En lille flok mennesker havde samlet sig omkring en sælger og hans mange bure. Han har en bjørn i stærke lænker, et par mårer og fritter, en jærv og flere andre halveksotiske dyr, som han sælger som kæledyr, og i et af burene, et forholdsvis lille et i forhold til dets indhold, ligger Ihsan sammenkrøbet næsten foldet om sig selv. Hun hvæser og snapper efter folk, der kikker på hende. Et barn prikker til hende med en pind ind gennem tremmerne, og med en hidsig hvæsen og et brøl flåede hun besværet pinden ud af hånden på ham med tænderne, trækkende ungen tættere på sig og fangende hans lugt af frygt med næseborene. Hun kvaste pinden mellem sine stærke tænder og flåede i sine lænkede poter for at få fat i barnet uden dog at kunne se ham, for hun havde bind for øjnene. Det røde hår lå om hendes skuldrer let klistret af blod fra et sår i hendes side, der var blevet dårligt syet sammen.

Dette var en af de dage hvor Rafixul intet havde at give sig til. Han var kommet til Hulmely hvor krofatteren i byens kro stærkt havde anbefalet ham at blive derinde om natten og Rafixul havde blot nikket forstående hvorefter han havde efterladt sit tungeste grej på et værelse og, iført sine praktiske bukser, med en store økse i et bælte og en skjorte med oprullede ærmer, gik ud i byen. Han så nogle forskellige ting her, men hvad der fangede hans opmørksomhed var en lille knægt der prikkede til hvad der mest af alt lignede en sammensmeltning af en stor kat og et menneske, med en pind, til hvilket kattekvinden blev meget hidsig.
Ligesom han selv stirrede på det af harme og vrede, før han gik hen til buret, med kun en halv meters afstand for at se nærmere på hende. Hun havde bind for øjnene og blødte, og så lå hun elendigt derinde. Handleren så ham godt se på den og gik hen til ham. "Ah ja, denne har været lidt af et problem, men den er stærk! Jeg kan forsikre Dem om, at den er pengene værd!" Udbrød handleren ivrigt. Rafixul gloede olmt på ham og vendte så sit blik tilbage mod kvinden.
"Jeg har min egen styrke. Hvor fandt du hende, mandsling?" Spurgte han køligt. Den lette lugt af kød steg fra hans ånde - han havde været på jagt i nat..

Det gik op for Ihsan, der blev talt om hende, og hun vendt ehvæsende hovedet så meget, hun kunne og hvæsede så spyttet føg hende om munden. Med opbyggelsen af al sin styrke forsøgte hun at ruske sig fri af det lille bur, men hun var spændt så godt fast, det kun rykkede fra side til side hvor mange kræfter hun end lagde i det. Hun hørte Rafixuls stemme, og efter at have indsnuset lugten af ham, viste hun tænder, og hårene på hendes ksuldrer rejste sig. Lugten af kød var ikke tabt på hende, og hun kunne ane lugten af naturen på ham. Hvor end han havde jagtet var der en svag duft af mos og jord der hang til ham, en lugt af sved, der ikke ville blive opdaget af andre end et halvdyr - eller et dyr naturligvis. Tonen i hans stemme og ordene der blev udtalt fik hendes hvæsen til at ophøre. Om så han havde tænkt sig at købe hende, havde han i det mindste ikke tænkt sig at være overstadisk omkring det, og hun nød at høre handleren talt til på den måde. Hun kom ham i forkøbet, før han nåede at fortælle noget som helst.
"Svinet overfaldt mig mens jeg sov! Slog mig i hovedet, skar i mig og lagde mig i lænker," knurrede hun, en dyb snerrende lyd helt fra hendes strube. Manden sparkede til buret, og Ihsan for sammen i forskrækkelsen med et hæst hvæs.
"Tag Dem ikke af hende, hun har også en god sans for humor." Han sagde dog ikke mere, så bare irriteret på buret, hvor Ihsan vred sig for at få sine hænder ud af lænkerne, der bare skar hende ned i håndledene.

Rafixul ænsede ikke hvordan kvinden i sit bur vred sig rundt og rasende forsøgte at komme ud. Han ventede blot på at få prisen, men før handleren nåede at nævne den, begyndte kvinden at tale. Okay, hun forstod dem. Men det ændrede ikke på noget. Udover at han ønskede hende fri, da han følte, at han ville have det på præcist samme måde i hendes situation. Han lagde stille og roligt hånden på buret, da handleren sparkede til det og nedstirrede ham, før han løsnede en pung i sit bælte. Der burde være nok deri.
"Jeg betaler ikke mere end det. Hvis du mener der ikke er nok, så kan du bare komme og tale med mig om det, men du skal forvente at jeg ikke er rar at tale med. Nogle gange får jg kløe i mine hænder efter at stramme dem om ting," forklarede han, som en skjult trussel. Det var tilsyneladende nok, for handleren tog imod pungen, gav ham en nøgle og forlod buret og Rafixul for at tage sig af andre folk og dyr. Forbandede dyresælgere! Rafixul vendte sig mod kvinden igen. "Jeg har tænkt mig at åbne buret og låse lænkerne op. Tag det roligt, så finder vi handleren senere og... Taler med ham. Okay?" forklarede han meget lavt til halvdyret. Der var heldigvis ingen omkring og handleren kunne umuligt høre hvad han sagde i larmen.

Så blev hun altså solgt - igen ... Ihsan var ikke videre imponeret og lagde panden mod tremmerne foran sig. Og hvilke mareridt ville hun så komme igennem nu? Tilsyneladende var manden aggressivt anlagt, og med hendes eget temperament, skulle de nok komme til halvvejs at flå hovederne af hinanden, før det ville lykkes hende at flygte.
Truslen i mandens ord ville have moret hende, hvis hun havde fattet den, hvilket hun nu ikke gjorde. Mennesker og deres mærkværdige talemåder.
Det gik dog op for hende, han talte til hende, hvilket var mere end dyrehandleren havde gjort på noget tidspunkt, og hun tilbageholdt den ellers nærmest permanente snerren. Talte med ham? Det var hun virkelig ikke sikker på, hun kunne. Hans ord var fuldstændigt tabt på hende, men det måtte være endnu en mennesketing, tænkte hun blot frustreret og træt. Men det, der betød noget lige nu var, hun ville komme ud af det forbandede bur. Ordren om at være rolig brød hun sig ikke meget om, og hun havde mest af alt lyst til bare at flå alt og alle omkring sig i stykker, men hun vidste intet om manden, der nu ejede hende, og det kunne være dumt at sige ham imod. Hun huskede alt for tydeligt sin sidste ejer, der havde afbrudt et raserianfald ved at lade sit tunge sværd synke ned i hendes skulder, og det ønskede hun ikke igen. Hun tog et par dybe indåndinger og forsøgte forgæves at rykke på sig derinde, før hun nikkede. Hun flexede sine korte fingre for at få lidt blod ud i dem, mens hun kæmpede indædt for at berolige sig selv. Hun kunne knapt mærke sine ben længere efter at have været i buret i halvandet døgn, og hendes arme sov noget så grusomt for ikke at nævne stivheden i hendes nakke over den akavede måde, hun lå i buret på.

Da kvinden nikkede, lagde Rafixul mærke til forvirringen i hendes ansigt, men endnu sagde han intet til det. Han var tilfreds med at hun forstod ham og satte derfor nøglen i låsen og åbnede for lågen til buret.
"Er du gal? Ikke slippe den ud her!" Handleren var kommet tilbage og havde hårdt fat i Rafixuls arm. Han vendte sig mod manden med en vred grimasse. "Først slår du et halvdyr der ikke passer tíl din handel ned på ganske uærlig vis, og nu betvivler du mine evner?" Spurgte han, lettere ophidset. Han gav manden et puf, hvilket var nok til at han faldt på røven med en trodsig grimasse. "Gør mig den tjeneste at gå tilbage til snuskede, ækle arbejde i stedet for at forstyrre mig," mumlede Rafixul blot med irritationen tydelig i både stemme og ansigt. Han satte sig på hug foran buret og satte nøglen i en lænke der sad om halvdyrets ankel. Med et vrid var lænken åben.

Hun hørte nøglen i låsen og den knirkende lyd fra metallet, da lågen gled op, og hun sukkede lettet og forsøgte at smile taknemmeligt, da hun hørte handlerens stemme og igen begyndte at hvæse, mens hun vred hovedet mod handleren. Heldigvis for manden blev det Rafixuls vrede og ikke hendes, der mødte ham, hvilket han burde være taknemmelig for, da han tilsyneladende klarede at styre sin vrede noget bedre end hun gjorde. Ved bumpet da manden faldt, drejede hendes ører sig nysgerrigt efter lyden, og hun ville ønske, hun kunne se hvad, der skete.
Hun fik et lille chok, da hun mærede hans hænder med nøglen ved sin ankel, og et lettet suk undslap hende, da den snerrende lænke blev løsnet og trukket ud af det lille sår, den havde lavet under hendes protest. Hun vrikkede foden og tæerne let og drejede så hoved og ører frem mod stedet, hun kunne høre og lugte, manden sad.
"Tak." Og hun var virkelig taknemmelig, selvom hun ikke vidste hvad, der skulle ske fremover. Men bare det at få lænken af og udsigten til at komme ud af buret lige nu var nok til at gøre hende taknemmelig.