En besværlig flaksen kunne høres i nærheden. Store vinger kæmpede hårdt, og lyden var ikke jævn, men snublende og kluntet. Slagene var hastige, som om al kraften blev brugt til at holde kroppen svævende over trætoppene. I den svage morgenlys, gennem de nøgne grene kunne man se en skinnende skikkelse på himlen, hvis man så efter lyden. De store hvide vinger var plettet af rødt blod, og fjerene sad uordentligt. Den sølvfarvede rustning glitrede i lyset. Den ene hånd knugede til et blodigt sværd, som var klart til at slå fra sig med det samme. Den anden arm blev holdt ind mod brystet. Den så skadet ud. Englens flugt i luften var ikke jævn, men foregik i ryk, når vingerne baskede hårdere når fødderne slæbte over træernes krone, inden englen igen dalede ned mod jorden. Han virkede afkræftet. Træt. Pludselig var det som om de sidste kræfter havde forladt englen. Hånden der knugede sværdet løsnedes, og sværdet gled ud af hans hånd. Vingerne holdte op med at slå, og pludselig accelererede mod skovbunden. Englen faldt som en kludedukke og rev grene med sig på vej ned. De knækkende grene larmede i den ellers så stille skov. En metallisk skramlen rungede gennem den dugfriske skov, da englen hamrede mod jorden, som blev efterfulgt af en regn af grene og kviste, som englen havde knækket med sin krop på vej ned fra himlen.

Pludselig blev alt stille. Ikke langt fra Sølvflodens bred lå englen med sine vinger udstrakt på jorden og ubevægelig. Englens sværd lå ikke langt fra englen i det spæde græs der havde formået at vokse frem, siden sneen var smeltet. Vintergækker stod og blomstrede i en fin klase ved siden af englens hoved, der var dækket af en smuk hjelm, med en indfattet safir i panden. Man kunne nemt tro at englen var død, sådan som den lå så stille, og det havde trods alt været et voldsomt styrt, og det kunne være at den forulykkede engel havde brækket sine vinger. Blodet på vingerne og rustningen indikerede at den var såret.

I virkeligheden var englen blot bevidstløs, og under rystningen lukkede sig alle englens sår med en jævnt tempo. Den højre vinge var drejet i en underlig vinkel. Det ville tage et stykke tid at dette brud ville hele, men lige nu var englen slået ud, og meget sårbar. Han kunne ikke flytte sig lige nu. Han skulle være heldig hvis han ville være i sikkerhed, men det var derfor at englen havde søgt mod Elverly. Der var der forholdsvis sikkert. Han kunne hvile der i et lille stykke tid, selvom det nok ville tage længere tid at vågne for ham. Når han kom til sig selv, ville han blive nød til at finde et sted at skjule sig.

En let brise rev nogle af de snehvide fjer fri, som ikke var tynget af blodet. De dansede let i vinden og lagde sig i græsset og lignede store snefnug. Det kunne godt ligne at en ræv havde haft fat i en eller anden stor hvid fugl, fordi disse fjer var ikke bare små søde gråspurvefjer. De svingfjer var meget store, nogle på længde med Kijaras underarm, og dunene var overraskendes store. Dem der kendte til engle, ville kunne genkende fjerene med det samme. Denne størrelse var svær at finde på andre levende væsner.

Da spyddet blev slået mod rustning kom der en skarp metallisk lyd frem. En lille stønnen undslap den faldne engel, og den behandskede hånd knyttedes let omkring et græsstrå inden det igen løsnedes. Vingerne rystede en lille smule. Det ville være tydeligt at der var liv i englen, selvom tegnene var svage, men den bevægelse der skete kunne ses af dem der så på ham. Når man så på rustningen kunne man se små rifter og hans højre benskinne var ved at falde af, og nogle bukser af fin hør, der en gang havde været helt hvide, nu rødspættede, kunne ses bag det blanke metal.

Bag hjelmen som endnu skjulte englens ansigt var englen så småt ved at komme til sig selv. Øjnene var stadig lukkede, men hørslen var ved at være aktiv, og smerterne i vingerne blev meget kraftigere. Endnu en stønne undslap englen, og et mere voldsomt ryk kom i hele hans krop. Den venstre vinge baskede lidt mere, mens den højre stadig kun sitrede lidt. Langsomt åbnede englen øjnene. "Hvor er jeg?" mumlede englen bag hjelmen. Hans arm prøvede at finde et fast holde punkt så han kunne skubbe sig op, så han kunne sidde, og han forsøgte også, men han kom ikke langt op, inden et smertefuldt gisp undslap ham, og han lagde sig ned igen med et tyst bump.

Han åndede tungt. Man kunne ikke se det for rustningen, men man kunne høre det på det hivende åndedræt. Et voldsomt hosteanfald gennemrystede englen. Han lå længe og hostede, og en smule blod kom med op. Da han endelig holdte op med at hoste og ryste i hele sin krop trak han vejret en smule mere rolig, jo mere hans krop blev helet. Alle flængerne var nu blevet helet, men hans ribben havde trykket mod hans lunger efter styrtet, og en mindre indre blødning var kommet, men den var også allerede ved at blive helet. Med besvær flyttede han sine arme op til sin hjelm og trak den af med et støn, og hans ansigt blev synligt. Det var et mildt ansigt med lyse lokker og isblå øjne. Man kunne se at hans ansigt var forpint og forvrænget i smerte. Han så for første gang op på kvinden der stod hos ham. Hun havde hævet sit spyd. Var hun bange for ham? Han kunne måske godt forstå hende lidt, fordi han var jo bare kommet dumpende fra himlen, indsmurt i blod. "Jeg bliver nød til at komme op. Jeg skal have rettet min vinge ud." sagde han og så på hende med et viljestærkt blik. Det var tydeligt at han havde tænkt sig at gøre det, om hun så mente at det var fornuftigt eller ej.

Han prøvede igen at komme op og side, og denne gang lykkedes det lidt. Han fik hævet sig lidt. Med munden trak han handsken af den frie hånd. Han pustede lidt under anstrengelserne. Han spyttede handsken ud, og begyndte så at prøve på at hægte sin rustning af. Han begyndte med brystpladen. Han skulle passe på at han ikke mistede balancen, så han faldt om på ryggen og skadede sine vinger endnu mere. Langsomt og med flere støn fik han langsomt løsnet sin brystplade. Han prustede og stønnede, men fortsatte. Han skulle komme ud af sin rustning. Han var ikke særlig mobil med den på, og hvis der var flere ting han skulle hele, så blev han altså nød til at fjerne rustningen. Efter lang tids kamp, fik han krænget sin brystplade af. Han skubbede den lidt væk fra sig inden han lagde sig ned på maven for at puste ud. Han havde en fin hvid kjortel på, som også var lettere rødspættet af blod. Det var ikke lige så slemt, fordi det havde været dækket af rustningen. Han lå længe ned på maven med kinden mod den kolde og dugvåde jord. Han ænsede det ikke. Kulde bed ham ikke. Han vidste ikke hvorfor. Han var altid varm. Varmere end alle andre, så han frøs aldrig. Hvorfor han ikke gjorde, vidste han ikke, men han vidste blot at han aldrig frøs.

Han skubbede sig op igen, og den gang virkede han langt mere kraftfuld. Det var som om da han fik sin brystplade af, lettede hans vægt utrolig meget. Han prustede knap så meget denne gang, men man kunne stadig høre på ham at han havde det hårdt. Det var ikke bare lige noget han gjorde for sjov. Han begyndte at tage sine beskinner af, hvilket var en lidt mere besværlig process med en hånd, fordi de blev blandt andet holdt fast af ledderstropper som var bundet om hans ben. Det gjorde ikke kun at benskinnerne blev holdt fast, men der var også en lettere beskyttelse for hans lægmuskler. Det tog også lang tid at få bundet disse op, men han kæmpede ikke lige så hårdt. Dette krævede blot mere koncentration, og man kunne se på hans ansigt hvor fokuseret han var. Han havde slet ikke tænkt på at kvinden var en potentiel fjende, men hvis hun var havde hun nok stukket spyddet i ham, mens han stadig havde været bevidstløs.

Han støttede sig stadig med den ene hånd og så op på kvinden der tilbød sin hjælp. "Kunne De ikke være venlig og hente noget vand til mig?" Hans stemme var lidt raspende og tør, og han slikkede sig om sine tørre læber, inden han sank noget spyt. Han så bedende op på hende. Uden sin rustning virkede han ikke så drabelig ud, selvom meget af hans tøj var blodplettet og nogle steder forrevne, men hvis man så gennem hullerne, hvor våben trang igennem og såret englen kunne man ikke se noget end hans gyldenbrune og glatte hud. Det var som om det kun fik ram på hans tøj, og at det var tøjet der havde blødt og ikke ham. Man skulle selvfølgelig se godt efter for at kunne lægge mærke til det.

Han kom nu helt op at sidde og fumlede nu med sine armbeskyttere og skulderpansere. De faldt lidt hurtigere af end resten, og han virkede til at blive mere kraftfuld hele tiden, men man kunne se på hans øjne at han var træt. Meget træt. Han drejede hovedet og for at se på sin højre vinge, og tog blidt fat i den og vendte den sådan så den lå fladt langs ryggen, og så udstrakt som den kunne være. Bruddet var allerede helet, men i en forkert vinkel. Det betød en ting. Han skulle brække vingen igen, så han kunne få den til at være i den rigtige vinkel.
Det ville gøre ondt, men han skulle gøre det. Han sank noget spyt, tog fat med begge hænder fast omkring bruddet og trak vejret dybt. Et tydeligt knæk kunne høres som når man brækkede en stor gren. Voronwë skreg højt af smerter, og han knugede sine hænder lidt mere om sin vinge. Han skar tænder og kvalte en klynken, og lukkede øjnene hårdt. En tåre trillede ned af hans kind. Det gjorde af helveds til ondt, men han måtte koncentrere sig.
Han sørgede for at holde knoglestumperne sådan at de ville vokse lige sammen, og så begyndte han at hele bruddet bevidst. Det gik meget stærkere end når hans krop gjorde det ubevidst. Alle de knoglestumper der var kommet ved bruddet samlede sig der hvor de skulle og bruddet helede nu pænt og jævnt. Han sukkede da det var færdigt og slap tøvende sin vinge og baskede lidt med den. Det gjorde stadig ondt, men det føltes allerede meget bedre. Han foldede sine vinger sammen på ryggen, og lænede sig lidt frem over sine ben, og hvilede sit hoved på sine knæ. Han var udmattet nu.

Han lukkede sine øjne og var lige ved at døse hen på sine knæ. Han var virkelig tappet for energi. Ikke nok med at han var flygtet fra en flok af Mørkets Krigere som havde overrasket ham, men han havde også lagt og kæmpet med sin egen udrustning. Han var egentlig meget sårbar nu, men han kunne ikke lige tænke på det. Der var sikkert nogle elvere der havde set ham lang tid inden han fløj over Elverly, og forsvandt mellem træerne ved Sølvfloden. Der var måske allerede en et eller andet sted i nærheden og betragtede ham nu, og nok også havde set ham kæmpe med sin rustning, og måske også holdte øje med kvinden der stod hos ham. Hun havde egentlig været meget venlig mod ham. Elverne gjorde nok ikke noget ondt mod dem, hvis ikke de udviste en hvis fare for dem, og hvordan kunne en udmattet engel på nogen måde udvise fare?

Han så op da kvinden kom tilbage. Han havde hørt hendes løbende skridt og kiggede derfor op på hendes lidt nervøse blik. Han regnede med at hun nok havde hørt ham brække sin vinge igen. "De behøves ikke at bekymre dem om mig. Jeg har det fint." Hans stemme var søvnig og stadig en smule tør og raspende, og han sank igen noget spyt. Han havde mistet meget kropsvæske under sin kamp, og man kunne se at hans hår var vådt af sved. Hans ansigt glinsede af små svedperler på panden i det spæde lys. Han betragtede hende og han lagde mærke til at hun haltede svagt. Måske ikke noget særligt, eller måske prøvede hun at skjule det. Han rynkede panden lidt. Hvad skulle han gøre. Han kunne da ikke lade hende halte hvis han kunne hjælpe, men det kunne jo være at hun ikke ville hjælpes, og det måtte han jo respektere. "Har De ondt?" spurgte han og nikkede mod hendes fod. Han ville ikke være påtrængende, og hvis hun sagde nej, så skulle han nok lade være med at spørge mere. Han orkede ikke at rejse sig op, men han ville nok blive nød til det, når han skulle lede efter sit sværd.

Han smilede venligt til Kijara. Han kunne mærke at han var klam og svedig, mens blodplamager stadig klistrede til hans krop hvor de helede sår en gang havde været for lang tid siden. Der var lidt blod i hans hår i nærheden af hans venstre øre, og ned langs venstre arme var der en lang stribe klistret rødt snask, blandet med jord og andet snask, og ved det højre ben var der flere steder hvor man kunne se blodet på hans bukser.
"I det mindste prøver De ikke at dræbe mig for at få mit blod." sagde han med en latter i sin stemme. Han syntes det var en smule komisk med at folk ville tappe ham for blod. "Mange tror at engles blod er helbredende, men det passer ikke." Han smilede en smule spøgefuldt til hende, selvom det måske ikke var det mest underholdende emne han havde valgt men han vidste ikke helt hvad han ellers lige skulle sige. Hun var blevet helbredt, hvilket ville være hans tak for at have hjulpet ham.

Sølvfloden rislede roligt ved siden af dem med en lokkende stemme. Hvor ville han gerne tage sig et bad og få vasket blodet og sveden af sig, og få renset sine klæder for sit eget og dæmoners blod (samt andre mørke væsners blod). Han vendte sit ansigt mod floden. Den var sikkert kold, men det var ikke noget som gjorde Voronwë noget. Kulde gjorde ham intet mere og han ignorerede det faktum fuldstændig. Han skubbede sig op at stå med lidt fortvivlet basken fra sine vinger, inden han vaklede hen til floden og satte sig på knæ foran floden og stirrede ned i det sølvfarvede vand. Det var meget klart, men det havde et sølverskær. Ikke noget man så andre steder. Han kunne næsten ikke få sig selv til at vaske sig ren i vandet. Han var blevet en smule distræt efter at have lidt stort blodtab, og havde næsten helt glemt Kijara. Flodens lokkende kalden havde trukket hans opmærksomhed mod den. Han dyppede sin hånd i vandet. Han kunne mærke hvordan den flød forbi. Vandet føltes nærmest blødt. Da han trak hånden op, steg dampen op fra den våde, men stadig meget varme hånd. Han var for fristet til at kunne lade være. Han klædte sig af med de sidste klæder og lagde dem ved flodbredden, inden han lod sig glide ned i flodsengen og det rensende vand. Han kunne mærke hvordan vandets trykken mod hans krop fik den til at slappe af lidt mere, og hvordan han blev renset for snavs og blod.

Han gled næsten lydløst ned i vandt, mens han sørgede for at holde vingerne over vandet til at starte med. Da hans fødder kunne mærke bunden af floden, og vandet gik ham til over brystet, så tillod han at vingerne også kunne komme i vandet. Enhver anden ville mene at dette var isnende koldt, og man ville kunne få forfrysninger af at bade i denne flod, men englen så ud som om han var kommet i en naturlig varm kilde, og den illusion blev blot stærkere af, at kort efter at han var kommet i vandet, begyndte det vand lige omkring ham lige så stille at dampe. Med glidende og meget elegant bevægelser begyndte han at vaske snavset af sin krop. Huden var utrolig regelmæssig i forhold til at han skulle forestille sig at have været i en heftig kamp, hvor han tydeligvis havde været i undertal, ud over det flotte ar, som trak en fin streg ved maven, og på den anden side af ryggen. Han så mere ud som om han sad altid stille for sig selv inde i et fint hus. Det eneste der bevidnede om at han af og til udsatte sin krop for hårdere arbejde var musklerne, og så de ru fingre, der holdte fast i sværdet. Intet andet kunne tyde på det.

Han vaskede sig langsomt, hvilket kunne virke ualmindeligt langtrukkent. Efter han havde virket tilfreds med at vaske kroppen, dykkede han under vandet for at skylle snavset ud af håret. Da han kom op af vandet, dampede hele hans ansigt af den kolde vand mod den varme hud. Han strak derefter den ene vinge ud og begyndte at se fjerene nærmere efter. Han skyllede dem er var beskidte og fjernede de løse fjer. Han virkede meget omhyggelig. "Hvad bringer dig til denne egn af landet?" spurgte han Kijara. Han havde ellers virket til at ignorere hende, men den mildhed han havde i stemmet gjorde at man godt kunne fornemme at han intet havde imod hendes tilstedeværelse.