig, hvilket ligeledes fik soldaten til at stoppe op. Kort holdt hun vejret, inden hun lyttede og til sidst igen nærmede sig byttet.

Tarrim stod et øjeblik og lyttede. Der var ingen lyde, det var som om, at hvad der gemte sig, havde lagt mærke til hans stivnen. Han lod skuldrene sænke sig, som et bytte der følte sig sikkert på ny, mens han lige så stille gik videre, opmærksom på lyde. Og sandt nok - som han gik videre, lød der en klikken, som fra noget metallisk til højre for ham. Han reagerede så hurtigt som han kunne, knipsede med fingrene på sin højre hånd, så en lille lys kugle komme til syne, hvorefter han med en slyngende bevægelse med armen kastede den mod lyden. Da den kolliderede derhenne, sprang den i luften. Det var intet voldsomt, blot en advarsel, der ville skubbe til hvem end der stod der, måske nok til at vælte vedkommende. Lyset var den vigtige del. Den gav Tarrim adgang til at se bedre, som han trak blank og gik derhen af.

"Hvem der! Træd frem så jeg kan se dig!"

Udbrød han autoritært, med løftet sværd. Allerede nu var en ny lyskugle dukket op i hans fri venstre hånd, for det var lige nu vigtigt at kunne blænde enhver modstander, hvis der da var én. Tarrim vidste, at han nok var paranoid, men han kaldte det selv mere årvågen end så meget andet. Men jo. Han var nok ret så paranoid til trods for langt han var kommet siden han havde været i Inkvisitionens sold.

Ikaris havde kun taget nogle ganske få skridt, nu stod hun helt stille, pilen hvilede tungt på den dystert udseende bue. Det eneste der kunne lyse en kende op i mørket var fjerene på pilen, der hvilede let op imod elveren ene kind. Pludseligt var der noget der lyste op, Ikaris kneb øjnene en kende sammen for den blændende effekt kuglen havde i det komplette mørke men pludseligt for kuglen imod hende, hvilket fik elveren til at forsvinde i en lille mørk sky, inden hun dukkede op et par meter til venstre for eksplotionen, der virkede unaturligt velkendt.
Mindet fik elveren til at krænge overlæben op i en advarende snerren, så man kunne fornemme de spidse tænder, der adskilte hende fra sine lyse modstykker. Tænk sig hun skulle støde på en af lysets krigere midt i det hele. Det gav vel mening, de var jo overalt i disse dage, men det var ikke just den slags kød hun var taget på jagt efter.
Elveren var ikke længe om at tage sigte og lade pilen fare igennem små grene og kviste der adskilte hende og manden, vurderede hun ud fra stemmen at dømme. Kort efter lod hun hånden glide ned langs siden, fingerspidserne følte ganske vant hver eneste lille kniv, hver dagger og hver eneste sværd hun havde på sig, for at vide sig sikker i tilfælde af, at han skulle vise sig at ville tage kampen op.

"Hverken min person eller mit udseende vedkommer dig!"

Snerrede hun, den hæse rå stemme skar igennem landskabet, mens hun hurtigt men ganske lydløst trak endnu en lang pil op ad koggeret der sad skråt over hendes ryg, inden hun lagde den på buen, denne gang dog uden at trække den. Det var spild af kræfter, med mindre manden faktisk besluttede sig at angribe.

Tarrim stod og ventede til han hørte et sus. Han nåede ikke at reagere før en grumt udseende pil borede sig ind i ham. Den ramte ham i siden, men et ribben sad i vejen for den, så den nåede ikke at bore sig fatalt langt ind. Alligevel var det smertefuldt, og Tarrim udstødte et kort gisp, mens han uvilkårligt trådte et skridt tilbage med skærende tænder. Han stod helt stille nu og slukkede lyset i sin hånd, før han tog fat om pileskaftet og forsøgte at flå den ud. Den endte med at knække, samtidig med at en hæs kvindestemme lød til længere til den ene side. Han stoppede omgående hvad han havde gang i, smed pileskaftet fra sig og satte i løb.

For at forvirre, smed han endnu en lyseksplosion efter kvinden, denne lidt mindre mild end den sidste. Hun havde skudt på ham. Hun havde taget det første skridt der skulle til for at dette ville blive en kamp.
Men hans løb var langsomt, hindret af såret i siden, hvor pilespidsen skurrede mod ribbenet og han nåede ikke helt hen til hende, før lyset var dæmpet af igen. Satans.

Ikaris kunne dårligt tro sine egne øjne, enten var fyren virkelig overrasket eller panisk over pilen og prøvede derfor med det samme at trække den ud, ellers havde han bare ikke givet sig til til at studere den ordentligt inden han gik til værks. Pilens spids var delt i to og den bagerste del havde modhager der ikke just tillod, at man bare som sådan hev den ud, uden vældige skader. Det så dog heller ikke ud til at lykkedes for ham, og kort efter var endnu et lys på vej imod elveren. Igen flyttede hun sig et par meter til den ene side for at undgå den ækle eksplosion. Af samme årsag dækkede hun kort sine øjne til for ikke at få ødelagt det suveræne nattesyn mørkelvere nu engang besad.
Ikaris kunne dog ikke undgå et enkelt skub af kraften, hvilket forårsagede, at hun trådte et par skridt tilbage, inden hun igen genvandt balancen. Det var nok et mysterie for mange hvordan en elver overhovedet kunne bære så meget rustning uden at falde totalt sammen, men Ikaris var trænet til det, faktisk kunne man vel sige, at hun desideret var skabt til formålet.
Igen trak hun buen, denne gang tog hun sig væsentligt bedre tid til at sigte imod hans brystkasse, hvis hun kunne få en pil rent ind på krigeren skulle der intet andet end nådesstødet til at slå ham ihjel og Ethelihn ville sikkert ikke brokke sig over en død Lysets Kriger for hendes fødder.

Mens han løb, måtte kvinden være kommet ud af eksplosionsproblemet, for nåede kun inden for fem meter før han så sin fejl. Han stirrede direkte på en metalbeklædt skikkelse med en bue i hænderne og en pil på buen. Og nu ikke længere. Den var blevet sluppet og den susede nu igen mod ham. Det var det lille ryk han lavede, der reddede hans liv. I stedet for at ramme i en af lungerne eller hjertet, ramte den lidt længere oppe. Stadig et smertefuldt sted, hvilket fik ham til at gispe endnu en gang, mens han snublede let. Men hans udholdenhed over for smerte holdt ham kørende og han så stædigt på skikkelsen, før han trådte helt tæt på, inden for sit eget sværds rækkevidde.

"Så.. Nok med dine forbandede pile!"

Snerrede han aggressivt, mens han løftede sværdet og holdt øje med hende. Der fandtes intet mere dumt end blot at begynde at hugge løs på hende nu. Han var bedst til timede modangreb, ikke komplet offensiv. Det havde han regnet ud i løbet af de sidste par måneder.

Ikaris rykkede sig ikke en millimeter da pilen blev sluppet, men de hvide styrefjer blev nøje fulgt med de pupilløse øjne. Et øjeblik kunne hun næsten ikke tro hvad hun så, kunne det virkelig passe, at krigeren var dum nok til at komme tættere på, og endda nu, med endnu en pil i brystet? Hun gav en hovedrysten fra sig og svang i en øvet bevægelse den store bue over skulderen så strengen hvilede på skrå henover brystet. Så trak han sit svrd, hvilket med det samme fik elveren til at række om på ryggen, bag kappen, hvorfra hun selv trak to slanke kortsværd.

"Hvis du hellere vil gennembores af en klinge er det fint med mig!"

Stemmen var følelsesforladt, der var ikke nogen antydning af, at elveren havde nogen form for medfølelse eller tanker omkring krigeren der stod foran hende. Sandheden var, at Tarrim for elveren bare var endnu et bump på vejen, hun havde ingen kvaler ved at myrde ham, det var faktisk næsten for let.
Langsomt hævede hun det ene sværd imod lysets kriger, det andet hang endnu ned langs siden i et solidt greb.

"Så.. Skal jeg bare hugge hovedet af dig, eller skal vi gøre det på den langsommelige måde?"

Tarrim ventede godt, at mørkelveren ville respondere ved at trække de sværd hun havde siddende på ryggen. Han holdt sit eget sværd oppe, om end lidt anstrengt og ventede en finte. I stedet talte hun arrogant til ham, hvilket fik ham til at fokusere mere på hende. Han måtte finde svage punkter i hendes rustning. Rustning. Hvad var det for en rustning? Hans blik blev langsomt mere og mere vredt, da det gik op for ham, at hun var en af mørkets krigere.

"Du kan forsøge, mørkets "kriger". Din forbandede slags skal aldrig få mit hoved. Ækle bæst,"

Snerrede han gennem sammenbidte tænder, mens han stirrede rasende på hende. Hans temperament gik af, bomben var sprunget for længst. Satans mørkekrigere! Han kunne brække sig! Han kiggede endnu en gang meget kort undersøgende på hende. Det bedste han kunne gøre var, at gøre hende ukampdygtig før hun selv fik ham ned med nakken, og det krævede masser af finter. Heldigvis var han temmelig dygtig med sit sværd.

Uden tøven, gik han meget pludselig til angreb, dybt offensivt. Normalt var han til modangreb, men denne gang var han fandens vred. Og offensiven ville også nogle gange virke overraskende på andre, især hende her, som tydeligvis undervurderede Tarrim.
Men hun havde et fortrinligt forsvar. En skam hun ikke var på lysets side. Det fik næsten Tarrim til at tøve med at dræbe hende. Næsten. Hadet var større end hans overraskelse over hendes dygtighed.
Efter op til flere finter og pareringer fik han hende endelig ramt på indersiden af albueleddet, hvor rustningen ikke dækkede. Hvor dybt såret var, vidste han ikke, men omgående efter rettede han et drabeligt hug lige mod hendes hoved.

Ikaris stod ganske stille, da han gik til angreb flyttede hun sig i næsten arrogante små undvigende bevægelser. Fodarbejdet var det vigtigeste. Elveren rynkede kort øjenbrynene sammen, det var næsten som om hun havde viftet en rød klud foran snuden på ham og pludseligt var han gået amok. Hans snerren af hendes titel sagde det hele og fik med det samme fremprovokeret et kækt overlegent smil på de mørke læber.

"Haha, du serverede dit hoved på et fad til mig den dag du meldte dig ind i lysets rækker!"

På trods af elverens hånene stemme og overlegne attitude måtte hun alligevel give denne kriger af lyset, at han kunne sit kram, på trods af, at han ikke rigtigt fik ram på hende, fik han alligevel presset hende næsten en meter tilbage og ligeledes afværget de udfald hun kom med, til hendes store irritation.
Til sidst skete det dog, en simpel fodfejl førte til, at Ikaris fik blottet åbningen mellem skulderplade og armskinne og en klinge skar sig vej igennem huden til et åbent blødende sår. Smerten provokerede tydeligvis elveren der med en snerrende grimasse hamrede sværdet imod Tarrims maveregion. Desværre for hendes plan var ubalancen med den sårede arm stor nok til, at hun ikke fik såret rygraden over på miden, men klingen ragede i stedet ud omkring ti centimeter ved siden af.
Med den sårede arm lod hun sin hånd lukkedes omkring jakkens krave inden hun trak Tarrim helt tæt på, mens klingen borrede sig længere igennem.

"Det var en fejl af dig at tro, at du kunne hamle op med mig soldat, ærgeligt at du ikke har mere end få minutter til at fortryde dit valg!"

Elveren hvæsede ham snærrende ind i ansigtet, som en glubsk hund hvis kødben der var nogle der havde hugget. Så slap hun sit tag i ham, inden hun hamrede den ene behandskede hånd imod hans ansigt

Tarrim troede at hans triumf ville være evig, nu hvor han med sikkerhed ville få kløvet mørkelverens hoved i to. Men så langt nåede han slet ikke.
En brændende smerte i maven fortalte ham hvordan hendes klinge var blevet boret igennem og i et øjeblik var hans ben som gelé mens han fik glasagtige øjne. Han blev holdt oppe, både af hendes sværd og af hendes hånd der trak ham tættere på. Den skærende fornemmelse i maven fik ham til at gispe meget halvkvalt, mens han skar en grimasse og gjorde alt hvad han kunne for, at holde sig på benene. Hendes ord gjorde ham rasende, men smerten hvor hendes sværd nu havde boret sig gennem ham var nok til at holde ham nede på jorden. Bogstavelig talt.

Nok var han langt væk i smerter, men han var stadig klar nok til, at tage fat i hendes ene håndled og låse fingrene ind i en revne ved pladerustningen, mens hun slog ud efter hans ansigt. Han blev ramt, men ikke hårdt nok til at han mistede bevidstheden. Hans sidste trodsige handling var, at aktivere sin indre ild. Hans hånd røg op i flammer og han slap hende, kun for at sende et mindre ildinferno lige ind mod hendes bryst. Den selvsamme mindre chokbølge fik ham til at vælte bagover. Samtidig blev sværdet trukket ud af maven på ham og det åbne sår begyndte omgående at bløde ret så voldsomt.
Da Tarrim landede godt og vel en halv meter væk, spildte han ikke tiden, men rejste sig op og kastede sig ind hvor Lindeskoven lå.
Han var godt klar over, at Toorah kendte skoven lidt bedre end hvad godt var. Forhåbentlig skulle dette nok redde ham.

"En dag.. Så finder jeg dig... Og dræber dig,"

Forklarede han hæst mens en smule blod flød ned ad hans mundvige.
Som han lå der, vidste han udmærket, at han var ude på dybt vand.

Ikaris måtte lade en hæs latter løbe fra sig, hun kunne mærke hvordan adrenalinen pumpede igennem årene under den grå hud, hun havde ikke regnet med at slippe så let afsted med at myrde den sølle blege soldat. Hvad der godtede hende endnu mere var blot, at hun kunne se, hvor frustreret han blev over hende.
Hans næste træk kom dog noget bag på elveren, hun havde ærligt talt ikke regnet med, at han havde energi til at bruge den mængde magi der pludseligt bragede imod elveren, som fik hende til at slippe hvad hun havde i hænderne og skærme for sit ansigt. Elveren forsvandt omgående fra stedet, men dukkede op et par meter længere væk. Hendes brystplade var blevet opvarmet af energien som Tarrim havde givet fra sig og spidserne af det hvide hår der ragede frem fra hætten havde krøllet sig sammen grundet varmen.
Da hun igen genvandt sit nattesyn efter en længerevarende krampagtig blinken, spejdede hun arrige ud i mørket, blikket var ikke længe om at finde Tarrim, på trods af, at han var nået væsentligt længere end hun havde forventet. sværdet hun havde i sin ene hånd fandt hurtigt vej til sin plads bag kappen, inden elveren trak sin bue over hovedet. Forsøget på at spænde den holdt dog hårdt. selvom Tarrim ikke havde ramt nogle sener havde han skåret dybt nok til, at smerten skar sig vej op langs armen så snart hun prøvede at trække den tunge bue. I en hidsig hvæsen for hun imod manden og på vejen samlede hun det andet sværd der var smurt helt ind i blod.
Ganske få meter fra krigeren gik det dog op for hende, at han netop var trådt ind på skovelverskøgens område og havde taget hende med sig og lyden af hamrende hove der fulgte kort efter fik hende til at give et irriteret hvæs fra sig, inden hun sendte Tarrim et sidste blik der kunne slå ihjel. Så vendte hun rundt på stedet og løb i den modsatte retning, efter tre skridt forsvandt hun dog i den blå luft og dukkede først op hundrede meter længere væk, inden hun igen forsvandt, denne gang helt ude af syne. Det var ligemeget at hun ikke havde fået halshugget soldaten, den dødbringende gift på sværdene og den enorme skade hun havde forårsaget, kunne han umuligt overleve.

Tarrim kiggede årvågent efter mørkelveren, da hun pludselig forsvandt og poppede op et helt andet sted. Da hun trak sin bue, men ikke var i stand til at trække strengen tilbage på det, udstødte han en hæs latter, der kun varede kort fordi den fik hans mave til at krampe ustyrligt. Han krympede sig og var næsten ikke opmærksom på, hvordan mørkelveren var begyndt at komme tættere på. Det var først da han hørte hove der dundrede mod jorden, at han så op og fik øjenkontakt med hende. Hendes dræberblik fik ham til at smile. Dette var hans sidste trods. Det var han i hvert fald overbevist om.

"Jeg skal nok finde dig.."

Hvæsede han hæst, mens han hev efter vejret og holdt sine hænder for såret i maven. Det blødte dog hurtigt igennem, så det var egentlig ret meget spild af tid.
Mens hun løb mærkede han hvordan han havde brugt alt for store mængder energi på at forsøge at flambere hende. Ikke nok med de, dansede der sorte prikker for hans øjne og han var et øjeblik bange for, at nu var det slut.
Det ville det måske nok også have været hvis ikke han mentalt var blevet bragt tilbage af en sønderrivene smerte fra hele kroppen på én gang, der meget pludseligt gik i kramper. Han spjættede rundt på skovbunden og følte at han ikke kunne være nogle steder eller i nogle former for stillinger uden, at det gjorde ondt. Til sidst skreg han hæst hvilket endte over i en gurglen, som en blanding af blod og fråde vældede op i halsen på ham. Hvis der var nogen ude at lede, så skulle de nok finde ham.

Det var ren og skær held, at Toorah selv havde taget aftenens tjans hvad angik at holde øje med Elverlys grænser. Normalt var der spejdere til at tage sig af arbejdet, men de skulle også have en smule fritid af og til. For en gangs skyld havde Toorah ikke kjole på, i stedet havde hun røde kjolebukser og til tilhørende slagkoste med guldbroderede kanter. Udover havde en en rustning der passede til de vældige gevandter og selv hesten havde et passende sadelunderlag.
Takket være Toorahs evne vidste hun stort set alt der foregik inden for elverlys grænser. Hendes overblik rakte enormt inden for skovens grænser takket være træerne der fortalte hende alt. Af samme årsag havde Tarrim ikke nået meget længere end at krybe indover skovens grænse inden elveren fik nys om, at der var noget helt galt. Endnu værre blev det da en uvelkommen tilstedeværrelse trådte med ind og ganske kort efter var Toorah i retning af problemet.
Hesten havde dårligt nået at stoppe op inden den rødhårede elver var af den og nede ved siden af Tarrim, hendes blik var alvorligt og undersøgende. Kort efter fulgte to andre ryttere trop der blev sendt i retning af angriberen.
"Tarrim?"
Stemmen varhård og spørgende, hun havde brug for at vide hvor meget bevidsthed krigeren havde tilbage, inden hun begyndte at flytte rundt på ham.

Tarrim nåede ikke at ligge der alene længe, før en skikkelse trådte ind i hans udviskede synsfelt. Han vred sig lidt mere, mens vedkommendes ansigt kom tættere på, i starten trodsigt fordi han var overbevist om, at mørkelveren havde ombestemt sig og ville tage risikoen for at dø, bare for at dræbe ham helt.
Men så gik det op for ham, at vedkommende var hvid og ikke mørkegrå. Lettelsen var nok til, at der endda var en mindre pause i de forfærdelige kramper han havde i musklerne, hvilket nok var godt, tage i betragtning af, at han nok ville være kommet til at bide tungen af, hvis han forsøgte at tale. Personen sagde også hans navn. Det måtte være Toorah, det kunne ikke være andre.

"Undskyld... Ikke med vilje,"

Forklarede han anstrengt, mens kramperne langsomt kom tilbage og hærgede på hans krop. Han greb krampagtigt fat i et af hendes håndled i ren og skær angst for hvad der skete og pludselig slog det ham. Mørkelvere brugte jo gift. Alle mørkelvere gjorde sådan noget, de ækle sataner, der kunne ikke være nogen forskel om man så var mørkets kriger eller bare snigmorder. Denne her havde med sikkerhed også brugt gift. Ellers ville han ikke gå i kramper. Det gav ikke mening ellers.

"For... Giftet,"

Hans kamp om at presse ordene ud var næsten altopslugende. Han var end ikke klar over hvor farligt meget blod han havde mistet. Hvordan det lå som en pøl under hans krop mens han blev mere og mere bleg.
Det var blodtabet blandet med kramperne, der fik hans krop til, langsomt at slukke ned. De sorte pletter for hans øjne blev større og større, indtil de opslugte hans syn.

Elveren var ikke længe om at gå til værks, først blev enden af den lange pil brækket af, hun tog sig et enkelt sekund til at studere pilens ende, da hun var nødt til at vide hvad hun havde med at gøre. At dømme du fra træet var det tydeligvis noget der kom fra sumpoprådet og fjerene var ganske sjældne, af samme årsag var kvinden ikke længe om at udgyde en hæs banden.

"Morierea! I'quelin Mori'Quessier naa ba Mori'Quessir"

Udtrykket var gammel elvisk og var i korte træk skældsordet der i Elverly blev udtrykt for mørkelvere der i deres øjne var feje mørke skabninger der ikke fortjente andet end døden, efterfulgt af en bidsk vending der beskrev, at den bedste mørkelver var en død en af slagsen. Selvfølgelig var han forgiftet, det var ikke så underligt med and overfaldsmand, men lige umiddelbart var det ikke hvad der bekymrede den garvede elverkriger mest, det var såret i hans maveregion hvorfra blødningen ikke rigtigt så ud til at stilne af.
I en hurtig bevægelse trak hun et langt bånd ud af det derkorerede hår, som hun pressede et nærliggende stykke bark imod såret og snørrede det derefter fast med så meget magt hun kunne mønstre. Da det var gjort var der ikke så meget tid til at tænke i og elveren løftede med en del besvær mennesket op på hesten, inden hun selv sprang op bag ham og satte hesten i galop med den ene hånd fast presset imod Tarrims torso, delvist for at holde fast på ham og delvist for at stoppe blødningen så godt hun kunne. På halvvejen til fortet stoppede hun op, en spejder kiggede bekymret ned på hende fra en af træhytterne og en kort elvisk kommando blev bjæffet inden de red videre, det var vigtigt, at healeren kunne komme så hurtigt som muligt.

Da Toorah nåede frem blev hun mødt af samtlige af de højerestående elvere der hørte til på fortet. Tarrim blev rakt ned til en stor muskuløs (efter elviske standarter) en af slagsen som ikke var længe om at få ham indenfor og placeret på en stor seng i et af de mange rum fortet indeholdt.
På trods af, at elverlederen var vældig stolt og perfektionistisk lod det ikke til at genere hende det mindste, at hun var sølet ind i blod.
"Tarrim, kan du høre mig? Hjælpen er på vej!"

Tarrim fik ikke lov til at blive i den bevidstløse tilstand længe. Rideturen var forholdsvist hurtigt overstået, fordi Toorahs hest var enorm og meget stærk og da han igen kom tilbage til bevidsthed var kramperne heldigvis overstået, erstattet af kraftige smerter over alt med en meget stærk følelse af feber. Svedperler haglede ned over panden på ham og han rystede voldsomt, mens han kunne høre Toorah kalde på ham. Bare det, at trække vejret gjorde ondt og derfor endte det med, at han gjorde det i en meget usund gispen. Hans blik flakkede rundt og mødte endelig Toorahs. Nu hvor vreden over mørkelveren var væk, var det erstattet en større angst for døden, der virkede noget nær ifølge hans hoved.

"Den må gerne skynde sig lidt mere,"

Hviskede han i et forsøg på at gøre det hele lidt mindre tungt at bære på, både for ham selv og hende. For Tarrim var der sjældent plads til sjov, men lige nu kunne han ikke finde på andet at sige. Han ville helst ikke bekymre Toorah lige så meget som han selv var bekymret. Måske var hun ikke klar over, hvor afkræftet han i virkeligheden var.

"Toorah? Hvis I fanger hende.. Så.. Så vil jeg gerne have et ord med hende.. Og mit sværd,"

Meget kort blussede vreden op igen og hans hænder knyttedes hårdt, før han ikke længere kunne mønstre at opretholde den. Det gjorde forfærdelig ondt, og nu hvor han tænkte over det, var det allerværst i det sår, mørkelverens sværd havde skabt. Han rakte en hånd op mod det, men fandt et stykke træbark i stedet for et dybt sår. Sært.

Toorah åndede lettet op da hun hørte at han var til at ruske til bevidsthed, alligevel så han ikke ud som om han havde lang tid igen, hvilket ligeledes fik elveren til at vende hovedet imod den store mandlige elver med kornfarvede flettede lokker, så nikkede hun til ham ganske kort.

"Kwentra Moryggan asca!"

Han nikkede igen og skulle til at vende rundt, men kommandoen blev ikke nødvendig for kort efter trådte en elver ind, ganske spinkel var hun, og en kende lavere end Toorah, men ualmindeligt smuk, hendes hår var hvidere end nyfalden sne, øjnene isblå så de tonede ud til det næsten hvide. Huden var så hvid og fin at den næsten kunne slå over i det blålige. Hendes kjole var simpel i forhold til hvad Toorah normalt vadede rundt i, en simpel hvid tætsiddende kjole med stramme ærmer og en høj slids i den ene side var det eneste hun havde på, udover et sølvfarvet diskret diadem, som gik en kende ned i panden.

Den nyankomne kvinde og Toorah lavede en kort udvelsling på elvisk, inden kvinden nikkede og gik over imod Tarrim. Hendes lange fine spidse ører stak årvågent op igennem lokkerne som hang langt og løst ned omkring hendes ansigt, kun med ganske få enkle fletninger. Efter at have kigget kort på lysets kriger kiggede hun så imod Toorah.

"Jeg er nødt til at kunne komme til sårene, vi skal have hans frakke og tunika af. Og jeg får brug for min bror, det er ikke bare sår Toorah, det er dødelig gift!"

den rødhårede leder var ikke længe om at finde en slank elverdaggert frem fra den elegante rustning, inden hun uden omtanke skar tøjet af Tarrim, så kvinden kunne få et ordentligt kig på omfanget af skaderne, så lagde hun et tyndt men overraskende lunt tæppe henover ham, så han ikke skulle fryse ihjel. Dernæst vendte hun igen hovedet imod den blonde stærke elver. "Hent Miilaethorn, sig det haster!" elveren nikkede og blikket blev derefter rettet imod den hvide elver med et hårdt blik.

"Din bror kommer om et øjeblik, du kan godt gå igang. Ingen spørgsmål, bare få det ordnet!"

Der gik ikke længe før den kraftige træthed endnu en gang begyndte at overmande Tarrim. Selvom der kom flere elvere ind og snakkede på livet løs om hvordan de skulle ordne hans skader, var han ikke rigtig i stand til, at sige eller gøre så meget mere. Smerterne var for store, blodtabet lidt for kraftigt, og han fandt sig selv ude af stand til at holde sig ved bevidsthed meget længere.
Det endte med, at han mistede bevidstheden, mens de begyndte at ordne giften i hans krop. Hvor længe han var sådan vidste han ikke, men for omverdenen gik der fire døgn, før han kom til sig selv igen.

Da han vågnede op følte han sig voldsomt tung i hovedet, men de smerter han havde haft var taget godt af igen og det eneste minus ved dette øjeblik var ømheden i maveregionen, hvor mørkelverens sværd havde hugget sig gennem ham. Hvordan han havde overlevet, var ham en meget stor gåde som han ikke rigtig kunne løse lige nu, men det var ikke relevant. Han var forvirret og kunne ikke helt huske hvor han var før han fik øje på en vagt ovre ved døren.
Uden at tænke nærmere over det, satte Tarrim sig op og kneb øjnene sammen med smerten over at gøre det. Vagten kiggede på ham med et intenst blik han ikke helt forstod, før han åbnede døren og råbte noget på elvisk, som han tydeligvis ikke forstod. At vagten havde sendt en løber ind for at fortælle at krigeren var vågen, var derfor ikke noget Tarrim vidste.

Han blev siddende der, til hun dukkede op i døråbningen et stykke tid senere.

"Et tak må vidst hellere være på sin plads,"

Sagde han en smule forlegent. Hans stemme var virkelig hæs og halsen tør, så det endte i et hosteanfald der fik hans øjne til at rende i vand.

Det havde ikke været noget let arbejde at lappe Tarrim sammen, Moryggan og hendes tvillingebror Miilaethorn der lignede hende til punkt og prikke, måske på nær en kende mere maskuline ansigtstræk, havde arbejdet næsten hele natten og havde til sidst endt med at måtte overnatte på fortet grundet udmattelse. Toorah havde haft andre ting at tage sig af, Elverly passede trods alt ikke sig selv, men tvillingerne havde været inde og se til ham løbende og en vagt havde holdt øje med ham gennem alle fire døgn.

Det var en stor lettelse da en af de helt unge elvere kom og trak i et af de store ærmer på den røde kjole, inden hun forsigtigt bukkede sig så den unge pige kunne komme til at hviske hende i øret. Toorah var ikke længe om at få afsluttet sit møde, inden hun skyndte sig tilbage til fortet. På vej til værelset blev der igen uddelt et par kommandoer på elvisk, inden hun gik ned til Tarrim hvor vagten pænt blev viftet ud af lokalet.

"Det skal du ikke tænke på. Du ville have gjort det samme for en af os!"

Det var ikke bare høfligheder der blev liret af, det var ærlighed der kom fra hjertet. Toorah ville til hver en tid lægge sit liv i hænderne på en af lysets krigere, i hvert fald som den politiske situation så ud nu.
Kort efter kom endnu en løber med en stor kande vand og et fad med frugter så eksotiske, at mange mennesker i krystallandet sikkert ikke kendte til halvdelen.
Da maden var leveret smuttede elveren igen og lod Toorah og Tarrim alene.

"Så... Hvordan har du det?"