Endelig var det tid til at der var træning mellem Samson og Ompries. Det var sådan set også på tide, nu havde Ompries også mere eller mindre gået og "råbt" op om at de skulle have en træning sammen, han ville jo ligne sin far så meget som han overhovedet kunne lige meget hvad der skulle til. Ikke mindst var Samson også den han vidste var den perfekte til at vise ham lidt om kamptræning. Musklerne havde han jo han havde jo ikke lavet andet end at træne siden han blev så gammel som han er nu. Egentlig var der ikke noget andet han kunne tage sig til så længe hans far ikke gad at tage sig sammen til denne træning.

Ompries stod meget utoldmodigt i midten af lokalet og ventede blot på sin far. Det var vel omrking en halv time siden han skulle have været her, men hvad kunne man forvente han af sin far? Han havde vel travlt med det ene og det andet. Det var ikke til at vide hvad det var for Ompries fik jo aldrig noget af vide. Sidst han snakkede med en fra banden blev der sagt at han ikke var særlig gammel og at han bare skulle passe lidt på også selvom at hans far var selveste Samson. Det kunne godt være at han ikke var populær særlig mange steder men alle vidste jo hvem han var og sådan nogle ting. Men alligevel skulle han passe på. I hans øjne var det noget værre vås der blev sagt, han ville da meget hellere være den han var og stå ved det. Døden var ikke noget som han var bange for, så hvorfor skulle alle andre, i det hele taget tror han ikke engang at Samson var bange for døden men det var jo ikke til at vide.

En stille vuggen frem og tilbage gjorde ham mere og mere irriteret over at Samson ikke var kommet til tiden. Han ville gerne give ham 5 min mere inden han til sidst ville give op og gå fra det hele, han var trodsalt ikke den mest toldmodige menneske der var her.
lige så stille bevægede han sig hen imod et vindue og kiggede ud af det, himlen var blå lidt endnu og solen var lige så stille på vej ned. Klokken var godt og vel 18:45 så den halve time siden de skulle have mødtes var egentlig spildt. Kunne hans far så ikke bare sige at han ikke havde tid til at ses i dag istedet for? Eller også kunne han da sende en her ind for at sige det. Men nej manden tænkte vel sikkert også bare på sig selv eller hvad var det han gjorde? Selvom Samson måske ville have gjort det ville Ompries stadig have været stik tosset og straks sendt bandeord efter ham. Han lod en hånd gå op til sit pandehår for at være sikker på at hans modermærke var dækket af håret. Det var jo også det han var mest flov over af alt andet. Det modermærke som slet ikke lignede Samson på nogen måder.

Blikket der blev holdt ude på horisonten og solen der lagsomt forsvandt længere og længere ned irriteret ham. Det var ikke lige frem det man gik og lavede i et træningslokale. Man TRÆNEDE det var hvad man gjorde! *Kom til tiden din spasser, ellers ender det sku snart med at du får mine evner at føle!* tænkte han hårdt for sig selv for at få bare lidt af sin reaktioner ud i i lokalet. Han var bare glad for at han ikke sagde det højt, man kunne jo aldrig vide hvem der stod og lyttede for dørene og som gik til Samson omkring det.
Et kort blik gik hen imod døren og så ud af vinduet igen med et fnys på læben.

Med den ene fod foran den anden, nærmede Samson sig Borgen med hastige skridt. Han havde haft et ærinde, som havde taget lidt længere tid end regnet med, dog havde det været et vigtigt et af slagsen, så det var noget som bare skulle gøres. Med lidt trusler og god betaling, var det lykkedes ham at få handlen i hus. Han var ikke glad for at komme af med for mange krystaller, men hvis det var hvad der skulle til, så var han nødt til det. Dog havde han alligevel fået presset sælgeren ned, så det var i det mindste en sejr.
Han vidste godt at han havde lovet Ompries træning, og det var også det han havde i hovedet nu.
Samson trådte ind gennem porten, så sig kort omkring. Hvor var knægten? Nå ja, de havde aftalt at mødes inde på Borgen i salen. Han gik ind gennem døren til Borgen og videre gennem gangene med lange, hastige skridt.
Døren, som kun stod på klem, blev nu skubbet brutalt op og Samsons hvide øjne hvilede med det samme på Ompries der tydeligvis havde stået og trippet utålmodigt. Sådan var det at være knægt, sådan havde Samson også selv haft det. Altid vente...

"Kom med ud, vi træner udendørs." Brummede Samson og et lille smil kunne anes på hans læber. Et lille stolt et, men også mere et blik der fortalte, at nu måtte han se hvor langt Ompries var nået.

"Træningen er både fysisk og psykisk, i dag, men vi starter med det fysiske." Brummede Samson, uden at lade Ompries få et ord i samtalen. Samson var allerede vendt rundt på hælen og fortsatte nu ud til udendørsarealerne, og forventede selvfølgelig at Ompries fulgte efter ham.

Samson var stoppet op ude midt på det store grønne areal. Her var blevet sat noget udstyr op, så det var klart at han havde tænkt sig at teste Ompries' styrke.
Flere jernstænger var blevet sat op. Jernstænger som enten var kædet sammen til store stativer som man kunne gribe en efter en i, mens man hang oppe over jorden, og andre stænger der havde vægt på - vægtløft.

"Start med løb" Brummede Samson, uden at kigge sig over skulderen, men stod blot og beundrede alle disse forhindringer.

Ompries hørte en lyd henne ved døren men det var blot ingen ting. Det har nok været en eller anden som bare gik forbi, men man kunne jo aldrig vide. Igen bevægede Ompries sig frem og tilbage og blev mere og mere indebrændt over at Samson var forsinket.
Da døren endelig gik op vendte han sig om og åbnede munden. Han skulle ligge til at skælde Samson ud men Samson kom i forkøbet og så skulle de være udenfor! Hvad var meningen så med at de skulle mødes her, det var vel meningen at de skulle træne her siden det var aftalt. Men næh nej straks så skiftede Samson bare mening, og det havde han sikkert gjort i sidste sekund fordi vejeret var til det.

Selvom Ompries var lettere irriteret rystede han på hovedet men holdte sin attityde og vendte blikket ud af vinduet og så hen imod Samson igen.
Lige så stille himlede han med øjne men fulgte blot efter Samson.
Straks begyndte Samson også og snakke om hvad træning indebar, han var jo ikke dum! Self vidste han hvad det indebar. Han trænede trodsalt hver evig eneste dag!
Eftersom at Ompries ikke sagde noget og blot fuldte efter kunne han da gå og bande og svovle inde i sig selv over hvordan han blev behandlet af Samson. Som et elendigt barn der bare var her for at være her! Et der bare skulle blive gammel nok til at forsvinde ud af hans liv! Hvorfor kom han overhovedet her til?! Det eneste han kan huske var bare et SLAM BAM og så var han her. Tanken om hende der havde passet ham bragter lykkelige minder frem. Men minder han aldrig nogen sinde ville vise, slet ikke når Samson var i nærheden. Slet ikke når der var andre faktisk. Han skulle hellere vise dem når han var alene. Der kunne han virkelig vise en side hvem han egentlig var inderst inde.

Idet Samson stoppede op var Ompries lige ved at gå ind i ham fordi han havde haft hovedet nede imod jorden og hænderne over kors. Han skulle løbe hvilken retningn hvor skulle han starte, ved hvilken forhindring?
"Fader... Hvor skal jeg starte og hvor slutter den?" han pegede på den ene ene til den anden side fir at finde ud af det.

Samson så ikke engang på Ompries, men stod endnu og betragtede forhindringerne.

"Løb herfra og over til træet helt dernede og tilbage igen. Tag turen 5 gange." Sagde Samson køligt. Efter et øjeblik så han for en gang skyld på sin søn.
Der var mange træk som hans søn lignede ham på. Der var ikke de helt store træk fra Freyja, de ikke i så fald ikke ses. Dette gjorde selvfølgelig ikke Samson noget, tværtimod.

"Det kan godt være at vi starter med det fysiske. Psyke og fysik hænger sammen, det går jeg ud fra at du ved i forvejen, du er jo ikke dum.."

"Men i så fald, starter du med løb. Derefter går du over til armgang i det stativ derovre." sagde Samson og pegede i retningen af hvor et stort stativ var placeret, med en masse jernstænger der hang oppe i luften, bundet sammen med seks lange stænger. Fire af stængerne sørgede for højden, de to andre sørgede for at stængerne der skulle gribes om, kunne blive holdt oppe af de fire stænger der var fæstnet til jorden.

"Når du er færdig med dette, går du til vægtløft på 30 kg., og klarer du dette, går vi op i vægt." Samson lagde atter sine arme over kors, og kiggede nu tilbage på Ompries igen, efter at have flyttet blikket for at pege på de forskellige forhindringer.

"Du kan begynde..."

Ompries kigede på sin far og himlede lidt med øjne. Løbe.... Hvad tænkte han lige på?! LØBE!! Han måtte da have spist søm, hvad var meningen med at løbe? Han var sku da i god nok form og havde god nok kondi hvis hun selv skulle sige det!

Han skulle lige til at svare på tiltalende om at han ikke var dum men lod vær. Det var jo tydligt at han ikke var dum. Han havde j en klog far, og han fulgte jo sin far i stort set alt.
Han nikkede blot for sig selv og kiggede væk fra sin far men over imod træet. han skulle lige til at løbe da Samson begyndte at snakke igen. Han lyttede blot og nikkede lidt for sig selv.


Endnu en gang skulle han lige til at løbe da Samson endnu engang snakkede. Han vendte blikket hen imod ham og nikkede blot endnu en gang og ville slet ikke begynde at modsige ham.
Da han endelig måtte begynde at løbe satte han lige så stille igang. Men han gjorde det i et jævnt tempo. Ikke for hurtigt og ikke for langsomt, han skulle jo nødig gøre sig selv for træt så hurtigt som muligt. Kræfterne skulle man jo bruges til noget andet end blot at løbe.
Han nikkede lidt ned i jorden i sit løb men gjorde blot hvad der sagt.

Efter sit løb bevægede han sig stadig i løb over for at gå i armgang. Han rakte hænderne op men kunne ikke rigtig nå så hoppede lidt op og begyndte og gå i armgang. Efter et par gange frem og tilbage bare for at vise at han kunne vendte han blikket over imod sin far men smilte ikke. Han holdte en rolig men stadig kølende mine.
I samme tempo som før satte han i løb over til håndvægtene og begyndte at løfte de 30Kilo, det var ikke nemt men de kom da op. Men nu havde han jo også trænet i alt den tid han nu kunne.

Samson betragtede sin søns gøren. Han så meget af sig selv i ham, i en tidligere alder. Samson smilte heller ikke. Han overvejede lidt om han skulle finde noget frem som han kunne ryge på, mens han bare stod der og så til. Ompries adlød hvert eneste vink Samson gav ham, hvilket var yderst tilfredsstillende.
Øjnene blev fulgt Ompries rundt på banen, for at sørge for at han ikke sprang noget over. En lav brummen kom fra Samson da Ompries kom over til armgang. Hans søn så ikke glad ud, men det var heller ikke det som det hele handlede om. Det skulle nok komme, når han havde lært at forsvare sig.

Samson funderede over, hvordan han kunne sørge for, at Ompries ville forbande kærligheden over alt på denne jord. Hvis det ville ske, ville han ikke længere være et menneske, og derfor have færre svagheder hvilket vil resultere i næsten uovervindelighed. Men det var jo ikke kun det fysiske der skulle gøres stærkere. Ompries' magiske evner måtte også forbedres, og måske skulle det komme til at gå udover ham selv. I og med at han alligevel havde prøvet op til flere gange at blive trængt igennem den psykiske "barriere", ville det måske være en oplagt mulighed. Dog vidste han også, at det kunne ende ufattelig galt. Det var noget der burde overvejes grundigt.

Nu kom Ompries til sværvægtløftning. Der var måske omkring 10-15 meter imellem dem, og Samson så til med korslagte arme. Det lykkedes for Ompries at få stangen op gang på gang.
Ved siden af Ompries lå der to 2½ kgs ringe, som nu pludselig flyttedes på sig. Begge fløj op i Ompries hovedhøjde, og lagde sig nu langsomt ind på hver side, og placerede sig på stangen. 5 kg ekstra blev nu placeret på den, og snart skulle det vise sig om det var muligt for knægten.



//afslutter hermed træningstråden. Nu har den stået på alt for længe, og vi siger at målet er opnået. Ompries er hermed officielt medlem af banden.