Byen er noget for sig selv. Ivertilfald synes Argan det. Argan kikkede rundt på det travle torv hvor folk sælger alt fra friskfangede fisk og nydræbte kvæg.

Argan går derfor fra stand til stand med en undren om hvad pokker det egentlig er han leder efter for alle de ting han kan klæde sig med ved tøjstannende har ikke plads til fire ben og i forvejen da han ledte efter nye sko blev han mødt af en mand som grinede af ham og pegede over på en stald hvor Krystalianerne ellers bankede dem ind i hove på Heste. Grusomt men ja sådan er det jo.

Argan går derfor rundt og atter søger efter noget der kan vække interesse for han håber virkelig at kunne finde nogle dimser der er noget værd.

Han råber derfor ud i arrigskab:
"Hvor er fældemageren dog henne?" "Eller sågar jægeren?"

Der begyndte så småt at være færre og færre krystalisianere på markedet. Kvinderne var snart ikke til at spore her længere, da de fleste mødre havde fået købt deres dagligvarer og var gået hjem for at kokkerere og forsøge familien. Aftenen var så småt ved at gøre sin entre.

Dem der var tilbage nu, var typisk de hjemløse, der lige forsøgte sig at få lokket et par for gamle tomater ud af råvarestandene.

Lidt derfra begyndte klove mod brosten, at kunne høres. Omkring et af standenes hjørner sås nu et rødt tyrehoved komme frem, og resten af dens krop efterfulgt. Tyren var større end hvad man ville beregne en tyr for - den var ganske simpelt ikke normal. Øjnene var næsten lysende røde af arrigskab og advarende i dens fremgang. Den var ikke forsigtig. Enhver der ville komme for tæt på den, kunne risikere at blive trampet ned, eller blive stanget.

På ryggen af tyren sad dens ejer: en lidt for bredskuldret mand med alt for store overarme. Tyren og ham, mindede for godt om hinanden i deres muskulatur.
De hvide øjne skulede ud over markedet. Der var flere der havde fået øje på ham, og havde straks undveget hans øjne og gået videre - en stor bue uden omkring. Ansigtsudtrykket var køligt, men skænkede ikke hvilke som helst et blik.

Et udbrud af noget der mindede om et arrigt brøl, fandt frem til Samsons opmærksomhed. Han drejede hovedet og midt i det hele så han en.. kentaur? Dem var der ikke mange af i dette land. Han havde i hvert fald ikke set mange af dem i sit liv.
Brutus, den muskuløse tyr, nærmede sig nu den store kentaur. Samsons kølige attitude holdt ved, alt imens han nærmede sig den.
Han stoppede nu op, omtrent 6-7 meter fra Argan.

"Problemer?" Brummede Samson med sin ekstrem dybe, og let ru stemme. Ansigtsudtrykket fortrak sig ikke en mine. De hvide øjne hvilede på Kentaueren, der var på højde med ham selv i dette øjeblik. Han plejede ellers at se ned på folk fra tyrens ryg.

Argan drejede hovedet. Uden tøven svarede han: "Ja, hvor pokker kan man finde en fældemager eller jæger i denne by?" Argan tænkte nemlig ikke videre over det da han red på en tyr, hvilket han anså for at være en del af samsons krop.

"Men de min gode mand.. Kan de fortælle mig hvor jeg kan finde dette imellem denne bunke støbt materiale?"

Argan kikkede grundigt på Samsons muskulatur uden at tænke sig om. Han var dog skræmt, men ikke skarp nok til at indse at alvor kunne være på gærde.

Et øjenbryn hævede sig en anelse, men øjnene viste den samme kølighed som før. Der gik et øjeblik før et sygeligt smil bredte sig på hans læber.

"Du er ikke herfra, forstår jeg?" Samson talte med den samme stemme som tidligere. Intet havde ændret sig, og han var heller ikke ligefrem høfligt anlagt i sin talemåde. Der gik et øjeblik før han først rigtigt svarede på Argons spørgsmål.

"Men nej, det er ikke just sådanne dele af byen jeg besøger."

Brutus (tyren) prustede tungt et øjeblik, og tyreringen i næsten dinglede et par gange frem og tilbage inden den atter stod hang stille.
Så man bort fra den sorte kappe, havde Samson intet tøj på overkroppen. De store muskler spændtes et øjeblik, da han klappede Brutus en enkelt gang.
Hvis han hoppede ned fra tyren, ville han være lavere end Argan, så han undlod dette.

"Nej ikke ligefremmen. Den eneste grund til at jeg er her er for at finde nogle materialer. Derefter er jeg så langt væk fra dette sted som en vandnymfe kan ørle."

Argan knælede ned til tyren og kikkede ned på den dinglende ring og spurgte: "Hvor har du dog fået lavet sådan en henne?"

Argan trak lidt på skulderen, kikkede på Samson og sagde: "Nåh men hvad er dit navn? Mit er Argan Damitrix. Du skulle vel ikke også have noget velfortjænt information omkring denne by?"

Argan kløede sig på maven og pillede noget fnuller ud af navlen. Han tog derefter en tand af sin halskæde og rakte den frem.

"Kunne sådan en friste som taknemmelighed?"

Da Argan nærmede sig Brutus i så nær en grad, gloede de røde øjne direkte ind i Argons med en advarende prusten. Den ene klov skrabede advarende over brostenene.

"Hos smeden." Samson så kort over på en smed der tydeligvis var nybegynder.

"Dog ikke ham, derovre!"

Samsons ansigtsudtryk ændrede sig drastisk. Han vidste ikke om han skulle grine eller blive vred over hans opførsel. Udtrykket bleve i stedet stramt og bevarede køligheden i stedet, selvom hans navlepilleri var svært at undgå at se.

"Samson Oceans, leder af Rutilus Taurus. Frygtet blandt flere, så du gør klogt i at holde en vis afstand, Argon." Et skævt smil fandt vej til Samsons læber, men øjnene forblev endnu kølige.

"Jeg kunne fortælle mange historier omkring byen for nogle år siden, men jeg lever ikke længere så meget i bylivet1."

Samsons kridhvide øjne søgte nu ned på tanden som blev rakt frem af Argan, og et lettere uforståeligt blik kom til syne.

"Taknemmelighed over hvad?" Brummede han uden at tage imod tanden. Han var ikke dybere begejstret for den fremmede kentauers såkaldte "gave".

Argans ansigtsudtryk ændrede sig fra neutralt til meget skræmt. Han tog sig et par skridt tilbage.

"Det var skam på ingen måde for at fornærme den eller deres stamme!"

Han tog armene frem i parader.

"Hvis jeg havde guld og grønne skove gav jeg selfølgelig et træ, men landet ligger jo anderledes og især her så jeg kan godt forstå at du ikke kan fortælle meget men jeg sætter pris på hvad du har givet mig af anekdoter indtil nu."

Argan kikkede rundt på pladsen i håb om at finde en vej han eventuelt kunne løbe ned ad. Han blev utroligt bange da det gik op for ham hvorfor alting virkede agressivt og uimødekommende.

"Nåh.. Men jeg må vidst også tag at komme videre.."

Samson rynkede brynene en anelse. Der gik ikke mange sekunder før de udtrykkede en frustration af en anden verden. Stamme?!

"Jeg tror ikke at du helt forstår meningen med en bande? Du bør nøje overveje, om livet udenfor skovene er noget for dig, kentaur!" Samsons stemme var først kølig, men gik så hen til en snerrende en af slagsen.

Menneskene omkring dem havde for længst søgt væk fra Argan og Samson. De havde lugtet at denne lunte kunne blive meget kort, og ikke skulle nyde noget af denne scene.

"Det gør du klogt i." Vrissede den bredskuldrede bandeleder. Brutus viftede let med sin hale i et forsøg på at vifte et par fluer væk fra dens bagdel.

"Jeg.. Jeg... Jeg ved allerede at bylivet ej er noget for mig. Jeg er her skam kun af nødvendighed."

Argan trådte langsomt tilbage og rundt på sine hove så han nær snublede.

"Vi ses!"

Argan galloperede derude af hen imod en sidegade.

Samson så et øjeblik efter kentaueren Argan. Han fnøs let. Mørket var ved at falde på, og de forskellige boder omkring scenariet havde i mellemtiden lukket ned. Om det var for at søge i ly fra snakken, eller for at lukke boden ned, var ikke helt til at blive klog på. Det kunne såmænd ske at det var på grund af begge dele.
Samson gav Brutus et let klap på siden, inden han lod dyret vende rundt og traske i den samme retning som han var kommet fra.