Det var ved at blive aften, mørket var faldet på, og sneen lå som en tæt dyne over det hele. Hist og her var sneen trådt ned, og havde næsten dannet et isglat lag. Børn havde lavet glide baner, som man tydeligt kunne mærke, hvis man ved et uheld trådte på dem. Gaderne var ved at være forladte, men hist og her gik der nogle enkelte mennesker, blandt andet en kvindelig skikkelse, med sin kappe trukket tæt om sin krop for at holde varmen, og hætten trukket langt ned i ansigtet. Det var egentligt svært at se at det var en kvinde. Hendes barm var skjult af kappen, og det lange bølgende røde hår skjult af hætten. Det eneste man kunne se var den stædige hage, de bløde læber og de slanke, men dog kraftige ben. Sneen knirkede under hendes fødder, hver gang hun tog et skridt. Hun gik ret målbevidst ned ad gaden, hvor en stor mand gik og stampede af og til i jorden for at kunne holde varmen. Han var ikke særlig opmærksom. Kvinden 'kom til' at gå ind i manden og sagde hurtigt undskyld og fortsatte. Manden var for forfrossen til at gøre andet end at brumme at hun skulle se sig for. Hun skubbede mandens tunge læderpung ind under sin kappe og fortsatte. Der skulle være en forestilling i teatret denne aften, og det var ved at slutte. Snart ville rige mennesker strømme ud, og måske havde de nogle gode ting, som denne kvinde godt kunne tænke sig. De havde så mange penge at de godt kunne undvære lidt. Det ville kun hjælpe hende med lidt flere.

Hun gik hen til teaterbygningen og stillede sig op af væggen i skyggen, hvor lyset fra faklerne knap nok kunne nå hende. Få ville lægge mærke til hende, og derfor ikke mange der ville tænke over hendes tilstedeværelse. Hun ville kunne gå blandt den store folkemængde, og stjæle en pung her og rapse sig nogle juveler til sig der, og ingen ville lægge mærke til hende. Hun var jo kun et stakkels barn, som nogen mente. Hun kunne ligne det mest uskyldige væsen i verden.

Så begyndte folk at strømme ud fra det store bygningskompleks, og mange snakkede ivrigt sammen om forestillingen, musikken, kostumer og nogle lidt mindre interessante emner, som intriger. Kedeligt snak. Ikke noget Alice interesserede sig for. Hun gik ind mellem de masende folk, uden at de rigtigt lagde mærke til hende. Der blev mast så meget, at ingen lagde mærke til at hun også maste, og slet ikke når hun lige fjernede en pung fra bæltet, som stadig klirrede af mønter. Hun elskede virkelig teateraftnerne. Der var så mange med mange penge på sig, og det var tydeligt at se hvem der var rigest. De stank af parfumer, så enhver anden duft ikke kunne nå deres næser, deres klæder var dyre, men ikke særlig varme og de brokkede sig over alt de kunne komme af sted med. Intet var godt nok for de rigeste. Det var især kvinderne der brokkede sig. Intet andet end en hel bunke pyntedukker. Alle sammen utrolige kedelig, og stinkende rige. De havde ikke penge på sig, men smykker, som glimtede i det svage lys. Nogle af de mere uforsigtige damer mistede deres dyrebare juveler.

Alice mente at hun hellere måtte stoppe, hvis hun ikke ville rasle for meget og afsløre sig selv. Hun trak sig afsides, og ind i skyggerne igen. Ingen af de rige lagde mærke til hende, eller det regnede hun med. De var stadig optaget af deres kedelige samtale. Hun havde skjult sig inde i et lille hjørne, da en kvinde pludselig hylede op. Hun havde tabt sin ene ørering. Alice vidste dog, at den ørering højst sandsynlig var i hendes lomme. Hendes husbond lovede hende vist at købe en ny, fordi flokken af kaglende høns og skræppende haner fortsatte med alt deres pynt. De ville ikke komme til at savne deres penge. De havde rigelig.

Da en lav mand nærmede sig hende havde han sørget for at trække kappen godt omkring sig. Hun ville ikke have at han fik nogen som helst mulighed for at se hendes tyvegods. Hun ville se ud som om hun passede sig selv, og virkede uinteressant, og alt mulig, men den mand så ret målbevidst ud. Nok en der ville noget med hende, som han nok regnede med at hun ville gøre frivilligt og sådan noget åndssvagt. Hun gjorde kun noget som andre ville, hvis det var noget der gavnede hende, eller at hun ikke kunne komme udenom det på nogen måde.

Hun fnøs af den lille mand, der som sagt regnede med at hun ville følge efter ham, og hun gættede på at det nok havde noget at gøre med at tilfredsstille ham. Ikke på vilkår. Den mand kunne rende hende noget så grusomt. "Hvad får dig til at tro at jeg ville følge dig frivilligt, lille mand?" Hendes stemme var blød og forførende. Den havde en utrolig behagelig tone, som virkede nærmest lokkende på nogle, som honning på myren. Hun havde stadig sin hætte helt ned i ansigtet. På hendes læber spillede et lille forførende smil. Han var egentlig ret køn, men bare fordi man havde et engleansigt, var det skam ikke ensbetydende med at hun ville sprede benene for ham frivilligt. Der skulle meget mere til.

Hun blev stædigt stående, og lændede sig op af væggen, for at vise at hun ikke havde nogle intentioner i at følge efter ham på nogen måde. Hun havde stadig trukket sin kappe tæt om sig. Hun kunne ikke garantere at noget stak ud af hendes ret dybe lommer, og på den måde de bugnede var det nok afslørende hvad det var de indeholdt.

Da den lille mand snakkede om anholdelse og sådan noget, skulle hun lige til at forvandle sig til en blodravn og flyve bort. Det ville være gået hurtigt, og så havde hun været væk og udenfor rækkevidde. Dog var der noget der fik hende til at stoppe. Den lille mand knappede sin jakke op, og en uniform blev svagt synlig for hende. Nu var hun mere interesseret i at finde ud af, hvem denne person var, i stedet for at flygte. Hun valgte dog stadig at påkalde en blodravn frem, som materialiserede sig uden for deres synsvidde i skyggerne, og den forholdte sig helt tavst. Den stod fuldstændig stille på sine blodrøde ben, og de blodrøde øjne holdte skarpt øje med det hele. Dens herskerinde skulle der ikke ske noget ondt.

Da den lille mand fik knappet sin jakke op, nikkede hun lidt imponeret. Ligefrem en mand af magt. Hun kunne godt lide det, og hun elskede at udnytte andres magt. Det havde gået så godt, så mange gange. Hvis det også virkede denne gang ville det da bare være skønt. "Hvorfor sagde de ikke straks det hr. Inkvisator? Det havde været langt mindre besværligt." Hendes stemme var blød og behagelig, og ikke mindst lokkende. Hun trak sin hætte tilbage og ved at løsne sit tag i kappen lidt, så blev hendes barm svagt synligt. Hun havde et lille glimt i øjet, og på hendes læber spillede det samme forførende smil, som havde lokket så mange mænd til deres forfald. Hendes lange røde hår bølgede let, og indrammede smukt hendes ansigt.

Hun havde ikke samme nægtende adfærd, og virkede langt mere medgørlig end før, men hun skjulte skam stadig sine tyvekoster. Hun ville prøve at se hvor godt hun kunne slippe ud af det her. Hun havde et vist talent for det. Hun var blevet pågrebet af og til af byvagter, men havde snoet sig udenom det hele, hvis ikke hun kunne nå at stikke af inden. Ikke en eneste af gangene havde en byvagt rørt hende, mere end når han puffede hende eller greb fat i hendes hånd. Med den rigtige teknik, faldt selv den mest kyniske byvagt for hende. Hun havde do aldrig prøvet at møde en der lå med mænd, men til den tid, så skulle hun nok finde på noget. Hun klarede sig altid ud af den.