Solen havde efterhånden forladt himlen for nogle timer siden. Den hvidhårede hvinde stod i hulen til lauget og stirrede ud på landskabet hvor der var faldet ny fin sne. Diskret fugtede hun læberne og lagde så hovedet på sned imod månen, inden hun bukkede sig, og snørede de store læderstøvler som sad til op til hendes knæ.
Hun havde ikke set Lorgath siden hun havde fået han helbredt var voldsomme skader, hvilket gjorde hende bekymret nok til at tage et smut forbi hans store herregård.
Hurtigt forvandlede hun sig og sprang igennem det hvide landskab, de træer hun satte af på mistede sneen på nogle af grenene, men ikke ét eneste spor var at se i sneen ellers.
Da hun nåede frem til herregården landede hun stille foran døren, der var godt nok lys derinde, men hun vidste ikke rigtigt hvad hun kunne forvente. Langsomt lod hun sig forvandle tilbage mens hun fik pusten efter den lange tur, og bankede så på døren. Ashmon åbnede og sendte hende et stramtandet blik, kort rynkede hun brynene mens hun forventede et 'kom indenfor', men det skete ikke.
Til sidst vippede hun stille på de bare fødder i sneen og spurgte så "Må jeg komme ind?" spurgte hun så og lagde hovedet på sned, hvis det ikke havde været for de isblå øjne og dn sorte kole kunne Izilarna næsten gå i ét med det snedækkede landskab, grundet det hvide hår og den lyse hud.
"Er det nødvendigt?" spurgte hushovmesteren så med en monotom tone, inden Izilarna hurtigt nikkede og trådte så forbi ham selvom han havde stillet sig godt i vejen. Det var dog ikke et problem for en så smidig som hende.
Da trådte hun ind i den store dagligstue med et spørgende blik "Lorgath?" sagde hun så, og så efter ham hendes fremgang var meget langsom da Ashmon havde virket ualmindelig skæptisk for hendes besøg

Lorgath havde valgt at ty til flasken efter at Nadia havde taget afsted. Hun kunne have sagt nok så meget, men han var alligevel komplet fra den mentalt mens han sad i stuen i den sædvanlige lænestol med en flaske whisky i hånden og en bister grimasse, mens han tænkte over hvor ynkeligt det egentlig var, at han ikke havde taget afsted endnu. At hans stolthed var i vejen og at han ikke vidste hverken ud eller ind. Det gav ham lyst til at råbe og skrige, og han havde allerede gjort det mere end én gang af Ashmon der af samme grunde havde fortrukket sig og ladet herren være.
På gulvet ved ham stod der endnu fire andre whiskyflasker, alle sammen tomme, og det ville med sikkerhed, for den gamle vampyr, blive et helvede når det hele skulle op igen. Men det var et krav at drikke omkring så meget før det havde nogen effekt. Han var stadig i fuld påklædning, endda med en jakke på, fordi han i starten af eftermiddagen havde valgt at gøre sig nogenlunde klar til at tage afsted så snart solen ville stå ned, men nej. Han kunne ikke få sig selv afsted. Han kunne stadig ikkefå sig selv til at se Xenix i øjnene. Vreden var ikke engang dulmet af. Det var ynkeligt, han havde ikke andre ord for det. En af dem MÅTTE j pået tidspunkt give efter for stoltheden og Lorgath vidste at han i sidste ende ville være den person.
Han kunne dæmpet høre Ashmon tale med Izil ude i forgangen på et tidspunkt, men så fuld som han var, var han komplet ligeglad og blev siddende henslængt til han blev kaldt på, hvilket fik ham ud af døsen, hvor han kom til at vælte alle de tomme flasker med sin ene fod. "For helved!" Snerrede han hidsigt, før han satte sig op og gloede mod døråbningen. "Hvad?" Lød det en smule irriteret, men samtidig snøvlet fra ham.

Izilarna trådte roligt ind i stuen, og kunne med det samme de den sorte frisure stikke op fra en af de store stole. Da han hvæsede til hende løftede hun bare et øjenbryn, selv for Izilarna som ikke havde noget menneskeligt begreb om hvorvidt vampyrer kunne blive fulde, var det tydeligt at han var beruset.
"Whoa, har du tænkt dig at give et glas af den der?" spurgte hun så og kiggede ned på whiskeyflasken han holdt i hånden, hvorefter blikket gled ned på de 4 tomme flasker, der klirrede faretruende mod gulvet da han væltede dem, men dog forblev hele.
"Hvae? Er verdenen gået under?" spurgte hun så, da det var ret tydeligt at det ikke var grundet festligelejligheder at der var gået til sprutten så voldsomt.
Roligt satte hun sig ned i en af de store stole overfor Lorgath og så bekymret på ham "Fik du ikke fat i lamiaen eller hva?" spurgte hun så, og tog imod det glas som Ashmon meget diskret rakte hende, før han i et hurtigt tempo igen forlod stuen, hun var udemærket klar over hvor meget Lorgath havde lyst til at hævne sig på bæstet, og tænkte kort over, om det var det som var gået galt.
Roligt lænede hun sig tilbage i den bløde stol, og prøvede ikke at virke dem mindste smule afskrækket, på trods af, at hun ikke vidste om det var sundt med en beruset vampyr, de var vel meget farligere end når de var ædru, hvor de havde en del mere kontrol over sig selv.

Izilarnas spørgsmål fk en rngen for ørerne til at dukke op hos Lorgath, der trak sig lidt sammen i stolen og kneb øjnene let sammen. Han opfangede dog godt det med lamiaen. "Jo.. Jo, jeg fik fanget den dybhavskælling," svarede han, stadig lettere ophidset. Han tog en heftig slurk af sin whiskyflaske og stirrede lidt på Izilarna. Mon hun kunne hjælpe? Mon hun havde forstand på sådan noget følelsesværk? Han havde aldrig spurgt, men så igen, var der ikke meget at gøre udover at komme i gang. "Nej, det er ikke den.. Det' min lærling og... Hende jeg har gjort til vampyr.." forklarede han tøvende mens han gned sig på næseryggen. Det var svært at tale om, især fordi Izil sikkert ikke forstod det med at være vampyr. Det havde han altid været alene om, og det så ud til at han skulle til at være alene om det igen.
"Nej, det er lige meget," mumlede han så mens han slog blikket ned. Hun ville nok ikke forstå det alligevel, lige meget hvor meget hun så end ville. Og det ville bare ende med en masse lort hvor han kunne sidde og og irritere hende med sit ynkelig snak. Det ønskede han ikke.

Izilarna rømmede sig diskret da han fortalte at han havde fanget, hvad? Noget med dybhav? Et øjeblik så hun ganske tænkende ud måske var han virkelig virkelig fuld, der var da ikke noget der havde med dybhavet at gøre, hvis der var, havde Izilarna i hvert fald ikke hørt om det.
Dog bevægede han sig kort efter ind på noget der virkede til at være kernen i problemet, men trak hurtigt i land igen, det skulle han dog ikke så lov til at slippe afsted med, ikke med Izilarna i nærheden, det var så sikkert som det var sagt. "Mhm, hvad er der problemet med de to? Kan de ikke enes?" spurgte hun så, og satte sig tættere på Lorgath, hvorefter hun forsigtigt tog fat i bunden på whiskeyflasken og vippede den forover, så lidt af den løb i i Izilarnas glas (?) derefter slap hun den igen, han var vel gammel nok til at vurdere hvor meget og hvor lidt han kunne tåle og at dømme ud fra de andre tømte flasker var der tale om en del.
"Det lyder lidt som starten på et trekantsdrama!" sagde hun så ganske ærligt og søgte efter at kigge ham i øjnene, hvorefter hun tog en tår af glasset. Whiskeyen var efterhånden halvlun, men det gjorde ikke Izilarna det store, hun var vant til at drikke meget værre sprut.
Godt nok var Izil sjældent selv rodet ind i den slags problemer, det havde hun valgt, generelt var hun meget kræsen med hvem hun kastede sin kærlighed over, netop af den grund, at hvis hun først gjorde det ville hun blive revet i stykker før eller siden, det havde hun prøvet én gang før, aldrig igen!
"Hør her Lorgath, du kan lige så godt lægge kortene på bordet for mig!" sagde hun så meget bestemt, det var den eneste og bedste måde at håndtere berusede folk

Lorgath rystede kraftigt på hovedet da Izil spurgte om de to ikke kunne enes. Selvfølgelig kunne de ikke det! Selvom de begge to var lejemordere, så havde det væet dømt til at slå fejl det øjeblik de havde set hinanden og havde svinet hinanden til hvorefter Xenix havde bidt hans "datter". Det var en fejl Lorgath havde begået, ikke at nævne noget for nogle af parterne. Lorgath skulle til at tage en slurk, da Izil konstaterede at det lød som et trekantsdrama. Han spyttede whiskyen ud på gulvet fordi han havde fået sådan et vredeschok og stirrede hidsigt på den hvidhårede kvinde. "Nadia er ikke noget trekantsdrama!" konstaterede han arrigt. Men det gik ikke. Hans indre bæst var faldet i en søvn af rusen og han kunne ikke engang blive mere vred end det.
Han faldt ned da Izil kommanderede ham til at forklare sig og gned sig igen for tindingerne, tydeligt stresset over situationen. "Det var også.. Hvad Xenix sagde! At Nadia bare var et menneskelegetøj!" Udbrød han frustreret.

"Hm, trist!" sagde den hvidhårede kvinde, idét Lorgath begyndte at ryste på hovedet om en gal, sådan var det desværre når der var to kvinder, så var det sgu uanset hvad deres relation var til hinanden, izil korsede sig bare tanken om hvor mange parforhold der var gået i stykker grundet svigermor og svigerdatter ikke kunne enes. Izil havde aldrig selv været gift, men som barn voksede hun op i det miljø det senere hen var lykkedes hende at stikke af fra, heldigvis.
Da Lorgath spyttede whiskyen ud på gulvet og stirrede på hende som en gal hund hævede hun blot et øjenbryn imod ham, hun var efterhånden så overbevist om, at han var alt for fuld til at æde hende uanset hvor meget han nu mistede kontrollen, at det slet ikke var en reel trussel for hende.
"Arh, så Nadia er din menneske-lærling og Xenix din nyskabte vampyr. Nadia har ikke noget med sagen at gøre og Xenix er vidst ret jaloux på hende?" spurgte hun så, og tog en tår af den lunkne whiskey det havde lykkedes hende at kapre fra Lorgath. Kort efter rynkede hun brynene imod ham og lænede sig så frem i stolen med et undrende blik "hvem Nadia?" spurgte hun så og rømmede sig, der var kun én Nadia Izilarna kendte til, og én Nadia i lauget, kunne det virkelig være hende?

Izils spørgsmål fik Lorgath til gnide sine tindinger endnu mere, før han tog et par flere halvgrådige slurke af sin whiskyflasken. Izils forklaring virkede klart bedre end hans egen og derfor nikkede han, lidt mere alvorligt.
"Ja, Xenix er ret jalous. Men Nadia kunne heller ikke holde sin rapkæftede mund lukket. Men det betyder ikke at Xenix bare kunne tillade sig at bide hende!" Mumlede Lorgath frustreret mens han gloede intenst ned i gulvet. Da Izilarna spurgte om hvem Nadia var, så han op, næsten helt stolt.
"Nadia er min lærling. Hun bliver oplært i at begå sine lejemord bedre, for hun blev sat på mig i sin tid. Hun var datter af tyven Arcos, men nu har jeg overtaget hvad end det var for et faderskab den mand havde til hende. Men jeg dræbte ham ikke." Lorgath var stolt over at kunne kalde sig for.. En slags faderfigur for sin rødhårede lærling. "Hun elsker penge, men hader bøger," jokede han med et lille grin.

Izilarna skar en grimasse til det Lorgath sagde, det var aldrig godt når to kvinder først havde set sig onde på hinanden, det var nok i virkeligheden grunden til at Izil selv stort set kun havde en vennekreds bestående af mænd, det gjorde det hele meget lettere.
"Nu kender jeg godt nok ikke hende Xenix, men har nye vampyrer ikke en kende svære ved at styre sin sult end end som dig har?" spurgte hun så, og hentydede tydeligvis til hans alder "Og hvis det er første gang de møder hinanden uden introduktion vil de nok begge føle at de hver især er blevet erstattet af den anden, hm?" fortsatte hun roligt, og tog så en slurk af whiskyen mens hun tænkte over Lorgaths beskrivelse af Nadia, inden hun brød ud i et lille smil.
"Det er da løgn ikke? Rødhårede Nadia? Der ofte går med maske og som også er med i Det Sorte Laug?" spurgte hun så med et lille grin, hvis det var den Nadia hun tænkte på, og den anden kvinde havde mindst halvt så meget temperament som hende, var det ikke så underligt at det var gået galt.
"Nå, men hvad så nu med de to kamphøns? Hvad har du tænkt dig?" spurgte hun så, inden hun tømte glasset og løftede de hvide øjenbryn imod Lorgath der fortsatte med at hælde whiskey ned, bare han nu kunne tåle det, for hvor meget an vampyr kunne drikke have Izilarna intet begreb om.

Lorgath stillede whiskyflasken fra sig, efter at have tømt den. Han så nu næsten dobbelt og han var helt ude af den. Izils talen fik ham til at tage sig til hovedet med en jamren. Det hele var så forvirrende! Han valgte, kun at nikke til hendes mange spørgsmål der flød rundt i hjernen på ham mens han forsøgte at samle sine tanker.
Da hun spurgte ind til Nadia, den rødhårede med masken, nikkede han igen, mens han så lettere forvirret på på Izil. "Sorte Laug? Det har hun ikke nævnt noget om," mumlede han utydeligt. Hans hovedpine og forvirring tog til i styrke da Izilarna spurgte om hvad han havde tænkt sig at gøre ved og han skulle til at rejse sig for at gå rastløs rundt, da han væltede tilbage i stolen over svimmelheden.
"Det ved jeg jo ikke! Ellers sad jeg ikke her, Izil, vel?" mumlede han frustreret i en sørgmodig tone. Det endte med at han slog opgivende ud med hænderne.
"Du må vide det! Jeg har ikke været sammen med andre i lang tid, jeg er slet ikke fra den her tid! Hvad skal jeg gøre?!"

Izilarna lænede sig igen tilbage i stolen med en svag trippen fra det ene ben, da Lorgath pludselig begyndte at virke helt rundt på gulvet stoppede hun med at stille spørgsmål, han var åbenbart væsentligt mere beruset end først antaget, på den anden side, hvordan kunne han være andet? Han havde tømt fem flasker whiskey ene mand, det var der i hvert fald ingen levende der kunne klare.
"Altså sådan som jeg har kunne forstå det er der sket nogle seriøse misforståelser, jeg ved ikke hvor meget Nadia tror, men Xenix virker til at kunne have fået noget galt i halsen!" sagde hun så og slyngede det ene ben op over et af armlænene på den store stol så hun sad mere behageligt.
"Så er der jo ikke andet at gøre end at tage tyren ved hornene og få rykker problemerne op med rod, det nytter i hvert fald ikke noget at sidde her og have ondt af sig selv!" rungede den rustne stemme, var der én ting med Izil så var hun nok så ærlig man kunne blive, hun gav et ærligt svar når der blev spurgt efter det, uanset hvor hårdt det så lød.
Diskret begyndte hun roligt at fifle med en af de hvide lokker inden hun sendte et lille smil til vampyren der dejsede om i stolen "Pludselig undre det mig ikke hvorfor vi ikke har set dig så længe. Jeg kom egentlig for at tjekke op på om du havde kommet dig oven på overfaldet!" sagde hun så og lagde hovedet en kende på sned imod ham, på trods af at han var en fuld vampyr med kvindeproblemer var hun lettet over at se, at han ikke havde fået varige mén og at dét var grunden til at de ikke havde set ham i Lauget.

Lorgath blev lidt mere rolig ved izils peptalk. Han smilte lidt, men det var ikke et der nåede hans døde øjne. Normalt plejede der ellers at være en lille bitte gnist i dem. "Ja, det vil jeg gøre!... I morgen. Tror jeg," mumlede han sløret, før Izil begyndte at tale om at de havde troet han var kommet galt afsted. Han grinte fjoget og det lille smil blev skævt. "Ja ja, jeg kom mig. Og jeg fik da også min hævn, men den gik ikke ubetalt hen," svarede han, før han rejste sig, denne gang forblev han stående, selvom han svajede faretruende.
"Jeg tror... Jeg vil gå i seng," med de ord, begyndte han langsomt at gå mod døren, som nu var blevet dobbel. Forvirret begyndte han at mumle avancerede udregninger, da det ikke gav mening. I hvert fald ikke på et umagisk rum som dette. Det kunne slet ikke passe.
"Har du lavet en ekstra dør herinde?" Spurgte han Izilarna efter et stykke tid, mens han så forbløffet på hende.

Izilarna kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv da hun så hvordan Lorgath svajede fra side til side da han rejste sig op. "Det lyder som en god idé, i så fald vil jeg heller ikke forstyrre dig længere, jeg er bare glad for at se at du er okay!" sagde hun så, og rejste sig så selv op.
Roligt gik hun imod døren da hun fik øje på Lorgath der så mere forvirret ud end normalt, før han ævlende spurgte hende om der var blevet lavet en ekstra dør i lokalet, dér kunne hun ikke lade være med at give en lille lav latter fra sig, før hun gik over til Lorgaths side og lagde hans arm omkring hendes nakke for at støtte ham.
"Oh ja, det kan jeg love dig for at de har, og den leder lige til din seng!" grinede hun så, og begyndte at gå op imod hans kammer, dog ganske langsomt så han ikke følte at hun slæbte ham afsted.
Da de kom dertil lagde hun ham forsigtigt ned på sengen, inden hun trak den tykke dyne over ham med et lille smil.
"Sov godt o du mægtige vampyr!" grinede hun så, inden hun gav ham et meget forsigtigt knus og smuttede så ned til Ashmon, der virkede lettet over at hun havde fået ham i seng.
"Han skal nok have en spand op, i tilfælde af, ja, et ildebefindende!" sagde hun så til hushovmesteren, inden hun hurtigt forvandlede sig, og sprang imod sit eget lune telt i Paradisskoven.

// Out

Lorgath gjorde ingen modstand, da Izilarna rejste sig, gik hen til ham og begyndte at trække af sted med ham, støttende. "Hvem de?!" Udbrød han forvirret, mens de gik gennem én af de to døre. Han så sig tilbage, med store øjne, men snart var de på vej op ad trappen og pinligt hurtigt, for Lorgath, lå han pludselig i sin seng, helt fortumlet over hvordan tiden havde passéret ham så fint.
Han sendte Izilarna en lidt gnaven grimasse over hendes godnathilsen, men da hun omfavnede ham, gengældte han det fuldt, med et fordrukkent smil. "Jo tak, i lige måde. Og tak Izil," svarede han grinende, før han lagde sig helt under dynen for at sove rusen væk. Han faldt overraskende hurtigt i søvn.
Neden under stod Ashmon igen og lyttede, som han fandt det så fantastisk interessant at gøre. Han smilte til Izilarna da hun kom ned, dybt taknemmelig. "Ja, det skal jeg nok sørge for. Kom De godt hjem," sagde hushovmesteren, mens han så efter efter hende.
Natten efter vågnede Lorgath op til den ubehagelige følelse af, at noget forkert lå i maven på ham, så selvfølgelig røg det hele ud i den spand der på mirakuløst vis stod ved siden af sengen. Derefter kom han ud fra sengen, skiftede tøj til noget rejsebekvemt, fik sig en kande blod og tog en vandskind, som han fyldte med samme substans, i tilfælde af, at Xenix var sulten, hvorefter han steg på sin egen brune hingst og satte i en galop efter lugten på sin kreation.

//Out