Regnen faldt fra en mørk himmel over den store sump i udkanten af Mørkets Skov. Den foregående aften havde der lydt en enorm bragen, idet en tung skikkelse væltede ned fra himlen og knækkede adskillige træer på sin vej. Nu var der imidlertid blevet stille.
Et lille vandløb af regnvand løb ud i sumpen fra en af de større øer, og med regnvandet flød en mørk strøm af blod.
Blandt knækkede grene og væltede træer, lå en skikkelse langt større end de dyr, man normalt ville finde i sumpen. De læderagtige vinger lå bøjet i en unaturlig vinkel, og de ellers safirfarvede skæl havde antaget en grålig nuance. Blodet løb fra et stort sår i siden på dragen, som tydeligvis var døende.
De store, gule reptiløjne havde dog stadig et glimt af liv i sig, som dragen lå der på jorden og åndede tungt.

Ind til videre var der stille i sumpen. De nærliggende kentaurklaner havde endnu ikke samlet modet til at vove sig nær det sårede dyr..

Det havde ikke taget mere end få timer før det var nået Izilarnas ører, at en drage var drættet ned i mørkets skov. Oprindeligt havde den stolte leder holdt sig på lang og fornuftig afstand af de mægtige dyr, men efter beskrivelsen af den sårede drage var det næsten for fristende, at sidde derhjemme mens alle andre løb med prisen.
Af samme årsag havde den hvidhårede kvinde ikke været længe om at snøre de knælange læderstøvler og binde rejsekappen omkring skuldrene, samt hænge det store tohåndssværd over ryggen, sadle hesten og komme afsted.
Allerede i udkanten af skoven stoppede hun dog ridtet og steg af hesten, som hun gav to stille klap på halsen, inden hun tøjrede den til et solidt træ og begav sig så selv ind mod skovens sumpede område. det ville være en løgn at sige, at kvinden ikke var nervøs til det yderste, meget ulig Izilarna var hendes hænder allerede klamme af sved inden hun kunne se dyret. Hun havde fået fortalt, at det havde set såret ud, men hvor såret var egentlig spørgsmålet, hvor døende skulle en drage være for at man ene man kunne aflive det?
Ærligt var Izilarna hverken trænet morder eller tyv, men hun havde i det mindste brugt de sidste mange år som spion og var derfor ekspert på området at snige sig og ikke blive set.
En sørgmodig dyb brølen fik kvinden til at stivne, så ændrede de isblå øjne sig til de dyriske gule der blev rettet mod lyden, Izilarna snørrede håret op inden hun satte af fra jorden og havnede i en af de mægtige trætoppe, så satte hun af igen, og igen, til det mægtige dyr åbenbarede sig for hende i sumpens mørke vand lige under hende. Hun bed sig i læben og satte sig på hug mens hun vurderede situationen nøje.

Lyden af et par støvleklædte fødder, der forsigtigt vadede fremad i det lave, sumpede vand, kunne svagt høres blandet med sumpens andre lyde.
Den kappeklædte mand var endnu langt fra stedet hvor dragen var styrtet ned, men allerede her, var manglen på andet dyreliv alarmerende. Sumpens normale beboere var udmærket klar over, at man burde holde sig langt fra den sårede skabning.

Men fornuft var imidlertid ikke altid det, der mest prægede Xanders handlinger. Især nu, hvor hele hans krop og sind smertede efter den eleksir, der var det eneste, som holdt ham i live.
Han vidste, at den vigtigste ingrediens i denne eleksir var det dyrebare drageblod, og hvis han nu blot kunne stjæle noget fra den døende drage, var det for en gangs skyld ham selv, der ville have kontrol over sit liv.

Sumpområdet var som altid indhyllet i en dyb tåge, som gjorde det svært at orientere sig, og adskillige døde, væltede træer blokerede vejen. Da dragen imidlertid brølede såret, var det tydeligt at høre, hvor lyden kom fra, og Xander begyndte vagtsomt at begive sig i denne retning, imens de samme tanker, som plagede Izilarna, løb igennem hans hoved. Hvor såret var dragen egentlig?

Den hvidhårede kvinde var længe om at bestemme sig for fremgangsmåden omkring dragen. Hun var stærk, hvis hun valgte at forvandle sig til sin dyriske form, men desværre krævede det nærkontakt med dyret før hun kunne gøre noget, og dragens styrke ville sikkert være overvældende på trods af den sårede tilstand. Af samme årsag var hun endnu ganske menneskelig at se på og i stedet ledte hun i uendelig stilhed efter den rigtige gren at sidde på. Pt. befandt hun sig lige over dragens hoved, planen var nu, at lade sig dumpe ned imod dragens hovedskal, med det store tohåndssværd strakt imod dragens hoved og dermed gennembryde kraniet og hjernen med den lange klinge, for derefter at tage et vældige spring væk og lade den dø i fred, for derefter at samle prisen.
Desværre fangede en anden tilstedeværelse hendes opmærksomhed allerede inden hun havde fundet sig til rette. De nu gullige dyriske øjne spejdede igennem sumpen, væsenets ligegyldige plasken rundt i mosevandet fik kvinden til at knurre irriteret, inden hun satte af fra grenen hun befandt sig på og over på et nærliggende træ. Takket være hendes dyriske styrke var det intet problem, heller ikke at lande stille på det næste træ, ganske tæt på skikkelsen.

"Pssssst..."

Lyden var en naturlig men stille hvislen, Izilarna var ikke meget for at dele byttet med nogle, men hellere det, end at idioten fik dem begge opdaget og grillet i en sidste dødskrampe.
Izilarna løftede fingeren til læberne som en tavs tyssen, inden hun pede stift i retning af dragen, der endnu engang ømmede sig i en klagende brølen

James havde gået fredeligt for sig selv og snakket. Han havde endda stået i sumpen da dragen var styrtet ned. Meget forsigtigt var han gået hen imod dragen og kiggede på den i god afstand. Han havde ondt af dragen, den havde ikke ret til at lide på den måde. Faktisk havde ingen ret til at lide. Var man hårdt såret skulle man lade livet med det samme. Det var den eneste humane ting man kunne gøre at hjælpe dyret eller mennesket for den sags skyld.
Han havde set at der var kommet flere mennesker til, han stod lænet op af et træ og kiggede blot på dragen. "Hvad laver de folk her. Har de dog ikke et hjerte?!" lød en stemme ved siden af ham og vendte blikket hen til siden hvor der for andre ingen ting var. "Næh åbenbart ikke. Folk er griske det må du huske på" han kiggede lidt rundt og havde lyst til at gå hen og røre ved dragen. Blot for at røre den, men også bare for at se hvordan den ville reagere.
Med forsigtige skridt bevægede han sig over imod dragen men stoppede op da en gren bevægede sig oppe over ham. "Sikkert endnu en der gerne vil se hvad denne drage kan og dens sigende mystiske kræfter" et enkelt nik kom blot fra James og han tog fat i sit efterhånden godt lange røde hår og lagde over skulderen.
Lige så stille bevægede han sig fremad og satte sig ned foran dragen godt og vel 2,5 meter væk fra den og blot studerede den. "Din stakkel skabning, du burde virkelig lade livet på en god måde. Du kommer nok aldrig til at flyve igen og elske den verden du kommer fra." hans øjne blev triste og han lod blot hans hænder bevæge sig ned imod sumpens vand og plaskede lidt i det, blot for at se om der var liv i dragen.

Sumpvandet var køligt og besværligt at vade igennem. Xanders åndedræt var lettere besværet, og han kunne mærke, at manglen på drageblodseleksiren var begyndt at tappe hans livsenergi.
Lige nu koncentrerede han sig bare om at bevæge sig fremad i de fjendtlige omgivelser, og det gav derfor et lille sæt i ham, da Izilarna landede i et træ ganske tæt på.

Han standsede brat og løftede ansigtet under hætten, imens han overvejede, om det var hans egne svækkede sanser, der ikke før nu, havde bemærket den andens tilstedeværelse, eller om hun havde haft en særlig, lydløs måde at bevæge sig på.
Dette her var i hvert fald tydeligvis ikke en eller anden bondekone fra Medanien, dog virkede hun ikke fjendtlig.. endnu.

Stilheden blev dog atter brudt af stemmen fra endnu en person. Xander vendte opmærksomheden bort fra skikkelsen i træet, og spejdede fremad mod stedet, hvor dragen var styrtet ned.
Han kneb det ene øje sammen, - det andet hvor et stort ar strakte sig hen over, forblev lukket. Sad der en skabning og talte ... til dragen?
Der lød en rumlende lyd fra den sårede drage. Nu kunne han i det mindste observere, hvor farlig den stadig var, for kunne den æde denne mærkværdige, uforsigtige person i én mundfuld, ville det nok være passende at holde sig på afstand og vente til den endelig døde af sine sår.
"Tåbeligt..." Hviskede han og tog et enkelt, forsigtigt skridt fremad for bedre at kunne observere, hvad der nu ville ske.

Endnu en ny stemme fangede hurtigt Izilarnas opmærksomhed, langsomt bandt hun støvlerne op, inden hun tog dem begge af og hang dem i en gren på træet, hun kunne komme lettere rundt sådan, og rundt, det skulle hun, især nu hvor endnu en idiot bare bedte om at blive ædt.
Dragen rørte irriteret på sig ved James' plasken i vandet og Izilarna gav en pinefuld strubelys fra sig at ren og skær desperation, hvordan kunne folk være så ualmindeligt ubegavede?
Pludselig tog kvinden en hurtig beslutning, hvis det fortsatte sådan her, ville de alle tre blive ædt levende af det døende dyr, og andre ville ikke være længe om at samle prisen for den døende drage. Tanken var ubærlig, af samme grund satte hun af fra træet igen, denne gang med et væsentligt mere præcist mål.
Kort efter sad hun igen i træet over dragen, denne gang væsentligt højere end sidste gang, men nu med et perfekt hul mellem grenene til et fald imod dragens ansigt.
Unaturligt langsomt trak hun det store tohåndssværd fra ryggen, inden hun satte sig til rette. Hun kastede et sidste blik på de to andre tilstedeværelser, de kunne godt droppe det, dragen var hendes.
Anstrengt skubbede hun sig ud yderst på en af grenene, spidsen af det lange drabelige sværd pegede direkte ned imod dragen. Hun havde fundet et godt punkt. I og med, at hun ikke anede hor tyk dragens hovedskal egentlig var, havde hun besluttet sig for at gå efter punktet i nakken, lige hvor kraniet stoppede.
Så lod hun sig falde, i en let og ualmindelig præcis bue imod målet, med den sylespidse klinge rettet imod dyrets nakke. Nu kunne hun kun lukke øjnene og håbe på, at hun ramte rigtigt.

James kiggede lidt rundt og lod blikket gå hen på dragen. Han havde virkelig medlidenhed med den drage. En stemme lød bag ham og han vendte sig om. "Tåbeligt siger du? Tja, hvis der er nogen som er tåbelige her. Så må det være dig og den person der er i træet. Dragen lider og alligevel vil i kun have den til egne goder. Ser du det er nemlig tåbeligt frem for alt muligt andet." han vendte sig imod dragen og kunne se en person oppe i træet.
Han lagde mærke til at hun gjorde klar til et spring eller noget i den stil. Han åbnede munden og gjorde klar til et skrig da hun sprang. Skriget var så kraftfuldt at det var nok til at slå hvad som helst ud af kurs i smerte da det løb helt op på 140 Decibel. Han kiggede lidt rundt og tænkte ikke videre over noget som helst da han satte i et hop og lod et ganske svagt skrig løbe ud af hans mund og han steg til hvers lige over dragen og lige op imod Izilarna. Dragen skulle på ingen måder gøres ondt af nogle som ville bruge dragen til egne formål!

Luften her i sumpen var tung og ubehagelig, og Xander trak vejret med en lav, hvæsende lyd. Han havde allerede bestemt sig for at holde meget øje med Izilarna, idet hun virkede stærk, omend i øjeblikket meget dumdristig, for hun kunne så sandelig blive et problem, hvis hun bestemte sig for, at dragen alene var hendes.
Lige nu håbede han blot på, at de andre tåber ville få slået hinanden - og dragen - ihjel, for det ville kræve mere af ham, end han brød sig om, at selv dræbe dyret.

En høj, skrigende lyd lød i samme øjeblik, han skulle til at bevæge sig, og han tog sig til ørerne. Heldigvis var han stadig på god afstand af sceneriet, hvilket til dels skånede ham for den ubehagelige lyd.
Var det dragen der skreg..? nej? Han kneb sit åbne øje en smule sammen for at finde kilden til lyden. Var det personen, der stod lige ved dragen?
Dragen så på grund af sine dødelige sår tilsyneladende ikke særlig godt, men den registrerede så sandelig, at der blev skreget lige ind i ørerne på den, og den kiggede langsomt opad, idet den ustødte en klagende brølen.

Fint .. bæstet er distraheret.. Dette gav Xander mulighed for at bevæge sig en del mere larmende uden at skulle frygte at dragen opdagede ham, og han plaskede hurtigt gennem det lave sumpvand for at nå i ly bag nogle tætte, krogede træer, der stod ganske tæt på det sårede dyr.
Sumpvandet omkring den lille ø, hvor dragen var styrtet ned, var allerede begyndt at blive rødt af blod, og Xanders hånd tog i en knugende bevægelse fat om skæftet på det lange, smalle ethåndssværd som han bar under kappen. Selvom dragen havde rigeligt, brød han sig ikke om at se det dyrebare blod gå til spilde.

Ganske rigtigt var Izilarna vældigt overmodig, hun havde ikke meget til overs for de to andre tilstedeværende, desuden var prisen for at nedlægge en drage lidt for stor til at forære den væk, især nu, hvor hun tydeligvis havde fordelen.
Planen var perfekt, lige indtil en skrækkelig lyd hamrede imod Izilarnas fine sanser, det var ulideligt, og værre endnu, fik lyden dragen til at vende hovedet opad imod hende. Lyden fik kvinden til at slippe sværdet og tage sig for ørene i faldet, inden hun hamrede imod drangens skællede nakke. Så blev der stille. Dragen gav en klagende brølen fra sig, inden den i en aggresiv bevægelse slog med hovedet, så kvinden måtte klamre sig til et af de store skæl, inden hun igen satte af og sprang ned langs ryggen på dyret og ned bag et træ der var væltet idet dragen havde kollideret med det.
Hjertet hamrede pinefuldt i brystet på hende, inden hun diskret kiggede op over stammen, dyret var vågnet til dåd så godt den kunne, i en drabelig bevægelse svang den halen og knækkede et tætstående træ på vejen.
Et øjeblik overvejede dyrekvinden om det kunne betale sig at gøre det af med den rødhårede mandsperson først, han var tydeligvis mere idiot end først antaget, men nu måtte det store dyr først falde til ro, inden hun flyttede sig igen, dyret havde tydeligvis set sig ond på hende.

James kiggede lidt rundt da han var landet på jorden igen. Hans ansigt havde noget bedrøvelse over sig og han bed sig lidt i læben. Han kiggede lidt rundt igen og lod hans blik gå over på dragen og kiggede den direkte ind i øjne. "Stakkels dreng." kom det stille over hans læber. Han hoppede en enkelt gang og lod et mindre skrig komme ud over hans læber igen, lige så stille fløj han over dragen som snappede ud efter ham en enkelt gang. Da han vendte sig om kiggede han direkte på den person som over ved dragen. "Du rør den ikke!" kom det højt fra ham og lod stemmen komme om i et nivue på 115Db som svarede lidt til et større menneskemængde af soldater fuldt udrustet løbe lige forbi ens øre i ca 10min.

Han rettede lidt på sin hestehale og vendte blikket over imod kvinden han lige havde stoppet. Et smil bredte sig på hans læber, de var ikke til meget kamp hvis de begyndte at røre ham. Ihvertfald ikke de næste 10-15 min hvilket jo kun gav ham en fordel i længden. Han gav hende et enkelt blik og lavede en enkelt kysse mund til hende. "Åh undskyld forstyrede jeg lige før?" kom det smilende fra ham i sit normale toneleje. Endnu engang blinkede han til hende og bevægede sig over imod dragen og manden som var tættere på dragen.

Dragen var vred og bange. Ikke så underligt, når man tænkte på, at den langsomt var ved at dø. Det store sår i siden på den blødte kraftigt, men den havde trods alt stadig en vis styrke i kroppen.
Xander holdt vejret et øjeblik, da Izilarna faldt ned på dragen. Ville den få fat i hende.. ? nej, det lykkedes hende at slippe væk, og et lille øjeblik måtte han beundre hendes smidighed, selvom han stadig fandt hendes lille 'stunt' umådelig dumt.

Hans opmærksomhed vendtes nu mod fyren med hestehalen, som tilsyneladende stadig ikke havde fundet ud af, at det var en menneskeædende, dødsensfarlig drage, han stod ved siden af.
Og han larmede. Utroligt meget. Hans råb der kom med en unaturlig høj lyd, fik Xander til at bestemme sig for, at det også måtte have været ham, der skreg tidligere. Han gik ud fra, at det måtte være en form for magi, men kunne ikke se det fornuftige i, at bruge denne slags evner i nærheden af en drage.

"Shh! .. se at komme væk!"

Xanders stemme var hæs og hvislende, idet han trådte et lille skridt frem fra træet og gjorde tegn til James. Han kunne sådan set være ligeglad med hvad der skete med knægten, men det ville ikke gøre nogen nytte at lade ham blive ædt levende af dragen.

Det mosede kolde vand var ikke længe om at sive igennem den tætsiddende korte kjole, takket være den dyriske evne blev hun ikke afkølet, ikke lige med det samme. Desuden var hendes opmærksomhed et helt andet sted, detop på tossen der svævede inden for grill og flamberingsafstand af det store dyr. I mange lange øjeblikkede krydsede dyrekvinden fingre for, at dragen gad besvære sig med at strække halsen og slå tænderne i ham.
Så begyndte han igen at larme, igen fik det dyret til at røre på sig, brøle og slå med halen. Izilarna, der heldigvis havde fået snoet sig udenfor afstand af bæstet måtte tage sig et par få sekundter til at tage sig til ansigtet. Troede idioten virkelig, at han stod overfor en krystalkat?
Izilarna rettede sig op og stirrede så forsigtigt op fra træstammen, hendes sværd havde boret sig ind mellem to skæl på dragen, men det så ikke ud til at have gjort den store skade takket være den manglende slagkraft, som James ligesom havde taget fra hende.
Var han bare så sadistisk, at han ville se dragen lide til det sidste? Tænk at der endnu fandtes sådanne mennesker. Hun pustede en hvid lok væk og gav sig til at lægge en plan B.
Der var tydeligvis kun én vej, og var var at komme af med den rødhårede abe før hun kunne komme til livs på dragen. den tredje tilstedeværende virkede ret forvirret og ikke just beslutsom, han udgjorde dermed heller ingen trussel og af samme grund besluttede kvinden, ikke at tildele ham mere opmærksomhed end nødvendigt.
I en lang buet bevægelse svang hun armen imod James og sendte dermed et buet kraftfuldt stød igennem luften, det var ikke dødelidt, maximalt nok til at blive slået ud et par minutter, men det var også det eneste Izilarna have brug for til at komme af med dragen.

James kiggede lidt hen på stemmen der snakkede bag ham. Han lagde hovedet på skrå og var noget koncentreret over hvad der skete bag ham. Det var jo ikke lige frem fordi han orkede alt dette her, vold og krig var bare ikke ham og blev det heller aldrig. Et stød ramte ham og han sendte ham forover og direkte ind i et træ. Hans fald slog ham omkuld og anede ikke hverken tid eller sted.

Xander bed sig i læben, da dragen igen brølede og slog med halen. Et mindre træ blev væltet, da det fik et ordentligt dask af den skællede dragehale, og han begyndte for alvor at overveje fornuften i det, han var ved at foretage sig.
Hvis han bare kunne få opsamlet en smule af drageblodet..

Vandet ved hans fødder var efterhånden mere rødt end klart, men det var ikke godt nok. Selvom det havde blodets farve, var det alt for fortyndet .. nej, han måtte tættere på dragen. Hvis den bare ville tage sig sammen og dø.
Det lod imidlertid til, at der var en del liv i kræet..
Den rødhårede knægt fik et ordentlig slag, og det fik ham igen til at vende opmærksomheden mod kvindeskikkelsen. Hun kunne blive ubehagelig at kæmpe imod, hvis det var det, det kom til.

"Jeg ønsker blot en smule af blodet."

Sagde han henvendt til hende. Hun kunne alligevel ikke slæbe hele dyret med hjem, så det kunne næppe gøre hende noget. Og så skulle de ikke kæmpe om dragen.

"Jeg ser ingen grund til, at vi skal kæmpe om det. Du kan tage, hvad du ellers vil."

Der var selvfølgelig bare den lille detalje, at bæstet endnu ikke var dødt..