Det er ved at være sidst på eftermiddagen, og Ihsan er træt efter en lang og hård dag med at holde sig ude af lugtesans fra alle mænd. Hun orker snart ikke sin løbetid, sit heat mere, men det er kun lige i starten af hendes to ugers periode. Kun dag tre. Der er laaang tid tilbage, og hun føler sig allerede udmattet.
Måske tænker hun optimistisk Måske når jeg slet ikke blive gravid denne gang? Men det er et sølle håb, for det bliver hun jo hver gang, og hun føler allerede, hun har været sammen med Gud og hver mand i miles omkreds. Hun er træt, hendes krop er træt, og hun er øm i alle musklerne efter opgøret med Falco. I det mindste kan hun nu nyde et stille bad, og hun kryber ind under vandfaldet og begynder at vaske sin pels delvist med hænderne, delvist med tungen. Hendes lange, røde hår hænger glat ned ad ryggen, og den nedgående sol leger med det og danner ild-reflekser.

Nc kan mærke dagens sidste solstråler ramme sin kind og høre vinden lege blidt med bladene på jorden, vejret er blevet køligere men det er stadig behageligt. Han sidder tilbagelænet med lukkede øjne op af et træ ikke langt fra vandfaldet, det er længe siden at han har fået ro til bare at tænke på, hvad der lige falder ham ind, i stedet for de tunge tanker, der ellers normalt tynger ham. Han kan slet ikke huske sidste gang han følte sig så afslappet og i det han tænker det, glipper det lidt i hans sanser, der fortæller ham om tilstedeværelsen af en anden person. Han åbner stille øjnene, og ser lige ud på en pige som står ude i vandet og vasker sig. Han ser hende let fra siden og selvom det røde hår minder ham om en anden, er pigen i vandet er ikke en han kender.

Neo Havde for første gang siden han omkom til Krystallandet igen færdet sig længere end 100m fra kroen i tusmørkedalen, hvori han havde opholdt sig den sidste periode efter hans hjemkomst fra sin såkaldte 'pilgrims rejse'. Han kunne mærke de sidste stråler fra solen men det rørte ham ikke, nat var nat og dag var dag, for ham var det kun tidspunkter, eller det gjorde det lige nu i den sindstilstand han havde nu. Han var i et udforskende humør og om det var nat og dag var ligemeget det begrænsede ikke ham.

Af en sær grund var der en kraft der trak ham til vandfaldet, han fandt så derefter ud af hvorfor. Han kunne mørke to sjæle i nærheden, den ene en kvinde og den anden en mand.

Ihsan, der ellers normalt kan lugte andre på lang afstand - især mænd i denne tilstand - men på grund af de mange liter vand, der vælter ned over hende, lugter hun dem ikke. Først da hun øjeblikke efter kommer ud og svømmer rgennem den lille sø for at komme op på land, kan hun lugte at der er nogen i nærheden, og hendes hormoner begynder straks at røre på sig.
Åh nej, ikke igen!? Kan de ikke bare alle sammen ligge døde den her periode? tænker hun frustreret, for Ihsan er ikke så klog. Selvfølgelig kan folk ikke ligge døde i en periode, hvor meget hun end ønsker det. Hun ryster sig så voldsomt, hun nær vælter, og vandet står i skyer om hende. Hun lader som om hun ikke har bemærket dem; måske går de igen. Hun giver sig til at gnubbe ansigtet mod pelsen på armene og glatter derefter resten af sin silkebløde pels ud med hænderne, indtil hun føler sig tør og ikke-pjusket. Så går hun i gang med håret med fingrene efter at have vredet det.
Det var et kort bad, for Ihsan hader vand, men efter en lang og støvet dag, var det nødvendigt. Hun kunne dog godt lide følelsen af at være ren, især efter at have været sammen med en eller anden tilfældig, hvor hormonerne var tændt af. Flere gange, når hun var blevet gravid, havde hun ikke den ringeste ide om hvem faren var. Faktisk havde hun det aldrig.

Nc læner sig frem over sine halvt bukkede ben, lettere sløv efter at have små sovet, sådan sidder han længe, før han stryger hånden gennem håret og gnider øjnene. Han strækker armene frem foran sig, og vender hovedet for at kigge ud på pigen, hun står under vandfaldet og er sløret af vandet der bruser ned over hende. Han kan ikke lade hver med at smile af hende, da hun næsten vælter, der er noget klodset men sødt over hende, en effekt eller væremåde som minder ham om Mariah, når hun er glad og afslappet. Det er længe siden han har set hende sådan, går det pludselig op for ham, men han når kun at føle et svagt jag af savn, før han hører at endnu en nærmer sig vandfaldet. Han hæver blikket, men kan endnu ikke se nogen, et kort øjeblik tror han at det er noget han har bildt sig selv ind, hvorfor? for ikke at tænke på Mariah? Grrr... længere når han ikke, før lydene af en der nærmer sig bliver for tydelige, han ser frem mod manden som nærmer sig søen med en vis forvirring. Han gnider sig i panden og minder sig selv om at han er ved at blive skør.

Neo smiler for at være i tilværelsen af to fremmede sjæle, han var ved at blive skør at høre på kroens kedelige fordrukne sjæles fortabte tanker om, hvordan livet var et rent helvede og det ikke var til at leve. Eller de kærligheds syge unger der mente at verdenen tilhørte dem.

Måske var der noget potentiale I disse sjæle en der var kaotisk per natur. eller en der ikke havde indset sandheden endnu ? Måske var det nogle der skulle blive ofre for naturens sande form for balance, eller var de bare som en stime fisk der følger bølgen, som intet videre formål havde i denne universelle og spinkle verden før døden.

Der lå en mindre telt lejr oppe over vandfaldet som havde været halvt forladt i nogle timer nu, den ensete som var ved lejren var en sovende søvldjal som ikke havde beskæftiget sig med andet det meste af tiden.
En fløjten lød fra bakken som førte op af den bakke vandfaldet faldt fra, Kanismo var kommet hjem fra sin jagt og der havde været et fint udbytte idag da han havde fanget tre han harer, både hans og fuglens hof spise.
Fuglen skreg mildt efter ham da den jo var glad for se ham igen og fløj hen imod ham og væltede ham omkuld da han var kommet op fra bakken.
''Jeg gætte at du har savnet mig hva?'' Sagde han lidt højt og havde sluppet harene i faldet og overvandt Søvldjalens styrke og kom op igen, ''Se hvad jeg ellers fandt til dig'' sagde han glad og fandt en mus frem fra hans rygsæk og kastede den hen imod fuglen som greb den og spiste den glad.
Kanismo grinte let og vidste intet om kvinden under vandfaldet eller noget om de to mænd dernede

Ihsan kan stadig lugte de andre mænd, og hun føler sig fristet til at opsøge en af dem og.. og... pokker tage det, hun har ikke lyst til at springe på flere vildt fremmede mænd og tvinge dem til at have sex med sig, hvor meget hendes hormoner så ellers protesterer. Det er tit til det, det ved hendes krop alt for godt, tid til at blive gravid igen, men hun orker simpelthen ikke, hverken graviditet, abort eller det der leder op til. Hun er træt af sig selv og overvejer at binde sig til et træ eller grave sig ned, før nogen kommer og ser hende. Eller måske skulle hun bare falde i søvn? Ja, falde i søvn er en god ide! Hun går ned på alle fire og går et par gange rundt i cirkel om sig selv, før hun lægger sig til rette i det høje græs, der nu er trampet ned, og hun lægger hovedet over sine arme og lukker øjnene fast. Sov!

Måske tænker jeg for meget over det?.. Grr.. Han hviler hovedet i hænderne, mens han albuer støtter på knæene. Han mærker en snært af irritation rettet mod sig selv, de sidste par timer har været så fredfyldte og afslappede, han har ikke tænkt på noget bestemt, men gået rundt med hænderne i lommerne, indtil han støtte på søen, som han hoppede i før han lagde sig op af træet. Men nu vender tankerne alligevel tilbage til den underlige situation han har sat sig selv i, presser ham til at løse den.... Han hæver hovedet, manden står ikke så langt fra ham, Nc smiler fordi han ser så tænksom ud, sikkert samme udtryk som han selv havde i øjnene for kun sekunder siden. Han puster ud, og rejser sig op, læner sig afslappet op af træet og oplever følelsen af ro komme tilbage. Pigen går i cirkler, før hun lægger sig ned for at sove, han griner let af hende, og undrer sig over den tillid hun har til dem, noget som det er længe siden han har set, men har savnet ufatteligt. Han kan stadig ikke glemme hvor alvorlig og på vagt pigen fra i går var, så præget af situationen.

Neo mærker en kold følelse ned af rygraden, endnu en sjæl har nærmet sig ! Han var ikke vandt til at se levende væsner som mennesker, elvere eller hvad de var for efter så lang tid med en evne som at komme i kontakt med sjæle så begynder man kun at se dem som sjæle der er til for at holde balancen i tilstedeværelsen, og i ny og næ var det Neo's job, efter hans mening, at gennoprette en balance.

Forundring kunne han mærke hen hos manden der lige lænede sig op af træet, stres og lyst hos den animalistiske, men han kunne ikke mærke på hvordan den nye sjæl havde det endnu der var for langt imellem dem og de var fremmede så det gjorde kun 'synet' værrere.

En kuldegysning gik ned af ryggen i et spildt sekund, var det endnu et syn af væsnet? han vendte sig hurtigt omkring og fastlog at det ikke var noget. Roligt gik han hen imod hans bålplads som havde været slukket siden imorges, han sattesig og lagde harerne og højre ben og tog den ene af dem og lagde den på en flad sten foran ham, forsigt gav han sig til at pelse haren uden at sprætte dens mave op, det ville bare ødelægge dens pels hvilken ikke ville give den en værdi hverken for hans daglig liv eller på et af makederne omkring i landet.
Han havde lavet sig en klon af sig selv som var gået igang med at ordne brænde til et bål lidt senere. Lyden af træ gløvet af en økse kunne høres fra toppen af vandfaldet nu.

Søvldjalen havde sat af og fløj ned fra toppen og dannede sig et overblik af hvordan stedet så ud igen, den havde ikke strukket vingerne meget idag og ønskede sig chancen nu. Den så et dyr ligge i græsset og en person nede ved vandet, pga dens nysgerrighed cirklede den kort rundt om både dyret og manden og landede 3 meter fra manden som lænede sig op af træet og drejede hovedet nogle grader imens den stirrede på ham. Den havde ikke opdaget personen i et af træerne endnu

Ihsan forsøger virkelig at sove, men kan ikke, og da hun skæver ud af øjet, får hun øje på Sølvdjalen. Den er lige den rigtige størrelse, og hun er sulten! Hun lader lidt mere som om hun sover, mens hun stikker kløerne ud og gør klar til at springe på den.
endelig er hun klar, og med lynets hast og græstotter fllyvende op bag sig, er hun på vej lige mod den på alle fire. Hun er hurtig, hendes mange muskler bølger under pelsen, det skinner af væden i den sene eftermiddags nedgående sol. Hun bevæger sig lydløst frem mod fuglen, der er optaget, og sætter så efter den i et spring. Snart er der frokost, tænker hun glad uden at bemærke ham i træet, selvom han er meget tæt på nu og hormonerne raser. Sulten er dog størst.

( Haha xD Han står lænet op af træet, der er ingen oppe i træet xD Awesome fail :D )


Nc betragter let manden der står ved søen, der er noget ved ham, som Nc ikke helt forstår. Han får et glimt af sjæle, og får en underlig fornemmelse af, at en af dem er ham selv, set fra mandens perspektiv, Nc glipper lettere forvirret med øjnene, men ser ikke mere. Hmm... underligt.. tænker han, og slår blikket ud mod søen, der flyver en smuk sølvfugl, han følger den med øjnene og smiler da den lander foran ham. Eh... Fuglen bliver ved med at kigge på ham, der er noget menneskeligt over den og blidt ligger Nc hovedet undrende på skrå, opmærksom på lyden af en økse der kløver træ, han ser i retning af lyden og overvejer om personen der oppe har forbindelse til fuglen. Mere når han ikke at tænke over det, før pigen rejser sig for at følge sine instinkter, han fornemmer det men først da hun er helt tæt på og næsten på spring efter fuglen opdager han hende, " Hng... Stop!" får han fremstammet og vælter frem foran hende, så han står imellem hende og fuglen. gad vide om hun overfalder mig flyver det gennem hans hoved, men reaktionen var ren medmenneskelighed, der er noget ved fuglen, men alligevel må han nok indse, at han ville have stoppet hende alligevel..

Kaos ! Naturen havde give ham en chance for kaos, den sølle og forundrede mand forstod ikke naturens balance om at den stærkeste overlever, han ville være en trussel for balancen. Neo smilte med et nærmest sindsygt blik i øjnene. Han begyndte at lede efter spor af sjæle som har haft betydning for dette ynkelige individ. Cassi var hendes navn og hendes stemme ville skabe kaos for manden, han ville blive forvirret over hvad der virkeligt og, hvad han skulle gøre!

Han fremkaldte en rest af Cassies sjæl, imod manden. dette fragment skulle hviske til ham (indeni hans hoved) at denne kvinde ville true hende.

Den ene af harene var blevet flået og der var to endnu, dog kunne de godt vente og istedet rejste Kanismo sig op og gik hen til kanten af vandfaldet for at se hvor sølvdjalen var fløjet hen, han havde stadig sin bue nede i dens hylster på hans venstre side og pile i deres hylster på ryggen, hans sværd hang i sin skede langs buen. Det var et hylster han selv havde lavet og var temmelig stolt af det ovenikøbet da det sparrede ham for plads besvær når han rejste, et dobbelt hylster til både sværd og bue var det eneste han engang manglede.
Han små lo for sig selv da han fandt fuglen stirre på en fremmed, måske ønskede han lidt af harene? kunne ikke skade at få en gæst på besøg idag.
den fremmede rejste sig pludseligt op dernede, hvad havde han gang i? han stod med ryggen til fuglen og stod åbenbart der for at beskytte den imod noget som kom imod dem. Hurtigt trak han sin bue og lagde en pil klar til at blive affyret imod det som kom imod de to dernede. Dog droppede han det og lagde buen og pilen tilbage gjorde sig usynlig og klatdrede hurtigt men forsigtigt ned af bakken hvor den var stejlest.

Sølvdjalen baskede med vingerne og for væk fra manden da den instinktivt havde set en hurtig bevægelse nærme sig den, pluds at den blev skræmt af mandens pludselige bevægelse.
Den nåede op i en sikkerhøjde og bemærkede en skikkelse i et træ mellem dem alle, dog valgte den at ignorere personen og fløj op imod lejren hvor den var i sikkerhed.

((Doh NC, det havde jeg ikke lige fanget XD ))

Da Nc hopper ind foran fuglen, bliver Ihsan temmelig overrasket, men hun er allerede i luften, og det eneste, hun kan gøre er, at trække kløerne ind. Hun har retning lige mod ham, men der er intet farligt over hende nu, kun hvis han slår hovedet hårdt, når hun lander på ham og hende styrke vil vælte ham omkuld. Hun mærker et sus af hormonerne i kroppen over at være så tæt på ham, og et øjeblik er hun ved at forsvinde for sig selv i den rus, de sætter i gang i hende. Hun ved, at så snart, hun lander, må hun væk fra ham hurtigst muligt, før hun gør noget, han vil fortryde.

( Hahah xD )


Lige pludselig oplever han det hele i slow motion, han ser hvordan hendes klør trækker sig ind, hvordan hun flyver gennem luften, musklerne under pelsen i de arme som rækker ud efter ham, udtrykket i hendes ansigt som ændre sig fra fjendtligt til overraskelse og så rammer trykket mod sin brystkasse ham. Han når ikke at reagere, i stedet bliver han væltet ned på jorden og trækker hende med sig, i et kort øjeblik tænker han om han har mast fuglen med ved godt ubevidst at den er fløjet ved første bevægelse der virkede fjendtlig. Hvis ikke Neopet havde gjort noget, ville han have overvejet om den var fløjet op mod larmen, op over vandfaldet, men det gør han ikke. I stedet hører han en stemme i sit indre, det lyder ikke som om den kommer fra hans hoved, men overalt fra ham, han bliver fuldstændig overrasket over denne pludselige stemme. Pigen ovenpå ham vil nok tolke det som overraskelse over faldet, han glipper med øjnene, og smiler halvkvalt til hende. gad vide om hun er sur.. tanken strejfer ham, og han ser undersøgende på hende. Men stemmen bryder igen frem fra hans indre, der er noget genkendeligt ved den, noget varmt og venligt.. noget som føles som hjem...med et spiles hans øjne vidt åbne, hans hjerte hamre løs og hans hoved føles som om det er ved at eksplodere, ved at bryde fri af den mur som han i sit hjerte har sat omkring den stemme. Han begynder at knurre og vride sig med hænderne for ørerne, men han kan ikke holde synene ude. Han ser for sine øjne glimter af hende, af ham af dem sammen, smerten, kærligheden, hans knuste hjerte og forglemmelses kilden, hans øjne bliver blanke og tårerne begynder at løbe ned af siderne på hans kinder. Men så begynder han at forstå budskabet, han bryder ud i et brøl og vælter med pigen rundt, så han er oven på hende med et hårdt greb i hendes arme. Han hører eller ser ingen ting, men hans blik er sindssygt, en blanding af smerte og sorg, vrede og aggression, han føler kun de stemmer Neopet sender ham, at pigen under ham truer Cassi, at han må standse hende.

Fortvivelse.. Hvis der er noget der kan skabe Kaos så er det fortvivelse, og kvinden gjorde det kun lettere for ham. Det var som om at naturen endnu en gang var på hans side, som om at den havde valgt HAM som sin vogter.
Fuglen kunne røre neo et vist sted, han var ligeglad med livet og døden, kun handling og konsekvens. En handling kræver en konsekvens, og det er ikke altid at den selv finder sted så derfor må NOGEN jo tvinge den frem, som en katalyse. Ja det var det han var, han var en katalyse for balance, han accelerede naturens balance!

Og denne mand, denne lille forvirrede mand i mentale smerter, får nu at mærke hvordan det er at udfordre den. Om det må bøde ham livet, så ville han være til nytte i livet efter, i sorg over han udfordrede den. Neo Kiggede tomt på Nc og Ihsan, et sindsygt smil fremkom og han vendte dem kort ryggen.

Kanismo var kommet ned fra skrenten og stod nu ca. femten meter fra stedet som den fremmede mand nu var blevet ramt af et dyr på størrelse med en krystallianer, han selv var stadig usynlig og gik i et rask tempo hen imod hvad der lignte et angreb fra dette dyr.
Da han nærmede sig og dyret og manden var faldet til jorden begyndte det så småt at gå op for Kanismo at det ikke var et dyr men et halvdyr, tilsyneladene en krysning med en tiger hvad han kunne se. Katte var jo pjattede med kræ på deres størrelse og dette halvdyr havde jo nok udset sølvdjalen som dens bytte, men de fleste af dem var harmløse overfor krystallianere da de fleste syntes at vores kød jo lidt for sejt og sødt. Dette var i hvertfald hvad den sidste havde fortalt ham.
Han stoppede op og rødmede da han indså at det var et kvindeligt havldyr... Hans generthed vækkede sig i ham, kvinder var hvad han ikke kunne tale rent til, men for alt i verdenen ønskede han at hun ikke var i sin løstlige periode, han havde set en uheldig sjæl kæmpe sig fra at blive voldtaget af et kvindeligt halvtdyr, endte ikke godt for personen dengang men han overlevede da og fik noget mad af Kanismo og et tæppe dengang.
Kanismo gik hurtigt hen mod det nærmeste træ for at observere hvordan kvindens krops sprog var, om det var roligt og kælende, eller om det blev arrigt og gav manden en flad for at stoppe hende i at få sit bytte.
Uden at lægge mærke til det blev han synlig igen imens han satte sig ned på det ene knæ med hovedet ude fra træet så han havde udsyn.

Sølvdjalen havde sat sig ovenover telt åbningen og begyndte at gøre sig ren og pæn ved at nusse sig selv.

Ihsan aner intet om NCs kvaler, hun ved bare, hun bliver holdt fast, og det kan hun bestemt ikke lide, og med sin voldsomme styrke, vrider hun sig fri og stiller sig hvæsende overfor ham. Det er en kamp mellen hormoner og instinkter om at beskytte sig, og hun tvinger sig selv til at tage kløerne ud.
"Min mad!" klynkede hun og så vredt på ham, "Den havde passet perfekt som mad!" Hun fnøs vredt og rejste sig på bagbennee med kløerne fremme og gik langsomt mod ham.
"Hvorfor gjorde du det? Vil du gerne flåes?" Hendes hale slog fra side til side, hendes lugtesans bliver indvaderet med lugten af ham, og hun kannæsten ikke holde det ud. Hun er så tæt på bare at springe på ham og flå hans tøj af, men nu vil hun altså hellere straffe ham for at forhindre hendes måltid - først i alt fald. Hun knurrede højlydt og kom stadigt nærmere med alle de lange, spidse rovdyrtænder blottet. Det var dumt at tage maden fra en sulten tiger!
Lige nu er hun så optaget af NC, hun ikke bemærker Neopet, selvom hun også kan lugte ham, og Kanismo er stadig fortabt i skyggerne for hende, selvom hun kunne finde ham, hvis hun ville. HEndes hormoner er alt for stærke, og hun kunne næsten finde ham ved at gå baglæns med lukkede øjne. Men NCs duft er stærkest, så overvældende og berusende, hun må kæmpe for ikke at begynde at spinde.