Nadia vendte endelig tilbage til herregården igen efter, at hun havde klaret flere jobs og haft flere skader, som hun måtte pleje selv. Det var nok det, som hun havde savnet mest, mens hun havde været ude. Nogen til at pleje ens skader og den gode mad. Og nu, hvor hun tænkte på mad, så glædede hun sig til at se, hvad der var til aften. Og for at være sikker på, at der var mad til hende, så havde hun taget døren til køkkenet, da hun var ankommet. Folk havde hilst på hende, og hun havde hilst på dem. Dog havde hun ikke set Ashmon, hvilket undrede hende bare en lille smule, men hun kunne på den anden side heller ikke forvente, at han vidste, at hun dukkede op, så han kunne hilse hende velkommen. Men hun havde efterladt sin kappe på gelænderet til trappen, som hendes hilsen til Ashmon. Noget, som hun altid havde gjort.
På værelset havde hun smidt våben og sin maske. Hun smed kun sine våben, fordi hun vidste, at det var det eneste sted, hvor hun kunne føle sig hundrede procent sikker, men man kunne stadig få uventet gæster, så hun lod kniven i bæltet side. Derefter begyndte hun at lege gemmeleg. Hun søgte efter Lorgath. Og mens hun gjorde det, lagde hun mærke til, at stemningen var anderledes blandt tjenestestaben. Hun gad vide, hvad årsagen til stemnings skiftet var. De hilste dog stadig venligt på hende. Hun fortsatte sin søgen på 1. sal.

Det var ikke mange timer siden at Xenix var vågnet sammen med Lorgath, han var dog taget ud for at jage, der burde ikke gå så længe før hun kunne komme med efterhånden.
Roligt trak hun den slanke, sorte, kjole over hovedet og redte det tykke sorte hår inden hun gik ud af værelset. Kort gned hun sig over øjnene, hun kunne æde en hest, eller noget meget større, hvis dyreblod generelt ikke havde været så bittert og tyndt havde hun i hvert fald kastet sig over et af kræene i stalden på nuværende tidspunkt.
Idét hun lukkede døren bag sig spejdede hun udover førstesalen og blev mødt af en meget uventet blik. En ung kvinde på alder med sig selv. Diskret lod hun blikket falde omkring hende, for at se om det evt. var én Lorgath havde med til hende, men hverken han eller Ashmon var til at se.
Det kunne naturligvis være en tyv eller en lejemorder som Xenix selv havde været, men det virkede hun bare for afslappet for for åbenlys til.
Xenix trådte roligt over mod hende inden hun hævede de slanke øjenbryn mod hende og rømmede sig så kort af gammel vane "Jeg tror ikke jeg har set dig før?" spurgte hun så i en tone der ikke var synderligt imødekommende eller venlig.
Roligt gled de isblå øjne nedoverkvindens ansigt og ned mod hendes hals, under huden kunne hun nemt forestille sig blodet der løb lystigt igennem hovedpulsåren, tanken gjorde hende bare endnu mere sulten end hun var i forvejen. Tre dage på koldt blod på glas var ikke lige sagen, slet ikke for en ung vampyr som Xenix.

Nadia fik sig noget af en overraskelse, da hun opdagede en kvinde. Som hun aldrig havde set før. Hun kom fra retningen af, hvor Lorgaths soveværelse var. Kunne det være at ..? Nej, det var ikke muligt. Eller måske alligevel. Hun havde ikke rigtig været hjemme på det sidste, så der kunne være sket rigtig mange ting. Og hun blandede sig stadigvæk ikke helt vild meget i de ting, som der foregik på herregården. Kun det, som omhandlede hende. Jo mindre hun vidste, jo mindre kunne hun fortælle videre.
Hun stoppede og betragtede kvinden med sine lilla øjne, da denne stoppede et kort stykke fra hende og sagde noget. ”Jeg kan sige det samme om dig.”[/color] svarede hun tilbage med en ligeså kølig tone. ”Hvad bestiller du her?”[/color] Hendes fingre kløede. Hun ville så gerne gribe efter kniven, men man kunne tydeligt læse på hendes kropssprog, at hun var på vagt.
Hun lagde godt mærke til, at kvinden så undersøgende på hende. Men hun undersøgte selv kvinden nærmer med sit blik. Overnaturligt væsen? Magisk væsen? Eller bare et ganske almindeligt menneske? Hun udelukkede lidt det sidste. Der var ikke rigtig noget naturligt over kvinden. Hun havde mødt nok af de overnaturlige væsner på det sidste til, at hun svagt kunne kende forskellene mellem dem og mennesker. At kende sin fjende kunne betyde liv eller død.
Men var kvinden? Og hvad lavede hun her?

Xenix kunne let mærke hvordan Nadias tone krøb ind under huden på hende, hun kunne slet ikke fordrage at blive tiltale på den måde. kort skævede hun over imod vinduet, det var stadig ikke så længe solen var gået ned. Den sorthårede kvinde lod blikket glide længere ned over kvinden som stod foran hende, hun var ganske vist bevæbnet, det var Xenix ikke, men det skulle ikke gå hen og blive et problem, forhåbentligt var kvinden ikke så dum.
"Hah! Jeg bor her skam midlertidigt!" sagde hun så med den arrogante tone og trådte så kvinden en smule nærmere så der ikke var mere end en meter mellem dem, herfra kunne hun dufte kvindens hud. Xenix ville aldrig få så gode sanser som Lorgath besad, men som vampyr var det naturligt for hende: Jagten og byttet. Ikke nok med at hun kunne dufte kvinden, så drev hendes sanser hende så vidt, at hun nærmest allerede kunne fornemme hvordan det ville være at sætte tænderne i hende.
På trods af at Xenix ikke havde været vampyr længe var hendes hud allerede helt bleg, det lå faktisk skræmmende godt til hende, de isblå øjne, det lange sorte hår samt de røde læber. Intet under at Nadia fandt hende overnaturlig, selvom hun ligeledes havde haft den effekt på folk, inden Lorgath forvandlede hende.
"Så hvad med dig? Du er her måske for at kigge lidt på de spændende værdigenstande, hm?" Spurgte hun så, og sendte kvinden et lille smil, dog ikke stort nok til at afsløre de spidse hjørnetænder

Nadia havde allerede besluttet, at hun ikke kunne lide kvinden, som stod foran hende. Hun var virkelig fristet til at hoppe på skødet af hende og tvinge hende ud af huset, men hun holdte sig selv tilbage. Hun kendte intet til kvinden, så det vil være direkte dumt med et direkte angreb, fordi kvinden kunne sagtens være stærkere, end hende. Havde hun været en hund, så havde knurret meget højlydt.
”Midlertidig? Så du er måske en Lorgaths fine små kludedukker?”[/color] spurgte hun meget roligt og køligt. Det var en beskyldning, som hun ikke kom godt fra, fordi hun brød sig ikke om den, men hun brød sig endnu mindre om kvinden. Hun holdte af Lorgath, og nok den eneste, som hun holdte af. Derfor sendte hun ham en undskyldning i sine tanker og håbede på, at han ville tilgive hende, hvis det nogensinde kom for hans øre om, hvad hun havde sagt.
Nadia kunne ikke lade være med at grine, da kvinden beskyldte hende for at være tyv. Det var skam ikke forkert. Hun fandt det bare morsomt. ”Beklager. Jeg er en del af inventaret. Så du slipper ikke af med mig.. medmindre du selvfølgelig selv vælger at forlade stedet. Døren er nedenunder.”[/color] sagde hun med en tydelige latter i stemmen. Og da hun snakkede om hoveddøren, havde hun lavet en gestus mod trappen.

Xenix kunne tydeligt mærke hvordan hendes indre bæst råbte og skreg på bare at slå kvinden ihjel der stod foran hende, efter hun var blevet vampyr var der en del af hende der var meget mere ukontrollerbar end hun nogensinde havde været ude for før. Desuden skreg hendes blod på at finde vej igennem den finde hud, dog måtte Xenix nok vente, og finde ud af lidt mere inden hun kastede sig over hende vildt og frådende.
"Kludedukker? Nej da, de hører til i kælderen, hvis det er vil jeg med glæde vise dig derned!" Lo hun så med det lille smil endnu spillende på læberne, kvinden kendte tilsyneladende Lorgath, men lod ikke til at vide, at Xenix var af Lorgaths kreation og af samme årsag vampyr.
Da Nadia nævnte at hun var en 'fast del af inventaret' kunne Xenix ikke lade være med at læne hovedet tilbage og slå en latter op der var så hånlig som den overhovedet kunne være "Oh, det var da ærgeligt, jeg har planer om at redekorere, bare rolig, du kan ryge ud med nogle af de andre gamle møbler!" sagde hun så, endnu med det lille smil. Diskret knugede hun den ene hånd for at bevare selvkontrollen, hendes øjne kunne ikke slippe pulsåren ved kvindens hals der hamrede som sindssyg. Hun kunne nærmest høre den dunkende rytme, selvom det bare var ren instinkt og noget hun bildte sig ind.
Diskret trak hun for en gangs skyld vejret, hun havde ikke brug for det, men det gjorde hun altid når hun var ophidset som menneske, og gamle vaner var svære at slippe af med.

Nadia strakte alle sine fingre, da det kløede i dem alle sammen nu. Hun ville så gerne brække kæben på kvinden, så hun ikke ville kunne sige mere. Og der var en meter mellem dem. Alt, hvad hun skulle gøre var at slå. Hun behøvede ikke engang tage et skridt. Det var meget fristende.
”Beklager, men jeg falder ikke i herrens smag. Jeg er lidt for gammel. Han foretrækker de yngre typer.”[/color] svarede hun bare og lod sig slet ikke mærke til kælderen, selvom hun kunne mærke en svag kriblen under huden ved tanken. Hun vidste godt, hvad der skete nede i kælderen, og det var ikke et sted, som hun ville betræde. Ikke frivilligt. Og igen jo mindre hun vidste, jo mindre kunne fortælle. Og kælderen var et af de mere dunkle emner.
Nadia hævede øjenbrynene i svag overraskelse, da kvinden grinte, men tænkte dog på, hvor ondt det måtte gøre, hvis hun placerede en knytnæve på den udstrakte hals. Smilet fra hendes læber forsvandt ved kvindens ord. Men det dukkede dog op igen, da hun kom i tanke om, at det var Lorgath, som bestemte over indretningen af huset. Og det var hun taknemlig for, hun ville slet ikke vide, hvad kvinden kunne finde på at gøre ved stedet.
”Og du mener, at du har den rettighed, fordi? Du vil måske gerne blive frue til herregården? Eller så vil du måske gerne lege mor?”[/color] svarede hun og smilede udfordrende til kvinden. Gad vide, hvem af dem, der ville vinde denne verbale fighte. Og hun håbede næsten på, at det ville en fysisk fighte. Hendes smil blev en smule bredere.

Xenix løftede overrasket øjenbrynene da hun kom med sin forklaring og pæne hentydning til at Xenix nok var et par år yngre, selvom de faktisk lignede to ganske ligaldrende. "Virkelig? Er du sikker på at du bare ikke er for grim til at vække apetit?" sagde hun så og trådte en kende nærmere mens de stikkende isblå øjne stift var rettet imod de lillae specielle øjne Nadia havde.
Den ulmende vrede var så småt ved at komme til overfladen, det kunne man godt nok ikke se, udenpå virkede Xenix kølig og rolig som en klippe, men under det iskolde ydre voksede en grim vrede. Xenix var efterhånden ligeglad med hvad Nadia var til Lorgath, der var grænser for hvad man sagde til hende, uanset hvor fin man nu engang syntes at være.
"Om ikke andet kan jeg så trøste dig med, at jeg ikke er halvt så kræsen når det kommer til mennesker!" hvislede hun så, og trådte i et hurtigt skridt imod Nadia, allerede ganske klar over hendes kniv som sad i bæltet. Med den ene hånd i et fast greb om håret på Nadia trak hun hende bagover, og bed så, så tænderne gled igennem den fine bløde hud, mens hun med den anden greb fat om hendes kniv(?)
Det søde blod strømmede ind på tungen af Xenix, mens hun drak grådigt, hendes indre bæst havde fået frit spil og den sorthårede kvinde kæmpede ikke det mindste imod det uhyre der var parat til at slå ihjel hvis det blev nødvendigt.

Nadia fik et stramt drag om munden, da kvinden overfor hende mente, at hun var grim. Hun var udmærket klar over, at det ikke passede, fordi der var rigtig mange mænd, som var faldet for hende. Men der var aldrig nogen, som direkte havde sagt til hende, at hun var grim. Hun stirrede bare tilbage på kvinden med et koldt blik. ”Så har jeg bare det vampyr problem mindre.”[/color] svarede hun koldt. Hun var vred. Hvis hun nu kunne kvase det fjæs på kvinde og tørre smilet væk. Så ville hun måske blive tilfredsstilt. Hun var så tæt på. Så tæt på at få en knytnæve placeret midt i fjæset. Nadia veg ikke en tomme, da kvinden trådte nærmer.
”Hvad?”[/color] nåede Nadia lige at spørge, før hun mærkede, hvordan hendes hoved blev trukket tilbage. Hun skar en grimasse. Det gjorde ondt, når folk hæv en i håret, og derfor havde hun også lagt hovedet tilbage, før hun opdagede sin fejl.
*Vampyr!* nåede hun lige at tænke, før hun mærkede, hvordan tænderne gennembrød hendes hud. Hun skar en grimasse i smerte. Hun havde enlig altid tænkt over, hvordan det var at blive bidt af en vampyr. Og her havde hun så svaret. Hun skulle også have været så nysgerrig. Det gjorde pisse ondt. Hun satte hænderne mod kvinden og gjorde et forsøg på at skubbe sig fri. Men det hjalp ikke.
Efter lidt tid begyndte små pletter at danse for hendes øjne, og hun følte, hvordan mørket sneg sig ind på hende. En følelse, som hun kendte. Et øjeblik gjorde hun ingen modstand. Et øjeblik tænkte hun på ingenting. Hun blinkede dog kraftigt med øjne og gjorde endnu et forsøg på modstand. Hun ville kæmpe til det sidste.
Da hun følte, at det så sortes ud, kom hun i tanke om, hvor hun befandt sig. Der var hjælp at hente. ”Lorgath?! ASHMON!”[/color] kaldte hun. Hun kaldte dog ikke nær så højt, som hun gerne ville, men mørket sneg sig stadig tættere og truede med at overmande. Hun kæmpede nu mod mørket. Hun ville ikke dø. Ikke i dag.
”Giv slip din forbandede vampyr!”[/color] snerrede Nadia og gjorde et sidste forsøg på modstand.

Ashmon havde siddet og lyttet ind til videre. Det havde moret ham hvordan Xenix havde kunnet få tørt på af Nadia. Hvordan de to ikke brød sig om hinanden. Så kunne Xenix måske bare lære at blive en bedre "fin, lille kludedukke" som Nadia så pænt havde sagt det. Men da han hørte Nadia skrige på hjælp, vidste han at der var noget galt. Han satte i løb op ad trappe og det syn der mødte ham, fik hans øjne til at lyse rødt. Et af tegnene på at han ikke var menneskelig. Han gik meget beslutsomt hen, greb fat om Xenix' kæber, så hendes bid blev løsnet. Da først det skete, flåede han hende væk fra Nadia og trak sit sværd mod hende med et iskoldt, rødglødende blik.

Da Lorgath kom hjem var det med et smil på læberne. Han havde været ude at jage, med stor success og nu var han på vej hjem igen. Uden for huset kunne han dog godt høre råben og så snart han åbnede døren lugtede han det. Blod. Nadias blod. Hvad fanden? Han lukkede meget hurtigt døren efter sig og fulgt lugten op af trappen, hvor han så Ashmon, rasende, md blankt trukket mod Xenix. Og Nadia stod bag ham. Blødende fra halsen. Nej. Nej, nej, nej, ikke det! Han stod et kort øjeblik, fuldstændig tom i blikket, før raseriet fik bæstet inden i til at rive og flå i hans tanker. Hævn.. Lige nu. Xenix skulle IKKE røre hans datter! "Ashmon.. Flyt dig... Nu," hvæsede han vredt. Ashmon gjorde selvfølgelig hvad han fik besked på og tog sig af Nadia.
Med et ryk, stod Lorgath foran Xenix med øjne der kunne dræbe. "DU SKAL ALDRIG, NOGENSINDE RØRE MINE VENNER!!" Brølede han i ansigtet på hende, før han gav en vase der stod på et bord ved siden af sådan et smæk, at den røg på gulvet. Hans øjne blev blanke, selvfølgelig på den lettere blodige manér.
"Forstår du det? Ikke hende! Aldrig.. Aldrig hende!" Hans tale var reduceret til en kamp mod det indre bæst som havde lyst til at flå hovedet af Xenix. Han kunne knapt tænke.
Uden at han tænkte over det, blev der trukket en stribe af rødt blod ned over hans kind. Aldrig i sit uliv havde han været så vred. "Ashmon! Hvis hun dør, så MYRDER jeg dig!" Lød det meget pludselig, hidsigt fra ham. Der var ingen kontrol, men heldigvis kendte hushovmesteren til sin herres vrede og han nikkede blot.

Noget greb fat om Xenix kæber og tvang hende til at give slip på pigen der stod foran hende, inden hun blev trukket tilbage med en fast hånd, med sig trak hun dog kniven der sad i Nadias bælte.
Ashmon pegede stift et sværd imod den kvindelige vampyr, men hun så ikke ud til at reagere på det, hun vidste efterhånden godt hvor meget en vampyr kunne holde til, og ikke nok med det, så var hun takket være Nadia nu også bevæbnet.
I ren og skær refleks antog hendes ellers isblå øjne nu en ganske mat farve, hvis Ashmon virkelig ville prøve kræfter skulle han da have lov til det. Forsigtigt strøg hun en finger op langs hagen og op til mundvie hvor en dråbe af Nadias blod løb, og slikkede det derefter af sin finger med et kækt smil imod hushovmesteren.

Det nåede dog ikke til yderligheder før Lorgath dukkede op, Xenix kunne ikke lade være andet end at rulle irriteret med øjnene og slet ikke da det var Xenix han valgte at puste sig op overfor, i hendes øjne havde Nadia selv været uden om det og Lorgath kunne for den sags skyld bare have sagt at han havde en menneskelig tilbeder vimsende rundt.
Da han brølede af hende stirrede hun bare stift på ham, uden at fortrække så meget som en mine, hun blinkede et par gange med øjnene så de antog normal farve, hvis hun angreb enten Lorgath eller Ashmon nu ville den anden part bare myrde hende, det var hun ikke et sekund i tvivl om.
"Nå virkelig?" knurrede hun arrigt ind i hovedet på ham og gik så helt tæt på ham "Måske skulle du bare have sørget for at informere mig om dine små menneskehorer du har vimsende rundt fra tid til anden." hendes stemme vae anklagende og bestemt, ikke en sjæl ville være i tvivl om, at hun ikke fortrød sine handlinger "Og det skulle du måske have tænkt på inden du gjorde mig til hvad jeg er, og inden du besluttede at dele seng med mig!" hvæsede hun så med et blik der kunne slå ihjel, tydeligt overbevist om, at Lorgaths forhold til Nadia var noget lidt andet end det egentligt var.
På stedet snurrede hun rundt og kylede så Nadias kniv imod gulvbrædderne, hvor den satte sig fast. Hun kunne ikke holde synet ud af ham, hun troede ville stå op for hende, hun kunne generelt ikke holde synet ud af nogle af dem, hun skulle væk!

Nadia mærkede, hvordan taget i hende blev sluppet. Hun åndede lettet op, da hun mærkede tænderne slippe taget i hendes hals. Hun stoppede med at kæmpe, da det ikke længere var nødvendigt. Dog da der ikke længere var nogen til at holde hende oppe, gav hendes ben efter under hende, og hun lande temmelig hårdt på gulvet. Hun tog sig til halsen og mærkede blodet mod sin hånd. Hendes blik var blevet meget sløret, og hun kunne kun svagt skimte to personer. Det ene var sikkert vampyrkvinden, den anden måtte være Ashmon. Lorgath ville sikkert råbt meget højt og reageret en del anderledes, end Ashmon havde gjort.
"Tak."[/color] mumlede hun. Hun lukkede øjne. Hun følte sig uendelig meget træt.

Nadia rynkede panden, da hun genkendte Lorgaths stemme. Hun åbnede øjne og gjorde et forsøg på at finde ham med blikket, men hun kunne ikke skille tingene fra hinanden. Hun opgav og lukkede igen øjne. Måske skulle hun bare lægge sig til at sove? Det var dog meget svært, når folk larmede sådan. De talte så højt. Hvorfor kunne de ikke bare tie stille? Eller måske gå et andet sted hen, så hun kunne sove? Eller hun kunne måske få Ashmon til at bære hende hen på hendes værelse, hvor hun kunne få endnu mere fred. Så slap hun også for at ligge og bløde midt på gulvet, hvor alle andre kunne se hende. Hun fornemmede nogen, som nærmede sig hende, hun regnede lidt med, at det var Ashmon.
"Kludedukke."[/color] mumlede Nadia svagt igen, da hun hørte vampyrkvinden sige menneskehore. Om det var højt nok til, om de kunne høre hende, vidste hun ikke, men hun var ret ligeglad. Vampyrkvinden var i hendes øjne ikke andet, end en kludedukke.
Hun var dog selv på ingen måde nogen menneskehore. Hun kunne tælle de mænd, som hun havde været sammen med på en hånd. Og vampyrekvinden ville nok alligevel aldrig forstå det forhold, som der var mellem Lorgath og Nadia. Nadia var ikke engang selv sikker på, om hun forstod det.
Nadia lod dem diskutere i fred. Hun gad alligevel ikke blande sig i det. Hun fjernede hånden fra halsen og betragtede den blodige hånd, selvom hun enlig kun kunne se den røde farve. Hun bevægede fingerne lidt, og lod så hånden igen falde ned og lukkede øjne endnu engang. Hun glemte næsten at kæmpe mod mørket, som stadig gerne ville overtage. Hun synes, at der var noget anderledes over dette mørke, som det mørke, som hun havde følte ved den anden nær-død-oplevelse, som hun havde haft.
Hun grinede svagt over Lorgaths ord til Ashmon. "Ashmon vil ikke lade mig dø. Det er vi for gode venner til, at han ville lade det ske. Og så er der jo nogen, som skal lette stemningen i huset."[/color] mumlede hun og var enlig ret ligeglad med, om hun blev hørt eller ej. "Men jeg vil nu gerne lappes sammen og sove."[/color]

Det havde ikke været meningen at Xenix skulle svare igen. Det var ikke med i Lorgaths indre bæsts planer, og mens hun knurrede ord af ham der fik ham til at lukke øjnene i et forsøg på at få kontrol før han endte med at lange hende én på siden af hovedet. Han stod sådan i nogle sekunder, før Nadias stemme lød. Det kunne være lige meget, alt hvad lærlingen sagde om Ashmon. Hun havde svaret Xenix igen, sikkert for hans skyld. Det ville han ikke have. Han ville bare have at tingene skulle rette sig ud, at han i det mindste kunne undgå problemer i hjemmet, men sådan var det tydeligvis ikke. Han var skyld i alt dette, det var helt sikkert. Det var ham der havde bidt Xenix, ham der havde tilbudt Nadia lærdom frem for død. Ham der havde sørget for alt dette lort, som han egentlig ikke ønskede. "Hold din mund Nadia, det er mig der uddeler "titler" her i hjemmet. Ashmon få hende lappet sammen," forklarede Lorgath, helt roligt i forhold til før. Det var dog tydeligt, hvordan vreden ulmede faretruende i hans stemme. Det gjorde ondt at skulle mægle mellem de to, og lade være med at tage et parti, selvom han ønskede det dybt og inderligt.
"Og Xenix. Du skal ikke kalde min lærling for en menneskehore. Hun er det eneste menneske jeg med stolthed kan kalde for datter," forklarede Lorgath mens han stirrede vampyrkvinden i øjnene. Derefter vendte han sig brat og gik ind i sine sovekamre hvor han satte sig i sengen og knyttede sine næver så hårdt at hans ellers ret korte negle borede sig igennem huden på hans håndflader. Han var kommet i kontrol nu, men hvor længe ville det vare? Det var så svært og for første gang i lang tid følte han en meget virkelig, meget truende form for afmagt.

Xenix stirrede trodsigt på Lorgath, der var ingen tvivl om at det var hende han var gal på, så kunne han prøve at overbevise sig selv og hende om alt andet. Ikke et sekund veg hendes øjne fra hans, indtil han begyndte at opføre sig som om at Nadia og Xenix var et par ustyrlige tvillinger, hun skulle ikke sidestilles med Nadia, overhovedet.
I en hurtig bevægelse strøg hun håret tilbage, inden hun gik over mod trappen "Oh Lorgath, mind mig lige om at du har et menneske til at passe på dig næste gang du kommer kravlende halvdød ind ad døren ikke? Så kan hun jo passende tage sig af dig og så slipper jeg for at dø af bekymringer!" snærrede hun tydeligvis rødglødende af raseri.
Lige inden hun nåede det øverste trin stoppede hun op, og vendte sig 180 grader, så hun kunne se Nadia "Og tøs, man kalder ikke andre for kludedukke når man lige har fået solide stryg af personen, og ikke er i stand til så meget som at kravle!" hvislede hun så med en nedladende stemme.
Derefter fortsatte hun den faste gang ned i stueetagen, hvor hun hurtigt fandt sine to knive og sit sværd, og marcherede derefter ud i stalden, hvor hun tog den første og den bedste hest, sadlede den op og red væk.

// Out, med mindre nogen stopper hende

Nadia havde ingen energi tilbage. Hun følte virkelig, at hendes krop på det nuværende tidspunkt svigtede hende. Hun ville hellere end gerne stå op og kunne blande sig i det, som der blev sagt. Hun ville også have lavet en joke over Lorgath ord om titler, men overskuden var ikke til det.
Hun mærkede nogle arme og så, at hun blev løftet op. Det kom stadig bag på hende, at folk kunne løfte hende. Hun var jo en voksen kvinde og ikke noget barn. Men hun kunne nu til tider stadig føle sig, som et barn. Dog ikke i helt så store grader, som hun havde gjort den nat, hvor hun havde tilstået overfor Lorgath, at han var blevet, som en far for hende. Hun skar svagt grimasser ved mindet om deres skænderi.
Et smil bredte sig på Nadias læber, da hun hørte Lorgath kalde hende sin datter. Hun ville have tænkt en del mere over det og havde sikkert også smilet overlegen til vampyrkvinden. Dog smilet, som prydede hendes læber, var et glad smil. Og det var, hvad hun var. Glad. Og meget træt.
*Jeg er ikke bange for døden. Kludedukke.* tænkte hun til vampyrkvinden og hendes hånende ord, da hun ikke længere orkede at tale. Hun var faldet i søvn, før hun blev lagt på i sin egen seng, hvor Ashmon ordnede hendes hals. Fjernede blodet og gav hende en dyne på.
______________________________________________________________

Nadia vågnede. Hun satte sig op i sengen og tog sig træt til hovedet. Hun havde faktisk en smule ondt i hovedet og flte sig stadig underlig sløj i det. "Seriøst? Hvad skete der? Og hvorfor har jeg så forbandet ondt i hovedet?"[/color] mumlede Nadia og gned sin pande.
"Det er nok på grund af blodtabet." var der en stemme, som svarede.
Nadia kiggede forskrækket op og fik øje på en lille tjenestepige, som stod og smilede forsigtigt til hende. Blodtab? Så kom det hele tilbage til hende. Hun var blevet bidt af en vampyr! *Kludedukke.* huskede hendes tanker for hende. Det hele var startet med et skænderi.
"Hvor længe har jeg sovet?"[/color] spurgte Nadia så. Hun så sig rundt og fik øje på en bakke med mad, som stod ved siden af hendes seng. Hun tog sig til maven. Hun var faktisk sulten.
"De har sovet et helt døgn. Vi var ved at blive bekymret for dig, men vi blev forsikret om, at De nok skulle klare den." svarede pigen og sendte Nadia et glad smil.
"Et døgn?!"[/color] udbrød Nadia forskrækket. Hun kiggede ud af vinduet. Rigtigt nok. Det var mørkt.
Hun slog dynen til side og ville være sprunget ud af sengen, men tjenestepigen stoppede hende. "De kan ikke forlade sengen, før De har fået noget at spise. Jeg fik at vide, at jeg skulle fodre dig, hvis du nægtede. Og de andre sagde, at jeg sagtens ville kunne holde dig tilbage, fordi du vil ikke være kommet til kræfter endnu." forklarede tjenestepigen med et smil.
"Når jeg har spist, fortæller du mig så, hvor Lorgath er?"[/color] spurgte Nadia og betragtede pigen. Ikke en, som hun havde set før. Måske ny? Nadia kunne faktisk lide hende. Men hun brød sig ikke om at blive tiltalt med De. Pigen nikkede, som svar til hende. Hvor gammel var hun? 16? Måske 17?
Nadia sukkede og begyndte så at spise, fordi hun havde ikke rigtig lyst til at lege gemmeleg i dag. Der var vel ikke så meget andet at gøre. Det var sikkert Ashmon, som havde sagt, at hun skulle spise på trods af, at de var klar over, at hun var bekymret for, hvordan Lorgath havde det. Men hun måtte give dem det. Hun havde ladet sig overtale.

Da Nadia havde spist den sidste krumme og drukket saften, gjorde hendes mave en smule ondt, men hun var mæt, dog stadig en smule træt. Tjenestepigen smilede tilfreds og førte Nadia ovenpå efter, at Nadia havde klædt om til et par tynde, brune bukser og hvid skjorte. De standsede ved døren til Lorgaths sovegemakker. Tjenestepigen bankede på døren. "Herre?" spurgte hun. Hun ville have banket på døren igen, men Nadia stoppede hende med en hovedrysten.
"Jeg klarer den herfra. Tak."[/color] med de ord sendte hun tjenestepigen væk.
Nadia åbnede døren til værelset. Gik ind og lukkede igen døren efter sig. Hun opdagede Lorgath, som sad på gulvet. Hun betragtede ham lidt, inden hun gik hen og satte sig på knæ ved siden af ham, så hun sad med fronten mod hans side. Hun lagde en hånd på hans skulder. Og kaldte ham ved navn, hvilket ellers skete yderst sjældent, "Lorgath?"[/color]

Lorgath var træt og ked af alle de bekymringer ansvaret bragte ham, men hvad skulle an ellers. Gå til grunde af ensomhed? Han havde jo bare brug for nogle at holde af, og Xenix' hårde kolde ord der blot nogle uger forinden havde været kærlige fik ham til at slå hænderne op for sine ører og knibe øjnene sammen i stadie noget nært panik. Han havde aldrig prøvet det før, men så igen, havde han aldrig holdt af nogen som han overraskende nok holdt af Xenix og derfor opførte han sig dybt irrarionelt og ulogisk ved at mumle nej igen og igen mens Xenix forsvandt ned ad trapperne. Kort efter dukkede Ashmon op i dåråbningen og spurgte om det var okay nu.
"NEJ, Ashmon! Nadia er halvdød, Xenix er væk og jeg..!" Råbte han faretruende mens han rejste sig brat og stirrede synderknust over på hushovmesteren. Der var ingen ting der gad som han ville det udover den gamle dæmon der forstod en hentydning og gik med et respektfuldt nik og lukkede døren efter sig.
Lorgath væltede sammen på gulvet, siddende op af væggen hvor han generelt bare sad og talte med sig selv de næste mange timer, også mens dagstimerne sneglede sig afsted.
Først efter cirka seks timer stoppede han og stirrede egentlig bare dødt ud i luften. Lydene omkring sig reagerede han ikke på og det var først ved berøringen af hans skulder at han gav et mindre ryk fra sig. Så lød Nadias stemme og sagde hans rigtige navn. For en gangs skyld. "Jeg.. Undskyld, jeg skulle have sagt det! Nævnt det, jeg skulle have gjort dig opmærksom på det!" Rablede han løs mens han tog fat i hendes hånd. Han græd ikke, men det var tæt på.

Nadia sukkede over Lorgaths ord. Hun satte sig helt ned på gulvet, hvor hun lagde benene over kors. Hun betragtede Lorgath ganske roligt, mens hun svagt tog sig til halsen med den fire hånd og gned sig der, hvor hun var blevet bidt. Hun reagerede en del roligere, end hvad hun havde regnet med, hun ville gøre. Hun havde troet, at hun stadig ville være i panik. Men et andet sted, så var hun enlig bare taknemlig for, at hun stadig var i live. Så vidt, som hun vidste, så var det sjældent, at vampyroffer overlevede. Igen sendte hun sin tak til Ashmon i tankerne.
”Hvordan ville du kunne have fortalt mig noget? Jeg var her jo ikke, og du vidste jo ikke, hvor i landet jeg opholdte mig. Og jeg vidste heller ikke, at du var ude, da jeg valgte at dukke op. Og jeg mødte heller ikke Ashmon, så han kunne nå og advare mig. Det var sort uheld.”[/color] forklarede hun og klemte hans hånd. Var der andet at sige? Det var jo faktisk meget af forklaringen, men var det nok? Der var sikkert mere, fordi hun havde selv tydeligt fornemmede, hvordan hendes stemme havde truet med at knække op til flere gange. Skulle hun nu til at døje med flere usagte følelser? Hun tog hånden fra halsen og gav sig til at gnide panden igen. Hun havde stadig hovedpine. Det var sikkert et vidunder, at hun kunne stå på sine egne ben med alt det blod, som hun mistede, men hun skænkede det ikke så mange tanker. Hun havde andet at tænke på.