Mainia tog et par tunge skridt og slæbte sig hen til det nærmeste træ. Hun rakte hånden ud og støttede sig mod stammen, inden hun langsomt sank sammen og satte sig til rette i træet rødder. Det var mørkt i denne del af skoven, selvom det var midt på dagen.
Mainia drog et dybt suk og løftede buen op over sine lår. Hun rykkede på pilekoggeret, så hun kunne læne ryggen op ad træets stamme. Hun sukkede igen og lænede hovedet tilbage med lukkede øjnene. Kort efter kastede hun et blik ned ad den smalle sti, som lå øde. Hun syntes at kunne ane en skikkelse meget, meget fjernt, men hun kunne tage fejl. Hun rystede let på hovedet og lukkede igen øjnene.