Mellem træerne, i den ellers så dunkle skov, lå en lysning, hvori solens blege stråler trængte ned til bunden. Normalt ville et sådan sted flyde over af blomster og liv, men i denne lysning lå tavshed og død over stedet som et gardin, der var trukket rundt om hele scenariet.
Overalt lå træstammer trukket op med rode, knækkede eller afbrændte, så kun tomme, sorte skaller lå tilbage. Hvad der var tilbage af det tidligere liv i området var blevet erstattet af kul, der smuldrede ved den mindste berøring. et tykt lag aske lå over det hele, og gjorde solstrålerne støvede og dunkle i sig selv. Stedet var blevet en metafor den skrøbelighed livet er præget af. Det havde elementalernes hærgen sørget for - ikke et levende væsen holdt til i denne del af skoven, der visse steder stadig røg fra den magiske ild der ulmede dybt under træet.

Igennem askelaget kom en mand gående med en sølvflaske ved sin side. hans sko sparkede støvet op, og det lagde sig som et tyndt lag på hans hud. Dette fik ham til at virke yderst beskidt-nærmest sort. Det tog han sig dog ikke synderligt af-tværtimod lod hans ludende holdning til at han ikke tog sig synderlig af noget som helst i disse dage.
Cazador satte sig med et tungt bump på en stamme, der endnu ikke var brændt fuldstændig af. Han tørrede flaskens mundning af i ærmet, og tog et stort hiv af denne, før han med en ligegyldig mine lod sit blik vandre over synet af skoven. Det er jo nytteløst at kæmpe imod dem efterhånden - hvorfor accepterer du ikke bare din skæbne? Du kan ikke snige dig uden om dit ansvar hele livet, ligesom du gjorde med dine søskende nagede en lille stemme i hans baghoved, og han begyndte at rokke febrilsk fra side til side.
"Jeg gjorde alt jeg kunne.. vinteren... ikke min skyld" mumlede han, mens han gentagne gange tog en tår fra flasken.
Åh, men var det nu også vinterens skyld? du ved jo lige så godt som jeg, at du kunne være kommet hjem tidligere - men du nød at have tid for dig selv for en gangs skyld, gjorde du ikke?
"Veronica... Amelí... Isabelle.. Lisa... ville aldrig svigte dem, aldrig!
Men det gjorde du jo, gjorde du ikke?! du lod dem i stikken, og tvang dem ud i livet - dit liv! det er DIN skyld!
Cazador faldt på knæ i støvet, og udstødte et dyrisk brøl, der satte fuglende i luften flere hundrede meter væk. Med tårerne trillende ned af kinderne druknede han sin smerte over sine fortabte søstre med den stærke spiritus i flasken, og snart blev skrigene dæmpet til en svag hulken. Han knugede flasken i hænderne, mens han mumlede sine søstres navne igen og igen, stirrende frem for sig som en gal mand, der har set sin værste frygt i øjnene - hvad han egentlig også var.

Nogle træer var stærkere end andre. Et særligt hårdført et af slagsen stod i lysningens udkant. Grenene var krogede og vred sig, nærmest som i pinsel. Blade var der kun ganske få af, men en del af træet var begyndt at spire igen, og et lille dække af blade var vokset frem, selvom disse allerede var begyndt at visne med efterårets komme.
Bag disse på et af træets grene sad en spinkel skikkelse. Hun var iført mørkt tøj og i hænderne havde hun en slank, men smukt udskåren bue. Hendes lange, mørkerøde hår hang i en fletning ned af ryggen.

Med årvågne øjne - det ene brunt, det andet rødt - betragtede hun det ødelagte landskab. Hendes beklædning var allerede blevet grå af asken, som lå overalt. Mellem træets grene fik hun øje på en skikkelse, der gik gennem den ødelagte skov.
Et lille øjeblik tænkte hun, om det mon var denne person, der var skyld i ødelæggelserne, men det var tydeligvis sket for et stykke tid siden, da mange af de væltede og ødelagte træer ganske langsomt var ved at gro til.
Grundet hendes afskårenhed fra resten af verden, havde Shadye ikke hørt om Elementalernes hærgen. I stedet havde hun tilbragt sine år bag Kiletemplets lukkede mure.

Det gav et lille sæt i hende, da manden nede i lysningen udstødte et højt brøl. En pil blev lagt på buen og peget direkte mod skikkelsen dernede. "Han er helt fra den.." sagde hun mumlende til sig selv. "Skal jeg ende hans lidelser?"
Hun snakkede ofte med sig selv, - lagde ikke engang mærke til, at ordene blev sagt højt. Tøvende betragtede hun manden, idet hun fugtede sine læber med tungespidsen. En enkelt lille dråbe hang fra spidsen af pilen. Dødelig gift.