Det ville være løgn at sige, at Elverlys leder så sig for god til at aflægge den normale befolkning et visit. På trods af de mange ærinder der lurede længere fremme på dagen havde Toorah set sit snit til at aflægge de høje trækroner et besøg.
Efter et længere besøg hos en elverkvinde, et par hundrede år yngre end lederen selv, gik turen over en af de store hængebroer til en mindre hytte, dog stoppede hun kortvarrigt op på midten af de gyldne brædder, inden hun tog Elverly i øjesyn. Et sted langt væk kunne hun ane skovfortet. Det passede sig selv, som regel, alligevel havde hun det småskidt med at forlade stedet, ansvarsfølelsen var vokset nok i elveren til, at hun efterhånden havde dårlig samvittighed så snart ingen af spejderene anede hvor hun var henne. Der var masser af kompetente elvere til at tage sig af problemer i tilfælde af, at det skulle opstå, men følelsen af, at hun ikke var den første til at få eventuelle problemer at vide var foruroligende.
Den skarpe efterårssol skar skarpt ned igennem alle de nøgne grene og skovbunden var dækket af et slør af gule, orange og røde farver. Den kolde morgenluft forårsagede, at skyer af damp stod ud fra elverkvindens læber ved hver vejrtrækning.
De lange røde gevandter hang løst og overlegent omkring de slanke skuldre med guldbroderier knyttet rundt i alle kanter og de lange lokker var som altid sat op i en vældig frisure. Alting var indhyllet i en uendelig ro, en ro Tolorah selv havde kæmpet indædt for at opretholde.

Den fredelige morgenstund blev afbrudt af lyden af højlydte stemmer efterfulgt af en dør, der hårdt blev smækket i. Et smukt udformet træhytte for enden af en hængebro var årsag til larmen.
Renaél Runeldth, en ung lyshåret elver, som nu stod foran dørens udvendige side missede et øjeblik med øjnene i den klare morgensol, hvorefter han med et lille suk vendte sig bort fra døren. Han havde håbet, at storesøsteren, Kethaira, ville have haft medlidenhed nok med ham til at støtte ham økonomisk, men hans forhold til familien var mildest talt elendigt, og han var omgående blevet smidt på porten.

Larmen var stoppet lige så hurtig som den var begyndt, og nu kunne man igen nyde omgivelsernes ro. Det kølige efterårsvejr i Elverly var umådeligt smukt med jorden dækket af farvestrålende blade, der lyste i det klare solskin, og Renaél havde allerede besluttet sig for ikke at bruge mere af dagen på bekymringer og besværligheder. Måske kunne han gå en tur i skoven eller tage forbi en elverbeværtning for at få sig et lækkert måltid.

Han var med lette elvertrin allerede nået over adskillige hængebroer, da han fik øje på en elverkvinde i fornemme gevandter. Er det virkelig...?
Renaél havde kun set Elverlys leder på afstand til forskellige ceremonier, men han havde altid beundret hendes imponerende fremtoning og stærke ydre. Pinligt bevidst om sit eget udseende, begyndte han febrilsk at rette på sine lyse lokker og lettere krøllede kappe, idet han nærmede sig Toorah.

Toorahs opmærksomhed var ikke længe om at vendte sig imod det højlyste skænderi, det var sjældent den slags gik hendes ører forbi, hun var trods alt nok en af Elverlys største problemknusere, hvad store politiske problemer angik, naturligvis. Alligevel tog hun sig uendelig tid til at vendte sig imod problemet, først kroppen, derefter vendte ansigtet sig mod den unge elver, som skulle hun have det sidste blik af elverlys smukke morgen med, inden det igen blev normal hverdag.
De slanke men stærke elverfingre samlede sig, så de vidde ærmegab på den dybrøde kjole slog sig sammen og gav hende et tænksomt udtryk, inden hun sendte Renaél et skævt smil. For Toorah var det tydeligt, at det var en ung knøs hun stod overfor, på trods af, at mennesker kunne have svært ved at aflæse en elvers alder, var de fleste elvere vant til at læse livshistorier i folks øjne. På trods af det var der ikke så meget andet end overraskelse og slet skjult vrede at se hos knæsten. Toorah selv udstrålede en ro og tålmodighed så uendelig, at de færreste ville tro det var muligt med det job kvinden sad inde med.
"En lidt for smuk morgen til at ødelægge med uro og skænderier, syntes De ikke?"
Der var ingen hån eller bedrevidenhed at spore i den bløde, mørke kvindestemme. Det var et reelt spørgsmål, de færreste efterårsmorgener var så milde som den pågældende.

Den kølige morgenluft havde en behagelig, opkvikkende virkning på den ganske unge elver. Han holdt langt mere af dagtimerne end af de senere timer på døgnet, og selvom han egentlig brød sig ganske godt om at ligge og slumre i sin behagelige seng, var det ikke så dårligt at være ude og snuse lidt til morgenluften.

Da Renáel med tøvende skridt nåede tæt på Toorah, bøjede han hovedet let. Kinderne i hans fintformede elveransigt havde antaget en rosa nuance, og det skyldtes ikke kun den kølige luft - at Elverlys leder havde været vidne til det lille 'optrin', gjorde ham en smule, for ikke at sige meget, pinligt berørt.
"De har ganske ret." sagde han mumlende, og betragtede hende gennem det lettere pjuskede virvar af lyse lokker.

Han havde aldrig været så tæt på hende før, og da hun sådan havde overrasket ham, følte han sig helt forfjamsket - noget der ikke lignede den unge elver, der ellers plejede at omgive sig med en god portion selvsikkerhed. "Jeg beklager, hvis det lille - ahem - optrin forstyrrede deres spadseretur.." fortsatte han, og fjernede en krøllet lok fra øjnene. De slanke hænder forsøgte stadig at glatte ærmerne på den mørkegrønne vinterkappe, han var iført.

Sandt at sige var morgenluften opkvikkende, men Toorah havde ikke bemærket effekten, hun havde været oppe længe. Det var flere timer siden, at tre ivrige elverkvinder havde givet sig i kast med at omformulere den store manke til en frisure intet menneske ville kunne finde hoved og hale i. Som ung elver havde Toorah godt kunne sove længe og sløse dagen væk, men hun havde aldrig fået lov, efter et par århundrede havde hun ikke givet sig selv lov og det var alt sammen grunden til, at hun sad på den position hun nu engang gjorde.
Til den unge elvers gestus bukkede Toorah selv hovedet, næsten usynligt, men et anderkendende lille nik, blikket blev ikke bøjet, det var fast fæstnet på elveren, det var ren og skær statussymbol og Toorah var fast som en klippe hvad angik hendes folk og hendes position.
Lederen kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over Renaéls konstante fumlen med tøjet, hun ville nok aldrig vende sig til, at folk skrabede og bukkede og havde travlt med at se ordentlig ud i hendes selskab, på trods af, at en elver som oftest kunne vælte direkte ud af sengen og hoppe i de første gevandter og stadig se fænomenal ud i andres øjne.
"Ah, i disse tider skal der en kende mere til at ødelægge min dag, end et lille skænderi..." Toorah sendte den unge elver et perlehvidt smil, inden hun antog en væsentligt mere alvorlig mine "... Med mindre det selvfølgelig er noget alvorligt der kommer til at påvirke roen, eller mit folk, hm?"
De røde bryn blev hævet diskret, til et spørgende udtryk. Hvis hun skulle være ærlig, kunne hun ikke mindes at have set Renaél før, men hun havde set trækkene, eventuelt hos noget familie af hans. Problemet med elverfolk var generelt, at deres stolthed var så uendelig, at en simpel nabokonflikt let kunne udvilke sig til reel borgerkrig på ingen tid, og var der noget Toorah ikke yndede, så var det problemer inden for Elverlys trygge mure, som om at Toorah ikke havde rigeligt at se til udenfor Elverly i forvejen

Selv når træerne efter de første efterårsstorme havde ladet størstedelen af de tørre blade falde til jorden, var Elverly et af det langt smukkeste steder i Krystallandet, og der var intet sted den unge elver følte sig mere hjemme. Menneskernes byer stank af .. ja, menneske, men her var kun duften af naturen og elvernes rolige, stolte atmosfære omgav stedet.

Renaél indså efterhånden at hans fumlen med tøjet gjorde mere gavn end skade, og rettede sig i stedet i sin fulde højde, der imidlertid ikke var mange flere centimeter end Toorah.

Runeldth-familien havde forsøgt at holde familieproblemerne så hemmelige som muligt for ikke at tabe status, men rygterne var alligevel gået i elversamfundet. Af samme grund nævnte Renaél sjældent sit familienavn, for hvorfor kendes ved en familie, der havde smidt ham på porten?
"Jeg skal gøre mit bedste for ikke at forstyrre roen.. der var blot tale om et lille uoverensstemmelse med min søster. De kan være ganske rolig.." sagde han nervøst. Dette var måske lidt af en underdrivelse, men der var ingen grund til at skabe mere drama.
Desuden ville roen sandsynligvis blive bevaret, så længe han og resten af familien holdt sig på behørig afstand af hinanden. Renaél holdt trods alt for meget af Elverly til at han ønskede at forlade området.

Toorah lod ikke blikket vige fra den unge elver, han kunne ikke udgøre den store trussel at vurdere fra påklædning eller kropsbygning. Uden at bevæge ansigtet, lod hun langsomt pupillerne glide fra elveren foran hende og over til hytten han var kommet fra. Pludseligt gik det op for hende hvorfor at hun havde kunne genkende nogle af elverens træk, hun kendte ganske vidst til Runeldth-familien og deres småkonflikter. Deres forfædre, nogle generationer tilbage, havde været både dygtige, effektive og ikke mindst stolte jægere og soldater. Lederen kneb kort øjnene sammen, det måtte være Renaéls bedstefar der havde tjent med Toorah i hæren i sin tid. Det var en af fordelene ved at være leder i Elverly, og en leder med interesse i sit folks ve og vel, hun vidste stort set hvem der boede hvor overalt i byen.
"Aha, hvad skændes Runeldth-familien om i disse dage?"
Toorah spurgte ikke fordi hun ville gnide salt i såret, blande sig eller gøre Renaél ualmindeligt utilpas, hun spurgte af interesse. Eventuelt kunne problemet løses ganske simpelt, hvis det nu engang var så simpelt. Hun anede faktisk ikke hvad familien foretog sig idag, hun havde ærligt talt ikke hørt meget fra dem, eller til dem for den sags skyld. Måske var de endda gået i opløsning.

Renaél fortrak at befinde sig i situationer, han havde under kontrol. Mange kvinder var lette at smigre, og at befinde sig midt i en flok beundrende ungmøer, var noget, han til en hver tid langt hellere ville gøre, end at snakke om familieproblemer.
Elverlys leder var imidlertid langt fra den type kvinde, Renaél typisk omgav sig med, og han følte sig usikker under hendes skarpe blik.

"Aha, De kender til min familie.." sagde han afledende og bøjede hovedet let. "Mit navn er Renaél.." Han tøvede et øjeblik. Det ville virkelig være særdeles uhøfligt ikke at svare på Toorahs spørgsmål, og han slog afværgende ud med hånden.
"Åh, såmænd blot nogle bagateller ... Jeg håbede at min kære søster ville tilbyde mig lidt økonomisk støtte, men jeg er jo efterhånden så gammel, at jeg bør klare mig selv.."
Et par svage, røde pletter kunne ses på den unge elvers lyse kinder. Han brød sig aldrig om at indrømme over for andre, at han ikke længere havde helt så mange krystaller på lommen, som han gerne ville give indtryk af.

Familiens holdning til ham var desværre ganske klar. Han havde ikke været den stærke elverkriger, de havde ønsket, og da han tilmed begyndte at kritisere deres familietraditioner, var han blevet smidt på porten. Det stod efterhånden klart, at han måtte kravle bedende tilbage på hænder og knæ, hvis han skulle gøre sig håb om, at nogensinde få støtte fra den stolte Runeldth-familie igen.

Sandt at sige var Toorah ikke lige så let at imponere, der skulle væsentligt mere end et par store baskende øjenvipper og et kækt smil til at klare den sag. Det var ikke tilfældigt. Toorah havde kæmpet kampe de unge elvere kun havde hørt om som romantiserede nathistorier, hun havde set hvordan elverracen var skrænket ind og hun havde oplevet venner, bekendte, familie og elskere blive slået ihjel i kamp. Hun bandt sig ikke længere, det var for farligt at lade følelserne kontrollere en når man sad i en situation som hun gjorde. Der var mange der fandt hende for alvorlig, ja nogle, som Renaél direkte skræmmende, men i virkeligheden var hun nok bare gammel.

"Ah jo, jeg kender skam fint til Runeldth-slægten. Deres bedstefar tjente i hæren dengang jeg selv var soldat!"

Åh der var den, alderen der trykkede, din bedstefar. På trods af, at elvere ikke døde af alderdom og at de holdt sig i sin bedste alder til evig tid, så kunne man se det i øjnene, dybe, som bundløse huller.
Så kneb hun øjnene en kende sammen mod den unge elver, inden hun bøjede sig en kende forover.

"Ah ja, en velvoksen herre som dem. Hvad foretager De Dem? Jeg mindes ikke at have set Dem i Elverly!"

Den kvindelige elver lod armene synke ned langs siden med en tænksom mine, kunne det passe at han arbejdede udenbys?

Toorah fik så sandelig Renáel til at føle sig som en lillebitte knægt, der nærmest kun lige havde lært at stå på benene, selvom han allerede havde levet en halv menneskealder. Elverne ældedes imidlertid ikke kun langsomt af udseende, men også af sind, og Renaél mindede da også mest af alt om det han var: en ung knøs, der ikke havde lært meget om livet endnu.

Min bedstefar.. Det var lang tid siden, at Renáel havde set den mand, selvom han så sandelig havde hørt historierne om krigstiden. Også om Toorah.
Da Mørket for en stund havde overtaget Krystallandet, var Renaél flygtet sammen med kvinder og børn, for han var endnu meget ung, og havde så sandelig ingen talenter for kamp.
Den unge elver kunne aldrig forestille sig selv som soldat. Han brød sig ikke om blod og sårede mennesker, og for at være helt ærlig, var han lidt af en kujon.

At Toorah ikke havde bemærket Renaéls færden i Elverly, skyldtes nok ganske simpelt de steder, han opholdt sig. Eller rettere sagt: de steder, han ikke opholdt sig.
Han var ikke til at finde blandt krigerne eller jægerne, ej heller blandt de arbejdende. På elvernes beværtninger var han derimod en hyppig gæst, og han havde også rejst en smule. Menneskenes lande fandt han dog ikke særligt behagelige.
"Åh .. Lidt af hvert, De ved .. netop hjemvendt fra en rejse til Hovedstaden," svarede lidt lidt undvigende. Det var da utroligt, som hun var i stand til at få ham til at føle sig ubrugelig. Han brød sig ikke om det.