Flavian stod lænet op ad en mur uden for Inkvisitionens hovedkvarter. Han ventede tydeligvis på et eller andet., for han holdt skarpt øje med hoveddøren ind til bygningen, som langt de fleste forbipasserende vidste, hvad blev brugt til. Fængsel, tortur, afhøringer... listen kunne sikkert forsættes, men mere var der ingen, der hverken havde mulighed eller særlig lyst til at vide.

Fra tid til anden fangede Flavian et stirrende, forundret og for det meste forarget eller decideret skræmt blik. Han vidste godt, at alle de sølle stakler, der vandrede fordi her, havde set ham, så han brugte kun tid på de få, der stirrede for længe. Hans grovkornede udseende var nok til, at få dem til at fare lidt sammen for så at gå hurtigt videre og lade ham i fred. Flavian så mod himlen. Det var mørkt nu, men Alexander Schwartz, det nye overhoved for inkvisitionen, var stadig ikke kommet ud.

Alexander pakkede de sidste ting sammen på sit kontor, det havde været en særdeles lang men dog produktiv dag i dag, 3 mennesker var blevet dræbt og ville aldrig nogensinde blive fundet igen, 2 var blevet tortureret til punktet hvor de fortalte selv de mest slibrige detaljer omkring deres famile, en fantastisk god dag at være leder af inkvisitionen, Alexander måtte indrømme at han faktisk følte at organisationen fungerede meget bedre med ham som leder end den havde med Spike, folk havde ikke haft respekt for Spike de havde blot frygtet ham, selvfølgelig var der mange der mente Alexander var for ung til denne position men der var også en del der havde respekt til ham, en ting han elskede!
Han fik smidt sin frakke på og bevægede sig hurtigt ud af hovedindgangen, en dyb lyd kom idet døren blev åbnet, det var en gammeldør og faktisk passede lyden perfekt med hele inkvisitionstemaet hvis Alexander selv skulle sige det, han bevægede sig hurtigt ud og lukkede døren efter sig, han låste ikke døren, det var der ingen grund til, alle de vigtige områder var altid låst af således at kun Alexander kunne komme derind, og desuden var stedet altid fyldt med vagter, at bryde ind var blot lig med selvmord.

Flavian stod stadig op ad væggen og nøjedes med at følge Alex's bevægelser med øjnene; ingen andre muskler end dem, der styrede øjeæblerne, så meget som vibrerede. Eller jo, naturligvis træk han vejret. Han var selv et af de mennesker, der mente, at Alexander Schwartz både var steget alt for hurtigt i graderne og var alt for ung til at blive leder. Han havde været nødt til at indrømme over for sig selv, at knægten havde klaret sine nye opgaver bedre end forudset, men han syntes at have glemt sin plads og sine fjender for en kort stund. Det passede sådan set Flavian udmærket.

"Alexander Schwartz? Hvis det ikke er til for megen besvær, vil jeg gerne veksle et par ord med Dem omkring mit fortsatte arbejde." Han havde nu flyttet sig ud fra væggen og stod som en soldat, rank og med hænderne foldet bag ryggen. Stemmeføringen var mere bydende end spørgende, hvilket måtte gøre det for at opveje, at Flavian havde været nødt til at tiltale Schwartz i tredje person flertal; en respekt, han ikke mente, ynglingen havde fortjent. Men det lod han sig ikke mærke med. Han gjorde tegn med hånden til, at de kunne fortsætte ned ad hovedgaden i den retning, Schwartz havde set ud til at ville gå.

Alexander var blevet en smule overrasket over at se Flavien her, faktisk var han blot overrasket over at han havde stået og ventet på Alexander. Han kendte udmærket til manden, dygtig til sit arbejde dette var der ikke den mindste tvivl om, men alligevel var der noget ved ham han ikke brød sig om, han kunne dog ikke sætte fingeren på det, men en ting var sikkert. Han ville klart foretrække at have Flavian på sin gode side frem for at være fjender.
"Jamen naturligvis Hr. Lithion jeg vil med glæde fortsat have dem til at arbejde for os, der er jo ingen tvivl om at de er særdeles dygtig til deres arbejde"
Sagde Alexander høfligt til manden, egentlig var det nok lidt for høfligt når man tænkte på at Alexander ville være hans arbejdsgiver men han havde respekt for mande, han gjorde som han fik besked på det og efterlod aldrig spor, en mand efter Alexanders hjerne, dygtig og intelligent som bare pokker, på mange måde mindede de 2 om hinanden.
Alexander begyndte at gå derhen hvor Flavien pegede, det var ikke den helt optimale vej for Alexander men det gjorde ham dog intet, en lille omvej i det friske luft ville være behageligt.

Flavian rynkede brynene, da Schwartz brugte hans rigtige navn. Han brød sig ikke om det. Navnet i sig selv var sådan set udmærke, men det var alle de associationer, han fik. Desuden foretrak han, at så få mennesker som muligt kendte hans identitet. På et alle tidspunkt havde han fået den tanke, som jo var logisk nok, at det var nemmere at skjule sig på den måde. Spike havde dog været grundig i sin ansættelse af ham. Han havde ikke stolet nok på Flavian til ikke at tjekke hans baggrund. Og det lod til, at Schwartz havde været lige så nysgerrig. Men lige meget, det skulle han snart få betalt, og hvis han ikke gjorde, kunne det også være godt det samme... så længe han kunne holde mund.

Så forsvandt rynken igen og erstattedes af et skævt smil. "Jeg gør mit bedste." Han forsatte ned ad en side gade, der førte væk fra folkene på hovedgaden. Logisk nok var det egentlig, for lige meget hvad nogen med forbindelser til inkvisitionen måtte have at tale, var det sjældent en fordel, at ændre end de selv hørte det. "Jeg forstår, De stadig er interesseret i mine ydelser... Men jeg må fortsat kræve en fast løn. Jeg antager, De ved hvad jeg plejer at få?" Faktisk plejede han ikke at få så meget som et ravstykke på fast basis, men noget skulle de jo snakke om, og desuden arbejdede han så jævnligt for inkvisitionen, at han lige så godt kunne have fået fast løn. Han vrikkede lidt med det spidse øre, der vendte væk fra Schwartz, da han hørte en lyd. Lige til tiden...

Alexander kunne ikke helt sætte fingeren på hvornår og i hvilken sammenhæng det var at han havde lært Flavian's navn at kende, han var dog sikker på at han havde hørt Spike nævner det en dag, men Flavien burde dog ikke være bekymret for noget som helst, Alexander var ikke typen der havde tænkt sig at misbruge den slags informationer imod en af Inkvisitionens vigtige redskaber, med mindre det selvfølgelig blev strengt nødvendigt.

Alexander lod Flavian føre vejen, han undrede sig lidt over den valgte vej, vejen Flavian havde valgt var trodsalt allerede fra starten en omvej for Alexander og det blev ikke bedre nu, dog lod det til at Flavian havde visse specielle emner han gerne ville tale med Alexander om, emner som ikke skulle frem for dagens lys, alligevel forstod Alexander ikke hvorfor Flavian ikke blot var kommet ind i hovedkvarteret og taget en snak med Alexander, nuvel tænkte han blot, Flavian havde altid arbejdet på sin helt egen måde efter hvad Alexander havde hørt, og han havde trodsalt inden direkte grund til at mistro Flavian endnu.
"Hr. Lithion. Jeg gennemgår for tiden arkiverne og har ikke fundet et eneste papir hvor jeg har kunnet finde noget omkring en fast betaling, de betaling jeg har set har været for specifikke opgaver og jeg ville foretrække at det fortsatte sådan"
Sagde Alexander blot roligt som svar, det lod til at Flavian undervurdere Alexanders viden, forståeligt nok da det at kalde arkiverne massive ville være en underdrivelse, en god og dårlig ting ved Spike, han havde skam styr på tingene, og der var nærmest ikke noget der ikke var blevet skrevet ned. Det negative ved det var blot at det betød et kæmpemæssigt arbejde for Alexander, men nuvel sådan var det nu engang at være lederen.
Alexand frøs i det, han syntes han havde hørt noget men var dog ikke sikker, der var noget uldent over hele situationen, men han havde dog ikke den mindste mistanke rettet imod Flavian, tværtimod var han sikker på at Flavian var uvidende omkring det.
"Jeg tror snart vi får underholdning hr. Lithion"
Sagde Alexander lavmælt og med et smil på læben, dette ville være det første overfald han blev udsat for efter han blev leder af Inkvisitionen, en ting han vidste ville ske.

Underholdning...Hvilken måde at beskrive en kamp på. At slås var ikke nogen, Flavian gjorde for sjov. Han havde altid kæmpet for at overleve på den ene eller på den anden måde, men det havde aldrig været tidsfordriv, eller havde det? Lige nu havde han ingen grund til at slås. Det havde han ikke haft længe, men alligevel fortsatte han og tjente godt på det. Han havde ikke andet at foretage sig. Men var det ikke så en form for overlevelse at redde sig selv fra total kedsomhed?

Disse tanker fór temmeligt hurtigt gennem elverens efterhånden gamle hoved. Lige nu havde han andre ting at koncentrere sig om. "Det kunne se sådan ud," svarede han Alexander i samme øjeblik, som fem væsner sprang ned fra de omkringliggende hustage, og til til landede bag dem. Flavian vippede sin hætte af med vip bagud med hovedet, trak sine krumsabler og placerede sig ryg mod ryg med Schwartz. Angriber omringede dem hurtigt - uprofessionelt, upræcist og klodset efter Flavians mening, men når de var syv, havde de på den anden side ikke nært så meget grund til at tænke på placering som elveren og inkvisitoren. Faktisk vat den, der måtte tænke mest taktisk være Flaivan selv, for det bedste for ham ville være, hvis Alex aldrig opdagede, at han havde haft noget med sagen at gøre. Netop derfor skulle han helst ikke se, at Flavian knapt gjorde andet end at forsvare sig. Naturligvis var han af og til nødt til at holde modstandere på afstand, som for eksempel det firearmede muskelbundt, men han slog ikke fra sig uden, at det var højst nødvendigt.

Naturligvis var det også bedst, hvis Alex aldrig så, hvem der slog ham bevidstløs. Flavian forsøgte hele tiden at holde øje med sit mål, og på et tidspunkt, da han så sig over skulderen virkede Alexander Schwartz mere end optaget af fire angribere. Han ville næppe få chancen igen. Med en hurtig håndledsbevægelse svingede han sablen i sin venstre hånd og strakte sin arm ud, så det tunge jernskæfte vendte mod højre, drejede så 180 grader om sig selv og hamrede med al kraft skæftet mod Alexanders venstre tinding. Det tog ikke Flavian mere end halvandet sekund, og hvis slaget havde ramt rigtigt, og hvis Flavian havde været hurtig nok, ville Alex gå ud som et lys uden at have nogen anelse om, hvad der ramte ham. Det sidste krævede måske også en smule held.