Der var en god grund til at Enki af og til blev reffereret til som Andrath Tågemand. Andrath var ofte indhyllet i tåge, og det var bjerget også denne nat. Det mægtige bjerg knejsede mod himlen i det blege måneskær, hvis man overhovedet kunne se himlen gennem skovens grønne tag og den tætte tåge. Enki havde været oppe på toppen af bjerget og mediteret lidt over sin tilværelse. Det var noget han tit gjorde, fordi oppe på sin tinde var der ikke mange levende væsner der forstyrrede bjergets ånd. Han havde fornemmet at der var en tilstedeværelse på bjerget der ikke havde været der før. Ikke en tilstedeværelse han havde lagt mærke til før hvert fald, og det var som om det gik søgende omkring på bjergsiden. Hvad mon den søgte? Bare det ikke var en af dem der ville søge efter sten inde i bjergets indre. Han kunne mærke hvordan sin harme steg og en svag rumlen gik gennem bjerget, og et lille stenskred var blevet udløst som rullede ned med en buldren på den østlige side af bjerget. Ikke imod den tilstedeværelse han havde fornemmet. Han slappede lidt af. Han kendte jo ikke tilstedeværelsen, men han var nysgerrig. Hvem var det der gik rundt omkring på bjerget?

"Er det ikke lidt sent at gå rundt i skoven?" Han var dukket op nogle skridt bag ved tilstedeværelsen og havde talt til den. Han havde sin lygte i hånden hvor en fin ild brændte derfra og oplyste svagt området omkring ham og han selv blev også en smule oplyst. Han gik stille og roligt omkring og fik øje på en svamp af og til som han samlede op og lagde dem i den kurvebeholder han havde på ryggen. Han havde bundet sin stav fast til kurven. Når han bukkede sig ned for at samle svampene blev hans maske oplyst så tilstedeværelsen kunne se hans hvide maske som skjulte hans ansigt.

Lygten han havde i hånden svingede stille og roligt frem og tilbage mens han gik rundt og samlede spiselige svampe op med jævn mellemrum uden at skynde sig. Det var som om han vidste hvor i det grannålebedækkede moslag de små svampe gemte sig. Han fandt på et tidspunkt en hel fin lille gruppe af kantareller. Han gik og nynnede stille med sin brummende stemme. Det lød lidt som en meget gammel melodi som han nynnede, og nok ikke en som mange kendte. Han så virkelig ud til at hygge sig ganske godt selvom det var midt om natten i den dyb skov i Tusmørkedalen.

Han vendte sit blik mod den anden tilstedeværelse da den valgte at tale til ham. Han gættede på at det var en kvindelig tilstedeværelse. En hun så at sige. "Du er ikke fra denne dal." konkluderede han og rettede sig op. Han trak sin stav fri fra sine bånd og støttede sig op af den og bandt lygten fast til den, så han ikke behøvede at holde på den. Selv ånder kunne godt være lidt dovne af og til. "Enhver fra dalen kender mig, selvom det er med mange forskellige navne, og sikkert også mange rygter." sagde han og kiggede på hende med sine mørkebrune øjne gennem den hvide benmaske. Hende som han stod overfor kunne måske se hvordan hans muskuløse krop med den mørke hud var dækket af ar og tatoveringer, da han ikke bar mere tøj end en form for skørt eller lændeklæde. Det var det han bar, og så sin maske. Nogle mente at han var en drabelig dæmon, andre sagde at han var en hjælpsom engel mens en helt tredje sagde at han var en eneboer der havde viet sit liv til guderne og at han havde en direkte kontakt til dem. Intet af det var sandt, men heller intet var helt falsk.