Ihsan kommer gående oprejst for en gangs skyld og med halen viftende bag sig. Hun holder ryggen rank og hovedet højt og ser sig ivrigt omkring, mens hun forsøger at forsvinde i menneskemængden. Men som altid viger folk udenom hende, og hun må bare glædes over lidt plads i stedet for at ærgre sig over deres fjendtlighed. Hun er pæn og velholdt for en gangs skyld, hendes flammerøde hår børstet og bundet med et pink bånd, og hendes pels ren og blød. Hun er på jagt efter en til at få klippet Kijos hår, selvom det måske allerede er for sent, og hun holder de par småskillinger, hun har tjent, i sin hule hånd, der er knyttet til en næve omkring dem. Der er ikke meget, men lige nok, og det har været hårdt for hende at skaffe pengene; hun har måttet sælge sit eneste minde fra sin fortid, sin eneste ejendom for at få råd. Ingen vover at komme tæt nok på hende til at forsøge at stjæle et så lille beløb, og hendes ivrigt viftende hale og årvågne blik holder folk på afstand. De mumler og ser chokerede på hende, og hun sukker let. Nogen gange ville hun ønske, hun bare kunne barbere al pelsen af og så ligne et normalt menneske, men hun ved af erfaring, det ikke fungerer sådan. Hun er som hun er, et forbandet halvdyr, en forhadt keidran, og hvem vil mænge sig med en som hende?

Davien kom gående ned ad hovedgaden, han var iklædt sit normale outfit, et par brune shorts med en drage afmærket på, en åben vest med tilhørende hætte, og en taske på ryggen. Hans hænder var som altid tapet op, og som altid bar han ingen sko, disse ting havde altid gjort at folk kiggede på ham som om han var fuldstændig sindsyg, og det blev ikke ligefrem bedre når vejret var som det var lige nu, netop koldt og mørkt, dog gjorde intet af dette noget for Davien, hans krop var vant til at træne under ekstreme omgivelser så denne smule kulde mærkede han slet ikke.
Davien havde aldrig problemer med at komme frem i menneskemængden, en af grundene var hans styrke men noget helt andet var hans udseende, det var ikke ret mange mennesker der havde lyst til at stå i vejen for ham, hvilket medførte at folk gav ham rigelig med plads. Davien lagde mærke til at han ikke var den eneste som fik rigeligt med plads, en ting som faktisk interesserede ham en smule, enten var hun stærk og kendt omkring, eller også var de simple mennesker blot bange for hendes udseende, men dette ville undre ham, der var da absolut intet skræmmende ved hendes udseende undrede han sig over.
Davien gik hende straks imøde og bøjede sig lidt forover og kiggede hende direkte ind i ansigtet, han smilede let til hende og for næsten alle mennesker ville han langt overskride alt der kunne kaldes intimsfære idet der blot var få centimeter imellem dem.

Ihsan ser sig lidt forvirret rundt, indtil hendes blik pludselig fastholdes af en mands. Han står meget tæt på hende, og hun ser skræmt op på ham, mens ørerne glider ned på hver side af hendes hoved.
"U-undskyld, jeg ville ikke gå i vejen for dig," siger hun undskyldende og går i gang med at myrde sin underlæbe med tænderne; de kraftfulde hjørnetænder, der med et enkelt hårdt bid kunne knække hans nakke. Men hun ser bestemt ikke sådan ud lige nu; som om hun har tænkt sig at bide ham. Hun er faktisk lidt bange for hvad, han vil gøre ved hende, nu hun tilsyneladende uden at vide det er gået i vejen for ham. Hun smyger sig tæt forbbi ham, uden at lægge meget afstand mellem dem, før hun står på siden af ham og ser ned.
"J-jeg er meget ked af det," siger hun lavmælt, "Det skal ikke ske igen." Hun er vant til at blive sparket, spyttet på eller det, der var værre, og med et stille suk gør hun sig klar på hvad end han har af straf i tankerne. Keidraner er aldrig blevet behandlet ret godt, fordi de fleste af dem er vilde, utilregnelige bæster, der har jaget folkene i byen og taget deres børn. Men Ihsan er ikke sådan, og selvom hun er et rovdyr - et dyr - så er hun ikke ond. Tårer skal til at stige i hendes øjne ved tnaken om sig selv som et usselt dyr, men hun bider det i sig og stirrer modigt op på ham.

Davien rejser sig op i sin fulde højde og kigger på pigen idet hun går rundt om ham, han havde ikke ligefrem anset hende for at være den sky type, det var faktisk overdrevent som om hun var blevet tævet eller lign. gad vide om hun havde ageret kæledyr for nogen? Det ville undre ham når man tænkte på hvor materalistiske folket i byerne var. Davien kan faktisk ikke lade være med at grine en smule over hele situationen, der er noget over hende, selvom hun er sky og virker bange er der noget der siger ham at hun er stærkere end hun umiddelbart ser ud, han kan tydeligt se at hun er muskuløs bygget for et hunkøn på sin størrelse, gad vide hvor stærk hun helt præcist er.
"Rolig nu, du gik ikke i vejen for mig, jeg gik dig i møde. Hvad er du dog så bange for? Du er stærk ikke sandt?" Sagde Davien og smilede til hende, han var helt sikker i sin sag, og han havde lyst til at vide helt præcist hvor meget kræft den lille krop havde spækket i sig.

Ved hans ord ryger ørerne i vejret igen og peger frem mod ham, og halen slår små smut bag hende af nysgerrighed. Med en finger på underlæben lægger hun hovedet på skrå og betragter ham mere interesseret.
"Nå okay," siger hun og smiler, så alle de spidse tænder flashes for ham. "Folk er bare ikke ret venlige normalt, men jo, jeg er rimelig stærk ... men Kijo siger jeg ikke må skade folkene i byen, så det gør jeg ikke - hvad end de så gør ved mig." Det sidste er mumlet meget lavt, hvorpå hun puster til sit pandehår, der er faldet ned over øjet. Rimeligt stærk er lidt af en underdrivelse, for hun er meget stærk, men der er ingen grund til at blære sig eller at kræve hans beundring for sin styrke. Hun er stærk og det er nok, hun selv ved hvor stærk. Hans smil beroliger hende en del, og hun vipper lidt frem og tilbage på fødderne og samler hænderne bag ryggen, delvist for at gemme sine småpenge sikkert væk fra nysgerrige blikke.

Davien kan slet ikke lade være med at grine og smile over det pludselige humørskifte pigen netop havde udført, det var meget underholdende og Davien kunne faktisk godt li den slags mennesker, folk som hende var bare meget lettere at have med at gøre, det var meget lettere bare at kunne kigge på hende og være klar over om hun var ked af det eller sur fremfor at skulle til at spørge hende.
Davien forstod det ikke, hvis folk ikke behandlede en ordentligt vidste man da bare hvem der var stærkest i hierakiet, man bør aldrig misbruge sin styrke, men man skal bestemt heller ikke bare vende den blinde kind til og tage imod. Og hvis denne pige var så stærk som hun sagde så burde hun bestemt være istand til at beskytte sig selv.
"Slå mig så hårdt som du kan" Sagde Davien og satte igen hovedet helt tæt på hendes.

Hun betragter ham, da han kommer med sin mærkelige anmodning og ryster så på hovedet.
"Det er vist ikke så klogt," siger hun med et stille grin, "Jeg har før dasket til en hjort, så den brækkede nakken!" Hun ser ind i hans bemærkelsesværdige øjne og lægger hovedet på skrå til den anden side.
"Desuden," tilføjer hun, ørerne læggende sig et par centimeter, "Desuden, hvis jeg slog dig, ville alle de mennesker straks vende sig mod mig, og jeg ville nede i lænker ..." Hun sukker tungt og tilføjer bittert: "Igen!" Hun løber så fingeren ned over de to ar i hendes ansigt og ryster så på hovedet, før hun tager hånden om bag ryggen igen.
"Nok er jeg ikke alt for klog, men jeg har lært af mine fejl," siger hun med et trist smil, der bevidner, hun taler sandt. Så smiler hun dog igen, det gode humør vendende tilbage til hendes øjne.

Davien kigger en smule mistroisk på hende, havde han lige sammenlignet ham med en hjort? Langt de fleste mennesker var ikke i stand til så meget som at lægge hånden på Davien, men hendes historie havde blot gjort hende endnu mere interessant. Han var nu nød til at prøve at mærke hendes slag fuldt på.
Han vigede ikke så meget som en centimeter fra hende, han stirrede hende blot i øjnene og prøvede at regne ud præcis hvor meget kræft der dog kunne være i den krop.
"Du behøver ikke være bange for at dræbe mig jeg er stærk, og hvis du endelig er bange for at brække min nakke så slå mig i brystkassen"
Sagde han bare grinende, hans muskuløse overkrop beviste at han bestemt ikke var svag, hans krop var nærmest perfekt trænet, der var ikke så meget som et kilo overskydende fedt, han havde muskler præcis hvor han ville have muskler og hvor det var nødvendigt at have muskler.

Hun ser selv lidt mistroisk på ham, da han bliver ved.
"Og hvad med alle menneskene her? De vil være over mig med reb og fakler før jeg rammer," siger hun og modtager et par skeptiske blikke fra tilfældige forbipasserende. "De benytter enhver chance for at få fingrene en som mig, og jeg vil ikke kæmpe mod dem." Hun mumler for sig selv, at hun da nok skulle kunne vinde, men ikke så højt, han burde kunne høre det klart.
"Jeg kan godt se, du er stærk," tilføjer hun så med et smil, "Meget stærk, men det er jeg også!" Hun ser ned mod stenene under sig og sætter sig så på knæ med siden til ham, hvorpå hun med en knyttet næve slår ned mod stenen, der flækker. Så rejser hun sig op igen, vrikker let med fingrene på den lille pote og ser så på ham med hovedet nok en gang på skrå.
"Det er lettere at slå mod noget blødt," siger hun lavmælt, "det gør ikke nær så ondt." flere er stoppet op for at stirre, og flere mumler angste og trækker sig længere væk fra hende. Hun er bevidst om dem, men ignorerer dem for nu.

Davien kigger sig omkring på de små mennesker der bevæger sig omkring, han er ikke et sekund i tvivl om at der ikke er et eneste menneske tilstede som ville så meget som kunne lave en rift på ham han kiggede endda hen på vagterne der stod udstationeret rundt omkring men selv dem ville han være istand til at brække midt.
"selvom du ikke ville slå dem, så ville jeg gerne hvis de lagde hånd på dig"
Sagde Davien og satte sig ned på knæene, han fokuserede sin evne i sin hånd og holdte blot 2 fingrer frem, han skød fingrerne ned i en flise og flækkede midt over, han rejste sig op igen og smilede til hende, han var 100% sikker på at han ville være istand til at tage imod et slag fra hende og rejse sig op omgående derefter, faktisk ville han være i chok hvis han ikke var i stand til dette.
"Din hånd er blot ikke trænet nok hvis det gør ondt, jeg mærker det slet ikke når jeg slår ind i beton

Hun skæver selv i samme retning som han, indtil han taler; så fikseres hendes store, runde øjne spørgende på ham.
"V-ville du gøre det? F-for mig?" spørger hun tydeligvis chokeret. Kun få har tilbudt sådan en tjeneste, og hun er lettere rystet over at modtage tilbudet fra en komplet fremmed. Hun ser så mens han knækker flisen og kikker imponeret på ham med hovedet tiltet. Så griner hun bredt.
"Jeg har ikke for vane at slå hverken folk eller b-beton. JEg holder mig til at jage, og der er det mere kløerne, jeg bruger." Hun holder hånden frem og skyder de lange, sylespidse kløer ud, så han kan inspicere dem. De er nyvaskede og har ingen spor af kamp tilbage på sig, som de ellers så tit har, med undtagelse af et lille hak i den ene på undersiden.

Davien forstår ikke hvorfor dette overrasker hende så meget, det er da normalt for en mand at beskytte en kvinde i problemer, han får det faktisk helt dårligt ved tanken om at folkene i denne by ville overfalde en dame på den måde som hun beskriver, en hver mand der lægger hånd på en forsvarsløs kvinde fortjener ikke at leve i hans øjne.
"Jamen selvfølgelig ville jeg da det, jeg vil jo ikke være grunden til at du får problemer"
Sagde han roligt og venligt.
Davien lyttede interesseret i hendes beskrivelse af hendes kompetencer hvis man da kan kalde det det, han grinede en smule og fik sine knogler til at vokse omkring hans ene hånd således at fingrerne endte i særdeles skarbe kløer, han smilede venligt til hende og spurgte hende igen.
"Slå mig så hårdt du kan direkte i brystkassen"

Hun får helt tårer i øjnene over hans venlighed g blinker dem hurtigt væk; det sidste hun har brug for er at begynde at tude; noget hun ellers aldrig gør.
"Tak," siger hun i stedet og smiler bredt.
Ved synet af hans fingre, der bliver til kløer, vokser hendes øjne til anet størrelse, sammen med smilet, og uden selv at bemærke det, trækker hun sine egne klør ind.
"Det er en fin ting at kunne," siger hun grinende og betragter ham med hovedet på skrå.
"Jeg håber ikke, du vil fortryde det," siger hun betænksomt og stiller sig klar til at slå. Allerede nu er der uro blandt menneskene omkring dem, og hun tøver et øjeblik og ser på ham om han er klar, før hun af al kraft og med et lavt brøl slår af alle kræfter så hårdt hun kan lige mod hans ene bryst. Slaget burde sende ham flere meter baglæns og efterlade et grimt, blåt mærke, og hun fortryder i det samme, hvad hun har gjort.
Der går ikke mange sekunder, før byboerne er over hende, og fire store mænd holder hende fast. Hun hvæser hidsigt, da de trækker hende i håret, og hun slår kløerne ud kun for at trække dem tilbage igen og passivt bliver hun stående med et hjælpeløst udtryk.
"Monster!"
"Bæst!" Der bliver råbt alle mulige slags kommentarer, men Ihsan hvæser blot ad dem. Hun har hørt det alt sammen for mange gange til at tage sig af det og håber nu bare, han er en mand af ord og virkelig hjælper hende, den Davien.

Davien smiler da hun endelig vælger at gå med til at slå ham, han forstærker knoglerne omkring hans brystkasse betydeligt således at intet brækker og står nu klar til at tage imod det særdeles kraftfulde slag, han bliver dog en kende overrasket da der skabes kontakt, for første gang siden han var lille bliver Davien rent faktisk sendt igennem luften af dette slag, han flyver flere meter tilbage, lander på jorden og kurer lidt videre, dog rejser han sig op næsten med det samme idet han er stoppet.
Han mærker lidt efter og selv om han havde forstærket knoglerne i området var der kommet et mindre brud, dog ikke noget han ikke omgående kunne hele grundet hans kontrol over sine knogler.
Davien ser folk begynde at overfalde Ihsan og går med hastige og bestemte skridt direkte hen imod hende, den første mand der kommer i vejen bliver kastet væk og dette medfører at alle andre begynde at flytte sig for ham indtil han nu står foran Ishan.
Med et velplaceret spark sender han en af mændene der holder fast i Ihsan flere meter igennem luften, og modsat Davien ser denne mand bestemt ikke ud til at rejse sig igen lige foreløbigt.
"Slip hende og forlad inden i eller sammen får samme behandling for at behandle en kvinde sådan, hun slog mig på min egen fri vilje"
Sagde Davien hårdt.

Hun kikker overrasket til, da han rent faktisk hjælper hende. det havde hun ikke regnet med, når det kom til stykket, men det gør ikke hendes glæde mindre, og da hun slipper fri, skynder hun sig over og stiller sig ved siden af ham en smule genert over den pludselige opmærksomhed. Folkene stirrer nu på dem begge to, og Ihsan er lidt utryg ved situationen. Hendes ører hænger lidt, og halen bevæger sig nervøst fra side til side. Da først hendes tilfangetagere er forduftet, trækker hun lidt tættere på Davien.
"Mange tak," siger hun og smiler venligt, "Det ville ikke mange have gjort for en som mig." Hun ser nervøst på hans brystkasse og hæver en pote op for at lægge fingrene forsigtigt over stedet, hun ramte.
"Gjorde det meget ondt?" spørger hun uroligt.

Davien smiler til hende idet hun kommer hen og står ved siden af Davien, han tager lidt bestemt fast i hende og trakker hende ind foran ham således at hun er fuldstændigt beskyttet af ham, han så nødigt at nogen skulle kaste noget efter hende eller lign fra vinkler som han er ude af stand til at se.
"Din race er irrelevant i forhold til hvem du er som person, indtil videre kan jeg ikke se en eneste ting der gør at du fortjener sådan en behandling"
Sagde han lettere fast i det, dog var denne fasthed ikke rettet imod hende men derimod rettet imod folk der dømte folk alene på deres udseende, Davien havde altid ment at man skulle lade folks handlinger vise hvem de er som person, om de er brune, gule eller grønne burde ikke have den mindste indflydelse.
"Jeg vil sige med det samme at jeg ikke har fået et slag som det i lang tid, men nej, hvad med din hånd er den okay?"

Hun står foran ham og føler sig straks lidt tryggere, da der blev kastet en del blikke mod hende omme bag hans ryg, og hun smiler taknemmeligt til ham.
"Det mener jeg også, men ikke alle tænker såda -tydeligvis ..." Hun vælger ikke at kommentere om hvorvidt hun har fortjent deres behandling, da hun jo rent faktisk har slået flere mennesker ihjel i sit liv. Godt nok aldrig uden de først havde været onde ved hende eller andre, men det var stadig svært for folkene at glemme den dag hun kom helt indsmurt i menneskeblod. Mange af ansigterne rundt om hende kendte hun godt efterhånden. Hun forstår også godt, hans fasthed i stemmen ikke gælder hende, og det er meget at forstå for en med hendes intelligens, men hun er blevet klogere på det sidste.
"Godt!" siger hun fast, "Jeg ville hade at have skadet dig, når du er så venlig mod mig ..." Hun flexer sine fingre lidt og ser på hånden et øjeblik.
"Den er okay. En smule øm, men ikke meget ... D-du har et megt hårdt bryst!" Hun skærer en grimasse og griner så let, mens hun ser på ham.

Davien gengældte selvfølgelig hendes smil med sit eget, han sendte et vredt blik ud imod folkemængden hvilket fik de sidste tilskuere til lige så stille at forlade området, det var trodsalt også sjældent man så en mand blive slået flere meter tilbage rejse sig op omgående og derpå sparke en mand i hovedet så han fløj flere meter igennem luften og blev liggende.
"Men hvorfor forsvarer du ikke dig selv?
Spurgte Davien forundret, han kunne ikke forstå hvorfor en kvinde med hendes styrke bare ville lade folk behandle hende præcis som de ønskede, styrke skal ikke misbruges, men alt vold der bliver brugt i selvforsvar er okay, selv om det så dræber angriberen.
"Jeg kan forstærke mine knogler, hvilket er grunden til at det var så hårdt, men selvom jeg forstærkede dem formåde du dog stadig at lave en revne i dem, særdeles imponerende"
Sagde han venligt og grinede en smule inden han kiggede sig omkring. Han var efterhånden blevet en smule sulten og han havde tjent en god slat penge på at sælge pelse og diverse andre former for dyredele såsom knogler, klør og tænder.
"Hvad siger du til at vi finder en kro og får os noget at spise?

Hun bemærker hvordan folk forlader området ved hans blik, og snart er der ingen tilbage, der ser mærkeligt på dem, og hun er lettet, meget lettet.
"Kijo - min bedste ven - har fået mig til at love, jeg ikke vil skade byens beboere. Jeg bryder aldrig et løfte." Hun sukker og slår ud med begge hænder. "Men nogen gange ville jeg ønske, jeg gjorde ... JEg får bare sådan en grim følelse lige her," hun holder en hånd på sin pelsede mave og beskriver skyldfølelsen den eneste måde, hun kan. Hun får simpelthen dårlg samvittighed over ikke at holde sine løfter til Kijo. Det er den eneste ting, der holder hende fra at knække nakken på dee tåbelige byboere; Kijo har altid sagt, hun må bruge sin styrke med visdom, og da hun ikke har meget af det, bruger hun den så lidt som muligt. Det føles som den sikre side at være på.
"J-jeg flækkede din knogle!?" udbryder hun og lægger hånden hen over stedet, hun slog, mens en enkelt lille tåreløber ud af hendes øje og ned i pelsen. "Det er jeg virkelig ked af, det var ikke..." Hun holder inde, for selvom det ikke havde været hendes mening, var hun gået med til at sende et dræbende stød mod en mands brystkasse. Endda en der var så flink ved hende. Hun lod hånden hvile på hans bryst og så op på ham med ørerne hængende og store, runde øjne fyldt med tristhed.
Det ændrer sig dog lidt, da han nævner en kro, og hun ser ned og skraber lidt i jorden med den ene fod.
"Der er jeg ikke velkommen," mumler hun, "Noget med pels i maden ... Har fået lov en enkelt gang at spise på gulvet derinde i et hjørne, men jeg blev kun halvt færdig, før jeg blev smidt ud med den udnskyldning flere af gæsterne havde fået min pels i deres mad ... (sket in game XD)" Hun sukker let og tør slet ikke se op på ham. "Jeg ved ikke om jeg synes du skal trækkes med det derinde, og hvis du slår nogen der be-be-vidst-lø-se sender de bare bud efter byvagten ..." Hun slår ud med hånden, hun stadig holder sine småpenge i, og ser stadig ned i jorden, indtil hun kommer i tanker om sin hånd mod hans bryst, som hun hurtigt fjerner.

Alexander lyttede interessant til hendes forklaring om hvorfor hun ikke forsvarede sig selv, og han syntes det lød mærkeligt for ikke at sige dumt, han forstod godt at der ikke var noget ønske om at hun skulle misbruge sine kræfter, hun svar særdeles stærk og den kraft sammen med hendes kløer ville uden tvivl være en særdeles farlig kombination, men hun virkede jo ikke som typen der ville gøre nogen fortræd uden at der var en grund til det og derfor så han intet problem i at hun brugte sine evner når hun følte for det, han kom endda til at tænke at Ihsans ven hvem end vedkommende så var så var det en dårlig ven når de ville tillade sådan en behandling af Ihsan. Da hun fortalte om sin mavefølelse fandt han det også mere mærkeligt, han var ikke sikker på om det skulle forstås som at hun fik det dårligt når hun ikke holdte sit løfte eller om det bare var når hun skadede et andet levende menneske, for ham var begge dele særdeles sandsynlige.
"Bare rolig jeg har healet den, og du skal ikke undskylde, det var trodsalt mig der bad dig om at slå mig"
Sagde han grinende, men hans grin stopper idet han ser at en tåre løbe ned ad hendes kind, det får ham faktisk til at få det en smule dårligt, det er jo trodsalt lidt hans skyld at hun græder.
" I stedet for at slå dem bevidstløse kaster jeg dem bare ud ad hoveddøren"
Sagde han smilende